Kategoriarkiv: tilfældigheder

Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Hej verden.

Klokken nærmer sig 24, og jeg er på vej hjem fra Fyn. Jeg har haft en virkeligt god dag, og jeg kunne skrive alt muligt, men eftersom jeg er træt og utilregnelig, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg holder af min familie og at jeg nyder at have tid til at snakke med mine familiemedlemmer om de ting, der betyder noget. Generelt elsker jeg dybe samtaler, da den slags virkeligt gør mig glad. Så tak til alle for en god dag, og tillykke til min farmor, der læser alle mine blogindlæg og digte, som bliver 67 om tre dage. Hun er frisk og en inspiration for os alle – og så laver hun en aldeles fremragende kaffe. Og hun har en pæn have og et hyggeligt kolonihavehus. (Min farfar eksisterer også, hvilket nok også lige skal nævnes. Han er også hyggelig).

Nåh, men det jeg egentlig ville skrive om, er det faktum, at jeg netop har set det sidste SKAM klip nogensinde. Jeg skal lige bruge et par uger på at bearbejde det hele, da jeg lige nu mangler ord, der kan beskrive mine følelser. Jeg er fyldt med så mange forskellige følelser, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op, men det er gode følelser, og selvom det hele minder mig lidt om den dag for fire år siden, hvor jeg dimitterede fra 10. klasse og indså, at jeg aldrig havde haft det så godt før, som jeg havde det skoleår, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, så er det her noget andet. Fuck, det var en lang sætning. Jeg beklager. Men det jeg forsøger at sige, er at jeg har en følelse af, at intet nogensinde bliver helt det samme igen. På en god måde.

Jeg flytter om fem døgn, og jeg er for tiden i gang med at pakke mit liv ned i flyttekasser fra Bauhaus. Det er fandme underligt, og det føles både surrealistisk og som det mest rigtige i verden. Det er nu, at det sker. Det er nu, at jeg træder ud i verden som min helt egen person, der selv skal betale vandregningen (og alt muligt andet). Og det er fandme underligt, for jeg føler rent faktisk, at det her er noget, jeg sagtens kan. Jeg føler, at det er rigtigt.

Konklusionen på alt dette er, at det er et godt liv, og at jeg føler, at mit liv pt kan beskrives ved en lineær funktion, der har en hældningskoefficient på over 1. (dvs. at det går godt)

Ja ok, dette er hvad der sker, når jeg skriver et blogindlæg efter kl. 24.

Nu vil jeg afslutte med et citat fra SKAM, for resterne af min værdighed er allerede langt væk.

#AltErLove

Hyg jer.

//A

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

når du går

husker du dengang
med blade så gule
husker du hendes sang
og alt det hun ikke kunne skjule
nu krydser hun vejen
helt uden at se sig for
for det var kun engang
at hun kunne lade som om
for altid er hun en helhed
der ej går itu
uanset om du tror
at du har en del af hende nu
lad hende tage det roligt
imens i ser tiden an
lad hende trække i bremsen
når du vil mere end hun kan
lad hende leve i en verden
der hele tiden har været rund
lad hende tro på din færden
og ordene fra din mund
lad hendes tanker være våben
til den dag hun går i hi
lad hende danse med månen
til hendes liv er forbi
lad hende flyve af sted
og bygge sig selv op igen
lad hende tage dig med
hvis du lover at være en ven
hun vil se sig tilbage
på tiden der gik
hun vil glemme alt om dem
der tog mere end hun fik
hun bor i sig selv
med hud og hår
hendes liv starter først
når du går

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

hvis jeg var forelsket

hvis jeg var forelsket
så ville jeg skrive noget
der kunne få tårerne frem
i dine øjne
noget i retning af dette:
“en stjerne
et liv
en måned
en dag
en solnedgang
en snestorm
og alt midt imellem
er det jeg ser i dig
du er et vindstød
på en sommerdag
ved vesterhavet
du er slagregn
der vækker mig om morgenen
du er en hund der gør
når jeg er vågen i natten
tak for det
du minder mig om
jeg lever
det ved jeg nu”
men jeg tror måske bare
at dagens forelskelse
var i en solnedgang
og den er væk nu
her er mørkt
og alt jeg har er månen
og stjernerne
på en mørk og skummel vej
hvor jeg ingenting kan se
internettet er brudt sammen
og jeg er meget langt væk
jeg vil skrive noget dybt
noget skelsættende
og det skal gerne rime
men jeg tror måske ikke
at det kommer til at ske i dag
jeg håber
at verden rimer i morgen
så tror jeg nok
at det hele skal ende godt

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

der var ild i verden

der var ild i verden
og jeg blev inden døre
jeg turde først gå ud igen
da min stemme var blevet større
jeg satte mig på en stol
da havets bølger var lune
forblændet af en sol
blev jeg væk i en anden kommune
jeg brændte mig
på et dørhåndtag
for alt jeg så var dig
jeg troede du kunne fjerne
mit mørke og mit ubehag
med din hjerne
og din varme
på din oplyste vej
flammerne lyste dig op
fra alle dine mørke sider
jeg nåede først at sige stop
da varmen var drevet videre
alle dine løgne
som månen viser mig i natten
de skinner i dine grønne øjne
hver aften efter atten
men ilden gik ud
og du kølede mig ned
du tog min varme
og du løb selv afsted
du nev mig i armen
og trak mig ned i mit hul igen
jeg ville jo bare mærke varmen
jeg ville jo bare have en ven
jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej
men inderst inde i mig
var dine hænder et koldt gys
alt jeg blev for dig
var et undetrykt nys
jeg troede det var mig
du ikke så en udløbsdato på
jeg troede jeg skulle vise dig
hele den verden du aldrig så
men ilden i dine øjne
brændte ud da du så væk
da fuglene var fløjne
og ordene stod med blæk
der findes mere
end det jeg så i dig
for dagene blev kun flere
hvor du ikke kunne høre mig
du må selv finde ud af
hvem der skal følge dig hjem
for alt det jeg gav
får du aldrig tilbage igen
så gå hjem med dine kolde arme
og prøv at leve med dig selv
når du må sove uden varme
og radiatoren ikke vil slå til
for livet er nu
og her kan jeg se
at jeg og du
ikke var mere end tøsne
det var os mod verden
det troede jeg engang
men med åbne øjne kan jeg se
at jeg kommer længst med fællessang
jeg tror måske jeg ved
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted
er verden sammen om det her

Tilfældige ting

Hej verden.

Det er nogle uger siden, at jeg sidst har skrevet et blogindlæg, der ikke var et digt. Det skyldes, at jeg har det med at gå igang med nogle meget store projekter, som jeg ikke får færdigskrevet, fordi jeg har andre ting, jeg skal. Og jeg har det med at miste interessen for det, jeg dagen før var vildt begejstret for at skrive om, eller også glemmer jeg formålet med at skrive det, og så går jeg igang med noget andet i stedet. Suk. Mig og alle mine problemer. Så her kommer et nyt indlæg, der handler om alt muligt, eftersom jeg ikke er i stand til at færdiggøre nogle af mine store projekter (såsom det indlæg om diagnosesamfundet, som jeg nu har arbejdet på i et halvt år uden at komme videre. Det er nok færdigt engang i 2019)

Det er påskeferie, og det er underligt. Jeg har haft ferie i en uge, men det føles ikke rigtigt sådan, da jeg kun har holdt to rigtige fridage. De andre dage har jeg forsøgt at udrette ting, og meget af tiden gået rundt og været irriteret på mig selv (og verden) fordi jeg ikke kunne finde ro til at koncentrere mig (vi er i sommerhuset, så de er svært). Men jeg havde to produktive dage, hvor jeg fik læst en svær tekst, jeg skal skrive en opgave om og holde oplæg om i næste uge, og jeg fik skrevet selve opgaven. Det var en succes, eftersom det viste sig at være interessant og ikke så svært, som jeg havde forventet, så hurra. De to fridage, jeg har holdt, har også været gode. Den ene af dagene var jeg i Aarhus med en person, der nok altid vil stå på min virtuelle liste over mine yndlingspersoner, og det var en vældigt hyggelig dag. Jeg fik udfordret min Magasin-angst (og fandt i den forbindelse ud af, at deres boligafdeling på 4. etage er meget hyggeligere end deres stueetage, hvor man ikke kan trække vejret eftersom det bare er én stor parfumeafdeling formet som en labyrint).

Eftersom vi begge to havde fået skattepenge tilbage den dag, fik vi noget fancy mad på en café ved åen, ligesom alle de andre smarte typer. Man skal jo leve lidt engang imellem.

