Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A

3 tanker om “Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

  1. Jeg kunne godt lide det her 😀 og jeg kan nemt forholde mig til det, selvom jeg er mere en skov person frem for hav, jeg syndes havet kan være lidt intet sigende, mens skoven ånder af liv 😀 men det er jo et spørgsmål om præference.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *