Kategoriarkiv: vrede

Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Start med dig selv

Hej verden.

I denne uge har Aalborg været vært for arrangementet Tall Ship Races. Dette indebærer, at en masse skibe er kommet til byen, og at der har været flere hundredetusinder gæster til arrangementet. Det hele kulminerede sent i går aftes med Danmarkshistoriens hidtil største fyrværkerishow – et vanvittigt arrangement, som var utroligt smukt, særligt fordi det var akkompagneret af musik, så fyrværkeriet på utrolig vis passede til musikken. Det var en vild oplevelse – og der var rigtigt, rigtigt mange mennesker, der var mødt op for at se showet, som varede en halv time, Vi stod tæt pakket på havnen og op ad byens gader for at kunne være der allesammen, og det er altid interessant at iagttage, hvad der sker, når så mange mennesker er samlet. Det er som om, at de regler, vil følger til daglig, bliver ophævet, og at det pludselig er tilladt at skubbe til folk, så man kan komme hurtigt hen til sin bil og komme hjem, når man har set det, man ville. Vi glemmer hensynet til hinanden, måske fordi vi ikke kan overskue at forholde os til den store menneskemængde, og derfor bliver vi nogle egoister. Det kom også til udtryk på en meget forstyrrende måde under selve fyrværkerishowet. Lige så snart det startede, begyndte folk at række deres arme i vejret for at optage videoer med deres smartphones. Et fuldstændig vanvittigt socialt fænomen – primært fordi vi jo alle ved, at det IKKE bliver en god optagelse, og at den på ingen måde kan måle sig med den virkelige oplevelse. Desuden vidner det om, at vi alle er så optagede af at skulle dokumentere det, vi oplever, at vi faktisk helt glemmer at være til stede, fordi vi har travlt med at tage billeder og videoer – hvilket er ufatteligt trist og spild af liv! Men mest af alt synes jeg smartphone-fænomenet fik mig til at føle, at jeg stod i en flok af egoister. Folk virkede slet ikke til at tænke på, at der stod flere hundrede mennesker bag ved dem, som også gerne ville se showet, og som måske ikke lige syntes det var super fedt, at se på en masse smartphones i stedet for det reelle show. Det gjorde mig virkeligt irriteret, og jeg følte en vis håbløshed på menneskehedens vegne. Desuden begyndte jeg at lægge mærke til, da vi skulle gå hjem derfra, hvor mange tomme ølkrus og andet skrald der lå rundt omkring på havnen. Og det er jo ikke noget nyt. Er vi i virkeligheden bare en stor flok egoister, der ikke kan finde ud af at tænke på andre? Er vi dårligt opdragede, eller skyldes det en lidt for slap kultur, og at vi har det lidt for godt her i landet? Hvorfor opfører vi os ikke mere respektfuldt i offentligheden?

Der er talrige eksempler på arrangementer, hvor folk virkeligt smider skrald og ikke selv rydder op bagefter. For eksempel er der Aalborg Karneval, hvor hele byen fyldes med affald, tomme/knuste glasflasker og tonsvis af plastic, der bare ligger og flyder – “for der kommer nogen og rydder op efter os i morgen”. Der er Roskilde Festival, og festivaler generelt, hvor folk lever i bunker af affald og tis og emballage fra alt muligt halløj. Det får bare lov at ligge og flyde, og når festivalen er slut lader de fleste deres telte stå og tager kun deres vigtige personlige ejendele med hjem. Og så er der kanel-traditionen, som resulterer i at der ligger kanel i enorme mængder på gadehjørnerne – hvilket i øvrigt er den mest åndssvage tradition, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan VIRKELIG ikke se, hvordan det skulle være “en sjov tradition”, og særligt ikke, når det indebærer at binde folk til en lygtepæl mod deres vilje. Men det må de selvfølgelig selv om – det er bare ikke ok, at det skal gå udover byen og alle os andre, at de skal have denne sjove kaneltradition. Hvis man vil hælde kanel på sine venner i det offentlige rum, så må man for fanden da også sørge for at få ryddet op efter sig selv igen. Det kan aldrig blive nogle andres ansvar – men det bliver det jo så alligevel, fordi folk bare lader kanelen ligge. Det gør mig så HIDSIG (hej, jeg har et stort temperament, selvom jeg måske på overfladen fremstår mild og venlig).

