Er jeg sofistikeret nu?

Nogen gange lytter jeg til fransk musik, fordi jeg har en forestilling om, at det vil gøre mig til et sofistikeret menneske. Jeg forestiller mig at en sofistikeret person er en, som sidder i en smart lænestol, drikker urtete, læser en bog på et udenlandsk sprog (engelsk eller fransk), og denne bog skal gerne være en klassiker som fx ‘Les Misérables’, ‘Wuthering Heights’ eller en bog af George Orwell. Alt dette foregår i et pænt indrettet rum, hvor der er utroligt få, men nøje udvalgte ting og møbler. Der er intet TV, men i stedet er væggene fyldt med impressionistisk kunst (som kan forestille alt muligt afhængig af hvem man er som person), og så er der selvfølgelig et privat bibliotek med mindst 3000 bøger. Måske har man også selv været kreativ og har malet sit eget kunst på en af væggene, gerne med en ven eller andet, så man kan føle, at det er noget specielt, og at man kan fortælle det til alle der besøger ens hjem.
Det sofistikerede menneske gør aldrig noget som vedkommende fortryder, men foretager kun velovervejede valg. Der bliver aldrig foretaget impulskøb i Netto kl. 18 på en onsdag, fordi indkøbsedlen altid er planlagt på forhånd, og man selvfølgelig aldrig kunne finde på at købe noget, der ikke stod derpå. Desuden går det sofistikerede menneske meget op i økologi og helse, og derfor spiser han/hun utroligt mange blåbær bla. i smoothies hvor de blendes sammen med spinat og frosne bananer.
Det sofistikerede menneske har styr på sit liv og tvivler aldrig på sig selv.

wpid-wp-1437332058521.jpeg

(Dette billede symboliserer fysisk og psykisk udmattelse)

Jeg har lige indset, at jeg ubevidst altid forsøger at blive det sofistikerede menneske. Jeg vil gerne læse alle de smarte klassikere og dystopiske George Orwell romaner, så jeg kan fortælle folk, at jeg har læst dem. Men vigtigst af alt, så jeg selv kan føle, at jeg er sofistikeret. Problemet er, at det er utrolig sjældent at jeg føler mig sofistikeret. Bliver det mon bedre af at jeg tvinger mig selv til at læse bestemte bøger, bare fordi jeg synes det kunne lyde smart?
Måske ikke.
Grunden til at jeg kom til denne konklusion, er at jeg i dag har færdiglæst ‘The Book Thief’ af Markus Zusak. Jeg fik den som en slags gave af min gode ven Iris (og endnu engang tak) i april/maj 2014. Den stod på min hylde i et år før jeg besluttede at begynde at læse den. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg følte mig presset til det. Jeg følte mig presset af internettet og verdens boglæsende folk, som ALLE virkede til at mene, at det var den bedste bog nogensinde. Jeg synes, at den lød til at være en fancy bog med en interessant handling, så jeg besluttede at gå i gang med den i maj 2015. Jeg fik læst omkring 20 sider før jeg gik i stå. Den var vildt kedelig og underlig. Jeg forstod ikke, hvad fanden der egentlig var gang i i den bog. Så jeg lagde den fra mig. Jeg fik læst 30-40 sider mere i den før jeg endte op med at stille den tilbage på hylden. Her stod den og stirrede på mig i tre måneder, før jeg igen fik lyst til at læse den. Jeg har været i en periode hvor jeg har læst mange YA romaner, men har hadet de fleste af dem, og har været bange for, om jeg var ved at nå dertil, hvor jeg ville vokse ud af den type bøger. Dette var lidt uhyggeligt, da nogle af mine yndlings bøger tilhører Young Adult. Så jeg besluttede at tage en lille pause så det ikke skulle gå helt galt, og læse The Book Thief færdig før jeg gik igang med andre bøger. Dette endte så op med kun at tage mig tre dage, så det var en relativt kort pause. Men pointen er, at jeg hovedsageligt gjorde det fordi jeg følte, at jeg skulle læse den, ikke så meget fordi jeg rent faktisk havde lyst.

Så først skulle jeg presse mig selv lidt til det, men det blev faktisk en god oplevelse. Bogen blev bedre og jeg endte op med godt at kunne lide den. Dog følte jeg ikke så voldsom en entusiasme omkring den som alle andre virker til at have følt. Men det er vel ligemeget, for nu har jeg læst den! Ikke?

Hmmm. Hvorfor føler jeg en tomhed indeni?
Hvorfor føler jeg ikke, at jeg er sofistikeret nu? Jeg har jo læst den! Læst den og FORSTÅET den oveni købet!
Men de tre måneder hvor den stod og stirrede på mig og hviskede “LÆS MIG, AMANDA!! HVORFOR LÆSER DU MIG IKKE? JEG VAR EN GAVE TIL DIG FRA EN AF DINE BEDSTE VENNER, HVORFOR VIL DU IKKE LÆSE MIG? ALLE ANDRE I VERDEN HAR LÆST MIG. UNDTAGEN DIG!!!”
De tre måneder har ødelagt oplevelsen. Det endte med at blive præcist det jeg ikke ville have at det skulle være – at jeg skulle tvinge mig selv til at læse den. For sådan skal det ikke være, og jeg gider ikke at gøre det mod mig selv mere. For jeg bliver ikke sofistikeret bare fordi jeg læser en masse bøger, jeg egentligt ikke føler for at læse.

