Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt
lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det største
erkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri
find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder
Det giver stor mening for mig. Du overgår dig selv med flere længder denne gang. Tak for det smukke digt …
Ihh, tak far 😀 Det er jeg rigtigt glad for at du synes ❤️