Kategoriarkiv: tilbage til naturen

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

Alt jeg vil | Tilbage Til Naturen #10

Hej verden.

Nu er det midnat igen (suk), så dette indlæg bliver ikke ligeså omfattende, som det kunne være blevet, da jeg som tidligere nævnt er igang med at få vendt min døgnrytme om til det bedre. Jeg er begyndt først at stå op klokken 10, og det går simpelthen ikke, det er alt for sent. Så nu vil jeg kort opsummere, hvad jeg er nået frem til, at jeg vil (jeg tvivler på, at det bliver kort, men jeg vil forsøge). Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette IKKE er nytårsforsætter, bare så der ikke er nogen, der skulle tro det (jeg hader det koncept).
Uhh og dette indlæg vil også være fyldt med gamle billeder, da det er sjovt.


(Mont Blanc, Frankrig, sommeren 2012).

Jeg vil leve et liv, hvor jeg har havet og skoven tæt på, så jeg kan trække vejret frit.

Jeg vil ikke sammenligne mig selv med andre, og jeg vil sige fra, hvis andre sammenligner mig med andre, eller sammenligner andre med hinanden (en forvirrende sætning).

Jeg vil finde ud af, om det er muligt at bage en god gulerodskage, der ikke består af 50 % smør.

Jeg vil være taknemmelig for alle de minder, jeg er lavet af, og alt det, jeg har lært.

(2010)

Jeg vil værdsætte de rigtige mennesker og aldrig tage dem for givet.

Jeg vil være mig uden nogensinde at føle, at jeg skal undskylde for det.

Jeg vil træffe beslutninger og stå ved dem.

Jeg vil grine.

Jeg vil høre høj musik og synge med.

Jeg vil være stille.

Jeg vil lade mig selv føle det, jeg føler, og jeg vil lade mig selv udtrykke det.

Jeg vil danse imens jeg koger pasta.

Jeg vil se sæson 4 af SKAM (hvilket er en umulighed indtil på et tidspunkt i foråret).

(Undertegnede der skriver på Randis fod, 2013)

Jeg vil tro på det bedste i andre mennesker, og jeg vil forsøge at grave det bedste frem fra folks indre, hvis de ikke selv viser det (det lyder skummelt, men det er midnat, hvad forventer I).

Jeg vil bruge min tid sammen med de mennesker, der aldrig får mig til at tvivle på, om de overhovedet værdsætter mit selskab.

Jeg vil værdsætte tiden, jeg har for mig selv, og jeg vil værdsætte tiden, jeg bruger sammen med andre.

Jeg vil spørge folk, hvordan de har det.

(Et sted i Tyskland, sommeren 2012)

Jeg vil tage på eventyr, også i hverdagen.

Jeg vil være i sommerhuset så meget som muligt.

Jeg vil huske, at jeg er den eneste, jeg altid skal leve sammen med.

Jeg vil gøre det, der gør mig glad og som er meningsfyldt at gøre for mig, uanset om nogle andre synes, at jeg hellere skulle gøre noget andet.

Jeg vil lære om hjernens opbygning og finde en måde, hvorpå jeg kan memorere hvad nucleus accumbens er (så vidt jeg har forstået, er det hjernens belønningscenter) samt andre smarte neuropsykologiske begreber.

(Berlin 2012, jeg hyggede mig).

Jeg vil gøre det, jeg har lyst til at gøre, og ikke gøre noget fordi jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det.

Jeg vil skrive, og jeg vil blive ved, for det er det jeg skal og vil og er nødt til at gøre. For min egen skyld.

Jeg vil gå ture på stranden og i skoven, både med mig selv og andre folk (medmindre de går virkeligt langsomt, så bliver jeg hidsig).

(2006, tror jeg)

Jeg vil lære at lave den perfekte pasta carbonara.

Jeg vil underholde mig selv, og jeg vil grine af mig selv.

Jeg vil give slip på dem og det, der får mig til at føle, at jeg bare er den næste i rækken.

Jeg vil ikke føle mig presset til at gøre ting, fordi jeg føler, at jeg er “bagud” – at der hele tiden er noget, jeg mangler, for at kunne være med i præstationsræset. For jeg gider ikke at være med i præstationsræset. Jeg vil hellere sidde lige her. Lidt endnu.

Jeg vil trække vejret. Jeg vil huske mig selv på, at jeg ikke er bagud med noget i mit liv, for jeg er jo lige her, og det er det eneste, jeg skal tænke på nogensinde. Hvor jeg er lige nu og om her er godt at være. Og lige nu er jeg et sted, hvor der er pænt og rart. Jeg mangler ingenting. Naturen er min stue, og væggene er lavet af meningsfuldhed. Vinduerne lader mig føle, at jeg er en del af alting, når jeg sidder her.
Jeg er alt andet end bagud.

//A

Et tilbageblik | Tilbage Til Naturen #9

Hej verden.

Jeg havde store planer om at ville skrive et langt og dybt indlæg om psykiatriske diagnoser og diagnosers stigende betydning i samfundet, men selvom jeg har haft lyst til at skrive om det i et halvt år, og endelig har tid til det nu, så føler jeg mig ikke rigtigt i humør til det. Så derfor har jeg valgt at bruge min tid på noget mere konstruktivt; nemlig at dvæle ved fortiden.

Min familie mener, at sommerhuset skal være utroligt varmt, og disse høje sydlandske temperaturer gør mig hidsig. Så for at distrahere mig selv fra at blive sur, har jeg valgt at se tilbage på nogle af alle mine mange gamle dokumenter, hvori jeg har skrevet om alt muligt tilfældigt igennem tiden.

Blandt andet har jeg et dokument, jeg lavede da jeg gik på mit andet år af HF (2014/15, mit mest sociale år, hvor jeg hang ud med rygerne), hvori jeg har skrevet en masse ting ned, som folk på skolen har sagt til mig, eller bare har sagt, imens jeg har været til stede. Det lyder måske lidt skummelt at skrive ned, hvad folk siger, men jeg hyggede mig med det dengang, og det er meget underholdende at se tilbage på nu. Nogle eksempler:

Hold kæft hvor jeg elsker at ryge!” – sagt af min tidligere samfundsfagslærer, en tirsdag morgen kl. 8.00, som det første da han kom ind i lokalet (iført headset og en fancy hat, han var 26 og mere ungdommelig end jeg nogensinde har været).

Velkommen til geografi på denne onsdag morgen – faget som alle elsker” – sagt af Geografi-Michael (han var meget begejstret for geografi og vandløb. Desuden havde han utroligt langt hår og var fra Aalborg. Ham glemmer jeg ikke).

Mennesket er slet ikke skabt til at spise kød. Vi skal spise grøntsager, nødder og frugt!”
15 sekunder efter: “Nåh vi ses, jeg skal lige ud at ryge” – en anonymiseret person.

“Jeg er bare blevet mega fanget af sådan en serie, der handler om nogen, der sparer sammen til at åbne en cupcake-forretning” (sagt til mig af et dengang 20-årigt hankønsvæsen).

“What! Jeg har altid troet, at Jussi Adler Olsen var en kvinde!”

“Jeg har salt i alle kropsåbninger” (sagt af den samme person en vintermorgen).

“Jeg ville ønske, at jeg også kunne arve tøj af mine familiemedlemmer. Men min ene fætter er gangster, og den anden er bare helt væk, så jeg kan ikke rigtigt arve tøj fra nogen af dem” (sagt af den samme person, en dag hvor vi diskuterede hvor vores tøj var fra (man må jo være kreativ, når man på et tidspunkt løber tør for relevante samtaleemner)).

Person 1 til mig: “Person 2 og jeg blev enige om, at du står øverst på vores virtuelle liste over mennesker, vi godt kan lide”.
Person 2 til mig dagen efter: “Det, vi rent faktisk blev enige om, var at du er den person, vi helst ville tilbringe livet med, hvis vi skulle vælge én fra skolen – altså udover vores kemilærer”
(Person 1 og 2 var nogle af dem, jeg snakkede mest med på HF, údover Iris, og de var nogle vildt hyggelige mennesker, men da jeg ikke har set dem i over halvandet år, har jeg anonymiseret dem for en sikkerheds skyld) (De havde en kemilærer, der hed Karsten, som de var meget betagede af, selvom jeg aldrig helt forstod hvorfor).

