Kategoriarkiv: stress

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

jeg leder blandt stjerner

når alting forsvinder 

vil jeg blot svæve afsted 

imens alt det jeg kender 

ikke længere varer ved 

//

jeg løber rundt og vil det hele 

men jeg vil allerhelst hjem i seng 

mine tanker ønsker jeg at dele 

så hvorfor siger jeg ingenting 

//

jeg er en del af et samfund

der konstant gør mig træt

men mon ikke det hele

med tiden bliver mere let

//

jeg leder blandt stjerner

og finder ej mig selv

men mon ikke denne tilværelse

vil arte sig alligevel

//

måske er jeg en muslingeskal

men jeg er stærkere end jeg tror 

jeg kan ikke klare det hele 

men nu kan jeg se 

at jeg formår at sætte spor 

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A

 

du er alt du har

når verden er ligeglad 

og alle tramper dig ihjel 

når du er træets sidste blad 

der sidder tilbage for dig selv 

når alting er en blind vej 

og alle har solbriller på 

når skyerne omringer dig 

og du tror du ikke selv kan gå 

når dit liv er en novellesamling 

og du sidder og får træk 

når din krop tilhører en anden 

og dine sko er blevet væk 

når alle du kender er fremmede 

og dine venner har nye stemmer 

når du aldrig mere er hjemme 

og du alt det gode glemmer 

når du taber dig selv 

så husk hvem du var 

dengang du var til 

for du er alt du har 

når solen genopstår 

og du kan se dig selv igen 

så tror jeg du forstår 

at du må være din egen ven 

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

der hvor solen helst vil bo

tillykke med livet
i alle til mig sagde
du skal aldrig tages for givet
for nu er lyset jo tilbage
alderdommen nærmer sig
med sine hastige tunge skridt
men i dag er jeg bare mig
for jeg føler mig så let
nu finder jeg hjem
i et stearinlys og i en sol
når lyset kommer frem
og når marken bliver gul
jeg tror ikke
at jeg vil med hjem igen
for jeg er blevet forelsket i en bølge
og skoven er min ven
vi fortæller solstrålehistorier
for mørket er taget hjem
se her hvor det spirer og gror
så hør efter og kom frem
festen er slut
og flagene er gået på halv
men jeg bliver ikke stille og mut
når jeg tænker på alt jeg skal
vi faldt engang
men vi spirer og vokser påny
vi synger vores sang
her i træernes by
der var engang
hvor jeg drømte om dig
et håb om en sang
der ikke tilhører mig
solen går ned
og nu kører vi hjem
jeg tror jeg er i sorg
men jeg ved vi ses igen
har du husket alt det andet
heriblandt din sjæl
nej den er ved vandet
der finder jeg den nok igen
jeg kigger op
på en himmel af stjerner
når aldrig at sige stop
før de alle tanker fjerner
i morgen kommer solen frem
for glæden er tilbage
vi klarede vinteren
se nu bare hvad jeg sagde
vi smeltede sneen
og satte stormen i bero
for vi er lige her
der hvor solen helst vil bo
jeg smiler til mig selv
med klarere øjne end før
for solen er min sjæl
og jeg kan alt det jeg tør

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

Lykønskninger | en novelle

Hun tænkte på havet. Havet kunne være så meget, den ene dag blikstille og den næste vildt og voldsomt. Havet er sit eget, det kan ingen bestemme over, det vidste hun. Men det var længe siden, at hun sidst havde set havet, hun kunne faktisk ikke huske datoen, og der var noget helt forfærdeligt over det, det var som om, at hun manglede sig selv.

Hun ville så meget. Hver dag fandt hun på nye projekter, og hver dag gik hun i stå, hun vidste ikke, hvordan hun skulle få noget færdiggjort. Det hun skulle hang ikke sammen med det, hun ville, og hun vidste godt, at hun indtog for meget kaffe i forhold til, hvad hun burde. Hun vidste også godt, at hun ikke burde definere sig selv som en passioneret cyklist, når alt hun tænkte på, når hun cyklede hjem i modvind hver eftermiddag, var hvor meget hun hadede at cykle, at det virkeligt gjorde hende sur og træt helt ind til sjælen.

Hun så på sig selv. Hver gang hun så ind i sine egne øjne i spejlet, så hun noget, hun ikke før havde set. Noget hun ikke genkendte, noget ukendt og uudforsket. Hun så hvordan dagene nærmede sig, hvordan tiden forsvandt, uden at hun nogensinde havde haft den. Om nogle dage ville hun fylde 21 år, og hun vidste ikke, om det betød, at hun skulle sige goddag eller farvel. Nogle dage vidste hun slet ikke, hvem hun var, så hun var ikke helt klar over, hvad der var at sige farvel til, for man kunne vel ikke sige farvel til noget, der aldrig rigtigt var der i længere tid af gangen, det ville være underligt, det tænkte hun meget på.

