Noget om ærlighed (og gadesælgere)

Hej verden.

Lige for tiden synes jeg, at det i høj grad går op for mig, hvor vigtigt ærlighed er. Og ikke bare hvor vigtigt det er, men også hvad det i grunden er.

Ærlighed er ikke, som jeg i lang tid fejlagtigt har været under opfattelse af, at du skal fortælle den fulde sandhed til alt og alle hele tiden. Jeg tror mere, at ærlighed handler om, at du ikke skal holde noget inde, som gerne vil ud. Hvis du kan mærke, at der er noget du ønsker at udtrykke, og hvis du bliver ved med at tænke på det igen og igen uden at gøre noget ved det, så er du ikke ærlig. Hverken overfor dig selv eller folk omkring dig. Og du gør egentligt bare dig selv en bjørnetjeneste, fordi du bidrager til at styrke din fejlagtige opfattelse af, at der er nogle ting, du bare skal holde for dig selv, så andre ikke kommer til at tænke dårligt om dig. Du bidrager til, at du bliver mere fokuseret på dit idealjeg frem for om dit reelle jeg har det godt. Og det er generelt bare en skidt ting.

Men hvordan gør man så? Hvordan er man ærlig? Og kan man være ærlig uden at være irriterende?

Jeg synes efterhånden, at jeg har været i en del situationer i den seneste tid, hvor jeg er endt med at indse, at den letteste løsning på alle de potentielle problemer, sådan set bare er at være ærlig. Ikke at ærlighed i sig selv kan løse alle problemer, men det kan i hvert fald bidrage til, at du ikke skaber flere problemer for dig selv, fordi du går rundt og ikke siger, hvad du føler. Og ofte forsvinder problemerne i takt med at du italesætter dem. Problemerne kommer til at fylde mindre, ligeså snart at du erkender dem, både overfor dig selv og andre.

Men når du er ærlig betyder det samtidig også, at du risikerer noget. For hvis du er ærlig omkring hvad du føler/tænker/ønsker, så betyder det også, at du kan blive skuffet og såret, hvis andre mennesker ikke kan give dig det, du ønsker dig. Et eksempel fra den virkelige verden:

Amanda Thylkjær, 18 år, er af en eller anden grund ret betaget af et hankønsvæsen, som hun går i skole med. Dette står på i et år, indtil hun vælger at være ærlig omkring det, hvilket selvfølgelig sker via en sms på en tilfældig torsdag eftermiddag. Amanda Thylkjær, 18 år, skriver noget med “jeg kan ret godt lide dig, hvis du ikke har opdaget det endnu”, og har en puls, der stiger og stiger, imens hun venter på svar.
“Tak og i lige måde, jeg kan også godt lide dig, men kun som ven :)”.
Amanda Thylkjær, 18 år, lægger sig på sofaen og begraver sig under tre tæpper, imens hun tænker, at hun aldrig skulle have sagt noget, og at hun nu aldrig kan se sig selv eller det pågældende hankønsvæsen i øjnene igen uden at dø af skamfuldhed.

Jeg kan afsløre, at Amanda Thylkjær, 18 år, meget hurtigt indså, at hun godt kunne se sig selv i øjnene, for selvom hun ikke havde fået det, hun ønskede, så havde hun udtrykt sig selv og fået et ærligt svar, som hun kunne bruge til noget, i stedet for at gå rundt og drive sig selv til vanvid i endnu længere tid og holde sine følelser inde. Og den eneste grund til, at hun overhovedet lærte noget af hele den situation, var at hun var ærlig.

Ærlighed kan føre de smukkeste ting med sig. Et andet eksempel fra det virkelige liv:
Amanda Thylkjær, 21 år, har mødt sit livs kærlighed. Når hun ser på ham, tænker hun, at hvis han var et digt, så ville han være et meget smukt og dybt et af slagsen. Sådan et, der rimer på den helt rigtige måde.
Men Amanda Thylkjær, 21 år, indser i denne forbindelse, at der nogle gange kan ske det i livet, at ens udkårne har en seng, der er træls. Sådan en seng, der måske var ok en gang for mange år siden, men som med tiden bare er blevet hård og irriterende. Dette går Amanda Thylkjær, 21 år, rundt og er bevidst om i nogle måneder. Hun kommer med nogle små hentydninger, og kan godt finde på at sige, at hun sover bedst i sin egen seng. Men en dag sker det så, at hun glemmer at censurere sig selv, og derfor siger hun noget i retning af: “din seng er lidt træls, den er meget hård”. Og parforholdet overlever, selvom ærligheden indebar at kritisere en seng. Der går yderligere nogle måneder, og for at gøre en lang historie kort, så ender det med, at Amanda Thylkjær, 21 år, med sin hudløse ærlighed har fået sin udkårne til at indse, at hans seng faktisk er ret hård at ligge på. Så de bruger en af deres fridage på at tage i IKEA for at købe en topmadras. Dette lykkes, og de transporterer topmadrassen med hjem i bussen og det er et værre arrangement, men det hele ender lykkeligt med en forbedret søvnkvalitet for begge parter. Alt sammen pga. ærlighed omkring sengens hårdhed.
Og uanset hvad udfaldet af din ærlighed bliver, så lærer du af det, og folk omkring dig lærer noget om dig og muligvis også om sig selv, når du er ærlig omkring, hvordan du føler/tænker om noget, som du er involveret i.

Når alt kommer til alt, handler det om, at du skal kunne se dig selv i øjnene. Du skal også kunne se andre i øjnene, men det kan du alligevel ikke helt, hvis du ikke engang kan stå inde for dig selv. Så du må se på dig selv og finde ud af, om du siger det, du føler. Og hvis du ikke gør det, må du overveje, hvad det er, du er bange for at miste ved det. For du kan miste noget. Hvis du fx er ærlig overfor en ven omkring, hvordan du inderst inde har lyst til at holde sommerferie, så kan det betyde, at I må erkende, at I er nødt til at aflyse jeres fælles tur til Bali, som I havde planlagt og glædet jer til. For hvis du ikke har lyst til at bruge din ferie på Bali, så hjælper det ikke noget, at du lader som om, at du gerne vil det, for det får ingen noget ud af. Det er bare at leve et halvt liv, hvor nogle andre er instruktøren. Hvis du vil skrive din egen rolle, så må du være ærlig. Også selvom det kræver, at du risikerer lidt.

Ærlighed kan være gavnligt i mange situationer. For eksempel håndterede jeg i dag en gadesælger-situation ved brug af ærlighed. En yngre mand stirrede målrettet på mig og sagde “jeg har lige et spørgsmål til dig”, hvortil jeg i forbifarten svarede “jeg skal til tandlægen lige om lidt, så det går desværre nok ikke” imens jeg smilede på en overskudsagtig måde. For jeg vandt over den gadesælger. Jeg slap for at blive udsat for at høre på hans pladder, og grunden til at jeg slap for det, var at jeg var ærlig. For jeg skulle til tandlægen. Jeg skulle egentligt ikke skynde mig specielt meget, men jeg løj ikke, for jeg sagde jo bare, at jeg skulle til tændlægen. Og det virkede.

Så lad det blive konklusionen på denne samling af ord, som man, i disse moderne tider, også kan kalde et blogindlæg. Jeg håber, at nogen ude i verden kunne bruge dette til noget – om ikke andet bare til at distrahere jer selv fra efterårsmørket og kulden. Det er et godt og smukt liv, og selvom det betyder, at jeg ikke fik nået al dagens læsning, så er jeg glad for, at jeg tog mig tiden til at skrive dette og blive mindet om, at livet er godt og smukt. Og især når man er ærlig.

Hyg jer.

//A

 

3 tanker om “Noget om ærlighed (og gadesælgere)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.