Tag-arkiv: god konfirmation

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A