Og noget andet, der virkelig også hidser mig op, er den ufattelige mængde af cigaretskodder, der ligger OVERALT. Uanset hvor du er, i en hvilken som helst by, kan du ikke gå én meter uden at blive mødt af mange, mange cigaretskodder, der er smidt på jorden. Det er som om, at vi har vedtaget, at det er ok, at det er sådan. At det er ok, at fortovene er fyldt med skodder, som kun bliver til flere og flere (og som kommunen så på et eller andet tidspunkt er nødt til at bruge ressourcer på at fjerne). Det er som om, at det er blevet ok at opføre sig som en mega egoist – særligt når vi færdes i større grupper, hvor det er normen at man smider skrald/skodder/kanel.

Jeg siger ikke, at de mennesker, der smider cigaretskodder og ikke tænker på at få ryddet op efter sig til festivalen/havnefesten/kanelbadet er dårlige mennesker – for jeg kender og holder stærkt af masser af folk, der gør netop disse ting. Men jeg synes sgu, at det er for slapt. Og det giver mig lyst til at give folk, og menneskeheden i det hele taget, en ordentlig gang voksen-skæld-ud. Jeg har lyst til at være en sur mor, der fortæller børnene, at jeg er SKUFFET og at de FOR FANDEN bare har at begynde at opføre sig pænt med det vuns!!

Start med dig selv

Det, at jeg hidser mig op, kommer dog ikke til at have nogen som helst forandrende effekt på andre menneskers adfærd. MEN! Det betyder ikke, at jeg intet kan gøre, eller at jeg skal stoppe med at gå op i, at vi skal rydde op efter os selv og ikke kaste rundt med alt muligt pis og lort. For det jeg kan gøre, er nemlig at starte med mig selv. Jeg kan starte med at sørge for, at jeg rydder ordentligt op efter mig selv, og at jeg ikke selv bidrager til at gøre problemet værre. Og så kan jeg gå skridtet videre og begynde at tage ansvar for det skrald, jeg møder på min vej. Et tomt ølkrus, en McDonalds pose, der ligger og flyder, en glasflaske, der ligger på gaden. Jeg kan samle affaldet op og smide det ud i den nærmeste skraldespand. Det er i hvert fald meget mere produktivt end bare at hidse mig op over, at det ligger der. Og nej, det er ikke min opgave at rydde op efter andre, men hvis skraldet ligger på gaden, og jeg gerne vil have det væk, hvorfor skulle jeg så ikke fjerne det? Jeg har to velfungerende arme, og jeg kan ligeså godt fjerne affaldet, for hvem skal ellers gøre det? Kommunen? Hmm, kunne det ikke være fedt, hvis kommunen kunne bruge sine ressourcer på andre og vigtigere ting end at samle skrald op fra dovne borgere? Det synes jeg. Og derfor må jeg påtage mig ansvaret, når jeg ser noget skrald, der ligger og flyder.

Det er videnskabeligt bevist, at folk er mere tilbøjelige til selv at smide skrald, hvis der i forvejen ligger skrald et sted. “De andre gjorde det, så jeg må også”. Vi lægger ansvaret over på nogle andre og bilder os selv ind, at vi ikke gør noget forkert, for hvilken forskel gør det, at vi lige smider et tomt plastickrus, når der i forvejen ligger en dynge af skrald.
Netop af denne grund er det meget effektivt at samle det skrald op, man ser på gaden – for hvis det får lov at blive liggende, bliver det bare til mere og mere og mere. Når et område er rent og pænt, er det mindre sandsynligt, at man vil smide sit skrald der – og derfor giver det for eksempel rigtig god mening, når der en gang årligt er Affaldsindsamling, hvor folk mødes overalt i landet og samler skrald ind.

