Kategoriarkiv: svend brinkmann

Passioner | Del 1

“Har du nogle passioner?”

Det spørgsmål blev jeg stillet den anden dag, hvilket fik mig til at indse, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. For hvad kendetegner en passion? Hvordan ved man, at noget er en passion, og hvad er formålet overhovedet med at have passioner?

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere har jeg indset, at en stor del af svaret på alting endnu en gang kan findes hos Svend Brinkmann (nej, min begejstring for den mand vil ingen ende tage).

I sin nyeste bog, “Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden”, diskuterer han, hvad der er værd at stå fast på i tilværelsen. Fælles for de 10 idéer/ståsteder er, at de er værd at holde fast i, fordi de alle omhandler “det gode”. Det gode skal forstås som noget, der har en egenværdi i sig selv og som det, som vi foretager os, fordi handlingen i sig selv er meningsfuld. Det gode er sit eget formål, og ståstederne, der eksempelvis er kærligheden, ansvaret og værdigheden, har egenværdi, netop fordi, at de er deres eget formål.
Kærligheden er sit eget formål.
Er det ikke SMUKT? Bare jeg selv havde fundet på det, men ak nej.

“Ja det er godt, du, men hvad fanden har det at gøre med passioner, Frøken Thylkjær? KOM TIL SAGEN, KVINDE!” tænker/råber den utålmodige læser så.

Som jeg ser på det, har dette alt med passioner at gøre.
For en passion har egenværdi. En passion er sit eget formål. En passion er indbegrebet af “det gode”. Som Aristoteles sagde:

Hvis der er noget, vi gør for dets egen skyld, må det være det overordnede gode”. 

Vi udlever vores passioner, fordi det i sig selv er meningsfyldt. Vores passioner er det, der giver livet mening, da vi foretager os det, vi er passionerede omkring, fordi vi er intrinsisk (indre) motiverede for det. Det vil sige, at vi gør noget, fordi vores motivation er i selve handlingen; vi gør noget, fordi det er godt i sig selv, og ikke fordi, at vi forsøger at opnå et eller andet med handlingen som fx at tjene penge eller at blive populære. Vores passioner har intrinsisk værdi. Vores passioner er det gode. Og derfor er en passion sit eget formål.

Når vi udlever vores passioner, oplever vi flow. Flowbegrebet blev fremsat af den ungarske psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi (en skøn mand med et skønt navn), og hænger på mange måder sammen med det, Aristoteles sagde dengang for flere tusinde år siden; det gode er det, vi gør for dets egen skyld. For når vi gør noget, fordi det i sig selv er værdifuldt, og nyder at udføre aktiviteten uden at forsøge at påvirke den bevidst, så vil vi opleve flow. En følelse og en oplevelse af, at alt går op i en højere enhed, fordi man føler sig på hjemmebane og finder glæde i selve aktiviteten. At glemme tid og sted og miste fodfæstet for en stund, samtidig med, at du er ekstremt fokuseret og engageret uden at være bevidst om det, da du jo er opslugt af aktiviteten i sig selv.
Du vil opleve flow, når du beskæftiger dig med det, der har intrinsisk værdi; det gode – dine passioner. Og når du oplever flow, er du også langt mere tilbøjelig til at opleve glæde. For det er ikke hvad du gør, der gør dig glad, men hvordan du gør det.

“Og hvad er DINE passioner så?! FORTÆL OS ALT!” råber den utålmodige læser så (eller måske ikke, da den utålmodige læser nok ikke læser min blog).

Mine passioner er de ting, jeg tidligere har defineret som det, der giver mig en følelse af at være fuldendt, fri og uafhængig. En følelse af at være i flow. En følelse af, at tid og sted træder i baggrunden. En følelse af at finde mig selv uden aktivt at lede.


Solnedgange er min passion. For solnedgangene er sit eget formål (det lyder i hvert fald dybt). Og i alle vejrfænomener kan man finde sig selv.

At synge på cykelstien er min passion.

Skoven ved sommerhuset er min passion, fordi naturen er sit eget formål (og fordi det er yderst sjældent, at jeg møder andre mennesker i den skov, så jeg kan bilde mig selv ind, at jeg er den eneste i verden, der eksisterer).

Jeg er passioneret omkring den måde, hvorpå solens stråler reflekteres i sneen og at det føles som om, at den lyser hele verden op.

Jeg er passioneret omkring fodspor i sneen.

Norge er min passion.

SKAM er min passion.

Bøger er min passion.

Karbonader er min passion.

At spille guitar og synge, når ingen hører det, er min passion.

At være på eventyr i hverdagen er min passion.

Havet er min passion.

At fare vild er min passion.

Mine vandrestøvler er min passion.

Lige for tiden er jeg ekstremt passioneret omkring denne sang.  Jeg hørte den, imens jeg gik en tur med Kalle i snevejret onsdag aften, og det var et godt eksempel på et øjeblik, hvor alting var sit eget formål.

Jeg er også ret passioneret omkring den norske version, selvom jeg normalt ikke betegner mig selv som fan af opera (selvom jeg måske burde begynde på det for at fremstå mere finkulturel). Dog bunder min passion for denne sang primært i en anden passion, som er min passion for SKAM og særligt denne scene, som for tiden er min yndlingsscene i serien. Den er minimalistisk på den helt rigtige måde, og jeg kan ikke komme i tanke om andre serier, hvor de har sat en seks minutter lang sang ind, ikke har forsøgt at klippe den ned eller intensitivere den, og der desuden kun bliver sagt fire ord i løbet af hele scenen.

At redigere film i Windows Movie Maker er min passion (som jeg har været forhindret i at føre ud i livet i flere måneder nu pga. Windows 10, det skide lort, jeg skulle aldrig have installeret det, aarrhh).

Min ukulele er min passion.

Jeg er passioneret omkring Henrik Høgh-Olesen og Svend Brinkmann, mine yndlingspsykologer, der begge er nogle ekstremt velformulerede, kompetente, fornuftige og nydelige unge mænd (på 58 og 41).

Jeg er passioneret omkring vores nye fænomenale højtaler og at høre musik med mig selv.

I fredags var jeg meget passioneret omkring at ligge og stirre op i loftet og tænke over livet, imens Kalle lå ved siden af og snorkede (hvis nogen skulle være i tvivl, så er Kalle en hund og ikke et menneske, hvilket forhåbentligt fremgår af nedenstående billede).

Ord er min passion.

Mine passioner er dele af mig, der findes uden for mig selv. Og det er vel derfor, at jeg kan blive begejstret og glad i en nærmest sygelig grad, hvis jeg fx ser en solnedgang; fordi jeg finder mig selv i den. Det er derfor, at jeg bliver rastløs og irriteret, hvis jeg ikke har skrevet noget i en dag eller to; fordi jeg mangler noget af mig selv.

En passion er det, der bringer mening og balance ind i dit liv. En passion er det, du ikke behøver at gøre men vælger at gøre. En passion er det, der vækker noget indeni dig, uden at du kan definere præcist hvad det er. Og derfor er passionen sit eget formål.

At være passioneret er mere end en følelse af glæde. At være passioneret er at miste fornemmelsen for tid og sted. At miste fodfæstet, at glemme sine bekymringer og at glemme verdens problemer og katastrofer.
Når jeg beskriver det på denne måde, virker det foruroligende, at jeg ovenfor har nævnt karbonader som en passion. Og det er muligvis også foruroligende, men det smukke ved passioner er jo netop, at de kan være alting – også en klump hakket svinefars.

Tak til den person, der stillede mig det spørgsmål, jeg som nævnt ikke kunne svare på til at starte med. Det kan jeg til gengæld nu, og det har fået mig til at indse en ny del af meningen med livet; for det første, at det handler om at gøre det, der er sit eget formål, fordi det er godt i sig selv. Og for det andet: omgiv dig med mennesker, der stiller dig spørgsmål, du ikke kan svare på. Spørgsmål, du ligger vågen om natten og tænker over. Spørgsmål, der giver dig lyst til at skrive tusindevis af ord, indtil du finder svaret. Spørgsmål, der egentligt er simple, men som ingen andre har stillet dig på samme måde før. For det er de spørgsmål, vi har brug for at svare på.
Og tak til Aristoteles, ikke at forglemme, for når alt kommer til alt, var han altings begyndelse.
(Det lyder i hvert fald godt at sige det).

Hvad er dine passioner?

//A