Kategoriarkiv: udkantsdanmark

solnedgangen er min ven

jeg har alt lige her

kaffe

ild

og en svævende måne

jeg tror måske

at jeg er hel igen

lige her

hvor jeg er

jeg tror måske

at vi er ilden

vi lyser aftenen op

når solen siger godnat

vi knitrer og brænder

til luften siger stop

vi lover hinanden

at det her varer ved

vi ser flammerne i hinandens øjne

klarere end før

varmere og dybere

med helt andre blikke

vi brændemærker hinandens indre

vi vil aldrig glemme os selv

for her har vi alt

og det er godt at være til

solen går ned

og vi ryster af kulde

så vi tager med

og glemmer alt det vi skulle

jeg håber

at vi ses igen

kan i høre at jeg råber

at solnedgangen er min ven

vi trækker vejret

 
ferien går på hæld
men i dag er tiden alt jeg har
for her er jeg kun mig selv
og jeg husker hvem vi var
jeg tror måske
at meningen med livet
er at bruge min påske
på ikke at tage noget for givet
så jeg tager til stranden
med en lille hund
for der er ingen anden
jeg har brug for lige nu
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
ved du hvad
lige her har jeg alt
her er jeg glad
og min aftensmad er pasta med salt
jeg håber ikke
du har noget imod
at de mørke dage går på hæld
her er der liv og glæde i overflod
for jeg har fundet hjem i mig selv

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

Lykønskninger | en novelle

Hun tænkte på havet. Havet kunne være så meget, den ene dag blikstille og den næste vildt og voldsomt. Havet er sit eget, det kan ingen bestemme over, det vidste hun. Men det var længe siden, at hun sidst havde set havet, hun kunne faktisk ikke huske datoen, og der var noget helt forfærdeligt over det, det var som om, at hun manglede sig selv.

Hun ville så meget. Hver dag fandt hun på nye projekter, og hver dag gik hun i stå, hun vidste ikke, hvordan hun skulle få noget færdiggjort. Det hun skulle hang ikke sammen med det, hun ville, og hun vidste godt, at hun indtog for meget kaffe i forhold til, hvad hun burde. Hun vidste også godt, at hun ikke burde definere sig selv som en passioneret cyklist, når alt hun tænkte på, når hun cyklede hjem i modvind hver eftermiddag, var hvor meget hun hadede at cykle, at det virkeligt gjorde hende sur og træt helt ind til sjælen.

Hun så på sig selv. Hver gang hun så ind i sine egne øjne i spejlet, så hun noget, hun ikke før havde set. Noget hun ikke genkendte, noget ukendt og uudforsket. Hun så hvordan dagene nærmede sig, hvordan tiden forsvandt, uden at hun nogensinde havde haft den. Om nogle dage ville hun fylde 21 år, og hun vidste ikke, om det betød, at hun skulle sige goddag eller farvel. Nogle dage vidste hun slet ikke, hvem hun var, så hun var ikke helt klar over, hvad der var at sige farvel til, for man kunne vel ikke sige farvel til noget, der aldrig rigtigt var der i længere tid af gangen, det ville være underligt, det tænkte hun meget på.

Alle hun kendte, der ikke var i 20’erne længere, sagde, at det var den værste periode i livet, at 30’erne og 40’erne var meget bedre. De sagde, at 20’erne var en tid fyldt med forvirring og ængstelse, en tid hvor alle prøver at finde sig selv men ikke ved, hvor de skal lede, så de leder alle det forkerte sted og ofte det samme sted. Først senere i livet kom roen, der hvor man virkeligt fandt sig selv og kunne slappe af, bare hvile i sig selv og sin færdigudviklede identitet.

Men hvis dette var den værste alder for et menneske, var det mon så godt eller dårligt, at hun nu bevægede sig et år længere ind i perioden, det vidste hun simpelthen ikke. Men fejres skulle det uanset hvad, der ville være op til flere slags kage og en ret med oksekød i den ene eller anden form om aftenen. Der ville være smil og lykønskninger og forsøg på at være lykkelig for en dag, og hun håbede, at det ville lykkes hende at være glad og takke dem, der sagde tillykke, uden at tænke for meget på, hvad der var at lykønske med.

Hun kunne godt mærke, at hun var blevet væk fra sig selv igen, men det var også noget tid siden, at hun sidst havde været ved vandet. Der fandt hun sig selv nogle måneder tidligere, så mon ikke det kunne ske én gang til. Hun lagde store planer, hun ville tage afsted den næste morgen og tage kaffen med til stranden. Så ville hun sidde og trække vejret og mærke roen indeni, for den måtte stadig være der, det blev den nødt til. Hun måtte tro på, at roen ville komme tilbage, at hun kunne få fornemmelsen af at have styr på sig selv igen.
Om aftenen ville hun koge pasta og høre det musik, hun hørte dengang, og hun ville synge med og gøre alt det, hun gjorde dengang, alt det, der gjorde hende glad. Hun ville slukke for sin hjerne og lade som om, at hun havde alt det, hun nogensinde kunne få brug for.

Dagen efter ville hun tage kaffen med til havet igen, og hun ville sidde det samme sted som alle de foregående gange, og hun ville trække vejret helt ind for så at puste ud igen og gentage proceduren så mange gange, som det nu var nødvendigt. Hun ville dreje hovedet til venstre og tænke på de sommerdage, hvor alting virkede som starten på nye eventyr, der aldrig skulle slutte, og hun ville dreje hovedet til højre og blive mindet om de vinterdage, hvor hun selv skrev eventyrene. De dage, hvor slutningen altid var lykkelig, selvom hun var den eneste medvirkende. Dagene, hvor vinden skubbede hende hjem, imens hun gik på stranden og skulle anstrenge sig for ikke at bryde ud i grin. Dagene, hvor tiden føltes uendelig og hun glemte alt om, at hun ikke kunne blive der for altid. Dagene, hvor hun troede på, at solen ville skinne for altid, og at regnen aldrig ville gøre hende gennemblødt igen.

Når hun kom hjem ville hun færdiggøre alle sine projekter og krydse op til flere punkter af på sin liste. Hun ville ånde lettet op og være glad for sig selv og sin egen indsats, hun ville drikke kaffe med god samvittighed og føle sig som en del af noget mere end sit eget hoved. Så ville hun skrive et digt, der virkeligt kunne videreformidle den stemning, hun havde indeni, og hun ville for en gangs skyld føle, at hun kunne udtrykke sig selv uden at måtte give op og gå i seng og ligge søvnløs med et frustreret sind, der ikke engang kan forstå sig selv.

Når mørket faldt på, ville hun koge pasta og se på solnedgangen, imens hun sang med på alle de sange, der gik ind i hendes sjæl, alle de sange, som ingen andre helt forstod hvorfor hun holdt så meget af. Dagen efter ville hun gentage proceduren, og hun ville smile dagen lang og få dybe rynker i en meget ung alder, og hun ville hvile i sig selv og smile videre, selv når regnen kom tilbage og sommeren virkede til at være aflyst igen i år. Hun ville være et filter, ikke en svamp, og hun ville skrive lange breve til alle dem, hun holdt af, også selvom hun havde glemt at fortælle dem det i meget lang tid. Hun ville tænde op i brændeovnen og måske, en dag, når hun havde fået ordnet alt det, der stod på listen, ville hun invitere gæster til kaffe og kringle, det kunne være en god anledning til at få prøvet kræfter med en wienerdej, mon ikke det ville blive en succes. Men indtil da ville hun blive siddende lidt endnu og høre flammernes knitren, se sit eget spejlbillede i vinduerne og se ind i sine egne øjne, der ville være alt andet end ukendte, for hun var nået langt og hun var ikke længere en fremmed for sig selv. I hvert fald ikke den dag.

da jeg fandt hjem

de spørger
hvad jeg laver her
jeg svarer
at jeg lærer at leve
de spørger
hvor jeg vil hen
jeg svarer
at jeg vil ned til vandet
de spørger
hvorfor jeg står stille
jeg svarer
at her finder jeg mig selv
de spørger
hvilken type jeg er
jeg spørger
hvem er i selv
de spørger
hvorfor jeg ikke keder mig
men de forstår ingenting
for her lyser stjernerne klarest
her er jeg uendelig
her finder jeg hjem

Alt jeg vil | Tilbage Til Naturen #10

Hej verden.

