Kategoriarkiv: vand

se min udsigt

se min udsigt 

den er fin som sneen 

alt hvad jeg ejer 

er farverne jeg ser 

det er fordi 

jeg elsker lyse nætter 

og fordi 

i morgen er min ven 

se min udsigt 

jeg ser den skifte farve 

det eneste jeg vil er 

at se ethvert sekund 

det er fordi 

jeg eksisterer bedre 

når jeg holder 

solen i min hånd 

se mine øjne 

de giver mig alt 

jeg ønsker 

alt jeg vil 

er at blive lige her 

det er fordi

jeg elsker lyse dage 

og fordi 

i morgen er en drøm 

se mine tanker 

jeg ser dem flyve videre 

med havets bølger 

sendes de afsted 

det er fordi 

jeg ser oktober falme 

og nu har jeg 

verden i min hånd 

Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

et glas vand med salt

jeg drømmer mig tilbage
til havets eksistens
den dag hvor jeg var alting
gid jeg aldrig skulle hjem
jeg så dig
og du blæste mig omkuld
du skubbede til mig
og i sandet fandt jeg guld
jeg tror du er lavet
til dem der finder hjem i dig
for det er dig der er havet
og du vil altid blive set af mig
verden ændrer sig
men du forbliver den samme
og alt jeg finder i dig
kan ingen anden ramme
jeg synger en sang
her på min nyasfalterede vej
jeg glemmer gang på gang
at den altid har handlet om dig
jeg skylder dig intet
men jeg vil give dig alt
tænk at være forelsket
i et glas vand med salt

vi trækker vejret

 
ferien går på hæld
men i dag er tiden alt jeg har
for her er jeg kun mig selv
og jeg husker hvem vi var
jeg tror måske
at meningen med livet
er at bruge min påske
på ikke at tage noget for givet
så jeg tager til stranden
med en lille hund
for der er ingen anden
jeg har brug for lige nu
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
ved du hvad
lige her har jeg alt
her er jeg glad
og min aftensmad er pasta med salt
jeg håber ikke
du har noget imod
at de mørke dage går på hæld
her er der liv og glæde i overflod
for jeg har fundet hjem i mig selv

Lykønskninger | en novelle

Hun tænkte på havet. Havet kunne være så meget, den ene dag blikstille og den næste vildt og voldsomt. Havet er sit eget, det kan ingen bestemme over, det vidste hun. Men det var længe siden, at hun sidst havde set havet, hun kunne faktisk ikke huske datoen, og der var noget helt forfærdeligt over det, det var som om, at hun manglede sig selv.

Hun ville så meget. Hver dag fandt hun på nye projekter, og hver dag gik hun i stå, hun vidste ikke, hvordan hun skulle få noget færdiggjort. Det hun skulle hang ikke sammen med det, hun ville, og hun vidste godt, at hun indtog for meget kaffe i forhold til, hvad hun burde. Hun vidste også godt, at hun ikke burde definere sig selv som en passioneret cyklist, når alt hun tænkte på, når hun cyklede hjem i modvind hver eftermiddag, var hvor meget hun hadede at cykle, at det virkeligt gjorde hende sur og træt helt ind til sjælen.

Hun så på sig selv. Hver gang hun så ind i sine egne øjne i spejlet, så hun noget, hun ikke før havde set. Noget hun ikke genkendte, noget ukendt og uudforsket. Hun så hvordan dagene nærmede sig, hvordan tiden forsvandt, uden at hun nogensinde havde haft den. Om nogle dage ville hun fylde 21 år, og hun vidste ikke, om det betød, at hun skulle sige goddag eller farvel. Nogle dage vidste hun slet ikke, hvem hun var, så hun var ikke helt klar over, hvad der var at sige farvel til, for man kunne vel ikke sige farvel til noget, der aldrig rigtigt var der i længere tid af gangen, det ville være underligt, det tænkte hun meget på.

Alle hun kendte, der ikke var i 20’erne længere, sagde, at det var den værste periode i livet, at 30’erne og 40’erne var meget bedre. De sagde, at 20’erne var en tid fyldt med forvirring og ængstelse, en tid hvor alle prøver at finde sig selv men ikke ved, hvor de skal lede, så de leder alle det forkerte sted og ofte det samme sted. Først senere i livet kom roen, der hvor man virkeligt fandt sig selv og kunne slappe af, bare hvile i sig selv og sin færdigudviklede identitet.

Men hvis dette var den værste alder for et menneske, var det mon så godt eller dårligt, at hun nu bevægede sig et år længere ind i perioden, det vidste hun simpelthen ikke. Men fejres skulle det uanset hvad, der ville være op til flere slags kage og en ret med oksekød i den ene eller anden form om aftenen. Der ville være smil og lykønskninger og forsøg på at være lykkelig for en dag, og hun håbede, at det ville lykkes hende at være glad og takke dem, der sagde tillykke, uden at tænke for meget på, hvad der var at lykønske med.

Hun kunne godt mærke, at hun var blevet væk fra sig selv igen, men det var også noget tid siden, at hun sidst havde været ved vandet. Der fandt hun sig selv nogle måneder tidligere, så mon ikke det kunne ske én gang til. Hun lagde store planer, hun ville tage afsted den næste morgen og tage kaffen med til stranden. Så ville hun sidde og trække vejret og mærke roen indeni, for den måtte stadig være der, det blev den nødt til. Hun måtte tro på, at roen ville komme tilbage, at hun kunne få fornemmelsen af at have styr på sig selv igen.
Om aftenen ville hun koge pasta og høre det musik, hun hørte dengang, og hun ville synge med og gøre alt det, hun gjorde dengang, alt det, der gjorde hende glad. Hun ville slukke for sin hjerne og lade som om, at hun havde alt det, hun nogensinde kunne få brug for.

Dagen efter ville hun tage kaffen med til havet igen, og hun ville sidde det samme sted som alle de foregående gange, og hun ville trække vejret helt ind for så at puste ud igen og gentage proceduren så mange gange, som det nu var nødvendigt. Hun ville dreje hovedet til venstre og tænke på de sommerdage, hvor alting virkede som starten på nye eventyr, der aldrig skulle slutte, og hun ville dreje hovedet til højre og blive mindet om de vinterdage, hvor hun selv skrev eventyrene. De dage, hvor slutningen altid var lykkelig, selvom hun var den eneste medvirkende. Dagene, hvor vinden skubbede hende hjem, imens hun gik på stranden og skulle anstrenge sig for ikke at bryde ud i grin. Dagene, hvor tiden føltes uendelig og hun glemte alt om, at hun ikke kunne blive der for altid. Dagene, hvor hun troede på, at solen ville skinne for altid, og at regnen aldrig ville gøre hende gennemblødt igen.

Når hun kom hjem ville hun færdiggøre alle sine projekter og krydse op til flere punkter af på sin liste. Hun ville ånde lettet op og være glad for sig selv og sin egen indsats, hun ville drikke kaffe med god samvittighed og føle sig som en del af noget mere end sit eget hoved. Så ville hun skrive et digt, der virkeligt kunne videreformidle den stemning, hun havde indeni, og hun ville for en gangs skyld føle, at hun kunne udtrykke sig selv uden at måtte give op og gå i seng og ligge søvnløs med et frustreret sind, der ikke engang kan forstå sig selv.

Når mørket faldt på, ville hun koge pasta og se på solnedgangen, imens hun sang med på alle de sange, der gik ind i hendes sjæl, alle de sange, som ingen andre helt forstod hvorfor hun holdt så meget af. Dagen efter ville hun gentage proceduren, og hun ville smile dagen lang og få dybe rynker i en meget ung alder, og hun ville hvile i sig selv og smile videre, selv når regnen kom tilbage og sommeren virkede til at være aflyst igen i år. Hun ville være et filter, ikke en svamp, og hun ville skrive lange breve til alle dem, hun holdt af, også selvom hun havde glemt at fortælle dem det i meget lang tid. Hun ville tænde op i brændeovnen og måske, en dag, når hun havde fået ordnet alt det, der stod på listen, ville hun invitere gæster til kaffe og kringle, det kunne være en god anledning til at få prøvet kræfter med en wienerdej, mon ikke det ville blive en succes. Men indtil da ville hun blive siddende lidt endnu og høre flammernes knitren, se sit eget spejlbillede i vinduerne og se ind i sine egne øjne, der ville være alt andet end ukendte, for hun var nået langt og hun var ikke længere en fremmed for sig selv. I hvert fald ikke den dag.

foråret er på vej

i dag er jeg en anden
en du aldrig før har set
jeg vænner mig til tanken
om alt det der er sket
jeg ved jo godt at solen
vil skinne skarpt en dag
men alt jeg ser er regnen
som jeg jo selv står bag
for regnen til mig siger
at den jo er min sjæl
i dag er jeg en kriger
der kæmper med mig selv
jeg dvæler ved alt det
der tynger mig ned
alt jeg aldrig har set
for regnen bliver ved
der kommer andre somre
men ikke flere med dig
jeg bliver ældre og ældre
og jeg skal en anden vej
min hjerne er en krigszone
men i morgen er en ny dag
måske med en højere tone
en lyd af glæden der ligger bag
de siger i radioen
at foråret kommer i næste uge
vi må jo bevare troen
og ikke lade os true
så indtil da vil jeg sidde her
og tænke på solens stråler i dit hår
refleksioner af alt jeg ser
fra dengang sidste år
lov mig at du husker på
da vinden skubbede os hjem
da dagene var få
og ingen tid var nem
måske vi ses igen
hvis du ser den anden vej
engang var jeg jo den
der fandt et hjem i dig
jeg hører mig selv sige
nu hvor mørket er faldet på
hvordan skal jeg så vide
hvornår jeg skal gå til ro
for jeg er lavet af regn
og mit indre bliver aldrig tørt
når jeg leder efter tegn
på alt hvad du har rørt
så i dag bliver jeg herinde
med alt der sker i mig
en tanke jeg vil dig sende
for foråret er på vej

Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A

 

Nattetanker | Tilbage Til Naturen #8

Hej verden.

Det er over midnat, og jeg har en masse idéer til alt muligt, jeg gerne vil skrive. Som man siger, så er det altid efter midnat, at alle de fremragende idéer opstår (eller omvendt, afhængig af hvem man er).

Mit isolationsprojekt er afsluttet, eftersom min familie inkl. Kalle nu også er kommet ud i sommerhuset. Det er meget fint og hyggeligt at se dem igen, men jeg kunne sagtens have været alene en uge endnu uden at det ville have gjort mig noget. Dog må jeg se virkeligheden i øjnene og erkende, at det snart er tid til at vænne tilbage til civilisationen igen. Jeg har en blandet følelse omkring det. På den ene side kan jeg mærke på mig selv, at jeg har det meget bedre indeni, når jeg er herude og har rolige og æstetiske omgivelser samt havudsigt. Men på den anden side kan jeg også godt lide tanken om at skulle igang med hverdagen igen, da jeg egentlig meget godt kan lide min hverdag.
Uanset hvad er der bare noget rart over at vide, at jeg har dette sted at flygte til, når jeg har brug for det. Det giver mig en følelse af at være utroligt priviligeret og heldig.

Jeg kunne godt tænke mig at finde en måde hvorpå jeg kan kombinere hverdagen og sommerhuset, da jeg føler, at jeg både kan slappe mere af herude og fokusere bedre, end jeg kan derhjemme. Generelt har jeg det bare bedre herude og føler mig mere fri og glad. Jeg kan mærke hvordan jeg har det på en helt anden måde, og jeg føler for første gang i et stykke tid, at jeg virkeligt er i mit rette element. Dette skyldes muligvis, at jeg har ferie, men alligevel er der bare noget specielt og roligt over atmosfæren herude, hvilket tiltaler min sjæl. Og det har jeg ikke lyst til at give slip på.

Jeg og sommerhuset har nu haft en masse kvalitetstid sammen, kun os to, og vi har opdaget, at vi er gode for hinanden. Jeg har støvsuget og bagt boller, pølsehorn og gulerodskage og dermed fået det til at dufte mere behageligt. Og som tak har sommerhuset fundet sig i al min sang, musik og dans indtil sent på natten. Jeg tror faktisk, at sommerhuset har nydt det ligeså meget, som jeg selv har.
Jeg har været på lange gåture, og når jeg er vendt tilbage, øm, træt og ødelagt, har sommerhuset været der til at varme mig op og gøre mig glad i sjælen med sine æstetiske vindueskarme og panoramavinduer.


Og nu hvor jeg snart skal forlade det hele, kan jeg mærke, at det ikke føles som om, at jeg skal hjem. For jeg er allerede hjemme.

Med andre ord; jeg er blevet forelsket i sommerhuset. På den alvorlige måde.
På “hold nu kæft hvor er du pæn, hyggelig og forstående, vil du drikke kaffe med mig for evigt” måden.
Jeg har fået store følelser for dette sted, og nu vil jeg hverken give slip på det eller dele det med andre. Jeg vil have det for mig selv og blive gammel med det. Jeg vil skrive sange og digte om det. Jeg vil aldrig give slip og gå videre.

Så ja, jeg er igang med at forsøge at udtænke en måde, hvorpå jeg kan bruge så meget tid som muligt sammen med sommerhuset (jeg burde nok stoppe med at omtale det som om, at det er en person, men det er sjovt).

Der er op til flere mulige løsninger:

  1. Jeg kan nøjes med at være her i weekenderne.
  2. Jeg kan gå all-in og forsøge at bo herude fast, hvilket harmonerer virkeligt dårligt med den detalje, at jeg skulle forestille at gå på uni, og at jeg derfor ville skulle bruge fire timer dagligt på transport tre gange om ugen. Men hvis det virkeligt er kærlighed imellem sommerhuset og jeg, er det så ikke det værd?

Jeg kan godt selv se, hvor langt ude det lyder, at jeg er igang med at udtænke en plan for, hvordan jeg kan få en endnu længere transporttid ind i min hverdag, og jeg ved også, at mit fremtidige jeg vil se tilbage på dette indlæg og tænke “åh, hvor var du naiv og urealistisk dengang”. Og ja, det er jeg højst sandsynligt. Men med dette indlæg kan jeg forhåbentlig også minde mit fremtidige jeg om, at jeg har mulighed for at gøre det, jeg gerne vil, hvis bare jeg er villig til at tænke lidt kreativt. Og at jeg skal kæmpe for det, jeg elsker og som giver mig en følelse af at være hel. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få så mange af de gode følelser, som jeg har følt, imens jeg har været herude, med ind i min hverdag også. Og jeg skal huske på, hvor stor en forskel det gør for mig at have naturen omkring mig. For jeg har en tendens til at glemme det, når jeg kommer til andre omgivelser, og først når jeg kommer tilbage igen kan jeg mærke, at det jo er her, jeg har det allerbedst.

Jeg er forelsket i det her sted. Og det vil jeg altid være, uanset om mine urealistiske halve fremtidsplaner nogensinde bliver til noget eller ej. Måske er dette bare en vinterromance, og måske skal sommerhuset og jeg ikke blive gamle sammen eller se på alle solnedgangene imens vi drikker kamillete. Men én ting er sikkert, og det er, at dette sted har mindet mig om, hvordan det føles at finde hjem.

Hurra for alting.

Hyg jer.

//A

 

når du fryser

de siger
at jeg skal skynde mig
at der ikke er tid
til alle de solnedgange
de siger
at jeg består af tal
der er for høje
og for lave
de siger
at jeg slapper for meget af
at jeg bruger min tid
på de forkerte ting
de siger
at det handler om resultater
at kina ånder os i nakken
at jeg må løbe hurtigere
de siger
at jeg skal være mig selv
den bedste version
af mig selv
de siger
at alt kan forbedres
at jeg skal finde mig selv et sted i asien
jeg er aldrig nok
de siger
at vi har brug for flere mennesker
flere kommende lønslaver
de siger
at ansvaret er mit
at jeg er skabt til reproduktion
hvem skal ellers føre verden videre
men jeg vil ikke
være mere end mig selv
de siger
at jeg burde tale mere
de siger
at jeg må råbe højere
hvis jeg vil høres
men hvad nu
hvis jeg kun vil høres
af mig selv
de siger
at jeg er en halvdel
der skal være hel
men jeg er ikke skabt
for nogen anden
end mig selv
jeg er mere
end en klump kød
jeg er mere
end de kan se
mere end tal
mere end ord
jeg er mere
end nok
jeg er en helhed
lavet af mig selv
til mig selv
jeg er alt det
du ikke kan se
jeg er stormvejret
der holder dig vågen
jeg er vandet
der holder dig i live
jeg er ordene
du hvisker
til dig selv
når du fryser
om natten
jeg er her
jeg er mere
jeg er alt

Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A