At sige fra, og at have det fint med det.

Hej verden.
Nogen gange her i livet siger vi ja til at gøre noget, som vi egentlig godt ved, vil overskride vores grænser, men vi gør det alligevel fordi vi tænker, at det vil være godt at vi også udfordrer os selv lidt. Sådan gør jeg nogen gange, fx når jeg tager i Føtex for at købe bananer en fredag eftermiddag kl. 17, også kendt som dødstimen. (Intet godt sker i Føtex efter åbningstid generelt).

Og andre gange siger vi ja til noget, og opdager først hvor langt ude en situation man har bragt sig selv i, når man står midt i det og føler, at man er ved at blive kvalt pga. iltmangel.

Sådan en oplevelse havde jeg i onsdags.
Dagen startede kl. 4.45, hvilket altid er en rar måde at starte sin 19-års fødselsdag på, skulle jeg hilse og sige.
Jeg skulle på studietur med mit samfundsfag B-hold, hvilket er noget jeg meldte mig til for over tre måneder siden, og som jeg egentlig har været lidt nervøs for i al den tid. Der var kun én af dem jeg normalt snakker med i samfundsfag som skulle med på turen, og jeg havde ikke rigtigt snakket med nogle af de andre før, udover det sædvanlige “godmorgen”, når jeg går ind i lokale 15 hver tirsdag morgen. Dog besluttede jeg mig i dagene inden for, at jeg ville tage det som en oplevelse, og se det som en mulighed for at tale med nye folk, i stedet for at holde mig til dem jeg kender.
Vi havde ikke fået specielt mange informationer om turen, da vores lærer er en meget afslappet type der godt kan lide ‘hård dub'(en form for nymoderne musik) og altid kommer ind i klasselokalet iført headset, som han herefter placerer rundt om halsen, og nogen gange lader sidde også selvom han underviser. I tirsdags fortalte han dog, at jeg skulle bo på værelse med to andre piger fra mit hold, og så sagde han ikke så meget mere. Så jeg forberedte mig mentalt på, at vi skulle bo tre personer på samme værelse, og måske 5 hvis det blev helt slemt.

Da jeg var på vej til togstationen, var jeg lidt nervøs, men så mindede jeg mig selv om, at det at jeg overhovedet tog med, uden at spekulere helt vildt over det, var en stor ting. Det ville aldrig være sket for tre år siden, at jeg ville tage med på en tur med to overnatninger, næsten udelukkende sammen med mennesker jeg ikke følte mig specielt tæt knyttet til. Så det at jeg overhovedet havde sagt ja, og nu rent faktisk også var kommet ud af døren og afsted, er en ting der ikke ville være sket dengang. Og det i sig selv gav mig mod til at klare dagen.

Togturen derover gik fint. Jeg forsøgte at konfrontere min angst for at sove offentlige steder, ved at prøve ihærdigt i en halv time at falde i søvn. Det gik satans dårligt eftersom jeg sad ret skidt, og derfor endte op med at opgive projektet.

Vi ankom til København 11.19, og gik derefter hen til hotellet, hvor vi fik tid til at stille vores baggage i et rum, da værelserne ikke var klar endnu. Og så fik vi den glædelige nyhed, at jeg og de to andre piger skulle bo på et 10-mands-værelse sammen med 7 andre piger.
Så begyndte den paniske angst lige så stille at komme snigende, eller rettere sagt så kom den ret hurtigt. Jeg kunne ikke helt forstå, hvorfor helvede jeg havde sagt ja til at deltage i sådan et arrangement. Faktisk havde jeg ikke troet, at der fandtes 10-mands værelser nogen steder i denne verden. Det er uden tvivl den værste opfindelse nogensinde. Desuden tror jeg ikke at nogen er i tvivl om, at det er en endnu værre idé at sætte 10 piger sammen på ét værelse. Det kan der umuligt komme noget som helst godt ud af.

Nåh, men jeg prøvede at lade være med at tænke for meget på det, og så tog vi hen for at se Folketinget. Først købte vi en sandwich hos en fancy bager, hvor jeg og tre af de andre sad og havde en interessant samtale med vores lærer omkring alt muligt ligegyldigt. Dog var det en god men dyr sandwich. Jeg købte også en flaske vand, men lagde ikke mærke til hvad den kostede, eller hvor mange penge jeg fik tilbage efter at have betalt.

Derefter sad vi udenfor Folketinget i en halv time og ventede. Derefter sad/stod vi inde i Folketingets besøgsområde og ventede i 45 minutter. Det var utroligt uinteressant(altså at vente, ikke Folketinget i sig selv). De scannede os for at se om vi var terrorister, men det var vi heldigvis ikke så vidt jeg blev orienteret.

Vi fik en rundvisning af Maja Panduro (politisk ordfører for Socialdemokaterne), hvilket var utroligt godt som jeg også havde forventet. Hun er min yndlings-politiker, fordi hun er utroligt god til at fremstille sine synspunkter med respekt for modstanderen. Det kan da godt være at jeg ikke er enig med hende 100 % politisk, men jeg er ikke enig med nogle på denne jord 100 %. Hun er sådan en der gerne måtte være statsminister for min skyld, selvom jeg tror hun egner sig bedre til den post hun har nu.
Så det var en god oplevelse.

Derefter bevægede vi os over til hotellet, hvor vi fandt vores værelse.
Eftersom jeg ikke vil skrive ting om folk, som jeg ikke ville turde at sige til dem i virkeligheden, så kan jeg ikke udtale mig så meget om, hvorfor min livs-energi forsvandt lige så snart vi trådte derind. Men I kan nok godt tænke jer til, at der ikke sker noget godt, når 10 piger sættes sammen på ét værelse. Det var godt nok opdelt i to rum, men det gjorde det bare til en endnu farligere krigszone. Der gik omkring 5 minutter før nogle begyndte at råbe og skrige af hinanden. Kort sagt, det var forfærdeligt. Jeg begyndte at få et anfald af panisk angst, som kun blev mere og mere voldsomt, samtidig med at jeg også fik et hovedpine anfald. Samtidig prøvede jeg at være venlig og åben over for de andre, men lige så langsomt forsvandt al min livsenergi, så den plan blev lidt ødelagt. Jeg havde hele dagen haft sådan en “Nåh nåh, vi skal da nok klare alt det her”-attitude, mest for at overbevise mig selv om, at jeg ikke behøvede at gå i panik. Men det kunne jeg altså ikke blive ved med, for til sidst kunne jeg ikke ignorere virkeligheden længere.
Pigerne på mit værelse, (som faktisk var helt ok, og nogle fine typer, selvom jeg ikke ville have troet det, de fleste af dem i hvert fald), begyndte at snakke om at tage ud at shoppe, og derefter købe noget frisk frugt og slik og lave hyggeaften….
På det tidspunkt var klokken 18, jeg havde ikke spist i 5 timer og havde heller ikke drukket nok vand, hvilket ikke hjalp på situationen. Jeg var voldsomt træt, havde det dårligt, og følte mig klaustrofobisk ved tanken om, at skulle deltage i det arrangement i mere end 5 minutter mere. Så jeg sagde pænt nej tak til shopping, hvilket de andre heldigvis var meget forstående overfor. Eller, de forstod ikke at jeg ikke havde lyst til at købe tøj, men de prøvede ikke at presse mig til at ændre mening. De fleste af dem (dem der ikke råbte af hinanden) var faktisk vældigt flinke, vil jeg gerne gøre det klart. Selvom de ikke var typerne jeg normalt ville snakke med, så var de helt ok.

Så de tog afsted, og jeg var alene for første gang hele dagen. Jeg satte mig op i vindueskarmen (jeg kan godt lide steder hvor man kan sidde i vindueskarmen), og kiggede lidt ud over byen. DSC_0989

 

Da jeg havde gjort det lidt, ringede jeg til min mor og havde en lang samtale med hende. På dette tidspunkt havde jeg sådan set besluttet at jeg gerne ville hjem, men jeg blev enig med hende om, at jeg lige skulle prøve at spise noget mad, før jeg tog en beslutning, og desuden kontakte min lærer. Så jeg gik ned i receptionen med mine ting og købte tre æbler, hvoraf jeg spiste det ene, imens jeg forsøgte at ringe til min lærer. Dette gik relativt dårligt, så jeg sendte også en sms, som han så svarede på tre timer senere, fordi han var faldet i søvn.
Efter at have tænkt over det i omkring et kvarter gik jeg tilbage til receptionen og informerede dem om, at jeg tog hjem. Jeg informerede selvfølgelig også de andre, og de var igen meget forstående. Jeg informerede også min lærer, men han opdagede det som sagt først tre timer senere.

