der var engang

hvor hun gik i et med væggene

og så ind i fjerne øjne

der kiggede den anden vej

hun spurgte sig selv

hvorfor er jeg ikke glad

men hun kunne ikke se skoven

for bare træer

der var engang

hvor hun forelskede sig

i alle andre

end sig selv

hun så efter alle dem

der aldrig spurgte

om hun var glad

der var engang

hvor hun troede

at hun altid ville fryse

at hendes sjæl var frosset ned

og at hun havde brug for dem

til at tø den op

for hun troede ikke

at hun selv kunne nå derind

 der var en dag

hvor hun gik en anden vej

og mødte et træ

hun satte sig under det

for her var der læ

her kunne hun se alt

skoven

stranden

røg fra skorstenen

på naboens hus

hun mærkede solen sige farvel

på en sensommerdag

og omgivet af grønne blade

sagde hun til sig selv

jeg vil aldrig mere tilbage

så hun fløj afsted

med de faldne blade

hun sagde farvel

til alle dem

der ikke skulle med

for de tog varmen fra hende

og skruede hendes stemme ned

hun fandt hjem

i en by af stjerner

og hun ved nu

at hun har hjemme

i sig selv

hun forelskede sig

i alle de smilende øjne

og hun sang højt og klart

med åbne vinduer

for hun havde lært

at skrue op for sig selv

en dag

når tiden kommer

vil hun se ind i nye øjne

og finde endnu et hjem

men indtil da

vil hun svømme videre

imod strømmen

dykke ned på bunden

og se alt det

ingen før har set

der var engang

hvor hun troede

at hun gik i et med væggene

hvis hun slog blikket ned

når nogen så hende i øjnene

men nu skruer hun op for farverne

hver dag

når solen står op

hun ser alle de lysende øjne

der smiler til hende

fra den anden side af gaden

hun synger på cykelstien

og hun ved at hendes stemme

aldrig kan skrues ned

af andre end hende selv