En selvforstærkende effekt

Du må selv starte med at være et godt eksempel, hvis du ønsker at en forandring skal ske i verden. Det hjælper ikke noget bare at skælde ud, som jeg selv har en tendens til. Du må tage ansvar for dig selv og derefter tage ansvar for det skrald, du møder på din vej, og som du ikke ønsker at se på. Du kan ikke bare vente på, at nogle andre fjerner det. Det hele starter med dig selv – og det bliver meget nemmere for dig at eksistere, hvis du selv påtager dig et ansvar. Først og fremmest for dig selv – for hvis alle mennesker gjorde det, ville vi nok ikke have problemer med skrald i naturen. Men det gode, der desuden kan ske, ved at du rydder op efter dig selv, og samler skrald op, der ligger og flyder på fortovet, er at andre mennesker ser det og bliver inspireret til at gøre det samme. Vi mennesker er jo sociale dyr, og når vi ser nogen gøre noget, kan vi få lyst til selv at gøre det samme – hvis man ser rigtigt mange smide skrald i offentlige skraldespande, vil man også selv være mere tilbøjelig til at gøre det. For så bliver det en normal ting at gøre. Vi lærer ved at imitere hinandens handlinger, og dette er vigtigt at huske på i en situation, hvor man ønsker at folk skal smide deres skrald i skraldespandene. Vi gør allesammen en forskel, når vi smider vores skrald ud, eller skrald vi finder på gaden, for jo flere der gør det, jo flere vil begynde at gøre det. En selvforstærkende effekt, som er værd at huske på. Ikke kun i forhold til skrald, men også i forhold til alt muligt andet, man synes er et problem i samfundet. Min ven Iris samt min bror er begge to utroligt gode til at tage ansvar for at smide det skrald ud, som ligger og flyder på gaden. Og det bedste ved det er, at det er naturligt for dem at gøre det. Det er ikke fordi de ønsker at fremstå som gode mennesker, der redder planeten. Det er bare fordi, at de ikke synes, at der skal ligge skrald på gaden.

Så start med dig selv, og sørg for, at du opfører dig på den måde, som du ønsker at alle andre også skal opføre sig på – og du er godt på vej til at bidrage til en forandring til det bedre. Det vil jeg i hvert fald prøve at huske mig selv på at gøre.

Hyg jer – og lad være med at smide jeres skrald på gaden, medmindre i ønsker at vores smukke land skal blive en stor losseplads.

Hilsen A (den sure mor)

jeg forsøger at være tolerant | 22. december

der er mange der siger
at jeg er et meget positivt menneske
men det er ikke tilfældet lige pt
for jeg bliver så hidsig
af al den dårlige julemusik
jeg forsøger at være tolerant
men det går ikke så godt
for jeg bliver så arrig
jeg har lyst til
at kaste med ting
men den slags aggressive adfærd
er en smule problematisk
specielt her i juletiden
jeg må vel bare
lære at smile
og rette ind
jeg behøver ikke altid
at være på tværs
det må jeg arbejde på
selvom det er svært

black friday

her hvor du står
blandt svedende mennesker
bliver du i tvivl om
hvad det egentligt er
du tilsyneladende længes efter
//
du står i en kø
som du selv har lavet
og du råber til dig selv
at du stadig vil mene
at du er nogenlunde begavet
//
du har ikke været i bad
og du vil egentligt bare hjem
men du skal lige observere
om der er noget spændende
der her på stedet sker
//
du drikker aldrig alkohol
så du køber nogle whiskeyglas
for de er ret æstetiske
sikke et tilbud
og i dit køkkenskab har du plads
//
vi ser ikke på hinanden
for vi har tilbud i vores øjne
livet virker simpelt
når vi glemmer at huske
at vi bygger vores liv
på vores egne løgne
//
så køb din stegepande
og skynd dig hjem i seng
i morgen er dette overstået
og du kan glæde dig til
at kunne ånde frit igen

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A

En kritik af et problematisk tv-program

Hej verden.

