Kategoriarkiv: sommer

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

en sommerdag | et digt om en stormende forelskelse

Hej verden.

Jeg er i et mindre fantastisk humør, og jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det, da det plejer at hjælpe at skrive mine tanker ned fremfor blot at beholde dem i mit hoved, hvor de kan flyve rundt og forstyrre mig i alt det, jeg gerne vil. Men så faldt jeg over et digt, jeg skrev for to måneder siden, og som er så fyldt med håb, glæde og lalleglad energi, at jeg nu har mistet lysten til at skrive om mit PMS-humør. Ikke fordi at jeg ønsker at fortrænge mit humør, men fordi jeg efterhånden kender mig selv så godt, at jeg er klar over, at jeg ikke bliver gladere af at plapre løs om mig selv, min personlighed, fortiden, fremtiden, nutiden og pis og lort. Jeg bliver derimod gladere af at minde mig selv om, at jeg rent faktisk er i stand til at føle mig virkeligt, virkeligt glad, og at det egentligt bare handler om, at mit perspektiv lige nu er et andet, mere end det handler om, at der er noget galt eller at jeg er på vej ind i en efterårsdepression. For det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke være fyldt med ekstatisk lykke hele tiden, og jeg kan ikke hele tiden løbe rundt og dobbeltpanere hhv. wienerschnitzler og karbonader, imens jeg har det fulde overblik over mit liv og har styr på alt. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har styr på alt, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt svært at være et (relativt) voksent og (relativt) selvstændigt individ, der føler mig hjemme fire forskellige steder og gerne vil blive en god psykolog, selvom jeg ofte er mere passioneret omkring at skrive digte og lige pt. er i dårligt humør, fordi jeg har læst om personlighedsforstyrrelser hele dagen. Jeg er en selvkritisk perfektionist, men jeg er ikke perfekt. Nogle dage giver alting mening, og andre dage føler jeg, at jeg har glemt min sjæl på stranden.

I dag er nok en af de dage, hvor jeg føler, at jeg har glemt min sjæl på stranden. Men det er stadig et godt og smukt liv, og min nabo har netop ringet på min dør for at overrække mig en tallerken med hjemmelavet citronfromage, og det er så fin en ting at gøre, at jeg bliver helt rørt (jeg må være mere PMS-ramt, end jeg selv var klar over, eller også er jeg bare ynkelig, fordi det er en del af min personlighed. Bedøm selv).

Men nu til sagen. Dette digt, som jeg nu har tænkt mig at sende ud i verden, skrev jeg i midten af juli måned imens jeg sad i min vindueskarm og var så forelsket, at jeg ikke kunne gøre andet end at smile til loftet og føle mig heldig. Når jeg læser det, bliver jeg mindet om alle de gode følelser, sommeren var præget af, og al den glæde og taknemmelighed, som jeg var fyldt med. Jeg bliver mindet om, hvor lalleglad og håbefuld jeg følte mig. Når jeg læser det, føler jeg mig glad og heldig, og det er lige hvad jeg har brug for at føle på en efterårsdag som denne. Og derfor ser dette digt nu dagens lys. For selvom jeg dengang skrev det til ham, det hele handler om, så kan jeg se nu, at jeg nok ligeså meget har skrevet det til mig selv. Jeg har skrevet det til mig selv, der sidder på de mørke efterårsaftener og for en stund har glemt, hvordan det føltes, da jeg sad i vindueskarmen og sommersolen varmede mig op. Det er et sukkersødt og ret simpelt digt, men det gør mig glad, og det skal ikke bare ligge i en skuffe og samle støv, for måske, hvis jeg er heldig, kan det også få nogle andre end mig til at smile (I må også gerne grine hånligt, hvis I synes, at det er forfærdeligt).

Hyg jer og husk, at der findes kærlighed i verden, selvom I fryser og måske også føler, at I har glemt jeres sjæle på en strand.

