Kategoriarkiv: vrede

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A

En kritik af et problematisk tv-program

Hej verden.

Jeg er stadig syg, men pga. de to kopper hvidløgste, som jeg har indtaget indenfor det seneste døgn er min feber faldet til 38, hvilket har resulteret i, at jeg har fået vasket op for første gang siden i søndags. Jeg har også fået læst hele 15 sider og skrevet noter, hvilket jeg tvang mig selv til at gøre, eftersom jeg ikke ønsker at komme håbløst bagud allerede nu. Og alt sammen lykkedes pga. hvidløg. Åh, hvidløg, du fuldender mig.

Nåh, men nu til sagen:

Eftersom jeg har set en del tv de seneste par dage af mangel på bedre underholdningsmuligheder, er jeg løbet tør for programmer, som jeg rent faktisk ønsker at se. Så det resulterede i, at jeg i morges, da jeg spiste morgenmad (hvilket fandt sted kl. 13) valgte at se et program, som jeg ikke havde forventet, at jeg nogensinde ville se igen (og nej, jeg hentyder ikke til Aftenshowet).
(trommehvirvel, spænding, uhh, hvilket program så jeg mon så)
Jeg så det første afsnit af den nye sæson af “Gift ved første blik”.

Det ser ikke godt ud, når det kommer ned på skrift. Jeg er ikke stolt af det, og jeg så det kun, fordi jeg ikke kunne se andre mulige løsninger. Det var enten det, eller at se et gammelt afsnit af Kender Du Typen. Og så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var mere konstruktivt at se Gift ved første blik, da jeg ikke har set det i nogle år, og teknisk set ikke kan kritisere et program, som jeg ikke har set. Med andre ord så jeg  primært programmet for nu at kunne kritisere det med god samvittighed. Så her kommer noget af det, som jeg indtil videre er nået frem til.

Helt grundlæggende er der bare noget trist ved det faktum, at DR har formået at skabe et program, som amerikansk tv har ønsket at købe rettighederne til. Da det skete, synes jeg godt, at DR lige kunne have indset, at de nok burde stoppe med at lave programmet, hvis det appellerer til dét segment. Men nej, de har i stedet valgt at lave en fjerde sæson og blive ved. Og det er der ingen grund til.

Det primære problem med programmets koncept er, at det er virkeligt overfladisk. Det handler jo ikke om at “give kærligheden den ultimative chance”, som de selv siger; det handler om at lave tv, der tiltrækker flest mulige seere. Det handler ikke om, at “lave de perfekte match”. Nej. Deltagerne er castet ind i programmet og er blevet udvalgt med henblik på, at de skal gøre programmerne interessante og sindsoprivende at se. De er selvfølgelig ikke bare blevet udvalgt, fordi de passer fantastisk sammen.

Desuden handler det ikke om, at de skal indgå et ægteskab. For jo, det gør de rent formelt, men det er jo ikke et reelt ægteskab, eftersom det intet fundament har. De kender ikke hinanden og får ikke rigtigt mulighed for at komme til det, eftersom folk sidder hjemme i deres stuer og kan se med på det hele. Deltagerne sættes i sådan en overvældende situation, hvor alting lige pludselig sker på én gang, at jeg synes, at det fra et psykologisk synspunkt er kritisabelt, eftersom de ikke får mulighed for at vænne sig til situationen uden konstant at få et kamera i hovedet og blive bedt om at fortælle, hvordan de synes, at det går med at være gift. Jeg tænker, at det er en meget stressende situation at sætte mennesker i. Det handler ikke om opbygningen af et ægteskab eller en menneskelig relation; det handler om at sætte to mennesker under et massivt pres, og fremstille det på en måde, så det bliver dramatisk, interessant og muligvis lidt rørende.
Programmet er både for privat og samtidig for upersonligt.

Personligt har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at blive gift med en tilfældig person, bare for at blive gift. Det er så ukonkret og upersonligt, og det handler jo ikke om kærlighed. For ingen af deltagerne bliver gift, fordi de er forelskede og mener, at de har fundet en, de ønsker at bruge resten af livet sammen med; nej, de bliver gift for at blive gift. De bliver ikke gift pga. en personlig relation, kemi og et ønske om at være sammen med hinanden for evigt; de bliver gift pga. ønsket om at finde en eller anden at blive gift med, som kan give dem det, de savner. Det bliver til et individualistisk projekt på den dårlige måde, hvor begge parter tænker “jeg skal giftes” fremfor “vi skal giftes”.

Der er bare noget ved det program, der får ægteskabet til at fremstå utroligt frastødende (men så igen, jeg har aldrig kunnet forestille mig selv at blive gift, så tanken om ægteskabet har altid fremstået mere eller mindre frastødende for mig). De snakker om, at 46 % af alle ægteskab ender i skilsmisser og at 1,6 millioner danskere “lever som singler”, som om, at det er lig med noget helt forfærdeligt, der er nødt til at blive løst. I starten af programmet, før deltagerne er blevet gift, bliver de præsenteret med deres navn og nedenunder antallet af måneder/år, de har været singler. Efter de er blevet gift, præsenteres de med deres navn og nedenunder står der så, at de er gift og hvem de er gift med. Og den lille detalje har måske et informativt formål, men på en eller anden måde siger det samtidig alt om, hvordan deltagerne fremstilles i programmet. Først er de singler. Så er de gift. Deres civilstatus bliver gjort til deres overordnede identitet, og det gør mig ret trist, for først og fremmest er de jo mennesker, og det synes jeg ikke rigtigt, at programmet formår at fremstille dem som.

