Op, hvor du ikke kan bunde

dsc_0320.jpg

Stejle trapper. Nogle gange går der lang tid, hvor du ingen af dem møder. Du glemmer næsten, at de eksisterer. Andre gange bliver du mødt af en stejl trappe, så snart du slår øjnene op om morgenen, og den ene stejle trappe afløser den anden.

Du ved, at du er nødt til at gå op ad trappen. Du ved, at den ikke bliver mindre stejl, uanset hvor meget tid du bruger på at ønske det. Du ved, at der er en sandsynlighed for, at den ikke vil kunne bære dig. Du ville ønske, at du havde modet til at gå hele vejen op. At du bare kunne gøre det uden at tænke over det. At du kunne gå op ad trappen, skridt for skridt, indtil du når toppen og kan ånde lettet op, fordi du igen har sikker grund under fødderne og kan nyde udsigten og solen, der skinner på dig – lige indtil det går op for dig, at du på et tidspunkt er nødt til at gå ned igen. Ned ad den stejle trappe, med trappetrin så smalle, at der kun er plads til halvdelen af din fod. Trappetrin, du ikke stoler på, for hvad nu, hvis de ikke fører dig i sikkerhed? Dine fødder bærer nu hele ansvaret for at få dig ned igen, men hvad nu, hvis du snubler på vejen? Hvad nu, hvis dine fødder ikke lystrer?
Alt det tænker du på, imens du står og ser op ad trappen og hører de andre snakke om den flotte udsigt, der er på toppen. De spørger, om du ikke kommer med derop. De siger, at trappen ikke er farlig, at udsigten er det hele værd. Du tror ikke på dem, selvom de aldrig plejer at lyve. Du spørger dig selv om, hvad du egentlig er bange for: frygter du at komme derop, hvor du ikke længere kan mærke jorden under dine fødder, eller frygter du at falde, når du er på vej ned igen?

Du trækker vejret ind og tager det første skridt. Alt du ved, er at du skal opad, skridt for skridt. Op, hvor du ikke kan bunde. For der er en udsigt deroppe, som du ikke kan drømme dig til – en udsigt, du ikke kan nøjes med at se billeder af og høre om.
Måske snubler du på vejen ned – hvem ved, måske lander du et helt andet sted, end der, hvor du startede.
Måske opdager du, når du kan se hele udsigten, at der er bedre veje, du nu kan gå. Veje, der fører til nye steder, der ser mere indbydende ud end det sted, du kom fra. Eller måske opdager du, at du allerede er på vej i den helt rigtige retning. Måske finder du ud af, at den kringlede vej i virkeligheden er den mest direkte vej til det mål, der er dit.
Hvis du ikke går op ad trappen, finder du aldrig ud af det. Og hvis du aldrig går op, kommer du heller aldrig ned igen.

dsc_0515.jpg

 

I onsdags gik jeg op ad den stejle trappe på ovenstående billede. Det tog mig nogle minutter at tage mig sammen til det, og jeg stod først i et stykke tid og sagde/tænkte “nej nej nej nej, jeg gør det ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg er ligeglad med udsigten, jeg tør ikke”. (Jeg kan virkeligt ikke lide stejle trapper). Jeg havde lyst til at løbe min vej og lade som om, at trappen ikke eksisterede. Alligevel fik jeg til sidst taget det første skridt opad. Og da jeg først havde gjort det, gik det hurtigere med at tage flere skridt. Til sidst var jeg nået til toppen uden at falde ned, og selvom jeg hadede det i situationen, så var jeg glad for, at jeg fik set udsigten og at jeg kom helt derop, hvor der ikke var flere trapper at gå op ad. Hvor den eneste vej var ned. Jeg kunne se den vej vi havde gået for at komme dertil, og det hele så anderledes ud set oppefra. Jeg følte mig distanceret fra alt det, der få øjeblikke før havde været hele min virkelighed, for nu så jeg det fra en ny vinkel.

Da jeg har utroligt meget fritid, har jeg tænkt på, at det hele måske er meget mere simpelt, end jeg hidtil har troet. Det handler om at gå op ad trappen – i det rigtige tempo – også selvom man ikke ved, hvad der venter på toppen, og man ikke tør at gå ned igen. Det handler om at gøre det, der giver en mulighed for at se det hele fra en ny vinkel, for jeg tror på, at det er godt at komme derop, hvor man føler sig distanceret fra sin egen virkelighed. Hvordan skulle man ellers kunne vide, om man er på vej i den rigtige retning?

Trappen kan symbolisere mange ting, men det, jeg vil frem til, er at man intet opnår ved at blive stående nedenfor den og ønske, at man var en person, der turde at gå op ad den. I stedet skal man tage det første skridt og langsomt bevæge sig op – eller hurtigere, hvis man føler for det.
Det er fint at klamre sig til rækværket, det essentielle er, at du kommer op. For når du er kommet op, er du også nødt til at komme ned igen og måske er det meget lettere, når du ved, hvor du skal hen bagefter.

dsc_0307.jpg

Hvad stopper dig fra at gå op ad trappen?

Det kan I lige tænke lidt over.

/A

 

 

4 tanker om “Op, hvor du ikke kan bunde

  1. Du bliver en god psykolog og fritids filosofi 🙂 Det er en god metafor. Min trappe er ofte tankerne om “hvad hvis jeg nu fejler?” istedet for at tænke at jeg allerede har fejlet hvis jeg ikke engang prøver. som de siger du rammer 100% forbi hvis du ikke engang tager skuddet.
    Hvis jeg havde givet op, have jeg ikke siddet her i dag (sansynligheden er stor), jeg ville ikke have et godt /bedre forhold med min far, mor og søstre. Jeg ville ikke have været tilstede da min veninde havde brug for mig og jeg ville stadig ligge gradene foran min ulåste dør. 🙂 Et nyt perspektiv er efter min mening altid godt, da det giver dig muligheden for at træffe et måske bedre valg end du ville have gjort hvis du ikke var blevet præsenteret for en anden mulighed. 🙂

    1. Tak 😀
      Det er meget forståeligt. Jeg tror de fleste har det sådan i en eller anden grad, for vi har en tendens til at glemme, at det er nødvendigt at begå fejl for at flytte sig 🙂 at du nogen gange træder forkert når du er på vej op ad trappen betyder jo ikke, at det er en bedre idé at blive stående og aldrig bevæge sig op igen, af frygt for at være ved at falde ned igen x)
      Jeg er glad for, at du ikke har givet op og at du bliver ved med at bevæge dig op ad, skridt for skridt 🙂

      1. Sandt 🙂 mit yndlings citat: “hvis du befinder dig i helvede så bliv ved med at gå” = på et eller andet tidspunkt finder du nok en udvej. 🙂 Og i min yndlings serie Shatter me (bøger) så siger hovedpersonen på et tidspunkt: “tror du ikke jeg har tænkt på det. At jeg havde kræfterne til at komme ud af galehuset hvis jeg bare havde prøvet. Jeg var der i 256 dage fordi jeg ikke troede jeg kunne komme ud” (det er ikke helt hvad der står, jeg følte ikke for at rejse mig 😉 )

        Man vil aldrig vide hvad man er i stand til hvis man aldrig flytter sig. Vi to har nu klaret det flot 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.