Kategoriarkiv: værdier

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Start med dig selv

Hej verden.

I denne uge har Aalborg været vært for arrangementet Tall Ship Races. Dette indebærer, at en masse skibe er kommet til byen, og at der har været flere hundredetusinder gæster til arrangementet. Det hele kulminerede sent i går aftes med Danmarkshistoriens hidtil største fyrværkerishow – et vanvittigt arrangement, som var utroligt smukt, særligt fordi det var akkompagneret af musik, så fyrværkeriet på utrolig vis passede til musikken. Det var en vild oplevelse – og der var rigtigt, rigtigt mange mennesker, der var mødt op for at se showet, som varede en halv time, Vi stod tæt pakket på havnen og op ad byens gader for at kunne være der allesammen, og det er altid interessant at iagttage, hvad der sker, når så mange mennesker er samlet. Det er som om, at de regler, vil følger til daglig, bliver ophævet, og at det pludselig er tilladt at skubbe til folk, så man kan komme hurtigt hen til sin bil og komme hjem, når man har set det, man ville. Vi glemmer hensynet til hinanden, måske fordi vi ikke kan overskue at forholde os til den store menneskemængde, og derfor bliver vi nogle egoister. Det kom også til udtryk på en meget forstyrrende måde under selve fyrværkerishowet. Lige så snart det startede, begyndte folk at række deres arme i vejret for at optage videoer med deres smartphones. Et fuldstændig vanvittigt socialt fænomen – primært fordi vi jo alle ved, at det IKKE bliver en god optagelse, og at den på ingen måde kan måle sig med den virkelige oplevelse. Desuden vidner det om, at vi alle er så optagede af at skulle dokumentere det, vi oplever, at vi faktisk helt glemmer at være til stede, fordi vi har travlt med at tage billeder og videoer – hvilket er ufatteligt trist og spild af liv! Men mest af alt synes jeg smartphone-fænomenet fik mig til at føle, at jeg stod i en flok af egoister. Folk virkede slet ikke til at tænke på, at der stod flere hundrede mennesker bag ved dem, som også gerne ville se showet, og som måske ikke lige syntes det var super fedt, at se på en masse smartphones i stedet for det reelle show. Det gjorde mig virkeligt irriteret, og jeg følte en vis håbløshed på menneskehedens vegne. Desuden begyndte jeg at lægge mærke til, da vi skulle gå hjem derfra, hvor mange tomme ølkrus og andet skrald der lå rundt omkring på havnen. Og det er jo ikke noget nyt. Er vi i virkeligheden bare en stor flok egoister, der ikke kan finde ud af at tænke på andre? Er vi dårligt opdragede, eller skyldes det en lidt for slap kultur, og at vi har det lidt for godt her i landet? Hvorfor opfører vi os ikke mere respektfuldt i offentligheden?

Der er talrige eksempler på arrangementer, hvor folk virkeligt smider skrald og ikke selv rydder op bagefter. For eksempel er der Aalborg Karneval, hvor hele byen fyldes med affald, tomme/knuste glasflasker og tonsvis af plastic, der bare ligger og flyder – “for der kommer nogen og rydder op efter os i morgen”. Der er Roskilde Festival, og festivaler generelt, hvor folk lever i bunker af affald og tis og emballage fra alt muligt halløj. Det får bare lov at ligge og flyde, og når festivalen er slut lader de fleste deres telte stå og tager kun deres vigtige personlige ejendele med hjem. Og så er der kanel-traditionen, som resulterer i at der ligger kanel i enorme mængder på gadehjørnerne – hvilket i øvrigt er den mest åndssvage tradition, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan VIRKELIG ikke se, hvordan det skulle være “en sjov tradition”, og særligt ikke, når det indebærer at binde folk til en lygtepæl mod deres vilje. Men det må de selvfølgelig selv om – det er bare ikke ok, at det skal gå udover byen og alle os andre, at de skal have denne sjove kaneltradition. Hvis man vil hælde kanel på sine venner i det offentlige rum, så må man for fanden da også sørge for at få ryddet op efter sig selv igen. Det kan aldrig blive nogle andres ansvar – men det bliver det jo så alligevel, fordi folk bare lader kanelen ligge. Det gør mig så HIDSIG (hej, jeg har et stort temperament, selvom jeg måske på overfladen fremstår mild og venlig).

