Kategoriarkiv: Uncategorized

En snak om alkohol #2 | Iris

Hej verden.

Her kommer andet indlæg i min serie om alkohol. Det er skrevet af min gode ven Iris, som er et af mine yndlingsmennesker. Jeg håber, at I finder hendes ord ligeså interessante, som jeg gør. 

  1. Hvordan er dit forhold til alkohol? Hvorfor drikker du (ikke) og hvordan har du det med det?

Jeg har et anstrengt forhold til alkohol og derfor drikker jeg ikke, da jeg er bekymret for hvordan jeg vil være over for andre hvis jeg er under indflydelse, for hvis jeg ikke siger det når jeg ikke er fuld så er der er god chance for at det ikke er noget der bør siges.

Der er en forskel på at drikke og være fuld, men da jeg i forvejen ikke er god til at styre mig selv, vil jeg være tilbøjelig til at ende som en alkoholiker, og det er der vel ingen der ønsker at blive?

Jeg har det det helt fint med ikke at drikke, selvom der en gang i mellem kan være en spændende drik man tænker man skal prøve, hvor man derefter bliver skuffet når man opdager at den har alkohol i den. Jeg kan dog godt finde på at smage folks drinks (med lov), og har endnu ikke fundet noget godt i det.

  1. Hvis du ikke drikker, hvordan har du det med at være sammen med folk, der drikker?

Jeg prøver at undgå det, da jeg ikke rigtig kender nogen som kan drikke uden at ende fuld. Det jeg oplever ofte sker når folk er fulde er at de går fra at være et ansvarligt voksent/ungt menneske til at blive meget store, små børn, som ofte ikke kan finde ud af hvad der er ok at gøre og udsætte andre for. Samt dem der gentager sig selv i alt evighed er vildt irriterende at være omkring. Til min nieces barnedåb endte en af gæsterne med at blive så fuld at hun fik voldsomme humør svingninger som betød at hun var over kærlig og derfor kyssede mig, slikkede min søsters bror ned af halsen fra øret samt mere, for derefter at bryde tudende sammen. Det var noget af en dag, det skal dog siges, jeg aldrig har oplevet hende gøre det samme igen.

Der er folk jeg kan være sammen med selvom alkohol er involveret, men det kommer virkelig an på hvad formålet med sammenkomsten er, hvis det handler om at drikke sig i hegnet, så vil jeg ikke være der. Men hvis det bare er en gruppe hyggelig afslappet mennesker gør det mig ikke noget.

  1. Er der noget du føler, at du ikke kan deltage i, fordi du ikke drikker? Får det dig til at undgå bestemte situationer, hvor alkohol er involveret?

De fleste folk ved godt at jeg ikke drikker og jeg har kun sagt nej til situationer hvor formålet er druk, eller vin og tapas. For det meste er de folk jeg omkring helt ok med at jeg ikke drikker og jeg har endda deltaget i to druk spil, hvor jeg har fået lov til at drikke vand eller sodavand i stedet, som ikke har været et problem for hyggen.

  1. Har du nogensinde følt dig presset til at drikke alkohol, og hvordan har du i så fald håndteret det? Eller følt, at du var udenfor, fordi du ikke drikker?

I 7 klasse hvor unge ofte begynder at gå i byen og drikke, var jeg ret deprimeret og havde derfor skubbet mig selv ud af min klasse. Dem jeg hang ud med var klassen under mig og var en lille gruppe af folk, der havde noget af den samme holdning som jeg selv med alkohol, så det var ikke noget jeg er blevet udfordret med. Det tætteste jeg er kommet på sådan en situation er nok velkomstdrikken til alle de der familiefester ,og den ene gang min mor prøvede at være fortaler for at alkohol ikke var så slemt da i små mængder gjorde det bare en mere afslappet. I fest situationer er det bare øv, og man må så bare vente på at maden kommer så man kan få noget at drikke. Min mors forsøg mislykkedes, da jeg ikke ser nogen grund til at begynde at drikke, jeg kan hygge mig på sukker.

  1. Selvom du ikke selv drikker alkohol, kan du så forstå dem, der gør? Og hvorfor tror du, at de gør det?

Jeg kan godt forstå det, som min mor siger er det et redskab til at gøre situationen mere behagelig, så man kan nyde den, især når man måske er lidt ængstelig. Der er også noget af det som sikkert smager godt og de derfor indtager det af den grund. Men i bund og grund er det vel på grund af den afslappende følelse som umiddelbart opstår, som jeg tror folk jagter.

  1. Har du et godt råd til mig og andre, som har et anstrengt forhold til alkohol? Hvad kan jeg gøre for at kunne være mere afslappet, når folk omkring mig drikker?

Jeg tror det i bund og grund handler om hvem det er, Jeg kan ikke slappe ordentlig af når jeg er sammen med mine forældre når de drikker, har drukket, da jeg ikke ved hvor jeg har dem og det gør mig ufattelig usikker. Jeg kan godt være sammen med min ven Julie da hun er en kærlig person og jeg holder nok af hende til at accepterer hende sådan samt jeg derefter kan små drille hende med de dumme ting hun gjorde som hun ikke altid kan huske XD.

Som sådan har jeg ikke nogen gode råd, men jeg vil nok mene at man skal gøre det man har det bedst med det, så hvis det er at sige; ”jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig, men alkohol siger mig intet, så vi ses en anden dag” så må det være det. Det betyder ikke at man ikke kan ændre mening, men det betyder heller ikke at man behøver at ændre mening.

Jeg finder alkohol unødvendigt og det har ikke ændret sig 🙂

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

En længsel efter hverdagen

Hej verden.

Jeg har haft sommerferie i 10 uger nu, og som jeg nævnte i mit seneste indlæg, så har jeg oplevet en masse gode ting, og brugt min tid sammen med en masse søde mennesker. Jeg har også brugt en hel del tid alene, men overordnet føler jeg, at der har været en fin balance mellem tiden alene og tiden sammen med andre. Jeg kan ikke komme i tanke om særligt mange dage, hvor jeg har tænkt “suk, hvad fanden skal jeg lave, denne ferie er alt for lang”. Men det har ændret sig i løbet af de sidste par dage, hvor jeg virkeligt er begyndt at føle mig rastløs og irriteret.Jeg mærker en længsel efter en rutine, en længsel efter at skulle være bestemte steder på bestemte tidspunkter. At have en hel dag, hvor jeg ikke har nogle planer, kan jeg slet ikke holde ud mere, for jeg har fået nok af at slappe af og at være nede i gear. Jeg er klar til at komme i gang igen, klar til at skulle være produktiv, klar til at få min hverdag tilbage.

På den ene side kan man sige, at jeg måske har tilrettelagt min sommerferie på en uoptimal måde, når jeg er endt med at sidde her og være rastløs. Hvis jeg fx havde fundet et (frivilligt) arbejde at bruge tiden på i ferien, så havde jeg måske ikke haft det sådan her nu. På anden side kan man sige, at jeg har fået præcis den sommerferie, som jeg havde brug for. Da jeg gik på ferie d. 1. juni efter en meget intens og ikke helt så rar eksamensperiode, trængte jeg så meget til at distancere mig selv fra mit studie. Jeg længtes efter friheden og at kunne gøre lige det, jeg ville. Jeg havde virkelig brug for en pause og tid til at finde motivationen igen. Og en pause har jeg i den grad fået – jeg har fået mulighed for at komme helt ned i gear og gøre de ting, der var vigtige for mig, og som intet havde at gøre med mit studie. Jeg har udforsket Aalborg, jeg er gået i gang med at tage kørekort, jeg har skrevet digte, og jeg har læst for fornøjelsens skyld. Og jeg er blevet bedre til at bage boller. Det er alt sammen meget godt – men det er bare ikke nok for mig i længden. Og efter at have haft rigeligt med tid til at indse det, er jeg begyndt at længes mere og mere efter hverdagen.

Derfor har sommerferien givet mig præcis det, jeg havde brug for; en masse gode oplevelser, en pause fra hverdagen og et skridt tilbage fra min identitet som kommende psykolog – hvilket er endt ud i en enorm længsel efter lige præcis det, jeg havde en trang til at komme væk fra, da ferien startede – mit studie.Jeg tager mig selv i at savne selve bygningerne, hvor Psykologisk Institut ligger. Jeg savner togturene til uni, jeg savner at drikke kaffe til forelæsningerne, og jeg savner tilmed at sidde i auditoriet – selvom man oftest sidder helt utroligt tæt og ikke rigtigt kan komme væk, når man først har sat sig. Jeg savner at lære noget nyt, og jeg savner at have en læseplan. Jeg savner at skulle tidligt op og ud ad døren og at have lange, lærerige dage, og jeg savner følelsen af selvtilfredshed, der følger med, når det bare går godt, og det hele går op i en højere enhed. Jeg savner oplevelsen af meningsfuldhed. Jeg savner, at der bliver stillet krav til mig, og at der er noget, som jeg SKAL, som jeg ikke gør udelukkende af lyst. Ja, jeg har simpelthen fået nok af bare at kunne gøre det, jeg har lyst til.Heldigvis er jeg stadig i gang med at tage kørekort, og jeg skal til teori i aften og ud at køre hele to gange i morgen, både om eftermiddagen og om aftenen – så der skal der nok blive stillet krav til mig. Og så skal jeg til teoriprøve fredag morgen, hvilket jeg ser frem til i en usmagelig grad.

Jeg tror faktisk, at jeg trives allerbedst, når jeg har en rutine at holde mig til. Når jeg ved, hvad jeg skal de bestemte dage i ugen, og når rutinen gentages uge efter uge. Jeg tror, at jeg har et rimeligt stort behov for kontrol, og selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, så er det jo nok en stor del af grunden til, at jeg føler mig rastløs og irriteret nu. For selvom JEG ønsker, at hverdagen skal begynde igen nu, så kan jeg ikke gøre noget, for det er ude af min kontrol.

Generelt føler jeg, at der er en del ting, der er ude af min kontrol for tiden – og mere om det i et andet indlæg. Men jeg kan ikke gøre andet end at prøve at se indad og at gøre noget ved det, som jeg rent faktisk kan kontrollere (mere eller mindre). Som fx at læse op til teoriprøven, at beslutte mig for at støvsuge og at gå en lang tur. Og at tænke gode tanker, som gør mig motiveret fremfor rastløs og irriteret. Når det kommer til stykket, er det jo mig selv, der vælger, hvordan jeg vil reagere på de ting, der sker – og så gør det måske ikke så meget, at jeg ikke kan kontrollere alting.

Hyg jer.

//A

 

som dagene går | et digt

det er somme tider vanskeligt
at være en del af tosomheden
og det er nok uundgåeligt
på et tidspunkt at møde kedsomheden
//
jeg kan savne begyndelsen
hvor jeg på forelskelsen var høj
nu sidder jeg bare og tænker på
at vi snart skal have vasket tøj
//
kan du huske de dage
hvor vi havde mere end nok i hinanden
dengang ordene vi sagde
var som bølgerne på stranden
det er vel på tide at erkende
at der er andet i verden end mig
men jeg vil nok bare ønske
at jeg altid var nok for dig
//
nyforelskelsen varer ej evigt
på et tidspunkt må kurven flade ud
og det er sådan set rigtigt
at parholdet også indebærer uren hud
//
så må man stramme sig an
og gøre noget nyt og spændende
der er jo meget man kan
hvis man tør at blive hængende
for eksempel kan vi tage i skoven
og medbringe egen mad og drikke
vi kan være i ét med naturen
og sende hinanden stjålne blikke
//
vi kan også tage i IKEA
hvor vi kan teste hinandens grænser
vi kan investere i en farverig sofa
og kæmpe mod hinanden med sværd og lanser
//
vi kan rejse til eksotiske verdensdele
og finde de åbne sind frem
men set i det store hele
er livet det samme når vi kommer hjem
jeg kan somme tider tænke
at det er mig der skal fuldende dig
men du er jo din egen hest
og det ansvar tilhører ikke mig
//
vi kender hinanden bedre
for det er en anden tid nu
men vi har stadig noget at lære
der er meget vi ikke ved endnu
det gør måske ikke noget
at nyhedsværdien er blevet mindre
det betyder jo ikke
at vores skib er ved at kæntre
nyforelskelsen varer ej evigt
og det kan jeg godt acceptere
for som dagene går
elsker jeg dig mere og mere
der er stadig så meget
som venter på vores vej
så mange solopgange
jeg mangler at se med dig

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

det er ikke sådan jeg vil være | et digt om eksamen

Hej verden.
Det nedenstående digt skrev jeg onsdag aften, på tredjedagen af min fire-dages eksamen i arbejds- og organisationspsykologi. Det var nogle hårde dage, og jeg følte ikke den store glæde ved at skrive den opgave. Det overraskede mig, at oplevelsen var sådan, da jeg igennem hele semestret har tænkt, at det ville blive hyggeligt og spændende. Og det var det da også på nogle tidspunkter. Men generelt var det ikke specielt rart. Hvorfor ikke? Først og fremmest, fordi jeg ikke har prøvet at have en firedages eksamen før, og at det var ret hårdt og udmattende at skulle arbejde koncentreret i så mange dage i træk. For det andet, fordi jeg var ramt af perfektionisme. Jeg ville rigtigt gerne gøre det godt, men det var som om, at jeg havde glemt, hvorfor jeg gerne ville gøre det godt. Og så bidrog det bare til, at jeg følte mig presset uden at vide hvad det var, jeg følte mig presset over. For i virkeligheden handlede det nok ikke så meget om selve opgaven, men mere om alt muligt andet.
S spurgte mig i dag, hvad mit mål er for det kommende semester (fordi vi snakkede om at sætte forskellige mål i livet osv).  Og der slog det mig, at jeg i lang tid ikke har tænkt på, hvad mit overordnede mål med at læse psykologi er. Jeg plejede at sige, at mit mål var at blive et bedre menneske, så jeg ville blive i stand til at hjælpe andre. Men det har jeg helt glemt at huske mig selv på, og særligt i denne eksamensperiode. Jeg har bare tænkt, at jeg skulle præstere, men jeg har ikke helt tænkt på hvorfor. Og det er ikke smart, hvis man som jeg har tendenser til at være en selvkritisk perfektionist.
 
Dette digt er en opsang til mig selv, og til alle andre der kæmper med perfektionistiske tendenser. Det må stoppe her. I stedet for at lade os styre af en uopnåelig illusion om, at det perfekte er det ideelle, så skal vi huske på, hvad måle egentligt er med det vi gør. Hvis mit mål er at lære noget, så jeg kan blive et bedre menneske og derigennem blive i stand til at hjælpe andre bedst muligt, så giver det ikke mening, at jeg føler mig presset til at skulle lave en perfekt eksamensopgave. For en perfekt opgave siger ikke nødvendigvis noget om det udbytte, jeg har haft af faget, og hvad jeg tager med mig videre rent menneskeligt. Og det er heller ikke mig, der definerer, hvad en perfekt opgave er. Så hvorfor ikke bare lade mig selv være interesseret og lave noget, jeg selv synes er en god besvarelse, og så tro på mine egne evner?
Jeg kan ikke gøre det om nu, men jeg kan lære af det her til næste gang. Om ikke andet har dette medført, at jeg nu kan huske, hvad mit mål er. Og når jeg husker på det, så bliver det nærmest ligegyldigt, om jeg fik 4 eller 10 for min statistik eksamen – for det udbytte, jeg har haft af det fag, og den glæde jeg har haft med at lære det og overkomme en masse udfordringer, kan ikke gøres til et tal.
Held og lykke med eksamen til alle jer, der stadig er i gang med ræset – og husk på, at det er fint at stræbe efter at yde sit bedste, hvis bare det er af de rigtige grunde – og hvis bare man husker, at det ikke kun handler om karakterer og perfekte præstationer, men mere om alt muligt andet.
//A
 
jeg sprænger i luften
når jeg undertrykker min kreativitet
der er så meget at skrive om
så meget
jeg har gjort og set
 //
jeg vil have friheden tilbage
og det får jeg snart igen
lige om lidt er det overstået
semestrets sidste eksamen
 //
jeg holder af mit studie
men jeg har fået nok af det her
det får mig somme tider til at glemme
hvor meget jeg er værd
 //
jeg vil gerne præstere
men jeg vil helst ikke indrømme det
jeg vil gerne imponere
men det er ikke særligt let
 //
jeg spørger mig selv
hvad jeg prøver på at opnå
når det jeg egentligt vil
er at lære at forstå
 //
jeg plejede at elske eksamen
for det gjorde mig så selvtilfreds
jeg vil have det sådan igen
i stedet for at føle dette pres
 //
jeg er enten for perfektionistisk
eller alt for ligeglad
der må være en bedre metode
end at lære det hele udenad
 //
perfektionisme dræber kreativiteten
og den ødelægger al glæde
jeg er nok ikke den eneste på planeten
der bare har lyst til at græde
 //
jeg bliver så træt
når jeg tvivler på mig selv
jeg kunne sove hele dagen
men det er ikke hvad jeg vil
 //
det må fandme være nok
jeg gider ikke have det sådan her
fra nu af hører perfektionismen op
for det er ikke sådan jeg vil være
 //
en lang eksamen har jeg skrevet
og nu er der meget jeg vil
at gå en lang tur ved havet
er lige hvad jeg trænger til

