Tag-arkiv: samfund

Rationalitetens irrationalitet – filosofiske overvejelser del 6

Hej verden. (Jeg håber ikke, at overskriften får jer til at løbe skrigende væk. Denne blog har nogle identitetsmæssige problemer nogle gange, og er stadig ved at finde ud af, hvem den er som blog, hvilket forklarer den pludselige brug af alle disse fancy faglige termer)
Jeg havde samfundsfag i dag, og for tiden arbejder vi med ideologier og velfærdsmodeller. I den forbindelse havde vi en opgave om en teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas; “Systemverdenens kolonisering af livsverdenen“. (Lidt avanceret skal det jo være, når det er B-niveau).
I denne forbindelse bruger han begreberne om rationalitetens irrationalitet, systemverdenen og livsverdenen til at beskrive, hvorfor det er problematisk, at vores velfærd uddeles til folk ud fra tanken om, at alle har ret til det samme, selvom folk er forskellige og nogle har brug for mere og andre har brug for mindre. Rationalitetens irrationalitet er netop, at systemet behandler mennesker som én homogen gruppe, der alle skal have samme behandling, selvom mennesker er forskellige og ikke kan sættes i bås – nogle har brug for mere og andre har brug for mindre velfærd, men eftersom systemverdenen koloniserer livsverdenen (dvs. at den tager over og styrer menneskers livsbetingelser) tildeles velfærd ud fra princippet om, at alle har ret til det samme (i hvert fald ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel). Man ser ikke på mennesket bag.

Systemverdenen er alt det, der kan opgøres i tal, dvs. økonomi, regler og love og den slags. Livsverdenen er så vores værdier og normer, som vi har fået på baggrund af vores kultur. Det Habermas mener, er at systemverdenen har overtaget magten, hvilket er problematisk fordi han ikke mener, at mennesker kan sættes i bås. Alle er forskellige, og har som følger heraf forskellige behov, der bør opfyldes på forskellig vis. Når velfærd skal fordeles ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel (som er den af de tre velfærdsmodeller der ligner den danske mest), vil der ske det, at mange mennesker vil modtage velfærd, selvom de teknisk set ikke har brug for det. Man kan ikke framelde fx børnechecken eller folkepensionen, fordi alle skal have det samme. På den anden side kan du være i en stor personlig krise pga. alt muligt, der kan være sket i dit liv, uden at du kan få så meget hjælp som du behøver. Der sker mange ting i menneskers liv, og du kan have brug for en velfærdsydelse, som du ikke kan få, fordi du ikke opfylder de krav, der er sat fra systemets side. Folk kommer i klemme i systemet. Et eksempel er alle de folk, der bliver sendt ud af Danmark, selvom de taler dansk, er fint integrerede i samfundet og har boet her i mange år. Måske har de nogle papirer, der ikke er i orden, og så dør deres ægtefælle, og så er det ud, fordi sådan siger loven (systemverdenen).

Folk bliver ofre for systematiseringen, fordi de bliver sat i bås – dette er rationalitetens irrationalitet. Alle har ret til velfærd, og alle har ret til den samme velfærd, men i bund og grund er alle mennesker forskellige og har forskellige behov. Derfor giver det ikke mening at tildele velfærd til mennesker ud fra et princip om, at alle har ret til det samme, fordi de er ens.

For folk bliver aldrig ens.
Dette synes jeg er det mest relevante og interessante ved teorien. Vi har et samfund, som er opbygget omkring et ønske om lighed og lige muligheder/rettigheder til alle, og vi kan godt lide tanken om, at vi alle i teorien har mulighed for at gøre det samme som alle andre.

Men sådan fungerer virkeligheden sjovt nok ikke. Selvom vi har gratis velfærdsydelser såsom uddannelser, behandling på sygehuse m.m., så kan alle aldrig få helt de samme muligheder. Som sociologen Pierre Bourdieu siger, så har vi alle en social, kulturel og økonomisk kapital, som er afgørende for, hvordan vores liv bliver. Det har betydning hvilken familie du er født ind i, hvor du bor og hvordan din sociale status er.
Ingen lov kan give alle mennesker den samme kapital/de samme muligheder.
Dette skal man ikke bruge som en undskyldning for at være på kontanthjælp hele sit liv, hvis man ikke fejler noget og sagtens kan arbejde, men man kan bruge det som en metode til at forstå folk på. Vi glemmer tit at andre mennesker ikke er født med de samme livsvilkår som os selv, og at det derfor ikke er så sort/hvidt, som det måske ser ud fra vores eget synspunkt.

Det jeg gerne vil sige med alt dette, er at vi skal huske, at alle mennesker er forskellige, og at vi aldrig kan blive helt ens – og det er heller ikke meningen at vi skal det. Det er godt, at vi har de samme muligheder (på papiret), men vi kommer aldrig til at blive en stor gruppe af den samme type person. Vi skal ikke være ligesom alle andre. Vi skal bare koncentrere os om, at være den person vi er født som, og ikke at prøve at være ligesom alle de andre, for når det kommer til stykket, så er de også bare en stor gruppe af forskellige personer. Men vi skal huske på, at vi alle har en baggage med os, og at vi må se på mennesket bag i stedet for at forsøge at systematisere alting.

Håber dette indlæg gav mening/måske var inspirerende for nogen.

Hyg jer.
/A

Frihed til at vælge selv – eller hvad?