Og det leder mig videre til min anden fridag, hvor jeg og min familie var ude at besøge mine bedsteforældre i Grenaa. Imens vi sad og drak kaffe (med fløde, uha) sad jeg og så på deres bogreol, og før vi gik sneg jeg mig til at tage et billede af den. Jeg har teknisk set ikke spurgt om lov til at lægge billedet ud, men eftersom ingen af dem nogensinde anvender internettet, så tror jeg ikke helt, at de ville forstå hvad fanden jeg mente, hvis jeg spurgte dem om lov. Så her er et billede af deres bogreol. Hvorfor er det interessant, tænker I så. Det er det muligvis heller ikke for andre end mig. Men der var én bogtitel der fangede min opmærksomhed, som man siger.
“Det skal mærkes at vi lever”.
Jeg ved ikke, hvem der har skrevet den, eller hvad den handler om, for jeg har ikke kigget i den. Men da jeg så den, sad jeg og kom til at tænke på, hvornår jeg sidst har haft en følelse af, at jeg lever. Altså sådan en “hold da helt op, jeg er virkeligt i live, det må jeg nok sige” følelse. Sidste gang jeg oplevede det var nok i januar, hvor jeg gik på stranden og havde alt for mig selv og følte, at jeg havde al tid i verden. Dér levede jeg. I december var der også et par gange, hvor jeg virkeligt følte, at jeg levede. Både juleaften, da min farmor og jeg dansede twist (det er nok første og sidste gang) og senere om aftenen, da vi gik rundt om juletræet og vi var folk nok til at nå hele vejen rundt om det. Jeg mærkede også, at jeg levede, en uges tid før jul et sted i Aarhus V.
I november levede jeg også, og jeg kan huske, at jeg gik en del ture og ofte havde en følelse af, at det gav mening, at alting var gået som det var.
I oktober er der også nogle øjeblikke, jeg husker klarere end andre, hvor jeg på alle måder følte, at jeg levede. Jeg følte en hel del i oktober. Og det var også i den måned, hvor jeg begyndte at udgive mine digte på denne blog. I disse dage er det præcis et halvt år siden, og det gør mig glad at tænke på det. For dengang startede jeg på det, fordi jeg følte, at der var ord, der trængte til at komme ud, uden at jeg helt vidste, hvordan jeg skulle udtrykke dem. Og nu er der gået et halvt år, og jeg har (på denne blog) skrevet 49 digte. Det er langt fra dem alle, der er gode, men de er allesammen små stykker af min sjæl, som det er lykkedes mig at udtrykke med ord. Nogle af dem har jeg brugt et kvarter på at skrive, og de andre flere dage. Men fælles for dem alle er, at jeg imens jeg har skrevet dem, har følt, at jeg har levet. Og derfor giver det mening at blive ved. Derfor giver det mening, at alting er gået som det er, og derfor giver det mening, at jeg har en tendens til at føle alting meget stærkt. For hvis det ikke var tilfældet, ville jeg ikke få følelsen af, at jeg lever.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er, men jeg tror bare, at jeg vil forsøge at huske mere på, at jeg skal lade mig selv gøre de ting, der giver mig en følelse af, at jeg kan mærke, at jeg lever. For hvis det skal mærkes, at vi lever, så er det spild af tid at gå rundt og gøre ting, der giver mig en indre tomhed. Selvom det også kan være sådan det føles at leve nogle gange.

I dag var jeg ved stranden med Kalle, og der var noget underligt over det. Det ændrede et eller andet indeni mig. For selvom alt var, som det har været hele tiden, og vejen derned var den samme, som jeg gik alle de dage i januar, så var det et helt andet sted. For der var masser af folk dernede og de gik i alle mulige retninger, og det påvirkede mig mere end jeg umiddelbart havde forventet. Jeg er muligvis psykisk ustabil eller et eller andet, for det er irrationelt at have ejerfornemmelser for en strand, særligt taget i betragtning af, at jeg går meget ind for, at naturen og stranden skal være for alle. Men jeg tror bare, at jeg lige skal vænne mig til tanken om, at det ikke kun er mit sted (i hvert fald ikke i sommerperioden). At der er andre end mig, der også holder af at gå ved stranden og at der er andre end mig, der kan finde sig selv i havet. Det skal jeg lige vænne mig til, for i januar skete der det, at jeg begyndte at se stranden som en del af min sjæl – det sted, jeg tog hen, når jeg skulle bruge inspiration og havde brug for at mærke, at jeg levede. Det sted, hvor jeg følte, at jeg var den eneste i verden for en stund, og at der ikke var noget, jeg nogensinde skulle igen.
Men da jeg var ved stranden i dag, tre måneder senere, fandt jeg ikke mig selv. Jeg tror nærmere, at jeg tabte mig selv, for jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Der var løse hunde og jeg kunne se masser af folk gå langs kysten, og det var virkeligt underligt. Det mindede mig om, at jeg ikke ejer noget som helst. At jeg ikke kan styre noget. Jeg kan ikke kontrollere stranden, for jeg ejer den ikke. Ligesom jeg heller ikke ejer nogle mennesker, og heller ikke kan styre, hvad de gør med deres liv eller om de bliver nogle helt andre, end dem jeg troede, at de altid skulle være.

Alting ændrer sig, og jeg ændrer mig, og imorgen er oftest helt det modsatte af i dag, selvom den næsten er det samme.

Jeg bliver ældre, og jeg lærer, og jeg fejler, og jeg finder ud af, at ingenting er som alle altid har sagt, at det er. For min virkelighed er min egen, og det er kun mig der kan leve i den for altid.

//A