Fysisk aktivitet og fornyet energi

Hej verden.

Jeg har været aktiv i dag!!! (chok-afsløring, hvem havde forventet, at det skulle ske)

Det er hovedsageligt min bror, der er skyld i det (sådan er det ofte). Jeg var i et ret dårligt humør i starten af dagen, da jeg blev ramt af den velkendte tomhedsfølelse imens jeg børstede tænder. Jeg tænkte over livet og indså, at jeg i dag har haft ferie i 5 uger, og har udrettet utroligt lidt. Udover at bruge tid sammen med flere forskellige hyggelige mennesker nogle af dagene, så føler jeg ikke, at jeg rigtigt har fået gjort noget. (Hvilket er løgn, hvis jeg lavede en liste over alt det, jeg har oplevet/lavet i ferien, ville den sikkert blive meget længere end forventet). Faktum er, at jeg ikke føler, at jeg rigtigt har lavet noget den sidste uges tid efter jeg er kommet tilbage til sommerhuset. Jo, vi har haft gæster tre gange, jeg har cyklet nogle ture og været i Nørager mange gange, plus jeg har været i Jem & Fix, Harald Nyborg, Bauhaus, Lidl, og på hele to genbrugsstationer(læs: lossepladser) med min far igår. Det er dog ikke nogle særligt vilde ting, som jeg har lavet, sammenlignet med alle de folk, der er på ferie i udlandet og som oplever alt muligt interessant og får spændende mad. (Ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal sammenligne mit liv med andres, men nogen gange er det svært at lade være med det, jeg er ikke det perfekte menneske (endnu en chok-afsløring))

Det, jeg forsøger at nå frem til, er at jeg følte mig vildt rastløs, irriteret, magtesløs, ynkelig, frustreret, trist og opgivende (det er måske en overdrivelse, men noget i den stil). Og det jeg havde brug for, var ikke at nogen skulle komme og sige “ihh, hvor er det også synd og træls”, nej, det jeg havde brug for var at komme ud på en 12 kilometers gåtur imens det skiftevis regnede, haglede og solen skinnede en smule. Det hjalp virkeligt på mit humør at gøre noget aktivt og ikke bare at sidde og vente på, at nogen skulle underholde mig, eller at jeg pludselig skulle blive inspireret til at udtænke noget meget filosofisk og nyskabende.
Men det er stadig takket være min bror, at jeg kom afsted, da det generelt er sjovest at gå sådan en tur sammen med andre (hvis de ellers har nogenlunde det samme gangtempo som jeg selv har).
Så vi gik til Fjellerup via stranden og tilbage igen, og vi var også i Fjellerup Bageri, hvilket var en ny oplevelse. Vi købte et franskbrød og nogle kager, og på forunderlig vis overlevede kagerne hjemturen. Jeg giver min taske skylden for det, den er fantastisk til alle formål. Desuden blev vi gennemblødte pga. regnen, men det var egentlig meget sjovt, så det gjorde ikke noget. Mine sko blev også gennemblødte, hvilket primært skyldtes regnen, men også at vi var nødt til at springe over noget vand på stranden, da der ikke var nogen vej udenom. Det gik næsten godt, jeg giver min benlængde skylden for, at det ikke lykkedes helt.

Faktum er, at jeg havde en god og oplevelsesrig tur, og at det gav mig et fornyet overskud, så jeg fik også hjulpet med at lave aftensmad, og så fik jeg ENDELIG færdiglæst min bog om diagnosesamfundet, efter at have været igang med den i tre måneder. Det er en god følelse, da jeg har læst så få bøger i år sammenlignet med sidste år (jeg har læst 29 bøger i år, sidste år på dette tidspunkt mener jeg, at jeg havde læst 65, hvilket også var ret voldsomt). Men jeg har indset, at det ikke handler om antallet af bøger, det vigtige er, at jeg læser noget, som jeg får noget ud af, og som jeg nyder at læse. Og selvom bogen var lang og indeholdt en del nye og svære ord, så har jeg nydt at læse den, når jeg har haft tid og overskud, så hurra for det.

Efter aftensmaden var jeg på en cykeltur på 10 km, hvilket gik godt, jeg hyggede mig med at høre The Beatles, synge med og se på landskabet. Jeg er desuden nået frem til, at jeg er kommet i bedre form, hvilket skyldes, at min nye cykel er vildt hård at køre på, så det er jo meget positivt.

Konklusion: Fysisk aktivitet er godt, så hvis man føler sig dvask og træt, så er det bare med at komme ud ad døren og ud i verden. Og disse sange er gode:

I morgen skal vi vist i Mols Bjerge og torsdag skal vi nok til Grenaa, så jeg kommer til at opleve noget, der involverer andet end bare at sidde/stå.

Hyg jer.

/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.