“Hvad er en anal-fabet?” -Iris til mig i historietimen.

“Det ser virkelig kedeligt ud, det du har siddet og lavet de sidste 2 timer” -Iris til mig, da vi havde fritimer.

“Din madpakke minder mig om fuglefoder” – Iris til mig, dengang jeg havde min helseperiode, hvor jeg levede af hjemmebagte kerneknækbrød, glutenfrit brød, mandler og bananer.


(Efteråret 2014).

Det var en hyggelig tid (altså ikke pga. de glutenfri brød, det var ret trist, men HF tiden generelt). Åh, jeg kunne skrive 300 sider om, hvorfor HF er så godt et sted. Men det skal jeg nok undlade at gøre.

(Åh, matematik C er noget jeg savner).

(Særligt fordi vores matematiklærer altid lavede en smiley, når vi havde klaret det godt. Det kunne de godt lade sig inspirere af på uni, jeg har brug for at modtage anerkendelse i form af smileys).

For to år siden lavede jeg en liste, over de ting, jeg gerne ville nå at gøre inden år 2020.

Den har det kreative navn “ting jeg skal gøre inden 2020”, og her er de ting, som jeg har fået gjort (til en vis grad).

  1. Lave frivilligt arbejde i en længere periode
  2. Leve minimalistisk
  3. Rejse ud i verden alene 
  4. Flytte hjemmefra
  5. 5. Tage til USA
  6. Sige min mening til folk der smider skrald, bare én gang.
  7. Arbejde hårdt for det og komme ind på Journalisthøjskolen.
  8. Blive venner med en nordmand eller en person med en form for norsk afstamning.
  9. Læse Les Miserables (1200 sider)
  10. Læse Pride and Prejudice
  11. Eje 200 bøger
  12. Tage til Vejle
  13. Skrive et læserbrev/kronik/debatindlæg i en af de store aviser (ikke bare Randers Amtsavis)
  14. Tage billeder igen.
  15. Være i Norge.
  16. Tage toget alene igen
  17. Holde kontakt med Iris
  18. Skrive.

Jeg har opnået 13 ud af de 18 ting, hvilket sådan set er meget fint, taget i betragtning af, at jeg ikke længere ønsker at komme til USA, læse Pride and Prejudice (jeg har forsøgt, og jeg synes, at den er opreklameret) og heller ikke umiddelbart ønsker at komme ind på Journalisthøjskolen.
Det er meget underholdende at blive mindet om, hvad jeg ønskede mig dengang, selvom der er noget forfærdeligt over at have haft det som et af mine livsmål at tage til Vejle. For siden da har jeg været i Vejle 4-5 gange, og det er umiddelbart ikke et revolutionerende sted, selvom der da er meget hyggeligt.

Dog minder dette mig om, hvorfor jeg hader at sætte sådan nogle mål op for mig selv, da jeg nu kan have det dårligt med mig selv over, at jeg stadig ikke har lavet frivilligt arbejde i en længere periode, ikke er flyttet hjemmefra og heller ikke har fået skrevet et læserbrev til en af de større aviser (eller det har jeg teknisk set, men det blev afvist, da det var for langt, så det tæller ikke).
Men når alt kommer til alt, handler det jo ikke om, at jeg skal have gjort en masse ting, bare fordi mit 18-årige jeg skrev det ned på en liste engang. Hvis jeg ikke længere har et ønske om at gøre alle de ting og ikke føler mig passioneret omkring det, hvorfor skulle jeg så gøre det?

Nu er jeg i et underligt nostalgisk humør, så nu vil jeg distrahere mig selv fra det ved at være hvor jeg er, i stedet for at være i fortiden og fremtiden. Hvordan man så end gør det.

Hyg jer.

//A

 

Nattetanker | Tilbage Til Naturen #8

Hej verden.

Det er over midnat, og jeg har en masse idéer til alt muligt, jeg gerne vil skrive. Som man siger, så er det altid efter midnat, at alle de fremragende idéer opstår (eller omvendt, afhængig af hvem man er).

