Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 1: politik

Hej verden.

Om en uge er der Folketingsvalg. Det betyder, at jeg skal stemme for første gang. Det betyder også, at jeg skal finde ud af, hvem jeg skal stemme på. “Ihh, hvor spændende, Amanda! Du er voksen og myndig og skal nu træde ind i det smukkeste fællesskab af dem alle; demokratiet! Er det ikke smukt?”
Jo, det er smukt. Vi kan godt blive enige om, at demokratiet er en af de bedre opfindelser der er kommet ud af denne verden. Men noget der ikke er specielt smukt, er politik.
Nærmere bestemt, politikere/folk der udtaler sig om sine holdninger, og måden det gøres på.

Jeg har helt bevidst set ingen af de tusindevis af debatprogrammer der bliver sendt i denne tid, hvor politikere fra forskellige partier skal ‘duellere’ mod hinanden imens en eller anden tv-vært afbryder dem hvert 10. sekund, og de bruger resten af tiden på at stå og forsøge at overdøve hinanden, så ingen til sidst kan høre noget af, hvad der bliver sagt.
For hvad bliver der egentlig sagt? En masse ord, der ikke rigtigt har noget indhold. 90 % af hvad (stort set ALLE politikere nu til dags, med undtagelse af nogle enkelte) har intet at gøre med deres EGEN politik. Det er mudderkastning og “åh, det var rød/blå bloks skyld det hele, tænk nu på den gang hvor S lovede en masse ting som de ikke overholdt, tænk på dengang hvor Helle Thorning sagde det og det, hun er en uansvarlig statsminister, vi tror ikke på at hun bør lede dette land længere, stem på os i stedet”.

Den politiske debat i dag handler alt for meget om, hvad alle de andre har gjort galt, og alt for lidt om, hvad personen/partiet gerne vil ændre ved verden, og hvad de tror på. Fokus bliver flyttet væk fra ideologierne og hen til enkeltsagerne, og ligegyldige detaljer kommer til at fylde alt for meget i debatten. Og som det ofte sker i nutidens samfund, så bliver det derfor dem der råber højest, som bliver hørt.
Det politiske budskab kommer i anden række, og hvis du ikke råber op og kan komme med masser af grunde til, at dine politiske modstandere er forfærdelige løgnere der aldrig har gjort noget rigtigt politisk, så bliver du slet ikke hørt.

Hvor blev den gode kommunikation af? Hvornår glemte vi, at demokratiet ikke handler om at pille de andre ned, og vinde stemmer på bekostning af de andre partiers fejl?

Hvorfor tager den danske presse sig ikke sammen og skriver nogle objektive artikler om de forskellige partiers reelle meninger, så folk kan beslutte sig på et ordentligt grundlag? Hvorfor stiller journalisterne altid de samme ligegyldige spørgsmål? Hvorfor er det altid det negative der bliver fokuseret på?

For det er nok i virkeligheden grundproblemet med den politiske debat i dag; den er for negativ. Vi hører ALTID om alle de store problemer, som Danmark åbenbart har. Der er alt muligt galt. For mange er på kontanthjælp, der er ikke nok arbejdspladser, der er for mange ældre mennesker, fødselsraten er for lav, folkeskoler må lukkes, der er for mange indvandrere der spiser vores citronmåner, citronmånerne bliver måske afskaffet helt fordi de indeholder kunstige farvestoffer, EU har for meget magt, vi skal arbejde mere, vi har stress, vi skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, miljøet har det skidt, vi har stadig ikke nok økonomisk vækst…….
Der er SÅ meget fokus på problemerne ift. de gode ting. For hvis vi lige trækker vejret, tager det roligt og falder lidt ned, så har vi altså ikke særligt store problemer i Danmark. Vi bor i et land, hvor vi har det rigtig godt. Der vil altid være problemer, og man vil altid kunne fokusere på dem. Men hvorfor ikke bare acceptere, at vi ikke kan få et perfekt samfund? Hvorfor have en politisk debat centraliseret omkring negative ting, som ikke er nogens skyld? Hvorfor ikke bare indse at der altid vil være ting der kan forbedres, og i stedet fokusere på, hvad vi gør rigtigt og hvad der går godt?
Jeg forstår ikke, hvordan nogen skal få det bedre, når debatten er så pessimistisk indrettet.
Det er som om, at alle søger efter nogen, som de kan give skylden. Nogen, der kan være syndebuk.

“Det er indvandrenes skyld”

“Det er SR regeringens skyld”

“Det er EU’s skyld”

“Det er de andres skyld, at vi har problemer”.

NEJ det er ikke!!!

Det er ingens skyld!

Ja, nogle politikere har igennem tiden opført sig uansvarligt, jeg nævner ikke navne, men HVAD SÅ?! Hvad får vi ud af at blive ved med at tæske rundt i det samme 10 år i træk? Hvorfor ikke komme VIDERE og fokusere på de (mange) ting, som rent faktisk går godt? Hvorfor er vi ved at udvikle os til en nation af selvoptagede fordomsfulde individer, der elsker at give andre skylden så vi har noget at være vrede over?

Politikerne kan begå fejl. Du kan selv begå fejl. Andre mennesker kan begå fejl. Nogle udnytter systemet og laver intet.
Men det betyder ikke, at vi kun har problemer. Det betyder ikke, at vi skal råbe og skrige af de andre, fordi de mener noget andet end os selv, eller at verden er et forfærdeligt sted.

Jeg håber, at debatten vil ændre sig i fremtiden og komme til at handle om det, som den egentlig burde have handlet om hele tiden. Jeg håber, at menneskeheden med tiden vil blive bedre til bare at acceptere, at vi ikke alle kan være enige, og så komme videre i stedet for at blive ved med at diskutere det samme igen og igen. For vi bliver aldrig enige. Og hvis vi var det, så ville det blive en meget kedelig verden.

Når jeg sætter mit kryds næste torsdag, så bliver det gjort ud fra grundige undersøgelser af de forskellige partiers partiprogrammer, ikke ud fra de ting de hver især har skændtes om i et duel-program på TV 2.
For dem der råber højest har ikke nødvendigvis ret. Langt fra.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.