Tag-arkiv: psykologi

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A

 

idealjeg | et digt om alt det, der ikke er mig

jeg lytter til fransk musik
og jeg læser les misèrables
for min egen fornøjelses skyld
jeg sluger de lange romaner
men jeg læser også alle andre genrer
jeg læser på flere forskellige sprog
for oversættelser er ikke gode nok til mig
se mig
jeg er interessant
jeg er sofistikeret
mit studie er spændende og eftertragtet
så det gør mig vigtig
se her
hvor spændende det er
se hvor lange sætninger
jeg kan danne
tilmed elsker jeg alle fag
jeg er god til alting
jeg kan lære det hele
både dansk og kemi og historie
jeg ved alt
så bare spørg mig
jeg har svaret
og ved du hvad
jeg er også sjov
jeg er hysterisk morsom
og alle flokkes om mig
jeg holder af at læse digte og bøger
som ingen forstår
jeg bruger rismælk i min kaffe
for plantemælk skader ingen
og kartonen er så æstetisk
jeg spiser chiagrød
som ikke rigtigt er en grød
men det er super sundt
chiaslim er godt for din tarm
jeg går også på café
jeg sidder ved åen
og spiser noget smart
som ingen helt ved hvad er
se hvor spændende jeg er
se mig
jeg er en kunstnerisk type
der maler i fritiden
jeg maler til langt ud på natten
jeg hører gammel musik
og synger med
jeg synger utroligt godt
du skulle bare vide
se mig
jeg er spændende
jeg er sjov og jeg har tilmed en frisure
der passer til min ansigtsform
og ved du hvad
jeg klipper mig selv
og jeg er aldrig sur
jeg får det bedste ud af alting
og jeg lever i nuet
jeg holder mig i form
og følger med i politik
jeg har en nuanceret holdning til alting
og alle beundrer
at jeg har ordet i min magt
men hvad nu
hvis jeg ikke kan lide fransk musik
hvad nu
hvis det tog mit et halvt år
at læse den skide lange bog
der hang mig ud af halsen
hvad nu
hvis jeg synes plantemælk er for dyrt
hvad nu
hvis jeg ikke gider
at holde mig i form
og hvad nu
hvis jeg er skide sur
og synger af helvede til
hver anden dag
hvad så
hvis jeg bare vil drikke kaffe
indtage småkager
og spise pølser med kartoffelsalat til aftensmad
hvad så

Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er

Hej verden.

I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)

Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.

Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler

(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)

-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)

Sådan gør du:

  1. Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
  2. Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
  3. Mål smør, sukker og sirup af.
  4. Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
  5. Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
  6. Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
  7. Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
  8. Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
  9. Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
  10. Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
  11. Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
  12. Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
  13. Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
  14. Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
  15. Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
  16. Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
  17. Bag alle kagerne.
  18. De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
  19. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  20. Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
  21. Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
  22. Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.

Det var det.

Hyg jer.

//A

 

Hjernens opbygning | Hvad fanden skal jeg bruge dette til? #1

Hej verden.

Hvis man kender mig (og lytter til hvad jeg siger), så vil man vide, at jeg har faget neuropsykologi i dette semester, og at det betyder, at jeg har gang i et længerevarende projekt, hvor jeg forsøger at lære at forstå hjernens opbygning så hurtigt og samtidig så grundigt som muligt. Det er dog som om, at mine 20 siders noter med forklaringer på en masse smarte latinske udtryk, ikke rigtigt er blevet lagret i min langtidshukommelse. Derfor vil jeg nu forsøge at fremme læringsprocessen ved at skrive dette indlæg, der handler om hjernens opbygning, da det forhåbentligt kan resultere i, at jeg kommer til at kunne huske stoffet bedre, og at der måske er folk ude i verden, der kan lære noget af det.
Jeg har desuden besluttet, at jeg ligeså godt kan udnytte muligheden til at gøre det til en serie af indlæg, der alle kommer til at handle om forskellige psykologiske emner. Idéen til det udspringer af, at jeg har indset, at jeg er nødt til at minde mig selv om, hvad jeg kan bruge alt det, jeg lærer til, for ellers føles det ret meningsløst at læse 150-200 sider om ugen. Hvis jeg skal forblive motiveret, er jeg nødt til at føle, at jeg er i stand til at videreformidle det, jeg har lært, og forklare det så alle andre også kan forstå det og måske bruge det til noget. For hvad skulle meningen være med at studere psykologi, hvis jeg bare holder det, jeg lærer, inde i mit eget hoved?