Sikke en stor omgang pis. Det må være konklusionen.

Og dermed; glædelig valentinsdag!!! (jeg har også overvejet at skrive en kritik af valentinsdag-konceptet, men jeg er nået frem til, at jeg ikke ønsker at ødelægge den gode stemning, for hvad nu, hvis det viser sig, at jeg har læsere, der er store fans af valentinsdag og virkeligt har glædet sig til den dag i et helt år? Jeg kan da ikke tage glæden fra dem.
Så skriv venligst en kommentar/send mig en mail hvis du læser min blog og godt kan lide valentinsdag/Valentines Day/you name it. (Hvis jeg ikke modtager nogle henvendelser, så vil jeg tillade mig at ødelægge den gode stemning engang i fremtiden/næste uge, når jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan kritisere valentinsdag, uden at folk opfatter det som om, at jeg bare er sur og bitter, fordi jeg ikke selv har modtaget nogle kort eller blomster og chokolade fra diverse hemmelige beundrere). Men det står ikke ret højt på min prioriteringsliste at skrive det indlæg, eftersom jeg får travlt i den kommende periode og i næste uge har hele fire sociale aftaler, og desuden har tænkt mig at møde op til undervisningen på uni. Det bliver godt for mig at komme lidt ud, tror jeg.

(Jeg føler, at dette billede er en meget god afrunding på alt dette)

I må hygge jer.

(Hvis nogen skulle få den idé at sende mig blomster, så lad venligst være, da jeg højst sandsynligt ikke er hjemme, og desuden hellere vil modtage en kaktus, eftersom blomster er spild af penge, indpakning og jordens ressourcer. Og fordi min kaktus Lars-Kirsten godt kunne bruge sig en partner. Kønnet er lige meget, Lars-Kirsten er åben for alle muligheder)

 

//A

 

 

når jeg vågner

du holder vejret
for du kan ikke mærke luften
du farer rundt
omkring dig selv
du ser ingen
men alle ser dig
du spurgte
og fik intet svar
du spiser aftensmad
med dit tv
du siger
at du ikke har brug for andre
end dig selv
at du har nok
i dine indre monologer
du siger
at de intet forstår
for dine tanker
er noget særligt
du er et jordskælv
et stormvejr
en flodbølge
en oversvømmelse af kælderen
og en blomstermark i august
jeg tager havestolene ind
i morgen bliver vi indendørs
drikker kaffe dagen lang
griner til solen går ned
synger til den står op
når jeg vågner
er jorden igen intakt

I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A

 

Forfærdelige ting – den officielle liste

Hej verden. Mit største problem lige nu, er at jeg har tre forskellige indlæg, jeg gerne vil skrive, og at jeg realistisk set kun har tid til at skrive ét, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at prioritere.

Valget står imellem:

1.  Et meget overentusiastisk indlæg omhandlende den glade følelse man får indeni, når det går godt for nogen man holder af.

2. En socialrealistisk beretning om overlevelsesturen i mandags, hvor min bror og jeg cyklede 16 km, gik 15 km på stranden + 5 ekstra kilometer, fordi jeg insisterede på at vi skulle tage en “smutvej”.

3.  Sidst men ikke mindst et indlæg jeg længe har ønsket at skrive, nemlig den officielle liste over alle de ting jeg hader/virkeligt ikke kan lide/ikke synes om.

Da jeg lige pt er sulten og træt, er valget ikke så svært, så her kommer den officielle liste over alt det, der er forfærdeligt og træls: (skynd jer at lukke dette vindue ned, hvis I ønsker at bevare jeres gode sommerhumør, og kom tilbage engang i januar hvor alt alligevel er mørkt og trist)

  • Oliven.
  • Madspild.
  • Føtex.
  • Når jeg selv forårsager madspild.
  • Temperaturer over 25 grader (jeg bliver sur, fjendtlig og meget nærtagende).
  • Dårlig popmusik der intet indhold har (de fleste kan nok regne ud, at jeg særligt hentyder til Rasmus Seebach og Medina)
  • Dårlig journalistik (fx havde Berlingske en artikel den anden dag, der handlede om, at Medina skulle giftes. Nu er jeg stoppet med at læse Berlingske)
    (Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod Medina eller Rasmus Seebach som mennesker, da jeg ikke kender dem, de er udelukkende på denne liste fordi jeg synes, at deres musik er forfærdelig).
  • At høre radio om morgenen (især når det er P4, P5, P1, P2, Radio Alfa, Radio ABC eller hvilken som helst anden radiokanal, der har irriterende radioværter med alt for insisterende stemmer og dårlig musik, som de spiller igen og igen) (P1 er med på listen, da det kræver for meget hjerneaktivitet at lytte til deres udsendelser, og om morgenen skal det ikke være sådan)
  • Materialisme i overdreven grad.
  • Folk der råber/skriger.
  • Forældre, der mener, at de ikke behøver at opdrage deres børn og lære dem at tage hensyn til andre mennesker.
  • Det faktum, at Linse Kesslers selvbiografi er blevet en bestseller og at teenagere ønsker at få hendes autograf.
  • At være løbet tør for æg.
  • Buræg.
  • Bøger, der slet ikke er lige så gode som alle mulige folk siger, at de er.

wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg

(Ja, jeg synes, at Frankenstein er opreklameret, jeg læste den primært for at kunne fremstå sofistikeret)

