Alle indlæg af Amanda Thylkjær

Top 10 oplevelser i 2020 – (ud fra en ekstremt subjektiv vurdering)

Hej verden!

Det er sgu fem måneder siden sidste indlæg. Vanvittigt! Der er sket ufatteligt meget i mit liv siden sidste indlæg, og det er lidt vildt, hvor meget der kan ske på kort tid. Mit liv er blevet bedre på nærmest alle parametre, og jeg har ændret på en masse ting. Er kommet af med nogle dårlige vaner, jeg har haft i årevis, og jeg er generelt begyndt at leve et bedre og sundere liv. Det lyder ufatteligt frelst og super irriterende – men jeg har det bare rigtigt godt.

Jeg vil ikke uddybe alt det, jeg har ændret på i dette indlæg. I stedet vil jeg fortælle om 10 af årets bedste oplevelser for mig rent personligt. Måske kan I finde inspiration i det og måske ikke, det vurderer I selv.

Her kommer listen (som er en god blanding af alt muligt):

1. Efter at have set dette program for nylig, fik jeg den tanke, at det var en af de største oplevelser, jeg har haft i år, at se indslaget med Anders Agger, der besøger Jens Rosendal. Han er digteren bag salmen “Du kom med alt det der var dig”, og i programmet fortæller han om, hvad sangen handler om, og hvordan den blev til. Og så synger han den sammen med Anders Agger i programmet, og det var simpelthen noget af det mest rørende jeg længe har set. Jeg kendte ikke så meget til Jens Rosendal inden jeg havde set programmet, men jeg er simpelthen fuld af begejstring og respekt for manden nu. Sikke en livshistorie og sikke en poesi. Kæmpe anbefaling herfra.

2. Holdundervisning på uni. Dette 9. semester består for mig udelukkende af valgfag, der foregår som holdundervisning. Det er to seminarer, der begge to er mega spændende, og jeg nyder hver gang, jeg skal til undervisning. Der er sket et eller andet med mig rent socialt på det seneste – jeg har fået så meget nemmere ved at starte samtaler med folk, og jeg har det generelt bare ufatteligt sjovt, når jeg er på uni (ikke altid hvis det er noget meget kompliceret vi lærer om) – men 90 % af tiden har jeg det sjovt og behageligt. Det fungerer så meget bedre for mig at lære i mindre hold, fremfor at sidde til forelæsninger. Jeg bliver udfordret mere, og er pludselig begyndt at være aktiv i undervisningen. Der er kun gode ting at sige om det, og det er sgu fedt at have sådan en oplevelse med uni, nu hvor der kun er 8 måneder til, at jeg bliver færdig (shit mand!!)

3. Min praktikperiode i psykiatrien i foråret. Jeg fik simpelthen så meget ud af de 50 dage, jeg var der, at det næsten ikke burde være muligt. Jeg ville gerne fortælle mere detaljeret om, hvad jeg har fået ud af det, men det bliver svært uden at dele for meget. Personligt fik jeg bare rigtigt meget ud af at blive kastet ud i nogle ting og at få mulighed for at gøre mig nogle erfaringer ude i det virkelige liv. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik den oplevelse, og at jeg var så godt et sted.

4. Endnu en god oplevelse var at læse “Forbrydelse og Straf” af Fjodor Dostojevskij. En kæmpe lang bog på godt 700 sider. En kraftig anbefaling herfra, det var en kæmpe oplevelse at læse den. Især fordi S havde læst den lige inden jeg gik i gang med den, og vi derfor kunne snakke om den imens jeg læste den og bagefter. Kan anbefales at gøre med sin partner eller en ven, det er som en hyggelig lille bogklub. Og med bøger som den, tror jeg de fleste vil opleve et stort behov for at tale med nogen om den – og det er svært, hvis man ikke kender andre, der har læst den. Så tving din partner/ven til at læse Fjodors mesterværk, og læs den derefter selv =)

(unge og smækre, dette billede bliver fedt at finde frem engang når man er fyrre, fed og færdig)

5. Og nu vi er ved læseoplevelser, så må jeg selvfølgelig også nævne bogen over dem alle: 12 Rules For Life af Jordan. B. Peterson. Det er nok den vigtigste bog, der nogensinde er skrevet, og jeg kan love jer, at man bliver et bedre menneske af at læse den (medmindre man haster igennem den og tænker, at de forskellige ting ikke gælder for en selv). Den gjorde et kæmpe indtryk på mig, og en del af den læste jeg ude i sommerhuset sammen med S. Bogen blev nærmest en bibel for mig imens jeg læste den, for der er så meget sandhed i den. Det er svært for mig at komme med konkrete forklaringer på, hvorfor jeg synes det er den bedste bog nogensinde – jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg vil anbefale den til alle eftertænksomme mennesker, der er åbne for refleksion og forandringer i livet.

6. Min kusines bryllup i august – det var virkelig en smuk fest og en kæmpe smuk location, lige ned til Kolding Fjord. Det var en virkeligt vellykket fest, og jeg fik prøvet kræfter med en Myselife og alt muligt. Jeg dansede med mine mostre, mor og kusine og kom først i seng efter kl. 2. Jeg fik natmaden med, og jeg er vant til at tænke, at jeg er gået omkuld eller er blevet mentalt udmattet allerede før 12, så jeg havde slet ikke tænkt, at jeg ville være vågen til natmaden. Men det var jeg, og jeg lærte meget af den oplevelse. Jeg lærte hvor vigtigt det er ikke at holde sig selv tilbage fra at gøre ting, fordi man har en forudindtaget holdning til, at det ikke er noget for en. Man skal egentlig ikke gå ud fra, at man kender sig selv alt for godt – for så får man nemt et meget kedeligt liv. Nogen gange skal man bare gøre noget, såsom at danse foran 60 mennesker (uden at have indtaget en dråbe alkohol), bare fordi det er sjovt i sig selv og fordi det er sjovt i situationen. Man behøver ikke definere sig selv som en “festabe” eller en “natteravn”, for at kunne have det sjovt i den slags situationer. Nogle gange er der bare en særlig energi, og det var der til den bryllupsfest. Og jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen 🙂

7. Mine gåture i skoven og i det hele taget Hasserisskoven i Aalborg. Er ikke helt klar over, hvad den officielt hedder – nogle kalder den Mølleparken, men det er også kun relevant, hvis man er fra Aalborg, og det tror jeg de færreste af mine læsere er, udover mig selv og S, så det er måske ikke så relevant at forklare nærmere om skovens lokation. Men ja, det er en skøn skov, og jeg har et mål her i efteråret/vinteren der går på, at jeg skal i skoven minimum en gang om ugen. Ofte ender det med, at jeg er der flere gange om ugen, og det er simpelthen så fedt at have fundet den skov. På en eller anden måde er det lykkedes mig at bo i Aalborg i to år uden rigtigt at have opdaget, at der halvanden kilometer fra mit hjem ligger en skøn skov. Den opdagelse har virkelig været en af årets bedste oplevelser – og det er ikke nogen overdrivelse. Det giver mig simpelthen så meget at komme ud at gå, og jeg ved, at det er en af grundene til, at jeg har det så godt for tiden. Jeg er også begyndt at træne, hvilket også er kæmpe stort for mig. Det er ikke noget vildt og voldsomt, bare styrketræningsøvelser herhjemme som jeg laver 3 gange om ugen cirka. Men det er en helt vild oplevelse at mærke, at jeg bliver stærkere og at jeg bliver bedre til at lave øvelserne. Og så er det fedt at jeg er i stand til at holde fast i det – har trænet siden maj, så det er alligevel et godt stykke tid, jeg har holdt det ved lige. Og det synes jeg er mega sejt! Det kan sgu anbefales at gøre noget godt for sig selv (ønsker ikke at give nogen dårlig samvittighed – men jeg må bare sige, at livet altså bliver bedre, når man er aktiv og bare laver en lille smule. Det gør virkelig en forskel rent psykisk, og det er jo det vigtigste ved det).