Mit isolationsprojekt er afsluttet, eftersom min familie inkl. Kalle nu også er kommet ud i sommerhuset. Det er meget fint og hyggeligt at se dem igen, men jeg kunne sagtens have været alene en uge endnu uden at det ville have gjort mig noget. Dog må jeg se virkeligheden i øjnene og erkende, at det snart er tid til at vænne tilbage til civilisationen igen. Jeg har en blandet følelse omkring det. På den ene side kan jeg mærke på mig selv, at jeg har det meget bedre indeni, når jeg er herude og har rolige og æstetiske omgivelser samt havudsigt. Men på den anden side kan jeg også godt lide tanken om at skulle igang med hverdagen igen, da jeg egentlig meget godt kan lide min hverdag.
Uanset hvad er der bare noget rart over at vide, at jeg har dette sted at flygte til, når jeg har brug for det. Det giver mig en følelse af at være utroligt priviligeret og heldig.

Jeg kunne godt tænke mig at finde en måde hvorpå jeg kan kombinere hverdagen og sommerhuset, da jeg føler, at jeg både kan slappe mere af herude og fokusere bedre, end jeg kan derhjemme. Generelt har jeg det bare bedre herude og føler mig mere fri og glad. Jeg kan mærke hvordan jeg har det på en helt anden måde, og jeg føler for første gang i et stykke tid, at jeg virkeligt er i mit rette element. Dette skyldes muligvis, at jeg har ferie, men alligevel er der bare noget specielt og roligt over atmosfæren herude, hvilket tiltaler min sjæl. Og det har jeg ikke lyst til at give slip på.

Jeg og sommerhuset har nu haft en masse kvalitetstid sammen, kun os to, og vi har opdaget, at vi er gode for hinanden. Jeg har støvsuget og bagt boller, pølsehorn og gulerodskage og dermed fået det til at dufte mere behageligt. Og som tak har sommerhuset fundet sig i al min sang, musik og dans indtil sent på natten. Jeg tror faktisk, at sommerhuset har nydt det ligeså meget, som jeg selv har.
Jeg har været på lange gåture, og når jeg er vendt tilbage, øm, træt og ødelagt, har sommerhuset været der til at varme mig op og gøre mig glad i sjælen med sine æstetiske vindueskarme og panoramavinduer.


Og nu hvor jeg snart skal forlade det hele, kan jeg mærke, at det ikke føles som om, at jeg skal hjem. For jeg er allerede hjemme.

Med andre ord; jeg er blevet forelsket i sommerhuset. På den alvorlige måde.
På “hold nu kæft hvor er du pæn, hyggelig og forstående, vil du drikke kaffe med mig for evigt” måden.
Jeg har fået store følelser for dette sted, og nu vil jeg hverken give slip på det eller dele det med andre. Jeg vil have det for mig selv og blive gammel med det. Jeg vil skrive sange og digte om det. Jeg vil aldrig give slip og gå videre.

Så ja, jeg er igang med at forsøge at udtænke en måde, hvorpå jeg kan bruge så meget tid som muligt sammen med sommerhuset (jeg burde nok stoppe med at omtale det som om, at det er en person, men det er sjovt).

Der er op til flere mulige løsninger:

  1. Jeg kan nøjes med at være her i weekenderne.
  2. Jeg kan gå all-in og forsøge at bo herude fast, hvilket harmonerer virkeligt dårligt med den detalje, at jeg skulle forestille at gå på uni, og at jeg derfor ville skulle bruge fire timer dagligt på transport tre gange om ugen. Men hvis det virkeligt er kærlighed imellem sommerhuset og jeg, er det så ikke det værd?

Jeg kan godt selv se, hvor langt ude det lyder, at jeg er igang med at udtænke en plan for, hvordan jeg kan få en endnu længere transporttid ind i min hverdag, og jeg ved også, at mit fremtidige jeg vil se tilbage på dette indlæg og tænke “åh, hvor var du naiv og urealistisk dengang”. Og ja, det er jeg højst sandsynligt. Men med dette indlæg kan jeg forhåbentlig også minde mit fremtidige jeg om, at jeg har mulighed for at gøre det, jeg gerne vil, hvis bare jeg er villig til at tænke lidt kreativt. Og at jeg skal kæmpe for det, jeg elsker og som giver mig en følelse af at være hel. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få så mange af de gode følelser, som jeg har følt, imens jeg har været herude, med ind i min hverdag også. Og jeg skal huske på, hvor stor en forskel det gør for mig at have naturen omkring mig. For jeg har en tendens til at glemme det, når jeg kommer til andre omgivelser, og først når jeg kommer tilbage igen kan jeg mærke, at det jo er her, jeg har det allerbedst.