  • Dyremishandling/menneskemishandling af enhver art.
  • Manipulerende og beregnende mennesker.
  • Folk, der smider skrald på gaden/andre steder (jeg hader dem ikke som mennesker, jeg hader deres adfærd, da der aldrig er en god grund til at smide sit skrald nogle andre steder end i en skraldespand).
  • Når gulerødderne er rådne.
  • Når bussen/toget er fyldt med mennesker overalt.
  • Det faktum, at jeg ikke kan se bagsiden af mit hoved, medmindre jeg tager billeder af det (det afholder mig dog ikke fra at klippe mig selv).
  • At jeg er dårlig til at være minimalist i praksis (dette vil man finde ud af, hvis man tager mig med i Søstrene Grene/ser mit lager af ting, som jeg engang får brug for/mit gulv generelt)
  • At jeg ikke kan redde verden.
  • Folk, der opfører sig dårligt.
  • At der er folk, som jeg ser alt for sjældent i forhold til, hvor hyggelige de er at være sammen med.
  • Når planer forbliver halve og aldrig bliver til noget.
  • Når min frisure sidder dårligt (hvilket sker meget ofte)
    received_10209791702770560.jpeg
    (Et eksempel på en dårlig hårdag)

received_10209791707690683.jpeg

(Endnu et eksempel, der til gengæld beviser, at man godt kan have det sjovt selvom ens frisure er helt ad helvede til)

  • Inaktivitet.
  • Når folk/medierne omtaler “Harry Potter and the Cursed Child” som en roman, når det SLET IKKE er en roman men derimod et drama.
    img_20160807_172938.jpg
  • Når Kalle er et helvede (dette sker også ofte, dog ikke så meget mere)
  • For meget æblekage (jeg er klar over, at jeg er meget priviligeret, når jeg kan skrive det på denne liste).
  • Uvished.
  • Terror.
  • Fordomsfuldhed/når folk danner deres mening om noget baseret på fordomme.
  • Storcentre.
  • Færgen imellem Hirtshals og Larvik/Kristiansand, særligt pga. restauranten og den meget voldsomme buffet samt den store menneskemængde, der alle spiser sammen i ét meget stort lokale (jeg har mine grunde, som vi ikke skal komme ind på her).
  • Det faktum, at konfirmationsforberedelsestimerne (et langt og muligvis ikke-eksisterende ord) er en del af skoledagen, og at man forventes at deltage uden at blive spurgt, hvorvidt man har lyst eller ej. Det burde være en frivillig aktivitet, som man kunne gå til efter skoletid, hvis man ønsker det.
  • Folkeskolereformen, særligt de dårlige arbejdsforhold som lærerne lider under (det er selvfølgelig ikke alt, der er dårligt ved reformen, men det meste).
  • Når besparelser bliver kaldt for “inklusion”, for at få det til at lyde som om, at det er meget ideelt, at der er 30 elever i hver klasse, én lærer, mange der har det svært og nogle, der har det for “let”. Ja, alle mennesker er lige meget værd, og ens udfordringer definerer ikke, hvem man er, men det betyder ikke, at vi fx skal glemme alt om de forskellige læringsstile, og insistere på at alle skal lære alting på den samme måde. På den måde er der ingen, eller i hvert fald meget få, der når zonen for nærmeste udvikling (som ifølge psykologen Lev Vygotskij er der, man skal befinde sig, for at kunne lære optimalt), da dette ikke kan lade sig gøre, hvis én lærer skal undervise 30 forskellige børn, der alle befinder sig i forskellige “zoner” rent læringsmæssigt.
  • Når folk smider cigaretskodder/skrald  i HF’s vandbassin (eller hvad man ellers vil kalde det), så pedellerne er nødt til at gå rundt nede i det for at rense det. (Ja, dette irriterer mig stadig selvom jeg ikke længere går på skolen).
    wpid-dsc_2212.jpg
    (Jeg tog billedet en aften sidste år, hvor alle var gået hjem og jeg nød min meget tørre aftensmad i stilhed)
  • Det faktum, at min familie ikke er enige med mig i, at mine bukser med huller i er vildt fede/seje/hvad man ellers siger.
    dsc_0689.jpg
  • Det faktum, at jeg kun har haft disse bukser på ÈN gang ude i samfundet, hvilket var en dag, hvor vi skulle i XL Byg og Kvickly. Det er trist.
  • Når folk/samfundet mener, at de kan tillade sig at fortælle mig, at jeg helt sikkert kommer til at ændre mening og nok skal komme til at ønske mig at få børn når jeg engang bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke”. AAARRRRRHHH!!!! Bare fordi jeg “kun” er 20 betyder det ikke, at jeg ikke er kvalificeret til at have mine egne meninger om, hvad jeg ønsker at gøre med min krop/mit liv.
  • Når folk lader halvt spiste kiks (eller det der er værre) ligge i børnebiblioteket i det område, hvor man IKKE må spise.
  • At jeg har en tendens til at tænke alt for meget over alting.
  • At alle toiletter ikke er kønsneutrale (endnu).
  • At nogle mener, at svinekød er en dansk værdi.
  • Dengang min mor sagde, at “Beautiful Day” af U2 var “noget larm” og bad mig om at skrue ned.
  • Forskelsbehandling i alle former, uanset om det er pga. køn, hudfarve, religion, seksualitet, eller andre ting, som får folk til at behandle andre dårligt.
  • Det faktum, at jeg skal ud ad døren om 20 minutter og stadig mangler at gøre alt muligt, fordi jeg har brugt tiden på at lave dette indlæg færdigt.

DSC_0918

Det var alt for nu, jeg kommer nok i tanke om 50 ting andre ting i løbet af dagen (jeg skal være sammen med Iris, og vi ender ofte med at bruge mange timer på at kritisere samfundet og snakke om alt det, vi ville gøre anderledes, hvis vi bestemte).

Jeg håber, at I alle har det godt, og hvis ikke, så tag et glas vand, træk vejret og så er alt nok bedre imorgen.

/A

Endnu et indlæg skrevet under æbletræet i haven

Hej verden. I dag er det søndag. Nogen vil også kalde det Grundlovsdag, hvilket er fint, det er altid godt med en anledning til at fejre demokratiet, plus det er en undskyldning for at gøre søndagen til en fest (hvilket jeg personligt har gjort ved at støvsuge hele huset, leve vegetarisk, lave denne film færdig (som generelt bærer præg af at være meget hjemmelavet):

forsøge at finde ud af, om jeg er ordentligt forberedt til imorgen, konkludere at det tror jeg, og sidde under æbletræet ved siden af køkkenhaven (der primært består af nogle plantekasser med kartofler i og noget højt græs). Min plan for resten af dagen er at tænke udelukkende positive tanker, som kan få min hjerne til at tro, at jeg kan alt, og at dansk eksamen derfor bare bliver en hyggelig og afslappende samtale (det skulle ikke undre mig, hvis det rent faktisk ender sådan). Under alle omstændigheder skal det nok gå godt, da jeg er nået frem til, at min hukommelse er ret god, og jeg desuden er ret sikker på, at min dansklærer er et godt menneske.

Men den 5. juni er ikke bare en søndag, eller Grundlovsdag. Det er også den såkaldte “Fars Dag”. Hvis man kender mig, så ved man, at jeg er meget imod Mors/Fars dag-konceptet rent principielt. Nej, der er ikke noget i vejen med at fortælle sin mor/far at de er fine mennesker (hvis de ellers er det), og hvis man føler for at give dem gaver, så skal man endelig gøre det, MEN hvorfor ikke være en smule selvstændigt tænkende og gøre disse ting på andre af årets dage, når du selv har lyst? Hvorfor lade nogle blomsterhandlere diktere, at nu skal du købe diverse materielle ting (dvs. blomster, smykker eller chokolade primært) for at udtrykke din taknemlighed?
Jeg har svært ved at se, hvad den gode grund er til dette. Jeg er en person, der hader når jeg bliver pålagt at skulle gøre noget bestemt på en bestemt dag, bare fordi nogle mener, at det skal man. Det bliver for kunstigt for mig, og jeg kan ikke tage mig selv alvorligt, hvis jeg skal tvinge mig selv til
Formålet er vel generelt at glæde andre (læs: at sælge blomster), og det er jo godt at glæde andre, men for mig at se skal man kun gøre det, hvis man virkeligt har lysten til det, og ikke gøre det fordi man føler sig presset til det. Det gør ikke en til et dårligt menneske, at man ikke køber noget til sin mor på Mors Dag. Det betyder ikke, at man er egoistisk, hvis man ellers er et godt menneske resten af året og behandler sine forældre som de fortjener at blive behandlet.
Desuden hader jeg det som pesten, når nogle forældre forventer af deres yngre børn, at de skal købe diverse ting til dem, og fx sender dem links til ting de ønsker sig (jeg har set dette ske flere gange). Nej, det er ikke den måde, man lærer børnene at udvise taknemlighed eller noget som helst andet på; tværtimod er det sådan man giver sine børn dårlig samvittighed. Børn bør aldrig føle, at de står i gæld til deres forældre.

Jeg har personligt aldrig følt, at mine forældre har forventet noget som helst på Fars/Mors dag, hvilket er rart, da det betyder, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over, at jeg egentlig synes det er fjollet at skulle købe en blomst fordi nogen siger, at jeg er et dårligt menneske hvis jeg ikke gør det. Desuden betyder det, at jeg så har resten af året til at finde på alle de gaver jeg har lyst til, fx et glas abrikosmarmelade, forskellige genstande fra Søstrene Grene eller et spontant maleri (man kan efter min mening sagtens give hjemmelavede gaver til folk selvom man teknisk set er voksen, det burde ikke handle om det materialistiske).

Generelt er min pointe, at det handler om at være ægte frem for at lade samfundet diktere, at man nu skal vise sine følelser/hvordan man skal gøre det. Så som sådan er det ikke Fars/Mors dag den er gal med, det er de unødvendige forventninger der er til det hele, som ikke skal have så meget magt.

Jeg ved, at dette er et ilandsproblem, og at jeg desuden taler ud fra et meget priviligeret synspunkt, da jeg har to gode forældre, der begge har det godt, og som er gode mennesker, og at vi intet mangler, og at jeg i teorien intet har at brokke mig over. Desuden er der mange folk, der ikke længere har deres forældre, og når jeg tænker på det, får jeg straks dårlig samvittighed over, at jeg ikke i dette øjeblik er igang med at købe blomster og chokolade og planlægge en stor fest for min far, men så kommer det igen til at handle mere om den dårlige samvittighed frem for reelle følelser, jeg føler for at udtrykke.

På den anden side har jeg det også med at blive meget stædig og få idéer om, at det “folk” gør, er det forkerte, og at jeg derfor skal gøre det modsatte/intet gøre, hvilket både kan være godt og skidt. Generelt handler det vel om at gøre det, jeg har det godt med at gøre, så kan det være lige meget hvad andre gør. Det er vel egentlig livets grundessens.

Nu håber jeg ikke, at jeg har ødelagt dagen for nogen, men vi har heldigvis ytringsfrihed og retten til at have hver sin holdning. Hurra

 

blogger-image-1006183490

(Køer er inspirerende dyr, de er skide ligeglade med hvad samfundet mener er rigtigt og forkert, vi kan lære meget af dem)

Økonomi vs. mennesker

“Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her”. 

 

Dette citat er fra Marie Krarups artikel, som har startet (endnu) en længerevarende og meget psykisk opslidende diskussion i vores hjem. Nu vil jeg ikke udlevere nogen personligt, men vi er ret uenige herhjemme.
Jeg synes det er til at KASTE OP OVER når folk mener, at menneskesyn og politisk ideologi kan adskilles. Marie Krarup mener, at hendes næste ikke er den syriske flygtning, fordi hun ikke kan se dem og de ikke er tæt på hende – derfor mener hun ikke, at hun behøver at forholde sig til dem. Hun siger ordret: “Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Jeg har SÅ svært ved at se, hvordan vi i Danmark kan have den holdning, at vi skal passe på vores eget lille land, så det ikke “bliver smadret af fremmede mennesker vi ikke kender”. Uhhh, hvor er det synd for vores børn, hvis vi giver plads til nogle mennesker der er flygtet, tænk at de sådan kommer her og tager af vores skattekroner. Nåh, er de i fare for at blive slået ihjel i deres hjemlande? Skidt pyt, jeg skal ud og lave mad til børnene, for det er næstekærlighed!!!!

NEJ!!!!!

AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg er så træt…. Så træt af at høre om danskere, (som har ALT hvad de har brug for og mere til) der mener, at Danmark er truet pga. flygtningesituationen, og at vi ikke kan hjælpe hele verden, og at vi nu også må tænke på, hvad der er bedst for os selv, hvis vi vil sikre landets fremtid.
Vi kan godt blive enige om, at vi ikke kan hjælpe hele verden. Men vi kan alle gøre vores, for at gøre verden til et bedre sted. Jeg mener, at ressourcestærke lande som Danmark, hvor det grundlæggende går fantastisk, bør tage sin del af de flygtninge, der kommer til Europa. Alle lande skal hjælpe til, men i et land som Danmark, hvor vi har god mulighed for at hjælpe, så synes jeg, at vi skal tage en ekstra del på os. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan hjælpe en stor del mennesker – og det mener jeg er noget af det vigtigste, et samfund kan gøre. Det er sådan et samfund jeg gerne vil leve i. Et samfund hvor vi hjælper dem, der virkelig er på spanden og er i krise – indtil de kommer på benene igen/der bliver sikkert i deres hjemlande. Vi skal hjælpe alle dem som vi kan, efter min mening. Det er meget interessant, at så mange danskere betragter sig selv som kristne, men alligevel mener, at de selv kan bestemme, hvad næstekærlighed er. At så mange mener, at man ikke behøver at vise næstekærlighed for andre end en selv og de mennesker der bor fem meter fra en, og at nogle, Marie Krarup herunder, finder det “ulækkert” at man vælger at hjælpe mennesker i Syrien frem for at lave mad til sine børn. Hvis jeg nogensinde fik børn, så ville jeg se det som en vigtig opgave at vise dem, at man skal tænke på andre end sig selv, og at det er bedre at give noget til andre, frem for at tage det hele selv. En af de syv dødssynder er jo som bekendt grådighed, så hvis man ser sig selv som kristen, så burde det være en selvfølge, at man gav til andre og ikke tænkte på sig selv først.
Jeg er selv ateist, så det er ikke engang fordi at jeg har stærke religiøse værdier, der giver mig en følelse af, at jeg er nødt til at hjælpe. Nej, det er sådan set bare sund fornuft og de personlige værdier, som jeg selv har valgt at have – at alle mennesker er lige meget værd, og at jeg ikke er bedre end nogle andre eller har ret til mere, bare fordi jeg har været heldig at blive født som hvid i et godt land som Danmark. Jeg synes at alle skal hjælpes, og at vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem vi kan. Desuden mener jeg, at forskellighed i et samfund er opskriften på en masse gode ting, hvis vi alle kan respektere hinanden (hvilket mange etniske danskere har problemer med, som jeg ser det). Jeg prøver selv stærkt på ikke at generalisere og tegne fjendebilleder, og jeg bliver utroligt trist, når nogle har politiske holdninger der er totalt gennemsyrede af os/dem mentalitet og en frygt for det ukendte.

For at vende tilbage til det med næstekærligheden, så vil jeg nævne, at jeg ikke prøver at sige, at nogle er forkerte kristne, hvis de ikke går ind for den præcise definition af næstekærlighed. Religion er noget man skal gøre op med sig selv og ingen kan sige, hvad der er rigtigt og forkert at tro på, men jeg synes alligevel at det er interessant at se på, hvad næstekærlighed egentlig er iflg. Jesus/Biblen/hvem der nu ellers fandt på det, da de fleste danskere betegner sig selv som værende kristne, og at man derfor skulle tro, at deres religiøse syn kunne ses i deres politiske holdninger også.

Følgende definition på næstekærlighed har jeg fra folkekirken.dk:

“I kristendommen er der i virkeligheden kun ét bud, nemlig: Det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.”

Se, det er jo meget interessant. Du skal være god mod alle, også dem du ikke bryder dig om.
Nogle vil sikkert sige, “Ej men der står jo kun ‘hvert mennesker der krydser vores vej’, og de syriske flygtninge krydser ikke min vej, så jeg har intet ansvar”. Men nu skal vi lige huske, at Biblen er skrevet i en tid, hvor det tog betydeligt længere at rejse igennem verden og der heller ikke fandtes sociale medier, der kunne oplyse os om, hvordan resten af verden havde det. Dermed mener jeg, at næstekærlighed vil sige, at du skal være god mod, og hjælpe, dem der har det svært, også hvis de ikke er dine naboer. I dag har vi nødhjælpsorganisationer osv., som muliggør det for os som mennesker, at hjælpe folk i lande hvor der sker katastrofer af den ene eller anden art, og det er en fantastisk ting. Og med den mulighed kommer også et ansvar, synes jeg. Hvis man har rigeligt med penge, så er der INGEN god grund til ikke at vise næstekærlighed overfor de mennesker, som bor lidt længere væk end på den anden side af vejen.
En anden ting vi også skal huske, er at næstekærlighed også er andet end økonomisk støtte – det er mindst lige så meget den måde, som vi behandler andre på, og taler om andre på, synes jeg. Hvis du vil være god mod din næste, så har du et åbent sind og behandler andre ligeså godt, som du selv vil behandles. Uanset hudfarve, etnicitet og kulturelle forskelle.
Næstekærlighed er at tro på det gode i mennesket – det er at tro på, at den hjælp man kan give en anden, gør en forskel, og at vi sammen kan lave et bedre samfund, hvis vi hjælper hinanden og er åbne.

Nej, jeg er ikke kristen, men jeg tror på næstekærligheden – den beskriver i hvert fald meget godt, hvordan jeg selv ser på mennesker og verden i det hele taget. Jeg tror på det gode i folk. Jeg har ikke lyst til at leve i en kold verden, hvor vi lukker andre ude, for at koncentrere os om vores økonomi og vores skattelettelser.
Ligesom at jeg ikke vil leve i et land, hvor Livslinjen holder lukket om natten, så vil jeg heller ikke leve i et land, hvor grænserne bliver lukkede, fordi vi ikke lige føler, at vi kan hjælpe flere, uden at det kommer til at gå ud over os selv.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor økonomi kommer før mennesker.
Det er en forfærdeligt kedelig tendens her i Vesten, at vi lægger så meget værdi i penge fremfor sociale relationer og venlighed. Vi gør alt op i penge fremfor indre lykke, og hvis der ikke er en økonomisk gevinst, så gider vi ikke at deltage.

Jeg er fandme træt af det, og jeg håber godt nok, at det kommer til at ændre sig i en bedre retning med tiden, men jeg har mine bange anelser. Jeg håber for alt i verden ikke, at vi ender op med at blive en nation af selvhøjtidelige nationalister, som mener, at vi er bedre kristne/mennesker ved at lave sovs og kartofler til familien, fremfor at hjælpe dem, som virkelig har brug for det.
Vi taler om “Mig, mig, mig” generationen, men for mig at se virker det til, at en ret stor del af Danmarks befolkning er en del af den generation uafhængig af alder. Vi vil alle have først og det vigtigste er, at der er til os selv og vores nærmeste og så kan resten sgu være lige meget. Det er os der er i centrum, det er vores fremtid det gælder… Tænk på de kommende børnebørn i stedet for resten af verden osv.

Jeg er så træt af egoistiske mennesker – og ja, jeg står gerne ved, at jeg mener, at det er egoistisk at bilde sig selv ind, at vi som danskere ikke behøver at tage et ansvar og gøre noget for de alt for mange mennesker, der lige nu er på flugt. Det er naivt at tro, at det gælder alt eller intet – “vi kan ikke hjælpe alle, så derfor kan vi ligeså godt lade være”. Den holdning synes jeg skræmmende mange virker til at have, og det gør mig virkeligt ked af det.
Det gør mig ikke bare sur, men det gør mig oprigtigt trist, og jeg har lyst til at græde over det.

Men jeg vil ikke lade negativiteten vinde – jeg ved, at der findes utroligt mange gode mennesker ude i verden, og jeg ved, at mange gør hvad de kan for at hjælpe. Det så jeg fx i søndags, da jeg samlede ind for Røde Kors. Selvom omkring halvdelen ikke åbnede dørene/ikke ønskede at give et bidrag, så blev jeg mødt af en masse glade mennesker, som udtrykte taknemlighed over, at jeg samlede ind og ønskede mig en god tur. Og i banken hvor pengene skulle afleveres blev jeg mødt af en kø der gik langt ud på gaden. Det tog mig en time at få afleveret pengene, fordi der var så mange indsamlere. Og det var fantastisk. Det var en af de eneste gange, hvor jeg rent faktisk er blevet glad af at stå i en utroligt lang kø.
Jeg samlede lidt over 900 kroner ind, så det var jo ikke det store, kunne man tænke. Men så kom jeg hjem og hørte resultatet for hele indsamlingen – 25,5 millioner kroner var der blevet samlet ind i hele Danmark.
Det er et symbol på, hvordan de små ting gør en forskel. Et symbol på, at man ved at bruge tre-fire timer af sin søndag, kan gøre så enorm en forskel, hvis bare man løfter i flok. Jeg synes sgu det er smukt, og selvom jeg blev mødt af mange der sagde “nej tak”, så er det langt fra sidste gang, at jeg samler ind for Røde Kors. Det er det mindste jeg kan gøre, og jeg gør det med glæde.
Der er så mange måder hvorpå vi hver især kan hjælpe, og der er ikke nogen måde der er mere “rigtig” end andre – det handler om, at følge den følelse man har indeni, og den lyst som – de fleste heldigvis – har til at hjælpe. Om man så er udsendt for Læger Uden Grænser, er besøgsven, er indsamler eller lektiehjælper, så gør det alt sammen en forskel, og det er sådan et land, som jeg gerne vil bo i. Et land hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer på forhånd.
Jeg tror på, at et land der er opbygget omkring den glæde der er ved, at kunne hjælpe andre og selv få hjælp når man er i nød, er opskriften på et velfungerende land. Så kan man tale nok så meget om økonomi og statistik, men hvis vi behandler hinanden godt og alle bidrager til at vi kan have det godt sammen, så er jeg sgu ret ligeglad med, om jeg skal betale 60 % i skat og ikke har råd til den nyeste iPhone 6S deluxe, eller hvad de hedder nu til dags.
Hvis jeg skulle tage valget mellem penge og mennesker, så ved jeg godt hvad jeg ville vælge – hvad ville du?

Er jeg sofistikeret nu?

Nogen gange lytter jeg til fransk musik, fordi jeg har en forestilling om, at det vil gøre mig til et sofistikeret menneske. Jeg forestiller mig at en sofistikeret person er en, som sidder i en smart lænestol, drikker urtete, læser en bog på et udenlandsk sprog (engelsk eller fransk), og denne bog skal gerne være en klassiker som fx ‘Les Misérables’, ‘Wuthering Heights’ eller en bog af George Orwell. Alt dette foregår i et pænt indrettet rum, hvor der er utroligt få, men nøje udvalgte ting og møbler. Der er intet TV, men i stedet er væggene fyldt med impressionistisk kunst (som kan forestille alt muligt afhængig af hvem man er som person), og så er der selvfølgelig et privat bibliotek med mindst 3000 bøger. Måske har man også selv været kreativ og har malet sit eget kunst på en af væggene, gerne med en ven eller andet, så man kan føle, at det er noget specielt, og at man kan fortælle det til alle der besøger ens hjem.
Det sofistikerede menneske gør aldrig noget som vedkommende fortryder, men foretager kun velovervejede valg. Der bliver aldrig foretaget impulskøb i Netto kl. 18 på en onsdag, fordi indkøbsedlen altid er planlagt på forhånd, og man selvfølgelig aldrig kunne finde på at købe noget, der ikke stod derpå. Desuden går det sofistikerede menneske meget op i økologi og helse, og derfor spiser han/hun utroligt mange blåbær bla. i smoothies hvor de blendes sammen med spinat og frosne bananer.
Det sofistikerede menneske har styr på sit liv og tvivler aldrig på sig selv.

wpid-wp-1437332058521.jpeg

(Dette billede symboliserer fysisk og psykisk udmattelse)

Jeg har lige indset, at jeg ubevidst altid forsøger at blive det sofistikerede menneske. Jeg vil gerne læse alle de smarte klassikere og dystopiske George Orwell romaner, så jeg kan fortælle folk, at jeg har læst dem. Men vigtigst af alt, så jeg selv kan føle, at jeg er sofistikeret. Problemet er, at det er utrolig sjældent at jeg føler mig sofistikeret. Bliver det mon bedre af at jeg tvinger mig selv til at læse bestemte bøger, bare fordi jeg synes det kunne lyde smart?
Måske ikke.
Grunden til at jeg kom til denne konklusion, er at jeg i dag har færdiglæst ‘The Book Thief’ af Markus Zusak. Jeg fik den som en slags gave af min gode ven Iris (og endnu engang tak) i april/maj 2014. Den stod på min hylde i et år før jeg besluttede at begynde at læse den. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg følte mig presset til det. Jeg følte mig presset af internettet og verdens boglæsende folk, som ALLE virkede til at mene, at det var den bedste bog nogensinde. Jeg synes, at den lød til at være en fancy bog med en interessant handling, så jeg besluttede at gå i gang med den i maj 2015. Jeg fik læst omkring 20 sider før jeg gik i stå. Den var vildt kedelig og underlig. Jeg forstod ikke, hvad fanden der egentlig var gang i i den bog. Så jeg lagde den fra mig. Jeg fik læst 30-40 sider mere i den før jeg endte op med at stille den tilbage på hylden. Her stod den og stirrede på mig i tre måneder, før jeg igen fik lyst til at læse den. Jeg har været i en periode hvor jeg har læst mange YA romaner, men har hadet de fleste af dem, og har været bange for, om jeg var ved at nå dertil, hvor jeg ville vokse ud af den type bøger. Dette var lidt uhyggeligt, da nogle af mine yndlings bøger tilhører Young Adult. Så jeg besluttede at tage en lille pause så det ikke skulle gå helt galt, og læse The Book Thief færdig før jeg gik igang med andre bøger. Dette endte så op med kun at tage mig tre dage, så det var en relativt kort pause. Men pointen er, at jeg hovedsageligt gjorde det fordi jeg følte, at jeg skulle læse den, ikke så meget fordi jeg rent faktisk havde lyst.

Så først skulle jeg presse mig selv lidt til det, men det blev faktisk en god oplevelse. Bogen blev bedre og jeg endte op med godt at kunne lide den. Dog følte jeg ikke så voldsom en entusiasme omkring den som alle andre virker til at have følt. Men det er vel ligemeget, for nu har jeg læst den! Ikke?

Hmmm. Hvorfor føler jeg en tomhed indeni?
Hvorfor føler jeg ikke, at jeg er sofistikeret nu? Jeg har jo læst den! Læst den og FORSTÅET den oveni købet!
Men de tre måneder hvor den stod og stirrede på mig og hviskede “LÆS MIG, AMANDA!! HVORFOR LÆSER DU MIG IKKE? JEG VAR EN GAVE TIL DIG FRA EN AF DINE BEDSTE VENNER, HVORFOR VIL DU IKKE LÆSE MIG? ALLE ANDRE I VERDEN HAR LÆST MIG. UNDTAGEN DIG!!!”
De tre måneder har ødelagt oplevelsen. Det endte med at blive præcist det jeg ikke ville have at det skulle være – at jeg skulle tvinge mig selv til at læse den. For sådan skal det ikke være, og jeg gider ikke at gøre det mod mig selv mere. For jeg bliver ikke sofistikeret bare fordi jeg læser en masse bøger, jeg egentligt ikke føler for at læse.

Da jeg læste 1984 af George Orwell var det lidt den samme proces. Det er snart halvandet år siden jeg læste den, så mit engelsk var ikke ligeså godt dengang som det er nu, hvilket besværliggjorde det hele lidt. Der var en del af bogen jeg ikke rigtigt forstod, og jeg ventede bare lidt på, at den skulle være slut. Jeg ville gerne læse den, men mest fordi jeg gerne ville kunne have det godt med mig selv og sige, “Jeg har læst den bog, uhh se mig jeg er smart”. Så det var måske ret dumt. Dog vil jeg sige, at jeg mange gange har været taknemlig for, at jeg fik den læst, da jeg faktisk har været i mange situationer, hvor jeg har kunnet bruge det som en fordel/et samtaleemne. Så jeg fortryder det ikke, men jeg kunne godt have ønsket for mig selv, at jeg havde ventet med at læse den til jeg rent faktisk havde lysten til det.
Da jeg et år efter det læste Animal Farm, også af George Orwell havde jeg en helt anden oplevelse. Jeg fandt den enormt interessant og jeg kunne meget bedre forstå den. Det kan der være mange grunde til, men jeg vil altid huske det. Jeg læste den fordi jeg havde lyst, ikke fordi jeg følte at jeg skulle for at være sofistikeret.

For en uge siden læste jeg “The Old Man And The Sea” af Ernest Hemingway, hvilket også er et godt eksempel på en bog der er enormt omtalt men egentlig ikke sagde mig noget som helst. Den var ikke god, ikke dårlig, men midt imellem og det er nogen gange det værste efter min mening. Men jeg lånte den på biblioteket og læste den fordi jeg havde hørt så meget om den, og gerne ville se, hvad fanden alt det hype handlede om. Jeg følte ikke, at jeg var nødt til at læse den for at være et acceptabelt menneske. Eller gjorde jeg? Jeg ved det faktisk ikke. Og det er lidt uhyggeligt. Det er som om, at mit overjeg (nu bliver det dybt) har masser af ting det mener jeg skal gøre/læse for at blive den ultimativt perfekte person. Problemet er, at mit jeg ikke har lyst til at være den perfekte person, for jeg ved jo godt, at det er umuligt, og at det desuden ikke gør nogen lykkelige at de fremstår som enten perfekte eller sofistikerede. Og jeg ved også godt, at der ikke er nogen der har det perfekte hjem der altid er pænt og flot (for det er ikke et hjem, hvis det altid skal ske vildt flot ud)

Så hvad er det egentlig at mit problem er?
Det er vel en form for identitetssøgen – at jeg gerne vil læse bestemte bøger fordi jeg har en idé om, at det vil give mig social cred (et slang udtryk for ’social anerkendelse’) hvis jeg læser dem. Men det er egentlig utroligt selvmodsigende, da jeg jo går meget ind for, ikke at gå op i hvad andre mener er fedt (dvs. jeg forsøger at være hipster uden at fortælle det til nogen, da jeg gerne vil være en sand hipster). Måske er mennesket (mig selv) i bund og grund bare én stor selvmodsigelse, der bare lever i en illusion om, at det har styr på dets egen psykologiske opbygning?

Måske giver dette indlæg ikke mening. Men min pointe er, at jeg ikke gider at gøre ting for at være sofistikeret længere, da det alligevel ikke virker. Jeg vil nok stadig kæmpe mig igennem nogle bøger, som jeg synes jeg skal læse, men jeg gider ikke at have det dårligt med det, hvis jeg ikke får så fantastisk en oplevelse med de bøger som andre måske har haft. Og hvis nogle af de bøger jeg allerbedst kan lide og som lærer mig mest om livet er YA romaner på 300 sider, så er det ALDRIG en dårlig ting (så længe det selvfølgelig er en bog der giver mening og ikke har irriterende typiske teenagepiger i hovedrollerne). Det er fint at nogle mennesker kun læser klassikere og har det godt med det, men det betyder ikke, at det er det samme jeg skal.
Jeg har været igang med Les Misérables siden juni, og jeg er pt. nået til side 225 ud af 1250. Så det kan ikke siges, at det går hurtigt. Men hvad er problemet i det? Hvis jeg har lyst til at læse den langsomt, så er det da det jeg skal gøre. Hvorfor skulle jeg presse mig selv til at læse 100 sider i den hver dag, hvis jeg ikke har lyst og dermed ikke får noget ud af det?

Det er et FRIT land og jeg gør hvad jeg vil!!!! FUCK SOFISTIKATION!! (Jeg ved ikke om det ord kan bøjes på den måde, men jeg er ligeglad!!!)

SLUT