Hej verden.
Dette indlæg skriver jeg, på baggrund af en artikel fra Berlingske skrevet af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, som jeg føler mig utroligt oprørt over.
Overskriften er “De uansættelige – ansigtstatoveringer, rygmærker og niqaber”.
Så er kursen ligesom sat. Han lægger ud med at skrive: “Hvis man lader sit ansigt tatovere som et kranie, så er det det samme som at sige, at der er masser af arbejde, som man ikke vil stå til rådighed for”. 

Dette er en interessant sætning, som jeg har tænkt mig at analysere i dybden, for at understrege, at manden på alle måder måske lige burde overveje sine udtalelser en ekstra gang:

For det første, så var jeg, indtil nu, af den opfattelse, at Liberal Alliance er et liberalt parti. Dette er åbenbart ikke tilfældet alligevel, da de liberale grundholdninger, som bygger på frihed, selvbestemmelse og retten til selv at vælge, ikke rigtigt stemmer overens med Ole Birk Olesens udtalelse. Han siger jo sådan set, at vi ikke selv må bestemme hvordan vi vil se ud, men derimod skal lade samfundet opsætte nogle kriterier for, hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er. 

Han bruger den argumentation, at hvis man skal stå til rådighed for et arbejde, hvor man har med kunder/mennesker at gøre, så går det ikke, at man “har horn i panden og forsøger at se farlig ud, eller at man klæder sig som Disney’s ‘Sorte Slyngel”(altså at man er iført niqab).. Dette synes jeg er direkte diskriminerende, og han kan på INGEN måde tillade sig at lave den konklusion, at mennesker der har tatoveringer i ansigtet eller har en niqab på, umuligt kan være imødekommende og gode til at servicere kunderne. Med mindre at nogen kan vise mig en videnskabelig undersøgelse der beviser, at det simpelthen er fysisk umuligt for folk at handle ind i Rema 1000, fordi der sidder en person bag kassen med en tatovering i ansigtet (!!!!), så vil jeg tillade mig at sige, at han ikke har noget som helst at have det i. 

Nu er det meget sjældent, at jeg personligt møder mennesker der har tatoveringer i ansigtet/horn i panden, så derfor kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt de er imødekommende eller ej. Jeg har på fornemmelsen (dog kan jeg ikke vide det med sikkerhed), at Ole Birk Olesen og resten af LA ikke er typerne, der tilbringer meget tid med at tale med mennesker, der ser anderledes ud. Dette fører selvfølgelig til en uvidenhed om disse mennesker, og hernæst fordomme og andre uhensigtsmæssige og udokumenterede meninger. 
Han har intet grundlag for at konkludere, at hvis man har horn i panden, så er man et ubehageligt menneske, der ikke er villigt til at tage et arbejde, og heller ikke kan udføre et arbejde, fordi kunderne bliver skræmt væk af en.

Undskyld mig, men hvad sker der efterhånden for vores samfund? Hvad er problemet egentligt i, at der sidder en person bag kassen, som måske har et alternativt udseende? Hvorfor er det blevet sådan, at vi kæmper så meget for, at alle skal se ens ud, gå den samme vej i livet og ALDRIG, aldrig, aldrig må være anderledes? Hvad får vi som samfund ud af, at alle servicemedarbejdere i supermarkederne allesammen ser fuldstændigt ens ud, når vi udmærket ved, at vi mennesker altid vil være forskellige?
Hvorfor ikke sætte pris på forskelligheden? Hvorfor ikke hylde de mennesker, der gør noget andet end alle andre, i stedet for på forhånd at konkludere, at fordi de har en tatovering, så er de ikke villige til at arbejde, og derfor heller ikke skal have ret til kontanthjælp?

“Hvis du ikke ser ud som vi synes du skal se ud, så er du ikke ok, og må derfor sejle i din egen sø” – sådan mener jeg umiddelbart godt at man kan oversætte Ole Birk Olesens udtalelser, og det gør ondt i mit hjerte, at hele vores samfund efterhånden er så gennemsyret af troen på, at man ikke er ok, hvis man bare er sig selv. 

Nej, man skal altid prøve at være mere end det. Det er ikke godt nok bare at gøre det man selv vil. Man skal nemlig gøre det, som samfundet synes man skal gøre.

Hvis vi accepterer, at der nu er en regel om, at man ikke må have tatoveringer, ikke må gå med niqab (og vel heller ikke burka), have piercinger, eller på nogen måde se anderledes ud end andre mennesker, hvad bliver så ikke det næste? Så skal der vel også indføres regler for, at man ikke må farve sit hår og ikke må have tøj på i spraglede farver, for hvis man er sådan en hippie-type, så kan man SELVFØLGELIG ikke udføre et arbejde. Og vi mennesker, der jo åbenbart er ejet af staten, skal konstant stå til rådighed for alle mulige typer jobs, og har derfor ikke råd til at træde udenfor. 

Hvis vi ikke kan få et arbejde, så er det vores egen skyld; vi skal ændre på os selv, for at være gode nok. 


Hvis en person har lyst til at have horn i panden og 30 piercinger i ansigtet, så har personen 100 % ret til det. Jeg har ikke lyst til at dømme den person på vedkommendes udseende, for hvilken relevans har det egentlig, hvis vedkommende sidder bag kassen i Rema 1000? Hvilken forskel gør det egentlig for mig, om den person har horn i panden eller ej? Hvis vedkommende smiler og ønsker mig en god dag, og rent faktisk virker engageret i at servicere mig som kunde (hvilket 90 % af alle kassemedarbejdere der ser “almindelige ud” langt fra er gode til), så vil jeg gå videre ud i dagen med et smil. 


Alle fortjener en chance, også dem der ikke ser ud som jer, Liberal Alliance.