Kategoriarkiv: Uncategorized

Påskereflektioner

Hej verden.

Jeg er træt på den gode måde efter en påskeferie, der både har været fyldt med familiearrangementer og rigeligt med alenetid. Jeg havde to en halv dag, hvor jeg var helt alene, hvilket var fint, da det gav mig tid til at arbejde på mine skoleprojekter, men også lidt kedelig til sidst. Resten af dagene har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg kan se tilbage på en masse gode minder fra denne påskeferie. Jeg synes, at jeg har formået både at få lavet skolerelaterede ting nogle af dagene og lave aktiviteter de andre dage, hvor jeg har kunnet koble lidt fra. Jeg har ikke været totalt i zen hele tiden, for meget af min tid og energi har jeg brugt på at tænke på/snakke om den kommende flytning. Det har hele tiden ligget lidt i mine tanker, og jeg har da haft nogle frustrerende stunder de dage, jeg har gået rundt for mig selv og haft tid til at tænke. Når jeg sidder her, og der ikke er noget til at distrahere mig, tænker jeg bare på, at jeg snart skal pakke alle mine ting ned, og at det bliver et stort projekt. Men jeg kan ikke gøre så meget endnu, da der stadig er en måned til flytningen. Så jeg kæmper lidt med at fastholde mine tanker i et spor, der er nogenlunde konstruktivt, så jeg ikke bare sidder og venter i den næste måned og ikke laver andet end det. Netop det skrev jeg også om i mit seneste blogindlæg, så det kan I læse, hvis I vil have mere info om mine tanker om at stresse over kommende forandringer.

Men for at vende tilbage til sporet; jeg har haft en dejlig påskeferie. Jeg har været sammen med dem, der kender mig allerbedst, dem der har kendt mig længst, og nogle der har kendt mig knap så længe, men som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have i mit liv.

Jeg har haft fødselsdag og fejret det med kaffe, kakao, kage og karbonader (med flag i). Jeg har været i Aalborg med min familie og med hjælp fra dem fik S og jeg hentet vores nye sofa. Jeg har også spillet Wii med Iris, selvom jeg egentligt troede, at man stoppede med at gøre det i 2010. Og jeg har drukket kaffe med min søde, 79-årige nabo, som jeg kommer til at savne ret meget, når jeg flytter næste måned. Jeg har siddet for mig selv og lyttet til stilheden, og jeg har lyttet til opera og sunget med, selvom jeg har ondt i halsen og både lyder skinger og hæs (ikke en god kombination). Jeg har været på tur med min svigerfamilie til Fjerritslev, hvor vi var til en overdådig og fornem påskefrokost hos S’ morfar og hans kone. Det var noget af et arrangement med forret og flæskesteg og tre slags kager og fyldte chokolader. De var nogle søde ældre mennesker, og det var en dejlig dag. I det hele taget er jeg bare ret begejstret for min svigerfamilie. De er nogle skønne typer, og jeg kan være mig selv i deres selskab, hvilket betyder meget mere, end jeg før har været klar over.

Jeg har også spist frysepizzaer sammen med S, og jeg har været ude i sommerhuset for en enkelt dag, hvor jeg og min familie hyggede os sammen og gik en tur på stranden. Vi spiste lammerester (påskelam, høhø) og halvrå flødekartofler, og det var ikke et æstetisk måltid, men det havde en værdi på sin egen måde. Vi hørte også John Mogensen og spiste citronmåne, og jeg følte mig en lille smule lykkelig i det øjeblik. Jeg holder uendeligt meget af min familie, og selvom det bliver noget andet, nu hvor jeg flytter til Aalborg, så er jeg på ingen måder bange for, at vi mister det bånd, vi har til hinanden. På mange måder synes jeg faktisk, at vi har fået det endnu bedre sammen, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sige til det værre nu, fordi jeg flytter lidt længere væk. Men det bliver anderledes nu. Livet byder på et væld af forandringer hele tiden, og man må bare kaste sig ud i det og se, hvor man ender.