Jeg er forelsket i det her sted. Og det vil jeg altid være, uanset om mine urealistiske halve fremtidsplaner nogensinde bliver til noget eller ej. Måske er dette bare en vinterromance, og måske skal sommerhuset og jeg ikke blive gamle sammen eller se på alle solnedgangene imens vi drikker kamillete. Men én ting er sikkert, og det er, at dette sted har mindet mig om, hvordan det føles at finde hjem.

Hurra for alting.

Hyg jer.

//A

 

Et nostalgisk anfald og en ødelagt krop | Tilbage Til Naturen #7

Der er ikke noget galt med at have lyst til at flygte fra det hele engang imellem. Og det kan være godt at gøre det. Så længe du flygter med dig selv og ikke fra dig selv.

Det er en af de konklusioner, som jeg nåede frem til på dagens gåtur. En gåtur, der var en smule hård, da jeg dansede lidt for voldsomt igår. Jeg kan i hvert fald mærke i mine ben, at jeg nok har udsat dem for lige lovligt meget hopperi. Desuden har jeg også ødelagt mine fødder i løbet af ugen. Men det stoppede mig ikke i at gå 12-13 km for at købe mere frossen blomkål og nogle økologiske frilandsæg. Det har resulteret i, at jeg nu går rundt og siger “av, av, av” hver gang jeg skal tage et skridt. Så ja, projekt “Amanda Thylkjær ødelægger sin krop og indtager meget blomkål” går utroligt godt.

Men det var faktisk en virkeligt god tur, som var alle smerterne værd. Som min bedstefar altid siger: “Det skal arbejdes væk”.
Jeg fik hilst på nogle ældre mennesker og klaget over en prisfejl i brugsen (de havde fået mig til at betale 12 kroner for meget for det frosne blomkål, og det følte jeg ikke, at det var værd). Det er faktisk et udtryk for en stor personlig udvikling, vil jeg selv mene, da jeg normalt ikke pointerer det, hvis der er en fejl på bonen (et underligt ord at se på skrift). Måske er det et tegn på, at jeg er blevet voksen. Eller også er det et tegn på, at jeg har en meget lav indkomst, som jeg må værne om. Det går jo ikke at sløse alle pengene op på frossen blomkål (selvom jeg kunne komme i tanke om værre substanser).

Men se, det lykkedes mig at få lavet noget, der minder om et rigtigt måltid! Det bestod af blomkål, fuldkornspasta, tre tomater, halvandet æg, smør, salt, hvidløg og hvidløgspeber. Og så er det endda vegetarisk, uha.

I dag har jeg desuden lavet en koldthævet brøddej, der skal hæve i køleskabet til i morgen, og så har jeg været i bad hele to gange (og den ene gang var det med shampoo, uhh).

Jeg har også bagt én meget stor chokolade cookie, da jeg følte for at fejre det faktum, at jeg nu har æg i køleskabet og derfor kan bage alt muligt. Men eftersom jeg kun er én person, vurderede jeg, at det ville spare mig for en masse arbejde, hvis jeg bare lavede én stor kage i stedet for en masse mindre. Jeg har ikke taget nogle billeder af det færdige resultat, og jeg gider ikke at skrive nogen opskrift, men hvis jeg skulle lave en opskrift, ville jeg kalde den “Egoistkagen”. For der er noget egoistisk på den befriende måde over at tænde ovnen for at bage én småkage (som vel ikke er en småkage, når den er ligeså stor som en hånd). Dog er det ikke særlig miljøbevidst, hvilket ikke er så godt, eftersom jeg skulle forestille at være medlem af Alternativet og gå meget op i miljøet. Men jeg har ferie, så måske kan jeg bruge det som undskyldning for at leve i uoverensstemmelse med mine holdninger.

