Kategoriarkiv: socialrealisme

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

En snak om alkohol #2 | Iris

Hej verden.

Her kommer andet indlæg i min serie om alkohol. Det er skrevet af min gode ven Iris, som er et af mine yndlingsmennesker. Jeg håber, at I finder hendes ord ligeså interessante, som jeg gør. 

  1. Hvordan er dit forhold til alkohol? Hvorfor drikker du (ikke) og hvordan har du det med det?

Jeg har et anstrengt forhold til alkohol og derfor drikker jeg ikke, da jeg er bekymret for hvordan jeg vil være over for andre hvis jeg er under indflydelse, for hvis jeg ikke siger det når jeg ikke er fuld så er der er god chance for at det ikke er noget der bør siges.

Der er en forskel på at drikke og være fuld, men da jeg i forvejen ikke er god til at styre mig selv, vil jeg være tilbøjelig til at ende som en alkoholiker, og det er der vel ingen der ønsker at blive?

Jeg har det det helt fint med ikke at drikke, selvom der en gang i mellem kan være en spændende drik man tænker man skal prøve, hvor man derefter bliver skuffet når man opdager at den har alkohol i den. Jeg kan dog godt finde på at smage folks drinks (med lov), og har endnu ikke fundet noget godt i det.

  1. Hvis du ikke drikker, hvordan har du det med at være sammen med folk, der drikker?

Jeg prøver at undgå det, da jeg ikke rigtig kender nogen som kan drikke uden at ende fuld. Det jeg oplever ofte sker når folk er fulde er at de går fra at være et ansvarligt voksent/ungt menneske til at blive meget store, små børn, som ofte ikke kan finde ud af hvad der er ok at gøre og udsætte andre for. Samt dem der gentager sig selv i alt evighed er vildt irriterende at være omkring. Til min nieces barnedåb endte en af gæsterne med at blive så fuld at hun fik voldsomme humør svingninger som betød at hun var over kærlig og derfor kyssede mig, slikkede min søsters bror ned af halsen fra øret samt mere, for derefter at bryde tudende sammen. Det var noget af en dag, det skal dog siges, jeg aldrig har oplevet hende gøre det samme igen.

Der er folk jeg kan være sammen med selvom alkohol er involveret, men det kommer virkelig an på hvad formålet med sammenkomsten er, hvis det handler om at drikke sig i hegnet, så vil jeg ikke være der. Men hvis det bare er en gruppe hyggelig afslappet mennesker gør det mig ikke noget.

  1. Er der noget du føler, at du ikke kan deltage i, fordi du ikke drikker? Får det dig til at undgå bestemte situationer, hvor alkohol er involveret?

De fleste folk ved godt at jeg ikke drikker og jeg har kun sagt nej til situationer hvor formålet er druk, eller vin og tapas. For det meste er de folk jeg omkring helt ok med at jeg ikke drikker og jeg har endda deltaget i to druk spil, hvor jeg har fået lov til at drikke vand eller sodavand i stedet, som ikke har været et problem for hyggen.

  1. Har du nogensinde følt dig presset til at drikke alkohol, og hvordan har du i så fald håndteret det? Eller følt, at du var udenfor, fordi du ikke drikker?

I 7 klasse hvor unge ofte begynder at gå i byen og drikke, var jeg ret deprimeret og havde derfor skubbet mig selv ud af min klasse. Dem jeg hang ud med var klassen under mig og var en lille gruppe af folk, der havde noget af den samme holdning som jeg selv med alkohol, så det var ikke noget jeg er blevet udfordret med. Det tætteste jeg er kommet på sådan en situation er nok velkomstdrikken til alle de der familiefester ,og den ene gang min mor prøvede at være fortaler for at alkohol ikke var så slemt da i små mængder gjorde det bare en mere afslappet. I fest situationer er det bare øv, og man må så bare vente på at maden kommer så man kan få noget at drikke. Min mors forsøg mislykkedes, da jeg ikke ser nogen grund til at begynde at drikke, jeg kan hygge mig på sukker.