Nu er det midnat igen (suk), så dette indlæg bliver ikke ligeså omfattende, som det kunne være blevet, da jeg som tidligere nævnt er igang med at få vendt min døgnrytme om til det bedre. Jeg er begyndt først at stå op klokken 10, og det går simpelthen ikke, det er alt for sent. Så nu vil jeg kort opsummere, hvad jeg er nået frem til, at jeg vil (jeg tvivler på, at det bliver kort, men jeg vil forsøge). Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette IKKE er nytårsforsætter, bare så der ikke er nogen, der skulle tro det (jeg hader det koncept).
Uhh og dette indlæg vil også være fyldt med gamle billeder, da det er sjovt.


(Mont Blanc, Frankrig, sommeren 2012).

Jeg vil leve et liv, hvor jeg har havet og skoven tæt på, så jeg kan trække vejret frit.

Jeg vil ikke sammenligne mig selv med andre, og jeg vil sige fra, hvis andre sammenligner mig med andre, eller sammenligner andre med hinanden (en forvirrende sætning).

Jeg vil finde ud af, om det er muligt at bage en god gulerodskage, der ikke består af 50 % smør.

Jeg vil være taknemmelig for alle de minder, jeg er lavet af, og alt det, jeg har lært.

(2010)

Jeg vil værdsætte de rigtige mennesker og aldrig tage dem for givet.

Jeg vil være mig uden nogensinde at føle, at jeg skal undskylde for det.

Jeg vil træffe beslutninger og stå ved dem.

Jeg vil grine.

Jeg vil høre høj musik og synge med.

Jeg vil være stille.

Jeg vil lade mig selv føle det, jeg føler, og jeg vil lade mig selv udtrykke det.

Jeg vil danse imens jeg koger pasta.

Jeg vil se sæson 4 af SKAM (hvilket er en umulighed indtil på et tidspunkt i foråret).

(Undertegnede der skriver på Randis fod, 2013)

Jeg vil tro på det bedste i andre mennesker, og jeg vil forsøge at grave det bedste frem fra folks indre, hvis de ikke selv viser det (det lyder skummelt, men det er midnat, hvad forventer I).

Jeg vil bruge min tid sammen med de mennesker, der aldrig får mig til at tvivle på, om de overhovedet værdsætter mit selskab.

Jeg vil værdsætte tiden, jeg har for mig selv, og jeg vil værdsætte tiden, jeg bruger sammen med andre.

Jeg vil spørge folk, hvordan de har det.

(Et sted i Tyskland, sommeren 2012)

Jeg vil tage på eventyr, også i hverdagen.

Jeg vil være i sommerhuset så meget som muligt.

Jeg vil huske, at jeg er den eneste, jeg altid skal leve sammen med.

Jeg vil gøre det, der gør mig glad og som er meningsfyldt at gøre for mig, uanset om nogle andre synes, at jeg hellere skulle gøre noget andet.

Jeg vil lære om hjernens opbygning og finde en måde, hvorpå jeg kan memorere hvad nucleus accumbens er (så vidt jeg har forstået, er det hjernens belønningscenter) samt andre smarte neuropsykologiske begreber.

(Berlin 2012, jeg hyggede mig).

Jeg vil gøre det, jeg har lyst til at gøre, og ikke gøre noget fordi jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det.

Jeg vil skrive, og jeg vil blive ved, for det er det jeg skal og vil og er nødt til at gøre. For min egen skyld.

Jeg vil gå ture på stranden og i skoven, både med mig selv og andre folk (medmindre de går virkeligt langsomt, så bliver jeg hidsig).

(2006, tror jeg)

Jeg vil lære at lave den perfekte pasta carbonara.

Jeg vil underholde mig selv, og jeg vil grine af mig selv.

Jeg vil give slip på dem og det, der får mig til at føle, at jeg bare er den næste i rækken.

Jeg vil ikke føle mig presset til at gøre ting, fordi jeg føler, at jeg er “bagud” – at der hele tiden er noget, jeg mangler, for at kunne være med i præstationsræset. For jeg gider ikke at være med i præstationsræset. Jeg vil hellere sidde lige her. Lidt endnu.

Jeg vil trække vejret. Jeg vil huske mig selv på, at jeg ikke er bagud med noget i mit liv, for jeg er jo lige her, og det er det eneste, jeg skal tænke på nogensinde. Hvor jeg er lige nu og om her er godt at være. Og lige nu er jeg et sted, hvor der er pænt og rart. Jeg mangler ingenting. Naturen er min stue, og væggene er lavet af meningsfuldhed. Vinduerne lader mig føle, at jeg er en del af alting, når jeg sidder her.
Jeg er alt andet end bagud.

//A

Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A

Endnu en gåtur | Tilbage Til Naturen #3

Hej verden. 

I dag brugte jeg en time på at læse avisen imens jeg drak en kop kaffe. Jeg nåede frem til den konklusion, at avisen ikke var særligt god, og at jeg stadig ikke er fan af mandelmælk (hvilket jeg havde hældt i kaffen). 

Derefter tog jeg ud på en gåtur. Samme rute som igår, og alligevel føltes det som en helt anden tur. Det blæste mere i dag og der var højvande, så nogle steder var det svært at komme frem uden at gå direkte i vandet. Men det var meget underholdende, og det symboliserede på sin egen måde, at alting kan se helt anderledes ud den næste dag. 






Da jeg kom hjem lykkedes det mig desuden at læse omkring 15 sider i en af mine nye fancy studiebøger, som omhandler placeboeffekten. Jeg fik også skrevet noter dertil, og jeg lærte noget, så det var en succes. 


Uhh, og jeg gik ned ad denne trappe i dag helt uden at falde og brække halsen, hvilket var en præstation i sig selv. 


Alt i alt en god dag. Jeg tror muligvis, at dette sted gør mig til et bedre menneske, men det kan jeg nok ikke selv vurdere. 

Nåh, I må hygge jer. 

//A 

stå stille

jeg er et åbent sår
hælder vejsalt i mig selv
kan du købe noget mere
hvis du alligevel skal ud
otte ni kilo tak
jeg kan jo se
at du allerede står op
jeg mangler også to dåser majs
men du skal ikke stresse
jeg har al tid i verden
lige her
stearinlys
forbrændingsreaktioner i stuen
vi brænder os selv
ned til grunden
hvor alt blev til
spørg dig selv
hvorfor trækker du vejret
når ingen andre kan
stå stille
imens jeg sætter spor
tror du
at jeg bliver væk
så snart du løber
så tro om igen
for jeg træder på din sjæl
når du ser fremad
du tog min varme
gav mig forfrysninger
i julegave
mine nye venner er sten
hvorfor tror du
at du er bedre end dem
jeg er mere
end et varmeapparat
vi siger nej
til os selv
ja til alle dem
der kun fryser indeni
hvorfor tror du
at du sover så dårligt
når du må varme dig selv
bliv lidt endnu
fortæl mig noget
jeg ikke ved
lad os gå i hi
sove regnen væk
hvorfor tror du
at du ikke er nok
du trak et nummer
kom bagerst i køen
endnu en gang
du venter
i stedet for at flyve
dine vinger falder af
når de holder dig fast
i alt det
du var engang
hvorfor vente her
når du kan flyve
hvorhen du vil
brug dine vinger
ellers går du til
sol dig
på en sydhavsø
skynd dig væk
før du sidder fast
vandet ser mig
fortæller
at jeg har alt
lige her
træerne siger til
når foråret kommer forbi
det er en aftale vi har
havet
har salt nok
i sig selv

I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A