Jeg er stadig syg, men pga. de to kopper hvidløgste, som jeg har indtaget indenfor det seneste døgn er min feber faldet til 38, hvilket har resulteret i, at jeg har fået vasket op for første gang siden i søndags. Jeg har også fået læst hele 15 sider og skrevet noter, hvilket jeg tvang mig selv til at gøre, eftersom jeg ikke ønsker at komme håbløst bagud allerede nu. Og alt sammen lykkedes pga. hvidløg. Åh, hvidløg, du fuldender mig.

Nåh, men nu til sagen:

Eftersom jeg har set en del tv de seneste par dage af mangel på bedre underholdningsmuligheder, er jeg løbet tør for programmer, som jeg rent faktisk ønsker at se. Så det resulterede i, at jeg i morges, da jeg spiste morgenmad (hvilket fandt sted kl. 13) valgte at se et program, som jeg ikke havde forventet, at jeg nogensinde ville se igen (og nej, jeg hentyder ikke til Aftenshowet).
(trommehvirvel, spænding, uhh, hvilket program så jeg mon så)
Jeg så det første afsnit af den nye sæson af “Gift ved første blik”.

Det ser ikke godt ud, når det kommer ned på skrift. Jeg er ikke stolt af det, og jeg så det kun, fordi jeg ikke kunne se andre mulige løsninger. Det var enten det, eller at se et gammelt afsnit af Kender Du Typen. Og så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var mere konstruktivt at se Gift ved første blik, da jeg ikke har set det i nogle år, og teknisk set ikke kan kritisere et program, som jeg ikke har set. Med andre ord så jeg  primært programmet for nu at kunne kritisere det med god samvittighed. Så her kommer noget af det, som jeg indtil videre er nået frem til.

Helt grundlæggende er der bare noget trist ved det faktum, at DR har formået at skabe et program, som amerikansk tv har ønsket at købe rettighederne til. Da det skete, synes jeg godt, at DR lige kunne have indset, at de nok burde stoppe med at lave programmet, hvis det appellerer til dét segment. Men nej, de har i stedet valgt at lave en fjerde sæson og blive ved. Og det er der ingen grund til.

Det primære problem med programmets koncept er, at det er virkeligt overfladisk. Det handler jo ikke om at “give kærligheden den ultimative chance”, som de selv siger; det handler om at lave tv, der tiltrækker flest mulige seere. Det handler ikke om, at “lave de perfekte match”. Nej. Deltagerne er castet ind i programmet og er blevet udvalgt med henblik på, at de skal gøre programmerne interessante og sindsoprivende at se. De er selvfølgelig ikke bare blevet udvalgt, fordi de passer fantastisk sammen.

Desuden handler det ikke om, at de skal indgå et ægteskab. For jo, det gør de rent formelt, men det er jo ikke et reelt ægteskab, eftersom det intet fundament har. De kender ikke hinanden og får ikke rigtigt mulighed for at komme til det, eftersom folk sidder hjemme i deres stuer og kan se med på det hele. Deltagerne sættes i sådan en overvældende situation, hvor alting lige pludselig sker på én gang, at jeg synes, at det fra et psykologisk synspunkt er kritisabelt, eftersom de ikke får mulighed for at vænne sig til situationen uden konstant at få et kamera i hovedet og blive bedt om at fortælle, hvordan de synes, at det går med at være gift. Jeg tænker, at det er en meget stressende situation at sætte mennesker i. Det handler ikke om opbygningen af et ægteskab eller en menneskelig relation; det handler om at sætte to mennesker under et massivt pres, og fremstille det på en måde, så det bliver dramatisk, interessant og muligvis lidt rørende.
Programmet er både for privat og samtidig for upersonligt.

Personligt har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at blive gift med en tilfældig person, bare for at blive gift. Det er så ukonkret og upersonligt, og det handler jo ikke om kærlighed. For ingen af deltagerne bliver gift, fordi de er forelskede og mener, at de har fundet en, de ønsker at bruge resten af livet sammen med; nej, de bliver gift for at blive gift. De bliver ikke gift pga. en personlig relation, kemi og et ønske om at være sammen med hinanden for evigt; de bliver gift pga. ønsket om at finde en eller anden at blive gift med, som kan give dem det, de savner. Det bliver til et individualistisk projekt på den dårlige måde, hvor begge parter tænker “jeg skal giftes” fremfor “vi skal giftes”.

Der er bare noget ved det program, der får ægteskabet til at fremstå utroligt frastødende (men så igen, jeg har aldrig kunnet forestille mig selv at blive gift, så tanken om ægteskabet har altid fremstået mere eller mindre frastødende for mig). De snakker om, at 46 % af alle ægteskab ender i skilsmisser og at 1,6 millioner danskere “lever som singler”, som om, at det er lig med noget helt forfærdeligt, der er nødt til at blive løst. I starten af programmet, før deltagerne er blevet gift, bliver de præsenteret med deres navn og nedenunder antallet af måneder/år, de har været singler. Efter de er blevet gift, præsenteres de med deres navn og nedenunder står der så, at de er gift og hvem de er gift med. Og den lille detalje har måske et informativt formål, men på en eller anden måde siger det samtidig alt om, hvordan deltagerne fremstilles i programmet. Først er de singler. Så er de gift. Deres civilstatus bliver gjort til deres overordnede identitet, og det gør mig ret trist, for først og fremmest er de jo mennesker, og det synes jeg ikke rigtigt, at programmet formår at fremstille dem som.

Sikke en stor omgang pis. Det må være konklusionen.

Og dermed; glædelig valentinsdag!!! (jeg har også overvejet at skrive en kritik af valentinsdag-konceptet, men jeg er nået frem til, at jeg ikke ønsker at ødelægge den gode stemning, for hvad nu, hvis det viser sig, at jeg har læsere, der er store fans af valentinsdag og virkeligt har glædet sig til den dag i et helt år? Jeg kan da ikke tage glæden fra dem.
Så skriv venligst en kommentar/send mig en mail hvis du læser min blog og godt kan lide valentinsdag/Valentines Day/you name it. (Hvis jeg ikke modtager nogle henvendelser, så vil jeg tillade mig at ødelægge den gode stemning engang i fremtiden/næste uge, når jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan kritisere valentinsdag, uden at folk opfatter det som om, at jeg bare er sur og bitter, fordi jeg ikke selv har modtaget nogle kort eller blomster og chokolade fra diverse hemmelige beundrere). Men det står ikke ret højt på min prioriteringsliste at skrive det indlæg, eftersom jeg får travlt i den kommende periode og i næste uge har hele fire sociale aftaler, og desuden har tænkt mig at møde op til undervisningen på uni. Det bliver godt for mig at komme lidt ud, tror jeg.

(Jeg føler, at dette billede er en meget god afrunding på alt dette)

I må hygge jer.

(Hvis nogen skulle få den idé at sende mig blomster, så lad venligst være, da jeg højst sandsynligt ikke er hjemme, og desuden hellere vil modtage en kaktus, eftersom blomster er spild af penge, indpakning og jordens ressourcer. Og fordi min kaktus Lars-Kirsten godt kunne bruge sig en partner. Kønnet er lige meget, Lars-Kirsten er åben for alle muligheder)

 

//A

 

 

når jeg vågner

du holder vejret
for du kan ikke mærke luften
du farer rundt
omkring dig selv
du ser ingen
men alle ser dig
du spurgte
og fik intet svar
du spiser aftensmad
med dit tv
du siger
at du ikke har brug for andre
end dig selv
at du har nok
i dine indre monologer
du siger
at de intet forstår
for dine tanker
er noget særligt
du er et jordskælv
et stormvejr
en flodbølge
en oversvømmelse af kælderen
og en blomstermark i august
jeg tager havestolene ind
i morgen bliver vi indendørs
drikker kaffe dagen lang
griner til solen går ned
synger til den står op
når jeg vågner
er jorden igen intakt