  1. Selvom du ikke selv drikker alkohol, kan du så forstå dem, der gør? Og hvorfor tror du, at de gør det?

Jeg kan godt forstå det, som min mor siger er det et redskab til at gøre situationen mere behagelig, så man kan nyde den, især når man måske er lidt ængstelig. Der er også noget af det som sikkert smager godt og de derfor indtager det af den grund. Men i bund og grund er det vel på grund af den afslappende følelse som umiddelbart opstår, som jeg tror folk jagter.

  1. Har du et godt råd til mig og andre, som har et anstrengt forhold til alkohol? Hvad kan jeg gøre for at kunne være mere afslappet, når folk omkring mig drikker?

Jeg tror det i bund og grund handler om hvem det er, Jeg kan ikke slappe ordentlig af når jeg er sammen med mine forældre når de drikker, har drukket, da jeg ikke ved hvor jeg har dem og det gør mig ufattelig usikker. Jeg kan godt være sammen med min ven Julie da hun er en kærlig person og jeg holder nok af hende til at accepterer hende sådan samt jeg derefter kan små drille hende med de dumme ting hun gjorde som hun ikke altid kan huske XD.

Som sådan har jeg ikke nogen gode råd, men jeg vil nok mene at man skal gøre det man har det bedst med det, så hvis det er at sige; ”jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig, men alkohol siger mig intet, så vi ses en anden dag” så må det være det. Det betyder ikke at man ikke kan ændre mening, men det betyder heller ikke at man behøver at ændre mening.

Jeg finder alkohol unødvendigt og det har ikke ændret sig 🙂

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

som dagene går | et digt

det er somme tider vanskeligt
at være en del af tosomheden
og det er nok uundgåeligt
på et tidspunkt at møde kedsomheden
//
jeg kan savne begyndelsen
hvor jeg på forelskelsen var høj
nu sidder jeg bare og tænker på
at vi snart skal have vasket tøj
//
kan du huske de dage
hvor vi havde mere end nok i hinanden
dengang ordene vi sagde
var som bølgerne på stranden
det er vel på tide at erkende
at der er andet i verden end mig
men jeg vil nok bare ønske
at jeg altid var nok for dig
//
nyforelskelsen varer ej evigt
på et tidspunkt må kurven flade ud
og det er sådan set rigtigt
at parholdet også indebærer uren hud
//
så må man stramme sig an
og gøre noget nyt og spændende
der er jo meget man kan
hvis man tør at blive hængende
for eksempel kan vi tage i skoven
og medbringe egen mad og drikke
vi kan være i ét med naturen
og sende hinanden stjålne blikke
//
vi kan også tage i IKEA
hvor vi kan teste hinandens grænser
vi kan investere i en farverig sofa
og kæmpe mod hinanden med sværd og lanser
//
vi kan rejse til eksotiske verdensdele
og finde de åbne sind frem
men set i det store hele
er livet det samme når vi kommer hjem
jeg kan somme tider tænke
at det er mig der skal fuldende dig
men du er jo din egen hest
og det ansvar tilhører ikke mig
//
vi kender hinanden bedre
for det er en anden tid nu
men vi har stadig noget at lære
der er meget vi ikke ved endnu
det gør måske ikke noget
at nyhedsværdien er blevet mindre
det betyder jo ikke
at vores skib er ved at kæntre
nyforelskelsen varer ej evigt
og det kan jeg godt acceptere
for som dagene går
elsker jeg dig mere og mere
der er stadig så meget
som venter på vores vej
så mange solopgange
jeg mangler at se med dig

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

Påskereflektioner

Hej verden.

Jeg er træt på den gode måde efter en påskeferie, der både har været fyldt med familiearrangementer og rigeligt med alenetid. Jeg havde to en halv dag, hvor jeg var helt alene, hvilket var fint, da det gav mig tid til at arbejde på mine skoleprojekter, men også lidt kedelig til sidst. Resten af dagene har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg kan se tilbage på en masse gode minder fra denne påskeferie. Jeg synes, at jeg har formået både at få lavet skolerelaterede ting nogle af dagene og lave aktiviteter de andre dage, hvor jeg har kunnet koble lidt fra. Jeg har ikke været totalt i zen hele tiden, for meget af min tid og energi har jeg brugt på at tænke på/snakke om den kommende flytning. Det har hele tiden ligget lidt i mine tanker, og jeg har da haft nogle frustrerende stunder de dage, jeg har gået rundt for mig selv og haft tid til at tænke. Når jeg sidder her, og der ikke er noget til at distrahere mig, tænker jeg bare på, at jeg snart skal pakke alle mine ting ned, og at det bliver et stort projekt. Men jeg kan ikke gøre så meget endnu, da der stadig er en måned til flytningen. Så jeg kæmper lidt med at fastholde mine tanker i et spor, der er nogenlunde konstruktivt, så jeg ikke bare sidder og venter i den næste måned og ikke laver andet end det. Netop det skrev jeg også om i mit seneste blogindlæg, så det kan I læse, hvis I vil have mere info om mine tanker om at stresse over kommende forandringer.

