Kategoriarkiv: storbyen

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

vi er grønne blade 

vi vokser op 

imens vi ser os omkring 

og her på dette sted 

kan vi klare os med ingenting 

vi er sandslotte 

bestående af guld 

vi er mere end flotte 

selv når vi bliver til kul 

vi er solsystemer 

der lyser op i natten 

vi er mere end planeter 

der kun kan ses

hver aften efter atten

vi er julesalmer 

som synges hånd i hånd 

engang når bladene falmer

og vi løber rundt 

med sovs

og pakker med bånd 

vi er trefarvet is 

der går i et 

med jer andre 

vi er en simreret med ris 

når vi alle hjemad vandrer 

vi er gulerødder 

der lever godt i jeres have 

vi bor ved jeres fødder

til os alle

er vi en gave 

vi er grønne blade

og håbet bor i vores jord 

vi har ingen facade 

i denne verden

med en lykke så stor 

En livsopdatering eller noget i den stil | Verdens længste sommerferie #6

Hej verden.

Jeg er stadig et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm. Desuden ejer jeg nu både smør og honning, hvilket vil sige, at mit hjem rent faktisk er et hjem. Og så alligevel ikke 100 %, eftersom der stadig står to fyldte flyttekasser på mit gulv, som jeg endnu ikke har fået pakket ud. Der ligger også to tomme flyttekasser midt på gulvet, og der har de ligget i en uge. Lad os sige det sådan, at livet er godt i en sådan grad for tiden, at jeg ikke har skænket dem en tanke. Det er lidt noget pis, eftersom jeg får diverse gæster i den kommende uge, som alle har indtryk af, at min lejlighed er virkeligt pæn og fantastisk. Det er den også, men jeg skal fandme have ryddet op, for det bliver ikke ved med at gå. Desuden har jeg et uafsluttet stoleprojekt, der også har ligget på gulvet i en uge, og så har jeg stadig ikke fået vasket gulv eller støvsuget (eftersom jeg ikke ejer en støvsuger).

 

Men så igen, jeg har faktisk kun haft lejligheden i 15 dage, og det er lidt vildt at tænke på, eftersom det meget hurtigt er begyndt at føles som et hjem, selvom jeg teknisk set kun har sovet her fem gange. Der er noget interessant over at flytte for sig selv. På den ene side er det fuldstændig som jeg havde tænkt/håbet, at det ville blive, og på den anden side er det slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Men på en god måde. Primært har det bare overrasket mig, at det har været så udramatisk (hvis man ser bort fra den syv timer lange IKEA tur, der endte med is fra McDonalds kl. 23 om aftenen). Jeg, dramatisk som jeg er, havde nok bare bygget en forventning op om, at det at var en enorm begivenhed, der ville vende op og ned på alt, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, og at der ville være tårer og store følelser involveret. Men det har der ikke rigtigt været noget af, i hvert fald ikke mere end der normalt er. Det føles bare meget rigtigt det hele, og selvom jeg i situationen har det svært med at skulle forlade Kalle (hunden), så kommer jeg hurtigt på andre tanker. Det er lidt underligt, at det kan være sådan, når jeg har levet i en symbiose med den hund i to år, men jeg tror, at det er godt for os begge at være lidt adskilt (eller det er hvad jeg forsøger at bilde mig selv ind, da det for Kalle bare betyder færre gåture og mindre selskab, men det skal vi ikke tænke på).

En anden interessant ting ved min lejlighed er dens beliggenhed. Den ligger lige overfor en kirke (som jeg går ud fra hedder Dronningborg Kirke, da det ville give mening, men hvem ved), og det vil sige, at jeg bliver vækket af kirkeklokkerne hver morgen kl. 7 og igen kl. 9. Så jeg er en glødende ateist, der lever overfor en kirke, og jeg kan egentlig godt lide det.
Desuden føler jeg, at jeg bor midt i storbyen, eftersom det kun tager 35 minutter at gå fra mit hjem og til banegården. Det vil nogle mene er utroligt lang tid, men i mit hoved er det ingenting. Desuden tager det mig to-tre minutter at gå i Netto, hvilket er en surrealistisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet at bo så tæt på en dagligvareforretning før, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan jo alt nu (jeg bor også tæt på en bager, et pizzeria, et solcenter, en blomsterhandler, Rema 1000 osv). Det er interessant.

Generelt er det et godt og smukt liv for tiden (hvilket jeg ofte siger, men lige nu er det et ekstra godt og smukt liv, og jeg har det lidt som om, at jeg lever i en boble fyldt med håb, lykke, god kaffe og alle andre gode ting i livet).

Tak til universet for det.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at plapre løs om mig selv, så det beklager jeg, men jeg nød det (lidt narcissistisk anlagt er man vel altid).

Hyg jer.

//A

Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er

Hej verden.

I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)

Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.

Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler

(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)

-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)

Sådan gør du:

  1. Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
  2. Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
  3. Mål smør, sukker og sirup af.
  4. Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
  5. Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
  6. Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
  7. Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
  8. Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
  9. Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
  10. Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
  11. Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
  12. Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
  13. Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
  14. Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
  15. Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
  16. Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
  17. Bag alle kagerne.
  18. De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
  19. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  20. Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
  21. Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
  22. Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.

Det var det.

Hyg jer.

//A

 

Fysisk udmattelse og voldsom glæde 

Hej verden.


Der er godt nok sket meget i denne uge, og det er kun onsdag middag på nuværende tidspunkt. Dog er jeg på vej ud i sommerhuset, hvor jeg skal være i fem dage, og jeg kan forestille mig, at der ikke kommer til at ske helt ligeså meget, hvilket bliver godt. 

Jeg gider ikke at skrive om alt det, jeg har oplevet de seneste par dage, så I får kun det relevante at vide, hvilket I nok vil sætte pris på. 


Først og fremmest: jeg skal flytte! Jeg fik at vide igår, at jeg har fået den lejlighed, jeg vildt gerne ville have, og selvom det nu er et døgn siden, føles det stadig som om, at jeg ikke helt forstår det endnu. Jeg skal lige have det processeret, og det har jeg ikke helt haft mulighed for endnu, eftersom jeg ikke har været alene på noget tidspunkt det seneste døgn. Så nu skal jeg ud i sommerhuset og indtage noget noget broccoli broccoli soya/rismælk (som jeg netop har fundet ud af, at Netto sælger for 10 kr pr styk, hvilket er en virkeligt fantastisk ting, jeg er helt oppe at køre over det (eller også er jeg bare overtræt, eftersom jeg stort set ikke har sovet i nat a diverse grunde). Jeg tror også, at jeg vil tillade mig at indtage noget Pepsi Max, for nu er der for en gangs skyld noget at fejre, så det er ok at genoptage mit misbrug (selvom man vel ikke kan genoptage noget, der aldrig har været afsluttet).


Men ja, jeg skal flytte, og jeg har det virkeligt godt med det. Det føles som det helt rigtige tidspunkt (det er d. 1/7 og det er perfekt, da jeg så kan bruge min tre måneder lange sommerferie på at tage i IKEA 50 gange) og jeg er glad. Det er i Dronningborg, og der har jeg i lang tid ønsket mig at komme til at bo, fordi jeg synes, at der er hyggeligt. Teknisk set ligger det længere væk fra Aarhus end min nuværende bopæl gør, men det gør mig ingenting. Det er så tæt på Randers centrum at jeg kan gå eller cykle derned, og tage bussen derfra, så det bliver ikke som sådan mere besværligt, det kommer bare til at tage 10 minutter mere hver vej. Og det er intet problem, jeg rejser gerne i timevis for at komme hen til steder, jeg holder af. Jeg kan virkeligt se mig selv blive glad for at bo i lejligheden, og derfor er transporttiden intet problem. 

Nåh, hvad er der mere at sige? Der er sikkert noget, jeg har glemt at nævne, men den sidste rest af min energi blev brugt på at slæbe tre liter rismælk, soyamælk, diverse grøntsager og noget nyt smart keramik, jeg netop har købt i Aarhus (fordi jeg ligeså godt kunne tage i Bruuns Galleri i stedet for bare at stå og vente på bussen i en time). 

Jeg føler, at det går godt for mig for tiden. Jeg får muligvis ikke læst ligeså meget, som jeg gerne skulle ifølge planen, men jeg har det godt og jeg er social og jeg føler, at jeg er på vej i den helt rigtige retning. Jeg føler, at jeg stoler på mig selv, og at gør nogle gode ting for tiden. Det er meget rart. 