Og noget andet, der virkelig også hidser mig op, er den ufattelige mængde af cigaretskodder, der ligger OVERALT. Uanset hvor du er, i en hvilken som helst by, kan du ikke gå én meter uden at blive mødt af mange, mange cigaretskodder, der er smidt på jorden. Det er som om, at vi har vedtaget, at det er ok, at det er sådan. At det er ok, at fortovene er fyldt med skodder, som kun bliver til flere og flere (og som kommunen så på et eller andet tidspunkt er nødt til at bruge ressourcer på at fjerne). Det er som om, at det er blevet ok at opføre sig som en mega egoist – særligt når vi færdes i større grupper, hvor det er normen at man smider skrald/skodder/kanel.

Jeg siger ikke, at de mennesker, der smider cigaretskodder og ikke tænker på at få ryddet op efter sig til festivalen/havnefesten/kanelbadet er dårlige mennesker – for jeg kender og holder stærkt af masser af folk, der gør netop disse ting. Men jeg synes sgu, at det er for slapt. Og det giver mig lyst til at give folk, og menneskeheden i det hele taget, en ordentlig gang voksen-skæld-ud. Jeg har lyst til at være en sur mor, der fortæller børnene, at jeg er SKUFFET og at de FOR FANDEN bare har at begynde at opføre sig pænt med det vuns!!

Start med dig selv

Det, at jeg hidser mig op, kommer dog ikke til at have nogen som helst forandrende effekt på andre menneskers adfærd. MEN! Det betyder ikke, at jeg intet kan gøre, eller at jeg skal stoppe med at gå op i, at vi skal rydde op efter os selv og ikke kaste rundt med alt muligt pis og lort. For det jeg kan gøre, er nemlig at starte med mig selv. Jeg kan starte med at sørge for, at jeg rydder ordentligt op efter mig selv, og at jeg ikke selv bidrager til at gøre problemet værre. Og så kan jeg gå skridtet videre og begynde at tage ansvar for det skrald, jeg møder på min vej. Et tomt ølkrus, en McDonalds pose, der ligger og flyder, en glasflaske, der ligger på gaden. Jeg kan samle affaldet op og smide det ud i den nærmeste skraldespand. Det er i hvert fald meget mere produktivt end bare at hidse mig op over, at det ligger der. Og nej, det er ikke min opgave at rydde op efter andre, men hvis skraldet ligger på gaden, og jeg gerne vil have det væk, hvorfor skulle jeg så ikke fjerne det? Jeg har to velfungerende arme, og jeg kan ligeså godt fjerne affaldet, for hvem skal ellers gøre det? Kommunen? Hmm, kunne det ikke være fedt, hvis kommunen kunne bruge sine ressourcer på andre og vigtigere ting end at samle skrald op fra dovne borgere? Det synes jeg. Og derfor må jeg påtage mig ansvaret, når jeg ser noget skrald, der ligger og flyder.

Det er videnskabeligt bevist, at folk er mere tilbøjelige til selv at smide skrald, hvis der i forvejen ligger skrald et sted. “De andre gjorde det, så jeg må også”. Vi lægger ansvaret over på nogle andre og bilder os selv ind, at vi ikke gør noget forkert, for hvilken forskel gør det, at vi lige smider et tomt plastickrus, når der i forvejen ligger en dynge af skrald.
Netop af denne grund er det meget effektivt at samle det skrald op, man ser på gaden – for hvis det får lov at blive liggende, bliver det bare til mere og mere og mere. Når et område er rent og pænt, er det mindre sandsynligt, at man vil smide sit skrald der – og derfor giver det for eksempel rigtig god mening, når der en gang årligt er Affaldsindsamling, hvor folk mødes overalt i landet og samler skrald ind.

