Tag-arkiv: sommer

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A

 

solnedgangen er min ven

jeg har alt lige her

kaffe

ild

og en svævende måne

jeg tror måske

at jeg er hel igen

lige her

hvor jeg er

jeg tror måske

at vi er ilden

vi lyser aftenen op

når solen siger godnat

vi knitrer og brænder

til luften siger stop

vi lover hinanden

at det her varer ved

vi ser flammerne i hinandens øjne

klarere end før

varmere og dybere

med helt andre blikke

vi brændemærker hinandens indre

vi vil aldrig glemme os selv

for her har vi alt

og det er godt at være til

solen går ned

og vi ryster af kulde

så vi tager med

og glemmer alt det vi skulle

jeg håber

at vi ses igen

kan i høre at jeg råber

at solnedgangen er min ven

Studenterhue-debat – hvorfor kan vi ikke bare være glade på hinandens vegne?

I dag har jeg tænkt mig for en gangs skyld at skrive et indlæg der omhandler et aktuelt emne, eftersom der ikke er sket noget i mit liv de sidste par dage, som er oplagte at skrive om. (Udover at jeg havde besøg af Randi og Bokka i torsdags, og at vi spiste bacon og var ved at falde i søvn).

Nåh, men det har været svært at undgå at opdage alle de folk der er blevet studenter i denne uge. De er over alt! Og det medfører som altid, hvert eneste år, en heftig debat om forskellige studenterhuer.


Det er sjovt som sådan en ting, kan få folk til at blive helt etnocentriske. (Jeg har VIRKELIG glædet mig til at få lejlighed til at bruge det ord længe!!). Det er som om, at der altid er en evig krig mellem de forskellige hue-farver. Ligesom der altid er en evig krig mellem STX og HHX. Alle vil overbevise hinanden om, at lige præcis deres uddannelse er den bedste og den mest rigtige. Men hvorfor? Kan det ikke være fløjtende ligegyldigt, hvilken uddannelse man går på, og hvilken farve ens hue har, så længe det er det rigtige for en selv?

Langt hen af vejen er det vel mest for sjov, og ikke som sådan fordi man inderligt hader dem, der går på (f.eks.) handelsskolen. Men jeg kan ikke helt se det sjove i det, når det bliver til så stor en debat, som det er nu.
Hvorfor kan vi ikke bare allesammen sætte os ned i en rundkreds på gulvet og synge hyggelige fællessange? Hvorfor kan man ikke være ok med, at nogen har taget et andet valg end en selv, og at det ikke gør dem til forkerte mennesker?

Det gør mig lidt irriteret på samfundet. Der er en tendens til, at vi konstant rivaliserer hinanden, og har nogle holdninger til ALT hvad andre foretager sig, selvom vi ikke har noget som helst at have det i. Sådan har jeg det da også selv nogen gange, selvom jeg prøver at være opmærksom på det.

Helt grundlæggende handler det bare om, at man skal kunne være glad på andres vegne og respektere andres valg. Og det er tydeligt, at mange er rigtigt dårlige til det, når debatten kommer til forskellige studenterhuer.

Der er kommet mange nye studenterhuer til på det sidste. (Og allerede her vil nogen sige “DET ER KUN DEN RØDE DER ER EN RIGTIG STUDENTERHUE!!). Men der er altså mange flere huer nu, end der var for nogle år siden. Og det kan fandme sætte folks pis i kog på linje med debatten om kamphunde eller regeringens politik.
Der er stadig rigtigt mange der mener, at STX er den mest rigtige gymnasiale uddannelse, både unge og gamle. Og det er vel meget naturligt, eftersom det er den gymnasiale uddannelse der har været mest udbredt igennem tiden. Mange mener, at det kun er med en STX at man bliver rigtigt student.
For lidt siden læste jeg en kommentar på Twitter, hvor der stod “Det er kun de 3-årige gymnasiale uddannelser, altså STX, HHX og HTX der fortjener en studenterhue”. De gjorde mig en smule irriteret, men der er så mange af den slags kommentarer over alt, at jeg vurderede, at jeg ikke orkede at starte en diskussion med vedkommende. Så her kommer nogle argumenter for, at det ikke kun er HHX, STX og HTX der fortjener studenterhuer, og at HF (og andre uddannelser) fortjener det mindst lige så meget:

1. Selvom HF tager to år i stedet for tre, så betyder det ikke, at dem der går på den toårige HF har mindre at lave. (Ja, hvis man fordeler uddannelsen over tre år som jeg selv gør via HF-enkeltfag så har man samlet set ikke et lige så højt ugentligt timetal som man har på de treårige uddannelser). Men når det er presset sammen til et toårigt forløb, opleves det altså lige så intensivt som de andre uddannelser.
2. De mennesker der kommer med den slags udtalelser bør kun sige  noget som helst om den sag, hvis de har gennemført både en HF og en STX (eller HHX eller HTX), og rent faktisk har et rimeligt sammenligningsgrundlag. Dem der siger “HF er den nemme udvej” går sjovt nok (i langt de fleste tilfælde) ikke på HF. Det er SÅ let at udtale sig om noget man ikke aner noget om.
3. Og hvis det så endelig var sådan, at HF var lettere end STX (hvilket det på nogle punkter er, hvis man sætter det op i mod hinanden, bl.a. i det at man ikke er tvunget til at have fire A-niveau fag og ikke er tvunget til at have et sprogfag), så berettiger det INGEN til at sige, at en person der er blevet HF-student er kommet lettere til det, eller at personen ikke fortjener en studenterhue.
4. Det samme gælder for dem der f.eks. har gået på HG (handelsskolens grunduddannelse). Der er mange der mener, at de ikke bør få en studenterhue, fordi HG ikke er en gymnasial uddannelsen. Og nej, HG er ikke en gymnasial uddannelse. Men hvis de har lyst til at have deres egen personlige studenterhue, hvorfor skal man så stoppe dem i det? Det gør ikke ens egen røde studenterhue mere rigtig, at man ikke under andre den glæde, som det er at gennemføre en uddannelse, uanset hvad fanden det er for en uddannelse.

Det jeg prøver at sige er, at vi ikke bør være så skide selvhellige og være så optagede af at promovere os selv og hvor rigtige vi selv er, at vi ikke kan udtrykke/føle oprigtig glæde på andres vegne, når de har gjort noget andet end os selv. I stedet for at opdele os i grupper og kaste sten efter hinanden pga. noget så fucking ligegyldigt som farven på en hat, så burde vi virkelig finde noget nyttigt at bruge energi på.

Hvis en nyuddannet frisør(eller landmand, sosu-medhjælper, pædagog osv.) har lyst til at få en hue på, selvom vedkommende TEKNISK SET ikke er blevet student, så skal personen da for helvede have lov til det, uden straks at blive rakket ned på af alle mulige mennesker der ikke har nogen idé om, hvor hårdt personen kan have arbejdet for at opnå sit mål.
Ligesom det for nogle i sig selv er en stor sejr at gennemføre folkeskolen (hvilket det f.eks. var for mig, da jeg gennemførte 9. og 10. klasse). Selvom mange vil sige, at det ikke er noget specielt i sig selv, så kan man aldrig vide, hvor meget hårdt arbejde der kan ligge bag, og hvor vigtigt det kan være for den enkelte person. Det handler ikke bare om, hvor mange år ens uddannelse har taget, men det handler om meget mere end det, og det håber jeg at menneskeheden snart indser. Der er så skide meget snobberi omkring dette emne, og jeg håber at folk en dag erkender, at uddannelse ikke betyder alt, og at man fandme skal være glad på andres vegne og gemme sine gammeldags holdninger til studenterhuer langt væk og låse dem inde i et skab.

Det var alt for nu.

Hyg jer.
/A