Men for at vende tilbage til sporet; jeg har haft en dejlig påskeferie. Jeg har været sammen med dem, der kender mig allerbedst, dem der har kendt mig længst, og nogle der har kendt mig knap så længe, men som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have i mit liv.

Jeg har haft fødselsdag og fejret det med kaffe, kakao, kage og karbonader (med flag i). Jeg har været i Aalborg med min familie og med hjælp fra dem fik S og jeg hentet vores nye sofa. Jeg har også spillet Wii med Iris, selvom jeg egentligt troede, at man stoppede med at gøre det i 2010. Og jeg har drukket kaffe med min søde, 79-årige nabo, som jeg kommer til at savne ret meget, når jeg flytter næste måned. Jeg har siddet for mig selv og lyttet til stilheden, og jeg har lyttet til opera og sunget med, selvom jeg har ondt i halsen og både lyder skinger og hæs (ikke en god kombination). Jeg har været på tur med min svigerfamilie til Fjerritslev, hvor vi var til en overdådig og fornem påskefrokost hos S’ morfar og hans kone. Det var noget af et arrangement med forret og flæskesteg og tre slags kager og fyldte chokolader. De var nogle søde ældre mennesker, og det var en dejlig dag. I det hele taget er jeg bare ret begejstret for min svigerfamilie. De er nogle skønne typer, og jeg kan være mig selv i deres selskab, hvilket betyder meget mere, end jeg før har været klar over.

Jeg har også spist frysepizzaer sammen med S, og jeg har været ude i sommerhuset for en enkelt dag, hvor jeg og min familie hyggede os sammen og gik en tur på stranden. Vi spiste lammerester (påskelam, høhø) og halvrå flødekartofler, og det var ikke et æstetisk måltid, men det havde en værdi på sin egen måde. Vi hørte også John Mogensen og spiste citronmåne, og jeg følte mig en lille smule lykkelig i det øjeblik. Jeg holder uendeligt meget af min familie, og selvom det bliver noget andet, nu hvor jeg flytter til Aalborg, så er jeg på ingen måder bange for, at vi mister det bånd, vi har til hinanden. På mange måder synes jeg faktisk, at vi har fået det endnu bedre sammen, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sige til det værre nu, fordi jeg flytter lidt længere væk. Men det bliver anderledes nu. Livet byder på et væld af forandringer hele tiden, og man må bare kaste sig ud i det og se, hvor man ender.

I dag har jeg været i Ebeltoft sammen med hele min mors familie for at ønske min kusine Line en god rejse. Om en uge rejser hun til Mexico og er sandsynligvis væk i et år eller mere. Hun er totalt sej, og jeg beundrer hendes mod. I det hele taget beundrer jeg en masse mennesker i min familie. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, jeg ikke beundrer bare en lille smule. Vi har alle hver vores ting at kæmpe lidt med, og alligevel klarer vi det og sidder og griner sammen over en kop kaffe. Hvor er det vigtigt, at vi husker at beundre hinanden lidt. Og at vi husker at anerkende hinanden for at komme igennem vores respektive bøvl. Jeg tror, at det er godt for sjælen at sidde i et rum fyldt med mennesker, man har kendt altid, og kigge på hver og én og tænke, at de i grunden er ret seje. Og at man også selv er ret sej. Hvor er det vigtigt, at vi husker hinanden. Og hvor er det rart at have en familie, som man kan være sig selv med og snakke med i timevis, selvom man ikke har set hinanden i et år.

Hurra for menneskeheden. Og glædelig påske, til jer der måtte fejre det.

Her er god sang, og hermed tak for i dag.

//A

 

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv