Kategoriarkiv: venskab

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

15. januar 2016 | Tilbage Til Fortiden #5

Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg har en god følelse omkring fremtiden (i hvert fald lige nu i dette øjeblik), og det er rart. 

Har været i Aarhus i dag, var til kontrol på Hovedpine-klinikken for sidste gang!! Jeg er nu et frit menneske!

Var også i Bruuns Galleri fordi jeg tænkte, at det ville være en god udfordring at komme derind. Det gik godt, jeg var i Søstrene Grene og boghandlen. Jeg købte nogle pensler, en ræv til Kalle, nogle postkort og tre små poser Haribo slik (vampyrer og spejlæg). 

Jeg købte fire bøger: “The Hobbit” af J. R. R Tolkien, “Hard Times” af Charles Dickens, “Alice in Wonderland” af Lewis Caroll og “Treasure Island” af Robert Louis Stevensson. Det var en succes. Jeg gik omkring 10 km og var med X-bussen, hvilket var en fornøjelse. 

I onsdags var jeg til kemi på skolen, hvilket også gik godt. Jeg har besluttet mig for, at jeg godt kan lide kemi, og at jeg vil arbejde hårdt på at lære så meget som muligt.

I morgen skal jeg lave resten af en aflevering og holde filmaften med Iris – med pizza og popcorn. Det er et godt liv. Jeg så også Irene i sidste uge, vi var sammen i et par timer på biblioteket. Jeg kender nogle gode folk.

Slut.

/A

24. oktober 2014 | Tilbage Til Fortiden #3

Noget af det bedste, der er sket indenfor det seneste år, er at jeg er blevet venner med Iris. 
Det er så underligt, for selvom det kun er 9-10 måneder siden, at vi rigtigt begyndte at blive venner, så kan jeg nu slet ikke forestille mig ikke at kende hende.
Jeg får det altid så godt med mig selv, når jeg snakker med hende. Det er sådan en “nåh ja, jeg er jo faktisk ok” følelse, som jeg kun får meget sjældent pga. andre mennesker. Hvis nogen kan få mig til at huske, hvorfor jeg er god nok, som jeg er, uden at de overhovedet prøver på det, så er det et venskab, der er ægte. Og jeg er uendeligt glad for, at jeg nu har fået det.
Det er et godt liv.
Jeg er aldrig i tvivl om hvorvidt vores venskab er lige så vigtigt for hende, som det er for mig, for det ved jeg, at det er. 
Vi kan gå rundt i en uge og ikke se hinanden eller skrive sammen, og alligevel ved jeg altid, at alt er fint imellem os. Jeg er aldrig bange for at hun pludselig forsvinder ud af mit liv, for jeg har en følelse af, at det aldrig kommer til at ske. 
Uanset hvad, er jeg bare mega glad for vores venskab, som det er nu. 

du var min yndlingssang

i en længere periode
jeg syntes om din klang
du var den flotteste node
 //
men du gjorde mig ynkelig
og til sidst måtte jeg videre
jeg har fundet en ny sang
som jeg synes er meget bedre
//
du giver mig alle svarene
når jeg spørger dig hvorfor
jeg vil lytte til dig altid
og værdsætte hvert et ord
 //
jeg skriver om dig
i hundredevis af kladehæfter
jeg takker universet
for at jeg lærte at høre efter

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

lad os drikke vores te

lad os drikke vores te
og vandre rundt i engene
lad os prøve at se
hvordan vi løser tingene
lad mig se dig i øjnene
for her er jeg altid hjemme
lad mig nyde timerne og døgnene
for med dig
kan jeg resten af verden glemme
lad os falde ned fra stjernerne
og blæse væk som stjernestøv
lad os synge med mågerne og termerne
og glemme alt om dem
der siger at månen er døv
lad os opleve det hele
imens vi optager det på bånd
lad os hele livet dele
og lov mig
at du holder fast i min hånd

du kom forbi 

posten kom forbi 

men ingen pakker ankom 

mon ikke det er fordi

at alle her 

bor i en kasse 

der hele tiden er tom 

solen kom forbi 

da månen tog hjem

mon ikke det er fordi 

at tiderne skifter 

imens jeg sidder her 

og livet skrider frem

du kom forbi 

og alting havde du med 

mon ikke det er fordi 

at du er det eneste 

jeg ønsker at se 

her fra mit skjulested

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A