Hej, jeg lever endnu og jeg er stadig relevant

Hej verden.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Der er sket virkeligt meget siden jeg skrev mit sidste indlæg, som var et farvel-digt til min gamle lejlighed. Og jeg vil gerne fortælle om det hele, men I får ikke alt på én gang, da det ville blive et meget langt indlæg med 1000 billeder.

I skrivende stund sidder jeg i baghaven nedenfor vores lejlighed. Jeg er i et fremragende humør, og det har jeg været lige siden jeg afleverede min eksamensopgave torsdag eftermiddag. Det var ikke en specielt god oplevelse at skrive den eksamen, og i et kommende indlæg vil jeg gerne uddybe det. I det hele taget føler jeg, at mit forhold til eksamen har ændret sig en hel del, efter jeg er kommet på uni, men den historie får I en anden dag.

Jeg har ikke udgivet noget siden slutningen af april, men nu er jeg tilbage. Jeg har så meget at skrive om, men jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Jeg har igennem hele eksamensperioden (dvs. den seneste måned) gjort hvad jeg kunne for at undertrykke min kreativitet. Det lyder trist, men det har været nødvendigt, og jeg er stolt af, at jeg har fået udrettet så meget i læseferien. Det ville jeg ikke, hvis jeg havde siddet og skrevet digte dagen lang. For problemet er, at jeg har svært ved at stoppe igen, når jeg først er kommet i gang. Så derfor har jeg sagt til mig selv, at de store kreative projekter måtte vente til jeg fik ferie.  Og det har jeg nu.

Det føles meget befriende, men også meget underligt. Den seneste måned har været rimeligt krævende rent mentalt, og der har været meget nyt, jeg har skullet forholde mig til, samtidig med at jeg har læst op. Lad os sige det sådan, at jeg har opdaget, at det måske ikke var den smarteste idé at flytte lige inden eksamen, og at det har været hårdt på nogle måder, jeg ikke lige havde forventet. Men nu, hvor jeg sidder her og det er gået op for mig, at jeg har klaret mig igennem det hele, så fortryder jeg på ingen måde valget om at flytte på det tidspunkt. Jeg har været presset og udfordret, og det har været nogle overvældende uger, men det var det hele værd. Nu er der ferie, og flytningen er klaret, og nu kan jeg bruge tid på at udforske min nye by.

De første uger her føltes det meget som at være på en storbyferie. Vejret har været fantastisk lige siden dagen efter vi flyttede ind, og derfor føltes det lidt som en drøm, som noget, der umuligt kunne vare ved. Pludselig befandt jeg mig midt i en relativt stor by, hvor der er 100 meter til Netto og 200 meter til gågaden. Og så gik selve flytningen så hurtigt, at min hjerne ikke helt kunne følge med. Om morgenen tømte vi min gamle lejlighed, og så hentede vi nøglerne kl. 12 og flyttede alle vores ting ind i løbet af dagen. Samme aften sov vi her første gang, og det hele var meget underligt.

Men der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at føle mig hjemme. Ikke hele tiden, men i små glimt. Det var en spirrende forelskelse, der gik i gang. Og jo mere tid jeg bruger her, og jo mere jeg kommer ud at se, jo mere føler jeg mig hjemme. Jo mere jeg går rundt og opdager, at jeg faktisk godt kan finde rundt i byen og at jeg har en god fornemmelse af, hvor de forskellige ting ligger henne i forhold til hinanden, jo mere føler jeg mig hjemme.

For første gang i lang tid bor jeg et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år endnu. Det er den følelse, jeg savnede så meget i den gamle lejlighed, og det var den følelse, der gjorde det svært at bo hjemme i den sidste tid. Jeg vidste godt, at jeg var på vej videre, men jeg vidste ikke præcis hvorhen. Men det ved jeg nu, for jeg er her.

Hurra for det hele.

Hyg jer – og husk solcremen.

//A