//A

en sommerdag

hej hej
pænt goddag
og velkommen til mit univers
jeg mødte dig på en sommerdag
og om dig
kunne jeg skrive tusindvis af vers
 //
vi blev begge til stjerner
og som stjerneskud faldt vi ned
jeg takker universet for
at vi faldt på det samme sted
 //
jeg lever i en sæbeboble af håb
og vinden bærer mig frem
for lige her
i dine øjne
har jeg fundet endnu et hjem
 //
alle gode eventyr
starter med en vabel eller fem
og jeg vil glædeligt
kun for dig
hoppe hele vejen hjem
 //
jeg ser ud på en verden
så tydelig og klar
jeg tror måske
at jeg i dine øjne
lykken fundet har
 //
vi trækker vejret
imens alt i verden
går vores vej
og det eneste
jeg har brug for
er mere tid
med dig

jeg takker stjernerne

jeg vågnede med en trang
til at være delt i to
så jeg sang mig en sang
for at falde lidt til ro
jeg var som bølgerne
med dale så små
jeg så mig omkring
og lod bare tiden gå
jeg ser på mig selv
og alt der var engang
jeg var en anden
da jeg sang den forkerte sang
et sted bag skyerne
vil stjernerne altid skinne
og nu er jeg mere
end blot et forsvundet minde
jeg mangler ingenting
for du giver mig alt
og du er meget smukkere
end et glas vand med salt
vi er to individer
der går sammen hver vores vej
og der er mange flere sider
af både du og jeg
jeg kan ikke fjerne din byrde
ved at bære den lidt
men måske
vi sammen kan den løfte
så du ikke behøver
at gemme den væk
ved du hvad
nu smiler livet
du kan være glad
og vi tager intet for givet
jeg takker stjernerne
for at de sendte dig ned fra himlen
for her blandt mågerne og ternerne
beriger din eksistens min verden

søndag


i skoven 

er der fred og ro 

vi har alt 

for vi er to 

en fugl 

et træ 

et farvel 

et goddag 

vi finder lykken 

ved en skovsø

og et sted 

under de dybere jordlag 

jeg ønsker

at tiden skal gå i stå

men vi må erkende

at den flyver afsted

så kom nu

lad os bare flyve med

At finde hjem | Verdens længste sommerferie #10

Hej verden. 

Jeg sidder pt. i en bus på vej ud til sommerhuset. Min taske er fyldt med spændende ting som smør, grovboller, en bog om astronomi og en bog om feminisme. Jeg er en spændende type. 

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg på det seneste, og det er lidt underligt at måtte erkende, at både besøgstallene og produktiviteten er dalende. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om det, for normalt plejer jeg jo at sige, at jeg er nødt til at skrive, hvis jeg ikke skal glemme mig selv. At jeg er nødt til at udtrykke mine tanker og følelser, hvis jeg skal være tro mod mig selv og være i balance. 

Men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, om det overhovedet forholder sig sådan, eller om det bare er noget, jeg har sagt til mig selv for at have noget at holde fast i, imens alting er i evig forandring og jeg forsøger at finde mig selv midt i en til tider kaotisk verden. 

Der findes jo mange måder, hvorpå jeg kan udtrykke mine dybeste tanker, og måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er ude på et sidespor, fordi jeg ikke er i stand til/har lyst til at skrive et digt hver dag. Måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er i gang med at glemme mig selv. 

Måske skulle jeg hellere sige til mig selv, at det kun er godt, at jeg er i stand til at kommunikere mine tanker og følelser via andet end bare skrift. Måske skulle jeg stoppe med at holde fast i troen på, at jeg mister mig selv, når jeg ikke har skrevet noget (udover indkøbslister) i otte dage. 

Måske skulle jeg lade mig selv nå til erkendelsen af, at jeg lige for tiden hellere vil løse kryds og tværs end at skrive digte. Erkendelsen af, at jeg nyder at støvsuge nu, selvom jeg har hadet det igennem hele mit liv. Erkendelsen af, at jeg har det overraskende godt med at være flyttet fra Kalle (hunden), selvom jeg aldrig troede, at jeg ville kunne holde det ud.  Og erkendelsen af, at jeg midt i mit selvstændigheds/flytte hjemmefra-projekt er blevet ramt af en stormende forelskelse af den seriøse slags (saftige detaljer følger ikke), uden at have nogen idé om, at det ville ske lige på det tidspunkt. 

Jeg må erkende, at jeg er en dynamisk substans, der både kan være en helhed i mig selv og være en del af noget større sammen med andre mennesker, uden at det betyder, at jeg mister mig selv, fordi jeg ikke har haft tid/lyst/trang til at skrive 20 digte den seneste måned. 

Jeg må erkende, at jeg er mere end de ord, jeg publicerer. Og jeg må erkende, at jeg ikke behøver at frygte, at jeg mister mig selv, bare fordi, at jeg nu finder hjem nogle nye steder. For alle de steder, hvor jeg har følt mig hjemme, vil altid være mine hjem, og fordi jeg sover et bestemt sted nu, kan jeg stadig finde hjem i huset, sommerhuset og i lyden af havets bølger. 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at jeres liv også er fyldt med kaffe, kærlighed og pasta med salt. 

Hyg jer. 

//A 

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Livsvisdom | Verdens længste sommerferie #8

Hej verden.

Fordi jeg gerne vil fremstå relevant og spændende, kommer her et indlæg omhandlende kloge udsagn, man kan leve sit liv efter. Jeg gider ikke at citere nogen direkte, men hvis jeg kan huske, hvem der har sagt det/hvor jeg har hørt det, så lover jeg at angive det. Det er ikke fordi, at jeg vil tage æren for nogle andres dybe udtalelser, men jeg kan jo ikke gå rundt og huske på, hvor alt i hele verden stammer fra, så ja, nu prøver vi:

“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage” – Hella Joof (der vist har det fra nogle folk, der levede engang)

“Alt handler om balance” – Iris, min fine ven

“It does not do to dwell on dreams and forget to live” – J.K. Rowling

“Alle veje fører til Rom” – Flyvende Farmor (min yndlingsfilm)

“Jeg går op og lægger mig” – Matador

(Selvom det måske ikke er så god en idé at leve sit liv efter dette)

“Det handler om rejsen, ikke destinationen” (det er sandt, selvom det er åndssvagt)

“En god huskeregel er, at fløde skal piskes indtil, at du kan vende skålen på hovedet, uden at fløden vælter ned i dit ansigt” – min far (der ikke helt var klar over, at der er forskel på fløde og æggehvider)

“Jeg forstår ikke, hvorfor Aarhus er et internationalt rejsemål. Vi er der jo kun, når vi skal på sygehuset eller skal købe noget brugt” – min bror

“Vi siger farvel og tak. Vi skal hjem for at se fjernsyn” – min bedstefar

Og dermed farvel og tak for i dag. Dette udviklede sig i en useriøs retning, men det afspejler meget godt, at jeg ikke helt kan tage mig selv alvorligt.

Det er et godt og smukt liv, og min vindueskarm gør mig virkeligt glad.

Hyg jer.

//A

Tilfældige ting | Verdens længste sommerferie #7

Hej verden.

Det er nu over en uge siden, at jeg sidst har skrevet noget, der ikke er et digt, og af en eller anden grund, kan jeg ikke rigtigt få færdiggjort noget af alt det, jeg ellers har (haft) store planer om at ville skrive. Jeg arbejder pt. på et indlæg kaldet “At finde hjem”, men det er bare som om, at det ikke rigtigt bliver, som jeg har tænkt, at det skulle blive.

Jeg vil gerne skrive noget dybt, men samtidig er der nogle andre ting, som jeg langt hellere vil lige pt. Det er en underlig oplevelse. Normalt plejer jeg at leve efter den overbevisning, at hvis jeg ikke skriver, så mister jeg mig selv. Men jeg føler egentligt ikke, at jeg er i gang med at miste mig selv, nærmere det modsatte. Jeg er lidt distraheret af livet for tiden, men det er kun på en god måde, og det er jo ikke fordi, at jeg har mistet evnen til at formulere mig, for det går da meget fint. Jeg skal nok bare acceptere, at det nok ikke er lige nu, at jeg kommer til at skrive en masse dybe indlæg, for det er ikke det, der er vigtigst for mig lige nu. Det er interessant, som nogle ting i livet gør, at man begynder at se helt anderledes på alting.

Nåh, dette er sådan set bare ren clickbait, da jeg ikke har tænkt mig at fortælle noget detaljeret om, hvorfor jeg ikke kan koncentrere mig. Så for at dette indlæg ikke skal være helt meningsløst, kommer her nogle billeder af tilfældige ting (hvilket primært er mig selv, mad jeg har lavet og min lejlighed, fordi jeg tilsyneladende er narcissist)

(Jeg og John, min nye støvsuger)

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne på altanen (det er egentligt bare mig, der skal huske det, selvom jeg ikke engang kan huske, om jeg har åbnet dem)

Suk.

//A