Alle hun kendte, der ikke var i 20’erne længere, sagde, at det var den værste periode i livet, at 30’erne og 40’erne var meget bedre. De sagde, at 20’erne var en tid fyldt med forvirring og ængstelse, en tid hvor alle prøver at finde sig selv men ikke ved, hvor de skal lede, så de leder alle det forkerte sted og ofte det samme sted. Først senere i livet kom roen, der hvor man virkeligt fandt sig selv og kunne slappe af, bare hvile i sig selv og sin færdigudviklede identitet.

Men hvis dette var den værste alder for et menneske, var det mon så godt eller dårligt, at hun nu bevægede sig et år længere ind i perioden, det vidste hun simpelthen ikke. Men fejres skulle det uanset hvad, der ville være op til flere slags kage og en ret med oksekød i den ene eller anden form om aftenen. Der ville være smil og lykønskninger og forsøg på at være lykkelig for en dag, og hun håbede, at det ville lykkes hende at være glad og takke dem, der sagde tillykke, uden at tænke for meget på, hvad der var at lykønske med.

Hun kunne godt mærke, at hun var blevet væk fra sig selv igen, men det var også noget tid siden, at hun sidst havde været ved vandet. Der fandt hun sig selv nogle måneder tidligere, så mon ikke det kunne ske én gang til. Hun lagde store planer, hun ville tage afsted den næste morgen og tage kaffen med til stranden. Så ville hun sidde og trække vejret og mærke roen indeni, for den måtte stadig være der, det blev den nødt til. Hun måtte tro på, at roen ville komme tilbage, at hun kunne få fornemmelsen af at have styr på sig selv igen.
Om aftenen ville hun koge pasta og høre det musik, hun hørte dengang, og hun ville synge med og gøre alt det, hun gjorde dengang, alt det, der gjorde hende glad. Hun ville slukke for sin hjerne og lade som om, at hun havde alt det, hun nogensinde kunne få brug for.

Dagen efter ville hun tage kaffen med til havet igen, og hun ville sidde det samme sted som alle de foregående gange, og hun ville trække vejret helt ind for så at puste ud igen og gentage proceduren så mange gange, som det nu var nødvendigt. Hun ville dreje hovedet til venstre og tænke på de sommerdage, hvor alting virkede som starten på nye eventyr, der aldrig skulle slutte, og hun ville dreje hovedet til højre og blive mindet om de vinterdage, hvor hun selv skrev eventyrene. De dage, hvor slutningen altid var lykkelig, selvom hun var den eneste medvirkende. Dagene, hvor vinden skubbede hende hjem, imens hun gik på stranden og skulle anstrenge sig for ikke at bryde ud i grin. Dagene, hvor tiden føltes uendelig og hun glemte alt om, at hun ikke kunne blive der for altid. Dagene, hvor hun troede på, at solen ville skinne for altid, og at regnen aldrig ville gøre hende gennemblødt igen.

Når hun kom hjem ville hun færdiggøre alle sine projekter og krydse op til flere punkter af på sin liste. Hun ville ånde lettet op og være glad for sig selv og sin egen indsats, hun ville drikke kaffe med god samvittighed og føle sig som en del af noget mere end sit eget hoved. Så ville hun skrive et digt, der virkeligt kunne videreformidle den stemning, hun havde indeni, og hun ville for en gangs skyld føle, at hun kunne udtrykke sig selv uden at måtte give op og gå i seng og ligge søvnløs med et frustreret sind, der ikke engang kan forstå sig selv.

Når mørket faldt på, ville hun koge pasta og se på solnedgangen, imens hun sang med på alle de sange, der gik ind i hendes sjæl, alle de sange, som ingen andre helt forstod hvorfor hun holdt så meget af. Dagen efter ville hun gentage proceduren, og hun ville smile dagen lang og få dybe rynker i en meget ung alder, og hun ville hvile i sig selv og smile videre, selv når regnen kom tilbage og sommeren virkede til at være aflyst igen i år. Hun ville være et filter, ikke en svamp, og hun ville skrive lange breve til alle dem, hun holdt af, også selvom hun havde glemt at fortælle dem det i meget lang tid. Hun ville tænde op i brændeovnen og måske, en dag, når hun havde fået ordnet alt det, der stod på listen, ville hun invitere gæster til kaffe og kringle, det kunne være en god anledning til at få prøvet kræfter med en wienerdej, mon ikke det ville blive en succes. Men indtil da ville hun blive siddende lidt endnu og høre flammernes knitren, se sit eget spejlbillede i vinduerne og se ind i sine egne øjne, der ville være alt andet end ukendte, for hun var nået langt og hun var ikke længere en fremmed for sig selv. I hvert fald ikke den dag.

Mine yndlingssange og andet pladder

Hej verden.

Det er snart et år siden, at jeg sidst skrev et indlæg om mine yndlingssange, men listen endte med at indeholde 40 sange, og det blev ret omfattende, så nu har jeg lavet en ny og opdateret liste.

Med andre ord, dette indlæg er totalt ligegyldigt og ændrer på ingen måde verdenssituationen, og omhandler ingen af de ting, jeg virkeligt gerne vil skrive om, men jeg føler for at skrive et eller andet, og min hjerne koger over, hvis jeg skal udtænke noget dybt og eksistentialistisk. Jeg kunne også skrive et indlæg om, hvordan jeg har det, men det bliver for trist, da jeg føler mig ret stresset og ikke er i den “wuhuu, livet er en fest, jeg elsker alt og alle” tilstand, som jeg var i størstedelen af februar. Men det er ok. Jeg kan ikke føle euforisk lykke hele tiden, og det ved jeg jo godt, og jeg ved også godt, at der ikke er noget at sige til, at jeg føler et stigende pres, eftersom jeg skal læse 250-300 sider om ugen i flere uger i træk i den kommende tid, og dermed ender med at skulle tilføje flere tekster til “dette har jeg ikke læst ordentligt endnu” listen. Jeg kunne også skrive om, hvor underligt det føles, at jeg for tre dage siden var til en lang forelæsning om angst og stress, og at det på ingen måde betyder, at jeg har lært hvordan jeg selv kan undgå at føle mig stresset. Bare fordi jeg ved, hvad der sker i min hjerne, når min puls bliver høj og jeg bliver bange for, om jeg kan klare alt det, jeg skal, betyder det ikke, at jeg stopper med at have det som jeg har det.

Men det gider jeg ikke at dvæle ved nu. Måske en anden dag. I stedet vil jeg skrive dette indlæg færdigt, få noget søvn og være tilfreds med mig selv, fordi jeg prøver. Jeg prøver at gøre det jeg gerne vil, og jeg prøver at udfordre mig selv og gøre ting. Jeg prøver at føre samtaler med folk, selvom der er store menneskemængder omkring mig, og jeg ikke rigtigt kan høre, hvad jeg selv tænker. Jeg prøver at læse alt det jeg kan, og jeg prøver at være god ved mig selv.  Jeg prøver at være et godt menneske, og jeg prøver at gå med Kalle så meget som muligt og at være et godt menneske. Jeg prøver. Og det er godt nok.

Jeg føler ikke for at uddybe hvorfor jeg har valgt de enkelte sange, da bare tanken om det gør mig en smule hidsig. Det er ligesom at skulle uddybe, hvorfor mine yndlingsbøger er mine yndlingsbøger. Det kan ikke uddybes, for jeg kan aldrig skrive eller sige noget, der kan forklare det ordentligt. I bund og grund handler det om en subjektiv oplevelse, som jeg egentligt ikke føler for at dele med andre end mig selv. Men nu får I listen, og så kan I selv vurdere, om I får nogle gode subjektive oplevelser ud af at høre sangene, hvis I skulle have lyst til det. Det kan også være, at det bliver nogle dårlige oplevelser. Hvem ved.

Mine yndlingssange – en top 10 

1. Nothing But Thieves – Lover, Please Stay

2. Radiohead – Fake Plastic Trees

3. Pearl Jam – Black

4. Nirvana – The Man Who Sold The World

5. Rusty Clanton – Novels

6. Simon & Garfunkel – Kathy’s Song

7. Nephew – Wasted

8. Nils Bech – O Helga Natt

9. U2 – All I Want Is You

10. Alter Bridge – Watch Over You

 

Det var det. Der er ikke meget disko dasko over det, men det kan ikke komme som den store overraskelse. Selvom jeg til tider holder af ABBA, vil de aldrig nogensinde komme på listen over mine yndlingssange, af den simple grund, at ABBA ikke går ind i min sjæl.

Nåh.

I må hygge jer – husk at drikke te og at være gode ved jer selv! (eller lad være med at drikke te, hvis I ikke bryder jer om det)

//A

 

det eneste vi vil

her sidder vi
og kigger den anden vej
når de kommer for tæt på
vi presses sammen
og slår blikket ned
for bagagen fylder det hele
og vi har kun plads til os selv
her står vi
og vender ryggen til
når vi ser ind i øjne
der tilhører andre end os selv
vi løber den anden vej
låser vores døre
når det eneste vi vil
er at høre til
her løber vi rundt
og tror at vi er øer
for sten har aldrig ondt
vi er frosne pakker smør
der vil realisere os selv
vi gør det vi tror vi bør
for sådan er det vel at være til
her går vi rundt og tror
at vi finder os selv
i hinanden
men når nætterne er lange
og regnen banker på
når vi ryster og er bange
har vi kun os selv
at varme os på
her ligger vi på langs
og ryster af kulde
vi husker dengang
med alt det vi skulle
vi drømmer om sydhavsøer
og skilsmisser i massevis
en dag bliver vi skøre
for kærligheden har en pris
her sidder vi og tror
at det skal rime
hvis succesen skal være stor
vi lærte os selv at mime
og glemte at vi har ord
så vi vælter ind i en stime
og sammen synger vi i kor
for vi er en lavine
her på denne jord