En selvforstærkende effekt

Du må selv starte med at være et godt eksempel, hvis du ønsker at en forandring skal ske i verden. Det hjælper ikke noget bare at skælde ud, som jeg selv har en tendens til. Du må tage ansvar for dig selv og derefter tage ansvar for det skrald, du møder på din vej, og som du ikke ønsker at se på. Du kan ikke bare vente på, at nogle andre fjerner det. Det hele starter med dig selv – og det bliver meget nemmere for dig at eksistere, hvis du selv påtager dig et ansvar. Først og fremmest for dig selv – for hvis alle mennesker gjorde det, ville vi nok ikke have problemer med skrald i naturen. Men det gode, der desuden kan ske, ved at du rydder op efter dig selv, og samler skrald op, der ligger og flyder på fortovet, er at andre mennesker ser det og bliver inspireret til at gøre det samme. Vi mennesker er jo sociale dyr, og når vi ser nogen gøre noget, kan vi få lyst til selv at gøre det samme – hvis man ser rigtigt mange smide skrald i offentlige skraldespande, vil man også selv være mere tilbøjelig til at gøre det. For så bliver det en normal ting at gøre. Vi lærer ved at imitere hinandens handlinger, og dette er vigtigt at huske på i en situation, hvor man ønsker at folk skal smide deres skrald i skraldespandene. Vi gør allesammen en forskel, når vi smider vores skrald ud, eller skrald vi finder på gaden, for jo flere der gør det, jo flere vil begynde at gøre det. En selvforstærkende effekt, som er værd at huske på. Ikke kun i forhold til skrald, men også i forhold til alt muligt andet, man synes er et problem i samfundet. Min ven Iris samt min bror er begge to utroligt gode til at tage ansvar for at smide det skrald ud, som ligger og flyder på gaden. Og det bedste ved det er, at det er naturligt for dem at gøre det. Det er ikke fordi de ønsker at fremstå som gode mennesker, der redder planeten. Det er bare fordi, at de ikke synes, at der skal ligge skrald på gaden.

Så start med dig selv, og sørg for, at du opfører dig på den måde, som du ønsker at alle andre også skal opføre sig på – og du er godt på vej til at bidrage til en forandring til det bedre. Det vil jeg i hvert fald prøve at huske mig selv på at gøre.

Hyg jer – og lad være med at smide jeres skrald på gaden, medmindre i ønsker at vores smukke land skal blive en stor losseplads.

Hilsen A (den sure mor)

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #2 | Iris

Hej verden.

Her kommer andet indlæg i min serie om alkohol. Det er skrevet af min gode ven Iris, som er et af mine yndlingsmennesker. Jeg håber, at I finder hendes ord ligeså interessante, som jeg gør. 

  1. Hvordan er dit forhold til alkohol? Hvorfor drikker du (ikke) og hvordan har du det med det?

Jeg har et anstrengt forhold til alkohol og derfor drikker jeg ikke, da jeg er bekymret for hvordan jeg vil være over for andre hvis jeg er under indflydelse, for hvis jeg ikke siger det når jeg ikke er fuld så er der er god chance for at det ikke er noget der bør siges.

Der er en forskel på at drikke og være fuld, men da jeg i forvejen ikke er god til at styre mig selv, vil jeg være tilbøjelig til at ende som en alkoholiker, og det er der vel ingen der ønsker at blive?

Jeg har det det helt fint med ikke at drikke, selvom der en gang i mellem kan være en spændende drik man tænker man skal prøve, hvor man derefter bliver skuffet når man opdager at den har alkohol i den. Jeg kan dog godt finde på at smage folks drinks (med lov), og har endnu ikke fundet noget godt i det.

