Kategoriarkiv: sommerhuset

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A

 

 

det handler om mere end mig – et digt | Tilbage Til Naturen #15

i dag har jeg bagt boller
at bage er alt jeg vil
jeg falder ikke tilbage i gamle roller
for jeg er jo kun mig selv
//
jeg har siddet og observeret
og mærket hvor træt jeg er
jeg har følt mig lidt irriteret
for det var jo ikke meningen
at det skulle være sådan her
//
i morgen vil jeg vaske op
og fjerne sporene jeg har sat
jeg bor i en udmattet krop
mon ikke jeg sover godt i nat
//
jeg er mere end mine relationer
for jeg har det jo sjovt og godt
jeg finder på nye kreationer
og så er udsigten tilmed flot
//
jeg er mere end min hverdag
og jeg er mere end stedet jeg bor
lige her er det jo ingen sag
at huske hvad jeg tror
//
mon ikke det er et klogt træk
at lære at blive sin egen ven
jeg skulle bare lidt væk
men snart er jeg hos dig igen
//
jeg holder af at gå rundt alene
men det handler om mere end mig
jeg tror i det store hele
at jeg helst vil akkompagneres af dig
//
jeg havde brug for at tage afsted
men om et par dage vender jeg atter hjem
for selvom her er ro og fred
er det jo dig der skubber mig frem

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

Diverse refleksioner om julen, livet og kærligheden

Hej verden.

Julen er slut, og den har været god og smuk. I dagene op til jul gik jeg rundt og var lidt sur og irriteret, og jeg hidsede mig op over al julemusik og havde lyst til at pakke nisserne væk. Men så blev det juleaftensdag, og mit humør var godt, og jeg lod mig rive med af julestemningen. Det endte med at blive en dejlig dag og aften, og vi hyggede os gevaldigt i sommerhuset, hvor vi nu har holdt jul to år i træk.
Første og anden juledag var jeg i selskab med S, og det gjorde juledagene lidt smukkere end de normalt er. Det har været en jul fyldt med kærlighed, en masse søde mennesker og enorme mængder sovs (og en hund, ikke at forglemme).Nu sidder jeg alene hjemme i lejligheden, og har brugt det meste af dagen på at processere alt det, der er sket i løbet af julen. Jeg har også været ude at handle, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at spise så meget i dag. Det skyldes til dels, at jeg føler mig en anelse fjollet og nyforelsket i disse dage, men mest af alt er det nok en efterreaktion på de enorme mængder mad, jeg har været omgivet af her i julen. Det har godt nok været voldsomt, og jeg tror, at det bliver godt at vende tilbage til havregrøden og fuldkornspastaen igen.Hvis jeg var et glas vand, var jeg for længst skvulpet over af lykke. Det er et godt og smukt liv, og jeg er uendeligt taknemmelig for min tilværelse. Jeg er taknemmelig for min familie, mine venner, min hund, min lejlighed, mit studie, mit nye uldtæppe og sidst men ikke mindst, er jeg uendeligt taknemmelig for at have S i mit liv. Det er snart et halvt år siden, at det hele startede med et solidt håndtryk og et “pænt goddag”, og hvor er det vildt at ét håndtryk kan ændre alting. Ikke, at jeg pludselig er blevet en helt anden eller at alt i mit liv er totalt forandret nu; på mange måder, er meget det samme som før, i hvert fald udefra set. Men som filosoffen Iris Murdoch (1919-1999) siger: “Kærligheden er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt”. Og jeg bliver ved med at indse, hvor rigtigt det er. Det kan godt være, at jeg har snakket meget om, hvor vigtigt det er at have nok i sig selv og at kunne nyde sit eget selskab. Det er en stor ting at kunne det. Men det er edderbankme også en stor ting at opleve hvordan et andet menneske, og det I har sammen, kan fylde dig med så meget kærlighed, at det ikke længere bare handler om dine egne behov. Det er en stor ting at opleve at det hele nu kan handle om noget, der er større end du selv er. Godt nytår til alle mine læsere (og alle der ikke er mine læsere, for den sags skyld). Må I få et godt og lykkebringende nytår, og må I alle være så heldige at blive fanget af kærligheden og lykken. 2017 har været et smukt år, og måske kommer der snart et indlæg med flere refleksioner fra året der gik og året der venter. Hvis jeg ellers kan finde tid til det midt i eksamenslæsningen (og kærligheden).

