Link arkiver

Økonomi vs. mennesker

“Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her”. 

 

Dette citat er fra Marie Krarups artikel, som har startet (endnu) en længerevarende og meget psykisk opslidende diskussion i vores hjem. Nu vil jeg ikke udlevere nogen personligt, men vi er ret uenige herhjemme.
Jeg synes det er til at KASTE OP OVER når folk mener, at menneskesyn og politisk ideologi kan adskilles. Marie Krarup mener, at hendes næste ikke er den syriske flygtning, fordi hun ikke kan se dem og de ikke er tæt på hende – derfor mener hun ikke, at hun behøver at forholde sig til dem. Hun siger ordret: “Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Jeg har SÅ svært ved at se, hvordan vi i Danmark kan have den holdning, at vi skal passe på vores eget lille land, så det ikke “bliver smadret af fremmede mennesker vi ikke kender”. Uhhh, hvor er det synd for vores børn, hvis vi giver plads til nogle mennesker der er flygtet, tænk at de sådan kommer her og tager af vores skattekroner. Nåh, er de i fare for at blive slået ihjel i deres hjemlande? Skidt pyt, jeg skal ud og lave mad til børnene, for det er næstekærlighed!!!!

NEJ!!!!!

AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg er så træt…. Så træt af at høre om danskere, (som har ALT hvad de har brug for og mere til) der mener, at Danmark er truet pga. flygtningesituationen, og at vi ikke kan hjælpe hele verden, og at vi nu også må tænke på, hvad der er bedst for os selv, hvis vi vil sikre landets fremtid.
Vi kan godt blive enige om, at vi ikke kan hjælpe hele verden. Men vi kan alle gøre vores, for at gøre verden til et bedre sted. Jeg mener, at ressourcestærke lande som Danmark, hvor det grundlæggende går fantastisk, bør tage sin del af de flygtninge, der kommer til Europa. Alle lande skal hjælpe til, men i et land som Danmark, hvor vi har god mulighed for at hjælpe, så synes jeg, at vi skal tage en ekstra del på os. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan hjælpe en stor del mennesker – og det mener jeg er noget af det vigtigste, et samfund kan gøre. Det er sådan et samfund jeg gerne vil leve i. Et samfund hvor vi hjælper dem, der virkelig er på spanden og er i krise – indtil de kommer på benene igen/der bliver sikkert i deres hjemlande. Vi skal hjælpe alle dem som vi kan, efter min mening. Det er meget interessant, at så mange danskere betragter sig selv som kristne, men alligevel mener, at de selv kan bestemme, hvad næstekærlighed er. At så mange mener, at man ikke behøver at vise næstekærlighed for andre end en selv og de mennesker der bor fem meter fra en, og at nogle, Marie Krarup herunder, finder det “ulækkert” at man vælger at hjælpe mennesker i Syrien frem for at lave mad til sine børn. Hvis jeg nogensinde fik børn, så ville jeg se det som en vigtig opgave at vise dem, at man skal tænke på andre end sig selv, og at det er bedre at give noget til andre, frem for at tage det hele selv. En af de syv dødssynder er jo som bekendt grådighed, så hvis man ser sig selv som kristen, så burde det være en selvfølge, at man gav til andre og ikke tænkte på sig selv først.
Jeg er selv ateist, så det er ikke engang fordi at jeg har stærke religiøse værdier, der giver mig en følelse af, at jeg er nødt til at hjælpe. Nej, det er sådan set bare sund fornuft og de personlige værdier, som jeg selv har valgt at have – at alle mennesker er lige meget værd, og at jeg ikke er bedre end nogle andre eller har ret til mere, bare fordi jeg har været heldig at blive født som hvid i et godt land som Danmark. Jeg synes at alle skal hjælpes, og at vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem vi kan. Desuden mener jeg, at forskellighed i et samfund er opskriften på en masse gode ting, hvis vi alle kan respektere hinanden (hvilket mange etniske danskere har problemer med, som jeg ser det). Jeg prøver selv stærkt på ikke at generalisere og tegne fjendebilleder, og jeg bliver utroligt trist, når nogle har politiske holdninger der er totalt gennemsyrede af os/dem mentalitet og en frygt for det ukendte.

For at vende tilbage til det med næstekærligheden, så vil jeg nævne, at jeg ikke prøver at sige, at nogle er forkerte kristne, hvis de ikke går ind for den præcise definition af næstekærlighed. Religion er noget man skal gøre op med sig selv og ingen kan sige, hvad der er rigtigt og forkert at tro på, men jeg synes alligevel at det er interessant at se på, hvad næstekærlighed egentlig er iflg. Jesus/Biblen/hvem der nu ellers fandt på det, da de fleste danskere betegner sig selv som værende kristne, og at man derfor skulle tro, at deres religiøse syn kunne ses i deres politiske holdninger også.

Følgende definition på næstekærlighed har jeg fra folkekirken.dk:

“I kristendommen er der i virkeligheden kun ét bud, nemlig: Det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.”

Se, det er jo meget interessant. Du skal være god mod alle, også dem du ikke bryder dig om.
Nogle vil sikkert sige, “Ej men der står jo kun ‘hvert mennesker der krydser vores vej’, og de syriske flygtninge krydser ikke min vej, så jeg har intet ansvar”. Men nu skal vi lige huske, at Biblen er skrevet i en tid, hvor det tog betydeligt længere at rejse igennem verden og der heller ikke fandtes sociale medier, der kunne oplyse os om, hvordan resten af verden havde det. Dermed mener jeg, at næstekærlighed vil sige, at du skal være god mod, og hjælpe, dem der har det svært, også hvis de ikke er dine naboer. I dag har vi nødhjælpsorganisationer osv., som muliggør det for os som mennesker, at hjælpe folk i lande hvor der sker katastrofer af den ene eller anden art, og det er en fantastisk ting. Og med den mulighed kommer også et ansvar, synes jeg. Hvis man har rigeligt med penge, så er der INGEN god grund til ikke at vise næstekærlighed overfor de mennesker, som bor lidt længere væk end på den anden side af vejen.
En anden ting vi også skal huske, er at næstekærlighed også er andet end økonomisk støtte – det er mindst lige så meget den måde, som vi behandler andre på, og taler om andre på, synes jeg. Hvis du vil være god mod din næste, så har du et åbent sind og behandler andre ligeså godt, som du selv vil behandles. Uanset hudfarve, etnicitet og kulturelle forskelle.
Næstekærlighed er at tro på det gode i mennesket – det er at tro på, at den hjælp man kan give en anden, gør en forskel, og at vi sammen kan lave et bedre samfund, hvis vi hjælper hinanden og er åbne.

Nej, jeg er ikke kristen, men jeg tror på næstekærligheden – den beskriver i hvert fald meget godt, hvordan jeg selv ser på mennesker og verden i det hele taget. Jeg tror på det gode i folk. Jeg har ikke lyst til at leve i en kold verden, hvor vi lukker andre ude, for at koncentrere os om vores økonomi og vores skattelettelser.
Ligesom at jeg ikke vil leve i et land, hvor Livslinjen holder lukket om natten, så vil jeg heller ikke leve i et land, hvor grænserne bliver lukkede, fordi vi ikke lige føler, at vi kan hjælpe flere, uden at det kommer til at gå ud over os selv.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor økonomi kommer før mennesker.
Det er en forfærdeligt kedelig tendens her i Vesten, at vi lægger så meget værdi i penge fremfor sociale relationer og venlighed. Vi gør alt op i penge fremfor indre lykke, og hvis der ikke er en økonomisk gevinst, så gider vi ikke at deltage.

Jeg er fandme træt af det, og jeg håber godt nok, at det kommer til at ændre sig i en bedre retning med tiden, men jeg har mine bange anelser. Jeg håber for alt i verden ikke, at vi ender op med at blive en nation af selvhøjtidelige nationalister, som mener, at vi er bedre kristne/mennesker ved at lave sovs og kartofler til familien, fremfor at hjælpe dem, som virkelig har brug for det.
Vi taler om “Mig, mig, mig” generationen, men for mig at se virker det til, at en ret stor del af Danmarks befolkning er en del af den generation uafhængig af alder. Vi vil alle have først og det vigtigste er, at der er til os selv og vores nærmeste og så kan resten sgu være lige meget. Det er os der er i centrum, det er vores fremtid det gælder… Tænk på de kommende børnebørn i stedet for resten af verden osv.

Jeg er så træt af egoistiske mennesker – og ja, jeg står gerne ved, at jeg mener, at det er egoistisk at bilde sig selv ind, at vi som danskere ikke behøver at tage et ansvar og gøre noget for de alt for mange mennesker, der lige nu er på flugt. Det er naivt at tro, at det gælder alt eller intet – “vi kan ikke hjælpe alle, så derfor kan vi ligeså godt lade være”. Den holdning synes jeg skræmmende mange virker til at have, og det gør mig virkeligt ked af det.
Det gør mig ikke bare sur, men det gør mig oprigtigt trist, og jeg har lyst til at græde over det.

Men jeg vil ikke lade negativiteten vinde – jeg ved, at der findes utroligt mange gode mennesker ude i verden, og jeg ved, at mange gør hvad de kan for at hjælpe. Det så jeg fx i søndags, da jeg samlede ind for Røde Kors. Selvom omkring halvdelen ikke åbnede dørene/ikke ønskede at give et bidrag, så blev jeg mødt af en masse glade mennesker, som udtrykte taknemlighed over, at jeg samlede ind og ønskede mig en god tur. Og i banken hvor pengene skulle afleveres blev jeg mødt af en kø der gik langt ud på gaden. Det tog mig en time at få afleveret pengene, fordi der var så mange indsamlere. Og det var fantastisk. Det var en af de eneste gange, hvor jeg rent faktisk er blevet glad af at stå i en utroligt lang kø.
Jeg samlede lidt over 900 kroner ind, så det var jo ikke det store, kunne man tænke. Men så kom jeg hjem og hørte resultatet for hele indsamlingen – 25,5 millioner kroner var der blevet samlet ind i hele Danmark.
Det er et symbol på, hvordan de små ting gør en forskel. Et symbol på, at man ved at bruge tre-fire timer af sin søndag, kan gøre så enorm en forskel, hvis bare man løfter i flok. Jeg synes sgu det er smukt, og selvom jeg blev mødt af mange der sagde “nej tak”, så er det langt fra sidste gang, at jeg samler ind for Røde Kors. Det er det mindste jeg kan gøre, og jeg gør det med glæde.
Der er så mange måder hvorpå vi hver især kan hjælpe, og der er ikke nogen måde der er mere “rigtig” end andre – det handler om, at følge den følelse man har indeni, og den lyst som – de fleste heldigvis – har til at hjælpe. Om man så er udsendt for Læger Uden Grænser, er besøgsven, er indsamler eller lektiehjælper, så gør det alt sammen en forskel, og det er sådan et land, som jeg gerne vil bo i. Et land hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer på forhånd.
Jeg tror på, at et land der er opbygget omkring den glæde der er ved, at kunne hjælpe andre og selv få hjælp når man er i nød, er opskriften på et velfungerende land. Så kan man tale nok så meget om økonomi og statistik, men hvis vi behandler hinanden godt og alle bidrager til at vi kan have det godt sammen, så er jeg sgu ret ligeglad med, om jeg skal betale 60 % i skat og ikke har råd til den nyeste iPhone 6S deluxe, eller hvad de hedder nu til dags.
Hvis jeg skulle tage valget mellem penge og mennesker, så ved jeg godt hvad jeg ville vælge – hvad ville du?

Starten på ferien

Hej verden.

Efter at have skrevet så mange seriøse blogindlæg på det sidste, kommer her et indlæg med billeder af, hvad jeg har lavet i feriens første dage.

Fredag og lørdag var jeg på arbejde. Det var fint som altid.

wpid-dsc_1567.jpg

 

Lørdag satte bibliotekaren mig til at rulle plakater sammen. Det var jeg rigtigt god til, så jeg fik meget ros. Oveni købet fik jeg tid til at sidde og tænke over livet imens, hvilket jo altid er rart. Desuden fik det mig til at indse, hvorfor det er en god idé at få en uddannelse. Det kan godt være, at jeg er god til at rulle plakater sammen, men 45 minutter af det var nok for nu.

wpid-dsc_1577.jpg

 

En af dagene fik jeg (igen) nye bøger.

 

wpid-img_20150618_104455.jpg

 

 

Jeg fik også færdiglæst “The Martian”. Den var utroligt god, og det undrer mig ikke, at de allerede har filmatiseret den. Dog føler jeg ikke det store behov for at se den som film, så det tror jeg ikke, at jeg har tænkt mig at gøre.

wpid-img_20150611_130016.jpg

 

Jeg fik også skrevet en artikel/klumme til Youth Culture Denmark, som er en side der primært indeholder boganmeldelser af engelske ungdomsbøger. Den kan læses her: http://youthculturedenmark.com/2015/06/20/why-ya-cure-all-romance-sucks/

190615_1

Jeg fik også taget dette (hvis jeg selv skal sige det) meget kreative billede til artiklen.

I dag for nogle timer siden blev min første rigtige anmeldelse færdig, så den kan også læses nu her. Det er en anmeldelse af bogen “Simon vs. The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli. Det er en af mine yndlingsbøger, så derfor er jeg glad for at kunne skrive en rigtig anmeldelse af den.

DSC_0132

 

Søndag lavede jeg ikke ret meget udover at læse og forsøge at motivere Iris til at læse op til matematik-eksamen. Begge dele gik ikke specielt fantastisk, da jeg samtidig sad og lavede alt muligt andet, og Iris sad og spillede Farmville 2 (og blev ved med at invitere mig til det, selvom det sidste jeg har tænkt mig at gøre nogensinde, er at spille Farmville eller noget andet spil på Facebook). Men det var en hyggelig dag alligevel. Jeg spiste også noget rabarberkage, hvilket var forfærdeligt fordi jeg ikke kunne stoppe igen. Det fungerer nogenlunde ligesom afhængighed af heroin (selvom jeg aldrig har været afhængig af heroin, skal det lige nævnes) (jeg har generelt aldrig taget stoffer, bare hvis I var i tvivl)

Nåh, men mandag tog jeg to ekstravagter på arbejdet, så jeg arbejdede i 4 timer. Det var meget fint, bortset fra at jeg tilbragte halvanden time nede på lageret, hvor der ikke rigtig er udluftning, og jeg derfor var ved at koge ihjel. Jeg glemmer altid, hvor varmt der bliver på biblioteket om sommeren, hvilket er skidhamrende dumt.
Før jeg tog på arbejde læste jeg “The Honest Truth” af Dan Gemeinhart. Det var en meget kort men fin historie, som jeg rigtig godt kunne lide.
Om aftenen var jeg vågen til kl 24 fordi jeg sms’ede med en masse mennesker, og desuden ikke følte for at sove, da jeg har vænnet mig til først at gå i seng kl 24 og stå op kl 8 hver dag.

Dette fortrød jeg rigtig meget tirsdag morgen kl 6 hvor jeg skulle op. Jeg skulle tidligt op og med bussen op til skolen, fordi Iris blev student, og jeg skulle fejre hende bagefter sammen med hendes familie.
wpid-wp-1435092209209.jpeg

(Dette viser mig der er meget træt imens jeg spiser en banan som man ikke kan se).
Men det var en hyggelig dag. Jeg kom op på skolen lige inden hun skulle ind til eksamen, og kunne derfor lige nå at sige held og lykke og alt det. Derefter sad jeg og snakkede med nogle folk fra hendes matematik-hold. Det er meget interessant hvordan det altid bliver meget lettere at snakke med folk, når der er eksamen. Det giver faktisk ingen mening, da alle egentlig burde være så nervøse, at de ikke kan snakke. Men det er altid noget af det hyggeligste ved eksamen – at tale med folk, som jeg normalt ikke taler med.
Efter lidt tid kom Iris’ familie så, og så stod vi og ventede på, at hun skulle komme ud. Der var sådan en “uhhhhh” stemning, som der altid er, når nogen bliver studenter.
Men til sidst kom hun ud, og hun havde klaret det godt, og alle var glade og lettede. Så fik hun sin smarte blå hue på (som var en smule for stor), og hendes familie havde selvfølgelig købt nogle iriser til hende, da røde roser er for mainstream.

wpid-wp-1435092155821.jpeg

 

Derefter kørte vi hen til hendes søster, hvor der var kagebord og fancy sodavand+appelsinjuice. Det var faktisk et utrolig fint og simpelt kagebord med et gennemgående blåt tema, men jeg tog ikke billeder af det, da jeg ikke tænkte over det, og det desuden ville være underligt.
Så sad vi og snakkede i nogle timer, og jeg fik ENDELIG mulighed for at give hende min gave, som jeg havde haft planlagt i lang tid.

wpid-wp-1435092171777.jpeg

 

Jeg synes selv, at den blev rigtigt pæn og desuden er rigtigt gavepapir en åndssvag opfindelse som kun skader regnskoven og alt muligt andet.
Gaven bestod af tre nøje udvalgte bøger: “The Little Prince” af Antoine de Saint Exupery, “Simon vs. The Homo Sapiens Agenda” af Becky Albertalli og “All The Light We Cannot See” af Anthony Doerr.

Det er altid rart at have en grund til at give folk bøger.

Om aftenen var det Sankt Hans, så vi kørte til Mariager for at finde et Sankt Hans bål, da vi for første gang i mange år ikke var tvunget til at skulle til Sankt Hans i Haslund, da min far ikke længere er formand for grundejerforeningen og tvunget til at være med.
Ikke at der er noget galt med Haslund, men det er ikke et specielt inspirerende sted at se på et bål.
Så vi købte nogle sandwich hos Kylling & Co. og kørte derefter afsted.

wpid-wp-1435092140740.jpeg

wpid-wp-1435092132912.jpeg

Det var en hyggelig dag/aften, og bålet var meget mere voldsomt end i Randers (hvilket er godt). Dog tog jeg ikke billeder af det.

I dag har jeg læst lidt og bagt nogle knækbrød der blev mislykkede, så nu tror jeg, at jeg vil læse noget mere.

Hyg jer.

/A