Jeg var i øvrigt til en virkeligt underlig forelæsning i formiddags. Forelæseren var endnu engang ham, der ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus) og som har en kat, der hedder Wolfgang. Det startede med, at han afspillede en sang af The Rolling Stones, og derefter spillede han Nicki Minaj for os, uden at forklare, hvorfor han gjorde det. Derefter gik han igang med undervisningen, der handlede om “perceptuelle aktiviteter”, og jeg forstod virkeligt ikke meget af det. Den manglende nattesøvn gjorde i hvert fald ikke noget godt, lad os sige det sådan. På et tidspunkt fik han os til at lave en øvelse, hvor vi allesammen skulle lukke øjnene i fem minutter. Han kaldte det en “introspektiv fænomenologisk undersøgelse”, hvilket egentligt bare vil sige en undersøgelse af, hvad folk oplever inde i sig selv, når de lukker øjnene. Så ja. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dette til i det virkelige liv, men jeg tænker, at det handler om at det, vi ser, er et resultat af vores aktive handling, hvor vi perciperer verden og bruger dette til at navigere i miljøet. 

Det gav nok ikke nogen mening, men jeg er også ved at falde i søvn, hvilket er noget skidt, da jeg snart skal af bussen. 


Nåh. Hyg jer. 

//A 

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

du er alt du har

når verden er ligeglad 

og alle tramper dig ihjel 

når du er træets sidste blad 

der sidder tilbage for dig selv 

når alting er en blind vej 

og alle har solbriller på 

når skyerne omringer dig 

og du tror du ikke selv kan gå 

når dit liv er en novellesamling 

og du sidder og får træk 

når din krop tilhører en anden 

og dine sko er blevet væk 

når alle du kender er fremmede 

og dine venner har nye stemmer 

når du aldrig mere er hjemme 

og du alt det gode glemmer 

når du taber dig selv 

så husk hvem du var 

dengang du var til 

for du er alt du har 

når solen genopstår 

og du kan se dig selv igen 

så tror jeg du forstår 

at du må være din egen ven 

det eneste vi vil

her sidder vi
og kigger den anden vej
når de kommer for tæt på
vi presses sammen
og slår blikket ned
for bagagen fylder det hele
og vi har kun plads til os selv
her står vi
og vender ryggen til
når vi ser ind i øjne
der tilhører andre end os selv
vi løber den anden vej
låser vores døre
når det eneste vi vil
er at høre til
her løber vi rundt
og tror at vi er øer
for sten har aldrig ondt
vi er frosne pakker smør
der vil realisere os selv
vi gør det vi tror vi bør
for sådan er det vel at være til
her går vi rundt og tror
at vi finder os selv
i hinanden
men når nætterne er lange
og regnen banker på
når vi ryster og er bange
har vi kun os selv
at varme os på
her ligger vi på langs
og ryster af kulde
vi husker dengang
med alt det vi skulle
vi drømmer om sydhavsøer
og skilsmisser i massevis
en dag bliver vi skøre
for kærligheden har en pris
her sidder vi og tror
at det skal rime
hvis succesen skal være stor
vi lærte os selv at mime
og glemte at vi har ord
så vi vælter ind i en stime
og sammen synger vi i kor
for vi er en lavine
her på denne jord

Tralalala

Hej verden.

Det er sent (dvs. at klokken snart er over 22, hvilket er sent taget i betragtning af, at jeg skal op kl. 6 i morgen og på ingen måde er på vej i seng nu), men alligevel vil jeg skrive et indlæg, da jeg føler, at der er for meget at sige til intet at skrive.

Som jeg efterhånden har nævnt 50000 gange på det seneste, så går det sgu godt for tiden (hvilket er grunden til, at dette indlæg hedder “Tralalala”, da det er sådan det lyder indeni mit hoved på de gode dage) (det lyder foruroligende, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener). Jeg har det bare godt med alting for tiden, og jeg føler, at alt giver mening.

“Hvorfor går det så godt? Er der noget, du holder hemmeligt for os??? Er du forelsket i nogen?? Eller har du vundet en stor sum penge? FORTÆL OS ALT!!!!” udbryder I allesammen, fordi mit liv er så spændende, at alt I vil er at vide mere om mig og om, hvad jeg foretager mig (eller noget).

Men nej, jeg er ikke forelsket i nogen, jeg har ikke vundet i lotto (da jeg ikke spiller lotto), og som sådan er alting, som det hele tiden har været. Og på samme tid føles det som om, at alt er noget helt andet, end det nogensinde har været før.

