Kategoriarkiv: sundhed

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

personligt ansvar | 8. december

i dag har jeg ligget her
for jeg har muligvis feber
igen igen igen
jeg ved ikke lige
hvad jeg gør forkert
men der må være et strukturelt problem
i min livsstil
måske er det fordi
at jeg ingen gardiner har
eller måske er det fordi
at jeg lige er kommet til at glemme
at købe grøntsager i fire måneder
jeg er en sjuft
en dårlig og umoralsk person
tænk sig
at det er endt sådan her
men måske er det bare universet
der tester min styrke
måske har jeg ikke
et personligt ansvar for dette
det har sikkert intet at gøre med
at jeg har lavet lidt for mange ting
og tænkt lidt for meget
og brugt halvdelen af mit liv i en bus
det er ikke min skyld
at jeg ligger her i dag
jeg er nok bare uheldig

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

Tak

Hej verden.

Jeg sidder i lejligheden for mig selv. Mørket er for længst faldet på, og jeg er blevet færdig med dagens læsning. Jeg har lige færdiggjort et digt, som jeg har arbejdet på i mange dage (men det er for pladderromantisk til at blive offentliggjort på nuværende tidspunkt), og jeg sidder og betragter Lars-Kirsten og Birthe-Torben, der er blevet iklædt en lyskæde i årstidens anledning.

Jeg føler en voldsom grad taknemmelighed for tiden. Jeg værdsætter virkeligt mit liv, og de mennesker, der er en del af det. Jeg værdsætter mig selv, og jeg værdsætter, at jeg formår at få så meget godt ud af mit liv i stedet for at gå rundt og stresse, som jeg gjorde for en måned siden. Jeg tror, at noget af det, der har gjort den største forskel for mig i den seneste tid, og som har gjort, at jeg er begyndt at stresse meget mindre, er at jeg er blevet markant bedre til at sige, hvad jeg føler. Jeg er blevet mere ærlig, og som jeg nævnte i forrige indlæg, så er jeg i gang med at lære vigtigheden af at være ærlig. Det er en læringsproces, og det kan faktisk være ret ubehageligt at være ærlig, for det øger helt sikkert stressniveauet for en stund. Du blotter din sjæl, når du lægger dine tanker og følelser frem. Og du kan ikke gøre andet end at stole på, at dine medmennesker vil holde din sjæl i deres hænder, kærtegne den blidt og vente på at høre, hvad du har at fortælle om.


Men når du har gjort det nogle gange, bliver det lettere og lettere (medmindre du har nogle forfærdelige mennesker i dit liv, der ikke lytter til dig – i så fald skal du finde nogle bedre mennesker, før du lader dem holde din sjæl i deres hænder).
Og en dag opdager du, at du har følt dig glad og let hele dagen, og du indser, at det nok er fordi, at du været dig selv og sagt hvad du følte og tænkte. For du har været omgivet af de mennesker, du elsker allermest i denne verden, og du har smilet og grinet hysterisk og sagt, at du var for træt til at gå i Netto. Du har set dine kære i øjnene og takket universet for deres eksistens. Og du har set dig selv i øjnene, og takket dig selv for, at du fylder dit liv med de rigtige ting.

Sådan en dag havde jeg igår. Jeg havde ikke forventet det, da jeg væltede ud af sengen klokken 6 om morgenen og skyndte mig afsted mod uni kl. 6.50. Jeg troede bare, at jeg skulle have en almindelig tirsdag. Men så fik jeg uventet besøg af S, da jeg var kommet hjem fra forelæsningen først på eftermiddagen, og vi snakkede om demens og savant syndromet og basser (ikke morgenbasser). Og så gik vi i Netto og brugte lang tid på at beslutte, om vi skulle købe rødbeder eller ej. Vi drak kaffe, og tiden forsvandt, og solen skinnede, og livet var smukt. Sidst på eftermiddagen kom min familie (inkl. Kalle) på besøg, og så bestilte vi pizza og havde det sjovt og godt allesammen. Det havde jeg i hvert fald. Jeg sad og tænkte, at det er et godt og smukt liv. Og senere på aftenen blev det endnu smukkere, da S og jeg spillede Scrabble og han formåede at skrive ordet “sjuft” (et af mine yndlingsord).
Det var bare sådan en dag, som jeg kan leve højt på i lang tid, og som jeg ønsker mig mange, mange flere af.


