Tag-arkiv: perfektionisme

Tema: Stress | Perfektionisme, uddannelse og fremtiden

Jeg skal snart i gang med at skrive SSO (større skriftlig opgave) omkring stress hos ungdommen i det senmoderne samfund. Dette emne er interessant af mange grunde, men problemet er at ungdommen i dag er en meget blandet gruppe af mennesker, som er svær at generalisere ud fra.

De mange muligheder som vi i dag har, og det store fokus der er på uddannelse i medierne, i politik og i folks egne hoveder, betyder at unge mennesker udvikler forskellige strategier, når de er i gang med en uddannelse.

Nogle unge, specielt piger, ender op med at blive voldsomt perfektionistiske og lave lektier 7 timer om dagen/natten når de kommer hjem, uden nogensinde at føle at de gør det helt så godt som de burde/kunne. Dette er en meget trist tendens, og jeg diskuterede det med min far i går. Han spurgte mig hvad jeg troede var grunden til, at det specielt er pigerne dette sker for, og ikke drengene. Og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal mene. Der er efter al sandsynlighed ikke et entydigt svar, for det er et samspil mellem mange ting. Det er sikkert igen diskussionen om arv og miljø, der bl.a. gør sig gældende, men selvom nogen måske vil mene det modsatte, tror jeg at miljø har den største indflydelse. Ja, der er nogle forskelle på mænd og kvinder rent biologisk, men faktisk tror jeg, at den største grund er opdragelsen. Både fra forældrene og samfundets side. Ligestilling eller ej, så bliver piger og drenge ikke behandlet ens. Samfundet har en tendens til at fortælle piger, at det er godt, at de er pligtopfyldende og gerne vil klare sig godt, og det samme kan selvfølgelig også gøre sig gældende for drenge, ligesom at mange andre faktorer også spiller ind. Men faktum er, at jeg tror, at piger generelt kan have en tendens til at ønske at opnå perfektion og at alt skal se godt og pænt ud. Og dette kan helt sikkert føre til perfektionisme og stress eller andre psykiske problemer, hvis det går helt galt.

“Hvorfor?”, kunne man spørge. Måske skyldes det, at de prøver at overgå hinanden. Måske skyldes det mindreværdskomplekser. Måske skyldes det alt muligt andet. Hvem ved? Hvorfor kan det aldrig blive godt nok?

Denne tendens er vokset i takt med at vores samfund er blevet mere velfungerende og vi har fået muligheder for i høj grad at forme vores eget liv. Det er som om, at vi ikke kan finde ud af hvornår nok er nok. Vi skal altid lige prøve at få lidt mere, end det vi allerede har, for SÅ bliver vi lykkelige. Problemet er, at det aldrig går sådan. Selv hvis du rent faktisk opnår det, du altid har drømt om og har troet ville gøre dig lykkelig, er der stor sandsynlighed for, at du stadig ikke er lykkelig. Du finder bare noget andet, du mener ikke er perfekt nok.

Så konklusionen på det er, at perfektionisme ikke er vejen frem, i hvert fald ikke hvis du gerne vil have det godt psykisk.

Hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil gennemføre sin uddannelse?

Der er flere muligheder: (nu generaliserer jeg igen, baseret på mine egne oplevelser på diverse uddannelsesinstitutioner de seneste par år).

Der er flere strategier man kan vælge at lade sig inspirere af:

Du kan enten blive en person der brokker sig konstant over alt, og giver skolen/læreren/samfundet skylden for dine problemer, som du ikke kan overkomme selv. Disse personer findes der desværre mange af (afhængig af, hvilke sociale kredse man befinder sig i), men heldigvis har jeg valgt/lært at ignorere dem, da livet ellers bliver trist.

Du kan også blive en person, der ikke brokker sig og i stedet lader som om, at du har forstået stoffet, men teknisk set ikke er interesseret eller ønsker at lære det overhovedet. Du hopper altid over hvor gærdet er lavest, og gør aldrig noget for din egen lærings skyld, hvis det ikke er påkrævet. Med andre ord; en manipulerende 12-tals maskine.

Så kan du selvfølgelig være heldig at være en person, der meget hurtigt forstår stoffet, og ikke skal bruge ret lang tid på at få en så god forståelse for tingene, at du kan lade være med at forberede dig til timerne, og lige nå gennemlæse det hele 2 minutter inden timen starter. Disse personer findes der egentlig mange af, som jeg ser på det i hvert fald, men det er jo altid svært at vurdere andres indsats.

På den anden side er der de perfektionistiske personer, som gør deres uddannelse til endnu en mulighed for at smadre sig selv psykisk. Det kan aldrig blive godt nok, og hvis man ikke får 12 til en eksamen betyder det, at man ikke kan se sig selv i øjnene i flere måneder (også selvom man har fået andre 12 taller i mellemtiden).
Dermed ikke sagt, at det altid er en frygtelig ting at være perfektionistisk anlagt, men dette udtryk har fået en meget negativ klang her de seneste år. I teorien burde der ikke være noget galt med at gå op i at lave tingene ordentligt. Men når man fx går i gymnasiet, og der i forvejen ligger et stort pres på én, er det en genvej til helvede at lægge endnu et pres på sig selv. Grundlæggende handler det om at acceptere sig selv, også når man ikke får 12, og at kende sine egne styrker og svagheder.
Jeg vil fx være fint tilfreds med at få 7 i geografi, men til psykologi B eksamen stiler jeg efter 10 eller 12, da det et fag jeg er god til og rent faktisk synes er interessant. Jeg har ikke brug for at kunne det globale vindsystem udenad, derfor er der ingen grund til at presse mig selv til at synes, at det er skidhamrende fedt, for sådan fungerer det alligevel ikke.
Problemet opstår sådan set, når vi glemmer at fokusere på vores interesser, og i stedet tvinger os selv til at lære ting uden at tænke over, hvorfor/om de overhovedet er relevante.

Der er også de personer som tager det hele mere afslappet, og ikke (fremstår som om at de) har de store psykiske udfordringer med at håndtere at de får karakterer, der oftest ligger i den lave ende. De kan glemme at lave lektier (hvilket er en egenskab jeg nogen gange beundrer, da jeg aldrig tillader mig selv at glemme ting), og de bruger ikke læseferien på at læse op 10 timer om dagen. Måske ved de overhovedet ikke, hvad deres planer for livet er (uha, hvor frygteligt!!)

Hvis jeg nu havde baseret dette på en kvalitativ undersøgelse, som jeg havde foretaget blandt en masse forskellige folk, der tager en uddannelse, så kunne jeg have konkluderet noget på alt dette, men det ser jeg ikke umiddelbart som en mulighed. Jeg tror egentlig, at der er lige mange mennesker i hver ‘kategori’, men ingen af dem er specielt praktiske at befinde sig i. Du bliver med stor sandsynlighed stresset af at være perfektionistisk, på den anden side kan du ikke komme til at studere International Business (hvis du skulle have et ønske om det) hvis du har et gennemsnit på 5,6, og hvis du konstant brokker dig, nægter at tage ansvar og i stedet giver samfundet skylden for dine personlige problemer, så kommer alle til at hade dig.

Personligt prøver jeg at være en blanding af det hele, men det går ikke altid lige godt. Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg kan glemme at lave lektier, men her på det sidste er jeg blevet bedre til at prioritere, hvad jeg skal bruge min tid på, og derfor laver jeg ikke alting perfekt. Fx har jeg ikke 100 % styr på beviset for cosinusrelationen endnu, selvom jeg muligvis skal fremlægge det på mandag.
Men hvad så? Hvad så hvis alt ikke er perfekt? Hvad hvis jeg laver en fejl, eller siger noget forkert? Jeg er efterhånden ved at indse, hvad der sker ved det, og her kommer det:

INGENTING!!

Da jeg rakte hånden op og sagde “socialpsykologi” og svaret i virkeligheden var “kognitionspsykologi” (selvom socialpsykologi teknisk set ikke var forkert, det var bare ikke lige det læreren fiskede efter), skete der intet. Jeg tænkte “nåh, ok”, og så var det det.

Man kan forestille sig alt muligt frygteligt, men det sker ikke 95 % af tiden. Så hvorfor bekymre sig om det, og i stedet for bare at erkende, at ingen mennesker nogensinde bliver perfekte?

Jeg skal gerne have et gennemsnit på omkring 10,5 for at kunne søge ind på psykologi. Lidt hurtig hovedregning viser, at det betyder, at jeg ikke behøver at få 12 i alle eksaminer. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at sætte et mål for, at jeg skal have 12 i alle fag, bare fordi jeg synes, at det kunne være fedt. Jeg er ved at nå til den erkendelse, at verden ikke går under, selv hvis jeg ingen 12 taller får. Hvad er det værste der kan ske? At mit gennemsnit bliver for lavt? Får det verden til at gå under, hvis jeg kun får et gennemsnit på 10?
Nej. Så ville jeg bare skulle finde på noget andet at studere, hvilket ikke er et problem, da der efterhånden findes 100000 uddannelser. Der er sikkert mange ting, jeg kunne vælge at bruge mit liv på, som ville gøre mig glad på hver sin måde. Jeg kunne sikkert også blive glad, hvis jeg ikke fik en lang videregående uddannelse, og i stedet gjorde noget seriøst ud af at blive forfatter. For det er sådan set det jeg gerne vil, men jeg har en fornemmelse af, at det nok skal komme til at lykkes på den ene eller anden måde.

Det handler ikke kun om at få 12. Det handler om at arbejde på at bevæge sig i den retning, man ønsker at komme i. Hvis man kan kombinere det med at tage sin uddannelse og få 12 taller, så er det win-win. Men hvis det ikke lykkes, så tror jeg ikke på, at man skal opgive. Jeg tror på, at man kan komme til at bruge sit liv på lige det, man vil, hvis man bare arbejder for det på den ene eller anden måde.

Nåh, nu kom det til at handle om mig (hvilket i teorien også er meningen eftersom dette er en blog, der tilhører mig). Men mit budskab til verden er, at I allesammen lige skal slappe lidt af, og lade være med at forvente alt muligt åndssvagt af jer selv. Når alt kommer til alt, så skal vi alle dø en dag, og når jeg engang dør, så håber jeg ikke at min sidste tanke vil være “Nææh, hvor er jeg glad for mit perfekte eksamensgennemsnit”/”min meget høje stilling hvor jeg har magt over en masse folk”.

 

/A