Kategoriarkiv: stress

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

Livsopdatering – om statistik, færdigretter og Valentinsdag

Hej verden.

Jeg er træt. I går og i dag har været nogle meget lange dage. Lærerige, vel at mærke, men lange. Selvom jeg vågnede kl. 5.30 i går, var jeg overraskende frisk hele dagen og var både til forelæsning og holdundervisning, og så arbejdede jeg på en opgave i nogle timer. Jeg var også inde ved min søde 79-årige nabo, fordi hun havde brug for min hjælp til at løse nogle tekniske problemer. Hun blev utroligt glad for hjælpen, og jeg følte mig god, fordi jeg endnu engang kunne hjælpe med noget it-mæssigt. Derefter læste jeg statistik, og først kl. 21 stoppede jeg med at lave fornuftige ting (selvom jeg selvfølgelig havde holdt pauser før det). Så skrev jeg et digt og gik i seng. Det var en utroligt god dag, da jeg følte mig motiveret og glad nærmest hele dagen.

I morges stod jeg op kl. 6 og skyndte mig at gøre mig klar, spise, lave kaffe, pakke mine ting og smøre en madpakke, alt sammen indenfor 45 minutter. Jeg nåede også at tørre yoghurt op, som jeg havde formået at spilde udover mig selv. Det var noget værre noget. Heldigvis nåede jeg ud af døren til tiden og begav mig mod uni. Takket være mine høretelefoner og “Her Går Det Godt” podcasten havde jeg en ret hyggelig bustur, hvilket jeg nærmest altid har, efter jeg har anskaffet mig de høretelefoner. Det var en god investering.

Kl. 8 startede statistik forelæsningen (eller dvs. 8.15 pga. det akademiske kvarter, et fjollet men rart koncept). Da vi stadig er i opstartsfasen skulle vi lære om nogle ting, jeg vidste lidt om i forvejen fra HF-tiden, men alligevel var det en smule udfordrende. Vores forelæser er canadier, og derfor foregår al undervisningen i statistik på engelsk. Det gør sådan set ikke noget, men det kan godt kræve lidt ekstra hjernekapacitet ind imellem.

Efter forelæsningen var jeg til holdundervisning i statistik, hvilket ikke var den store succes. Det gjorde mig mest af alt forvirret og træt, da vi er 40 mennesker på holdet og vi ikke skulle lave andet end at sidde og arbejde på vores afleveringer. Det gjorde ikke lige noget godt for mit energiniveau, men jeg fik lavet halvdelen af min aflevering, og så begav jeg mig hjemad kl. 12.30. I bussen hjem lyttede jeg til sidste del af podcasten og derefter en fremragende playliste, som S har lavet, med den spændende titel “soul”. Så ved man, hvad man kan forvente.

Inden jeg tog hjem til lejligheden var jeg i Føtex for at handle lidt ind. Jeg har brugt utroligt mange år af mit liv på at gå rundt og snakke meget om, at jeg hader Føtex. Alligevel har jeg nok været derinde 10 gange i år, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske, at det er for at bevise overfor mig selv, at jeg har udviklet mig – ikke at jeg kan lide Føtex nu, men jeg kan håndtere at være derinde uden at blive totalt stresset, og det er en præstation i sig selv.

Da jeg endelig kom hjem var jeg sulten og træt, og jeg følte mig ikke specielt motiveret eller begejstret. Men det hjalp at få noget at spise, og efter en tiltrængt pause gik jeg i gang med at lave det sidste af min aflevering. Det endte med at blive et mere opslidende projekt end forventet, da statistik-programmet opførte sig sjovt og ikke ville vise den graf, som jeg ville have den til. Det hele endte dog godt til sidst, og så gik jeg ud og varmede en færdigret fra REMA 1000. Ynkelig mad til ynkelige mennesker, som man siger. Næringsværdien var tvivlsom men smagsoplevelsen var sådan set nogenlunde (jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette).

Og nu sidder jeg her og skriver dette indlæg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke med denne lange svada, men det er i hvert fald et lille indblik i min hverdag. Jeg er ret stor fan af min hverdag, som den er nu, og selvom det gør mig vildt træt, at jeg nu lægger mere tid og energi i mit studie, så er det det hele værd. For jeg føler mig mere motiveret, når jeg kan se, at jeg rent faktisk lærer noget og får udrettet noget. Der er noget rart over at komme hjem efter en lang dag og være udmattet med god grund. Og det er sådan set også meget rart, at jeg nu skal anstrenge mig en smule, hvis jeg skal nå at lave mine afleveringer, få læst og møde op til undervisningen. For jeg har brug for at blive udfordret lidt, for at jeg virkeligt kan udvikle mig. Den følelse, jeg har omkring statistik, minder meget om hvordan jeg havde det med kemi på HF for to år siden. Det er sådan en “jeg har tidligere syntes, at dette fag var svært, men nu vil jeg virkeligt gerne lære det, for det er mit eget projekt nu”. Og det er vildt rart. Selvom jeg var tæt på at græde lidt, da jeg lavede min aflevering i dag, så betyder det langt fra, at det bliver et træls fag. For jeg skulle også bruge en del tid og energi på kemi, før jeg endelig knækkede koden og begyndte at se den store mening med det. Og sådan tror jeg også, at det bliver med statistik.

Så ja, jeg er motiveret og jeg synes, at mit studie er interessant for tiden. Der er vildt meget læsning, hvilket kan stresse mig lidt, men jeg er kommet rigtig godt fra start, og jeg kan godt følge med. Det kræver, at jeg bruger meget tid på at læse, men det føles egentlig ikke som et stort problem, da jeg godt kan finde ud af at slappe af og holde fri, når jeg trænger til det. Jeg synes, at balancen mellem studie og fritid er ret optimal for tiden. Jeg synes også, at jeg bruger min fritid på nogle gode ting, og ikke mindst sammen med de rigtige mennesker.

Weekenden var et godt eksempel på dette. Fredag aften var jeg hjemme i huset hos min familie for at spise og se X-Factor (og udnytte vaskemaskinen). Det var vildt hyggeligt. Om lørdagen stod jeg tidligt op og læste de sidste 60 sider i en utroligt lang tekst. Det gik rimeligt let, og da jeg efter nogle timer var færdig med det, gik jeg i gang med at gøre rent og rydde op, så lejligheden var klar til om eftermiddagen. Min bror havde fødselsdag, så det fejrede vi med kaffe og en kanelstang. Min mor var desværre blevet syg, så vi var en lille forsamling – min bror, min far, S og jeg. Det var dog vildt hyggeligt alligevel (efter min mening i hvert fald). Om aftenen skulle vi ud at spise på en restaurant, der ligger ved Randers havn – det lyder ikke som det vildeste sted, men det var overraskende godt. Jeg fik en enorm wienerschnitzel og alt var godt. De andre drak fadøl, og jeg drak cola light, og alligevel var jeg (som altid) den, der grinede mest (og højest). Og derfor er det nok meget godt, at jeg ikke drikker alkohol.

Så det er jo alt sammen meget godt. Jeg er glad for både min hverdag og min fritid. Og i morgen er det Valentinsdag. Det skal vi lige snakke lidt om.

Sidste år lavede jeg dette indlæg, der bestod af forskellige overvejelser omkring det at værdsætte livet, naturen og de folk, man holder af. Ja, indlægget bærer præg af, at jeg den dag havde en følelse af, at jeg havde forstået meningen med det hele. Sådan har jeg bestemt ikke haft det alle dage siden, og det var interessant at genlæse det, eftersom jeg havde glemt, hvad jeg gik og tænkte på dengang ift. Valentinsdag. Jeg brugte virkeligt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle mene, og jeg synes sådan set stadig, at jeg kan stå inde for det indlæg i dag.

Alligevel ser jeg Valentinsdag-situationen i et lidt andet lys nu. For det første fordi, at jeg alligevel har udviklet mig en smule i løbet af det seneste år. For det andet fordi, at jeg befinder mig i et parforhold nu. Derfor er det lidt interessant at overveje, hvordan jeg ser på det nu, og om jeg finder Valentinsdag mere eller mindre irrelevant, end det har været tilfældet tidligere år.

Grundlæggende føler jeg ikke, at jeg har ændret holdning. Jeg synes stadig, at dagen er irrelevant, og at konceptet er dybt åndssvagt, fordi det blot bidrager til en øget materialisme og overfladiskhed. Det virker lidt som en instrumentalisering af kærligheden, hvor kærligheden ikke længere er nok i sig selv. På Valentins dag handler det om at give hinanden gaver og gå på fancy restauranter og modtage blomster. Man måler sit parholds succesrate ud fra materielle ting. Og det er det dummeste, man kan gøre, for det er jo ikke det, kærligheden handler om.

Jeg er klar over, at jeg stiller det op på en meget forsimplet måde, men det er bevidst. For det er sådan, jeg lige umiddelbart tænker om Valentinsdag.

Når jeg så tænker dybere over det, som jeg gjorde i indlægget fra sidste år, når jeg frem til, at det måske slet ikke forholder sig så simpelt, som jeg umiddelbart tænker, at det gør. Og jeg når frem til, at man måske godt kan fejre Valentinsdag uden at identificere sig med den materialisme, som dagen i høj grad kan siges at forbindes med. Man kan vel godt markere dagen uden at det betyder, at man instrumentaliserer kærligheden. Og man kan godt markere dagen, uden at gøre det på samme måde eller af de samme grunde, som andre mennesker gør det. For at citere mig selv:  “Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget“. Dette gælder både ift. Valentinsdag/Mors Dag/Fars Dag/andre mærkedage, sågår nytåret. For du behøver sådan set ikke at bruge energi på at blive irriteret over, hvordan andre mennesker fejrer en dag som Valentinsdag, hvis du i stedet fokuserer på, hvad du selv ønsker at fejre.

Måske ønsker du ikke at fejre noget. Og det skal du heller ikke, hvis du ikke har lyst. Men under alle omstændigheder kunne du bruge anledningen til at tænke over, hvordan du går og har det, og om du har kærlighed i dit liv, og om du formår at værdsætte det nok.

Vi lever i en tid, hvor mange af os har så skide travlt med vores egoistiske selvrealiseringsprojekter, at det somme tider hænder, at vi tager det og dem for givet, som i virkeligheden betyder allermest. Vi nedprioriterer vores familier, fordi vi tænker, at de altid vil være der. Vi glemmer at snakke ordentligt sammen med vores partnere/kærester/ægtefæller, fordi vi lige skal besvare en mail eller forsøge at blive populære på de sociale medier. Vi glemmer hinanden – og det går simpelthen ikke.

Så opfordringen herfra bliver at bruge Valentinsdag (eller en helt anden vilkårlig dag, gerne mange flere end blot én) til at reflektere over, hvad vi har – og hvad vi måske ikke har. I stedet for blot at sige “fuck valentinsdag, det er irrelevant”, så brug det som en anledning til at tænke over, om du er glad i dit parforhold, og om du giver ligeså meget, som du får igen. Hvis ikke er det måske ikke helt irrelevant, at sådanne mærkedage findes (dermed ikke sagt, at jeg er fan af konceptet).

Og i stedet for at sidde og være deprimeret og tænke “jeg er single og ulykkelig og alle mænd/kvinder er idioter, fordi de ikke vil have mig/ikke er gode nok til mig”, så prøv lige at se lidt indad. Det kan være ubehageligt, hvis man ikke er vant til at gøre den slags så meget, men se lige dig selv i øjnene og tænk over, om du selv gør hvad du kan, for at få kærlighed i dit liv. Tænk over, om du kan stå inde for dig selv, og hvad du har at give, i stedet for kun at tænke på, hvad du gerne vil have. Og begynd så at lede efter vandløb, som du kan hoppe over. For det er du nødt til at gøre, hvis du vil opnå noget her i livet. Også selvom der er en fare for, at du falder og gør dine nye, kridhvide sko beskidte og våde. For det er nogle gange nødvendigt. Nogle gange er du nødt til at få beskidte sko – det har jeg selv erfaret (både i metaforisk forstand, men mest af alt i bogstavelig forstand). Nogle gange falder du og skal kæmpe dig op igen. Men du fortsætter med at gå videre og hoppe over de vandløb, du møder på din vej – og måske finder du ud af at lede efter de steder, hvor der er kortest afstand til jorden, for du behøver jo ikke at spænde ben for dig selv mere end nødvendigt. Du finder fodfæstet, og du lærer området og dig selv lidt bedre at kende, og du får sjældnere og sjældnere våde sko. Og så sker det måske en dag, at du falder og lander umådeligt blødt. Måske hiver du en sød musikertype med i faldet. I ligger blødt og godt, og du glemmer helt at tænke på, om dine hvide sko er blevet våde og beskidte, for du har sådan set ikke lyst til at gå videre. I hvert fald ikke alene.

