Mindfullness vs identitetskrise

Af en eller anden grund besluttede jeg mig i sidste uge for, at det sikkert ville være en fantastisk idé at lære at praktisere mindfullness, så jeg kunne være lidt mere til stede i nuet. Det tror jeg også, er en god idé, og det virker da også nogle gange at fokusere på, hvad der sker lige nu, fremfor hvad der (måske) sker om et år eller imorgen. Jeg synes jo grundlæggende, at det er ret frygteligt, at menneskeheden (herunder jeg selv) er nået til et så lavt punkt, at det er nødvendigt at minde sig selv om, at man trækker vejret og at man skal huske at trække det i bund for at undgå stress og angst og hyperventillation osv. Men det er så åbenbart sådan det er. Vi mennesker har en tendens til at slå bevidstheden fra og gøre det vi plejer igen og igen imens vi tænker over alt muligt andet. Det kan i nogle situationer være meget praktisk, da det fx er det, der muliggør, at jeg kan strikke imens jeg hører lydbøger (det er godt nok 7-8 måneder det sidst er sket, men alligevel, det er rart at have muligheden).

Tilbage til det, som det egentlig skulle handle om: Jeg prøver at være tilstede i nuet. Det går nogen gange godt, andre gange virkelig skidt, som fx fredag nat, hvor jeg levede det vilde liv og var oppe til klokken kvart i et. Ufrivilligt. Nej, jeg brugte ikke tiden på at tage stoffer eller lave noget socialt med andre unge mennesker, jeg brugte tiden på at tænke over livet og min fremtid. Det har jeg gjort utroligt meget på det sidste, men jeg er en person, der gerne vil have alt planlagt, så derfor kan jeg ikke lide den usikkerhed jeg har omkring, hvad jeg skal efter sommerferien. Det var bl.a. det min hjerne besluttede sig for at tænke over imens jeg egentlig ønskede at sove. Det endte så ud i, at jeg også tænkte på alt muligt andet, så til sidst skrev jeg mine tanker ned i punktform på en blok papir (uden at tænde lyset), for at få det ud af hovedet. Det virkede nogenlunde godt, så næste morgen vågnede jeg op til et papir hvorpå der stod følgende:

  1. Selvforsvarskursus.
  2. Skrive en bog.
  3. Frivilligt arbejde.
  4. Meningen med livet.

 

Så det er interessant. Det er nu fem dage siden at jeg skrev den liste, men jeg har hverken meldt mig til frivilligt arbejde eller selvforsvarskursus, skrevet en bog eller fundet meningen med livet. Til gengæld har jeg undersøgt det og tænkt over, hvordan jeg kan gøre det. Dog har jeg en grum fornemmelse af, at jeg ikke kommer til at få gjort nogle af ovenstående ting. Der er en mulighed for, at jeg engang skriver en bog, men lige nu tror jeg, at jeg er ved at indse, at det er åndssvagt at have en idé om, at jeg skal skrive en bog nu, hvor jeg hverken har nogle idéer eller har voldsomt meget tid eller overskud til at skrive mere end jeg allerede gør. Så det kommer ikke til at ske lige nu. Ift. det frivillige arbejde så har jeg lyst til det, men jeg er bange for at sige ja til for mange ting, som jeg måske ikke rigtigt har overskuddet til at holde ved i længere tid. Vi får se, om det ændrer sig med tiden.
Ift. selvforsvarskurset så er jeg nået frem til, at jeg for nu hellere vil bilde mig selv ind, at jeg aldrig kommer i en situation hvor jeg får brug for selvforsvar, så jeg i stedet kan fokusere på at tro på det gode i andre mennesker og ikke frygte for mit liv hver gang jeg ser en fremmed. Det bliver for trist. Så heller lære førstehjælp hvis det endelig skulle være.
Når det kommer til meningen med livet, så veksler det ofte imellem at jeg er overbevist om, at jeg har forstået det hele og endelig har fundet ud af, hvad det hele handler om, og at jeg så andre dage går rundt og tænker “hvad foregår der”. Jeg tror umiddelbart ikke, at det kommer til at ændre sig lige pt.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

