Kategoriarkiv: sundhed

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

angst | et digt

du føler dig helt alene
i en mørk og lydløs nat
det er mere end du kan klare
når angsten tager fat
//
du føler dig magtesløs
imens tankerne tager over
du vil ikke spørge om hjælp
for dem du elsker ligger og sover
//
du ser dig selv oppefra
det er som om du flyver væk
du har helt glemt hvad det var
der skulle være dit næste træk
//
du føler det hele på én gang
og gør det kun værre for dig selv
det er den samme uendelige sang
du har lært at spille klaver dertil
//
du tænker alt det forkerte
og går igennem diverse kriser
du tror at andre vil dig ondt
du ser så mange afgørende beviser
//
du havde ikke troet
at dette ville ske for dig
du frygter at det er noget
der til sidst vil absorbere dig
//
du har glemt hvem du er
men snart er du dig selv igen
du skal bare være lige her
og trække vejret min ven
//
en dag vil du lære
hvordan du trøster dig selv
snart kommer dagene
hvor du gør det du gerne vil
//
du skal ikke være bange
ikke frygte at den kommer igen
det bedste du kan gøre
er at lade angsten blive din ven
//
prøv at forstå den
og se hvad der ligger bag
for så kan det være
at den mister sit tag
//
du kan ringe til mig
når nætterne bliver lange
måske det er på tide
at lære nogle nye sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

personligt ansvar | 8. december

i dag har jeg ligget her
for jeg har muligvis feber
igen igen igen
jeg ved ikke lige
hvad jeg gør forkert
men der må være et strukturelt problem
i min livsstil
måske er det fordi
at jeg ingen gardiner har
eller måske er det fordi
at jeg lige er kommet til at glemme
at købe grøntsager i fire måneder
jeg er en sjuft
en dårlig og umoralsk person
tænk sig
at det er endt sådan her
men måske er det bare universet
der tester min styrke
måske har jeg ikke
et personligt ansvar for dette
det har sikkert intet at gøre med
at jeg har lavet lidt for mange ting
og tænkt lidt for meget
og brugt halvdelen af mit liv i en bus
det er ikke min skyld
at jeg ligger her i dag
jeg er nok bare uheldig

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

Tak

Hej verden.

Jeg sidder i lejligheden for mig selv. Mørket er for længst faldet på, og jeg er blevet færdig med dagens læsning. Jeg har lige færdiggjort et digt, som jeg har arbejdet på i mange dage (men det er for pladderromantisk til at blive offentliggjort på nuværende tidspunkt), og jeg sidder og betragter Lars-Kirsten og Birthe-Torben, der er blevet iklædt en lyskæde i årstidens anledning.

Jeg føler en voldsom grad taknemmelighed for tiden. Jeg værdsætter virkeligt mit liv, og de mennesker, der er en del af det. Jeg værdsætter mig selv, og jeg værdsætter, at jeg formår at få så meget godt ud af mit liv i stedet for at gå rundt og stresse, som jeg gjorde for en måned siden. Jeg tror, at noget af det, der har gjort den største forskel for mig i den seneste tid, og som har gjort, at jeg er begyndt at stresse meget mindre, er at jeg er blevet markant bedre til at sige, hvad jeg føler. Jeg er blevet mere ærlig, og som jeg nævnte i forrige indlæg, så er jeg i gang med at lære vigtigheden af at være ærlig. Det er en læringsproces, og det kan faktisk være ret ubehageligt at være ærlig, for det øger helt sikkert stressniveauet for en stund. Du blotter din sjæl, når du lægger dine tanker og følelser frem. Og du kan ikke gøre andet end at stole på, at dine medmennesker vil holde din sjæl i deres hænder, kærtegne den blidt og vente på at høre, hvad du har at fortælle om.


Men når du har gjort det nogle gange, bliver det lettere og lettere (medmindre du har nogle forfærdelige mennesker i dit liv, der ikke lytter til dig – i så fald skal du finde nogle bedre mennesker, før du lader dem holde din sjæl i deres hænder).
Og en dag opdager du, at du har følt dig glad og let hele dagen, og du indser, at det nok er fordi, at du været dig selv og sagt hvad du følte og tænkte. For du har været omgivet af de mennesker, du elsker allermest i denne verden, og du har smilet og grinet hysterisk og sagt, at du var for træt til at gå i Netto. Du har set dine kære i øjnene og takket universet for deres eksistens. Og du har set dig selv i øjnene, og takket dig selv for, at du fylder dit liv med de rigtige ting.

Sådan en dag havde jeg igår. Jeg havde ikke forventet det, da jeg væltede ud af sengen klokken 6 om morgenen og skyndte mig afsted mod uni kl. 6.50. Jeg troede bare, at jeg skulle have en almindelig tirsdag. Men så fik jeg uventet besøg af S, da jeg var kommet hjem fra forelæsningen først på eftermiddagen, og vi snakkede om demens og savant syndromet og basser (ikke morgenbasser). Og så gik vi i Netto og brugte lang tid på at beslutte, om vi skulle købe rødbeder eller ej. Vi drak kaffe, og tiden forsvandt, og solen skinnede, og livet var smukt. Sidst på eftermiddagen kom min familie (inkl. Kalle) på besøg, og så bestilte vi pizza og havde det sjovt og godt allesammen. Det havde jeg i hvert fald. Jeg sad og tænkte, at det er et godt og smukt liv. Og senere på aftenen blev det endnu smukkere, da S og jeg spillede Scrabble og han formåede at skrive ordet “sjuft” (et af mine yndlingsord).
Det var bare sådan en dag, som jeg kan leve højt på i lang tid, og som jeg ønsker mig mange, mange flere af.


Og der har været virkeligt mange gode dage på det seneste. Dage, som jeg vil huske i lang tid, og som jeg varmer mig på her i novemberkulden (jeg prøver at spare på varmen, så radiatoren er kold). Men jeg føler faktisk slet ikke, at november har kølet mig ned. Det er jo en smuk måned. Der har været så mange flotte, lyse dage, og der har været så meget kærlighed at finde i diverse afkroge. Der har været personlige overvindelser, en masse nye oplevelser, brætspil, forelæsninger, togture, enorme studiebøger, kanelsnegle, madrester fra fryseren og (utroligt hyggelige) svigerforældre. Og tør hud har der også været.

Luften er blevet koldere, og årstiden er blevet en anden, og det er ikke sommer længere. Men det er en god ting. For livet er godt lige nu. Dagene går, og jeg får læst og engageret mig i forelæsningerne, og for hver dag der går, kommer jeg tættere på mit mål (at blive et bedre menneske, der kan hjælpe mig selv og andre til at få det bedre og komme igennem svære ting). Jeg er blevet bedre til at arbejde effektivt, og dermed kan jeg også bedre holde fri med god samvittighed, og hvor er det rart. I weekenden skal jeg ud i sommerhuset med min familie, og jeg har ikke været derude i to måneder, og det er vist aldrig sket før, at der er gået så lang tid. Jeg skal til stranden, og jeg skal trække vejret, og jeg skal drikke kaffe.

Tak. Jeg ved ikke, hvem jeg takker (jeg er jo ateist), men bare tak for alle disse gode dage, og tak for, at jeg kan have alle disse meningsfulde ting i mit liv.

Hvad er du taknemmelig for?

//A

 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres