den eneste sandhed
jeg kendte til
var dig
du var regnen
mod ruderne
på en efterårsdag
men jeg kender dig ikke mere
jeg ser ud
og jeg ser mig selv
nede på gaden
refleksioner fra dengang
regnen holdt mig fast
jeg troede engang
at jeg var som regnen
men det var jo ikke mig
der kølede verden ned
jeg kender dig ikke mere
så nu cykler jeg
i regn og slud
i solskin og fuglesang
dag og nat
altid en ny vej
for jeg skal ud
jeg smiler til alle
og ingen forsinker mig
jeg synger på cykelstien
og bremser ikke længere
på vej ned ad bakkerne
for jeg skal afsted