I dag har jeg været i Ebeltoft sammen med hele min mors familie for at ønske min kusine Line en god rejse. Om en uge rejser hun til Mexico og er sandsynligvis væk i et år eller mere. Hun er totalt sej, og jeg beundrer hendes mod. I det hele taget beundrer jeg en masse mennesker i min familie. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, jeg ikke beundrer bare en lille smule. Vi har alle hver vores ting at kæmpe lidt med, og alligevel klarer vi det og sidder og griner sammen over en kop kaffe. Hvor er det vigtigt, at vi husker at beundre hinanden lidt. Og at vi husker at anerkende hinanden for at komme igennem vores respektive bøvl. Jeg tror, at det er godt for sjælen at sidde i et rum fyldt med mennesker, man har kendt altid, og kigge på hver og én og tænke, at de i grunden er ret seje. Og at man også selv er ret sej. Hvor er det vigtigt, at vi husker hinanden. Og hvor er det rart at have en familie, som man kan være sig selv med og snakke med i timevis, selvom man ikke har set hinanden i et år.

Hurra for menneskeheden. Og glædelig påske, til jer der måtte fejre det.

Her er god sang, og hermed tak for i dag.

//A

 

22

Hej verden.

I dag sker den skelsættende begivenhed, at undertegnede fylder 22 år. Det skal jeg skal fejre med kaffe og kage sammen med de fire mennesker, jeg holder allermest af i denne verden (plus en hund og en kat). Det er helt underligt, men for første gang i mange år glæder jeg mig rent faktisk til min fødselsdag. Jeg plejer at have et lidt anstrengt forhold til min fødselsdag, men sådan har jeg det slet ikke på nuværende tidspunkt. Det hænger vel sammen med, at jeg er et utroligt godt sted i mit liv nu, og at det på mange punkter går bedre, end det nogensinde har gjort før. Det er jeg meget bevidst om, og jeg gør hvad jeg kan for at værdsætte det så meget som muligt. Ikke at alt er perfekt, for sådan fungerer det jo ikke, og et perfekt liv er heller ikke det mest interessante. Men grundlæggende er jeg bare glad. Jeg hygger mig, jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg glæder mig til den kommende periode. S og jeg flytter sammen snart, og det går op for mig mere og mere, at det er en realitet. Det bliver vildt, og åh, hvor jeg glæder mig.

Men nu til sagen. Jeg har set en del bloggertyper lave indlæg ved navn “X ting jeg har lært på X år”, så det vil jeg også gøre i anledning af min fødselsdag. Så her kommer 22 ting, jeg har lært på 22 år (hvilket er en misvisende titel, da langt de fleste ting på denne liste er ting, jeg har lært indenfor de seneste 5-10 år. Men det er lige meget).

1. “The Phantom of the Opera” i Her Majesty’s Theatre i London er ubetinget noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet i dette liv. Fuck. Det var en oplevelse af en sådan kaliber, at jeg stadig ikke kan stoppe med at føle mig helt chokeret, når jeg tænker tilbage på det. Jeg vil ikke forsøge at forklare, hvorfor det var så stor en oplevelse; jeg vil til gengæld opfordre alle, der har muligheden for det, til at se den musical, hvis I nogensinde skulle befinde jer i London. Og så vil jeg takke min far for at få idéen til at vi skulle se den sammen. Det kommer vi begge til at tænke tilbage på for altid, er jeg ret overbevist om.

2. Jeg vil være operasanger i mit næste liv. Men først i mit næste liv. I dette liv skal jeg være en irriterende organisationspsykolog. Som i øvrigt kun synger for hunde.

3. Det er fedt at støvsuge, når man har en skøn støvsuger (ved navn John).

4. Det er vigtigt at bruge tid sammen med mennesker, der er forskellige fra en selv. Eller i hvert fald omgås folk, der kan udfordre en. Det er rart med noget kontrast, og man lærer meget mere på den måde.

5. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at vi alle har hvert vores perspektiv på livet, og at det kan være ret brugbart at reflektere over, hvorfor vi har de perspektiver, vi har. Nogle gange står man på hver sin side af det samme træ, og så er det godt at prøve at forstå, hvad den anden ser og hvorfor han ser det, han gør. Hvorfor han står lige der og ikke på præcis det samme sted, som du selv står. Han kan måske ikke se de samme grene og blade, som du kan, men han ser nogle andre i stedet. Og måske et par æbler også. Hvis det altså er et æbletræ.

6. Det er godt at kende sig selv. Det tager lang tid at lære sig selv at kende, og i bund og grund vil der altid være en stor del af dig selv, som du ikke kan kende fuldt ud (bedre kendt som underbevidstheden). Her vil jeg lige benytte lejligheden til at perspektivere til The Phantom of the Opera, men jeg vil ikke forklare hvorfor, da I selv kan tænke lidt over det, hvis I kender til historien.

7. Der skal to til tango. Du må påtage dig ansvaret for dine egne handlinger. Det er yderst sjældent, at det kun er de andres skyld. Og selvom det er hårdt, så kan du først udvikle dig rigtigt, når du selv påtager dig dit ansvar.

8. Jeg er rigtigt dårlig til at lægge tøj sammen. Til gengæld har jeg for nylig fundet ud af, at S er utroligt god til det (men det er ikke kun derfor, at jeg vil flytte sammen med ham, der er også et par andre grunde).

9. “Flyvende Farmor” er stadig min yndlingsfilm. Den er et kunstværk uden lige, uanset hvor gammel jeg er.

10. Der er nogle øjeblikke i livet, der er så indpakket i tristhed og forfærdelige og dramatiske følelser, at du nok aldrig helt når til et punkt, hvor du bare kan glemme dem. Heller ikke selvom du for længst har fået en ny hund og dit hjerte er et helt andet og meget bedre sted nu end dengang. Selvom du er lykkelig nu, betyder det ikke at det, der gjorde ondt, bare er lige meget. Det kommer til at fylde mindre og mindre, og du tænker sjældnere og sjældnere på de øjeblikke, men længst inde vil de altid være at finde.

11. Det er så uendeligt meget spild af tid at sammenligne sig selv med noget, man tror nogle andre er. Vi kan ikke undgå at sammenligne os selv med andre, for vi er trods alt ultrasociale dyr; men det giver ingen mening at tænke dårligt om sig selv, fordi man sammenligner sig selv med en helt forskruet og glorificeret forestilling, man har om nogle mennesker, man dybest set ved intet om. Det er så let at se på folk man kender perifært og tænke om dem, at de sikkert har meget mere styr på livet og er lykkelige, fordi de har noget, man ikke selv har. Men når du tænker sådan, så snyder du dig selv for at se alle nuancerne i folk og deres liv. Uperfekte liv. Du vil gerne tro på, at det perfekte liv er muligt, så du bilder dig selv ind, at alle mulige andre har dette såkaldte perfekte liv. At de er gladere og mere succesfulde og mere vellidte end du selv er. Men når det kommer til stykket, så får du intet ud af at tænke sådan om dem. Det bidrager bare til, at du glemmer at tænke på dem som helt almindelige mennesker, og at du slet ikke ser det, hvis de udviser tegn på ikke at have det specielt fedt. Du bliver bare ved med at tænke, at de på en eller anden måde altid vil være lidt bedre end dig selv. Og når du tænker sådan om andre, så er det svært at gå ud i verden med et åbent sind og møde folk, som de er. Så lad være med at bilde dig selv ind, at alle andre har et bedre og mere fuldendt liv, end du selv har. Brug hellere tiden på at skabe det liv, du ønsker. Og på at snakke med folk på et plan, så I kommer til at snakke om noget lidt dybere end emner end vejret. Du vil sandsynligvis lære, at du tog gevaldigt fejl i dine antagelser, og at du har meget mere til fælles med alle andre, end du før troede. Du vil lære, at vi alle er mennesker.

12. Bassister er nogle flinke typer. Og nogle af dem er tilmed pæne, kloge og sjove (jeg kender i hvert fald én).

13. Det er et helvede at opfostre en hundehvalp (i hvert fald hvis den hedder Kalle), men det er også noget af det hyggeligste. Et sandt paradoks.

14. Gode høretelefoner er noget af det bedste, man kan investere i, hvis man bruger meget tid på offentlig transport. De har forbedret mit liv radikalt.

15. Min mor har ret 99 % af tiden. Hun siger alt det, jeg ikke vil høre, og jeg ender altid med at indse, at det var rigtigt. Hun er en klog kvinde (og så er hun fremragende til at bage diverse kager).

16. “Der er altid en udvej”. Det plejede min mor at sige, når jeg var i en eller anden situation, hvor jeg ikke havde det godt. Ikke for at sige, at jeg bare kunne løbe væk fra problemerne, men for at minde mig om, at der er andre ting, jeg kunne gøre i stedet for, hvis jeg var i gang med noget, der ikke fungerede. Det er bedre at stoppe noget, man ikke har det godt med, end at presse på for at det skal lykkes alligevel, for så at ende i en fastlåst situation, hvor man bare er bitter og deprimeret.

17. Det er en god idé at vente med at flytte hjemmefra, hvis man ikke føler sig klar til det. Selvom jeg havde det lidt anstrengt med det til sidst, er jeg glad for, at jeg først flyttede ud, da jeg var 21, for jeg tror, at det var det helt rigtige tidspunkt.

18. Endnu en (vigtig) ting jeg har lært igennem mit lange, lange liv, er hvordan man gør sig godt på ekstremt opstillede billeder. Tak til min far for det.

19. Det er godt at dyrke ensomheden ind imellem. Det kan man enten gøre ved at tage i sommerhus med sig selv i nogle dage/uger, eller man kan gøre det en mørk vinteraften, hvor alting virker til at stå lidt stille. Jeg tror, at det er vigtigt at give sig selv tid til at tænke sig lidt om og lige mærke efter. Og det kan man kun, når man kommer lidt væk fra alt og alle.

20. Jeg har lært vigtigheden af at kunne ændre holdning.

21. For nylig har jeg lært at riste bollerne på den mest optimale måde, så der opnås tilpas meget sprødhed uden at de bliver brændt. Det er en kunst, og jeg er et meget rigere menneske, nu hvor jeg har lært det.

22. Den sidste ting har jeg lige lært for et par dage siden: den 1. maj flytter S og jeg ind i denne nydelige gamle bygning. Der er fem uger til. Det er totalt vildt. Og det er den hyggeligste lejlighed jeg længe har set. Mere info og flere billeder følger i de kommende måneder. Det bliver en travl og vild tid både med flytning og eksamen, men jeg glæder mig til det hele, og jeg glæder mig SÅ meget til at flytte ind et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo de næste mange år. Jeg glæder mig til at bo med S og alle hans basser, og jeg glæder mig til at “hjem” bliver et sted, der tilhører os begge. Det bliver så uendeligt rart, at vi ikke længere skal rejse frem og tilbage for at besøge hinanden og hele tiden føle, at vi på skift lever i en kuffert. Det er opslidende i længden, og tanken om at den del af vores forhold er nået til en ende, er en enorm lettelse. Men det er også en underlig følelse, for nu bliver det noget helt andet end det har været hidtil. Vi kommer til at have en sofa og alt muligt og mere end bare ét rum at opholde os i. Og det bliver fantastisk. Jeg forstår det nok stadig ikke helt, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg glæder mig, og at jeg er lettet. Og så kan jeg mærke, at jeg har lyst til at komme væk fra Randers. Ikke et ondt ord om denne by, men jeg trænger til luftforandring, og jeg trænger til ikke at kende alt og alle. Jeg er klar til, at der sker noget nyt. Så fremtiden kan bare komme an.

 

Hurra og tillykke til mig selv.

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A

 

 

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Amanda Thylkjærs Nytårstale 2018 | et digt

et nyt år er i gang
og jeg vil gerne sige et par ord
jeg vil benytte anledningen
til at opfordre til
at vi alle finder ud af
om vi kan se os selv i øjnene
for hvis vi glemmer det
er vi allerede derude
hvor vi ikke kan bunde
vi må se på os selv
og sammenligne os med dem
vi var i går
ikke dem
nogle andre er i dag
vi må se på hinanden
og fjerne vores masker
ellers bliver det vanskeligt
nogensinde at finde ind
til det der er rigtigt
dronningen siger
at det hele handler om dem
der står os nær
jeg er ikke udpræget royalist
men den søde rare dronning
har altså en pointe
for vi kan ikke komme udenom
at mennesker har brug for mennesker
så det er nok meget godt
hvis vi husker hinanden
hov vent
jeg skal lige huske
at takke søens folk
godt nytår til jer
og godt nytår til alle andre
gud bevare
stillezonen i toget
gode højtalere
søde svigerforældre
kærligheden
og pasta med salt

2017 – en dramatisk beretning om det bedste år nogensinde

Hej verden.

I år er der sket nogle store, vigtige og betydningsfulde ting i mit liv. Men for en gangs skyld bliver jeg ikke i et forfærdeligt nostalgisk humør, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Jeg bliver derimod fyldt med taknemmelighed og glæde, og det er en anden følelse, end jeg plejer at have til nytår. Jeg plejer at reflektere så meget over det forgangne år, at jeg bliver i et meget melankolsk og trist humør, som fjerner al lyst til at fejre nytåret. Men sådan har jeg det ikke nu. For dette år har bestået af så mange gode, nye begyndelser, at jeg kun kan føle mig glad, når jeg ser tilbage på det. Jeg føler mig ikke trist over, at året er slut, for selvom det har været fyldt med store livsbegivenheder, så føles det som om, at det kun er begyndelsen på en fremtid, der bliver endnu bedre.
Det er nytårsaften om to dage, og selvom jeg ikke har lyst til at gå ud og holde en stor fest, så har jeg lyst til at holde en lille fest med mig selv lige nu og tænke tilbage på året, der er gået. Så her kommer en fortælling om et år i mit liv.

Året startede med at jeg havde min første 7-timers eksamen på uni, og derefter kunne nyde at have fri resten af januar. Der lå en del sne, og jeg startede min ferie med at ligge syg i et par dage. Jeg brugte også et par dage på at gå rundt og tro, at jeg var forelsket. Desuden læste jeg Svend Brinkmanns anden bog, og den blev jeg også lidt forelsket i.
Men når jeg tænker på januar, tænker jeg mest af alt på min ferie i sommerhuset med mig selv. Jeg var derude i over 14 dage, og selvom min familie kom og holdt mig med selskab i weekenderne, var jeg mere alene den måned, end jeg nogensinde har været før. Stranden og skoven var mine bedste venner, og jeg gik 12 km langs stranden næsten alle dagene, indtil jeg ødelagde mine fødder og fik en masse vabler til sidst. Jeg dansede rundt i stuen til høj musik af tvivlsom kvalitet (jeg hentyder til nedenstående sang), levede af pasta med salt, blomkål og gulerodsmuffins. Jeg betragtede mange kopper dampende varm kaffe, og jeg kæmpede med at lære at tænde op i brændeovnen. Jeg så SKAM, drak kamillete og spillede ukulele indtil kl. 3 om natten. Jeg spillede (og sang) ovenstående sang mange, mange gange, og nød at jeg ikke skulle bekymre mig om nogle naboer eller familiemedlemmer. Det lød helt sikkert ikke specielt godt, men det var ikke så vigtigt.
Januar var frihed. Og da januar var slut, var det sommerhuset, jeg var forelsket i. Uha, hvor jeg har fået mange følelser for det sted.

Andet semester på uni gik i gang, og jeg skulle lære om hjernens opbygning, neurotransmission, den menneskelige kognition og andre spændende, og lidt svære, ting. Starten var svær, og jeg følte mig stresset og overvældet mange gange i løbet af det semester. Men jeg klarede det, og jeg endte med at lære en masse. Senere fandt jeg ud af, at mange siger, at andet semester er det sværeste på psykologi, og det gjorde mig lidt glad os stolt. Jeg begyndte at føle, at jeg måske rent faktisk var kvalificeret til at studere psykologi, og det var en rar følelse.

