Mandag i psykologiens tegn

Hej alle mennesker i verden.
Jeg har været til foredrag(fællestime) i dag, hvilket var meget interessant, så derfor skriver jeg dette indlæg.
Generelt har denne dage været meget psykologi-orienteret, så jeg er glad og tilfreds.
Det startede med, at vi havde tre psykologitimer. Her skulle vi arbejde i grupper med nogle forskellige psykologiske retninger (psykoanalysen, behaviorisme, kognitionspyskologi, humanistisk psykologi, evolutionær psykologi og socialpsykologi).
Vi måtte selv vælge grupper, men fik at vide, at vi ikke måtte være 5 personer i én gruppe, så vi splittede os op. Svane og jeg valgte at arbejde med behaviorismen, hvilket var et godt valg. Vi lavede en Powerpoint (efter jeg havde fået det installeret, hvilket jeg i sidste uge fandt ud af, at alle kursister på skolen kan gratis. Så hvis du tilfældigvis går på Randers HF & VUC, læser denne blog, og ikke har Office-pakken på din computer allerede, så kan du finde ud af hvordan, inde på skolens hjemmeside under “Alt om IT”.)(Dette er en ligegyldig detalje, eftersom der ikke er andre på skolen (tror jeg..) der læser min blog, udover Iris. Men screw it, nu ved hele verden, hvorfor der er endnu en fordel ved at gå på HF).
Nåh, men vores Powerpoint blev godt, og af en eller anden grund, var jeg fløjtende ligeglad med, at vi skulle fremlægge. Jeg har aldrig været så rolig under en fremlæggelse før, hvilket var meget rart.
Vi fandt desuden en sjov video, som forklarer “Skinnerboxen” på en sjov og forståelig måde, og bruger gaming som eksempel (uhhh, hverdagsting vi kan relatere til, viden forklædt som sjov!!)

Her er videoen, hvis nogen skulle få lyst til at se den:
https://www.youtube.com/watch?v=tWtvrPTbQ_c

Efter psykologi skulle vi have en biologitime, hvilket gik fint. Jeg var igen den første der sagde noget i timen, hvilket er interessant, eftersom jeg aldrig har brudt mig specielt meget om alle naturvidenskabelige fag. Men nu er det som om, at jeg har besluttet mig for, at gøre noget ud af det, og rent faktisk forstå det, så det derved bliver mere interessant. Og nu hvor jeg de sidste par gange har opført mig som om, at jeg forstår det, og synes at det er spændende, er det som om, at det også bliver mere spændende. (Dette er også en psykologisk proces. Der er psykologi over alt!!)
Dog sluttede min lærer af med at sige, at det vi har arbejdet med, ligger en smule under det niveau, som vi egentlig skal være på… Men det er lige meget, for jeg har fået en god start, og det er det vigtigste.
Jeg har indtil nu ikke stilet efter at få højere end 7 til eksamen i geografi og biologi, men jeg synes det virker til, at jeg sagtens kan få en højere karakter, hvis jeg bare vil. Og det vil jeg gerne, tak.

Efter den ene time skulle vi så til fællestime, og gik derfor glip af den sidste biologitime og den første matematiktime, hvilket var fint til en afveksling.
Skolen afholder nogle gange om året fællestimer, hvor de inviterer forskellige mennesker, der på den ene eller anden måde skal inspirere os eller sige noget, vi kan bruge til noget i vores liv.
Jeg havde på forhånd undersøgt hvem det var der skulle holde foredrag, og hvad det nogenlunde handlede om, og var meget positiv omkring det, eftersom det lød både interessant og sjovt. Så jeg var sådan “Wuhuu, hvor bliver det spændende!!”, imens de andre var sådan “Skal vi ikke udvandre i protest hvis det bliver for kedeligt, og sætte os ud i solen”. Men jeg valgte at se bort fra gruppens mening, og stadig forvente at det ville blive godt.

Det var personen bag denne hjemmeside: www.virkeligheden.dk, som holdt foredrag, og det var virkeligt godt og sjovt. Det var en der hed Anders, som er forbrugerpsykolog og alt muligt fancy, men han var slet ikke kedelig at høre på af den grund. Han var faktisk utroligt sjov, og jeg tror at jeg ville gøre det nogenlunde på samme måde, hvis jeg skulle holde et foredrag.
Det handlede om unges brug af de sociale medier, men dog kunne jeg genkende min mor mere i det han sagde, end mig selv, så det var ikke kun for unge det hele gjaldt..
Som sådan sagde han ikke noget, som jeg ikke havde tænkt over selv i forvejen, men på et tidspunkt sagde han noget klogt: Vores hjerner snyder os til at tro, at vi skal interessere os for alt det, der handler om os selv. 
Dette synes jeg var en meget klog tanke, som man kan bruge flere steder i livet. Nogen gange skal man bare lade være med, at tænke så meget over sig selv, for det er for det meste ligegyldigt.
Han havde en utroligt god indgangsvinkel til de sociale medier, og var ikke sådan “Nej altså, kan I så stoppe med at være på Facebook hele tiden, det er dårligt for jer, vær til stede i nuet, arrrhh” agtig, hvilket jeg tror, var det folk havde forventet.
Jeg vil ikke sige, at hele salen var ligeså begejstrede som mig, eftersom mange sad og var på Facebook og diverse andre ting imens.. Lidt tragikomisk, når manden står og taler om, at ingen kan multitaske..Men vi grinede i hvert fald mere, end vi ville have gjort til en almindelig time.

Efter det havde vi en matematiktime, hvilket ikke gik specielt godt. Vi kom til at være lidt for fjollede, eftersom vi var trætte. Jeg var ikke så positiv, og kom flere gange til at sige “Skal vi ikke bare tage hjem”, “Jeg hader det her lort”, og “Jeg har lidt lyst til at slå dig lige nu”, fordi Svane var alt for positiv og energifyldt.
Vi gik i gang med vores afleveringer til på torsdag, som er MEGET sværere end dem vi havde på C-niveau, og derfor var vi alle lidt i chok. Desuden skal vi bruge et program, som var yderst forvirrende at arbejde med, og som pludselig slettede alt man havde skrevet ind, uden grund. Så er det fandemrøvme svært at være positiv.
Jeg endte op med at have hovedpine, hvilket skyldes en blanding af mange ting, tror jeg. Dette er heldigvis gået næsten væk efter jeg er kommet hjem, og har lavet forskellige afslappende ting.

Derudover er der sket det, at Matematik-Kirsten gav mig fravær for matematik, selvom jeg var til stede, og sagde “JA!” da hun råbte navne op. Det samme skete i fredags til samfundsfag. Jeg tror måske, at jeg er blevet usynlig uden at vide det.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.