8. At gense Ringenes Herre filmene (som jeg kun havde set én gang tidligere). En kæmpe oplevelse, jeg agter også at læse bøgerne men er ikke det rigtige sted i livet til at gøre det lige nu (eller også er det bare en undskyldning, fordi jeg hellere vil sidde og spille Tetris om aftenen på min Nintendo Switch Lite (ja, endnu en forandring der er sket det sidste halve år er at jeg er blevet gamer – dog nægter jeg at spille andet end Tetris, hvilket jeg så til gengæld er ufatteligt god til) (ja, et aktivt liv udelukker ikke at man kan slappe af med et spil Tetris (læs: 20 spil) om aftenen).

9. Nu bliver det corny, men jeg kan ikke lave en liste som denne uden at nævne S. Det har været en kæmpe oplevelse at se vores forhold udvikle sig til at blive bedre og bedre. At kunne udvikle sig sammen er nok det vigtigste overhovedet i et parforhold (og selvfølgelig er en god kommunikation også essentiel). Det giver mig så meget glæde i livet og stabilitet at være sammen med ham, og jeg lærer helt vanvittigt meget af det. Vi gør hinanden til bedre mennesker, og det kan jeg sige helt uden at føle, at jeg overdriver. Jeg kunne råbe og skrige af glæde over det =)

10. Opdagelsen af, at jeg selv er ansvarlig for at forbedre mit liv. Det har nok været det vigtigste, der er sket i år. Man vil forstå hvad jeg mener, når man har læst Jordan B. Petersons bog, som jeg før refererede til. Men dybest set handler det om, at jeg er begyndt at gøre noget ved de ting, jeg kan gøre noget ved, i stedet for at bruge min energi på alt muligt, der intet har at gøre med mig. Man skal starte med sig selv først, før man begynder at forsøge på at redde hele verden. Det lyder måske simpelt, men det har gjort så meget forskel i mit liv, at jeg er begyndt at tænke på den måde. Jeg er blevet gladere, og jeg er begyndt at udfordre mig selv meget mere. Og når man er inde i en god udvikling, fører det ofte endnu flere gode ting med sig, og det er sgu fedt.

Så ja, læs bogen, andet kan jeg ikke sige.

Og dermed farvel og tak for i dag 🙂

Gode ting – en god gammeldags liste

Hej verden.

Jeg har lige siddet og genlæst nogle af mine gamle blogindlæg, og har simpelthen haft en skøn stund, hvor jeg har siddet og grinet hysterisk af mit 2016-jeg. Den 20-årige A kunne sgu noget. Noget af det, jeg holdt mest af dengang var blandt andet at skrive lister over ting jeg hader. Jeg opdagede, i løbet af min aktive tid på Twitter, at folk godt kunne lide, når jeg hidsede mig op på de sociale medier og skrev om, at jeg var “TRÆT AF PIS!!!” og lignende. Så det koncept førte jeg videre til min blog, og det kom der blandt andet dette indlæg ud af. Listen over forfærdelige ting. Det var en lang, lang liste.

I dag skal det dog ikke handle om ting, jeg hader; næh nej, det skal handle om GODE ting. Det er dog muligt, at listen ikke bliver lige så lang, som listen over forfærdelige ting. Men en kort liste er vel bedre end ingen liste, og især her i coronaalderen, hvor man måske kan have en tendens til at glemme de gode ting i livet.

Her kommer den så:

  1. Denne sang:

2. Denne tegning, som jeg fik i fødselsdagsgave af et af mine yndlingsmennesker:

(Ja, den forestiller mig, der har en terapisamtale med en gråand (som er mit yndlingsdyr, hvilket mange ikke er klar over). Symbolikken er til fri fortolkning)

3. Alene-aftener som denne, hvor jeg har det sjovt og godt, og faktisk kan nyde at være alene. Det er simpelthen så fedt, men det har krævet lidt træning.

4. At være samlet med mine yndlingsmennesker og tage på tur på en sommerdag.

5. Min bror. Han er sgu bare helt igennem i orden, og det bliver han ved med at være.

5. At samle flere af mine yndlingsmennesker på samme sted, som jeg fx gjorde sidste år til min bachelorsommerfest. Fandme godt at jeg fik holdt det arrangement imens man kunne!!

6. Denne sang:

7. Turen til Italien med mine forældre, bror og S i sommeren 2019. Et minde, der kun er blevet endnu vigtigere, fordi jeg ikke aner, om vi nogensinde kommer på sådan en tur igen. Er glad for at vi nåede det og at vi udnyttede muligheden imens den var der.

(halli halløj et rigtigt bloggerbillede!! som jeg ikke anede blev taget)

8. Brætspil! Især spillene “Azul” og “The Quacks of Quedlinburg”. De er så SJOVE!! Men der er ingen at spille dem med for tiden : ( Har faktisk ikke spillet nogle af dem siden januar, og jeg bliver ikke ved med at kunne holde til det!!

9. Den Store Bagedyst 2015. Det er simpelthen bare den bedste sæson af dem alle, og jeg har nok set den 5-6 gange. Jeg har genset finalen så sent som her til aften, og jeg synes simpelthen, at det er rørende. Og så er det bare nogle sjove folk, der er med.

10. Mine forældre. De er nogle vidunderlige mennesker med en sindssyg selvindsigt. De er der, når lortet brænder på, og når det ikke gør. De kender mig bedre, end nogen andre gør (også selvom min far nogle gange glemmer, hvor gammel jeg er, og om jeg har pandehår eller ej og lignende ting). Jeg kan tale så længe med dem om vores familie, relationsmønstre, personlighedstræk, deres barndomme, deres arbejdsliv, mit liv og alle mine overvejelser og bekymringer. Når jeg har brug for det, forsøger de at muntre mig op, og når de har brug for det, er jeg den, der forsøger at muntre dem op. Det er en vidunderlig ting ved at være voksen, og jeg ved næsten ikke noget bedre, end når en af mine forældre gerne vil høre min mening om noget i deres liv. Skønne, skønne forældre.