I bund og grund tror jeg, at mit problem er, at jeg har en idé om, at jeg skal være sådan et menneske, der altid er god til at håndtere mine problemer, og håndterer de mindre gode situationer ved at bruge humor og have en god portion selvironi. Sådan fungerer virkeligheden desværre ikke altid. Nogen gange har jeg en meget lav portion af selvironi til stede og jeg er også begyndt at være mere tilbøjelig til at blive vred over vittigheder, hvis de fx handler om voldtægt eller andre mørke emner, som jeg ikke mener, der skal laves sjov med. Samtidig vil jeg ikke være en kedelig og meget alvorligt person der ingen humor har. Dog mener jeg, at jeg har humor, det er bare ikke alle ting, jeg finder lige sjove. Måske har det noget at gøre med, at jeg er ved at blive voksen? Det er egentligt frygteligt, nu jeg indser det. Men det er vel noget i den stil der er tilfældet, og det er vel også fint nok at blive mere selektiv. En anden ting der er sket indenfor det sidste år særligt, er at jeg er blevet feminist. Jeg har altid gået ind for lighed, men for nogle år siden vidste jeg ikke ret meget om feminisme, og troede derfor, at det handlede om, at man skulle benægte, at der er en biologisk forskel på kønnene osv. Heldigvis har jeg lært meget siden, og jeg ved nu, at feminisme ikke handler om, at mænd og kvinder skal være fuldstændig ens, det handler om, at der skal være lige rettigheder uanset hvilket køn man tilhører. Jeg tør godt at kalde mig feminist.

Nåh, jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det, udover, at det viser, at jeg er ved at blive voksen, hvilket vel er meget godt. Dog medfører det at blive voksen også en masse ansvar og flere valg, som man er tvunget til at tage (eller ikke tage). For som gode gamle Satre siger, så tager man et valg, også når man tror, at man fravælger at tage valget. Og det synes jeg siger meget om livet og nogle af de ting, jeg står overfor at skulle beslutte. Grundlæggende er mine problemer et tegn på, at jeg er et produkt af det senmoderne samfund, hvor mennesket har en refleksiv identitet (som Giddens siger) og hele tiden reflekterer og laver om. Derfor er det også sindssygt let, at komme i tvivl om sine valg, og om de valg, jeg ikke engang har foretaget endnu.

Jeg er på en måde rædselslagen ved tanken om at starte på universitetet til september, hvis det er det jeg ender med at gøre, men jeg tror måske ikke, at det betyder, at jeg skal udsætte det et år mere eller at jeg tager det forkerte valg. Jeg tror nærmere det er et udtryk for, at jeg føler, at det er meget voksent at gå på universitetet, og at jeg måske ikke helt har lyst til at erkende, at jeg vel egentlig er lige så voksen som alle andre, der går på en videregående uddannelse (undtagen dem der er over 30, så voksen er jeg alligevel ikke). Jeg tror jeg skal arbejde med, hvad det egentlig vil sige at være voksen, og hvorfor jeg har en idé om, at det er for stor en opgave at stå overfor.

Livet er én stor identitetskrise.

Nåh, nu vil jeg lukke ned for internettet og være til stede i NUET. For nuet rummer jo svarene på alt, eller hvad det er, at de siger.

Hyg jer.

/A

En tanke om “Mindfullness vs identitetskrise

  1. Sandt, det at reflektere kan både være en god og en dårlig ting 🙂 .
    Problemet jeg syndes vi står over for, som unge i et senmoderne samfund er vel at vi forventer at andre forventer noget af os som vi ikke føler vi er klar til, og måske er der folk som forventer ting af os *host*politikerne*host*kommunen*host*.
    Jeg har valgt at sige fra, min krop har nu i flere år prøvet at få min opmærksomhed så den kunne fortælle mig at der er noget som er helt galt med hvad jeg gør, men fordi jeg aldrig har lyttet er jeg endt med angst, depression og stress. Jeg har nu endelig lært at hvis jeg hører på hvad min krop siger før jeg tager et valg så har jeg det oftere bedre, da jeg ikke presser migselv ud i noget jeg ikke på et nuværende er i stand til at kunne. Men problemet er som du også siger at vi gør ting pr. automatik, og min hjernes automatik siger “ignorer”, som jeg nu skal have om programmeret. Men i bund og grund så tror jeg at vejen til et godt liv kommer af at forstår en selv og så vidt muligt ignorere hvad alle andre siger, hvis det går imod hvad du har det godt med. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.