Kategoriarkiv: sundhed

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

Hjernens opbygning | Hvad fanden skal jeg bruge dette til? #1

Hej verden.

Hvis man kender mig (og lytter til hvad jeg siger), så vil man vide, at jeg har faget neuropsykologi i dette semester, og at det betyder, at jeg har gang i et længerevarende projekt, hvor jeg forsøger at lære at forstå hjernens opbygning så hurtigt og samtidig så grundigt som muligt. Det er dog som om, at mine 20 siders noter med forklaringer på en masse smarte latinske udtryk, ikke rigtigt er blevet lagret i min langtidshukommelse. Derfor vil jeg nu forsøge at fremme læringsprocessen ved at skrive dette indlæg, der handler om hjernens opbygning, da det forhåbentligt kan resultere i, at jeg kommer til at kunne huske stoffet bedre, og at der måske er folk ude i verden, der kan lære noget af det.
Jeg har desuden besluttet, at jeg ligeså godt kan udnytte muligheden til at gøre det til en serie af indlæg, der alle kommer til at handle om forskellige psykologiske emner. Idéen til det udspringer af, at jeg har indset, at jeg er nødt til at minde mig selv om, hvad jeg kan bruge alt det, jeg lærer til, for ellers føles det ret meningsløst at læse 150-200 sider om ugen. Hvis jeg skal forblive motiveret, er jeg nødt til at føle, at jeg er i stand til at videreformidle det, jeg har lært, og forklare det så alle andre også kan forstå det og måske bruge det til noget. For hvad skulle meningen være med at studere psykologi, hvis jeg bare holder det, jeg lærer, inde i mit eget hoved?

(Uni på en vinterdag, næh hvor flot)

Men nu ikke mere snak og sjov, for nu bliver det alvorligt:

Ovenstående er en hjemmelavet model over hjernen set fra venstre side. Forrest (i det pink område) er pandelappen, frontal lobe, placeret. Ved siden af (i det blå område) ses isselappen, parietal lobe, mod højre (det lilla område) ses nakkelappen, occipital lobe, og herunder ses lillehjernen (cerebellum) og rygmarven (spinal cord). Til sammen udgør de fire lapper hjernebarken, cerebral cortex, som er det yderste lag, der beskytter de strukturer, der ligger gemt indenunder.
Pandelappen/frontallappen er vigtig for vores bevægelser og for kognition (tankeprocesser, følelser, indlæring mv.) på højt niveau. Isselappen modtager sensorisk information, og er vigtig for den såkaldte spatiale kognition, og altså vores fornemmelse for rum. Tindingelappen er derimod ansvarlig for lugtesansens, læring, hukommelse og lydindtryk, og hvis denne del af hjernen beskadiges vil det kunne ødelægge hørelsen. Til sidst er der nakkelappen, der modtager og processerer information fra øjnene og dermed er ansvarlig for synet.

Men før jeg forklarer yderligere om hjernens opbygning, opdelinger og disses funktioner, vil jeg forklare, hvad hjernen består af på celleniveau, da udgangspunktet for at forstå helheden er at have en forståelse for de enkelte dele.

Neuroner og synapser

Hjernen består af neuroner (et smart ord for hjerneceller/nerveceller). Det anslås, at den typiske menneskehjerne indeholder 80-90 billioner neuroner (en billion er tusinde milliarder, så det er en hel del). En neuron kan betragtes som en utroligt lille informations-processerings-enhed, der modtager input fra andre neuroner og bearbejder disse, hvorefter den processerede information sendes videre til andre neuroner.

Hver neuron har altså information i sig, som den ønsker at sende videre til andre neuroner, så det kan blive sendt til den rigtige del af hjernen, hvor det kan processeres. Derfor er der nødt til at være forbindelser imellem neuronerne, så de kan kommunikere med hinanden (denne kommunikation kaldes neurotransmission). Neuronforbindelser kaldes synapser, og er små mellemrum, der er mellem neuronerne, hvor neuronerne har kontakt til de omkringliggende neuroner. Eftersom der er 80-90 billioner neuroner i hjernen er der endnu flere synapser, faktisk op til tusinde billioner. Synapserne består af en presynaptisk membran, en synaptisk kløft og en postsynaptisk membran. Den presynaptiske membran transmitterer information ved at udløse en neurotransmitter til den synaptiske kløft, der er mellemrummet mellem to neuroner. Denne neurotransmitter indeholder et stof, der bidrager til kommunikation mellem neuronerne. Elektrisk aktivitet i den presynaptiske membran får neurotransmitteren til at blive udløst til den synaptiske kløft, og her bevæger den sig så over, indtil den når til de postsynaptiske receptorer, der står for at indfange og reagere på neurotransmitterens indhold. Det vil sige, at neurotransmitteren i sig selv aldrig kommer helt ind til den postsynaptiske membran, da den blot binder sig til receptorerne og derefter bliver udstødt igen, når den postsynaptiske membran har afgivet et svar og sendt det afsted (det er egentligt trist, men sådan er det at være en neurotransmitter).

Forskellige typer af neuroner og bestanddele

Neuronerne består af flere forskellige organeller, og hvis man har haft biologi for nylig vil man muligvis kunne huske, hvad mitokondrier, ribosomer og cellekerner er for noget. Hvis ikke kan jeg afsløre, at cellekernen er det sted i cellen, der indeholder generne/arvematerialet i form af DNA, imens mitokondrierne står for at producere energi i hver celle og ribosomerne står for proteinsyntesen, hvor information fra cellekernen bliver omsat til proteiner, der skal bruges i cellen.

Desuden har neuronerne fire strukturelle opdelinger, der hver er specialiseret i en form for informationsprocessering:

  1. Cellelegemet (soma), der indeholder cellekernen (nucleus). Den fungerer som en intergrationszone, hvor den information, neuronen modtager, bliver bearbejdet.
  2. Dendritter – disse modtager input i form af impulser fra andre neuroner, og derfor kaldes de også input zonen. Dendritterne er arrangeret som forgreninger, der udspringer fra cellelegemet, og som ligner træer lidt, hvilket er praktisk, da de dermed kan have flere kontaktpunkter med andre neuroner (dvs. flere synapser).
  3. Axoner – disse står for at bære informationer/impulser fra neuronens soma og ud (dette hedder anterograd (fremadrettet) transport), og axonerne kaldes derfor overføringszonen. Hver axon forgrener sig i underordnede axoner (axon collaterals). Axonerne står også for den retrograde transport, hvilket modsat den anterograde, vil sige en tilbagerettet axontransport, der bærer materiale langvejs fra og tilbage til cellelegemet.
  4. Axonpoler/terminaler – disse er små specialiserede “buler”, der sidder for enden af alle de underordnede axoner. Dette kaldes output zonen, fordi de står for at transmittere neuronens aktivitet på tværs af synapserne og videre til andre celler

Med andre ord, så foregår der en hel del transport til og fra neuronernes cellelegemer, neuronerne imellem og på både korte og lange afstande. Derfor er der brug for alle disse bestanddele.

Der findes flere forskellige former for neuroner, der har forskellige funktioner i kroppen, der som følge heraf har dendritter og axoner med forskellige størrelser og længder, alt afhængig af, hvilken form for informationsprocessering de skal udføre. Der findes bl.a. motorneuroner, der står for at styre bevægelserne, og som har lange axoner, der rækker ud til musklernes synapser og får dem til at trække sig sammen og på den måde reagere på hjernens kommandoer. Der findes også sensoriske neuroner, der står for at bære information fra det perifere nervesystem og tilbage til rygmarven og hjernen (centralnervesystemet/CNS). Det er altså neuroner, der fx detekterer lyd eller lys, og som skal videregive disse impulser til CNS.

Dog er langt de fleste af hjernens neuroner interneuroner, der bare står for at modtage informationer og sende disse videre til andre neuroner. Disse har korte axoner, fordi de ikke skal transportere impulser over lange afstande, da de bare kan videregive dem til de neuroner, som de ligger afstandsmæssigt tæt på. Derfor kan de siges at være de mest funktionelle neuroner.

Neuronerne har altså en stor diversitet, da de kan have mange former og størrelser. Det er ligesom den menneskelige population; nogle har meget store og lange kroppe, andre har brede og korte kroppe og andre har korte og smalle kroppe (og andre variationer er også mulige). Ingen af disse typer kan siges at være bedre end de andre, da det alt sammen afhænger af, hvilken funktion de hver især har. Fx er det fordelagtigt, at de neuroner, der forbinder rygmarven med resten af kroppen, har axoner, der kan være over en meter lange, da de skal transportere neuronens elektriske signaler væk fra cellelegemet og ud til fx hånden. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis axonen var en millimeter lang. På den anden side er det mere adaptivt/fordelagtigt, at neuroner der ligger tæt op ad mange andre neuroner, har korte axoner, da de ikke skal transportere de elektriske signaler særligt langt. Det ville desuden blive noget værre rod, hvis alle neuronerne havde lange axoner, da de bare ville vikle sig sammen og alt ville blive træls. Neuronerne har forskellige opgaver og derfor er det praktisk, at de kan variere i størrelse og form.

Hjernens plasticitet

Noget andet, der er praktisk, kaldes neurogenesis. Det vil sige, at nye neuroner dannes i hjernen. Dette sker både rent udviklingsmæssigt hos børn for at muliggøre, at hjernen kan færdigudvikles, og det sker hos voksne, dog ikke i samme grad, da neurogenesis generelt aftager med alderen. I den voksne hjerne opstår neuronerne to steder i hjernen; i en del af hippocampus, der som bekendt er vigtig for læring og hukommelse, og i striatum, der er en del af forhjernen, der er væsentlig for belønningssystemet. Man kan selv gøre meget for at fremme neurogenesis-processerne i sin hjerne: helt overordnet fører læring til, at der i højere grad dannes nye hjerneceller, og dette er sådan set meget logisk. Men andre ting som fx den mad, man spiser, madens konsistens og ens stressniveau kan enten fremme eller hæmme neurogenesis. Dette er interessant, da det sådan set vil sige, at vi påvirker vores hjerner med den livsstil, vi fører.

Et andet begreb, der beskriver hvordan vores hjerner påvirkes af vores levevis, handler om neuroplasticitet. Dette henviser ikke til, at der dannes nye neuroner, men derimod at forbindelserne mellem neuronerne ændres, som følge af vores adfærd og stimuli fra omgivelserne. Dette foregår i praksis ved, at synapserne (mødepunkterne ml. neuronernes forgreninger) kan forsvinde eller opstå nye steder, som respons på en ændret synaptisk aktivitet. Denne forhøjede synaptiske aktivitet i bestemte netværk/nervebaner fører til kraftigere signaler, der fører til flere neuroner og dermed også flere synapser og forbindelser. Hjernen indretter sig dermed efter, hvordan vi bruger den. Neuroplasticiteten er altså nervesystemets evne til at ændre sig som respons på menneskets omgivelser og indkommende stimuli herfra. Derfor er der noget om snakken, når man siger, at hjernen bliver bedre af at blive brugt, og at den ligesom en muskel kræver træning, hvis den skal blive bedre og stærkere.

Hjernen set indefra (tværsnit)

Ovenfor ses endnu en hjemmelavet model af hjernen (encephalon på latin), som her er set indefra i et tværsnit, der viser de forskellige strukturer, der findes under hjernebarken.

Generelt kan det siges, at hjernen er opdelt i forhjernen, midthjernen og baghjernen, hvilket ovenstående model (som jeg har tegnet af efter, selvom jeg ikke har brugt de samme farver) viser på en meget fin måde. Desuden er der to hjernehalvdele, der begge er identiske, og på ovenstående model ses den højre hjernehalvdel.
Hele det blå område udgør storhjernen (cerebrum), der indeholder hjernebarken (cerebral cortex), der er hjernens yderste del, der er opdelt i de to hjernehalvdele og de fire lapper, som nævnt ovenfor. Neuronerne i hjernebarken er opdelt i seks lag i et væv, der kaldes neocortex, som jeg vender tilbage til senere. Det er i hjernebarken at de “højere kognitive funktioner” styres, og desuden gør hjernebarken os i stand til at være bevidste.  Hjernebarken er altså rimeligt vigtig, kort sagt.

En vigtig del af storhjernen, der befinder sig i forhjernen, er det limbiske system, der er et MEGET vigtigt system, og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Det limbiske system

Det limbiske system er utroligt vigtigt for vores hukommelse, læring, instinktive adfærd og den emotionelle processering. Det er et udspredt område af nuclei (samlinger af neuroner) i hjernen, som tilsammen danner et netværk, og det er udviklingsmæssigt et af hjernens ældste områder. Det består af amygdala, der er en samling af neuroner, der er placeret i den mediale tindingelap, hvilket vil sige sådan ca. lige midt i hjernen, sagt på en mere upræcis måde. Amygdala styrer lugtesansen fordi området for de olfaktoriske sanser (lugtesansen) er placeret her, ligesom amygdala også står for regulation af, respons på og behandling af emotioner (et smart ord for følelser).

Det limbiske system indeholder desuden hippocampus, som er vældigt vigtig for vores indlæring, hukommelse og særligt evnen til at danne episodiske og selvbiografiske erindringer (altså at huske personlige begivenheder med større eller mindre personlig signifikans). Desuden spiller hippocampus ind for vores orienteringsevne (så når jeg farer vild gang på gang forskellige steder i Aarhus, er det altså specielt hippocampus, der er ansvarlig for dette). Begynder man at lide af Alzheimers er det i hippocampus, at de første ændringer kan ses.

To andre vigtige dele af det limbiske system er hypothalamus og thalamus. Hypothalamus ligger under thalamus og står for hormonregulering og regulation af sult, tørst, temperatur, vrede, frygt, seksuel adfærd og stofskifte. Den regulerer altså mange funktioner i kroppen og har derfor mange nerveforbindelser (dvs. neuroner og synapser). Generelt er hypothalamus den del af hjernen, der står for at reagere hormonalt på menneskets oplevelser, og derfor er den vigtig for vores valg og beslutningstagen. Desuden styrer hypothalamus hypofysen, der er den lille røde klump, der ligger nedenunder det karrygule område på figuren, som står for at producere og regulere hormoner, og som desuden har en tæt forbindelse til den primitive hjerne (den ældste del af hjernen), hvilket gør at den kan udøve stor kontrol over kroppens andre organer.
Ovenover hypothalamus, imellem midthjernen og hjernebarken, er thalamus som sagt placeret, og den står for at fordele og videresende information, i form af sensoriske og motoriske signaler, til resten af cortex. Desuden er bevidstheden placeret her (mere eller mindre).

Desuden findes hjernebjælken, corpus callosum, og ovenpå denne ligger cingulate gyrus, der også er en del af det limbiske system, og som er vigtig for dirigeringen af vores opmærksomhed. Den er placeret midt i hjernebarken og modtager input fra thalamus og neocortex (der ligger ovenpå det limbiske system), og sender output til den limbiske cortex, der omgiver det limbiske system.

Hypothalamus og andre limbiske strukturer, der ligger tæt på hjernens base, kobles til amygdala via såkaldte stria terminalerJeg kan umiddelbart intet huske om disse, men i mine noter har jeg skrevet at de: “deltager i det vi er meget motiverede for, fx sex og trusler, og står for at integrere hormonelle signaler”. Så det er jo interessant.

Diverse andre vigtige strukturer i hjernen

Under det limbiske system ligger krybdyrhjernen, der er den del af hjernen, der evolutionært set er blevet udviklet tidligst, og som derfor ligner dyrenes hjerner meget. Det skal dog ikke forstås sådan, at menneskets krybdyrhjerne er identisk med krybdyrenes hjerne, da de har udviklet sig i to forskellige retninger rent evolutionært.

En anden vigtig del af hjernen sidder i baghjernen og kaldes hjernestammen. Den forbinder cerebrum og cerebellum (stor- og lillehjernen) med rygmarven (som leder sensoriske informationer fra kroppen til hjernen og motoriske signaler fra hjernen til kroppen) hvorfor den er en vigtig del af CNS (centralnervesystemet). Den styrer nogle livsnødvendige funktioner såsom regulering af åndedræt og kredsløb. Hjernestammen består af medulla (den forlængede rygmarv, der er det nederste af hjernestammen), som er forbundet til hjernebroen (pons), der er en bro mellem storhjernens to hjernehalvdele, der desuden er vigtig for finmotorikken. Ovenover hjernebroen findes midthjernen, der er vigtig for sensoriske og motoriske indtryk. Desuden indeholder den øvre del af midthjernen de såkaldte øvre og nedre colliculus, der står for hhv. at modtage syns- og lydindtryk. Desuden indeholder midthjernen to vigtige motoriske centre, der hedder substantia nigra, som indeholder neuroner, der udløser neurotransmitteren dopamin, der er vigtig for vores fysiske og psykiske funktioner, indlæringsevne, hukommelse mv, og den røde nucleus, der kommunikerer med motorneuronerne i rygmarven, som er vigtige for vores bevægelser.

Desuden er der lillehjernen, cerebellum, der er placeret bagerst i hjernen under nakkelappen (occipital lobe), og er forbundet til cerebrum via hjernebroen, der ligger nedenunder den. Cerebellum står for at koordinere vores bevægelser og “udglatte” dem så de bliver mere sammenhængende. Den har desuden en funktion for bestemte kognitive aspekter (hvad det så end er) og nogle former for læring.

(Et forfærdeligt madbillede fra i sommer, som jeg føler for at sætte ind, selvom det ingen relevans har, andet end at det minder mig om et fremragende måltid).

Ventrikelsystemet

Hjernen flyder rundt i såkaldt hjernerygmarvsvæske, cerebrospinal fluid (CSF), hvilket er utroligt praktisk, da det beskytter den mod stød, at den ikke bare ligger og kan trille rundt indeni hovedet, når vi fx bukker os ned. Derudover er det via CSF at bestemte materialer kan udveksles, hvilket fx er næringstoffer mellem blodkarrene og hjernevævet. CSF dannes af choroid plexus, og består af filtreret blod. Det lyder ikke så rart, men det er funktionelt.

Og nu, hvor jeg har forklaret hvad CSF er, kan jeg næsten ikke komme udenom at forklare det ventrikulære system. Det er et system, der er forbundet med rygmarven, og som består af nogle hulrum (ventrikler) i CNS, der indeholder CSF væsken. Det består af fire ventrikler, hvoraf de to af disse ventrikler (de laterale ventrikler) er placeret i siden af hver sin hjernehalvdel, og går ud i alle fire lapper. Disse to ventrikler er omgivet af choroid plexus, der som sagt danner CSF.
Ventrikelsystemet fungerer således, at CSF flyder fra de laterale (sideliggende) ventrikler og hen til den tredje ventrikel, der er placeret i midthjernen. Herfra fortsætter det ad en “smal gang” hen til den fjerde ventrikel, som ligger mellem cerebellum (lillehjernen) og pons (hjernebroen). Under cerebellum findes tre små åbninger, hvoraf CSF kan slippe ud af det ventrikulære system og cirkulere op over hjernens ydre overflade og rygmarven. Herefter absorberes CSF tilbage i cirkulationssystemet igennem nogle store vener, der er placeret nedenunder kraniets top. Og så kan processen ellers fortsætte for evigt. Er det ikke smukt?

Hvad fanden skal jeg bruge dette til?

Det skal jeg sige dig! Du/vi skal bruge dette til at få en større forståelse for, hvad der er grundlaget for vores tanker, følelser, reaktioner og adfærd. For vores adfærd og kognitive evner kan i høj grad siges at være et resultat af, hvor funktionelle forbindelserne er imellem de forskellige hjerneområder, og hvor effektiv en kommunikation der er mellem de forskellige bestanddele, heriblandt neuronerne, der er små og uendeligt mange, og som hele hjernen er udgjort af. Der er næsten 100 BILLIONER neuroner, og ja, det er fandme mange. Men selvom vi fødes med så mange hjerneceller, kan vi som nævnt også selv påvirke forekomsten af nye neuroner, og vi kan påvirke de synaptiske forbindelser mellem de forskellige neuroner, ved at træne vores hjerner, så forbindelserne styrkes og antallet af dem forøges, så der kan sendes kraftigere signaler igennem dem. Vores adfærd og vores omgivelser har en betydning for vores hjerners opbygning, og selvom der ikke som sådan er kommet nogle nye strukturer til i mange, mange år, og vi har de samme hjerner, som de havde i stenalderen, er hjernen altså stadig i stand til at udvikle sig pga. sin neuroplasticitet, så vi dermed kan tilpasse os vores omgivelser. Det er fandme praktisk.
Hjernen er utroligt kompleks, og jeg kunne have lavet et indlæg på 300 sider og stadig ikke have forklaret alting grundigt nok. Men dette var en form for introduktion til hjernens opbygning, og selvom intentionen primært var at skrive dette for min egen lærings skyld, håber jeg, at nogle af jer kunne bruge det til noget og måske endda lære noget af det. Skriv en kommentar, hvis du har læst det hele (så giver jeg et stykke virtuel kage) og lad mig vide, om du forstod det eller om det hele var en stor gang pis. Og hvis du er en person, der allerede ved en masse om hjernen, så lad mig også vide, om det var en stor gang pis, eller om det var ok.

Hyg jer – og husk cykelhjelmen, for hjernen er for vigtig til at du kan tåle at få den ødelagt!

//A

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

En spontan fridag

Hej verden.

Her er nogle tilståelser:

-Jeg har ikke læst noget studierelevant siden tirsdag (til gengæld har jeg genlæst nogle noveller af Helle Helle af den simple grund, at jeg elsker Helle Helle).

-Jeg har indtaget enorme mængder af småkager i denne uge dette år.

-Jeg er forelsket i vores nye højtaler fra B&O. Den højtaler har fået mig til at indse glæden ved god lyd. Det er ikke til at forklare, hvis man ikke har oplevet det selv. Hvis jeg nogensinde skulle indgå i et ægteskab, så skulle det fandme være med den højtaler – vi fuldender hinanden.

dsc_0101.jpg

-Jeg har (stadig) et voldsomt misbrug af Pepsi Max (hvilket jeg holder hemmeligt for alle dem, der ikke tilhører den inderste omgangskreds).

-Jeg har en hemmelig svaghed for Nickelback, og det har jeg haft i mange år. Jeg vil gå så langt som at sige, at der er flere af deres sange, som jeg elsker, selvom jeg normalt ikke indrømmer det (da jeg forsøger at fremstå mere sofistikeret, end jeg er). (Dog er der også nogle af deres sange, der er langt ude og har forfærdelige tekster, og så er der selvfølgelig dem, der er gode på trods af, at de har forfærdelige tekster).

-Jeg er begyndt at gense Friends for 11. gang (sådan cirka). Også selvom jeg altid siger til folk, at jeg ikke ser tv-serier.

-Jeg kan meget bedre lide Randers end Aarhus (hvilket jeg ikke snakker for højt om, når jeg er på uni). (Selvom jeg godt kan lide Trøjborg og er misundelig på en fra 3. semester, der har en virkeligt pænt indrettet lejlighed der).

-Jeg vil hellere skrive digte end jobansøgninger. Hvis det fortsætter sådan, kan jeg måske gøre mig forhåbninger om at blive rig efter min død.

-I dag skulle både min far og jeg læse til eksamen, så i stedet for at gøre det, tog vi ind til byen og købte nisser og julepynt til sommerhuset, chokolade og gaver, spiste frokost et fancy sted og drak kaffe.

Og jeg har det FANTASTISK med det hele!! (Også mit hemmelige misbrug, det gør mig glad).

dsc_0045.jpg

Jeg har holdt to spontane fridage både igår og idag. Ikke fordi det stod i min kalender, og heller ikke fordi, at jeg er ved at gå ned med stress eller fordi, at jeg synes, mit studie er kedeligt. Hvorfor så, hvorfor, FORTÆL OS HVORFOR, tænker den engagerede læser. Og jeg skal sige jer hvorfor:

Fordi jeg havde LYST til at holde fri – i går da jeg stod op, kunne jeg bare mærke, at jeg havde lyst til at bruge en time (dvs. to timer) på at spise morgenmad og høre musik og drikke te. Derefter havde jeg lyst til at gå en tur, og så havde jeg lyst til at støvsuge huset, imens jeg hørte høj musik og nød det faktum, at ingen var hjemme. Så pakkede jeg gaver ind i tre timer og følte mig en smule forræderisk, da jeg teknisk set er imod gavepapir (jeg plejer at bruge avispapir eller indkøbsposer, det er jo ikke for ingenting, at jeg er medlem af Alternativet). Men i år følte jeg for at skade miljøet og bruge 10-15 meter gavepapir på at pakke alt muligt ind, som jeg har købt til folk. Og resultatet gjorde min indre æstetiker lykkelig.

img_20161202_183216.jpg
(Hej, jeg går ind for minimalisme og genbrug, i hvert fald det meste af året).
Hele indpaknings-seancen mindede mig om, hvor fantastisk jeg er til at købe julegaver (ja, nu roser jeg mig selv IGEN) og hvor hyggeligt det er. Jeg foretog dog nogle mindre omjusteringer, da jeg havde lagt store planer for tre måneder siden, som jeg ikke føler for at føre ud i livet nu, selvom det kunne have været underholdende. Men det er meget bedre, som det er nu.

dsc_0123.jpg

I dag havde jeg som sagt tænkt mig, at jeg skulle læse, men så annoncerede min far, at han skulle ind til byen, og så fik jeg lyst til at tage med, da jeg føler, at det er længe siden, at vi reelt har lavet noget sammen. Og nogen gange er et eventyr i Randers C alt det, et menneske har brug for (det var ikke et af de mest sindsoprivende eventyr, men alligevel; det involverede god kaffe og spaghetti carbonara, der rent faktisk var lavet på den RIGTIGE måde, uha).

Der skal være tid til at tage på eventyr i hverdagen (selvom det teknisk set er lørdag). For hvis jeg skal have det godt, har jeg langt om længe indset og fået implementeret, at det er nødvendigt at tage på eventyr i hverdagen nogen gange. Og andre gange er det nødvendigt bare at gøre ingenting – jeg har brug for de dage, hvor jeg ikke skal forlade huset (medmindre jeg har lyst) og bare kan være mig selv uden at skulle forholde mig til tusinde forskellige mennesker. Jeg har brug for at tage mig tiden til at trække vejret og mærke efter, om jeg har det godt, og om jeg bruger min tid på det rigtige. Og det kræver, at jeg er i stand til at træde et skridt tilbage og ikke løbe rundt og have travlt hele tiden. Det indså jeg på den brutale måde, da det ellers netop havde været min taktik de første 5-6 uger på uni. Der var SÅ meget, jeg ikke vidste i august (og der er stadig meget, jeg ikke ved). Nu har jeg lært, at der ikke kommer noget godt ud af at tro, at jeg skal alting på én gang. Og jeg har fået sagt farvel til de ting, der stressede mig mere, end de gavnede.

img_20161203_165057.jpg

Jeg prioriterer anderledes nu. I de seneste 6-7 uger har jeg prioriteret mig selv højere end de fleste andre ting. Det har betydet, at jeg endelig er begyndt at føle, at jeg kan følge med i mit eget liv, hvilket er en fantastisk følelse. Det betyder også, at jeg oftere oplever flow og tager mig selv i at tænke/sige “uhhhh, det er skide fedt at lære om den integrative begrebsramme, hurra”. Og at jeg føler, at jeg faktisk har overskud til det, jeg er igang med, hvilket er virkeligt rart.

Min pointe er, at jeg er nødt til at prioritere mig selv højere end mit studie, for hvis jeg nedprioriterer mig selv, ender jeg med at blive en forfærdelig studerende, der hverken er glad eller i flow. Og hvordan fanden skal jeg blive en god psykolog, hvis jeg nedprioriterer mig selv?

dsc_0133.jpg
Det hele er en balancegang, men jeg vil personligt hellere have det godt indeni, have tid til at se på solnedgangene og høre musik, der gør min sjæl glad, end jeg vil have perfekte noter til alle tekster på pensum. For ellers glemmer jeg mig selv, og hvis jeg glemmer mig selv, kan jeg jo ikke hjælpe andre med at finde sig selv.

Jeg vil have tid til at gøre det, jeg har lyst til at gøre, og jeg vil lade mig selv være til stede i det, jeg gør, imens jeg gør det.

Jeg vil have tid til at føle mig fri. Og jeg gider slet ikke at tænke over, om jeg har tid, for det er jeg nødt til at have tid til.

dsc_0084.jpg

En af grundene til, at jeg elskede november så meget var, at jeg for første gang siden august begyndte at føle, at jeg har fået balance i mit liv igen. November vil jeg huske for at være måneden, hvor jeg for alvor sagde farvel og tak til det, der ikke gav mig god energi, og i stedet tog mig tid til at gøre det, der gør mig glad.
Jeg vil huske november for solnedgangene, de kolde solskinsdage, gåturene med mig selv og Kalle, skoven, cykelturene hjem i slagregn, at drikke lakridste og at deltage i diverse sociale arrangementer og rent faktisk have overskud til det.

Jeg vil huske november som en måned, hvor jeg begyndte at sige ja til de rigtige ting.

Og hvem ved, hvad jeg vil huske december for.

dsc_0080.jpg

Nu skal vi fejre det faktum, at min bror har skudt tre edderfugle i dag, da han var på havjagt. Dvs. at vi skal spise aftensmad (færdigtformede hakkebøffer med bløde løg) foran fjernsynet imens vi ser Rambo (man må jo udnytte de muligheder man har til at se voldelige film af tvivlsom kvalitet)

Rettelse: Vi valgte at se julekalender i stedet for (også af tvivlsom kvalitet), da min bror mente, at han havde oplevet tilstrækkeligt med skuddramaer for i dag.

Hyg jer.

/A

Hov, vent, her er nogle gode sange:

Stress – slipper jeg nogensinde væk?

Hej verden.

Jeg troede egentlig, at jeg havde formået at få mit stressniveau til at falde, og at alt var fint. Jeg har læst en selvhjælpsbog ved navn “Fuck it – The Ultimate Spiritual Way”, som handler om, at man skal indse, at de fleste ting, som man spekulerer over, faktisk ikke betyder noget som helst. Da jeg havde læst den færdig havde jeg det godt, og følte at jeg havde kontrol over situationen, hvilket jo altid er rart.

Jeg har været stresset over, at eksamen nærmer sig, og at jeg føler, at jeg skal præstere en hel masse. At jeg skal have styr på alt muligt, som jeg ikke føler, at jeg har tilstrækkeligt styr på, som fx vejr og klimaforløbet i geografi og integralregning og statistik i matematik. Jeg syntes, at der var så meget jeg skulle have styr på, at jeg ikke kunne overskue hvor jeg skulle starte.
Men for to uger siden besluttede jeg mig så for, at det fandme kunne være nok, og at jeg ikke gider at have ondt af mig selv, bare fordi jeg har seks eksaminer foran mig. Så jeg gik igang med at forberede mig til mundtlig matematik eksamen, hvilket er et stort projekt, men egentlig viste det sig, at det ikke er så forfærdeligt, som jeg troede. For jeg indså, endnu en gang, at det hele handler om motivation. Det gør det i hvert fald for mig. Hvis jeg er motiveret for at lære noget, og få styr på noget, så er det ikke et problem for mig. Hvis jeg har tid til at sidde med det selv, og se på det indtil jeg forstår det, så kan jeg sagtens klare det, selv integralregning. Så jeg føler heldigvis, at jeg har fået mere styr på matematikken, hvilket er rart. Dog har jeg stadig nogle forberedelser jeg skal have lavet, men det skal jeg nok nå.

Så det er ikke matematik der stresser mig. Troede jeg.
Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke er så satans vigtigt, om jeg får 7 eller 10 eller 12, og at jorden ikke går under, hvis jeg får 4 i geografi. Men uanset hvor meget jeg prøver at få min hjerne til at forstå det, så virker det ikke helt.

wpid-wp-1431963041985.jpeg

(Matematik-Kirstens forsøg på at forklare os et bevis ved brug af tretrinsreglen. Hun har skrevet alt dette på hovedet, imens hun sad overfor os, hvilket beskriver, at matematiklærere må have overnaturlige evner).

Hvis jeg skal analysere mit problem psykologisk, så skyldes det set ud fra psykoanalysen, at mit overjeg /idealjeg er for stort. Det mener, at jeg skal være en person, der får 10 og 12 i alle fag, og klare det godt, og være sådan en, som altid gør sit bedste og har styr på sig selv og sin fremtid og skal på universitetet og have en god uddannelse, og leve et godt liv uden stress og desuden læse mindst to bøger hver uge. Mit overjeg mener ikke nødvendigvis, at jeg skal være populær eller at folk skal se op til mig, men det mener, at jeg skal være mig selv og gøre alt det, som jeg gerne vil, som fx at tage til udlandet og se hele verden, på road trip i USA, og turde også at gøre ting alene, så jeg føler mig tryg ved mig selv.

Så er der min underbevisthed, som er bange for, at jeg ikke kan klare alle de ting. Og det har mit overjeg det ikke godt med, da frygt og usikkerhed ikke er en del af de ting, som det mener, jeg skal indeholde. I midten er mit jeg, som forsøger at holde styr på alting, og få mig til at træffe de rigtige beslutninger, og gøre det som JEG gerne vil, og ikke det jeg føler at jeg BURDE gøre.
Alle problemerne opstår, når man føler, at der er ting man bør gøre. Og det har jeg vidst meget længe. Men FUCK hvor er det svært at slippe ud af det. Og alle mennesker har problemer med det. Måske ikke buddhistiske munke der er i balance med sig selv og er på vej til nirvana, men ellers. Det er karakteristisk for mennesket i det senmoderne samfund, at vi har et stort overjeg, som meget ofte kommer til at tage styringen, så vi glemmer, hvad vi egentlig selv har lyst til. Overjeget bliver påvirket af ens opdragelse og omkringliggende miljø, medierne og samfundet, og den måde som, man føler, man bør være på.
Overjeget vil gerne tage styringen. Og hvis man lader det ske for meget, så tror jeg personligt, at det fører til stress.

wpid-wp-1431963018401.jpeg

Jeg fandt ud af i fredags, at jeg i uge 24 har tre mundtlige eksaminer. TRE!!! Indenfor FEM dage!!!! Og da jeg hørte det, kunne jeg mærke hvordan mit “jeg er ligeglad med alt, jeg kan klare det-humør” lige så langsomt forsvandt meget hurtigt. Det er alle mine B-niveau fag der ligger i den uge, hvilket ikke gør det bedre. Først har jeg matematik enten den 8 eller 9, så samfundsfag d. 10 eller 11 og psykologi den 11. eller 12. Det er problematisk, eftersom samfundsfag og psykologi er 24-timers eksamener, hvor vi på den tid skal skrive en synopsis og forberede vores oplæg. Lidt hurtig hovedregning giver resultatet, at jeg ikke på noget tidspunkt de 5 dage, får den store mulighed for at nå at slappe af, og den tanke er meget meget stressende. Når jeg har været til eksamen, så er jeg normalt fuldstændig udtømt for energi, hvilket er meget naturligt. Jeg er (for det meste) i godt humør, men jeg er udkørt, og jeg skal bruge mindst 2-3 dage på at komme mig efter oplevelserne.

Men det kan jeg så se nu, ikke kommer til at blive en mulighed den uge, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det.

Alt dette forsøgte jeg at stoppe med at tænke over, og en del af mig forsøger stadig at tro på, at datoerne bliver ændret så alt bliver godt. Dog er der ikke så stor en sandsynlighed for at det sker, så derfor må jeg forsøge at acceptere det. Men jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal det.

Så i går da jeg egentlig troede, at jeg havde det fint, fik jeg det pludselig skidt. Jeg fik hjertebanken og følte mig svimmel, og syntes at lyset var for skarp og fik hovedpine og kvalme. Jeg havde det som om, at jeg var i Føtex en fredag kl. 16. Men det var jeg slet ikke, jeg sad bare i sofaen. Jeg følte mig panisk, selvom der overhovedet ikke var noget at frygte på det tidspunkt. Derefter havde jeg det bare dårligt, og endte op med at rulle ned for gardinerne og ligge mig til at sove kl. 15 om eftermiddagen. Derefter var det som om, at alt min energi var væk, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Det er ret ubehageligt, hvor hurtigt mit humør kan skifte nogen gange.
Så indså jeg, at det stadig handler om stress. For selvom jeg nogen gange tror, at det er lykkedes mig at blive stressfri, så har det det med, altid at vende tilbage, lige når jeg tror, at jeg er blevet et frit menneske. Lige når jeg tror, at jeg har fået kontrol over mig selv og mine tanker.

Men det er en illusion, at tro på, at det at være i kontrol, er løsningen på ens stressproblemer. Faktisk har jeg en teori om, at det er det modsatte der gør sig gældende. Når vi forsøger at være i kontrol, bliver vi endnu mere stressede, fordi vi uanset hvad ikke kan undgå, at der sker noget uventet. Der vil altid ske ting, som ingen kan kontrollere, for sådan fungerer universet. Der er ikke altid en grund til at ting sker, de sker bare. Vi kan aldrig vide noget med sikkerhed.

Og det er sgu da skide ubehageligt!! Jeg har ikke lyst til at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvordan mine eksamener kommer til at gå. Derfor er det lettere at leve i troen om, at hvis jeg bare bruger nat og dag på at læse op til eksamen og repetere det globale vindsystem 159 gange, så kommer det til at gå mig godt, og jeg undgår at stå i en situation, hvor jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare.
Jeg har den her idé om, at så længe at jeg har forberedt mig så godt som overhovedet muligt, så kan jeg ikke blive nervøs for eksamen. Og det har egentlig også forholdt sig nogenlunde sådan. Til de eksamener, hvor jeg har følt mig i kontrol, har jeg ikke haft nogle problemer med nervøsitet, fordi jeg har troet på, at jeg kunne klare det hele.

Men løsningen på det, kan jeg se nu, er ikke at bruge al min tid på at læse op på ALT, så jeg er forberedt på et hvert tænkeligt spørgsmål. Nej, løsningen er nok nærmere, at indse, at jeg ALDRIG, uanset hvor meget jeg prøver, kan kontrollere situationens udfald. Og derfor er løsningen at få opbygget en følelse af, at jeg godt kan klare mig igennem det, selv hvis jeg trækker et emne som jeg ikke føler mig 100 % sikker på. Selvom mit overjeg ikke mener, at det er ok at føle mig usikker, så bliver jeg nødt til at acceptere, at det ikke hjælper mig, at jeg tror, at jeg skal vide alt om alt, for at kunne føle mig rolig. For gør det mig glad, hvis jeg presser mig selv derud, hvor jeg tror, at jeg skal vide det hele? Har jeg lyst til at være en person, som går mere op i at få 12, end hvordan mit mentale helbred er?

wpid-wp-1431962981342.jpeg

 

(dobbel-regnbue, der på poetisk vis beskriver, at der findes andre farver end sort, selv på de mørke dage)

NEJ.

Bare fordi jeg har nogle forskruede idéer om, hvordan jeg tror jeg skal være, så betyder det ikke, at jeg skal gøre alt i verden for at føre det ud i virkeligheden.

Jeg har tænkt mig at bruge min læseferie fornuftigt og forberede mig ordentligt til alle fagene. Jeg har tænkt mig at gøre mit bedste. Men jeg er færdig med at fortælle mig selv, at jeg skal have styr på alt, for at jeg kan føle mig tilfreds. Der er forskel på at gøre sit bedste og at have styr på alt.

Og bare fordi samfundet mener, at gode karakterer og det rigtige job er det vigtigste i verden, så betyder det ikke, at det er rigtigt. Jeg ved, at jeg nok skal finde det rigtige for mig, uanset om jeg får 12 eller 4 i geografi. For når alt kommer til alt, så er det bare et tal. Det er tal, som styrer en stor del af ens jobmuligheder i fremtiden, men det er ikke det vigtigste af alt.

 

Så farvel, stress – det kan godt være, at du kommer igen og suger livsenergien ud af mig, og får mig til at tro, at jeg skal alt muligt der dybest set ikke er så vigtigt – og det er ok. Jeg slipper nok aldrig helt af med dig, men du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan klare det, for det kan jeg. Måske bliver alt ikke perfekt, men vil jeg egentlig have at det skal være det?

/A

Filosofiske overvejelser – meningen med livet og diverse andre ting

Hej verden.
Jeg ved ikke præcist hvad dette indlæg kommer til at omhandle, da der pt er 1000 forskellige emner der flyver ind og ud af mit hoved, uden at jeg føler, at jeg kan vælge noget bestemt.

Jeg har tænkt en del på alt muligt det seneste stykke tid, fx miljøet, madspild, ensomme mennesker, stress, at blive voksen, uddannelsesvalg, folk der smider skrald i naturen og om jeg bruger min tid på det rigtige.
Jeg føler, at jeg bruger forholdsvist meget tid på at lave ting der ikke som sådan har et formål, som fx at se videoer på YouTube omhandlende ligegyldige emner/folk der bager kager, eller generelt bruge en del tid på nettet. Nogen gange føler jeg, at jeg bruger min tid forkert, og det gør jeg måske også. Men jeg synes egentlig, at jeg er god til at gøre de ting jeg gerne vil. Det er lykkedes mig at begynde at læse bøger igen, hvilket er utroligt rart. Senest har jeg læst “I’ll give you the sun” af Jandy Nelson og “Very good lives” af J.K. Rowling, og nu er jeg igang med “Doppler” af Erlend Loe. (jeg fik den ‘anbefalet’ af en af mine venner, da jeg havde læst Animal Farm og at vedkommende mente at det lød til at være en underlig bog, og at jeg derfor også burde læse Doppler, nu hvor jeg har en interesse for underlige bøger. Det interessante ved det er, at jeg hverken følte at Animal Farm eller Doppler er specielt mærkelige. Jeg ved ikke helt hvad det siger om mig).

Da jeg cyklede hjem fra arbejde så jeg en person der stod og samlede skrald i vejkanten, hvilket fik mig til at tænke på hvor forfærdeligt det er, at så mange folk i nutidens samfund er så ligeglade med naturen/andre mennesker/alt der ikke involverer dem selv. Jeg tror ikke der er noget der kan gøre mig mere hidsig end folk der smider deres skrald i naturen. Jeg får lyst til at smadre ting bare ved at tænke på det.
Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan man kan være så skide ignorant, at man føler, at man kan smide sit skrald i naturen/på gaden. Jeg ved ikke, om folk bare automatisk regner med, at hvis de betaler skat, så behøver de ikke at finde en skraldespand til deres skrald, fordi der burde være folk fra arbejderklassen der kommer og samler det op for dem. Eller også tænker folk bare ikke. Det er forfærdeligt.
Der kommer et uddybende indlæg omkring folk der smider skrald en anden dag, for det kan blive meget langt.

Her i sidste uge så jeg en dokumentar omkring madspild, hvilket var en forfærdelig oplevelse, da jeg bagefter var fyldt med en masse frustration over verden og det faktum at omkring 70 % af alle ferskner bliver kasseret allerede før de når til butikken (hvis jeg husker rigtigt). Desuden er der bestemte mål for, hvordan en banan skal se ud, for at butikkerne vil sælge den. Hvis den ikke lever op til kravene, bliver den smidt væk, og nej nej, ikke noget med at give de kasserede varer til hjemløse eller sælge dem til folk der er ligeglade med frugters udseende.
Omkring en tredjedel af alt mad der produceres bliver aldrig spist.
HVAD ER DET FOR EN VERDEN?!

Jeg kan slet ikke håndtere det, og efter at have set dokumentaren færdig var jeg meget irriteret på menneskeheden.
Jeg har ikke noget imod at smide rådne fødevarer ud, men jeg har noget imod, at der er så meget mad der ikke bliver spist, når der samtidig er millioner af mennesker i verden der sulter.
Jeg ved at vi i Danmark er bedre til at passe på miljøet end i diverse andre lande, og at Fakta og Netto har diverse kampagner der skal hjælpe folk til at stoppe madspild, hvilket er rigtig godt. Men der bliver stadig smidt alt for meget ud, og det er forfærdeligt at leve i en verden, hvor vi i Vesten svømmer i penge og ikke gider at gemme resterne fra aftensmaden til den næste dag, fordi vi har råd til at købe nyt mad, og ikke gider at spise det samme to dage i træk.
Jeg er meget taknemlig for at være vokset op i et hjem med gode værdier på madspildsfronten. Måske var jeg ikke helt vildt begejstret da jeg var lille, for at skulle spise rester fra dagen før, men nu kan jeg se, hvor vigtigt det er at tvinge sine børn til at spise resterne fra igår. Jeg håber at alle vil gøre det, og at folk vil stoppe med kun at tænke på sig selv.

Det er skidhamrende urimeligt overfor naturen og miljøet at vi behandler det så dårligt som vi gør. Alle mennesker opfører sig som om, at de ejer naturen, og at de er bedre end den. At miljøet ikke betyder noget som helst, så længe vi befinder os i en lavkonjunktur og ikke har så meget økonomisk vækst som politikerne mener, at vi skal have.
Vi køber alt muligt pis og lort, som vi dybest set ikke har brug for. Og det gør jeg da også selv. Jeg har fx fem-seks forskellige slags shampoo (hvilket er lidt ift. for et år siden hvor jeg nok havde 15), og det er åndssvagt for jeg har kun brug for én shampoo. Jeg har voldsomt meget kosmetik, meget mere end jeg har brug for. Jeg har en computer, en iPad mini, en telefon.
Jeg ejer over 100 bøger, hvilket jeg i teorien ikke har brug for. Jeg har en masse tøj som jeg dagligt forsøger at mase ind i mit skab, så det kan lukkes.
Jeg bor hjemme, betaler ikke husleje (hvilket er heldigt da min indtægt pt ikke er specielt høj), Hvis jeg mangler noget, kan jeg skrive det på indkøbssedlen, eller købe det selv.
Jeg har en elcykel og kan køre hvorhen jeg vil, (så længe det ikke er over 15 km. væk, hvis jeg også har planer om at skulle komme hjem igen). Vi har to biler (selvom de skiftes til at være på værksted næsten permanent for tiden). Hvis det regner om morgenen eller er for koldt, tilbyder min far at køre mig til skole. Jeg kan tage bussen, jeg kan gå diverse steder hen. Jeg bor i et land med gratis uddannelse og demokrati. Jeg har flere muligheder end nogensinde før, for at kunne gøre hvad jeg vil med mit liv.

Jeg har alt, mere end jeg overhovedet har brug for.
Og alligevel, når jeg glemmer at tænke over, at jeg intet mangler, så bliver jeg ved med at købe ting. Jeg har i denne uge købt nyt tøj og nye bøger over nettet, også selvom jeg har nok i forvejen. Og jeg er allerede nu igang med at finde ud af hvilke bøger jeg skal købe næste gang, selvom jeg har 30 bøger jeg ikke har læst endnu.

Jeg kan godt lide at kunne købe ting, men jeg har ikke lyst til at være sådan her.
Det triste ved det er, at mit forbrug egentlig ikke er så stort, sammenlignet med en masse andre folks. Mine forældre beskriver mig som fornuftig og sparsommelig, og jeg ejer 6-7 par sko (inkl. støvler) fremfor 50 som andre gør. Men jeg føler stadig, at jeg ejer meget mere end jeg har brug for.
Jeg er inspireret af den minimalistiske livsstil som Iris (www.denlilleregnbue.blogspot.com), går ind for, og jeg ville på mange måder ønske at jeg selv formåede at smide de ting ud, som jeg ikke har brug for. Udover at give nogle bøger væk til familiemedlemmer har jeg ikke gjort specielt meget for at komme af med ting jeg ikke har brug for.
Men hvordan vurderer jeg, hvad jeg har brug for, og hvad jeg ikke har brug for?

Der er mange problemer forbundet med alt det her, fx hvad jeg egentlig kan gøre i praksis. Jeg vil gerne ændre verden, få folk til at behandle hinanden pænt, købe de bananer der ikke er perfekte, og stoppe med at smide skrald/cigaretskodder overalt.
Men hvordan skal jeg så lige gøre det?

Det har jeg tænkt voldsomt meget over i de seneste par uger, og det fører altid til, at jeg ender op med at føle mig voldsomt deprimeret over det faktum, at jeg kun er én person, og at jeg set ude fra universet er utroligt ubetydelig. Jorden kommer til at gå under en dag uanset hvad jeg gør, så er det overhovedet det værd? Skal jeg have det dårligt med mig selv hvis jeg er nødt til at smide noget mad ud? Burde jeg give (næsten) alt mit tøj og ting til Røde Kors og bo i en papkasse i haven resten af mit liv?

Hvad skal jeg gøre, for at gøre verden til et bedre sted?

Jeg har overvejet at blive miljøaktivist, men det har jeg ikke rigtigt lyst til, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Så i stedet er min plan, at jeg vil tage ansvar for det jeg selv gør, og stoppe med at fokusere helt vildt meget på, hvad andre gør, da jeg alligevel ikke kan ændre på dem.
Derfor har jeg nu taget ansvar for mit eget liv, hvilket jeg bl.a. har gjort ved at stoppe med at spise sukker igen og starte med at spise mange grøntsager igen. Desuden er min bror og jeg begyndt at gå en lang tur med vores hund hver aften, hvilket er godt for både os og den. Jeg er begyndt at cykle til skole om morgenen igen, også når der er koldt og det regner lidt. Jeg er blevet bedre til at gå tidligere i seng, selvom jeg stadig skal arbejde på det. Jeg laver mine lektier, og er kommet ud af den ikke så effektive periode jeg var inde i indtil for en måned siden. Jeg var ude at samle ind til Kræftens Bekæmpelse for to uger siden, og samlede 2150 kr. ind helt selv. (pudser glorien). (Min mor samlede også over 2000 kroner ind, så det blev i alt til 4300 for hele Haslund). Dette gjorde mig glad, og det gjorde også en masse folk glade, samtidig med at der blev samlet penge ind til kræft, og at jeg fik nok motion for hele året den dag.

wpid-image-20f8ed9bad2c8914102cc5d6ae6d2830062f80aa893f06d80b0289e691300cbf-v.jpg

Jeg tror på, at hvis jeg gør hvad jeg kan for at gøre mig selv glad, så gør jeg også andre mennesker glade. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre hele verden, og at der altid vil være folk der sulter imens jeg selv altid har adgang til mad, men jeg kan gøre hvad jeg kan for at gøre mit eget liv godt, så jeg får mulighed for at gøre noget for andre mennesker.

Jeg har længe haft en plan om at skulle være besøgsven, men da jeg ikke var blevet 18 endnu på det tidspunkt hvor jeg fandt på det, udskød jeg planen. Siden hen har jeg tænkt på det jævnligt, og så blev jeg 18 for over et år siden, og jeg har ikke fået gjort noget som helst ud af det. Men nu har jeg lige set en dokumentar omkring ensomme mennesker, og desuden er der en udstilling på Randers Bibliotek lige nu, hvor der er fokus på ensomhed. Og da det er et område som jeg mener er meget vigtigt at fokusere på, så har jeg tænkt mig rent faktisk at gøre noget ved det.
Lige nu har jeg lyst til at gøre alt muligt godt for andre mennesker, og bruge alle mine dage på at tale med mennesker, der ikke har andre at tale med. Men det må jeg desværre erkende er urealistisk på nuværende tidspunkt, hvor eksamen kommer tættere og tættere på, og jeg er ved at gå ned med stress mere eller mindre hele tiden. Jeg har en tendens til at sige ja til alt for meget i perioder, og jeg har efterhånden lært, at det er en skidt idé. Hvis jeg skal være besøgsven, så skal jeg have overskud til det, og ikke bare gøre det fordi jeg gerne vil føle, at jeg gør noget godt for verden. Så derfor er min plan, at melde mig som besøgsven efter sommerferien, hvor jeg skal have færre timer på skolen, fordi jeg tager nogle af mine fag som selvstudium. Jeg skal også lige have taget kørekort, men jeg burde kunne få tid til begge dele.

Hvis jeg ikke har to timer af min tid hver uge, som jeg kan bruge på et menneske der har brug for det, så er jeg nok igang med at gøre noget forkert i mit liv, for sådan skal det ikke være. Vi har en tendens til at være alt for stressede og egocentriske i nutidens samfund, og jeg tror at løsningen på stress og depressive tanker, i mange tilfælde er at gøre noget for andre mennesker. Hvis jeg hele tiden fokuserer på mig selv, får jeg det personligt ikke bedre, for hvad kan jeg bruge det til?

Hvis jeg vil gøre verden til et bedre sted, så må jeg starte med at gøre mig selv til en bedre person, og det er ikke noget som kræver planlægning eller forberedelse, nej, det er noget alle kan starte med lige når de vil.

Jeg har så mange muligheder – og jeg gider ikke, at være ved at gå ned med stress over det mere. I stedet vil jeg vælge at gøre de ting, som jeg rent faktisk har lyst til at gøre, og som samtidig kan gøre en forskel for andre mennesker. Måske kan jeg ikke ændre hele verden (lige nu), men det betyder ikke, at jeg bare skal ignorere de ting, som jeg rent faktisk kan ændre på.

 

Jeg ved ikke om dette indlæg gav mening, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal afslutte det, men jeg tror mest jeg skrev dette som en form for terapi for mig selv, så hvis I ikke synes det hænger sammen, er det sådan set ligegyldigt.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Hej verden.
Nu skal det handle om menneskehedens kødforbrug i det senmoderne samfund!! Nok nærmere bestemt mit eget kødforbrug, da jeg helst ikke vil udtale mig på hele verdens vegne.
Grunden til, at jeg er oprevet over dette emne, er at vi i geografi har skullet lave en “kødforbrugsundersøgelse”, hvor vi i en uge skulle forsøge ikke at spise kød. Dette er udelukkende noget min geografilærer har fundet på, og det er der sådan set ikke noget galt i, da vi ikke var tvunget til at deltage i ‘undersøgelsen’. Dog kunne det stærkt fornemmes, at han gerne ville have at vi gik ind i det med entusiasme og begejstring. Desuden benyttede han bevidsthedskontrollerende magtmidler, så det var vel en form for frivillig tvang.

Motivationsfaktoren for at undlade at spise kød i en uge (og evt. længere hvis man føler for det), skulle være, at det er skidt for verden og klimaet, at der bliver spist stadigt mere og mere kød i I-landene. Både fordi det får folk til at blive overvægtige, hvis de ikke får nok grøntsager, og at det er skidt for dyrevelfærdene at dræbe uskyldige dyr der udelukkende lever for at blive spist, samt at det er dårligt for miljøet, fordi det belaster mere at spise kød fremfor grøntsager. Samt alt muligt andet.

Og ja ja. Der er ingen grund til at gå amok og spise 10 kg. kød om dagen/ugen. Men helt ærligt, så kan jeg ikke se problemet i at spise kød. Det er meget muligt at det belaster miljøet, men for helvede, ALT belaster miljøet nu til dags. Det er da en meget fin tanke at være god ved kloden osv., men jeg gider fandme ikke at tænke på klodens fremtidens hver eneste gang jeg spiser pasta med kødsovs!! Der er jo nærmest ikke noget man kan gøre med god samvittighed længere.

Jeg tror ikke på, at det der får verden til at få det bedre, er at alle flipper ud og stopper med at spise kød. For det første, fordi at der skal mange mennesker til, for at kødproduktionen rent faktisk bliver sat ned, og for det andet fordi det man egentlig burde gøre, er at forebygge problemet via politiske tiltag.
Man kunne gøre alt muligt, og det har jeg diverse forslag til:

1) Sætte prisen på økologiske kødprodukter (og andre råvarer) betydeligt ned, så det bliver mere attraktivt for befolkningen at købe og økologi, og derved hjælpe miljøet og sin egen sundhed. Desuden gøre det mere tiltalende for folk at købe kødprodukter der er produceret på en mere bæredygtig måde med hensyntagen til dyrene. Generelt kunne man også sætte prisen på alt kød op, eller tilsvarende sætte prisen på grøntsager ned.

2) Gøre det lovpligtigt for butikkerne at sælge det kød/andre varer, der er ved at overskride sidste salgsdato, til en billigere pris, så det bliver brugt frem for at blive smidt ud. Hvis ingen køber det, kan det doneres til herberg/skraldere (mennesker der graver efter madvarer i skraldespande hos butikkerne). Der er ingen grund til at folk skal være nødt til at ulovligt gå i butikkernes skraldespande midt om natten, for at få fat i mad der ikke fejler det mindste. Det er virkelig dumt at der bliver smidt så meget ud, når der er så mange, der kunne få noget ud af det.

3) Placere kødprodukterne på hylderne så langt oppe, at man ville skulle have en servicemedarbejder til at finde en stige og hjælpe en med at få oksestegen ned, før man kunne købe den. Dette vil især hjælpe på de dovne menneskers kødforbrug, fordi de bare ville droppe projektet. Dog kunne man forestille sig, at det i stedet ville få sukker og kage-forbruget til at stige, og så kan det vel være det samme.

4)  Hvis man mener, at man vil forbedre dyrevelfærdene, kunne man også forbyde produktion/salg af fx buræg, og lave strengere kontroller med svineproducenterne, så man sikrer sig, at de ikke behandler dyrene forfærdeligt.

Der er alt muligt man kan gøre, og man har også diverse muligheder som enkeltperson, hvis man vil nedsætte sit kødforbrug. Man kan lade være med at spise kød, ja, men man kan også bare vælge at tage sig lidt sammen, og indse, at ALT er skadeligt i for store mængder. Ligesom at der ikke sker forfærdelige ting ved at spise kage engang imellem, så sker der heller ikke forfærdelige ting ved at spise kød. Det har mennesket ALTID gjort (så vidt jeg er orienteret), og jeg kan altså ikke se problemet i det. Der er utroligt mange dyr i verden, og der er ikke nogen grund til, at man skal stoppe fødenettet der eksisterer mellem mennesker og dyr.

Vi skal alle dø engang – dyrene skal dø – ja, det er trist, men hvis vi bare tænker os om imens vi lever, så er der ikke nogen grund til at flippe ud over at spise kød. Al respekt til vegetarerne, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at spise kød.
Der er en tendens i nutidens samfund til, at vi hele tiden skal have et eller andet at gå så åndssvagt meget op i, at vi ender op med at bygge hele vores liv op omkring det. Fx har jeg selv haft det sådan med sukker. Jeg blev pludselig overbevist om, at der skete forfærdelige ting hvis jeg spiste sukker, og har derfor holdt mig fra det i snart et år. Dog har jeg på det sidste besluttet mig for, at jeg ikke gider at være fanatisk længere. Så her i ferien har jeg spist kage. Og ved I hvad? Der er ikke sket noget som helst. Jo, jeg har måske været lidt mere træt end normalt, men ellers er der ikke sket noget. Verden er ikke gået under.

Det jeg gerne vil understrege er, at vi mennesker skal overveje, hvor det er vi skal lægge vores energi for at ændre verden. Er det virkelig ved at være fanatiske omkring vores kost, og udelukke forskellige produkter, som fx kød? (som indeholder masser af vigtige ting mennesket har brug for, som fx jern, magnesium og div. vitaminer). Bliver verden et bedre sted ved at bilde sig selv ind, at man kan ændre på den, ved at stoppe sit kødforbrug og huske at slukke lyset efter sig når man forlader et rum?

Jeg ved ikke hvad meningen med livet er, endnu – men jeg ved, at mennesker i forvejen gør alt muligt helt forkert, og at jorden ender op med højst sandsynligt at eksplodere til sidst pga. vores livsstil. Så kan vi ikke lige så godt få det bedste ud af det, imens vi lever, i stedet for at bekymre os om fremtiden? Vi er så mange mennesker, og verden er i så hastig en udvikling, at jeg personligt ikke tror, at der er nogen vej tilbage. Så hvorfor bilde os selv ind, at vi kan ændre på alt muligt urealistisk, når vi i stedet kan fokusere på de små ting i vores egne liv, som vi rent faktisk KAN ændre på selv?

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Tema: Stress | Perfektionisme, uddannelse og fremtiden

Jeg skal snart i gang med at skrive SSO (større skriftlig opgave) omkring stress hos ungdommen i det senmoderne samfund. Dette emne er interessant af mange grunde, men problemet er at ungdommen i dag er en meget blandet gruppe af mennesker, som er svær at generalisere ud fra.

De mange muligheder som vi i dag har, og det store fokus der er på uddannelse i medierne, i politik og i folks egne hoveder, betyder at unge mennesker udvikler forskellige strategier, når de er i gang med en uddannelse.

Nogle unge, specielt piger, ender op med at blive voldsomt perfektionistiske og lave lektier 7 timer om dagen/natten når de kommer hjem, uden nogensinde at føle at de gør det helt så godt som de burde/kunne. Dette er en meget trist tendens, og jeg diskuterede det med min far i går. Han spurgte mig hvad jeg troede var grunden til, at det specielt er pigerne dette sker for, og ikke drengene. Og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal mene. Der er efter al sandsynlighed ikke et entydigt svar, for det er et samspil mellem mange ting. Det er sikkert igen diskussionen om arv og miljø, der bl.a. gør sig gældende, men selvom nogen måske vil mene det modsatte, tror jeg at miljø har den største indflydelse. Ja, der er nogle forskelle på mænd og kvinder rent biologisk, men faktisk tror jeg, at den største grund er opdragelsen. Både fra forældrene og samfundets side. Ligestilling eller ej, så bliver piger og drenge ikke behandlet ens. Samfundet har en tendens til at fortælle piger, at det er godt, at de er pligtopfyldende og gerne vil klare sig godt, og det samme kan selvfølgelig også gøre sig gældende for drenge, ligesom at mange andre faktorer også spiller ind. Men faktum er, at jeg tror, at piger generelt kan have en tendens til at ønske at opnå perfektion og at alt skal se godt og pænt ud. Og dette kan helt sikkert føre til perfektionisme og stress eller andre psykiske problemer, hvis det går helt galt.

“Hvorfor?”, kunne man spørge. Måske skyldes det, at de prøver at overgå hinanden. Måske skyldes det mindreværdskomplekser. Måske skyldes det alt muligt andet. Hvem ved? Hvorfor kan det aldrig blive godt nok?

Denne tendens er vokset i takt med at vores samfund er blevet mere velfungerende og vi har fået muligheder for i høj grad at forme vores eget liv. Det er som om, at vi ikke kan finde ud af hvornår nok er nok. Vi skal altid lige prøve at få lidt mere, end det vi allerede har, for SÅ bliver vi lykkelige. Problemet er, at det aldrig går sådan. Selv hvis du rent faktisk opnår det, du altid har drømt om og har troet ville gøre dig lykkelig, er der stor sandsynlighed for, at du stadig ikke er lykkelig. Du finder bare noget andet, du mener ikke er perfekt nok.

Så konklusionen på det er, at perfektionisme ikke er vejen frem, i hvert fald ikke hvis du gerne vil have det godt psykisk.

Hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil gennemføre sin uddannelse?

Der er flere muligheder: (nu generaliserer jeg igen, baseret på mine egne oplevelser på diverse uddannelsesinstitutioner de seneste par år).

Der er flere strategier man kan vælge at lade sig inspirere af:

Du kan enten blive en person der brokker sig konstant over alt, og giver skolen/læreren/samfundet skylden for dine problemer, som du ikke kan overkomme selv. Disse personer findes der desværre mange af (afhængig af, hvilke sociale kredse man befinder sig i), men heldigvis har jeg valgt/lært at ignorere dem, da livet ellers bliver trist.

Du kan også blive en person, der ikke brokker sig og i stedet lader som om, at du har forstået stoffet, men teknisk set ikke er interesseret eller ønsker at lære det overhovedet. Du hopper altid over hvor gærdet er lavest, og gør aldrig noget for din egen lærings skyld, hvis det ikke er påkrævet. Med andre ord; en manipulerende 12-tals maskine.

Så kan du selvfølgelig være heldig at være en person, der meget hurtigt forstår stoffet, og ikke skal bruge ret lang tid på at få en så god forståelse for tingene, at du kan lade være med at forberede dig til timerne, og lige nå gennemlæse det hele 2 minutter inden timen starter. Disse personer findes der egentlig mange af, som jeg ser på det i hvert fald, men det er jo altid svært at vurdere andres indsats.

På den anden side er der de perfektionistiske personer, som gør deres uddannelse til endnu en mulighed for at smadre sig selv psykisk. Det kan aldrig blive godt nok, og hvis man ikke får 12 til en eksamen betyder det, at man ikke kan se sig selv i øjnene i flere måneder (også selvom man har fået andre 12 taller i mellemtiden).
Dermed ikke sagt, at det altid er en frygtelig ting at være perfektionistisk anlagt, men dette udtryk har fået en meget negativ klang her de seneste år. I teorien burde der ikke være noget galt med at gå op i at lave tingene ordentligt. Men når man fx går i gymnasiet, og der i forvejen ligger et stort pres på én, er det en genvej til helvede at lægge endnu et pres på sig selv. Grundlæggende handler det om at acceptere sig selv, også når man ikke får 12, og at kende sine egne styrker og svagheder.
Jeg vil fx være fint tilfreds med at få 7 i geografi, men til psykologi B eksamen stiler jeg efter 10 eller 12, da det et fag jeg er god til og rent faktisk synes er interessant. Jeg har ikke brug for at kunne det globale vindsystem udenad, derfor er der ingen grund til at presse mig selv til at synes, at det er skidhamrende fedt, for sådan fungerer det alligevel ikke.
Problemet opstår sådan set, når vi glemmer at fokusere på vores interesser, og i stedet tvinger os selv til at lære ting uden at tænke over, hvorfor/om de overhovedet er relevante.

Der er også de personer som tager det hele mere afslappet, og ikke (fremstår som om at de) har de store psykiske udfordringer med at håndtere at de får karakterer, der oftest ligger i den lave ende. De kan glemme at lave lektier (hvilket er en egenskab jeg nogen gange beundrer, da jeg aldrig tillader mig selv at glemme ting), og de bruger ikke læseferien på at læse op 10 timer om dagen. Måske ved de overhovedet ikke, hvad deres planer for livet er (uha, hvor frygteligt!!)

Hvis jeg nu havde baseret dette på en kvalitativ undersøgelse, som jeg havde foretaget blandt en masse forskellige folk, der tager en uddannelse, så kunne jeg have konkluderet noget på alt dette, men det ser jeg ikke umiddelbart som en mulighed. Jeg tror egentlig, at der er lige mange mennesker i hver ‘kategori’, men ingen af dem er specielt praktiske at befinde sig i. Du bliver med stor sandsynlighed stresset af at være perfektionistisk, på den anden side kan du ikke komme til at studere International Business (hvis du skulle have et ønske om det) hvis du har et gennemsnit på 5,6, og hvis du konstant brokker dig, nægter at tage ansvar og i stedet giver samfundet skylden for dine personlige problemer, så kommer alle til at hade dig.

Personligt prøver jeg at være en blanding af det hele, men det går ikke altid lige godt. Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg kan glemme at lave lektier, men her på det sidste er jeg blevet bedre til at prioritere, hvad jeg skal bruge min tid på, og derfor laver jeg ikke alting perfekt. Fx har jeg ikke 100 % styr på beviset for cosinusrelationen endnu, selvom jeg muligvis skal fremlægge det på mandag.
Men hvad så? Hvad så hvis alt ikke er perfekt? Hvad hvis jeg laver en fejl, eller siger noget forkert? Jeg er efterhånden ved at indse, hvad der sker ved det, og her kommer det:

INGENTING!!

Da jeg rakte hånden op og sagde “socialpsykologi” og svaret i virkeligheden var “kognitionspsykologi” (selvom socialpsykologi teknisk set ikke var forkert, det var bare ikke lige det læreren fiskede efter), skete der intet. Jeg tænkte “nåh, ok”, og så var det det.

Man kan forestille sig alt muligt frygteligt, men det sker ikke 95 % af tiden. Så hvorfor bekymre sig om det, og i stedet for bare at erkende, at ingen mennesker nogensinde bliver perfekte?

Jeg skal gerne have et gennemsnit på omkring 10,5 for at kunne søge ind på psykologi. Lidt hurtig hovedregning viser, at det betyder, at jeg ikke behøver at få 12 i alle eksaminer. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at sætte et mål for, at jeg skal have 12 i alle fag, bare fordi jeg synes, at det kunne være fedt. Jeg er ved at nå til den erkendelse, at verden ikke går under, selv hvis jeg ingen 12 taller får. Hvad er det værste der kan ske? At mit gennemsnit bliver for lavt? Får det verden til at gå under, hvis jeg kun får et gennemsnit på 10?
Nej. Så ville jeg bare skulle finde på noget andet at studere, hvilket ikke er et problem, da der efterhånden findes 100000 uddannelser. Der er sikkert mange ting, jeg kunne vælge at bruge mit liv på, som ville gøre mig glad på hver sin måde. Jeg kunne sikkert også blive glad, hvis jeg ikke fik en lang videregående uddannelse, og i stedet gjorde noget seriøst ud af at blive forfatter. For det er sådan set det jeg gerne vil, men jeg har en fornemmelse af, at det nok skal komme til at lykkes på den ene eller anden måde.

Det handler ikke kun om at få 12. Det handler om at arbejde på at bevæge sig i den retning, man ønsker at komme i. Hvis man kan kombinere det med at tage sin uddannelse og få 12 taller, så er det win-win. Men hvis det ikke lykkes, så tror jeg ikke på, at man skal opgive. Jeg tror på, at man kan komme til at bruge sit liv på lige det, man vil, hvis man bare arbejder for det på den ene eller anden måde.

Nåh, nu kom det til at handle om mig (hvilket i teorien også er meningen eftersom dette er en blog, der tilhører mig). Men mit budskab til verden er, at I allesammen lige skal slappe lidt af, og lade være med at forvente alt muligt åndssvagt af jer selv. Når alt kommer til alt, så skal vi alle dø en dag, og når jeg engang dør, så håber jeg ikke at min sidste tanke vil være “Nææh, hvor er jeg glad for mit perfekte eksamensgennemsnit”/”min meget høje stilling hvor jeg har magt over en masse folk”.

 

/A

Sukkerfri, glutenfri og mælkefri bananmuffins som rent faktisk smager godt!!!!

Hvis nogen for et halvt år siden havde spurgt mig, om jeg nogensinde ville bruge tid på at stå og mose nogle dadler, for derefter at vælte dem ned i nogle mosede bananer, æg og glutenfri mel, og sætte det i ovnen og kalde det for en kage, så havde jeg nok sagt, at det fandme lød langt ude, og at en rigtig banankage indeholder sukker og chokolade og alt muligt.
Men, nu hvor jeg er blevet 18, og dermed ekstra klog og vis, har jeg i dag, 26-8-14, bevist, at det er fysisk muligt at lave bananmuffins, som hverken indeholder almindeligt mel, sukker, smør, chokolade eller noget andet som ikke overholder min personlige sundheds-lov.
Jeg har fundet på opskriften selv, (og ikke bare kopieret den fra nogle andre) og derfor er jeg ekstra begejstret for det hele. Resultatet synes jeg er virkelig godt, (selvom folk der er vant til at spise almindelige kager nok synes, at det smager af ingenting). Min brors kommentar var, at han blev forvirret, fordi det så ud som kage, men så alligevel ikke smagte af kage. Men det er fjong med mig, for så er der ikke andre end mig der spiser dem. Høhøhøhø.

Glutenfri, sukkerfri og mælkefri bananmuffins, 16 stk. 

4 modne bananer
6 tørrede dadler (fjern stenene først, medmindre du vil have en ubehagelig kage med sten i)
1 tsk. vanillesukker (helst vanillepulver)
1 tsk. bagepulver
200 gram mel (vælg selv), jeg brugte grøn Finax og omkring 30 g. kokosmel
50 g boghvedegryn (kan teknisk set erstattes med mel eller havregryn)
4-5 æg
2-3 tsk. kakaopulver
2-3 tsk. kanel
Nogle spsk. koldpresset rapsolie

Start med at mose dadlerne, og fjerne stenene. Mos bananerne eller blend dem med stavblenderen sammen med dadlerne til det har en dejlig flydende konsistens. (Det er sådan alle de fancy madbloggere plejer at skrive, men det lyder egentlig ikke rart).
Derefter piskes æggene med vanillesukkeret i en anden skål (Ja, vanilleSUKKER! Jeg ved det. Men jeg vurderede, at der nok ikke ville ske det store ved én teske vanillesukker).
Find 175 g glutenfri mel og bland det sammen med bagepulveret og kokosmelen/boghvedegrynene/havregrynene. Hæld det derefter i bananblandingen sammen med æggene og vend det rundt med en dejskraber(eller pisk det sammen, tvivler på det gør den store forskel). Husk i øvrigt at tilsætte kanel, kakao og rapsolie.
Så skulle det gerne se nogenlunde sådan ud:
foto.JPG vises Smukt, jeg ved det.

Derefter skal det hældes i muffinsforme, helst sådan nogle fancy nogen som vi har i skabet. Jeg ved ikke, hvordan dejen reagerer på almindelige papirforme, men jeg kunne forestille mig, at man så nok skal bruge noget ekstra rapsolie, for at sikre, at det ikke hænger fast. Og ellers lav en hel kage i stedet.  Bages ved 175 grader varmluft i ca. 15-20 minutter (som muffins, som kage er jeg ikke sikker på hvor længe den skal have).

Jeg går ud fra, at det ikke skader at tilføje 1 dl yogurt/A38, men dette glemte jeg bevidst, så det er ikke til at vide med sikkerhed. (Men så blive muffins’ne som den opmærksomme læser nok har opdaget, ikke mælkefri)

foto.JPG vises

Og når de er færdige, ser de cirka sådan her ud (hvis du er i tvivl, kan du stikke en tandstik (ubrugt) ned i midten, og se om dejen stadig er flydende, eller om den er blevet bagt indeni)
foto.JPG vises
(dårligt billede, I know, men hvad helvede kan man gøre)

Lad dem køle af i noget tid inden du spiser dem allesammen.

IMAG5010.jpg vises
Ja, spændende ser det jo ikke ud, men altså. Det er en form for kage, og den er bagt og er ikke hård som sten og heller ikke flydende indeni!

Og hvis nogen sidder og tænker over, hvordan kagerne mon ser ud i bunden, så ser de altså sådan her ud:
IMAG5011.jpg vises

Og det var sådan set det.
Jeg regner ikke med, at nogle af mine omkring 1-2 læsere har tænkt sig at afprøve denne opskrift, men nu er den i hvert fald ude i cyberspace.

Hyg jer.
/A

P.S: Her er et billede fra i middags, hvor jeg transporterede hirseflager med hjem fra Rema 1000:
IMAG5006.jpg vises
Nogle mennesker har deres venner til at sidde på bagagebæren imens de cykler, jeg har hirseflager i stedet.

Slut.