(fra dengang hvor man måtte kramme)

11. Og nu hvor jeg er i gang med at nævne vidunderlige folk: Mine svigerforældre. Jeg holder SÅ meget af dem!! Og jeg savner dem helt vildt! Jeg savner at besøge dem i deres hyggelige hus, og jeg savner at spille brætspil, jeg savner at glæde min svigerfar med hjemmebagt kage, jeg savner at overvære dem øve med deres band (selvom det kun er sket én gang) og jeg savner bare stemningen. Synes det er frygteligt, hvis jeg ikke skal besøge dem indtil der er fundet en corona vaccine! Men nu kommer sommeren heldigvis, og jeg er begyndt at lægge planer om en lille sommerfest på terassen i sommerhuset med mine forældre og svigerforældre, S og jeg (og gerne vores brødre også, så ville min lykke være gjort). Hvis vi nu sad udenfor hele tiden og sad ved forskellige borde, så tænker jeg altså, at det godt kan gå. Udskam mig bare, internet, hvis I synes jeg er forfærdelig, fordi jeg vil samle 8 mennesker, men det er bare en vidunderlig tanke (skal dog lige have fundet en dato og rent faktisk spurgt de involverede, om de har lyst til at deltage) =)

12. Og selvfølgelig: S!!! Den skønne mand (der muligvis bliver en smule offended over at blive nævnt efter sine forældre, og at være den sidste på listen, men hvad kan jeg gøre). Der findes mange digte om S på denne blog, så der er vist ingen grund til at jeg uddyber mine følelser yderligere på skrift. Men S er skøn, og han har en tilgang til livet, som jeg beundrer meget (selvom det også kan irritere mig gevaldigt). Han er så rolig og tålmodig, og virkeligt god til at øve sig i ting. Det synes jeg er beundringsværdigt. Desuden har han en evne til at håndtere modgang, som jeg er ret inspireret af.
Jeg er så heldig med ham. Snart er det tre år siden, at jeg for første gang sagde “pænt goddag” (det sagde jeg ordret) og i sidste uge var det to år siden, at vi flyttede ind i lejligheden.

For fanden da også, nu kom jeg alligevel til at uddybe mine følelser =)

Nåh men nu må det være nok for nu, for jeg skal I seng, og tror ikke denne liste bliver bedre af at få tilføjet en masse ekstra ting – så dermed farvel og tak for i dag, tak for jeres tid. Jeg håber, at I kommer godt igennem coronaalderen (et alternativ til at sige “disse tider”, som bliver sagt for meget).

Nåh, hyg jer, det var dejligt at være tilbage.

//A

imens jeg afventer | et digt

lav mig

en kop kaffe

og fortæl mig

at det hele nok skal gå

imens vi sidder her

og ser på

at verden går i stå

giv mig noget

jeg kan se frem til

imens jeg afventer

og aflyser

alt det

jeg gerne vil

giv mig noget

at tro på

lad mig mærke

et bankende hjerte

jeg vil have mere

end jeg kan få

lær mig at leve

med hele jordens smerte

lær mig at leve

med angsten

med savnet

med mig selv

lær mig at stole på

at jeg har meget

at støtte mig til

lær mig

at tænke på andre

end blot mig selv

lær mig

at hjælpe

værdsætte

og passe på andre

jeg tror det er det

der skal til

lær mig

at gå nye veje

og tænke på nye måder

lær mig

at finde svaret

og løse

alverdens gåder

mind os om

at vi ikke er alene

og giv os noget

at håbe på

giv os

mange flere forårsdage

lad ikke verden

gå helt i stå

Noget om tid

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. S øver med bandet og kommer hjem sidst på aftenen. Derfor har jeg mulighed for at bruge min fredag aften på introverte aktiviteter, hvilket jeg nyder i høj grad her for tiden.
Jeg har lige siddet og smågrædt til det nyeste afsnit af “I Hus til Halsen”. Man skal nok se programmet, for at forstå hvorfor. Men det var simpelthen en smuk udsendelse. Det er sådan et program, der fungerer bedst for mig, når jeg ser det alene, og sådan er det bare med nogle programmer.

Nåh, men det var sådan set ikke tv programmer, det skulle handle om lige nu. I stedet vil jeg gerne skrive om tid, og mit forhold til min og andres tid. Det er nemlig noget, der har ændret sig igennem den seneste periode, og særligt efter jeg er startet i praktik.

Hver mandag, tirsdag og onsdag går jeg ud af døren 6.30, går 7-8 km i løbet af dagen og kommer hjem igen ved 17 tiden. Tilmed har jeg hver onsdag aften Skype møde fra 19-21 som del af et obligatorisk fag, jeg følger ved siden af praktikken. Torsdag og fredag er (heldigvis) hjemmedage, som jeg bruger på at læse. I løbet af de to dage skal jeg gerne nå at læse 75 sider – og det lyder måske ikke af meget, men det kan det virkelig være, da nogle tekster er meget langhårede og tager rigtig lang tid at læse, hvis jeg skal forstå dem.

Oveni det kommer så al den tid, jeg bruger på at tænke over de ting, jeg oplever i mit praktikforløb – og al den tid, jeg bruger på at tale om det. S må lægge ører til en del for tiden, da jeg har en masse tanker omkring mig selv i psykologrollen og alle de opdagelser, jeg gør mig hele tiden. Jeg takker S for at han lytter til mig, når jeg kommer hjem, udsplattet og træt sidst på eftermiddagen. Det betyder faktisk rigtig meget, nu hvor jeg tænker over det. S er vidunderlig.

Så ja. Mit “arbejdsliv” fylder rigtigt meget for tiden, og mere end det nogensinde har gjort før. Jeg gør mig nogle vanvittigt vigtige og lærerige erfaringer for tiden, og jeg har allerede udviklet mig en del, taget i betragtning af, at jeg kun har været i gang i fem hele uger.

Jeg har fået et indblik i, hvor meget tid normale mennesker rent faktisk bruger på at være på arbejde. Og det virker både som rigtig meget tid – fordi det er ens vågne og friske timer, man bruger på arbejdet – og samtidig virker det mere overkommeligt, end jeg havde troet. Det er muligvis fordi, jeg kun er afsted tre dage om ugen, men jeg synes faktisk det går meget lettere end jeg havde regnet med. Det er ikke super svært at komme op kl. 5.50 hver dag, og det er ikke fordi, at jeg sidder og er ved at falde i søvn, når klokken slår 14. Min hjerne fungerer sådan set fint, og min krop gør ikke modstand overfor det. Og det overrasker mig helt vildt. Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at jeg er i stand til at gennemføre arbejdsdage af normal længde uden at falde fuldstændig udmattet om og være nødt til at melde mig syg den efterfølgende uge. Det overrasker mig, at jeg kan blive ved. At jeg mandagen efter kan starte en ny uge ud og gøre min ting endnu en uge. Og at jeg kan få læst og fulgt med i pensum de dage, jeg ikke bruger på praktik. Det kan være svært at koncentrere mig om læsning, men jeg følger med. Og jeg synes sgu, at det er vildt.

Jeg er oprigtigt forundret over at være i stand til at kunne trives med at være afsted så mange timer hver dag, og at det er noget, jeg rent faktisk kan nyde rigtigt meget. Det er meget rart for mig at gøre mig de opdagelser, og det siger jo også noget om, at det har stor betydning, hvad man bruger sin tid på. Hvis det er noget, der føles meningsfuldt, så går det hele meget nemmere.

Men selvom hverdagene sådan set går meget godt, og jeg nyder det, jeg laver, så må jeg indrømme, at jeg er begyndt at sætte meget stor pris på min fritid. Og deraf er jeg også begyndt at fokusere meget på, hvad jeg bruger den tid på.

