Tag-arkiv: hf

Rationalitetens irrationalitet – filosofiske overvejelser del 6

Hej verden. (Jeg håber ikke, at overskriften får jer til at løbe skrigende væk. Denne blog har nogle identitetsmæssige problemer nogle gange, og er stadig ved at finde ud af, hvem den er som blog, hvilket forklarer den pludselige brug af alle disse fancy faglige termer)
Jeg havde samfundsfag i dag, og for tiden arbejder vi med ideologier og velfærdsmodeller. I den forbindelse havde vi en opgave om en teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas; “Systemverdenens kolonisering af livsverdenen“. (Lidt avanceret skal det jo være, når det er B-niveau).
I denne forbindelse bruger han begreberne om rationalitetens irrationalitet, systemverdenen og livsverdenen til at beskrive, hvorfor det er problematisk, at vores velfærd uddeles til folk ud fra tanken om, at alle har ret til det samme, selvom folk er forskellige og nogle har brug for mere og andre har brug for mindre. Rationalitetens irrationalitet er netop, at systemet behandler mennesker som én homogen gruppe, der alle skal have samme behandling, selvom mennesker er forskellige og ikke kan sættes i bås – nogle har brug for mere og andre har brug for mindre velfærd, men eftersom systemverdenen koloniserer livsverdenen (dvs. at den tager over og styrer menneskers livsbetingelser) tildeles velfærd ud fra princippet om, at alle har ret til det samme (i hvert fald ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel). Man ser ikke på mennesket bag.

Systemverdenen er alt det, der kan opgøres i tal, dvs. økonomi, regler og love og den slags. Livsverdenen er så vores værdier og normer, som vi har fået på baggrund af vores kultur. Det Habermas mener, er at systemverdenen har overtaget magten, hvilket er problematisk fordi han ikke mener, at mennesker kan sættes i bås. Alle er forskellige, og har som følger heraf forskellige behov, der bør opfyldes på forskellig vis. Når velfærd skal fordeles ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel (som er den af de tre velfærdsmodeller der ligner den danske mest), vil der ske det, at mange mennesker vil modtage velfærd, selvom de teknisk set ikke har brug for det. Man kan ikke framelde fx børnechecken eller folkepensionen, fordi alle skal have det samme. På den anden side kan du være i en stor personlig krise pga. alt muligt, der kan være sket i dit liv, uden at du kan få så meget hjælp som du behøver. Der sker mange ting i menneskers liv, og du kan have brug for en velfærdsydelse, som du ikke kan få, fordi du ikke opfylder de krav, der er sat fra systemets side. Folk kommer i klemme i systemet. Et eksempel er alle de folk, der bliver sendt ud af Danmark, selvom de taler dansk, er fint integrerede i samfundet og har boet her i mange år. Måske har de nogle papirer, der ikke er i orden, og så dør deres ægtefælle, og så er det ud, fordi sådan siger loven (systemverdenen).

Folk bliver ofre for systematiseringen, fordi de bliver sat i bås – dette er rationalitetens irrationalitet. Alle har ret til velfærd, og alle har ret til den samme velfærd, men i bund og grund er alle mennesker forskellige og har forskellige behov. Derfor giver det ikke mening at tildele velfærd til mennesker ud fra et princip om, at alle har ret til det samme, fordi de er ens.

For folk bliver aldrig ens.
Dette synes jeg er det mest relevante og interessante ved teorien. Vi har et samfund, som er opbygget omkring et ønske om lighed og lige muligheder/rettigheder til alle, og vi kan godt lide tanken om, at vi alle i teorien har mulighed for at gøre det samme som alle andre.

Men sådan fungerer virkeligheden sjovt nok ikke. Selvom vi har gratis velfærdsydelser såsom uddannelser, behandling på sygehuse m.m., så kan alle aldrig få helt de samme muligheder. Som sociologen Pierre Bourdieu siger, så har vi alle en social, kulturel og økonomisk kapital, som er afgørende for, hvordan vores liv bliver. Det har betydning hvilken familie du er født ind i, hvor du bor og hvordan din sociale status er.
Ingen lov kan give alle mennesker den samme kapital/de samme muligheder.
Dette skal man ikke bruge som en undskyldning for at være på kontanthjælp hele sit liv, hvis man ikke fejler noget og sagtens kan arbejde, men man kan bruge det som en metode til at forstå folk på. Vi glemmer tit at andre mennesker ikke er født med de samme livsvilkår som os selv, og at det derfor ikke er så sort/hvidt, som det måske ser ud fra vores eget synspunkt.

Det jeg gerne vil sige med alt dette, er at vi skal huske, at alle mennesker er forskellige, og at vi aldrig kan blive helt ens – og det er heller ikke meningen at vi skal det. Det er godt, at vi har de samme muligheder (på papiret), men vi kommer aldrig til at blive en stor gruppe af den samme type person. Vi skal ikke være ligesom alle andre. Vi skal bare koncentrere os om, at være den person vi er født som, og ikke at prøve at være ligesom alle de andre, for når det kommer til stykket, så er de også bare en stor gruppe af forskellige personer. Men vi skal huske på, at vi alle har en baggage med os, og at vi må se på mennesket bag i stedet for at forsøge at systematisere alting.

Håber dette indlæg gav mening/måske var inspirerende for nogen.

Hyg jer.
/A

Studenterhue-debat – hvorfor kan vi ikke bare være glade på hinandens vegne?

I dag har jeg tænkt mig for en gangs skyld at skrive et indlæg der omhandler et aktuelt emne, eftersom der ikke er sket noget i mit liv de sidste par dage, som er oplagte at skrive om. (Udover at jeg havde besøg af Randi og Bokka i torsdags, og at vi spiste bacon og var ved at falde i søvn).

Nåh, men det har været svært at undgå at opdage alle de folk der er blevet studenter i denne uge. De er over alt! Og det medfører som altid, hvert eneste år, en heftig debat om forskellige studenterhuer.


Det er sjovt som sådan en ting, kan få folk til at blive helt etnocentriske. (Jeg har VIRKELIG glædet mig til at få lejlighed til at bruge det ord længe!!). Det er som om, at der altid er en evig krig mellem de forskellige hue-farver. Ligesom der altid er en evig krig mellem STX og HHX. Alle vil overbevise hinanden om, at lige præcis deres uddannelse er den bedste og den mest rigtige. Men hvorfor? Kan det ikke være fløjtende ligegyldigt, hvilken uddannelse man går på, og hvilken farve ens hue har, så længe det er det rigtige for en selv?

Langt hen af vejen er det vel mest for sjov, og ikke som sådan fordi man inderligt hader dem, der går på (f.eks.) handelsskolen. Men jeg kan ikke helt se det sjove i det, når det bliver til så stor en debat, som det er nu.
Hvorfor kan vi ikke bare allesammen sætte os ned i en rundkreds på gulvet og synge hyggelige fællessange? Hvorfor kan man ikke være ok med, at nogen har taget et andet valg end en selv, og at det ikke gør dem til forkerte mennesker?

Det gør mig lidt irriteret på samfundet. Der er en tendens til, at vi konstant rivaliserer hinanden, og har nogle holdninger til ALT hvad andre foretager sig, selvom vi ikke har noget som helst at have det i. Sådan har jeg det da også selv nogen gange, selvom jeg prøver at være opmærksom på det.

Helt grundlæggende handler det bare om, at man skal kunne være glad på andres vegne og respektere andres valg. Og det er tydeligt, at mange er rigtigt dårlige til det, når debatten kommer til forskellige studenterhuer.

Der er kommet mange nye studenterhuer til på det sidste. (Og allerede her vil nogen sige “DET ER KUN DEN RØDE DER ER EN RIGTIG STUDENTERHUE!!). Men der er altså mange flere huer nu, end der var for nogle år siden. Og det kan fandme sætte folks pis i kog på linje med debatten om kamphunde eller regeringens politik.
Der er stadig rigtigt mange der mener, at STX er den mest rigtige gymnasiale uddannelse, både unge og gamle. Og det er vel meget naturligt, eftersom det er den gymnasiale uddannelse der har været mest udbredt igennem tiden. Mange mener, at det kun er med en STX at man bliver rigtigt student.
For lidt siden læste jeg en kommentar på Twitter, hvor der stod “Det er kun de 3-årige gymnasiale uddannelser, altså STX, HHX og HTX der fortjener en studenterhue”. De gjorde mig en smule irriteret, men der er så mange af den slags kommentarer over alt, at jeg vurderede, at jeg ikke orkede at starte en diskussion med vedkommende. Så her kommer nogle argumenter for, at det ikke kun er HHX, STX og HTX der fortjener studenterhuer, og at HF (og andre uddannelser) fortjener det mindst lige så meget:

1. Selvom HF tager to år i stedet for tre, så betyder det ikke, at dem der går på den toårige HF har mindre at lave. (Ja, hvis man fordeler uddannelsen over tre år som jeg selv gør via HF-enkeltfag så har man samlet set ikke et lige så højt ugentligt timetal som man har på de treårige uddannelser). Men når det er presset sammen til et toårigt forløb, opleves det altså lige så intensivt som de andre uddannelser.
2. De mennesker der kommer med den slags udtalelser bør kun sige  noget som helst om den sag, hvis de har gennemført både en HF og en STX (eller HHX eller HTX), og rent faktisk har et rimeligt sammenligningsgrundlag. Dem der siger “HF er den nemme udvej” går sjovt nok (i langt de fleste tilfælde) ikke på HF. Det er SÅ let at udtale sig om noget man ikke aner noget om.
3. Og hvis det så endelig var sådan, at HF var lettere end STX (hvilket det på nogle punkter er, hvis man sætter det op i mod hinanden, bl.a. i det at man ikke er tvunget til at have fire A-niveau fag og ikke er tvunget til at have et sprogfag), så berettiger det INGEN til at sige, at en person der er blevet HF-student er kommet lettere til det, eller at personen ikke fortjener en studenterhue.
4. Det samme gælder for dem der f.eks. har gået på HG (handelsskolens grunduddannelse). Der er mange der mener, at de ikke bør få en studenterhue, fordi HG ikke er en gymnasial uddannelsen. Og nej, HG er ikke en gymnasial uddannelse. Men hvis de har lyst til at have deres egen personlige studenterhue, hvorfor skal man så stoppe dem i det? Det gør ikke ens egen røde studenterhue mere rigtig, at man ikke under andre den glæde, som det er at gennemføre en uddannelse, uanset hvad fanden det er for en uddannelse.

Det jeg prøver at sige er, at vi ikke bør være så skide selvhellige og være så optagede af at promovere os selv og hvor rigtige vi selv er, at vi ikke kan udtrykke/føle oprigtig glæde på andres vegne, når de har gjort noget andet end os selv. I stedet for at opdele os i grupper og kaste sten efter hinanden pga. noget så fucking ligegyldigt som farven på en hat, så burde vi virkelig finde noget nyttigt at bruge energi på.

Hvis en nyuddannet frisør(eller landmand, sosu-medhjælper, pædagog osv.) har lyst til at få en hue på, selvom vedkommende TEKNISK SET ikke er blevet student, så skal personen da for helvede have lov til det, uden straks at blive rakket ned på af alle mulige mennesker der ikke har nogen idé om, hvor hårdt personen kan have arbejdet for at opnå sit mål.
Ligesom det for nogle i sig selv er en stor sejr at gennemføre folkeskolen (hvilket det f.eks. var for mig, da jeg gennemførte 9. og 10. klasse). Selvom mange vil sige, at det ikke er noget specielt i sig selv, så kan man aldrig vide, hvor meget hårdt arbejde der kan ligge bag, og hvor vigtigt det kan være for den enkelte person. Det handler ikke bare om, hvor mange år ens uddannelse har taget, men det handler om meget mere end det, og det håber jeg at menneskeheden snart indser. Der er så skide meget snobberi omkring dette emne, og jeg håber at folk en dag erkender, at uddannelse ikke betyder alt, og at man fandme skal være glad på andres vegne og gemme sine gammeldags holdninger til studenterhuer langt væk og låse dem inde i et skab.

Det var alt for nu.

Hyg jer.
/A