Så herefter skulle jeg selv finde hen til Hovedbanegården, for at komme med et tog hjem. Mine forældre hjalp mig med at finde det tog jeg skulle med, og så skulle jeg bare selv købe en billet og finde ud af hvor helvede jeg skulle gå hen. Dette var faktisk ikke helt let. Til sidst lykkedes det mig at finde derhen, og at få købt en billet. Dog glemte jeg alt om at købe en pladsbillet, så dette måtte jeg gøre bagefter. Der stod ikke noget på billetten om, hvor toget kørte fra, så det måtte jeg spørge en billetdame om. Da jeg havde fundet ud af, hvor jeg skulle hen, og der stadig var 20 minutter til at toget kørte, gik jeg ind i 7 Eleven. Her købte jeg en pastasalat bestående af 11 % dressing og 50 % pasta, nogle pølsehorn og en Pepsi Max. Fint skal det jo være, når man har fødselsdag, og ikke har spist noget i 7 timer udover et æble.
Derefter gik jeg hen til spor 7, hvor jeg ventede på mit tog.

I mellemtiden kom der en flink mand hen og spurgte, om jeg havde en mønt til en hjemløs. Det havde jeg rent faktisk, så vi havde en samtale om, hvordan man normalt ikke har nogle mønter, fordi det er lettere at bruge betalingskort nu til dags. Jeg havde fået en masse mønter tilbage fra den sandwich jeg købte tidligere på dagen, og han var utroligt venlig, så jeg endte op med at give ham 20-25 kr. Det kan godt være, at jeg ikke reddede hans liv, men jeg gjorde ham glad, og det gjorde også mig glad, så det må da tælle for et eller andet, ikke?
Derefter kom toget, og jeg havde heldigvis bestilt billet i stillezonen, hvilket var dagens bedste oplevelse. En masse mennesker der sidder det samme sted, og er (næsten) helt stille. Det var alle pengene værd.

Togturen var meget afslappende, og jeg glemte helt, at det var første gang jeg kørte med tog alene. Det var faktisk meget interessant, og det gav mig lyst til at tage ud at rejse alene (og bo på vandrehjem med enkeltværelser).
Min far kom og hentede mig i Aarhus, hvilket var rart, eftersom toget ikke kørte længere end dertil.
Jeg har gode forældre, hvilket er heldigt i sådan noget situationer, hvor lortet er brændt på.

Det var voldsomt rart at komme hjem igen. Nej, det var ikke den mest vellykkede fødselsdag jeg har haft, specielt fordi jeg næsten glemte alt om, at jeg havde fødselsdag. Men alligevel var det faktisk en fin dag. Den startede fint ud, og det var rart nok at opleve noget nyt. Jeg talte med folk jeg ikke har talt med før, og der var ikke nogen problemer i det overhovedet.
Jeg kunne godt have tvunget mig selv til at gennemføre resten af turen, men jeg kunne ikke helt se, hvorfor jeg skulle gøre det. Jeg bliver aldrig en person der elsker at sove sammen med 10 personer på ét værelse, og specielt ikke hvis jeg har været social hele dagen. I sig selv var det en stor nok udfordring at komme væk hjemmefra og alle mine rutiner, som jeg normalt hader at bryde. Så samtidig at skulle være social i tre døgn og nok ikke få meget søvn, var ikke lige noget jeg havde brug for. Det var ligesom at komme hjem fra en 12-timers lang torsdag ude i samfundet, og opdage, at der sad 20 mennesker i min stue, som yderst gerne ville konversere med mig hele natten lang.

En del af mig var irriteret og tænkte “Du burde da have forudset det her”, fordi jeg jo godt var klar over, at jeg har det svært med sådan nogle situationer. Og ja, jeg kunne godt have forudset det, hvis jeg havde vidst det med 10-personers værelserne. Men det kan jeg ikke bebrejde mig selv.
Jeg prøvede, og det kan aldrig blive en dårlig ting. Selvom jeg godt vidste, at det ville blive en udfordring, så betyder det ikke, at jeg altid skal lade mig stoppe af det. Jeg havde lyst til at tage med, og derfor er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg skal ikke lade være med at gøre ting, bare fordi jeg måske synes det er lidt grænseoverskridende. Jeg gider ikke at stoppe mig selv i at gøre noget, bare fordi der er en sandsynlighed for at det ikke går. For helt ærligt, så kan det ikke gå værre end galt, og det er jo ikke fordi at der sker forfærdelige ting, bare fordi jeg gør et eller andet der måske ikke gik som planlagt.
Ja, nogle situationer giver mig panisk angst, og hvis jeg tager i Føtex en dag hvor jeg ikke har det specielt godt, så ved jeg, at der er en sandsynlighed for, at det bliver en ubehagelig oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at holde mig væk fra Føtex resten af mit liv. Det betyder heller ikke, at jeg har tænkt mig aldrig at forlade mit hus igen. Jeg bestemmer selv hvad jeg gør, og hvad jeg har lyst til at gøre. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vælger at sige fra, for det ved jeg bedst selv.