Jeg har et stort behov for alenetid herhjemme og tid med S, hvor der ikke er lagt en masse planer. Jeg har ikke lyst til at lægge store weekendplaner, og jeg føler ikke et behov for at lave en hel masse. Forrige weekend og weekenden før det var jeg alene tre hele dage uden nogle planer, og det var simpelthen så rart. Jeg kan tolerere rigtig meget alenetid, når jeg får så meget input i hverdagene. Så jeg kunne sikkert sagtens få alle mine weekender til at gå med ikke at se andre mennesker end S, måske spille et brætspil, gå en tur og evt. bage nogle boller. Det er sådan set mit drømmescenarie. Jeg har enormt meget behov for at være hjemme ved mig selv i weekenderne, og kun være sammen med mine tætteste, tryggeste mennesker. Så jeg siger nej til en del ting, også ting jeg egentlig gerne vil. Og så er der bare ting, jeg nærmest afviser på forhånd, som for eksempel at tage på weekend i sommerhuset. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er svært at forklare hvorfor, da det jo er et af mine yndlingssteder, og et af de steder, hvor jeg finder mest ro. Jeg tror, en del af det handler om transport. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke overskue tanken om fx at skulle sidde i et tog i weekenden, for at komme hjem og besøge mine forældre/svigerforældre/i sommerhus. Toget er forbundet med hverdagen for mig, så måske er det derfor. Og så hele arrangementet med at pakke en taske med de ting, jeg skal bruge i weekenden, og udtænke, hvad jeg skal have med osv. Det virker helt uoverskueligt.

Det virker fjollet, når det kommer ned på skrift, men det er egentlig sådan jeg har det. Og det giver sådan set fin mening. Jeg har meget overskud og også en del energi, men jeg bruger al den overskud og energi i hverdagene – så i weekenderne har jeg bare virkeligt brug for at bruge min tid på noget, der lader mig op. Noget lystfyldt og ikke forhastet, noget jeg gerne vil og ikke noget jeg skal. Jeg vil gerne kunne tage det roligt og lave det, jeg gerne vil.

Og det er der jo sådan set intet galt i – men alligevel føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Både overfor mig selv og andre. Det er det, jeg har brugt en masse ord på at gøre i dette indlæg. Forklare, at jeg med min travle hverdag er berettiget til at slappe af i weekenden. Uden at jeg alligevel helt føler, at jeg kan “tillade” mig at have det sådan – at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke engang kan overskue at sidde i et tog i weekenden.

Og det er jo dybt godnat. For jeg skal jo ikke retfærdiggøre over for nogle andre end mig selv, hvad jeg bruger min tid på. Om jeg vil sidde og se Masterchef en hel weekend og bare sumpe på sofaen, eller om jeg vil ud at gå en tur i skoven eller om jeg vil ud og være social – så er det jo mit valg. Mine weekender er mine, og hvad jeg vil bruge dem på er sådan set kun op til mig. Det er dumt at bilde mig selv ind, at der er en masse, jeg bør.

Min tid er min egen. Og selvom det har været pointen igennem hele dette indlæg, så indser jeg nu, at jeg nok ikke engang selv helt har forstået det endnu. Min tid er min egen. Jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen omkring, hvad jeg vælger at lave i min fritid. Jeg skal ikke tænke, at jeg er dødkedelig og ufleksibel, fordi jeg siger nej til en social aktivitet i min fritid. For i sidste ende er det mig selv, der er ansvarlig for, hvad jeg bruger min tid på og hvad jeg ikke bruger min tid på. Det er mig, der skal sørge for at sige ja og nej til ting. Det er mig, der skal vælge og fravælge. Og det er vanvittigt vigtigt at kunne det – for i sidste ende er det jo en selv, der går ned med stress og depression, hvis man ikke formår at lytte til sig selv og sine grænser.

Din tid er din egen. Og du skal huske dig selv på, at den er din. Det skal vi alle huske på. Men det sker ofte, at vi glemmer at respektere hinandens tid – og det er sådan set det, jeg gerne ville skrive om i dette indlæg – vejen hertil blev bare lige lidt længere, end jeg havde regnet med.

Jeg er kommet til at tænke på det, fordi min egen fritid er så dyrebar for mig i denne periode, og det derfor bliver rigtig vigtigt for mig, at mine tætteste mennesker respekterer min tid – hvilket de også gør. Det giver en enorm frihedsfølelse at jeg ved, at de respekterer min tid. Jeg oplever ikke, at nogle af dem føler sig berettigede til at skulle have en vis mængde af min tid. Jeg ved, at de forstår mig, og at de ikke forsøger at presse mig til at skulle alt muligt i weekenden for at gøre dem glade og tilfredse. Og det er simpelthen så rart.

Så det er ikke fordi, at jeg føler, at folk ikke respekterer min tid – og grundlæggende synes jeg også, at jeg selv har en stor respekt for min egen tid. Jeg bruger den ikke på hvad som helst. Og det er også en start – for hvis du selv føler, at du skylder andre mennesker din tid, så bliver det sgu svært at få plads til at gøre det, du selv har lyst til.

Jeg tror, at vi skal blive bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi ikke skylder andre mennesker vores tid. Vi skal bruge vores tid med dem, vi har lyst til at være sammen med, og det burde virkelig ikke være nødvendigt at tvinge sig selv til at gøre noget, fordi man føler, at man skylder det til nogen. Ja ok, der er sikkert en masse undtagelser og nok især, hvis man har børn og det er ens tur til at have nogle andres barn til legeaftale. Og i det hele taget er barnet jo berettiget til at få størstedelen af ens tid, da barnet jo skal trives. Men hvis vi lige ser bort fra det, så synes jeg bare det er et skråplan at lade sig styre af, hvem der vil have ens tid. For det er der mange mennesker, der gerne vil.

Vi forventer af hinanden, at man som udgangspunkt kommer til fødselsdagen, og at man skal have en god grund til ikke at komme. Vi forventer af hinanden, at vi har lyst til at lave sociale ting i weekenden, og det er som om, at det ikke er en acceptabel årsag til et afbud, at man har mere lyst til at være derhjemme end at skulle ud.

Vi forventer af vores partnere/ægtefæller/venner, at de vil bruge deres weekender sammen med os, og hvis de vil noget andet end vi vil, så bliver vi fornærmede og måske direkte sårede. Jeg oplever særligt, at folk i langvarige parforhold har denne her idé om, at deres partners fritid automatisk går til dem. Og jeg er også selv skyldig i at have det sådan. Særligt før i tiden – da S havde fuldtidsjob og jeg havde meget lidt undervisning og læste hjemme. Der var jeg tilbøjelig til at betragte al hans fritid som tid, vi skulle bruge sammen. Hvis han havde fri en søndag, havde jeg svært ved helt at acceptere, hvis han hellere ville sidde alene hjemme end at komme med mig på familietur et sted i Nordjylland.

Jeg har altid gået meget ind for, at man ikke skulle presse sin partner til at deltage i ens egne familieting (eller i det helet taget presse sin partner til noget), men jeg tror først, at det er nu, hvor jeg selv har fået mindre fritid, at jeg egentlig forstår, hvor vigtigt det er. Hvor vigtigt det er, at man ikke forventer af ens partner at han/hun helt automatisk bare altid har lyst til at lave en masse med en i weekenden.