I marts blev jeg 21, og jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg gerne ville flytte hjemmefra. Jeg følte, at jeg var klar til det, og jeg følte, at tiden var inde til det. Jeg elsker min familie, men jeg måtte til sidst erkende, at det var ret svært både at være universitetsstuderende og at bo hjemme (sammen med en lille hund, der er meget opmærksomhedskrævende). Jeg trængte til at føle, at jeg var et selvstændigt individ. Så jeg ledte efter lejligheder og endte med at få tilbudt den ideelle lejlighed. Den lå lige i det område, jeg længe havde ønsket at bo i, jeg havde råd til den, og den ville være helt nyrenoveret, når jeg flyttede ind. Jeg var ude at se den, og selvom hele området var én stor byggeplads, kunne jeg mærke med det samme, at det sted havde potentiale. Jeg mødte en flink ældre dame på 78, der boede lige ved siden af, og hun sagde, at hvis jeg fik lejligheden, så ville hun lave citronfromage til mig. Jeg takkede ja til lejligheden, men jeg turde ikke få alt for store forhåbninger, da jeg var nummer 11 i køen. Dagen efter modtog jeg en mail, hvori der stod, at lejligheden var min, hvis jeg fortsat var interesseret. Jeg blev meget, meget glad (og ja, det hele endte med, at jeg fik citronfromage).

Jeg glædede mig sådan til at flytte, men det var også en underlig tanke. Jeg havde kun boet ét sted hele mit liv, og nu skulle jeg forlade det. Jeg havde det lidt dårligt på min hunds vegne, da vi altid har haft en tæt relation, lige siden den var en lille, ny hvalp (fordi jeg arbejdede hjemmefra hele det første år af dens liv). Når jeg så ind i dens store hundeøjne, føltes det en smule ambivalent. Derfor gav jeg den ekstra meget opmærksomhed i min sidste tid som hjemmeboende. Jeg opbyggede en tradition med at spille og synge “Leavning On A Jetplane” for den hver aften, inden den skulle sove (det lyder fjollet, men den blev urolig inden den skulle sove, og jeg fandt ud af, at jeg kunne synge den i søvn). Det er den eneste sang jeg kan spille og synge, hvor det lyder nogenlunde (inden I bliver alt for nysgerrige vil jeg lige informere om, at jeg kun synger for hunde, ikke for mennesker). Det blev dog også til nogle gamle danske viser, bl.a. nationalsangen samt nogle mere traditionelle godnatsange. Jeg forsøgte mig også med digtoplæsninger, men de havde ikke en ligeså god effekt på hundens angstniveau.

Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Det endte med at strække sig over mange dage, da håndværkerne lige skulle færdiggøre de sidste ting, før jeg kunne flytte rigtigt ind. Så der var god tid til at tage i IKEA og diverse andre steder for at købe alt det, jeg manglede til lejligheden. Det var noget af et arrangement, men jeg klarede mig igennem det hele, takket være min søde, hjælpsomme familie (og en utroligt stor trailer).


Jeg flyttede rigtigt ind i lejligheden d. 7. juli, og jeg brugte det meste af min tid på at bære rundt på tomme papkasser og andet emballage fra alle mine nyindkøbte møbler. Det var noget af et arrangement. Midt i al flytterodet var jeg på en meget vellykket date (selvom jeg kom 5-10 minutter for sent, da jeg havde undervurderet mængden af papkasser, jeg skulle bære ud af lejligheden). Det var en interessant oplevelse, da jeg meget hurtigt fik en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Vi gik rundt i Randers og da jeg vurderede, at han virkede som en tillidsvækkende type, inviterede jeg ham ind i mit flytterod. Timerne gik, og vi snakkede om alverdens ting og hørte musik. Han skiftede strengene på min forsømte guitar, og jeg varmede nogle meget triste rester af et måltid, jeg havde serveret for min familie den forgangne dag (pasta blandet med en pose frosne grøntsager). Jeg pakkede vist også nogle flyttekasser med bøger ud. Jeg så på ham, imens han koncentrerede sig om at genoplive min guitar, og jeg tænkte, at dette liv egentlig er meget smukt.
Og sådan mødte jeg mødte S.


Det var en god sommer, og jeg nød min frihed. Jeg brugte timevis på at sidde og drikke kaffe og slappe af i lejligheden. Desuden holdt jeg housewarming for min familie, og alt var så godt og rart og hyggeligt. Jeg var også en del i sommerhuset den måned. Solen skinnede og alle var glade, og jeg husker hvordan jeg gik op i skoven om aftenen, hvor jeg satte mig under det store flotte træ for at ringe til S (man er nødt til at gå op i skoven for at få en ordentlig mobilforbindelse derude). Jeg husker, at det føltes som om, at alting gav mening, og at jeg havde taget mange store skridt i den helt rigtige retning. Og så endda på ret kort tid.

Det blev august, og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen på en regnvejrsdag. Imens introducerede S mig for ovenstående sang, og nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på regnvejr, vindueskarme og kærlighed.

Jeg levede uden et køle-fryseskab i halvanden måned, men endelig kom dagen, hvor jeg fik det. Det blev leveret af en mand ved navn John, og alt var godt. Samme aften svarede jeg “ja tak”, da S spurgte, om vi skulle være kærester. Det var en af de bedre dage. August var en smuk måned (hvis man ser bort fra, at det var der Randers Ugen foregik. Et skrækkeligt arrangement).

Tiden gik, og et nyt semester gik i gang. Min nyforelskede hjerne havde nogle vanskeligheder med at koncentrere sig om at lære om børns udvikling, men med tiden lærte jeg at prioritere min tid lidt bedre, så der både var tid og overskud til kærlighed og læsning. Jeg fik en ny yndlingssang, og jeg begyndte ligeså langsomt at føle, at mit liv stabiliserede sig lidt. Der var sket så mange store omvæltninger på samme tid, og det tog mig nogle måneder at vænne mig rigtigt til det hele. Jeg boede for mig selv nu, men jeg havde jo stadig min familie i den anden ende af byen, og jeg havde sommerhuset, og ikke mindst S. Det betød, og betyder stadig, at jeg måtte rejse meget rundt mellem forskellige steder. Men jeg endte alligevel med at finde hjem midt i det hele, og min lejlighed udviklede sig til at blive et sted, hvor jeg føler mig glad og tryg. Både når jeg er alene og sammen med folk, jeg holder af. Og det har givet mig meget ro i sindet.

Jeg har lært at bo alene. Mit selvstændighedsprojekt er lykkedes. I morgen er det et halvt år siden, at jeg fik nøglen til lejligheden. Og selvom det ikke udelukkende har været en dans på roser, så er jeg uendeligt glad for, at jeg tog beslutningen om at flytte for mig selv. For det har været det helt rigtige at gøre, og det har været det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Det gør mig bare glad indeni, at jeg nu har fået bevist overfor mig selv, at jeg kan holde styr på mit eget liv, og ikke mindst at jeg kan nyde mit eget selskab.
Men jeg har også lært, at jeg ikke ønsker at bo alene hele mit liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til, som det forholder sig nu. Men lige nu er det det helt rigtige for mig, og det gør mig glad indeni, at jeg har et hjem, der er mit helt eget. Her kan min indre egoist få lov at tage over, og det tror jeg faktisk er godt for mig lige pt.

Jeg kan virkeligt godt lide min lejlighed. Og jeg kan også virkelig godt lide Randers. Jeg nyder at bo her. Men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg skal blive her for altid. Særligt ikke efter at jeg for et par dage siden fik at vide, at min husleje stiger ret meget til april. Det var en ret frustrerende nyhed, da jeg egentlig ikke kommer til at have råd til at bo her, medmindre jeg skærer en del ned på nogle andre udgifter.

Jeg kunne afslutte denne fortælling om det forgangne år med frustration og afmagt over, at jeg må erkende, at jeg på et tidspunkt måske er tvunget til at flytte fra dette sted, der er begyndt at føles som mit sted. Jeg kunne skrive om, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle pakke alle mine ting ned igen, og jeg kunne skrive om, at min 78-årige, flinke, skønne nabo har sagt til mig, at jeg ikke må flytte, fordi hun holder sådan af det gode naboskab.
Men det vil jeg ikke. For hvis der er noget jeg har lært i år, så er det, at der er mange flere muligheder for min fremtid, end jeg selv lige har tænkt over, og at mulighederne har det med at vise sig, når tidspunktet er rigtigt. Og at bo her er ikke den eneste mulighed jeg har for en god og tryg fremtid. Jeg træder ud ad dette år med en følelse af, at verden ligger for mine fødder. Jeg kan se nu, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg kan bo i Randers, studere i Aarhus og have en kæreste i Aalborg. På én gang, uden at noget af det er endt i flammer. Og det har fået mig til at indse, at mulighederne ligger åbne for mig i fremtiden. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, og jeg kan ikke forudsige noget. Jeg kan ikke kontrollere alting, og det skal jeg heller ikke. For jeg ved, og jeg tror på, at det hele nok skal ende godt.