(Uni på en vinterdag, næh hvor flot)

Men nu ikke mere snak og sjov, for nu bliver det alvorligt:

Ovenstående er en hjemmelavet model over hjernen set fra venstre side. Forrest (i det pink område) er pandelappen, frontal lobe, placeret. Ved siden af (i det blå område) ses isselappen, parietal lobe, mod højre (det lilla område) ses nakkelappen, occipital lobe, og herunder ses lillehjernen (cerebellum) og rygmarven (spinal cord). Til sammen udgør de fire lapper hjernebarken, cerebral cortex, som er det yderste lag, der beskytter de strukturer, der ligger gemt indenunder.
Pandelappen/frontallappen er vigtig for vores bevægelser og for kognition (tankeprocesser, følelser, indlæring mv.) på højt niveau. Isselappen modtager sensorisk information, og er vigtig for den såkaldte spatiale kognition, og altså vores fornemmelse for rum. Tindingelappen er derimod ansvarlig for lugtesansens, læring, hukommelse og lydindtryk, og hvis denne del af hjernen beskadiges vil det kunne ødelægge hørelsen. Til sidst er der nakkelappen, der modtager og processerer information fra øjnene og dermed er ansvarlig for synet.

Men før jeg forklarer yderligere om hjernens opbygning, opdelinger og disses funktioner, vil jeg forklare, hvad hjernen består af på celleniveau, da udgangspunktet for at forstå helheden er at have en forståelse for de enkelte dele.

Neuroner og synapser

Hjernen består af neuroner (et smart ord for hjerneceller/nerveceller). Det anslås, at den typiske menneskehjerne indeholder 80-90 billioner neuroner (en billion er tusinde milliarder, så det er en hel del). En neuron kan betragtes som en utroligt lille informations-processerings-enhed, der modtager input fra andre neuroner og bearbejder disse, hvorefter den processerede information sendes videre til andre neuroner.

Hver neuron har altså information i sig, som den ønsker at sende videre til andre neuroner, så det kan blive sendt til den rigtige del af hjernen, hvor det kan processeres. Derfor er der nødt til at være forbindelser imellem neuronerne, så de kan kommunikere med hinanden (denne kommunikation kaldes neurotransmission). Neuronforbindelser kaldes synapser, og er små mellemrum, der er mellem neuronerne, hvor neuronerne har kontakt til de omkringliggende neuroner. Eftersom der er 80-90 billioner neuroner i hjernen er der endnu flere synapser, faktisk op til tusinde billioner. Synapserne består af en presynaptisk membran, en synaptisk kløft og en postsynaptisk membran. Den presynaptiske membran transmitterer information ved at udløse en neurotransmitter til den synaptiske kløft, der er mellemrummet mellem to neuroner. Denne neurotransmitter indeholder et stof, der bidrager til kommunikation mellem neuronerne. Elektrisk aktivitet i den presynaptiske membran får neurotransmitteren til at blive udløst til den synaptiske kløft, og her bevæger den sig så over, indtil den når til de postsynaptiske receptorer, der står for at indfange og reagere på neurotransmitterens indhold. Det vil sige, at neurotransmitteren i sig selv aldrig kommer helt ind til den postsynaptiske membran, da den blot binder sig til receptorerne og derefter bliver udstødt igen, når den postsynaptiske membran har afgivet et svar og sendt det afsted (det er egentligt trist, men sådan er det at være en neurotransmitter).

Forskellige typer af neuroner og bestanddele

Neuronerne består af flere forskellige organeller, og hvis man har haft biologi for nylig vil man muligvis kunne huske, hvad mitokondrier, ribosomer og cellekerner er for noget. Hvis ikke kan jeg afsløre, at cellekernen er det sted i cellen, der indeholder generne/arvematerialet i form af DNA, imens mitokondrierne står for at producere energi i hver celle og ribosomerne står for proteinsyntesen, hvor information fra cellekernen bliver omsat til proteiner, der skal bruges i cellen.