Desuden skete der noget uventet i dag, som gjorde mig lidt glad indeni. Der er ingen grund til at nævne navne, men jeg modtog en besked fra en person, der har været ret vigtig for mig, men som jeg ikke har haft specielt meget kontakt med i et stykke tid. Det var en meget hyggelig overraskelse, mest af alt fordi, at det bare er vildt rart at vide, at jeg ikke er blevet glemt. Det er ikke fordi, at jeg forventer, at jeg gør så lidt indtryk på folk, at de bare glemmer mig fra den ene dag til den anden. Men der er en forskel på ikke at blive glemt og på rent faktisk at blive husket.
Det er rart at vide, at folk husker mig, selvom de ikke rigtigt er en del af mit liv mere. Og så er det rart, når nogen spørger, hvordan jeg har det, fordi de rent faktisk er interesserede i at vide, om jeg har det godt. Det er lidt forfærdeligt, at det kan være en skelsættende begivenhed, at der er en person, der spørger, hvordan jeg har det. Men det var det, og det minder mig om, at jeg også selv skal huske at spørge folk, hvordan de har det (hvilket jeg synes, at jeg er relativt god til, men jeg kan stadig forbedre mig).

Udover at vi skrev frem og tilbage om, hvordan vi har det og så videre, diskuterede vi også, hvad vi havde fået til aftensmad. Og det var der noget ret hyggeligt over. Det lyder måske ikke særligt sindsoprivende, og det var det heller ikke, men det er bare rart at kunne snakke om den slags. Det er så simpelt og hverdagsagtigt, og det mindede mig om hvor ofte jeg tidligere har snakket om mad med den pågældende person. Det var hyggeligt at blive mindet om det og for en stund glemme alt om, hvor længe det er siden, at vi sidst har snakket om den slags.

Jeg tror, at min pointe med alt dette er, at jeg godt kan lide at blive husket, og at det gør mig glad at kunne snakke med folk, jeg ikke har set i lang tid, om hvad vi hver især har fået til aftensmad. Det er nogle gange de mest simple ting, det i virkeligheden handler om. I bund og grund illustrerer det vel vigtigheden af at huske hinanden. At minde folk om, at vi stadig går op i, hvordan de har det, selvom vi sjældent har kontakt til dem, af den ene eller anden grund. Det er da hyggeligt.
Det er lidt den samme følelse, som jeg beskriver i dette indlæg (der bærer præg af, at det er fra september sidste år, og at jeg var utroligt lalleglad og fløj rundt på lyserøde skyer, da jeg skrev det). Det beskriver den gode følelse af at “reconnecte” (eller “genetablere forbindelsen”) med folk, der kendte mig engang. Og glæden ved at føle, for en stund, at alt er, som det altid har været.

Selvfølgelig førte alle disse overvejelser til, at der blev sat et større nostalgisk anfald igang, da jeg kom til at tænke på, hvor meget der er sket i mit liv bare indenfor det seneste år (ja, igen er jeg egocentrisk og snakker kun og mig selv og mit eget liv, men I kan ikke forvente andet med den titel min blog har).

Jeg har ikke fået lavet mit “det lærte jeg i 2016 indlæg” færdigt, og jeg tror måske aldrig, at jeg gør det. Men hvis jeg meget kort skulle definere 2016, set fra mit eget egocentriske synspunkt, så var det “året hvor jeg gjorde ting”/”året, hvor jeg gjorde alt muligt nyt uden at vide, hvordan jeg skulle gøre og endte med at lære en masse om mig selv”.
For der skete SÅ meget. Jeg har ikke tænkt mig at nævne det hele. Jeg gider faktisk ikke at nævne noget, for klokken er 1 om natten, og hvis I har læst min blog i et stykke tid ved I allerede langt det meste. Og resten gider jeg alligevel ikke at dele med internettet (uhh se mig og mit hemmelige liv).

Jeg endte op med at sidde og se mine billeder fra januar 2016 igennem, og det var interessant, da det mindede mig om, at der var meget der var anderledes for et år siden. For eksempel havde vi ikke sommerhuset. Til gengæld var mit hår meget længere og Kalle var meget mindre:

(Dens høje niveau af glæde på ovenstående billede skyldes, at den lige havde parret sig med et tæppe. Det er ikke bare fordi, at den er en sød lille hundehvalp, og slet ikke, når den parrer sig med tæppet, så bliver der fandme gået til den).

(Dette billede er præcis et år gammelt i dag. Det er nok kun mig selv, der synes, at det er en vigtig detalje, men som sagt, så er jeg igang med et nostalgisk anfald)

Og nu hvor jeg er igang med nostalgien, så er det også på tide at dette billede ser dagens lys (selvom det er fra juli 2015, men det gør det ikke mindre godt). Jeg havde en sjov ferie (i Norge, selvfølgelig).

I morgen (dvs. i dag, da klokken nu er halv to) kommer min familie herud igen, hvilket vil sige, at mit isolations-projekt snart er slut. Og at jeg ikke længere kan synge opera, imens jeg koger pasta. Eller høre forfærdelige sange helt vildt højt, som jeg alligevel elsker,  imens jeg koger pasta/vasker op/bager boller/you name it.  Eller spille ukulele til klokken to (jeg har en fornemmelse af, at jeg vil blive ret upopulær hvis jeg gør det, imens andre forsøger at sove).

Lige nu hører jeg fx denne sang:

Som i virkeligheden er en helt forfærdelig sang, som giver mig lyst til at kaste lidt op, når jeg lytter for meget til teksten. Men melodien er god og selvom den har en åndssvag tekst, så holder jeg meget af at synge med på den imens jeg koger pasta.

Jeg holder også af at lytte til denne, særligt imens jeg går på stranden, så jeg rigtigt kan føle mig dybsindig:

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg også holder meget af at drikke kamillete midt om natten. Det føles lidt rebelsk, så det er nok derfor, at jeg godt kan lide det (jeg har muligvis en anden opfattelse end så mange andre af hvad der er rebelsk at gøre/indtage midt om natten).

Nåh.

Det bliver ikke ved med at gå, det her. Jeg må tage ansvar for mig selv og gå i seng inden klokken bliver to (hvilket er om 12 minutter, så jeg skal skynde mig).

Hyg jer.

//A

Sang, dans og hvidløg | Tilbage Til Naturen #6

Hej verden.

I dag nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at synes, at jeg ikke er et særligt interessant selskab længere. Måske fordi, at jeg brugte en time i formiddags på at se bagevideoer. Dér fik jeg nok af mig selv. Så jeg blev rastløst og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå en tur i brugsen, men det følte jeg ikke rigtigt for, da jeg ikke kunne komme i tanke om, hvad jeg mangler. Jeg har mandariner, tomater og rugbrød, så jeg kan klare mig.
Først valgte jeg at læse i min bog om placeboeffekter, da jeg ved, at mit fremtidige jeg (dvs. mig om to uger) vil takke mig for det, hvis det for en gangs skyld lykkes mig at komme foran. På et tidspunkt imens jeg var ved at læse, fik jeg lyst til at danse rundt i stuen, så det gjorde jeg, og det kom der blandt andet dette ud af:

Jeg føler ikke, at der er så meget at tilføje, det hele taler lidt for sig selv.
Og dette er det ultimative bevis på, at jeg ikke er en særligt finkulturel type, for jeg tror ikke, at de finkulturelle typer danser på den måde og slet ikke til Nickelback. Men det kan være lige meget, det er vel tilladt at være en blandet type, der både holder af Nickelback, Nephew, norsk opera og digtsamlinger. Og hvidløg.

Efter at have danset rundt i stuen i noget tid læste jeg noget mere og lavede derefter aftensmad. Jeg fik pasta med hvidløg og tomater, og det var simpelt og godt. Jeg tilsatte rigelige mængder hvidløg, da jeg ligeså godt kan udnytte det faktum, at der er 1 ½ dag til, at der er mennesker, der får mulighed for at lægge mærke til min ånde. Det gav mig en følelse af frihed, og det mindede mig om, hvor priviligeret jeg er for tiden. Jeg kan spise alt det hvidløg, jeg har lyst til, jeg har intet arbejde, jeg har ferie, jeg har det godt og jeg har havet og skoven tæt på.
På den anden side kan man også sige, at dette projekt, som jeg er igang med (Tilbage Til Naturen) ikke er andet end en gang egoistisk pladder, for ved at isolere mig selv i et sommerhus og indtage store mængder hvidløg, gør jeg intet for at gøre en forskel for andre mennesker. Det handler egentligt bare om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg burde have dårlig samvittighed over det, men det har jeg ikke. Og selvfølgelig burde jeg ikke det. Det er vel ikke mere egoistisk end det er at tage til Indien for at finde sig selv, som så mange gør for tiden. Det er vel lige så fint at tage til Djursland og finde sig selv.

Efter aftensmaden øvede jeg mig på min ukulele i så lang tid, at det nu er over midnat (det går ikke for godt med at få vendt om på min døgnrytme, det går faktisk kun i den forkerte retning).

Jeg øver mig specielt på at forsøge at spille og synge denne sang:

Og det hygger jeg mig gevaldigt med, eftersom her ingen mennesker er til at høre det. Desuden er den sang nok den mest desperate sang, jeg nogensinde har hørt, og jeg ELSKER det. For det er ikke en irriterende desperation på en træls måde, som det er tilfældet med mange sange; det er desperation i sin reneste og klareste form. Det er så fint og ærligt og MENNESKELIGT.
Den minder mig om den dag, hvor min gamle hund blev aflivet. Det var den ultimative “jeg vil aldrig mere andet i verden end at græde på køkkengulvet” følelse. En virkeligt desperat følelse af at ville alt andet end at acceptere virkeligheden og det faktum, at jeg havde mistet noget, jeg aldrig ville få tilbage.
Og jeg synes, at den sang formår at indfange følelsen af at sidde på et koldt køkkengulv og føle, at man har mistet en del af sig selv, som man aldrig får igen. Følelsen af at have investeret en del af sin sjæl i noget/nogen. Og det er vel i bund og grund noget af det smukkeste ved mennesket; dets evne til at investere små stykker af sin sjæl i andre mennesker. Evnen til at holde af andre og at holde af dyr og verden omkring sig, og evnen til at elske betingelsesløst.

(Hvis ikke, jeg skulle sætte ovenstående billede ind nu, hvornår skulle jeg så gøre det?)

Nåh. Men faktum er, at klokken nu er halv to, og at jeg stadig ikke har vasket op. Jeg har faktisk ikke vasket op siden mandag aften. Jeg er blevet en af de der slappe typer, der intet gør, fordi der ikke er nogen til at overvåge mig. Til gengæld er jeg vågen hele natten, har åben ild i stuen (dvs. to stearinlys) og lever af pasta.

Konklusionen på denne dag, er at jeg egentligt er et meget fint selskab, og at jeg er god til at underholde mig selv. Nogen gange kræver det bare lige en dans i stuen, til musik af tvivlsom kvalitet, at finde meningen med alting. Eller noget i den stil.

Jeg er udmattet. Jeg gør mig selv utroligt træt. Jeg ved ikke, om det er et dårlig tegn.

Farvel.

Hyg jer.

//A

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A

Endnu en gåtur | Tilbage Til Naturen #3

Hej verden. 

I dag brugte jeg en time på at læse avisen imens jeg drak en kop kaffe. Jeg nåede frem til den konklusion, at avisen ikke var særligt god, og at jeg stadig ikke er fan af mandelmælk (hvilket jeg havde hældt i kaffen). 

Derefter tog jeg ud på en gåtur. Samme rute som igår, og alligevel føltes det som en helt anden tur. Det blæste mere i dag og der var højvande, så nogle steder var det svært at komme frem uden at gå direkte i vandet. Men det var meget underholdende, og det symboliserede på sin egen måde, at alting kan se helt anderledes ud den næste dag. 






Da jeg kom hjem lykkedes det mig desuden at læse omkring 15 sider i en af mine nye fancy studiebøger, som omhandler placeboeffekten. Jeg fik også skrevet noter dertil, og jeg lærte noget, så det var en succes. 


Uhh, og jeg gik ned ad denne trappe i dag helt uden at falde og brække halsen, hvilket var en præstation i sig selv. 


Alt i alt en god dag. Jeg tror muligvis, at dette sted gør mig til et bedre menneske, men det kan jeg nok ikke selv vurdere. 

Nåh, I må hygge jer. 

//A