Kategoriarkiv: socialrealisme

en skygge af mig selv

jeg smelter udover køkkengulvet
for jeg gør mig selv så træt
bevar mig vel
jeg glæder mig til
at jeg i morgen er mere let
//
jeg ved jo godt
hvad det er jeg vil
men i dag er jeg blot
en skygge af mig selv
//
dine øjne skal jeg huske på
når dagene bliver for lange
når tiden bare skal gå
og når mit indre er en slange
//
jeg er et ocean af stjerner
og nu vil jeg børste tænder
for natten alle pletterne fjerner
og når jeg vågner
er jeg igen en vinder

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er

Hej verden.

I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)

Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.

Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler

(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)

-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)

Sådan gør du:

  1. Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
  2. Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
  3. Mål smør, sukker og sirup af.
  4. Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
  5. Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
  6. Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
  7. Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
  8. Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
  9. Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
  10. Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
  11. Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
  12. Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
  13. Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
  14. Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
  15. Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
  16. Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
  17. Bag alle kagerne.
  18. De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
  19. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  20. Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
  21. Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
  22. Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.

Det var det.

Hyg jer.

//A

 

Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

Fysisk udmattelse og voldsom glæde 

Hej verden.


Der er godt nok sket meget i denne uge, og det er kun onsdag middag på nuværende tidspunkt. Dog er jeg på vej ud i sommerhuset, hvor jeg skal være i fem dage, og jeg kan forestille mig, at der ikke kommer til at ske helt ligeså meget, hvilket bliver godt. 

Jeg gider ikke at skrive om alt det, jeg har oplevet de seneste par dage, så I får kun det relevante at vide, hvilket I nok vil sætte pris på. 


Først og fremmest: jeg skal flytte! Jeg fik at vide igår, at jeg har fået den lejlighed, jeg vildt gerne ville have, og selvom det nu er et døgn siden, føles det stadig som om, at jeg ikke helt forstår det endnu. Jeg skal lige have det processeret, og det har jeg ikke helt haft mulighed for endnu, eftersom jeg ikke har været alene på noget tidspunkt det seneste døgn. Så nu skal jeg ud i sommerhuset og indtage noget noget broccoli broccoli soya/rismælk (som jeg netop har fundet ud af, at Netto sælger for 10 kr pr styk, hvilket er en virkeligt fantastisk ting, jeg er helt oppe at køre over det (eller også er jeg bare overtræt, eftersom jeg stort set ikke har sovet i nat a diverse grunde). Jeg tror også, at jeg vil tillade mig at indtage noget Pepsi Max, for nu er der for en gangs skyld noget at fejre, så det er ok at genoptage mit misbrug (selvom man vel ikke kan genoptage noget, der aldrig har været afsluttet).


Men ja, jeg skal flytte, og jeg har det virkeligt godt med det. Det føles som det helt rigtige tidspunkt (det er d. 1/7 og det er perfekt, da jeg så kan bruge min tre måneder lange sommerferie på at tage i IKEA 50 gange) og jeg er glad. Det er i Dronningborg, og der har jeg i lang tid ønsket mig at komme til at bo, fordi jeg synes, at der er hyggeligt. Teknisk set ligger det længere væk fra Aarhus end min nuværende bopæl gør, men det gør mig ingenting. Det er så tæt på Randers centrum at jeg kan gå eller cykle derned, og tage bussen derfra, så det bliver ikke som sådan mere besværligt, det kommer bare til at tage 10 minutter mere hver vej. Og det er intet problem, jeg rejser gerne i timevis for at komme hen til steder, jeg holder af. Jeg kan virkeligt se mig selv blive glad for at bo i lejligheden, og derfor er transporttiden intet problem. 

Nåh, hvad er der mere at sige? Der er sikkert noget, jeg har glemt at nævne, men den sidste rest af min energi blev brugt på at slæbe tre liter rismælk, soyamælk, diverse grøntsager og noget nyt smart keramik, jeg netop har købt i Aarhus (fordi jeg ligeså godt kunne tage i Bruuns Galleri i stedet for bare at stå og vente på bussen i en time). 

Jeg føler, at det går godt for mig for tiden. Jeg får muligvis ikke læst ligeså meget, som jeg gerne skulle ifølge planen, men jeg har det godt og jeg er social og jeg føler, at jeg er på vej i den helt rigtige retning. Jeg føler, at jeg stoler på mig selv, og at gør nogle gode ting for tiden. Det er meget rart. 

Jeg var i øvrigt til en virkeligt underlig forelæsning i formiddags. Forelæseren var endnu engang ham, der ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus) og som har en kat, der hedder Wolfgang. Det startede med, at han afspillede en sang af The Rolling Stones, og derefter spillede han Nicki Minaj for os, uden at forklare, hvorfor han gjorde det. Derefter gik han igang med undervisningen, der handlede om “perceptuelle aktiviteter”, og jeg forstod virkeligt ikke meget af det. Den manglende nattesøvn gjorde i hvert fald ikke noget godt, lad os sige det sådan. På et tidspunkt fik han os til at lave en øvelse, hvor vi allesammen skulle lukke øjnene i fem minutter. Han kaldte det en “introspektiv fænomenologisk undersøgelse”, hvilket egentligt bare vil sige en undersøgelse af, hvad folk oplever inde i sig selv, når de lukker øjnene. Så ja. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dette til i det virkelige liv, men jeg tænker, at det handler om at det, vi ser, er et resultat af vores aktive handling, hvor vi perciperer verden og bruger dette til at navigere i miljøet. 

Det gav nok ikke nogen mening, men jeg er også ved at falde i søvn, hvilket er noget skidt, da jeg snart skal af bussen. 


Nåh. Hyg jer. 

//A 

der var ild i verden

der var ild i verden
og jeg blev inden døre
jeg turde først gå ud igen
da min stemme var blevet større
jeg satte mig på en stol
da havets bølger var lune
forblændet af en sol
blev jeg væk i en anden kommune
jeg brændte mig
på et dørhåndtag
for alt jeg så var dig
jeg troede du kunne fjerne
mit mørke og mit ubehag
med din hjerne
og din varme
på din oplyste vej
flammerne lyste dig op
fra alle dine mørke sider
jeg nåede først at sige stop
da varmen var drevet videre
alle dine løgne
som månen viser mig i natten
de skinner i dine grønne øjne
hver aften efter atten
men ilden gik ud
og du kølede mig ned
du tog min varme
og du løb selv afsted
du nev mig i armen
og trak mig ned i mit hul igen
jeg ville jo bare mærke varmen
jeg ville jo bare have en ven
jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej
men inderst inde i mig
var dine hænder et koldt gys
alt jeg blev for dig
var et undetrykt nys
jeg troede det var mig
du ikke så en udløbsdato på
jeg troede jeg skulle vise dig
hele den verden du aldrig så
men ilden i dine øjne
brændte ud da du så væk
da fuglene var fløjne
og ordene stod med blæk
der findes mere
end det jeg så i dig
for dagene blev kun flere
hvor du ikke kunne høre mig
du må selv finde ud af
hvem der skal følge dig hjem
for alt det jeg gav
får du aldrig tilbage igen
så gå hjem med dine kolde arme
og prøv at leve med dig selv
når du må sove uden varme
og radiatoren ikke vil slå til
for livet er nu
og her kan jeg se
at jeg og du
ikke var mere end tøsne
det var os mod verden
det troede jeg engang
men med åbne øjne kan jeg se
at jeg kommer længst med fællessang
jeg tror måske jeg ved
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted
er verden sammen om det her

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på