Desuden har neuronerne fire strukturelle opdelinger, der hver er specialiseret i en form for informationsprocessering:

  1. Cellelegemet (soma), der indeholder cellekernen (nucleus). Den fungerer som en intergrationszone, hvor den information, neuronen modtager, bliver bearbejdet.
  2. Dendritter – disse modtager input i form af impulser fra andre neuroner, og derfor kaldes de også input zonen. Dendritterne er arrangeret som forgreninger, der udspringer fra cellelegemet, og som ligner træer lidt, hvilket er praktisk, da de dermed kan have flere kontaktpunkter med andre neuroner (dvs. flere synapser).
  3. Axoner – disse står for at bære informationer/impulser fra neuronens soma og ud (dette hedder anterograd (fremadrettet) transport), og axonerne kaldes derfor overføringszonen. Hver axon forgrener sig i underordnede axoner (axon collaterals). Axonerne står også for den retrograde transport, hvilket modsat den anterograde, vil sige en tilbagerettet axontransport, der bærer materiale langvejs fra og tilbage til cellelegemet.
  4. Axonpoler/terminaler – disse er små specialiserede “buler”, der sidder for enden af alle de underordnede axoner. Dette kaldes output zonen, fordi de står for at transmittere neuronens aktivitet på tværs af synapserne og videre til andre celler

Med andre ord, så foregår der en hel del transport til og fra neuronernes cellelegemer, neuronerne imellem og på både korte og lange afstande. Derfor er der brug for alle disse bestanddele.

Der findes flere forskellige former for neuroner, der har forskellige funktioner i kroppen, der som følge heraf har dendritter og axoner med forskellige størrelser og længder, alt afhængig af, hvilken form for informationsprocessering de skal udføre. Der findes bl.a. motorneuroner, der står for at styre bevægelserne, og som har lange axoner, der rækker ud til musklernes synapser og får dem til at trække sig sammen og på den måde reagere på hjernens kommandoer. Der findes også sensoriske neuroner, der står for at bære information fra det perifere nervesystem og tilbage til rygmarven og hjernen (centralnervesystemet/CNS). Det er altså neuroner, der fx detekterer lyd eller lys, og som skal videregive disse impulser til CNS.

Dog er langt de fleste af hjernens neuroner interneuroner, der bare står for at modtage informationer og sende disse videre til andre neuroner. Disse har korte axoner, fordi de ikke skal transportere impulser over lange afstande, da de bare kan videregive dem til de neuroner, som de ligger afstandsmæssigt tæt på. Derfor kan de siges at være de mest funktionelle neuroner.

Neuronerne har altså en stor diversitet, da de kan have mange former og størrelser. Det er ligesom den menneskelige population; nogle har meget store og lange kroppe, andre har brede og korte kroppe og andre har korte og smalle kroppe (og andre variationer er også mulige). Ingen af disse typer kan siges at være bedre end de andre, da det alt sammen afhænger af, hvilken funktion de hver især har. Fx er det fordelagtigt, at de neuroner, der forbinder rygmarven med resten af kroppen, har axoner, der kan være over en meter lange, da de skal transportere neuronens elektriske signaler væk fra cellelegemet og ud til fx hånden. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis axonen var en millimeter lang. På den anden side er det mere adaptivt/fordelagtigt, at neuroner der ligger tæt op ad mange andre neuroner, har korte axoner, da de ikke skal transportere de elektriske signaler særligt langt. Det ville desuden blive noget værre rod, hvis alle neuronerne havde lange axoner, da de bare ville vikle sig sammen og alt ville blive træls. Neuronerne har forskellige opgaver og derfor er det praktisk, at de kan variere i størrelse og form.

Hjernens plasticitet

Noget andet, der er praktisk, kaldes neurogenesis. Det vil sige, at nye neuroner dannes i hjernen. Dette sker både rent udviklingsmæssigt hos børn for at muliggøre, at hjernen kan færdigudvikles, og det sker hos voksne, dog ikke i samme grad, da neurogenesis generelt aftager med alderen. I den voksne hjerne opstår neuronerne to steder i hjernen; i en del af hippocampus, der som bekendt er vigtig for læring og hukommelse, og i striatum, der er en del af forhjernen, der er væsentlig for belønningssystemet. Man kan selv gøre meget for at fremme neurogenesis-processerne i sin hjerne: helt overordnet fører læring til, at der i højere grad dannes nye hjerneceller, og dette er sådan set meget logisk. Men andre ting som fx den mad, man spiser, madens konsistens og ens stressniveau kan enten fremme eller hæmme neurogenesis. Dette er interessant, da det sådan set vil sige, at vi påvirker vores hjerner med den livsstil, vi fører.