Det jeg har lært at denne oplevelse, er at jeg er nået langt i forhold til for tre år siden. Der ville jeg aldrig have taget med til et tre dage langt socialt arrangement, med nogle folk jeg ikke kender specielt godt. Jeg ville have haft det forfærdeligt med at skulle fortælle folk, hvordan jeg havde det, og jeg ville have taget det som et nederlag og gå psykisk ned over, at det ikke var lykkedes.
Sådan har jeg det ikke nu. Ja, det er da irriterende, men jeg bebrejder ikke mig selv noget. Jeg har det ikke som om, at jeg er forkert, fordi jeg ikke kan lide at sove i et rum med 10 personer. Jeg ved hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig irriteret og energiforladt, så derfor føles det ikke som et nederlag. Det føles sådan set bare godt, at jeg har sagt fra, og ikke forsøgte at presse mig selv til at lade som om, at alt var helt fint.

Det var måske ikke verdens mest festlige fødselsdag, men jeg er glad for at jeg har fået den oplevelse, da jeg rent faktisk i løbet af dagen kunne mærke, at jeg er mere voksen nu end jeg før har været (det er også den vej det gerne skulle gå). Jeg tror, at det er sundt at mærke sine grænser engang imellem, for selvom der er en sandsynlighed for at det kan gå galt, så kan man samtidig lære en masse, som man aldrig ville have lært ved at blive siddende i sofaen. Det er godt at øve sig i at sige fra nogen gange, og at indrømme hvad man har det godt med, og hvad man ikke har det godt med.

Der er forskel på at være bange for noget, og ikke at have lyst til noget, hvilket jeg har fået bekræftet. Jeg er ikke længere bange for at være sammen med nye mennesker, men jeg har ikke lyst til at være sammen med alt for mange af dem i tre dage i træk. Og det er helt ok. Hvorfor skulle jeg gøre noget jeg ikke har lyst til?

Jeg ved ikke, om det er lykkedes mig at få mit budskab ud, da jeg ikke er helt sikker på, hvad mit budskab er. Kort sagt er det vel bare, at jeg personligt mener, at man skal gøre hvad man har lyst til. Hvis det så går galt, så er der altid en udvej, og så har man lært noget af det. Men hvis der er noget man ved, at man ikke har lyst til, så er det ligeså fint bare at sige nej tak fra starten. Hvis man ikke er typen, der har lyst til at kaste sig ud i alt muligt vildt og farligt, så behøver man ikke det. At kunne sige fra er en vigtig disciplin, og siger man fra, er det ikke ensbetydende med, at ens liv er en katastrofe og at man er en taber. Det betyder at man har prøvet, og det er der aldrig nogen der kan tage fra en.

Når alt kommer til alt, så handler det om at gøre det man SELV gerne vil, og ikke det man tror man skal, for at gøre andre glade, eller for at være “rigtig”. Hvorfor gøre noget man ikke selv vil, i den tro at man behager andre? For det meste er andre mennesker fløjtende ligeglade med hvad man gør, og i sidste ende er det DIG der er ansvarlig for dit liv, og hvordan det bliver – så hvorfor stopper vi ikke bare med at bekymre os, og begynder at gøre det vi vil, og stopper med at gøre det vi ikke vil?
(Med undtagelse af at stoppe med at betale licens og at stoppe med at spise en varieret kost selvfølgelig, dette er universelle menneskelige værdier som INGEN kan undvære).

Nu er dette indlæg blevet meget langt, så jeg stopper det nu, da jeg ellers kunne fortsætte for evigt.
Jeg er yderst beæret, hvis nogen har læst det hele, og hvis ikke, så er det også ok.

Hyg jer.
/A

 

 

En tanke om “At sige fra, og at have det fint med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.