Tag-arkiv: debat

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

Indsamlingsshow eller Bingo Banko?

Hej verden.

Jeg kom lige ved en fejl til at se starten af “Vild med Dans – Knæk Cancer edition”, fordi vores internetforbindelse skulle genstartes, hvilket skabte en panisk stemning der af en grund fik os til at skifte over til TV 2 (i meget kort tid, men alligevel lang tid nok til at min hjerne begyndte at tænke alt muligt). Så dette indlæg er baseret på de 50 sekunder jeg så af introen til Knæk Cancer showet, og desuden mine generelle holdninger til indsamlingshows.

Først vil jeg gerne sige, at jeg synes det KUN er positivt, når der bliver sat fokus på kræft, så det ikke er et tabu, og det i stedet bliver noget vi kan tale om, så det derved kan blive lettere at håndtere. Desuden er det rigtig godt, at der kan blive samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse, da dette er en organisation der kun gør noget godt for menneskeheden.
Det er altså ikke selve indsamlingsprincippet der er noget galt i, da dette er en smuk tanke.

Problemet ved dette program, og sådan cirka alle andre indsamlingsshows som f.eks. Danmarks Indsamlingen, opstår lige så snart studieværtene siger “Ja, og så kan I jo vinde fede præmier!”, for derefter at fremvise en masse biler, rejsegavekort og andre ting der OVERHOVEDET ikke har noget som helst at gøre med bekæmpelse af kræft, eller hungersnød i Afrika.

images
“Jamen, hvis det kan få folk til at donere penge, så er det da en fin idé at man kan vinde en bil”, mener mange folk. Dette synes jeg dog ikke giver mening, da den fine tanke bag indsamlinger er, at man samler penge ind man ikke selv har brug for, og giver dem til nogen der har brug for dem. Når vi f.eks. en gang om året går rundt og samler ind til Kræftens Bekæmpelse i byen, har vi jo ikke kage og sodavand med, som vi giver til folk for at få dem til at donere penge. Nej. Hvis folk vil give penge så gør de det, og hvis de ikke vil, så er det fint.

Hele meningen med det er, at man giver penge for at gøre noget godt for andre end en selv. Og hele det koncept falder totalt til jorden (faktisk falder det så langt, at det ryger langt langt ned under jorden), når folk begynder at deltage udelukkende for at vinde en bil. Ikke at det er alle der gør det, men hele den smukke tanke bag indsamlingen bliver smadret lidt, når det hele pludselig handler om at vinde et eller andet ligegyldigt, og ikke at hjælpe andre.
Det bliver kørt op til et eller andet helt åndssvagt, hvor der er alle mulige kendte der skal optræde, og det hele skal gøres til et kæmpe show der minder mere om en blanding af Melodi Grand Prix og Bingo Banko, hvis man ser bort fra de triste indslag der kommer ind imellem med sultne børn, som giver os dårlig samvittighed. Herefter kommer indslaget om at vi kan vinde en bil, og så ender vi med at donere 150 kr. på baggrund af en følelse af dårlig samvittighed samt lysten til en ny bil.

Dette mener jeg er usmageligt og helt malplaceret. (Selvom det uden tvivl er skide effektivt at give folk dårlig samvittighed og samtidig lokke dem med en bil, hvis man gerne vil have deres penge).
Jeg ville personligt have det forfærdeligt dårligt med at køre rundt i en bil, som jeg havde vundet fordi jeg havde givet 150 kr. til en indsamling for sultne børn/kræft. Ja ja, det kan godt være at bilerne/rejserne er sponsoreret af firmaer og derfor ikke som sådan har kostet noget, men det gør det ikke mere rigtigt. Det gør derimod bare hele programmet til en stor reklame for et bilfirma, og så er jeg lidt i tvivl om, hvad der egentlig er meningen med at lave en indsamling.

 

Hvis det stod til mig, så ville fremtidens indsamlingsshows indeholde underholdning i en meget begrænset mængde, og til gengæld meget information om, hvad pengene præcist går til, og hvad pengene fra tidligere indsamlinger er gået til. Der kunne også være interviews med folk der har fået hjælp af Kræftens Bekæmpelse, og en masse information om hvad man selv kan gøre for at undgå at få kræft, og hvad man skal gøre, hvis nogen man kender bliver ramt af det. Der er så meget god information man kunne give folket, i stedet for at spilde programmets sendetid med at vise Medina, som skal optræde med sin nyeste single, og derefter 1 ½ times reklamer for en bil.

 

Det var alt jeg havde at sige om den sag.

Hyg jer.
/A

Frihed til at vælge selv – eller hvad?


Hej verden.
Dette indlæg skriver jeg, på baggrund af en artikel fra Berlingske skrevet af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, som jeg føler mig utroligt oprørt over.
Overskriften er “De uansættelige – ansigtstatoveringer, rygmærker og niqaber”.
Så er kursen ligesom sat. Han lægger ud med at skrive: “Hvis man lader sit ansigt tatovere som et kranie, så er det det samme som at sige, at der er masser af arbejde, som man ikke vil stå til rådighed for”. 

Dette er en interessant sætning, som jeg har tænkt mig at analysere i dybden, for at understrege, at manden på alle måder måske lige burde overveje sine udtalelser en ekstra gang:

For det første, så var jeg, indtil nu, af den opfattelse, at Liberal Alliance er et liberalt parti. Dette er åbenbart ikke tilfældet alligevel, da de liberale grundholdninger, som bygger på frihed, selvbestemmelse og retten til selv at vælge, ikke rigtigt stemmer overens med Ole Birk Olesens udtalelse. Han siger jo sådan set, at vi ikke selv må bestemme hvordan vi vil se ud, men derimod skal lade samfundet opsætte nogle kriterier for, hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er. 

Han bruger den argumentation, at hvis man skal stå til rådighed for et arbejde, hvor man har med kunder/mennesker at gøre, så går det ikke, at man “har horn i panden og forsøger at se farlig ud, eller at man klæder sig som Disney’s ‘Sorte Slyngel”(altså at man er iført niqab).. Dette synes jeg er direkte diskriminerende, og han kan på INGEN måde tillade sig at lave den konklusion, at mennesker der har tatoveringer i ansigtet eller har en niqab på, umuligt kan være imødekommende og gode til at servicere kunderne. Med mindre at nogen kan vise mig en videnskabelig undersøgelse der beviser, at det simpelthen er fysisk umuligt for folk at handle ind i Rema 1000, fordi der sidder en person bag kassen med en tatovering i ansigtet (!!!!), så vil jeg tillade mig at sige, at han ikke har noget som helst at have det i. 

Nu er det meget sjældent, at jeg personligt møder mennesker der har tatoveringer i ansigtet/horn i panden, så derfor kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt de er imødekommende eller ej. Jeg har på fornemmelsen (dog kan jeg ikke vide det med sikkerhed), at Ole Birk Olesen og resten af LA ikke er typerne, der tilbringer meget tid med at tale med mennesker, der ser anderledes ud. Dette fører selvfølgelig til en uvidenhed om disse mennesker, og hernæst fordomme og andre uhensigtsmæssige og udokumenterede meninger. 
Han har intet grundlag for at konkludere, at hvis man har horn i panden, så er man et ubehageligt menneske, der ikke er villigt til at tage et arbejde, og heller ikke kan udføre et arbejde, fordi kunderne bliver skræmt væk af en.

Undskyld mig, men hvad sker der efterhånden for vores samfund? Hvad er problemet egentligt i, at der sidder en person bag kassen, som måske har et alternativt udseende? Hvorfor er det blevet sådan, at vi kæmper så meget for, at alle skal se ens ud, gå den samme vej i livet og ALDRIG, aldrig, aldrig må være anderledes? Hvad får vi som samfund ud af, at alle servicemedarbejdere i supermarkederne allesammen ser fuldstændigt ens ud, når vi udmærket ved, at vi mennesker altid vil være forskellige?
Hvorfor ikke sætte pris på forskelligheden? Hvorfor ikke hylde de mennesker, der gør noget andet end alle andre, i stedet for på forhånd at konkludere, at fordi de har en tatovering, så er de ikke villige til at arbejde, og derfor heller ikke skal have ret til kontanthjælp?

“Hvis du ikke ser ud som vi synes du skal se ud, så er du ikke ok, og må derfor sejle i din egen sø” – sådan mener jeg umiddelbart godt at man kan oversætte Ole Birk Olesens udtalelser, og det gør ondt i mit hjerte, at hele vores samfund efterhånden er så gennemsyret af troen på, at man ikke er ok, hvis man bare er sig selv. 

Nej, man skal altid prøve at være mere end det. Det er ikke godt nok bare at gøre det man selv vil. Man skal nemlig gøre det, som samfundet synes man skal gøre.

Hvis vi accepterer, at der nu er en regel om, at man ikke må have tatoveringer, ikke må gå med niqab (og vel heller ikke burka), have piercinger, eller på nogen måde se anderledes ud end andre mennesker, hvad bliver så ikke det næste? Så skal der vel også indføres regler for, at man ikke må farve sit hår og ikke må have tøj på i spraglede farver, for hvis man er sådan en hippie-type, så kan man SELVFØLGELIG ikke udføre et arbejde. Og vi mennesker, der jo åbenbart er ejet af staten, skal konstant stå til rådighed for alle mulige typer jobs, og har derfor ikke råd til at træde udenfor. 

Hvis vi ikke kan få et arbejde, så er det vores egen skyld; vi skal ændre på os selv, for at være gode nok. 


Hvis en person har lyst til at have horn i panden og 30 piercinger i ansigtet, så har personen 100 % ret til det. Jeg har ikke lyst til at dømme den person på vedkommendes udseende, for hvilken relevans har det egentlig, hvis vedkommende sidder bag kassen i Rema 1000? Hvilken forskel gør det egentlig for mig, om den person har horn i panden eller ej? Hvis vedkommende smiler og ønsker mig en god dag, og rent faktisk virker engageret i at servicere mig som kunde (hvilket 90 % af alle kassemedarbejdere der ser “almindelige ud” langt fra er gode til), så vil jeg gå videre ud i dagen med et smil. 


Alle fortjener en chance, også dem der ikke ser ud som jer, Liberal Alliance.