Da jeg læste 1984 af George Orwell var det lidt den samme proces. Det er snart halvandet år siden jeg læste den, så mit engelsk var ikke ligeså godt dengang som det er nu, hvilket besværliggjorde det hele lidt. Der var en del af bogen jeg ikke rigtigt forstod, og jeg ventede bare lidt på, at den skulle være slut. Jeg ville gerne læse den, men mest fordi jeg gerne ville kunne have det godt med mig selv og sige, “Jeg har læst den bog, uhh se mig jeg er smart”. Så det var måske ret dumt. Dog vil jeg sige, at jeg mange gange har været taknemlig for, at jeg fik den læst, da jeg faktisk har været i mange situationer, hvor jeg har kunnet bruge det som en fordel/et samtaleemne. Så jeg fortryder det ikke, men jeg kunne godt have ønsket for mig selv, at jeg havde ventet med at læse den til jeg rent faktisk havde lysten til det.
Da jeg et år efter det læste Animal Farm, også af George Orwell havde jeg en helt anden oplevelse. Jeg fandt den enormt interessant og jeg kunne meget bedre forstå den. Det kan der være mange grunde til, men jeg vil altid huske det. Jeg læste den fordi jeg havde lyst, ikke fordi jeg følte at jeg skulle for at være sofistikeret.

For en uge siden læste jeg “The Old Man And The Sea” af Ernest Hemingway, hvilket også er et godt eksempel på en bog der er enormt omtalt men egentlig ikke sagde mig noget som helst. Den var ikke god, ikke dårlig, men midt imellem og det er nogen gange det værste efter min mening. Men jeg lånte den på biblioteket og læste den fordi jeg havde hørt så meget om den, og gerne ville se, hvad fanden alt det hype handlede om. Jeg følte ikke, at jeg var nødt til at læse den for at være et acceptabelt menneske. Eller gjorde jeg? Jeg ved det faktisk ikke. Og det er lidt uhyggeligt. Det er som om, at mit overjeg (nu bliver det dybt) har masser af ting det mener jeg skal gøre/læse for at blive den ultimativt perfekte person. Problemet er, at mit jeg ikke har lyst til at være den perfekte person, for jeg ved jo godt, at det er umuligt, og at det desuden ikke gør nogen lykkelige at de fremstår som enten perfekte eller sofistikerede. Og jeg ved også godt, at der ikke er nogen der har det perfekte hjem der altid er pænt og flot (for det er ikke et hjem, hvis det altid skal ske vildt flot ud)

Så hvad er det egentlig at mit problem er?
Det er vel en form for identitetssøgen – at jeg gerne vil læse bestemte bøger fordi jeg har en idé om, at det vil give mig social cred (et slang udtryk for ‘social anerkendelse’) hvis jeg læser dem. Men det er egentlig utroligt selvmodsigende, da jeg jo går meget ind for, ikke at gå op i hvad andre mener er fedt (dvs. jeg forsøger at være hipster uden at fortælle det til nogen, da jeg gerne vil være en sand hipster). Måske er mennesket (mig selv) i bund og grund bare én stor selvmodsigelse, der bare lever i en illusion om, at det har styr på dets egen psykologiske opbygning?

Måske giver dette indlæg ikke mening. Men min pointe er, at jeg ikke gider at gøre ting for at være sofistikeret længere, da det alligevel ikke virker. Jeg vil nok stadig kæmpe mig igennem nogle bøger, som jeg synes jeg skal læse, men jeg gider ikke at have det dårligt med det, hvis jeg ikke får så fantastisk en oplevelse med de bøger som andre måske har haft. Og hvis nogle af de bøger jeg allerbedst kan lide og som lærer mig mest om livet er YA romaner på 300 sider, så er det ALDRIG en dårlig ting (så længe det selvfølgelig er en bog der giver mening og ikke har irriterende typiske teenagepiger i hovedrollerne). Det er fint at nogle mennesker kun læser klassikere og har det godt med det, men det betyder ikke, at det er det samme jeg skal.
Jeg har været igang med Les Misérables siden juni, og jeg er pt. nået til side 225 ud af 1250. Så det kan ikke siges, at det går hurtigt. Men hvad er problemet i det? Hvis jeg har lyst til at læse den langsomt, så er det da det jeg skal gøre. Hvorfor skulle jeg presse mig selv til at læse 100 sider i den hver dag, hvis jeg ikke har lyst og dermed ikke får noget ud af det?

Det er et FRIT land og jeg gør hvad jeg vil!!!! FUCK SOFISTIKATION!! (Jeg ved ikke om det ord kan bøjes på den måde, men jeg er ligeglad!!!)

SLUT

3 tanker om “Er jeg sofistikeret nu?

  1. XD vi minder forbandet meget om hinanden på det her punkt! Dog bruger jeg ordet “bedre end andre” når jeg læser en bog som andre har/ikke har læst. XD
    Det er derfor jeg hiver migselv igennem bøger som “S” af j. j. abram & Doug Dorst, “the book theif” og “the fault in our stars”, nogle af de bøger har været gode, andre har været kedelige og ligegyldig, men ligegyldig hvilken kan jeg bruge det i mine samtaler, som du også siger 🙂
    Men jeg kender alt for godt følelsen at ens ulæste bøger gør nar af en fra hylden… det er en af grundende til jeg laver 0by16. Når vi ses i morgen.

    1. Jeg er glad for, at du kender følelsen x) Det vidste jeg dog godt at du gjorde 😀 Men ja, konklusionen her er vist den samme som vi altid når frem til: ‘Det er ikke let at være menneske’ xD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.