den eneste sandhed

jeg kendte til

var dig

du var regnen

mod ruderne

på en efterårsdag

men jeg kender dig ikke mere

jeg ser ud

og jeg ser mig selv

nede på gaden

refleksioner fra dengang

regnen holdt mig fast

jeg troede engang

at jeg var som regnen

men det var jo ikke mig

der kølede verden ned

jeg kender dig ikke mere

så nu cykler jeg

i regn og slud

i solskin og fuglesang

dag og nat

altid en ny vej

for jeg skal ud

jeg smiler til alle

og ingen forsinker mig

jeg synger på cykelstien

og bremser ikke længere

på vej ned ad bakkerne

for jeg skal afsted