Kategoriarkiv: værdier

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

jeg takker stjernerne

jeg vågnede med en trang
til at være delt i to
så jeg sang mig en sang
for at falde lidt til ro
jeg var som bølgerne
med dale så små
jeg så mig omkring
og lod bare tiden gå
jeg ser på mig selv
og alt der var engang
jeg var en anden
da jeg sang den forkerte sang
et sted bag skyerne
vil stjernerne altid skinne
og nu er jeg mere
end blot et forsvundet minde
jeg mangler ingenting
for du giver mig alt
og du er meget smukkere
end et glas vand med salt
vi er to individer
der går sammen hver vores vej
og der er mange flere sider
af både du og jeg
jeg kan ikke fjerne din byrde
ved at bære den lidt
men måske
vi sammen kan den løfte
så du ikke behøver
at gemme den væk
ved du hvad
nu smiler livet
du kan være glad
og vi tager intet for givet
jeg takker stjernerne
for at de sendte dig ned fra himlen
for her blandt mågerne og ternerne
beriger din eksistens min verden

At finde hjem | Verdens længste sommerferie #10

Hej verden. 

Jeg sidder pt. i en bus på vej ud til sommerhuset. Min taske er fyldt med spændende ting som smør, grovboller, en bog om astronomi og en bog om feminisme. Jeg er en spændende type. 

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg på det seneste, og det er lidt underligt at måtte erkende, at både besøgstallene og produktiviteten er dalende. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om det, for normalt plejer jeg jo at sige, at jeg er nødt til at skrive, hvis jeg ikke skal glemme mig selv. At jeg er nødt til at udtrykke mine tanker og følelser, hvis jeg skal være tro mod mig selv og være i balance. 

Men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, om det overhovedet forholder sig sådan, eller om det bare er noget, jeg har sagt til mig selv for at have noget at holde fast i, imens alting er i evig forandring og jeg forsøger at finde mig selv midt i en til tider kaotisk verden. 

Der findes jo mange måder, hvorpå jeg kan udtrykke mine dybeste tanker, og måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er ude på et sidespor, fordi jeg ikke er i stand til/har lyst til at skrive et digt hver dag. Måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er i gang med at glemme mig selv. 

Måske skulle jeg hellere sige til mig selv, at det kun er godt, at jeg er i stand til at kommunikere mine tanker og følelser via andet end bare skrift. Måske skulle jeg stoppe med at holde fast i troen på, at jeg mister mig selv, når jeg ikke har skrevet noget (udover indkøbslister) i otte dage. 

Måske skulle jeg lade mig selv nå til erkendelsen af, at jeg lige for tiden hellere vil løse kryds og tværs end at skrive digte. Erkendelsen af, at jeg nyder at støvsuge nu, selvom jeg har hadet det igennem hele mit liv. Erkendelsen af, at jeg har det overraskende godt med at være flyttet fra Kalle (hunden), selvom jeg aldrig troede, at jeg ville kunne holde det ud.  Og erkendelsen af, at jeg midt i mit selvstændigheds/flytte hjemmefra-projekt er blevet ramt af en stormende forelskelse af den seriøse slags (saftige detaljer følger ikke), uden at have nogen idé om, at det ville ske lige på det tidspunkt. 

Jeg må erkende, at jeg er en dynamisk substans, der både kan være en helhed i mig selv og være en del af noget større sammen med andre mennesker, uden at det betyder, at jeg mister mig selv, fordi jeg ikke har haft tid/lyst/trang til at skrive 20 digte den seneste måned. 

Jeg må erkende, at jeg er mere end de ord, jeg publicerer. Og jeg må erkende, at jeg ikke behøver at frygte, at jeg mister mig selv, bare fordi, at jeg nu finder hjem nogle nye steder. For alle de steder, hvor jeg har følt mig hjemme, vil altid være mine hjem, og fordi jeg sover et bestemt sted nu, kan jeg stadig finde hjem i huset, sommerhuset og i lyden af havets bølger. 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at jeres liv også er fyldt med kaffe, kærlighed og pasta med salt. 

Hyg jer. 

//A 

Liv og glade dage | Verdens længste sommerferie #5

Hej verden.

Jeg er et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm.

Jeg er for træt til at skrive et digt, men jeg føler for at skrive noget, da min hjerne ellers muligvis sprænger i luften indenfor den nærmeste fremtid.

Men jeg vil gøre det kort.

Jeg vil bare sige, at det er et godt og smukt liv, og at jeg er forelsket i min nye boligsituation og alt det, den indebærer. Jeg er i gang med at udvikle dybe følelser for (blandt andet) min vindueskarm, og jeg kan stadig ikke komme mig over det faktum, at jeg har et badeværelse, hvor der rent faktisk er en indbygget bruseniche, så jeg ikke skal bade ovenpå toilettet.

Desuden kender jeg utroligt mange gode mennesker, og jeg føler mig så heldig og priviligeret, at jeg lidt har lyst til at lægge mig ned på det kolde, grimme køkkengulv i sommerhuset og græde. Samtidig har jeg lyst til at høre sange som disse og synge med imens jeg vasker op/koger pasta/bager boller/indsæt selv vilkårlig aktivitet:

Det er et godt og smukt liv, og jeg føler lidt, at der aldrig kommer til at blive helt mørkt, uanset om solen går ned eller ej.

Uha, hvor dybt. Eller også er jeg bare mere udmattet, end jeg selv er klar over. Hvem ved.

Hyg jer – og husk solcremen, medmindre det er overskyet, så går det nok.

//A

det her kan jeg godt 

jeg lover mig selv 

at jeg kan klare det her 

jeg hvisker til mig selv 

at det i morgen 

bliver et bedre vejr 

//

jeg ser ud på verden 

med øjne så blå 

fra nu af

har jeg måske 

kun mig selv at stole på 

//

jeg glemmer vel nok

at jeg kan mere end jeg tror

det her kan jeg godt

for jeg har aldrig prøvet det før

//

når lortet brænder på 

og loftet falder ned 

så ved jeg 

at jeg jo bare 

kan ringe til mig selv 

//

jeg ved ikke alting 

men jeg ved selv 

hvad jeg vil 

det hele bliver

smukt og flot 

for jeg ved selv 

hvad der skal til 

Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Hej verden.

Klokken nærmer sig 24, og jeg er på vej hjem fra Fyn. Jeg har haft en virkeligt god dag, og jeg kunne skrive alt muligt, men eftersom jeg er træt og utilregnelig, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg holder af min familie og at jeg nyder at have tid til at snakke med mine familiemedlemmer om de ting, der betyder noget. Generelt elsker jeg dybe samtaler, da den slags virkeligt gør mig glad. Så tak til alle for en god dag, og tillykke til min farmor, der læser alle mine blogindlæg og digte, som bliver 67 om tre dage. Hun er frisk og en inspiration for os alle – og så laver hun en aldeles fremragende kaffe. Og hun har en pæn have og et hyggeligt kolonihavehus. (Min farfar eksisterer også, hvilket nok også lige skal nævnes. Han er også hyggelig).

Nåh, men det jeg egentlig ville skrive om, er det faktum, at jeg netop har set det sidste SKAM klip nogensinde. Jeg skal lige bruge et par uger på at bearbejde det hele, da jeg lige nu mangler ord, der kan beskrive mine følelser. Jeg er fyldt med så mange forskellige følelser, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op, men det er gode følelser, og selvom det hele minder mig lidt om den dag for fire år siden, hvor jeg dimitterede fra 10. klasse og indså, at jeg aldrig havde haft det så godt før, som jeg havde det skoleår, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, så er det her noget andet. Fuck, det var en lang sætning. Jeg beklager. Men det jeg forsøger at sige, er at jeg har en følelse af, at intet nogensinde bliver helt det samme igen. På en god måde.

Jeg flytter om fem døgn, og jeg er for tiden i gang med at pakke mit liv ned i flyttekasser fra Bauhaus. Det er fandme underligt, og det føles både surrealistisk og som det mest rigtige i verden. Det er nu, at det sker. Det er nu, at jeg træder ud i verden som min helt egen person, der selv skal betale vandregningen (og alt muligt andet). Og det er fandme underligt, for jeg føler rent faktisk, at det her er noget, jeg sagtens kan. Jeg føler, at det er rigtigt.

Konklusionen på alt dette er, at det er et godt liv, og at jeg føler, at mit liv pt kan beskrives ved en lineær funktion, der har en hældningskoefficient på over 1. (dvs. at det går godt)

Ja ok, dette er hvad der sker, når jeg skriver et blogindlæg efter kl. 24.

Nu vil jeg afslutte med et citat fra SKAM, for resterne af min værdighed er allerede langt væk.

#AltErLove

Hyg jer.

//A

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

når du går

husker du dengang
med blade så gule
husker du hendes sang
og alt det hun ikke kunne skjule
nu krydser hun vejen
helt uden at se sig for
for det var kun engang
at hun kunne lade som om
for altid er hun en helhed
der ej går itu
uanset om du tror
at du har en del af hende nu
lad hende tage det roligt
imens i ser tiden an
lad hende trække i bremsen
når du vil mere end hun kan
lad hende leve i en verden
der hele tiden har været rund
lad hende tro på din færden
og ordene fra din mund
lad hendes tanker være våben
til den dag hun går i hi
lad hende danse med månen
til hendes liv er forbi
lad hende flyve af sted
og bygge sig selv op igen
lad hende tage dig med
hvis du lover at være en ven
hun vil se sig tilbage
på tiden der gik
hun vil glemme alt om dem
der tog mere end hun fik
hun bor i sig selv
med hud og hår
hendes liv starter først
når du går

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A