Generelt føles denne tid som en periode i mit liv, hvor jeg lærer en masse om mig selv og andre folk, verden og livet. Jeg er tilpas meget udenfor min komfortzone i mange situationer, og tilpas meget indenfor den på andre tidspunkter. Men min komfortzone har også udvidet sig en hel del sammenlignet med for bare et halvt år siden, og sammenlignet med for et år siden, føler jeg, at der er sket virkeligt meget. For præcis et år siden var jeg ude at flyve for første gang i historien, og jeg ved ikke hvorfor, men det var som om, at det satte gang i en masse ting. Det gjorde det nok i virkeligheden ikke, men det er sådan jeg tænker på det.

Nåh, men det kunne jeg skrive 50 sider om, så det vil jeg ikke køre yderligere rundt i. I forhold til nutiden, som vi befinder os i nu, har jeg en god følelse indeni, og jeg føler for første gang i over et halvt år, at jeg er “faldet til” i min hverdag, og i alt det, jeg er igang med. Jeg føler, at jeg kan følge med (hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke er bagud med læsningen, men det tager jeg ikke så tungt, da jeg er nået til den konklusion, at jeg aldrig kan gennemføre dette studie, hvis jeg er forfærdelig mod mig selv og tror, at jeg skal have læst alting 100 % perfekt for at gøre det “godt nok”. Men jeg gider ikke mere af den slags pis, for det handler om min læring og om at blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, og det gør jeg ikke ved at være en perfektionist der læser 12 timer om dagen og ikke snakker med folk eller har tid til mig selv). Jeg har ikke den triste følelse af at være “bagud” i forhold til andre, både i livet, på studiet og på en masse måder, for jeg har det bare godt med at være mig, så jeg føler ikke det store behov for at sammenligne mig selv med andre. Desuden kan jeg bare godt lide folk omkring mig, og jeg føler, at jeg er mig selv i andres selskab (dog ikke i alles), at jeg siger min mening, er et godt menneske, og så er jeg nået frem til, at jeg også selv mener, at jeg er cool (hvad det så end skal betyde, men jeg blev kaldt cool i sidste uge, og det har jeg valgt at tage til mig (jeg blev også kaldt en “sjuft” hvilket betyder en umoralsk person, men det er en anden snak).
Med andre ord, så har jeg det godt med mig selv.
Er det tilladt at skrive det, eller kommer hele internettet efter mig nu og kalder mig en selvcentreret egoist? Hvem ved.

Nåh, men nu hvor jeg er igang med at være selvcentreret, så kan jeg også afsløre, hvad jeg lavede i dag.

“Uhhhh” tænker I alle så, og med god grund. For jeg var nemlig ude at se på en lejlighed!

(Det er ikke et godt billede, men det er et bevis på, at jeg har været i en lejlighed med altan, og at der i øvrigt er et køleskab).

Det er på ingen måde sikkert, at jeg får lejligheden, så lad være med at tro alt muligt, når I læser dette. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle nævne det, for det kan jo ikke skade at nævne det. Det var en god oplevelse at se stedet, og det er på mange måder den ideelle lejlighed for mig, og det står jeg gerne ved, uanset om jeg får den eller ej. Jeg vælger i denne situation at tro på skæbnen, hvilket jeg normalt ikke gør, men jeg tænker, at det er fordelagtigt, da jeg så slipper for at bekymre mig for, om jeg får den eller ej: hvis det er det rigtige sted for mig og det rigtige tidspunkt for mig at flytte, så får jeg den, og hvis jeg ikke får den, så er det bare et tegn på, at jeg finder noget andet på et andet tidspunkt. Det er ikke jordens undergang, og uanset hvad kan jeg lære af det. Generelt tror jeg, at det er med lejligheder som det er med kærlighed; den første lejlighed du ser, giver dig en følelse af stor begejstring, også selvom køkkenet ser ud til at være fra 50’erne og du nærmest skal stå ovenpå toilettet for at tage et bad. Du tænker bare, at det er skide fedt fordi den er stor (og billig) og ser pæn ud og har vinduer med en god udsigt til grønne områder og andet spændende.