Et andet begreb, der beskriver hvordan vores hjerner påvirkes af vores levevis, handler om neuroplasticitet. Dette henviser ikke til, at der dannes nye neuroner, men derimod at forbindelserne mellem neuronerne ændres, som følge af vores adfærd og stimuli fra omgivelserne. Dette foregår i praksis ved, at synapserne (mødepunkterne ml. neuronernes forgreninger) kan forsvinde eller opstå nye steder, som respons på en ændret synaptisk aktivitet. Denne forhøjede synaptiske aktivitet i bestemte netværk/nervebaner fører til kraftigere signaler, der fører til flere neuroner og dermed også flere synapser og forbindelser. Hjernen indretter sig dermed efter, hvordan vi bruger den. Neuroplasticiteten er altså nervesystemets evne til at ændre sig som respons på menneskets omgivelser og indkommende stimuli herfra. Derfor er der noget om snakken, når man siger, at hjernen bliver bedre af at blive brugt, og at den ligesom en muskel kræver træning, hvis den skal blive bedre og stærkere.

Hjernen set indefra (tværsnit)

Ovenfor ses endnu en hjemmelavet model af hjernen (encephalon på latin), som her er set indefra i et tværsnit, der viser de forskellige strukturer, der findes under hjernebarken.

Generelt kan det siges, at hjernen er opdelt i forhjernen, midthjernen og baghjernen, hvilket ovenstående model (som jeg har tegnet af efter, selvom jeg ikke har brugt de samme farver) viser på en meget fin måde. Desuden er der to hjernehalvdele, der begge er identiske, og på ovenstående model ses den højre hjernehalvdel.
Hele det blå område udgør storhjernen (cerebrum), der indeholder hjernebarken (cerebral cortex), der er hjernens yderste del, der er opdelt i de to hjernehalvdele og de fire lapper, som nævnt ovenfor. Neuronerne i hjernebarken er opdelt i seks lag i et væv, der kaldes neocortex, som jeg vender tilbage til senere. Det er i hjernebarken at de “højere kognitive funktioner” styres, og desuden gør hjernebarken os i stand til at være bevidste.  Hjernebarken er altså rimeligt vigtig, kort sagt.

En vigtig del af storhjernen, der befinder sig i forhjernen, er det limbiske system, der er et MEGET vigtigt system, og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Det limbiske system

Det limbiske system er utroligt vigtigt for vores hukommelse, læring, instinktive adfærd og den emotionelle processering. Det er et udspredt område af nuclei (samlinger af neuroner) i hjernen, som tilsammen danner et netværk, og det er udviklingsmæssigt et af hjernens ældste områder. Det består af amygdala, der er en samling af neuroner, der er placeret i den mediale tindingelap, hvilket vil sige sådan ca. lige midt i hjernen, sagt på en mere upræcis måde. Amygdala styrer lugtesansen fordi området for de olfaktoriske sanser (lugtesansen) er placeret her, ligesom amygdala også står for regulation af, respons på og behandling af emotioner (et smart ord for følelser).

Det limbiske system indeholder desuden hippocampus, som er vældigt vigtig for vores indlæring, hukommelse og særligt evnen til at danne episodiske og selvbiografiske erindringer (altså at huske personlige begivenheder med større eller mindre personlig signifikans). Desuden spiller hippocampus ind for vores orienteringsevne (så når jeg farer vild gang på gang forskellige steder i Aarhus, er det altså specielt hippocampus, der er ansvarlig for dette). Begynder man at lide af Alzheimers er det i hippocampus, at de første ændringer kan ses.

To andre vigtige dele af det limbiske system er hypothalamus og thalamus. Hypothalamus ligger under thalamus og står for hormonregulering og regulation af sult, tørst, temperatur, vrede, frygt, seksuel adfærd og stofskifte. Den regulerer altså mange funktioner i kroppen og har derfor mange nerveforbindelser (dvs. neuroner og synapser). Generelt er hypothalamus den del af hjernen, der står for at reagere hormonalt på menneskets oplevelser, og derfor er den vigtig for vores valg og beslutningstagen. Desuden styrer hypothalamus hypofysen, der er den lille røde klump, der ligger nedenunder det karrygule område på figuren, som står for at producere og regulere hormoner, og som desuden har en tæt forbindelse til den primitive hjerne (den ældste del af hjernen), hvilket gør at den kan udøve stor kontrol over kroppens andre organer.
Ovenover hypothalamus, imellem midthjernen og hjernebarken, er thalamus som sagt placeret, og den står for at fordele og videresende information, i form af sensoriske og motoriske signaler, til resten af cortex. Desuden er bevidstheden placeret her (mere eller mindre).

Desuden findes hjernebjælken, corpus callosum, og ovenpå denne ligger cingulate gyrus, der også er en del af det limbiske system, og som er vigtig for dirigeringen af vores opmærksomhed. Den er placeret midt i hjernebarken og modtager input fra thalamus og neocortex (der ligger ovenpå det limbiske system), og sender output til den limbiske cortex, der omgiver det limbiske system.

Hypothalamus og andre limbiske strukturer, der ligger tæt på hjernens base, kobles til amygdala via såkaldte stria terminalerJeg kan umiddelbart intet huske om disse, men i mine noter har jeg skrevet at de: “deltager i det vi er meget motiverede for, fx sex og trusler, og står for at integrere hormonelle signaler”. Så det er jo interessant.

Diverse andre vigtige strukturer i hjernen

Under det limbiske system ligger krybdyrhjernen, der er den del af hjernen, der evolutionært set er blevet udviklet tidligst, og som derfor ligner dyrenes hjerner meget. Det skal dog ikke forstås sådan, at menneskets krybdyrhjerne er identisk med krybdyrenes hjerne, da de har udviklet sig i to forskellige retninger rent evolutionært.

En anden vigtig del af hjernen sidder i baghjernen og kaldes hjernestammen. Den forbinder cerebrum og cerebellum (stor- og lillehjernen) med rygmarven (som leder sensoriske informationer fra kroppen til hjernen og motoriske signaler fra hjernen til kroppen) hvorfor den er en vigtig del af CNS (centralnervesystemet). Den styrer nogle livsnødvendige funktioner såsom regulering af åndedræt og kredsløb. Hjernestammen består af medulla (den forlængede rygmarv, der er det nederste af hjernestammen), som er forbundet til hjernebroen (pons), der er en bro mellem storhjernens to hjernehalvdele, der desuden er vigtig for finmotorikken. Ovenover hjernebroen findes midthjernen, der er vigtig for sensoriske og motoriske indtryk. Desuden indeholder den øvre del af midthjernen de såkaldte øvre og nedre colliculus, der står for hhv. at modtage syns- og lydindtryk. Desuden indeholder midthjernen to vigtige motoriske centre, der hedder substantia nigra, som indeholder neuroner, der udløser neurotransmitteren dopamin, der er vigtig for vores fysiske og psykiske funktioner, indlæringsevne, hukommelse mv, og den røde nucleus, der kommunikerer med motorneuronerne i rygmarven, som er vigtige for vores bevægelser.

Desuden er der lillehjernen, cerebellum, der er placeret bagerst i hjernen under nakkelappen (occipital lobe), og er forbundet til cerebrum via hjernebroen, der ligger nedenunder den. Cerebellum står for at koordinere vores bevægelser og “udglatte” dem så de bliver mere sammenhængende. Den har desuden en funktion for bestemte kognitive aspekter (hvad det så end er) og nogle former for læring.

(Et forfærdeligt madbillede fra i sommer, som jeg føler for at sætte ind, selvom det ingen relevans har, andet end at det minder mig om et fremragende måltid).

Ventrikelsystemet

Hjernen flyder rundt i såkaldt hjernerygmarvsvæske, cerebrospinal fluid (CSF), hvilket er utroligt praktisk, da det beskytter den mod stød, at den ikke bare ligger og kan trille rundt indeni hovedet, når vi fx bukker os ned. Derudover er det via CSF at bestemte materialer kan udveksles, hvilket fx er næringstoffer mellem blodkarrene og hjernevævet. CSF dannes af choroid plexus, og består af filtreret blod. Det lyder ikke så rart, men det er funktionelt.

Og nu, hvor jeg har forklaret hvad CSF er, kan jeg næsten ikke komme udenom at forklare det ventrikulære system. Det er et system, der er forbundet med rygmarven, og som består af nogle hulrum (ventrikler) i CNS, der indeholder CSF væsken. Det består af fire ventrikler, hvoraf de to af disse ventrikler (de laterale ventrikler) er placeret i siden af hver sin hjernehalvdel, og går ud i alle fire lapper. Disse to ventrikler er omgivet af choroid plexus, der som sagt danner CSF.
Ventrikelsystemet fungerer således, at CSF flyder fra de laterale (sideliggende) ventrikler og hen til den tredje ventrikel, der er placeret i midthjernen. Herfra fortsætter det ad en “smal gang” hen til den fjerde ventrikel, som ligger mellem cerebellum (lillehjernen) og pons (hjernebroen). Under cerebellum findes tre små åbninger, hvoraf CSF kan slippe ud af det ventrikulære system og cirkulere op over hjernens ydre overflade og rygmarven. Herefter absorberes CSF tilbage i cirkulationssystemet igennem nogle store vener, der er placeret nedenunder kraniets top. Og så kan processen ellers fortsætte for evigt. Er det ikke smukt?

Hvad fanden skal jeg bruge dette til?

Det skal jeg sige dig! Du/vi skal bruge dette til at få en større forståelse for, hvad der er grundlaget for vores tanker, følelser, reaktioner og adfærd. For vores adfærd og kognitive evner kan i høj grad siges at være et resultat af, hvor funktionelle forbindelserne er imellem de forskellige hjerneområder, og hvor effektiv en kommunikation der er mellem de forskellige bestanddele, heriblandt neuronerne, der er små og uendeligt mange, og som hele hjernen er udgjort af. Der er næsten 100 BILLIONER neuroner, og ja, det er fandme mange. Men selvom vi fødes med så mange hjerneceller, kan vi som nævnt også selv påvirke forekomsten af nye neuroner, og vi kan påvirke de synaptiske forbindelser mellem de forskellige neuroner, ved at træne vores hjerner, så forbindelserne styrkes og antallet af dem forøges, så der kan sendes kraftigere signaler igennem dem. Vores adfærd og vores omgivelser har en betydning for vores hjerners opbygning, og selvom der ikke som sådan er kommet nogle nye strukturer til i mange, mange år, og vi har de samme hjerner, som de havde i stenalderen, er hjernen altså stadig i stand til at udvikle sig pga. sin neuroplasticitet, så vi dermed kan tilpasse os vores omgivelser. Det er fandme praktisk.
Hjernen er utroligt kompleks, og jeg kunne have lavet et indlæg på 300 sider og stadig ikke have forklaret alting grundigt nok. Men dette var en form for introduktion til hjernens opbygning, og selvom intentionen primært var at skrive dette for min egen lærings skyld, håber jeg, at nogle af jer kunne bruge det til noget og måske endda lære noget af det. Skriv en kommentar, hvis du har læst det hele (så giver jeg et stykke virtuel kage) og lad mig vide, om du forstod det eller om det hele var en stor gang pis. Og hvis du er en person, der allerede ved en masse om hjernen, så lad mig også vide, om det var en stor gang pis, eller om det var ok.

Hyg jer – og husk cykelhjelmen, for hjernen er for vigtig til at du kan tåle at få den ødelagt!

//A

Rationalitetens irrationalitet – filosofiske overvejelser del 6

Hej verden. (Jeg håber ikke, at overskriften får jer til at løbe skrigende væk. Denne blog har nogle identitetsmæssige problemer nogle gange, og er stadig ved at finde ud af, hvem den er som blog, hvilket forklarer den pludselige brug af alle disse fancy faglige termer)
Jeg havde samfundsfag i dag, og for tiden arbejder vi med ideologier og velfærdsmodeller. I den forbindelse havde vi en opgave om en teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas; “Systemverdenens kolonisering af livsverdenen“. (Lidt avanceret skal det jo være, når det er B-niveau).
I denne forbindelse bruger han begreberne om rationalitetens irrationalitet, systemverdenen og livsverdenen til at beskrive, hvorfor det er problematisk, at vores velfærd uddeles til folk ud fra tanken om, at alle har ret til det samme, selvom folk er forskellige og nogle har brug for mere og andre har brug for mindre. Rationalitetens irrationalitet er netop, at systemet behandler mennesker som én homogen gruppe, der alle skal have samme behandling, selvom mennesker er forskellige og ikke kan sættes i bås – nogle har brug for mere og andre har brug for mindre velfærd, men eftersom systemverdenen koloniserer livsverdenen (dvs. at den tager over og styrer menneskers livsbetingelser) tildeles velfærd ud fra princippet om, at alle har ret til det samme (i hvert fald ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel). Man ser ikke på mennesket bag.

Systemverdenen er alt det, der kan opgøres i tal, dvs. økonomi, regler og love og den slags. Livsverdenen er så vores værdier og normer, som vi har fået på baggrund af vores kultur. Det Habermas mener, er at systemverdenen har overtaget magten, hvilket er problematisk fordi han ikke mener, at mennesker kan sættes i bås. Alle er forskellige, og har som følger heraf forskellige behov, der bør opfyldes på forskellig vis. Når velfærd skal fordeles ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel (som er den af de tre velfærdsmodeller der ligner den danske mest), vil der ske det, at mange mennesker vil modtage velfærd, selvom de teknisk set ikke har brug for det. Man kan ikke framelde fx børnechecken eller folkepensionen, fordi alle skal have det samme. På den anden side kan du være i en stor personlig krise pga. alt muligt, der kan være sket i dit liv, uden at du kan få så meget hjælp som du behøver. Der sker mange ting i menneskers liv, og du kan have brug for en velfærdsydelse, som du ikke kan få, fordi du ikke opfylder de krav, der er sat fra systemets side. Folk kommer i klemme i systemet. Et eksempel er alle de folk, der bliver sendt ud af Danmark, selvom de taler dansk, er fint integrerede i samfundet og har boet her i mange år. Måske har de nogle papirer, der ikke er i orden, og så dør deres ægtefælle, og så er det ud, fordi sådan siger loven (systemverdenen).

Folk bliver ofre for systematiseringen, fordi de bliver sat i bås – dette er rationalitetens irrationalitet. Alle har ret til velfærd, og alle har ret til den samme velfærd, men i bund og grund er alle mennesker forskellige og har forskellige behov. Derfor giver det ikke mening at tildele velfærd til mennesker ud fra et princip om, at alle har ret til det samme, fordi de er ens.

For folk bliver aldrig ens.
Dette synes jeg er det mest relevante og interessante ved teorien. Vi har et samfund, som er opbygget omkring et ønske om lighed og lige muligheder/rettigheder til alle, og vi kan godt lide tanken om, at vi alle i teorien har mulighed for at gøre det samme som alle andre.

Men sådan fungerer virkeligheden sjovt nok ikke. Selvom vi har gratis velfærdsydelser såsom uddannelser, behandling på sygehuse m.m., så kan alle aldrig få helt de samme muligheder. Som sociologen Pierre Bourdieu siger, så har vi alle en social, kulturel og økonomisk kapital, som er afgørende for, hvordan vores liv bliver. Det har betydning hvilken familie du er født ind i, hvor du bor og hvordan din sociale status er.
Ingen lov kan give alle mennesker den samme kapital/de samme muligheder.
Dette skal man ikke bruge som en undskyldning for at være på kontanthjælp hele sit liv, hvis man ikke fejler noget og sagtens kan arbejde, men man kan bruge det som en metode til at forstå folk på. Vi glemmer tit at andre mennesker ikke er født med de samme livsvilkår som os selv, og at det derfor ikke er så sort/hvidt, som det måske ser ud fra vores eget synspunkt.

Det jeg gerne vil sige med alt dette, er at vi skal huske, at alle mennesker er forskellige, og at vi aldrig kan blive helt ens – og det er heller ikke meningen at vi skal det. Det er godt, at vi har de samme muligheder (på papiret), men vi kommer aldrig til at blive en stor gruppe af den samme type person. Vi skal ikke være ligesom alle andre. Vi skal bare koncentrere os om, at være den person vi er født som, og ikke at prøve at være ligesom alle de andre, for når det kommer til stykket, så er de også bare en stor gruppe af forskellige personer. Men vi skal huske på, at vi alle har en baggage med os, og at vi må se på mennesket bag i stedet for at forsøge at systematisere alting.

Håber dette indlæg gav mening/måske var inspirerende for nogen.

Hyg jer.
/A