Min pointe er, at vi er nødt til at investere i hinanden og bruge tid med dem, der bringer kærlighed ind i vores liv, hvis vi skal have det godt og være glade. Vi skal huske hinanden, for så kan vi blive mindet om, at der findes noget større og vigtigere end os selv og vores egoistiske selvrealiseringsprojekter (som fx mit lær-statistik-projekt). Og så kan vi komme lidt ned på jorden igen og undgå at gå ned med stress, fordi vi godt ved, at verden ikke falder sammen, hvis det nu skulle hænde, at vi får 4 i statistik.

Så endte dette indlæg alligevel med at give mening. Det slutter samme sted som det startede, men jeg er blevet lidt klogere, og det håber jeg også, at der er andre, der er blevet (hvis du har læst det hele, giver jeg et stykke virtuel kage).

Hyg jer – og glædelig Valentinsdag/onsdag i morgen.

//A

 

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

jeg leder blandt stjerner

når alting forsvinder 

vil jeg blot svæve afsted

imens alt det jeg kender

ikke længere varer ved

//

jeg løber rundt og vil det hele

men jeg vil allerhelst hjem i seng

mine tanker ønsker jeg at dele

så hvorfor siger jeg ingenting

//

jeg er en del af et samfund

der konstant gør mig træt

men mon ikke det hele

med tiden bliver mere let

//

jeg leder blandt stjerner

og finder ej mig selv

men mon ikke denne tilværelse

vil arte sig alligevel

//

måske er jeg en muslingeskal

men jeg er stærkere end jeg tror

jeg kan ikke klare det hele

men nu kan jeg se

at jeg formår at sætte spor

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A

 

du er alt du har

når verden er ligeglad 

og alle tramper dig ihjel 

når du er træets sidste blad 

der sidder tilbage for dig selv 

når alting er en blind vej 

og alle har solbriller på 

når skyerne omringer dig 

og du tror du ikke selv kan gå 

når dit liv er en novellesamling 

og du sidder og får træk 

når din krop tilhører en anden 

og dine sko er blevet væk 

når alle du kender er fremmede 

og dine venner har nye stemmer 

når du aldrig mere er hjemme 

og du alt det gode glemmer 

når du taber dig selv 

så husk hvem du var 

dengang du var til 

for du er alt du har 

når solen genopstår 

og du kan se dig selv igen 

så tror jeg du forstår 

at du må være din egen ven 

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

der hvor solen helst vil bo

tillykke med livet
i alle til mig sagde
du skal aldrig tages for givet
for nu er lyset jo tilbage
alderdommen nærmer sig
med sine hastige tunge skridt
men i dag er jeg bare mig
for jeg føler mig så let
nu finder jeg hjem
i et stearinlys og i en sol
når lyset kommer frem
og når marken bliver gul
jeg tror ikke
at jeg vil med hjem igen
for jeg er blevet forelsket i en bølge
og skoven er min ven
vi fortæller solstrålehistorier
for mørket er taget hjem
se her hvor det spirer og gror
så hør efter og kom frem
festen er slut
og flagene er gået på halv
men jeg bliver ikke stille og mut
når jeg tænker på alt jeg skal
vi faldt engang
men vi spirer og vokser påny
vi synger vores sang
her i træernes by
der var engang
hvor jeg drømte om dig
et håb om en sang
der ikke tilhører mig
solen går ned
og nu kører vi hjem
jeg tror jeg er i sorg
men jeg ved vi ses igen
har du husket alt det andet
heriblandt din sjæl
nej den er ved vandet
der finder jeg den nok igen
jeg kigger op
på en himmel af stjerner
når aldrig at sige stop
før de alle tanker fjerner
i morgen kommer solen frem
for glæden er tilbage
vi klarede vinteren
se nu bare hvad jeg sagde
vi smeltede sneen
og satte stormen i bero
for vi er lige her
der hvor solen helst vil bo
jeg smiler til mig selv
med klarere øjne end før
for solen er min sjæl
og jeg kan alt det jeg tør