Det er en opdagelse, jeg er meget glad for at have gjort mig. For jeg ser en masse eksempler på parforhold, hvor grænserne imellem den enes tid og den andens tid er blevet fuldstændig udviskede, og det bare er endt med, at man per automatik gør alting sammen. Det kan så godt være, at det fungerer for nogen, men jeg tror nu bare, at alle mennesker har brug for at have tid, der er deres egen, og som de selv kan disponere over.

Tænk at få muligheden for at vælge hinanden til. Det er jo noget af det største, man overhovedet kan gøre. Hellere blive valgt til to timer på en søndag, end at personen bruger hele søndagen sammen med en selvom de ikke rigtig har lyst, men bare gør det af pligt.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at respektere vores egen og andres tid noget mere. Forvent ikke af folk, at de med den største selvfølgelighed bruger en hel lørdag på at komme til din fødselsdag. Bliv ikke fornærmet, hvis de ikke kommer. Men vær taknemmelig, hvis de har lyst til at bruge deres dag sammen med dig – og sæt pris på at de melder fra, hvis de alligevel ikke har lyst og overskud. Værdsæt din egen og andres tid, og lad være med at give andre skyldfølelse over at sige nej til ting.

Og lad for guds skyld være med at sige “Kom nu, du vil jo gerne! Vær nu lidt frisk!!!” (for så kommer jeg i hvert fald ikke til dit arrangement)

Hyg jer og nyd jeres velfortjente weekend, uanset om i tilhører arbejderklassen, SU modtagerne, de ledige eller topcheferne.

//A

Om usikkerheder og sikkerheder – at være på udebane og at finde hjem

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen, udover en sur mand i Føtex og en sød kassedame. Jeg har snakket lidt med mig selv og kommunikeret via messenger og sms. Jeg har bagt rugbrødsstykker til madpakken og spist chips inden aftensmaden, som var en hjemmelavet tomatsuppe med nudler (som ikke smagte ligeså godt som forventet, nudler passer ikke så godt igen). Jeg har læst en lang tekst om hvordan systemisk tænkning kan anvendes indenfor forskning (og på trods af, at teksten var lang, kan jeg ikke forklare, hvad systemisk tænkning er).

Tempoet har været lavt. Der har været stille. Plads til at tænke. Plads til at stoppe op og mærke de fornemmelser, jeg tidligere har været i kontakt med, når jeg har været alene i længere tid ad gangen. Lige nu sidder jeg med en følelse, der minder mig om januar for tre år siden, hvor jeg fandt mig selv i sommerhuset. Følelsen af at have en ro i mig selv og at føle, at jeg har nok lige her, hvor jeg er – på trods af manglende sociale input i snart to dage.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er på en dag som denne, at jeg sætter mig ned og skriver et blogindlæg. Det er som om, at mine tanker flyder bedst, når jeg er i en lettere mangeltilstand af sociale input. Det er jeg bare relativt sjældent her for tiden, og når jeg er mættet med stimuli, har jeg bare ikke samme trang til at skrive på denne blog. Jeg går måske igang med et indlæg, men får det aldrig gjort færdigt, fordi jeg ikke kan fokusere. Det er meget nemmere, når stilheden omringer mig – når der ikke er andre end mig selv, jeg skal forholde mig til. Jeg skal i et særligt gear – og det er rart at mærke, at jeg stadig kan finde tilbage til det gear.

Jeg er et interessant sted i mit liv lige for tiden. I min hverdag sker der virkeligt mange nye ting, og det har fået mange usikkerheder til at blusse op hos mig. Jeg er startet i psykologpraktik for to uger siden, og det er simpelthen så vildt og så spændende at komme ud og opleve, hvordan det virkelige liv som psykolog kan se ud. Men én ting er at studere psykologi – en anden ting er at arbejde som psykolog. Lige nu føles det som to vidt forskellige ting, og jeg kan kan godt mærke, at jeg ikke har den store selvtillid i forhold til at skulle agere som psykolog og terapeut på nuværende tidspunkt. Jeg tænker dog, at det måske er godt, at jeg har det sådan – for det betyder, at jeg har en ydmyg tilgang til opgaven. Jeg er klar over ansvaret, der følger med. Og det skal man også være!

Jeg er blevet fyldt med nye indtryk indenfor de sidste par uger, og den stejle læringskurve kan nok også være med til at forklare, at nogle usikkerheder blusser op. Jeg har allerede lært VIRKELIGT meget, på trods af kun at have haft seks hele arbejdsdage. Jeg tænker bare mere på alt det, jeg IKKE ved, fremfor det, jeg ved, og det, jeg kan.

Jeg kan bedst lide at kunne tingene på forhånd. Da jeg startede i 0. klasse var jeg meget frustreret over, at jeg ikke kunne hele alfabetet på forhånd – tænk at jeg først skulle lære det, imens jeg gik i skole!

Men at være psykolog er sgu noget andet end at lære alfabetet. Man kan ikke på forhånd sidde og træne sig op til, hvordan “man gør” – for det er en lang, måske endda livslang, læringsproces at blive en god psykolog. Jeg skal finde ud af, hvilken psykolog jeg vil være, og hvordan jeg vil være det. Og det finder jeg ud af med tiden!

I mellemtiden vil jeg stole på, at jeg har lært noget ved at studere i 3 ½ år, og at jeg kommer til at lære rigtigt meget i løbet af mit praktikophold de næste måneder. Jeg vil tage glædeligt imod al den læring, jeg kan få ud af det. Og så vil jeg stole på, at de fejl, jeg kommer til at lave, også er noget, jeg vil lære af – og at himlen ikke falder ned, selvom jeg gør/siger noget “forkert”. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe, og jeg er blevet fortalt, at jeg er et sympatisk menneske – og mon ikke, at det er en fordel? Det tror jeg.

Nok om at være usikker – for i det store hele betyder det ingenting. Inderst inde ved jeg, at det er en naturlig følelse, når man pludselig står i en helt ny og uvant situation, hvor der er noget på spil og man er udenfor komfortzonen. Men jeg VED, at jeg bliver en god psykolog på et tidspunkt. Så må vi bare se, hvornår det bliver =)

Jeg kan håndtere usikkerheden uden at tage den alt for seriøst, da jeg samtidig har så mange ting og mennesker i mit liv, som jeg føler mig sikker på. Jeg ved, hvad der er vigtigt for mig, og hvem der er vigtige for mig. Og det skaber en gennemtrængende ro i mit sind.

Tre af de mennesker, jeg er allermest sikker på i dette liv, krammede jeg igår farvel i lufthavnen. Lige nu kører de rundt i en fed amerikanerbil i Miami i USA og lever livet. Imens sidder jeg her og mærker en altoverskyggende taknemmelighed og glæde.

Mine tre yndlingsmænd er på mandetur sammen, og det gør mig simpelthen så glad. Ingen af dem har været i USA før, og jeg ved, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem – og det, at de er afsted sammen, gør mig altså varm om hjertet (hvis nogen skulle læse med, som ikke ved hvem mine tre yndlingsmænd er, så kan jeg informere om, at det er min kæreste, far og bror). De er mine favoritter på hver deres måde, og jeg synes bare, at det er så dejligt, at de får noget ud af livet og tager på sådan en tur sammen.

Jeg krammede dem alle farvel tre gange før vores veje skiltes i forhallen i Aalborg Lufthavn. Og der var et eller andet ved den situation, der fik følelserne til at vælde op i mig. Forventningens glæde i deres øjne, samtidig med den lidt ambivalente følelse af, at jeg ikke skulle med (jeg var inviteret, men takkede nej pga. mit praktikophold, hvilket nok lyder som en alt for voksen og dødsyg beslutning, men ikke desto mindre er det det, jeg har valgt). Det var underligt at sende dem afsted og selv tage bussen hjem til en stille lejlighed derefter.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er det helt rigtige, at de tre er afsted sammen. Det er den rigtige beslutning for mig, og jeg tror også, at det giver dem en anderledes tur, end de ellers ville få. De kan køre i en federe bil, fordi de kun er tre, og de kan tage på skydebanen så meget de vil, uden at skulle tage hensyn til mig, der er imod våben. Der er så mange gode ting ved, at de er afsted sammen, imens jeg bliver tilbage i hverdagen. Det føles bedre, end jeg havde regnet med – netop fordi, det er den rigtige beslutning.

Svend Brinkmann siger, at det er sundt at gå glip af ting – og det tror jeg på. Det føles godt at give mig selv lov til at fokusere på det, der lige nu fylder for mig, og samtidig bare ønske for min far, bror og S, at de får den bedste tur. At mærke i kroppen, hvor meget jeg under dem at få en vidunderlig mandetur med skydning osv.

Tænk at have mennesker i mit liv, som jeg kan have det sådan med. At jeg bare ønsker dem ALT det bedste, og at jeg ville hente stjernerne ned til dem, hvis jeg kunne. At min lykke er gjort, når jeg ser et billede af min bror, der storsmilende sidder i den fede amerikanerbil, og et billede af S med en stor stak amerikanske pandekager på en diner.

Selvom jeg ikke er der med dem, og selvom der er 10.000 km imellem os, så er vi på en eller anden måde alligevel sammen. Mine følelser for dem giver mig i hvert fald en fornemmelse af, at jeg har dem tæt på.

Jeg er så uendeligt heldig.

(og en smule melodramatisk, vil nogle måske sige, og det er der nok noget om..)

Jeg ved ikke helt, hvad mit budskab er med dette indlæg – men hvis du har læst det til ende, så ved du nu noget om, hvad jeg er usikker på, og hvad jeg er sikker på. Og der er selvfølgelig mange andre mennesker, jeg også er ufatteligt sikker på – og som jeg under en masse ture til USA eller Berlin, eller bare en dejlig tur i sommerhus, hvis det er det, de har mest lyst til =) Det er en vidunderlig følelse, at ønske det bedste for andre – og det er længe siden, at jeg har følt det så stærkt som lige nu.

Hyg jer.

//A

2020

Hej verden.

Hermed et livstegn fra mig – jeg er her endnu. Har forsømt denne blog i en længere periode, og det har jeg det sådan set fint med. Men samtidig ønsker jeg heller ikke at glemme bloggen helt, da jeg synes det er et fint sted. Livets dilemmaer😎

Det er den 3. januar, og derfor er det jo passende at skrive om nytårsforsæt. Jeg plejer at blive godt hidset op, når snakken falder på nytårsforsæt, og nytår i det hele taget, da jeg godt kan føle, at det er en form for tvungen selvrefleksion, og at der er et pres om, at vi alle skal ændre os hele tiden.

Og det kan jeg stadig godt føle. Men jeg er begyndt at se anderledes på det med at ændre sig – for jeg har fundet ud af, at det faktisk kan være rigtigt rart at ændre/udvikle sig som person. Det skal bare være af de rigtige grunde. Du skal jo ikke ændre dig bare fordi nogle tilfældige folk for eksempel ikke kan lide dig eller synes at dine sko er grimme. Men hvis der er noget, du selv har lyst til at arbejde på at ændre, hvorfor så ikke gøre det? Hvis det kan forbedre dit liv og din hverdag, hvorfor så ikke forsøge at ændre tingene? Sådan tænker jeg om det nu.

Det betyder dog ikke, at jeg har en kæmpe lang liste med nytårsforsæt – for jeg føler ikke rigtig, at jeg har brug for sådan en liste. Jeg køber heller ikke rigtig præmissen med, at jeg skal lave en liste med ændringer, jeg ønsker at lave, bare fordi der for to dage siden er startet et nyt år. Det fungerer ikke rigtig for mig. Jeg vil hellere se sådan på det, at det er en evig proces, det med at finde ud af, hvad der fungerer for en, og hvad der ikke gør – og at man hver dag skal spørge sig selv, om man føler, at man er et godt sted.

Det lyder meget idealistisk og det er det nok også. Men jeg synes bare at det er vigtigt. At være åben for det, der kommer, og løbende blive bevidst om det, man ønsker at forandre og det, man vil holde fast i.

Det er bare en rar tilgang at have til livet, synes jeg. Jeg er ikke tvunget til at ændre noget ved mig selv, men jeg er bare grundlæggende interesseret i, at mit liv skal være rart at leve. Jeg vil gerne nyde mit liv, og håndtere de ting, der kommer, når de kommer. Jeg vil blive klogere af det, jeg oplever, og jeg vil være åben for det, det medfører.

Og derfor føler jeg, at det vil være helt malplaceret at lave en liste med nytårsforsæt – for jeg vil faktisk hellere bare være åben for det, året bringer mig, i stedet for på forhånd at fastsætte nogle bestemte mål for, hvad jeg vil fokusere på.

Jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv. Jeg ønsker et liv, hvor jeg nyder det, jeg har, og accepteret det, der er – og arbejder med at ændre de ting, der ikke fungerer for mig. Det håber jeg at kunne holde fast i.

Dette indlæg er muligvis meget ukonkret, men det var hvad det kunne blive til i dag – meld gerne ind, hvad I tænker om nytårsforsæt, og om I har nogen.

Hyg jer

//A

vintersang

du er en kop kaffe
på den koldeste vinterdag
du er meget bedre
end det dyreste regnslag
//
du er vintersolen
der omsider kommer frem
du er det varme uldtæppe
når jeg endelig vender hjem
//
du er julelysene
der tændes i min have
du er alt det
jeg holder mest af at lave
//
du er en kold brise
der gør mine kinder røde
du er håndcremen
der gør mine hænder bløde
//
du er latter og glade dage
der aldrig får en ende
du er alt det jeg håbede
at jeg en dag ville finde
//
du er svaret på de store spørgsmål
du gør min tilværelse så nem
du er tankerne der giver mig ro på
du er der hvor jeg finder hjem

årstiderne skifter | et digt

årstiderne skifter
imens jeg sidder og ser på
de røde og gule farver
blander sig med de grå
//
i grænselandet
mellem varme og kulde
slipper jeg tankerne
om alt det
jeg troede jeg skulle
//
lad mig finde ro
heroppe i min redde
lad mig leve
af de faldne blade
//
omfavn mig blidt
men klem gerne til
jeg frygter dig ej
jeg ved hvad jeg vil
//
du er efterårssolen
der lyser på min vej
du er alt det
der vækker liv i mig
//
jeg fyldes af varme
i alt hvad jeg gør
og du ser at jeg lever
som aldrig før

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Guide til din studiestart

Hej verden.