Men ligesom med den første kærlighed (eller de første mange af slagsen, afhængig af held og selvindsigt), så ved du reelt ikke, om det skal være jer to, når du ser lejligheden første gang. Eller om lejligheden overhovedet vil have dig. Det finder du ud af med tiden, og du kan ikke på det tidspunkt vide, hvorvidt du om nogle år (eller måneder/uger/dage) ikke synes, at det er det fedeste sted alligevel, fordi køkkenbordet er lidt for lavt og der ikke er så mange stikkontakter. Du ved ikke, om de ting kommer til at irritere dig grænseløst, men lige pt. tænker du, at det da ikke bliver noget problem, da der findes forlængerledninger.

Det kan hurtigt ende meget galt at sammenligne en bolig med kærlighed, men min pointe er, at jeg godt er klar over, at jeg måske er en smule forblændet nu og at jeg godt ved, at det ikke er det perfekte sted. Men jeg ser nogle muligheder i stedet (og det er som sagt biligt og stort ift. prisen), og jeg føler mig allerede ret entusiastisk omkring det. Det er selvfølgelig farligt, eftersom det kan ende i ulykkelig ugengældt kærlighed, men det går nok, for på et tidspunkt finder jeg en anden lejlighed at kaste alle mine store følelser over på.

(Der er en altan og det hele, uhh, og der er også et komfur og et stort vindue i køkkenet).

Så det er spændende. Jeg skal nok informere jer, hvis jeg får at vide, at jeg har fået den, og nok også, hvis jeg ikke får den. Men jeg tager det egentligt meget roligt, da jeg har en følelse af, at det er helt fint uanset hvad der sker. Jeg hader jo heldigvis ikke at bo hjemme, og jeg er ikke tvunget til at flytte på et bestemt tidspunkt, så det er rart.

Jeg skal også lige huske at nævne, at det er i Randers (nærmere bestemt Dronningborg-området) tæt på centrum, og altså IKKE i Aarhus, hvis nogle skulle tro det (det er en vigtig detalje, men det siger lidt sig selv, da jeg aldrig ville have råd til at bo i en lejlighed på 40 kvm for mig selv i Aarhus, medmindre jeg ønsker at gældsætte mig massivt i en ung alder (hvilket jeg ikke gør)).

Men det skal blive interessant. En anden ting jeg lavede i dag var at være sammen med min studiegruppe, drikke kaffe og snakke om hjernens anatomi, placeboeffekter og smertefysiologi. Det var sgu meget hyggeligt.

Apropos kærlighed, så er her et dårligt billede af Lars-Kirsten og Birthe-Orla (jeg føler, at Orla klinger bedre end Torben). De er endelig flyttet sammen, og jeg kan afsløre, at deres parforhold går fantastisk. De er virkeligt lykkelige og de er enige politisk og på det menneskelige plan. De elsker desuden begge to at rejse og de har mange andre fælles interesser. Er det ikke smukt?

Så kom det alligevel til at handle lidt om forelskelse – kaktus-kærlighed og en potentiel kommende forelskelse i en lejlighed. Så kom ikke og sig, at I ikke fik nogle spændende detaljer!
Men det gode ved at blive forelsket i en lejlighed fremfor et menneske, er desuden, at jeg kan gøre hvad jeg vil med den, så længe jeg ikke river væggene ned, og sådan er det jo ikke med en person, da man ikke skal forsøge at ændre på andre mennesker, og slet ikke dem, man er forelsket i (og slet ikke rive deres vægge ned, det er ikke pænt gjort).

Jeg er sgu træt, og jeg ved ikke, om dette indlæg gav mening, men jeg har hygget mig med at skrive det.

I må have det godt og huske, at livet er godt, hvis man har en god udsigt og gode støvler. Mere kræves ikke.

Hyg jer.

//A

i dine øjne

du bankede på

og lukkede dig selv ind

jeg satte døren på klem

du tog min tid

og kølede rummet ned

du er en kop økologisk kaffe

klokken to om natten

en håbløs idé

der vækker mig natten lang

du er bunkerne af ting

jeg falder over hver morgen

du er alt det

jeg aldrig får brug for igen

du er vejsalt

i mine øjne

du finder ind

til alle sår

du er en snestorm

der spænder ben

når jeg vil afsted

du tog min sjæl

og smed den til storskrald

du tog min stemme

og prøvede at skrue ned

du så aldrig

at solen bor i mine øjne

for du beholdt solbrillerne på

selv på de mørkeste dage

du var en tynd kop kaffe

men solen er tilbage

og jeg ændrer retning

jeg skal en anden vej nu

måske skal jeg længere nordpå

på nye eventyr

for her

i dine øjne

finder jeg aldrig hjem