Og hvis det ikke er en god slutning, så ved jeg ikke, hvad en god slutning er.

2017 har været et godt og smukt år, og jeg føler, at jeg har fået alt det ud af det, som jeg overhovedet har kunnet. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har været til hiphop-koncert og nydt det (det lød overraskende godt, men det er nok ikke helt objektivt vurderet, eftersom jeg er stormende forelsket i bassisten). Jeg har også lært at spille backgammon, og jeg har lært at lave en fremragende kartoffelsuppe og verdens bedste lasagne. Desuden har jeg lært om alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Og så har jeg lært, at jeg hellere vil skrive digte og blogindlæg end at læse op til eksamen (hovsa).

Farvel og tak, 2017. Du var god for mig, men vi må begge to videre nu.  2018 kommer snart og banker på, og jeg skal lige nå at støvsuge gangen først. Så tak for din tid, og alt det, du gav mig mulighed for at lære. Og tak for al kærligheden – både til hunde, mennesker og vindueskarme.

//A

 

 

Diverse refleksioner om julen, livet og kærligheden

Hej verden.

Julen er slut, og den har været god og smuk. I dagene op til jul gik jeg rundt og var lidt sur og irriteret, og jeg hidsede mig op over al julemusik og havde lyst til at pakke nisserne væk. Men så blev det juleaftensdag, og mit humør var godt, og jeg lod mig rive med af julestemningen. Det endte med at blive en dejlig dag og aften, og vi hyggede os gevaldigt i sommerhuset, hvor vi nu har holdt jul to år i træk.
Første og anden juledag var jeg i selskab med S, og det gjorde juledagene lidt smukkere end de normalt er. Det har været en jul fyldt med kærlighed, en masse søde mennesker og enorme mængder sovs (og en hund, ikke at forglemme).Nu sidder jeg alene hjemme i lejligheden, og har brugt det meste af dagen på at processere alt det, der er sket i løbet af julen. Jeg har også været ude at handle, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at spise så meget i dag. Det skyldes til dels, at jeg føler mig en anelse fjollet og nyforelsket i disse dage, men mest af alt er det nok en efterreaktion på de enorme mængder mad, jeg har været omgivet af her i julen. Det har godt nok været voldsomt, og jeg tror, at det bliver godt at vende tilbage til havregrøden og fuldkornspastaen igen.Hvis jeg var et glas vand, var jeg for længst skvulpet over af lykke. Det er et godt og smukt liv, og jeg er uendeligt taknemmelig for min tilværelse. Jeg er taknemmelig for min familie, mine venner, min hund, min lejlighed, mit studie, mit nye uldtæppe og sidst men ikke mindst, er jeg uendeligt taknemmelig for at have S i mit liv. Det er snart et halvt år siden, at det hele startede med et solidt håndtryk og et “pænt goddag”, og hvor er det vildt at ét håndtryk kan ændre alting. Ikke, at jeg pludselig er blevet en helt anden eller at alt i mit liv er totalt forandret nu; på mange måder, er meget det samme som før, i hvert fald udefra set. Men som filosoffen Iris Murdoch (1919-1999) siger: “Kærligheden er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt”. Og jeg bliver ved med at indse, hvor rigtigt det er. Det kan godt være, at jeg har snakket meget om, hvor vigtigt det er at have nok i sig selv og at kunne nyde sit eget selskab. Det er en stor ting at kunne det. Men det er edderbankme også en stor ting at opleve hvordan et andet menneske, og det I har sammen, kan fylde dig med så meget kærlighed, at det ikke længere bare handler om dine egne behov. Det er en stor ting at opleve at det hele nu kan handle om noget, der er større end du selv er. Godt nytår til alle mine læsere (og alle der ikke er mine læsere, for den sags skyld). Må I få et godt og lykkebringende nytår, og må I alle være så heldige at blive fanget af kærligheden og lykken. 2017 har været et smukt år, og måske kommer der snart et indlæg med flere refleksioner fra året der gik og året der venter. Hvis jeg ellers kan finde tid til det midt i eksamenslæsningen (og kærligheden).

Hyg jer.

//A