For første gang i årevis kommer her et indlæg, der har til formål, at andre mennesker rent faktisk kan få noget konkret ud af at læse det. Denne blog er jo grundlæggende et egocentrisk projekt (hvilket jeg også tror mange andre blogs er, men det skal jeg nok passe på med at udtale mig om). Jeg har ikke en stor læserskare, og derfor er jeg (heldigvis) ikke tvunget til at skulle skrive om noget, som mange kan relatere til – selvom jeg da håber, og sådan set også ved, at der findes folk, der får noget ud af at læse min blog. Så hurra for det, og lad os nu komme til sagen:

Nu bliver det relevant for titusinde vis af mennesker (potentielt set). For nylig er der nemlig mange, der har fået besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse, som de skal starte på om et par uger. Og hurra og tillykke til alle dem/jer – må I blive glade for jeres nye uddannelser! Hurra for at leve i et land, hvor vi frit kan uddanne os, det synes jeg, at vi fejrer alt for lidt.

Men hvad gør man så, når man skal starte på en videregående uddannelse? Jeg husker den panik, jeg selv oplevede, da jeg for tre år siden skulle starte på uni. Den startede sådan set mange måneder før, jeg vidste, at jeg var optaget – bare tanken om at skulle på universitetet, syntes jeg var ufatteligt skræmmende. Jeg følte mig ikke voksen nok, ikke klar nok. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at det var det rigtige for mig. Så jeg startede på psykologi og holdt fast i det, og nu er jeg pludselig færdig med bacheloruddannelsen og starter på kandidaten om to uger. Sikke en omgang, og sikke mange ting, jeg ville ønske, at jeg havde tænkt på, inden og under min opstart på studiet. Derfor kommer her den officielle Studiestartsguide 2019 af A. Thylkjær (den store blogger og digter, der dog først bliver kendt ca. 200 år efter sin død, så det har lange udsigter endnu).

Jeg vil forsøge at lave en punktopstilling med 10 punkter, men det vil muligvis blive et uoverskueligt og meget langt indlæg alligevel. Nyd det =)

10 ting der er gode at vide/overveje/reflektere over i forbindelse med din studiestart

1. Gå ikke i panik, hvis studiet ikke er, som du havde forventet. Forsøg at give slip på den stress, du kan føle, hvis du er usikker på, om du nu har valgt rigtigt. Giv det noget tid, og forsøg at skrue ned for forventningerne – både til dig selv, dine medstuderende, dine undervisere og uddannelsen i det hele taget! Forsøg at slippe idéen om, at din uddannelse skal være meningsfuld og være en kæmpe del af din identitet (det ved jeg dog ikke engang, om jeg selv kan finde ud af..) Men forsøg virkelig at skrue ned for dine forventninger, og lad være med at dømme dig selv for hårdt, hvis det er svært i starten! Det må gerne være svært.

2. Accepter, hvis det ikke fungerer for dig at studere. Det er ingen skam at skifte uddannelse, eller at gøre noget andet end at uddanne sig. Der kan være rigtigt mange grunde til, at du er i en situation, hvor det bare ikke er optimalt for dig at studere. Hvis du efter at have været igang med din uddannelse i et stykke tid bare kan mærke, at det ikke er rigtigt for dig, så gør noget ved det. Lad være med at lade dig selv blive helt ødelagt psykisk, fordi du har bildt dig selv ind, at du absolut skal gennemføre denne uddannelse, som du er startet på. Du skal ingenting. Du skal bare tage ansvar for dig selv (hvilket også er svært nok i sig selv). Måske er det helt essentielt, at du skifter retning, eller at du måske tager et (ekstra) sabbatår, hvis det er det, du har brug for. Det er noget, du bedst kan mærke selv, men det kan være vanvittigt svært. Jeg har i hvert fald kunnet mærke på mig selv igennem min tid på uni, at jeg, på trods af at have haft diverse kriser særligt i starten af studiet, alligevel har været sikker på, at jeg ville fortsætte det, jeg havde sat i gang. Jeg kunne mærke, at det var det rigtige, og at de problemer/udfordringer, jeg løb ind i, var nogen, jeg godt kunne håndtere, og som jeg var nødt til at håndtere. Jeg så det ikke som en god mulighed at droppe ud af studiet på noget tidspunkt, da jeg hele tiden har vidst, at det var dette studie, der ville kunne give mig de bedste muligheder for at beskæftige mig med det, der giver mest mening for mig. På den måde var det faktisk rart, at det var svært til tider, da det betød, at jeg fik overvejet grundigt, om jeg var i gang med det rigtige – om det var besværet værd. Det konkluderede jeg, at det var, men det kan være, at du ender med at konkludere noget andet for dig selv. Og det er helt ok! Jeg vil ikke opfordre nogen, til at droppe ud ligeså snart, at der opstår et problem eller at noget er træls, for så vil du muligvis allerede overveje at droppe ud i rusugen, hvis du minder det mindste om jeg selv. Nej, sørg for at have gennemtænkt det og gjort brug af den hjælp og rådgivning du kan få at studievejledere og evt. psykologer på dit uddannelsessted, hvis det er svært for dig at træffe beslutningen. Undersøg evt. om du kan tage orlov eller udskyde nogle fag – det kan måske også være en hjælp!

3. Lad være med at flytte i forbindelse med din studiestart, hvis du kan undgå det.
Du behøver ikke at bo i den by, du skal studere i – fair nok, hvis du virkeligt gerne vil, men man kan godt glemme, at det er en mulighed at pendle. Hvis du i forvejen bor et sted, du elsker, og er i en overskuelig afstand til din nye uddannelse, så vil jeg råde dig til at vente med at tage beslutningen om, hvorvidt du skal flytte tættere på dit studie (jeg er selv endt med at flytte længere væk fra mit studie, end jeg startede ud med). Dette råd kan I muligvis ikke bruge til noget nu, men det er også mere for at pointere, at der er andre muligheder, end at bo lige op og ned af din nye skole. Du kan spare mange penge ved at flytte til en nærliggende by og pendle derfra.

4. Studiet behøver ikke at være hele dit liv. Du må gerne beholde dit gamle liv imens du studerer! Har du en fritidsinteresse, du elsker at dyrke, så hold fast i den så vidt muligt, og hold fast i de mennesker, der gør dig glad. Dit nye studie behøver ikke at blive hele din identitet, faktisk vil jeg mene, at det er en fordel, hvis du ikke ændrer alt i dit liv, blot fordi du skal til at studere. Det er jo sådan set bare en ny skole, du skal starte på, det behøver ikke at være “starten på de bedste 5 år i dit liv!” eller hvad folk ellers går rundt og siger. Med andre ord; slap helt af og sæt ikke dit nye studie op på en piedestal!