Og der har været virkeligt mange gode dage på det seneste. Dage, som jeg vil huske i lang tid, og som jeg varmer mig på her i novemberkulden (jeg prøver at spare på varmen, så radiatoren er kold). Men jeg føler faktisk slet ikke, at november har kølet mig ned. Det er jo en smuk måned. Der har været så mange flotte, lyse dage, og der har været så meget kærlighed at finde i diverse afkroge. Der har været personlige overvindelser, en masse nye oplevelser, brætspil, forelæsninger, togture, enorme studiebøger, kanelsnegle, madrester fra fryseren og (utroligt hyggelige) svigerforældre. Og tør hud har der også været.

Luften er blevet koldere, og årstiden er blevet en anden, og det er ikke sommer længere. Men det er en god ting. For livet er godt lige nu. Dagene går, og jeg får læst og engageret mig i forelæsningerne, og for hver dag der går, kommer jeg tættere på mit mål (at blive et bedre menneske, der kan hjælpe mig selv og andre til at få det bedre og komme igennem svære ting). Jeg er blevet bedre til at arbejde effektivt, og dermed kan jeg også bedre holde fri med god samvittighed, og hvor er det rart. I weekenden skal jeg ud i sommerhuset med min familie, og jeg har ikke været derude i to måneder, og det er vist aldrig sket før, at der er gået så lang tid. Jeg skal til stranden, og jeg skal trække vejret, og jeg skal drikke kaffe.

Tak. Jeg ved ikke, hvem jeg takker (jeg er jo ateist), men bare tak for alle disse gode dage, og tak for, at jeg kan have alle disse meningsfulde ting i mit liv.

Hvad er du taknemmelig for?

//A

 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

Hjernens opbygning | Hvad fanden skal jeg bruge dette til? #1

Hej verden.

Hvis man kender mig (og lytter til hvad jeg siger), så vil man vide, at jeg har faget neuropsykologi i dette semester, og at det betyder, at jeg har gang i et længerevarende projekt, hvor jeg forsøger at lære at forstå hjernens opbygning så hurtigt og samtidig så grundigt som muligt. Det er dog som om, at mine 20 siders noter med forklaringer på en masse smarte latinske udtryk, ikke rigtigt er blevet lagret i min langtidshukommelse. Derfor vil jeg nu forsøge at fremme læringsprocessen ved at skrive dette indlæg, der handler om hjernens opbygning, da det forhåbentligt kan resultere i, at jeg kommer til at kunne huske stoffet bedre, og at der måske er folk ude i verden, der kan lære noget af det.
Jeg har desuden besluttet, at jeg ligeså godt kan udnytte muligheden til at gøre det til en serie af indlæg, der alle kommer til at handle om forskellige psykologiske emner. Idéen til det udspringer af, at jeg har indset, at jeg er nødt til at minde mig selv om, hvad jeg kan bruge alt det, jeg lærer til, for ellers føles det ret meningsløst at læse 150-200 sider om ugen. Hvis jeg skal forblive motiveret, er jeg nødt til at føle, at jeg er i stand til at videreformidle det, jeg har lært, og forklare det så alle andre også kan forstå det og måske bruge det til noget. For hvad skulle meningen være med at studere psykologi, hvis jeg bare holder det, jeg lærer, inde i mit eget hoved?

(Uni på en vinterdag, næh hvor flot)

Men nu ikke mere snak og sjov, for nu bliver det alvorligt:

Ovenstående er en hjemmelavet model over hjernen set fra venstre side. Forrest (i det pink område) er pandelappen, frontal lobe, placeret. Ved siden af (i det blå område) ses isselappen, parietal lobe, mod højre (det lilla område) ses nakkelappen, occipital lobe, og herunder ses lillehjernen (cerebellum) og rygmarven (spinal cord). Til sammen udgør de fire lapper hjernebarken, cerebral cortex, som er det yderste lag, der beskytter de strukturer, der ligger gemt indenunder.
Pandelappen/frontallappen er vigtig for vores bevægelser og for kognition (tankeprocesser, følelser, indlæring mv.) på højt niveau. Isselappen modtager sensorisk information, og er vigtig for den såkaldte spatiale kognition, og altså vores fornemmelse for rum. Tindingelappen er derimod ansvarlig for lugtesansens, læring, hukommelse og lydindtryk, og hvis denne del af hjernen beskadiges vil det kunne ødelægge hørelsen. Til sidst er der nakkelappen, der modtager og processerer information fra øjnene og dermed er ansvarlig for synet.

Men før jeg forklarer yderligere om hjernens opbygning, opdelinger og disses funktioner, vil jeg forklare, hvad hjernen består af på celleniveau, da udgangspunktet for at forstå helheden er at have en forståelse for de enkelte dele.

Neuroner og synapser

Hjernen består af neuroner (et smart ord for hjerneceller/nerveceller). Det anslås, at den typiske menneskehjerne indeholder 80-90 billioner neuroner (en billion er tusinde milliarder, så det er en hel del). En neuron kan betragtes som en utroligt lille informations-processerings-enhed, der modtager input fra andre neuroner og bearbejder disse, hvorefter den processerede information sendes videre til andre neuroner.

Hver neuron har altså information i sig, som den ønsker at sende videre til andre neuroner, så det kan blive sendt til den rigtige del af hjernen, hvor det kan processeres. Derfor er der nødt til at være forbindelser imellem neuronerne, så de kan kommunikere med hinanden (denne kommunikation kaldes neurotransmission). Neuronforbindelser kaldes synapser, og er små mellemrum, der er mellem neuronerne, hvor neuronerne har kontakt til de omkringliggende neuroner. Eftersom der er 80-90 billioner neuroner i hjernen er der endnu flere synapser, faktisk op til tusinde billioner. Synapserne består af en presynaptisk membran, en synaptisk kløft og en postsynaptisk membran. Den presynaptiske membran transmitterer information ved at udløse en neurotransmitter til den synaptiske kløft, der er mellemrummet mellem to neuroner. Denne neurotransmitter indeholder et stof, der bidrager til kommunikation mellem neuronerne. Elektrisk aktivitet i den presynaptiske membran får neurotransmitteren til at blive udløst til den synaptiske kløft, og her bevæger den sig så over, indtil den når til de postsynaptiske receptorer, der står for at indfange og reagere på neurotransmitterens indhold. Det vil sige, at neurotransmitteren i sig selv aldrig kommer helt ind til den postsynaptiske membran, da den blot binder sig til receptorerne og derefter bliver udstødt igen, når den postsynaptiske membran har afgivet et svar og sendt det afsted (det er egentligt trist, men sådan er det at være en neurotransmitter).

Forskellige typer af neuroner og bestanddele

Neuronerne består af flere forskellige organeller, og hvis man har haft biologi for nylig vil man muligvis kunne huske, hvad mitokondrier, ribosomer og cellekerner er for noget. Hvis ikke kan jeg afsløre, at cellekernen er det sted i cellen, der indeholder generne/arvematerialet i form af DNA, imens mitokondrierne står for at producere energi i hver celle og ribosomerne står for proteinsyntesen, hvor information fra cellekernen bliver omsat til proteiner, der skal bruges i cellen.

Desuden har neuronerne fire strukturelle opdelinger, der hver er specialiseret i en form for informationsprocessering:

  1. Cellelegemet (soma), der indeholder cellekernen (nucleus). Den fungerer som en intergrationszone, hvor den information, neuronen modtager, bliver bearbejdet.
  2. Dendritter – disse modtager input i form af impulser fra andre neuroner, og derfor kaldes de også input zonen. Dendritterne er arrangeret som forgreninger, der udspringer fra cellelegemet, og som ligner træer lidt, hvilket er praktisk, da de dermed kan have flere kontaktpunkter med andre neuroner (dvs. flere synapser).
  3. Axoner – disse står for at bære informationer/impulser fra neuronens soma og ud (dette hedder anterograd (fremadrettet) transport), og axonerne kaldes derfor overføringszonen. Hver axon forgrener sig i underordnede axoner (axon collaterals). Axonerne står også for den retrograde transport, hvilket modsat den anterograde, vil sige en tilbagerettet axontransport, der bærer materiale langvejs fra og tilbage til cellelegemet.
  4. Axonpoler/terminaler – disse er små specialiserede “buler”, der sidder for enden af alle de underordnede axoner. Dette kaldes output zonen, fordi de står for at transmittere neuronens aktivitet på tværs af synapserne og videre til andre celler

Med andre ord, så foregår der en hel del transport til og fra neuronernes cellelegemer, neuronerne imellem og på både korte og lange afstande. Derfor er der brug for alle disse bestanddele.

Der findes flere forskellige former for neuroner, der har forskellige funktioner i kroppen, der som følge heraf har dendritter og axoner med forskellige størrelser og længder, alt afhængig af, hvilken form for informationsprocessering de skal udføre. Der findes bl.a. motorneuroner, der står for at styre bevægelserne, og som har lange axoner, der rækker ud til musklernes synapser og får dem til at trække sig sammen og på den måde reagere på hjernens kommandoer. Der findes også sensoriske neuroner, der står for at bære information fra det perifere nervesystem og tilbage til rygmarven og hjernen (centralnervesystemet/CNS). Det er altså neuroner, der fx detekterer lyd eller lys, og som skal videregive disse impulser til CNS.

Dog er langt de fleste af hjernens neuroner interneuroner, der bare står for at modtage informationer og sende disse videre til andre neuroner. Disse har korte axoner, fordi de ikke skal transportere impulser over lange afstande, da de bare kan videregive dem til de neuroner, som de ligger afstandsmæssigt tæt på. Derfor kan de siges at være de mest funktionelle neuroner.

Neuronerne har altså en stor diversitet, da de kan have mange former og størrelser. Det er ligesom den menneskelige population; nogle har meget store og lange kroppe, andre har brede og korte kroppe og andre har korte og smalle kroppe (og andre variationer er også mulige). Ingen af disse typer kan siges at være bedre end de andre, da det alt sammen afhænger af, hvilken funktion de hver især har. Fx er det fordelagtigt, at de neuroner, der forbinder rygmarven med resten af kroppen, har axoner, der kan være over en meter lange, da de skal transportere neuronens elektriske signaler væk fra cellelegemet og ud til fx hånden. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis axonen var en millimeter lang. På den anden side er det mere adaptivt/fordelagtigt, at neuroner der ligger tæt op ad mange andre neuroner, har korte axoner, da de ikke skal transportere de elektriske signaler særligt langt. Det ville desuden blive noget værre rod, hvis alle neuronerne havde lange axoner, da de bare ville vikle sig sammen og alt ville blive træls. Neuronerne har forskellige opgaver og derfor er det praktisk, at de kan variere i størrelse og form.

Hjernens plasticitet

Noget andet, der er praktisk, kaldes neurogenesis. Det vil sige, at nye neuroner dannes i hjernen. Dette sker både rent udviklingsmæssigt hos børn for at muliggøre, at hjernen kan færdigudvikles, og det sker hos voksne, dog ikke i samme grad, da neurogenesis generelt aftager med alderen. I den voksne hjerne opstår neuronerne to steder i hjernen; i en del af hippocampus, der som bekendt er vigtig for læring og hukommelse, og i striatum, der er en del af forhjernen, der er væsentlig for belønningssystemet. Man kan selv gøre meget for at fremme neurogenesis-processerne i sin hjerne: helt overordnet fører læring til, at der i højere grad dannes nye hjerneceller, og dette er sådan set meget logisk. Men andre ting som fx den mad, man spiser, madens konsistens og ens stressniveau kan enten fremme eller hæmme neurogenesis. Dette er interessant, da det sådan set vil sige, at vi påvirker vores hjerner med den livsstil, vi fører.

Et andet begreb, der beskriver hvordan vores hjerner påvirkes af vores levevis, handler om neuroplasticitet. Dette henviser ikke til, at der dannes nye neuroner, men derimod at forbindelserne mellem neuronerne ændres, som følge af vores adfærd og stimuli fra omgivelserne. Dette foregår i praksis ved, at synapserne (mødepunkterne ml. neuronernes forgreninger) kan forsvinde eller opstå nye steder, som respons på en ændret synaptisk aktivitet. Denne forhøjede synaptiske aktivitet i bestemte netværk/nervebaner fører til kraftigere signaler, der fører til flere neuroner og dermed også flere synapser og forbindelser. Hjernen indretter sig dermed efter, hvordan vi bruger den. Neuroplasticiteten er altså nervesystemets evne til at ændre sig som respons på menneskets omgivelser og indkommende stimuli herfra. Derfor er der noget om snakken, når man siger, at hjernen bliver bedre af at blive brugt, og at den ligesom en muskel kræver træning, hvis den skal blive bedre og stærkere.

Hjernen set indefra (tværsnit)

Ovenfor ses endnu en hjemmelavet model af hjernen (encephalon på latin), som her er set indefra i et tværsnit, der viser de forskellige strukturer, der findes under hjernebarken.

Generelt kan det siges, at hjernen er opdelt i forhjernen, midthjernen og baghjernen, hvilket ovenstående model (som jeg har tegnet af efter, selvom jeg ikke har brugt de samme farver) viser på en meget fin måde. Desuden er der to hjernehalvdele, der begge er identiske, og på ovenstående model ses den højre hjernehalvdel.
Hele det blå område udgør storhjernen (cerebrum), der indeholder hjernebarken (cerebral cortex), der er hjernens yderste del, der er opdelt i de to hjernehalvdele og de fire lapper, som nævnt ovenfor. Neuronerne i hjernebarken er opdelt i seks lag i et væv, der kaldes neocortex, som jeg vender tilbage til senere. Det er i hjernebarken at de “højere kognitive funktioner” styres, og desuden gør hjernebarken os i stand til at være bevidste.  Hjernebarken er altså rimeligt vigtig, kort sagt.

En vigtig del af storhjernen, der befinder sig i forhjernen, er det limbiske system, der er et MEGET vigtigt system, og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Det limbiske system

Det limbiske system er utroligt vigtigt for vores hukommelse, læring, instinktive adfærd og den emotionelle processering. Det er et udspredt område af nuclei (samlinger af neuroner) i hjernen, som tilsammen danner et netværk, og det er udviklingsmæssigt et af hjernens ældste områder. Det består af amygdala, der er en samling af neuroner, der er placeret i den mediale tindingelap, hvilket vil sige sådan ca. lige midt i hjernen, sagt på en mere upræcis måde. Amygdala styrer lugtesansen fordi området for de olfaktoriske sanser (lugtesansen) er placeret her, ligesom amygdala også står for regulation af, respons på og behandling af emotioner (et smart ord for følelser).

Det limbiske system indeholder desuden hippocampus, som er vældigt vigtig for vores indlæring, hukommelse og særligt evnen til at danne episodiske og selvbiografiske erindringer (altså at huske personlige begivenheder med større eller mindre personlig signifikans). Desuden spiller hippocampus ind for vores orienteringsevne (så når jeg farer vild gang på gang forskellige steder i Aarhus, er det altså specielt hippocampus, der er ansvarlig for dette). Begynder man at lide af Alzheimers er det i hippocampus, at de første ændringer kan ses.

To andre vigtige dele af det limbiske system er hypothalamus og thalamus. Hypothalamus ligger under thalamus og står for hormonregulering og regulation af sult, tørst, temperatur, vrede, frygt, seksuel adfærd og stofskifte. Den regulerer altså mange funktioner i kroppen og har derfor mange nerveforbindelser (dvs. neuroner og synapser). Generelt er hypothalamus den del af hjernen, der står for at reagere hormonalt på menneskets oplevelser, og derfor er den vigtig for vores valg og beslutningstagen. Desuden styrer hypothalamus hypofysen, der er den lille røde klump, der ligger nedenunder det karrygule område på figuren, som står for at producere og regulere hormoner, og som desuden har en tæt forbindelse til den primitive hjerne (den ældste del af hjernen), hvilket gør at den kan udøve stor kontrol over kroppens andre organer.
Ovenover hypothalamus, imellem midthjernen og hjernebarken, er thalamus som sagt placeret, og den står for at fordele og videresende information, i form af sensoriske og motoriske signaler, til resten af cortex. Desuden er bevidstheden placeret her (mere eller mindre).

Desuden findes hjernebjælken, corpus callosum, og ovenpå denne ligger cingulate gyrus, der også er en del af det limbiske system, og som er vigtig for dirigeringen af vores opmærksomhed. Den er placeret midt i hjernebarken og modtager input fra thalamus og neocortex (der ligger ovenpå det limbiske system), og sender output til den limbiske cortex, der omgiver det limbiske system.

Hypothalamus og andre limbiske strukturer, der ligger tæt på hjernens base, kobles til amygdala via såkaldte stria terminalerJeg kan umiddelbart intet huske om disse, men i mine noter har jeg skrevet at de: “deltager i det vi er meget motiverede for, fx sex og trusler, og står for at integrere hormonelle signaler”. Så det er jo interessant.

Diverse andre vigtige strukturer i hjernen

Under det limbiske system ligger krybdyrhjernen, der er den del af hjernen, der evolutionært set er blevet udviklet tidligst, og som derfor ligner dyrenes hjerner meget. Det skal dog ikke forstås sådan, at menneskets krybdyrhjerne er identisk med krybdyrenes hjerne, da de har udviklet sig i to forskellige retninger rent evolutionært.

En anden vigtig del af hjernen sidder i baghjernen og kaldes hjernestammen. Den forbinder cerebrum og cerebellum (stor- og lillehjernen) med rygmarven (som leder sensoriske informationer fra kroppen til hjernen og motoriske signaler fra hjernen til kroppen) hvorfor den er en vigtig del af CNS (centralnervesystemet). Den styrer nogle livsnødvendige funktioner såsom regulering af åndedræt og kredsløb. Hjernestammen består af medulla (den forlængede rygmarv, der er det nederste af hjernestammen), som er forbundet til hjernebroen (pons), der er en bro mellem storhjernens to hjernehalvdele, der desuden er vigtig for finmotorikken. Ovenover hjernebroen findes midthjernen, der er vigtig for sensoriske og motoriske indtryk. Desuden indeholder den øvre del af midthjernen de såkaldte øvre og nedre colliculus, der står for hhv. at modtage syns- og lydindtryk. Desuden indeholder midthjernen to vigtige motoriske centre, der hedder substantia nigra, som indeholder neuroner, der udløser neurotransmitteren dopamin, der er vigtig for vores fysiske og psykiske funktioner, indlæringsevne, hukommelse mv, og den røde nucleus, der kommunikerer med motorneuronerne i rygmarven, som er vigtige for vores bevægelser.

Desuden er der lillehjernen, cerebellum, der er placeret bagerst i hjernen under nakkelappen (occipital lobe), og er forbundet til cerebrum via hjernebroen, der ligger nedenunder den. Cerebellum står for at koordinere vores bevægelser og “udglatte” dem så de bliver mere sammenhængende. Den har desuden en funktion for bestemte kognitive aspekter (hvad det så end er) og nogle former for læring.

(Et forfærdeligt madbillede fra i sommer, som jeg føler for at sætte ind, selvom det ingen relevans har, andet end at det minder mig om et fremragende måltid).

Ventrikelsystemet

Hjernen flyder rundt i såkaldt hjernerygmarvsvæske, cerebrospinal fluid (CSF), hvilket er utroligt praktisk, da det beskytter den mod stød, at den ikke bare ligger og kan trille rundt indeni hovedet, når vi fx bukker os ned. Derudover er det via CSF at bestemte materialer kan udveksles, hvilket fx er næringstoffer mellem blodkarrene og hjernevævet. CSF dannes af choroid plexus, og består af filtreret blod. Det lyder ikke så rart, men det er funktionelt.

Og nu, hvor jeg har forklaret hvad CSF er, kan jeg næsten ikke komme udenom at forklare det ventrikulære system. Det er et system, der er forbundet med rygmarven, og som består af nogle hulrum (ventrikler) i CNS, der indeholder CSF væsken. Det består af fire ventrikler, hvoraf de to af disse ventrikler (de laterale ventrikler) er placeret i siden af hver sin hjernehalvdel, og går ud i alle fire lapper. Disse to ventrikler er omgivet af choroid plexus, der som sagt danner CSF.
Ventrikelsystemet fungerer således, at CSF flyder fra de laterale (sideliggende) ventrikler og hen til den tredje ventrikel, der er placeret i midthjernen. Herfra fortsætter det ad en “smal gang” hen til den fjerde ventrikel, som ligger mellem cerebellum (lillehjernen) og pons (hjernebroen). Under cerebellum findes tre små åbninger, hvoraf CSF kan slippe ud af det ventrikulære system og cirkulere op over hjernens ydre overflade og rygmarven. Herefter absorberes CSF tilbage i cirkulationssystemet igennem nogle store vener, der er placeret nedenunder kraniets top. Og så kan processen ellers fortsætte for evigt. Er det ikke smukt?

Hvad fanden skal jeg bruge dette til?

Det skal jeg sige dig! Du/vi skal bruge dette til at få en større forståelse for, hvad der er grundlaget for vores tanker, følelser, reaktioner og adfærd. For vores adfærd og kognitive evner kan i høj grad siges at være et resultat af, hvor funktionelle forbindelserne er imellem de forskellige hjerneområder, og hvor effektiv en kommunikation der er mellem de forskellige bestanddele, heriblandt neuronerne, der er små og uendeligt mange, og som hele hjernen er udgjort af. Der er næsten 100 BILLIONER neuroner, og ja, det er fandme mange. Men selvom vi fødes med så mange hjerneceller, kan vi som nævnt også selv påvirke forekomsten af nye neuroner, og vi kan påvirke de synaptiske forbindelser mellem de forskellige neuroner, ved at træne vores hjerner, så forbindelserne styrkes og antallet af dem forøges, så der kan sendes kraftigere signaler igennem dem. Vores adfærd og vores omgivelser har en betydning for vores hjerners opbygning, og selvom der ikke som sådan er kommet nogle nye strukturer til i mange, mange år, og vi har de samme hjerner, som de havde i stenalderen, er hjernen altså stadig i stand til at udvikle sig pga. sin neuroplasticitet, så vi dermed kan tilpasse os vores omgivelser. Det er fandme praktisk.
Hjernen er utroligt kompleks, og jeg kunne have lavet et indlæg på 300 sider og stadig ikke have forklaret alting grundigt nok. Men dette var en form for introduktion til hjernens opbygning, og selvom intentionen primært var at skrive dette for min egen lærings skyld, håber jeg, at nogle af jer kunne bruge det til noget og måske endda lære noget af det. Skriv en kommentar, hvis du har læst det hele (så giver jeg et stykke virtuel kage) og lad mig vide, om du forstod det eller om det hele var en stor gang pis. Og hvis du er en person, der allerede ved en masse om hjernen, så lad mig også vide, om det var en stor gang pis, eller om det var ok.

Hyg jer – og husk cykelhjelmen, for hjernen er for vigtig til at du kan tåle at få den ødelagt!

//A