Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

Hej verden.

Hvis man kender mig/følger mig på Twitter/læser min blog, så er man højst sandsynligt klar over, at jeg overordnet set ikke er ret begejstret for forandringer. Særligt ikke når det indebærer, at gode ting slutter. Jeg har altid været forfærdeligt nostalgisk anlagt, så når noget slutter, uanset om det er overvejende godt eller dårligt, bruger jeg meget lang tid på at tænke/reflektere over det hele, i et forsøg på at nå til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at det er ok, at det er slut, og at det bliver fint at komme videre i livet. Det lykkes ikke altid, specielt ikke, hvis der er for mange ting der slutter, samtidig med at noget nyt starter.
Dog har jeg fået bevist overfor mig selv mange gange nu, at jeg sagtens kan klare det hvis jeg vil/skal, hvilket er godt nok. Desuden er der en del af mig, der godt kan lide, at der sker noget nyt, men det bliver jeg af en eller anden grund altid ved med at glemme.
Jeg ved det ikke, min hjerne er forvirrende. Det, jeg vil frem til, er at jeg har det med at gøre et stort nummer ud af det, når der sker en eller anden form for forandring, og da der for tiden er mange ting der slutter/snart slutter/snart begynder, så vil jeg dedikere dette indlæg til alt det. (Hovedsageligt at jeg er færdig med HF, og at jeg snart har sidste arbejdsdag på biblioteket efter 4 år(!!) m.m.) (Det er sandsynligt, at det kommer til at minde om en nytårstale, vi får se).

På torsdag skal jeg til HF-dimission. Det er en ambivalent følelse, jeg har omkring det, for på den ene side er det selvfølgelig rart og godt at jeg nu er student, og at jeg endelig får mit eksamensbevis, og at alt er gået så godt osv. På den anden side er det underligt, da mine tre år på HF nok har været de bedste skoleår, jeg har haft, hvis man ser bort fra 10. klasse (det var et godt år).
Det er fjollet, da alle tre år har været utroligt forskellige og egentlig ikke har mindet om hinanden. Jeg har ikke haft en bestemt klasse, og der har været så mange forskellige mennesker, lærere og fag fra år til år. Det kan jeg dog se nu, har været med til at gøre det endnu bedre, da jeg af den grund har lært meget mere, end jeg ellers vil have gjort.
Alle tre år har været lærerige på hver deres måde, og som det er nu, er jeg utroligt glad for, at det hele endte som det gjorde, da mange ting er sket pga. tilfældigheder. Fx ville jeg aldrig have mødt Iris (og andre hyggelige mennesker), hvis jeg havde valgt nogle andre fag på mit første år, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Desuden var det heller ikke planlagt, at jeg ville tage alle mine fag som selvstudie dette tredje år, men sådan blev det af flere grunde, og det endte med at blive en meget større succes end forventet. Grundlæggende var det også pga. tilfældigheder(og held), at jeg fik mulighed for at komme til Israel og Spanien i år. I teorien er de fleste ting vel egentligt tilfældige, men det er en anden diskussion.

Faktum er, at HF er slut og at det på stort set alle punkter gik så godt, som det overhovedet kunne. Ja, det er rart, at jeg ender med et gennemsnit på 11,4, MEN det er langt fra kun det, der gør, at jeg betegner det som en succes. Det vigtigste for mig er, at jeg kan mærke/se, at jeg rent faktisk har LÆRT noget igennem hele processen, både om mig selv, andre, verden, livet, kemi osv., og at jeg grundlæggende synes, at jeg er blevet et bedre menneske (det er selvfølgelig en subjektiv vurdering), da jeg har lært mange forskellige folk at kende og har lært, at jeg har mange ting til fælles med diverse forskellige typer, som jeg nok ellers ikke ville have talt med.

IMAG4964
(
Jeg forsøgte at skrive mit navn pænt og nydeligt, men det gik galt til sidst, personligt synes jeg, at der nærmere ser ud til at stå “Hamster” frem for Hansen, men hvad kan man gøre).

 

Jeg kan meget tydeligt huske min første dag på HF (17. september 2013) (Jeg er meget god til at huske datoer, det er praktisk). Jeg kendte i alt ét menneske, der gik på skolen, jeg var stresset og ude af balance (jeg havde lige besluttet at stoppe på STX hvilket tog en del psykisk energi), jeg havde desuden en smule feber og generelt følte jeg ikke for at skulle starte på noget nyt, så nej, jeg var ikke fyldt med overskud og gåpåmod, jeg var nærmere træt og udmattet og på dette tidspunkt var jeg langt fra klar over, at jeg havde taget en af de bedste beslutninger i nyere tid, det indså jeg først senere.
Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at jeg var den yngste af alle de folk, der var på mine forskellige hold (kulturfag, matematik C og psykologi). De fleste var 22-25, og nogle var over 30 (gisp), og utroligt mange havde børn. Derfor tænkte jeg ikke lige umiddelbart, at jeg ville have noget til fælles med nogen (men sådan tænker jeg altid, når jeg er i en situation med nye mennesker, selvom det oftest ender med at forholde sig modsat). Det tog mig nogle uger før jeg følte, at jeg begyndte at “falde til”. Det hjalp bl.a. på det at Iris begyndte at snakke med mig (det var i starten hovedsageligt hende, der startede samtaler med mig, da hun har en virkeligt god evne til at snakke med stort set alle folk). Med tiden blev vi desuden tvunget ud i gruppearbejde, hvor jeg så lærte nogle andre folk at kende, hvilket førte til, at jeg også begyndte at snakke med nogle folk fra mit matematikhold, og lige pludselig indså jeg, at jeg faktisk nød at gå i skole, nogen gange ønskede jeg ligefrem, at jeg havde flere timer, end jeg havde (på mit første år havde jeg kun 17 timer om ugen på skolen + psykologi en gang om måneden om aftenen).

Alle folk var så forskellige, og alle havde hver deres historie, og det oplevede jeg udelukkende som noget positivt, i det at der så ikke var nogle idealer til, hvordan man skulle være for at blive accepteret af gruppen. Som jeg har oplevet det, har HF været et sted med et stærkt fællesskab, netop fordi alle er så forskellige, men alligevel på mange punkter så ens. Jeg lærte i hvert fald, at alle har hver sin historie, og at ingen er bedre end andre (dette vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik et mere nuanceret forhold til det hele).

blogger-image-465759529

Generelt husker jeg det første år som et år, hvor jeg forandrede mig en del og begyndte at hvile mere i mig selv (det lyder som noget fra indledningen til en forfærdelig selvhjælpsbog, men ja). Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik ro til at gøre tingene i mit tempo, og at der ikke var nogle der pressede mig til at skulle have 36 timer om ugen og helst ikke have noget fravær. Jeg havde det år fri hver onsdag, hvilket var utrolig rart, hvis jeg engang får verdensmagten bliver det lovpligtigt at alle folk skal have fri om onsdagen (det bliver muligvis et logistisk helvede, men det kan vel løses).
Noget andet jeg husker det første år for, var at jeg begyndte at elske matematiktimerne, hvilket var noget nyt for mig. Jeg har altid haft det fint nok med matematik, men det var først på HF at aha-øjeblikket kom, dvs. der hvor jeg endelig indså meningen med det hele (i hvert fald noget af det). Desuden havde vi en vildt god lærer, og folk på mit matematikhold var vildt hyggelige (de fleste i hvert fald), så jeg var ofte en af dem, der sagde mest i timerne, hvilket var revolutionerende (jeg har ikke tal på hvor mange skole-hjem samtaler, jeg har været til, hvor lærerne har sagt “Amanda, du er utroligt dygtig, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke siger noget mere i timerne. Du kan jo godt, der er ingen grund til at være stille og genert” (hvilket generelt er en åndssvag ting at sige til et menneske, da der altid er en grund til, at man opfører sig på en bestemt måde, men det er en anden diskussion). Men ja, jeg fik bevist over for mig selv, at jeg sagtens kunne, hvilket primært skyldtes, at jeg følte, at det var ok at sige noget forkert, at jeg ikke var tvunget til at skulle sige noget, hvis jeg ikke følte for det (man får ikke årskarakterer på HF, så det er mere op til en selv at afgøre, om man ønsker at sige noget hele tiden eller ej), og at jeg desuden syntes, at det var interessant og dermed følte for at sige noget.
Det var en udviklingsproces, og det skete ikke fra den ene dag til den anden, og det var alt sammen ok. I kulturfag (samfundsfag, religion og historie), følte jeg mig dog ikke helt så sikker. Ikke fordi, at jeg ikke forstod det, men nærmere fordi, at jeg følte mig en smule intimideret af alle folks kloge kommentarer; alle var en del ældre end mig, og mange vidste derfor nogle ting på forhånd, som jeg ikke vidste (hvilket giver god mening, der er forskel på hvad en 17-årig og en 26-årig ved). Dog skyldtes det mest af alt usikkerhed, da jeg helst ville sige noget klogt og gennemtænkt for ikke at fremstå uvidende, hvilket er en følelse mange nok har inderst inde.
Vi havde en vildt god lærer, som virkeligt formåede at få alle til at arbejde hårdt, jeg havde aldrig før oplevet noget lignende. Alle gjorde deres bedste og det at vi havde en lærer, der brændte så meget for sine fag, smittede af på os. Jeg lærte en hel del i de timer, også selvom jeg ikke altid følte lige meget for at sige en masse.

Noget andet jeg husker det år for, var at Iris og jeg i en periode om vinteren ofte tog i Føtex flere gange om ugen, hvor vi hyggede os med at købe Kinderæg og se på te og kaffe (jeg spiste et kinderæg hver dag i den periode, jeg havde en teori om, at det forbedrede min livskvalitet).
Desuden følte jeg, at jeg havde en høj grad af frihed. Jeg kunne overskue både at skulle i skole og på arbejde, følte mig ikke længere stresset, men følte stadig, at jeg blev udfordret på en god måde. Jeg cyklede til skole (el-cyklen er en god opfindelse), hørte musik som fx denne sang:

og hyggede mig generelt.

blogger-image-1569660130blogger-image-386197043

blogger-image-618690075

 

blogger-image-1740890303

Så kom det andet år, som var det år, hvor jeg havde flest timer (21). Det var overordnet et rigtig godt år, selvom det var mere stressende end det første, da det betød, at jeg havde en lang dag om torsdagen (jeg tog afsted kl 7 og kom hjem kl. 19.30 fordi jeg skulle direkte på arbejde efter skole). Jeg var først nervøs for, hvordan det ville gå, men det viste sig at fungere fint de fleste dage.

blogger-image-1005672924

Det var dog også et overvældende år, da der i perioder var mange afleveringer, der skulle afleveres på næsten samme tidspunkt, hvilket kunne stresse mig en del, specielt hvis det var gruppeafleveringer, men jeg fandt alligevel ud af, at jeg sagtens kunne klare det.

blogger-image-1972712872
(
Et billede fra børnebiblioteket, en dag inden jeg havde ryddet op).

blogger-image-1964778752
(
Min 18 års fødselsdag, hvor Iris købte kakao til mig for at fejre det)

blogger-image-1080653227blogger-image-1980292558blogger-image-40872878

(Billede fra en børnebog på biblioteket) (Jeg havde en periode, hvor jeg tog billeder af de bøger, jeg synes var sjove, det stoppede dog igen)

blogger-image-1136863582

På tur i en farvehandel (spændende)

IMAG3959

(Jeg tror ikke, at der er så meget at tilføje, udover at det ikke er en børnebog, det skal nok lige nævnes)
DSC_0883

Billede fra den dag vi fejrede min 19-års fødselsdag (jeg havde inviteret hele tre HF venner, det var revolutionerende da jeg normalt hader at fejre min fødselsdag, men den dag hyggede jeg mig).

 

DSC_0980

Billede fra studieturen til København med samfundsfag B (som det lykkedes mig at deltage i i ca. 13 timer før jeg endte med at flygte med toget hjem (en længere historie der kan læses her)):

At sige fra, og at have det fint med det.

 

Jeg kom også i æg-sistentielle dilemmaer pga. at min geografilærer tvang os til at tage stilling til vores kødforbrug (hvilket jeg er glad for på nuværende tidspunkt, dog syntes jeg dengang, at det var noget pis, hvilket tydeligt fremgår af de indlæg jeg skrev om det):

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Ægsistentielt dilemma

DSC_0260

Det fik mig dog til at tænke over flere ting, (bl.a. æg) og sidenhen har jeg også ændret holdning i en grad, selvom jeg dog stadig ikke mener, at man skal blive vegetar/veganer pga. dårlig samvittighed).

 

wpid-wp-1432923415897.jpegwpid-wp-1431963041985.jpeg

Jeg blev desuden tvunget ud i at lære biologi og matematik B (som ikke var ligeså festligt og hyggeligt som matematik C, selvom Matematik-Kirsten (der senere blev til Kemi-Kirsten) er hyggelig, så var sværhedsgraden en del højere).

wpid-wp-1435092155821.jpeg

Så sluttede det og Iris plus alle andre folk jeg på det tidspunkt snakkede med, blev studenter, hvilket var underligt, da jeg jo stadig havde et år tilbage. wpid-wp-1435092171777.jpeg

Iris’ studentergave (tre bøger: The Little Prince, Simon vs. The Homo Sapiens Agenda og All The Light We Cannot See).

wpid-dsc_1578.jpg

Et billede fra sidste år, hvor jeg blev sat til at folde plakater på arbejdet (jeg har haft mange interessante arbejdsopgaver igennem tiden, bl.a. at folde forskellige ting, feje popcorn op fra gulvet, feje voldsomme mængder af glimmer op fra et stort gulvareal efter et af vores julearrangementer, at være klædt ud som nisse og heks, og div. andre ting). Det meste af tiden har jeg dog brugt på at sætte bøgerne op, rydde op, fortælle folk hvor de kan finde bøger om heste eller andre ting, oplære nye bogopsættere m.m. Jeg har virkelig været glad for at have det arbejde, og at jeg har fået lov at fortsætte så længe (normalt ophører ansættelsen når man fylder 18 år), og fire år er lang tid. Teoretisk set er det en femtedel af mit liv, så det giver vel meget god mening, at jeg har det underligt med, at det skal slutte. Jeg føler dog, at jeg har fået det ud af det, som jeg kan, og at det er ok, at jeg skal videre i livet (selvom der er en del af mig, der mest af alt har lyst til bare at blive hvor jeg er og arbejde på biblioteket resten af livet og ikke skulle gøre nye, skræmmende ting). wpid-dsc_2212.jpg

Her er et billede fra den første aften, hvor jeg var til aftentimer på skolen (august 2015). Jeg hyggede mig med mig selv og min triste og tørre madpakke efter at vi havde fået fri (jeg har i år haft en tendens til at tage nogle utroligt triste madpakker med, til kemi-weekenden havde jeg noget tørt rugbrød og en banan med, det var ikke særligt interessant).

Generelt har mit tredje år på HF været meget anderledes i det, at jeg selv har stået for at skulle bestemme, hvad jeg skulle lave hvornår, hvordan jeg ville lave det, og hvor meget tid jeg ville bruge på det. Overordnet set har det været fantastisk, da jeg har fået mulighed for at arbejde som jeg havde lyst til, og at det desuden har fungeret godt, at jeg selv har været ansvarlig for min læring. Det har selvfølgelig ikke været fantastisk hele tiden, fx har det, at jeg har haft så meget tid med mig selv, betydet, at jeg har haft lang tid til at tænke meget over bestemte ting, fx tænkte jeg utroligt meget over krig, ondskab og andre deprimerende emner i efteråret, hvilket ikke var så god en idé for min psykiske tilstand, der i forvejen ikke var vildt fantastisk (hvilket primært skyldtes, at vores gamle hund døde i august, hvilket jeg nok aldrig kommer over).
wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Dog førte det hele til, at jeg blev opmærksom på, at jeg selv er ansvarlig for mit liv, og at jeg selv bestemmer, hvordan jeg vil leve det, og hvilke tanker jeg ønsker skal fylde mest. Så jeg begyndte at blive bedre til at komme mere ud, få motion, være social (i hvert fald nogen gange) og generelt gøre ting, der fik mig til at få det bedre og tænke på gode ting. Jeg begyndte desuden at fokusere på de ting, jeg kan gøre for at gøre verden til et bedre sted, frem for hovedsageligt at tænke på, hvad jeg ikke kan gøre noget ved og være trist over det.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

Så fik vi en ny hund (Kalle), og livet gik pludselig videre. Fordi jeg har arbejdet hjemmefra har jeg været den, der har været mest sammen med den, hvilket har været rart og til tider forfærdeligt (den har forfærdeligt meget energi nogle dage, så mange af mine afleveringer har jeg skrevet med den ene hånd fordi Kalle har insisteret på at ville underholdes samtidig med det). Så jeg har lært at gøre flere ting på én gang, selvom det psykologisk set er umuligt.

wpid-img_20150915_170536.jpg

wpid-img_20150721_182341.jpg

I september besluttede jeg mig desuden for at læse “Les Misérables” færdig (den er 1200 sider), så hver dag, når jeg havde lavet en aflevering færdig, læste jeg noget i den, og efter to-tre uger var jeg færdig med den (det er stadig en af mine største bedrifter).

img_20160615_202300.jpg

Jeg har nydt at have tid til at gøre de ting, jeg har haft lyst til at gøre og at have mulighed for at være effektiv, når jeg havde mest energi (jeg kan få udrettet store ting ret hurtigt, hvis jeg arbejder hårdt), for så at holde fri i andre perioder. Jeg har bl.a. haft tid til at blive bedre til guitar, at male, læse, skrive blogindlæg, skrive digte (som verden nok aldrig kommer til at se), gå ture, cykle osv. Og jeg har været på Mallorca, set Alperne oppefra, været på voldsomt mange restauranter, været i Israel, badet i det Døde Hav (jeg gjorde det kun for at kunne sige, at jeg har gjort det), blevet kropsvisiteret (det var mere fredeligt end det lyder, men alligevel), og har generelt udfordret mig selv på mange punkter. Og jeg er blevet god til kemi, det er også noget af det bedste ved det hele. Desuden har jeg også klippet en stor del af mit hår af, kommet i bedre form og har (forhåbentlig) formået at beslutte, hvad jeg vil med mit liv (i hvert fald noget af det).

wp-1457548202366.jpg

image-f4c0542c17fd4a72c06e2128a4b6c718bf4c654c9b915cca1deebbc66b29ac79-v.jpgimg_20160508_145934.jpgdsc_0304.jpgDSC_0860DSC_0874

Nu har jeg brugt fire timer på at skrive dette indlæg, så nu må det være nok. Jeg tror, at konklusionen er, at det sgu har været meget godt, og at jeg har lært en masse og nu er klar til at komme videre i livet, også selvom det er skræmmende på flere planer. Men sådan er livet, man er nogen gange nødt til at gøre det, som gør en allermest nervøs (fx at tage i Føtex en tirsdag middag, det er ofte voldsomt stressende, så det skal jeg imorgen sammen med Iris)

 

/A

 

IMG_9628

4 tanker om “Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

  1. Vi har endelig oplevet en del sammen XD. Jeg havde glemt dagen vi var i malerforhandleren (den eksistere ikke mere). Du glemte vores gå ture 😉 kinderæg er godt~

    Ændring er hårdt. Jeg har det også svært ved at skulle nye ting, som er en af grundende til at jeg snakker med alle omkring mig, da jeg så kan tale mig selv ned og finde ud af hvilken folk der er omkring mig 😉

    Vi må lige se hvornår jeg har det godt nok til vi kan komme i Føtex, jeg var ude at handle i bageren (manglede mad, så franskbrød og hamburryg er bedre end ingen ting) det var en svedig oplevelse, som nok skyldes angst og sygdom -_-” men jeg klarede det.

    Et god indlæg 🙂

      1. Mission Føtex! XD det ville sikkert blive en god film ;).
        Ja er det ikke altid positivt at vide at jeg ikke er død af sult og ligger og rådner i min lejlighed 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.