  1. Hvis du ikke drikker, hvordan har du det med at være sammen med folk, der drikker?

Jeg prøver at undgå det, da jeg ikke rigtig kender nogen som kan drikke uden at ende fuld. Det jeg oplever ofte sker når folk er fulde er at de går fra at være et ansvarligt voksent/ungt menneske til at blive meget store, små børn, som ofte ikke kan finde ud af hvad der er ok at gøre og udsætte andre for. Samt dem der gentager sig selv i alt evighed er vildt irriterende at være omkring. Til min nieces barnedåb endte en af gæsterne med at blive så fuld at hun fik voldsomme humør svingninger som betød at hun var over kærlig og derfor kyssede mig, slikkede min søsters bror ned af halsen fra øret samt mere, for derefter at bryde tudende sammen. Det var noget af en dag, det skal dog siges, jeg aldrig har oplevet hende gøre det samme igen.

Der er folk jeg kan være sammen med selvom alkohol er involveret, men det kommer virkelig an på hvad formålet med sammenkomsten er, hvis det handler om at drikke sig i hegnet, så vil jeg ikke være der. Men hvis det bare er en gruppe hyggelig afslappet mennesker gør det mig ikke noget.

  1. Er der noget du føler, at du ikke kan deltage i, fordi du ikke drikker? Får det dig til at undgå bestemte situationer, hvor alkohol er involveret?

De fleste folk ved godt at jeg ikke drikker og jeg har kun sagt nej til situationer hvor formålet er druk, eller vin og tapas. For det meste er de folk jeg omkring helt ok med at jeg ikke drikker og jeg har endda deltaget i to druk spil, hvor jeg har fået lov til at drikke vand eller sodavand i stedet, som ikke har været et problem for hyggen.

  1. Har du nogensinde følt dig presset til at drikke alkohol, og hvordan har du i så fald håndteret det? Eller følt, at du var udenfor, fordi du ikke drikker?

I 7 klasse hvor unge ofte begynder at gå i byen og drikke, var jeg ret deprimeret og havde derfor skubbet mig selv ud af min klasse. Dem jeg hang ud med var klassen under mig og var en lille gruppe af folk, der havde noget af den samme holdning som jeg selv med alkohol, så det var ikke noget jeg er blevet udfordret med. Det tætteste jeg er kommet på sådan en situation er nok velkomstdrikken til alle de der familiefester ,og den ene gang min mor prøvede at være fortaler for at alkohol ikke var så slemt da i små mængder gjorde det bare en mere afslappet. I fest situationer er det bare øv, og man må så bare vente på at maden kommer så man kan få noget at drikke. Min mors forsøg mislykkedes, da jeg ikke ser nogen grund til at begynde at drikke, jeg kan hygge mig på sukker.

  1. Selvom du ikke selv drikker alkohol, kan du så forstå dem, der gør? Og hvorfor tror du, at de gør det?

Jeg kan godt forstå det, som min mor siger er det et redskab til at gøre situationen mere behagelig, så man kan nyde den, især når man måske er lidt ængstelig. Der er også noget af det som sikkert smager godt og de derfor indtager det af den grund. Men i bund og grund er det vel på grund af den afslappende følelse som umiddelbart opstår, som jeg tror folk jagter.

  1. Har du et godt råd til mig og andre, som har et anstrengt forhold til alkohol? Hvad kan jeg gøre for at kunne være mere afslappet, når folk omkring mig drikker?

Jeg tror det i bund og grund handler om hvem det er, Jeg kan ikke slappe ordentlig af når jeg er sammen med mine forældre når de drikker, har drukket, da jeg ikke ved hvor jeg har dem og det gør mig ufattelig usikker. Jeg kan godt være sammen med min ven Julie da hun er en kærlig person og jeg holder nok af hende til at accepterer hende sådan samt jeg derefter kan små drille hende med de dumme ting hun gjorde som hun ikke altid kan huske XD.

Som sådan har jeg ikke nogen gode råd, men jeg vil nok mene at man skal gøre det man har det bedst med det, så hvis det er at sige; ”jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig, men alkohol siger mig intet, så vi ses en anden dag” så må det være det. Det betyder ikke at man ikke kan ændre mening, men det betyder heller ikke at man behøver at ændre mening.

Jeg finder alkohol unødvendigt og det har ikke ændret sig 🙂

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.