Hyg jer.

//A

 

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

vi er grønne blade 

vi vokser op 

imens vi ser os omkring 

og her på dette sted 

kan vi klare os med ingenting 

vi er sandslotte 

bestående af guld 

vi er mere end flotte 

selv når vi bliver til kul 

vi er solsystemer 

der lyser op i natten 

vi er mere end planeter 

der kun kan ses

hver aften efter atten

vi er julesalmer 

som synges hånd i hånd 

engang når bladene falmer

og vi løber rundt 

med sovs

og pakker med bånd 

vi er trefarvet is 

der går i et 

med jer andre 

vi er en simreret med ris 

når vi alle hjemad vandrer 

vi er gulerødder 

der lever godt i jeres have 

vi bor ved jeres fødder

til os alle

er vi en gave 

vi er grønne blade

og håbet bor i vores jord 

vi har ingen facade 

i denne verden

med en lykke så stor 

vil du være så venlig 

vil du være så venlig 

at fortælle mig 

hvordan det kan gå til 

at der her i verden 

er så mange ting 

som jeg gerne vil 

kan du sige mig 

om der findes gardiner 

der kan tage lyset tilbage 

så jeg måske engang 

kan være udhvilet 

i et par dage

kan du give mig lidt info 

om hvordan det kan være 

at alt jeg har her 

er den største form for ære 

vil du fortælle hvorfor 

ingen tid her går baglæns 

i en verden så stor 

hvor jeg selv 

er mit eget kirkekor 

kan det mon passe 

at det kun er mig 

der går ned 

ad denne henrivende vej 

se min udsigt

se min udsigt 

den er fin som sneen 

alt hvad jeg ejer 

er farverne jeg ser 

det er fordi 

jeg elsker lyse nætter 

og fordi 

i morgen er min ven 

se min udsigt 

jeg ser den skifte farve 

det eneste jeg vil er 

at se ethvert sekund 

det er fordi 

jeg eksisterer bedre 

når jeg holder 

solen i min hånd 

se mine øjne 

de giver mig alt 

jeg ønsker 

alt jeg vil 

er at blive lige her 

det er fordi

jeg elsker lyse dage 

og fordi 

i morgen er en drøm 

se mine tanker 

jeg ser dem flyve videre 

med havets bølger 

sendes de afsted 

det er fordi 

jeg ser oktober falme 

og nu har jeg 

verden i min hånd 

hvor verden ender

en sommernat
så stjerneklar
så kold og mat
som dine hænder
vi husker på
at gå i stå
vi er derude
hvor verden ender
fuglesang
endnu en gang
et glimt i dine øjne
det blik du har
for alt der var
jeg glemmer dine løgne
minderne
der flyver væk
indtil du og jeg forsvinder
det bliver flot
det ved jeg godt
når en dag jeg lykken finder
skovens dyr
et stort postyr
jeg ser mig selv forsvinde
for det jeg var
er alt jeg har
og hvem ved
hvad jeg ellers kan finde
jeg tror måske
at jeg er nok
mit liv er alt der tæller
for lykken er
jo lige her
og det er nu det gælder
et liv der går
jeg husker hvor
du gik
da jeg stod stille
når jeg forgår
med hud og hår
så ved jeg
du er hjemme
skygger på en bakketop
jeg vil så gerne
helt derop
jeg ser dig
gå til grunde
vi bliver til
et puslespil
jeg er ude
hvor jeg ikke kan bunde
jeg ser mig selv
om hundrede år
jeg er alt det
der ikke kan ses
men det jeg vil
når jeg forgår
er bare
at have været til