5. Vent med at få et studiejob, hvis det er muligt for dig. Opstarten er stressende nok i sig selv, og jeg ved, at mange stresser over at skulle have et job – måske fordi de føler, at de bør få et studiejob, men egentlig ikke helt kan overskue det. Der er selvfølgelig mange, der ikke kan klare sig uden den ekstra indtægt, og derfor kan det jo være en nødvendighed med et arbejde i fritiden. Men hvis du sådan set godt kan klare dig uden et job, i hvert fald i en periode, så kan det være en kæmpe lettelse ikke at have et arbejde, og særligt i det første års tid af studiet. Det er alligevel svært at få et studierelevant arbejde, lige når man er startet på sit studie, og så er det bare fedt at kunne bruge sin energi på sit studie fremfor sit job. Dette er selvfølgelig forskelligt fra person til person – nogen folk elsker at have travlt og keder sig uden et job – og andre er ligesom mig, og har behov for også at kunne slappe af og tage tingene mere i eget tempo. Der er nok at lave på et fuldtidsstudie, og derfor skal man virkelig ikke føle sig forkert, hvis man ikke har overskud til at arbejde ved siden af.

6. Du behøver ikke at deltage i rusugen, hvis du ikke har lyst! Heller ikke selvom alle mulige folk vil forsøge at presse dig til det og komme med argumenter som “denne uge er fundamentet for din sociale fremtid på studiet” og “det er en fed mulighed for at lære sine medstuderende at kende, hvis du ikke deltager kommer du udenfor fællesskabet fra start”. Intet af det er rigtigt, og det er begrænset, hvor meget man skal lytte til mennesker, der slet ikke kender en, men alligevel giver en “gode råd”. Ja, jeg er ikke fan af rusuge-konceptet, da man virkelig kan føle sig totalt forkert fra dag 1, hvis man ikke kan holde til at være i gang fra kl. 8 om morgenen til 2 om natten for at socialisere med tonsvis af folk, man aldrig før har mødt. Rusugen kan være hård for de introverte typer, og særligt hvis man er ung og har svært ved at sige fra og stå ved sine grænser. Man kan nemt blive presset ud i noget, man ikke har lyst til, hvilket jeg synes er ærgerligt. Rusugerne forløber forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald et meget uoverskueligt og omfattende program. Dog vil jeg ikke råde jer til at droppe rusugen helt, for den består af mange forskellige aktiviteter, heriblandt også faglige aktiviteter, der er gode at deltage i. Desuden ER det en god mulighed for at møde sine medstuderende og lære deres navne igennem de obligatoriske navnelege (…), men man skal bare ikke presse sig selv ud i en total overstimulation. Det er ikke rigtigt, at man bliver kørt ud på et sidespor, hvis man ikke deltager i hele rusugen – man har jo reelt 3-5 år til at lære sine medstuderende rigtigt at kende, og dette kan ikke gøres på 5 dage plus en hyttetur. Så derfor, deltag i det, du har lyst til, og forsøg at hvile så meget i dig selv, at du er i stand til at sige “tak for i dag, nu vil jeg gå hjem og slappe af”, når klokken er 17 og udklædningsfesten skal til at starte. Det er ok ikke at deltage i alting! Ingen opdager det, da alle er så fokuserede på selv at passe ind og finde nogle nye gode venner, at de slet ikke vil tænke over, hvorfor du ikke var med til fest tirsdag aften. Og du kan være SIKKER på, at der er mange introverte i flokken af nye medstuderende, og at du langt fra er den eneste, der bare gerne vil hjem og sidde i stilhed lidt. Det er mega hårdt at starte et nyt studie, og du skal ikke forvente af dig selv, at du skal blive en anden person, bare fordi der er rusuge. Du er ok som du er! Og du kommer meget længere med at stå ved dig selv.

7. Snak med dine medstuderende om det, du synes, der er svært! Jeg ville ØNSKE, at jeg i højere grad havde gjort dette, men det var som om, at der ikke rigtigt var nogen, der turde, før vi var kommet længere i studiet. Dette er selvfølgelig meget forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald, at vi alle prøvede at bevare en facade i starten og ikke rigtigt talte om, hvor svært det hele kunne være. Jeg ville ønske, at jeg bare havde turdet at være mere sårbar og stå ved det, jeg følte, men det var ikke tilfældet. Og det er en utrolig svær disciplin at indrømme, at man synes noget er hårdt – om det så er en tekst, man ikke forstår, et fag man synes er uendeligt hårdt eller studielivet i det helet taget. Men jeg ved, at det hele bliver så meget nemmere, når man deler det med nogen. Så udnyt at du har medstuderende, der går i gennem det samme som dig, og som derfor sandsynligvis vil have nogle af de samme tanker selv – på trods af, at de ikke fortæller det! Der er jo nogen, der skal starte med at åbne op, ellers kan alle gå og holde deres problemer inde (også, når man går på psykologistudiet). Det er så dumt, at alle går rundt og føler sig forkerte, fordi de tror, at alle andre har styr på det – hvilken ingen har, selvom det kan se sådan ud.
Tal med hinanden! Skammen vil fylde meget mindre, hvis du taler højt om det, der er svært, og hvis du møder forståelse fra andre – hvilket jeg er meget sikker på, at du vil!

8. I forlængelse af ovenstående: lad være med at sammenligne dig selv med dine medstuderende! Det er en FORFÆRDELIG idé, og det vil intet godt gøre for dig, andet end at give dig mindreværdskomplekser, og skabe en unødig distance mellem dig og dine medstuderende.

9. Det er ok, hvis du ikke forstår, hvad videnskabsteori er. Og det er også ok, hvis du heller ikke forstår det efter at have gennemført din bacheloruddannelse. Jeg har ikke orket at sætte mig ind i det, og det har heller ikke været nødvendigt. Dette kan selvfølgelig afhænge af, hvilket studie du går på, så det er måske ikke godt at følge dette råd. Men jeg ville ønske, at jeg selv havde vidst det for tre år siden – og at jeg ikke havde forsøgt at lade som om, at jeg godt forstod det, når vi skulle lave gruppearbejde. Generelt er det en dårlig idé at lade som om, at man forstår noget, da det er en pinagtig situation at sidde i. Indrøm hellere, at du intet forstår – det får du mere ud af i længden.

10. Accepter, at du kommer til at begå dine egne fejl, og at det er helt ok, da du vil lære af dem! (forhåbentlig..) Så kan du engang udfærdige din egen liste med råd til kommende studerende og give dine erfaringer videre – og de kan læse den, og alligevel gøre alt det, du fraråder dem at gøre. For når det kommer til stykket er vi nødt til at gøre os vores egne erfaringer – man kan ikke bare læse en eller anden guide på en tilfældig persons blog og så få en perfekt studiestart (øv).

Jeg håber alligevel, at I har fået noget ud af at læse dette indlæg, og at det ikke har afskrækket jer helt fra at skulle studere. Jeg tror bare på, at det er en fordel at have realistiske forventninger til sin studiestart, og det er svært at få, hvis man kun hører og læser om, hvor fedt det er, når man starter på “drømmestudiet” (hvilket i øvrigt er et udtryk, der virkeligt irriterer mig grænseløst, det sætter urealistiske forventninger op, og man kan kun blive skuffet, hvis man tror, at et bestemt studie kan kaldes drømmestudiet (hej, jeg er pessimist)). “Svesken på disken”, som min farmor siger, eller også er det min mor, der siger det. Men det er sådan set også lige meget for jer, konklusionen er bare, at vi ligeså godt kan være ærlige overfor hinanden og lade være med at lade som om, at alting er perfekt og problemfrit.

Jeg kunne skrive meget mere, men det må stoppe nu.

Hyg jer, og glædelig studiestart om en måned =)

//A