Kategoriarkiv: skoven

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

søndag


i skoven 

er der fred og ro 

vi har alt 

for vi er to 

en fugl 

et træ 

et farvel 

et goddag 

vi finder lykken 

ved en skovsø

og et sted 

under de dybere jordlag 

jeg ønsker

at tiden skal gå i stå

men vi må erkende

at den flyver afsted

så kom nu

lad os bare flyve med

se min udsigt

se min udsigt 

den er fin som sneen 

alt hvad jeg ejer 

er farverne jeg ser 

det er fordi 

jeg elsker lyse nætter 

og fordi 

i morgen er min ven 

se min udsigt 

jeg ser den skifte farve 

det eneste jeg vil er 

at se ethvert sekund 

det er fordi 

jeg eksisterer bedre 

når jeg holder 

solen i min hånd 

se mine øjne 

de giver mig alt 

jeg ønsker 

alt jeg vil 

er at blive lige her 

det er fordi

jeg elsker lyse dage 

og fordi 

i morgen er en drøm 

se mine tanker 

jeg ser dem flyve videre 

med havets bølger 

sendes de afsted 

det er fordi 

jeg ser oktober falme 

og nu har jeg 

verden i min hånd 

hvor verden ender

en sommernat
så stjerneklar
så kold og mat
som dine hænder
vi husker på
at gå i stå
vi er derude
hvor verden ender
fuglesang
endnu en gang
et glimt i dine øjne
det blik du har
for alt der var
jeg glemmer dine løgne
minderne
der flyver væk
indtil du og jeg forsvinder
det bliver flot
det ved jeg godt
når en dag jeg lykken finder
skovens dyr
et stort postyr
jeg ser mig selv forsvinde
for det jeg var
er alt jeg har
og hvem ved
hvad jeg ellers kan finde
jeg tror måske
at jeg er nok
mit liv er alt der tæller
for lykken er
jo lige her
og det er nu det gælder
et liv der går
jeg husker hvor
du gik
da jeg stod stille
når jeg forgår
med hud og hår
så ved jeg
du er hjemme
skygger på en bakketop
jeg vil så gerne
helt derop
jeg ser dig
gå til grunde
vi bliver til
et puslespil
jeg er ude
hvor jeg ikke kan bunde
jeg ser mig selv
om hundrede år
jeg er alt det
der ikke kan ses
men det jeg vil
når jeg forgår
er bare
at have været til

solnedgangen er min ven

jeg har alt lige her

kaffe

ild

og en svævende måne

jeg tror måske

at jeg er hel igen

lige her

hvor jeg er

jeg tror måske

at vi er ilden

vi lyser aftenen op

når solen siger godnat

vi knitrer og brænder

til luften siger stop

vi lover hinanden

at det her varer ved

vi ser flammerne i hinandens øjne

klarere end før

varmere og dybere

med helt andre blikke

vi brændemærker hinandens indre

vi vil aldrig glemme os selv

for her har vi alt

og det er godt at være til

solen går ned

og vi ryster af kulde

så vi tager med

og glemmer alt det vi skulle

jeg håber

at vi ses igen

kan i høre at jeg råber

at solnedgangen er min ven

hurra og tillykke

Hej verden.

Her er et kreativt projekt, som jeg netop har bikset sammen i anledning af min fars fødselsdag, som er i dag. Hjemmelavede gaver er jo altid et hit (afhængig af, hvad man har lavet).

Hyg er og glædelig 1. maj.

//A

hurra og tillykke
en fødselsdagssang du skal få
sol og glæde og sommerhuslykke
gid tiden ville gå i stå
//
for årene går
og tiden flyver afsted
kan du huske sidste år
da vi selv fløj med
//
vi synger en ny sang
om tiden der kommer
men vi mindes også dengang
hvor det aldrig rigtigt blev sommer
//
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
//
vi flager for os selv
for her har vi alt
mørket er taget hjem
og vi spejler os i vand med salt
//
vi plukker anemoner
og i dag er tiden alt vi har
for her under træernes kroner
er verden tydelig og klar
//
vi er lige her
der hvor alting bor
her blandt skovens træer
hvor det spirer og gror
 //
vi fanger anemoner
der falder ned fra stjernerne
fra træernes kroner
med mågerne og ternerne
 //
månen er vores ven i mørket
her hvor vi intet kan se
vi mærker stjernestøvet falde ned
og alt vi vil er at flyve med
//
anemoner dør også en dag
men det klarer vi vel nok
tænk på alt det vi hinanden gav
for minder slipper aldrig op

 

vi plukker anemoner

jeg tror måske
at det hele nok skal gå
for prøv lige at se
alle stenene vi står på
 vi plukker anemoner
og i dag er tiden alt vi har
for her under træernes kroner
her er verden tydelig og klar
vi er lige her
der hvor alting bor
her blandt skovens træer
der hvor det spirer og gror
jeg sender nu en tanke
til den jeg var engang
et minde om de sange
jeg sang for mig selv dengang
vi spejler os
i en skovsø
på et fundament af mos
her på vores egen øde ø
vi griner til solen går ned
og tænder et lys i mørket
sig til hvis i vil med
herhen til vores hemmelige sted
vi fanger anemoner
der falder ned fra stjernerne
fra træernes kroner
med mågerne og ternerne
månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
jeg mærker stjernestøvet falde ned
og alt jeg vil er at flyve med
for månen passer på os
og universet er min skæbne
når vi ikke selv er vågne
og ej kan os bevæbne
ja månen vogter over os
og min stemme skrues op
med stjernestøv deroppefra
har jeg lært at sige stop
for stjernerne er mine venner
og anemonerne ligeså
umenneskelige venskaber
er alt jeg kender
det er dem jeg har at stole på
anemoner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden i mig gav
for minder slipper aldrig op

her går det godt

her går det godt
og alle her kan se
at jeg klarer det så flot
for i dag er jeg en succes
her går det som smurt
for jeg har styr på det her
og hvad skulle jeg dog have gjort
hvis jeg ikke var den jeg er
her ser jeg alt
for jeg har glemt solbrillerne
jeg tror jeg har valgt
at bryde ud af muslingeskallerne
her er jeg glad
for alt det jeg gør
jeg tager et bad
i alt det jeg tør
her finder jeg mig selv
for skoven er min stue
og til havet står jeg i gæld
her er jeg fri som en due
her hører jeg alt
men kun det gode
for jeg er løbet tør for salt
jeg kan hælde i såret
her er der ro
og jeg hører mine tanker
her vil jeg bo
selv når regnen på ruden banker
ja her er jeg
og jeg er nok
jeg skal denne vej
for her går det godt

Årets første skovtur og et tilbageblik

Hej verden.

Klokken er 23, og jeg er igang med fem-seks forskellige indlæg og jeg tænker på alt muligt, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal få formuleret på skrift. Jeg føler mig ikke særligt struktureret i dag, og generelt har jeg ikke følt mig ret struktureret hele ugen. Det hænger muligvis sammen med, at jeg er mere forkølet, end jeg har været i årevis, hvilket medfører, at jeg har et stort behov for at sidde i flere timer og ikke rigtigt udrette noget, fordi jeg er ved at falde i søvn ovenpå mine bøger. Det er ikke så praktisk, men det går vel nok.

Selvom jeg er halvsyg og træt, var jeg på årets første skovtur med Kalle i dag (hvilket teknisk set er løgn, jeg har været på masser af skovture i år, men det føles som om, at denne var årets første rigtige skovtur). Og det var en vellykket skovtur, selvom det endte med, at vi for lidt vild, fordi vi gik udenfor stierne (uha, en kriminel handling). Jeg kunne godt se på Kalle, at den ikke helt stolede på mig, da jeg sagde “kom, vi skal denne vej”, men den fulgte alligevel med og hoppede rundt og var glad, og blev meget lettet, da vi til sidst fandt tilbage til stien. Jeg tror dog, at den nød at få lidt spænding ind i hverdagen og gå en mere interessant vej end vi plejer at gå.

Da vi kom ind i skoven, blev jeg mindet om sidste gang, jeg var i lige præcis den skov. Det var i august, og det føles som om, at det er en evighed siden, selvom jeg husker det ret tydeligt. Det var en meget varm dag, og jeg skulle starte på universitetet dagen efter, og der var virkeligt meget, jeg ikke vidste dengang. Sådan føles det i hvert fald, når jeg tænker tilbage på det nu. Det var ikke Kalle, jeg var på skovtur med den dag, men en person, jeg nåede at være på en del skovture med på relativt kort tid. Det var objektivt set ikke en særligt vellykket skovtur, eftersom vi for vild og kom i karambolage med nogle brændenælder, og var nødt til at vende om og gå den samme vej tilbage. Men det var en god skovtur, og efter skovturen fik vi pandekager lavet på kærnemælk. Der var noget overskudsagtigt over det hele, og solen skinnede, og det er ikke hver dag, at der er kærnemælk i pandekagerne. Men det var der den dag.

Sidste gang jeg var på skovtur i den skov, var det en varm sommerdag, og universitetet var et sted, jeg havde været to gange i mit liv. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af noget som helst, og jeg havde sovet for lidt hele måneden og løbet rundt og lavet chokolademousse og kærmemælkshorn (det var derfor, at vi havde kærnemælk i huset). Jeg vidste ikke, hvad metakommunikation var, hvad signaltransmission var for noget eller hvor samfundsfagenes kantine lå. Jeg vidste heller ikke, om jeg ville synes om studiet, om jeg ville falde til eller om det ville ende i en katastrofe. Jeg vidste ingenting.

Jeg tænker på, hvad mit august-jeg ville synes om, hvordan alting er nu, hvis jeg dengang havde kunnet se ind i fremtiden. Og jeg ved det sgu ikke. For mit august-jeg var en overfrisk, urealistisk (og inderst inde meget træt) udgave af mig selv, som jeg ikke helt føler mig i kontakt med længere. Der skete lidt for meget i den periode, til at jeg kunne overskue alting og se det fra et rationelt synspunkt. Det er måske meget godt, for det resulterede i, at jeg fandt ud af, at jeg kan mere, end jeg hidtil havde troet. Det betød dog også, at jeg endte med at være virkeligt træt efter nogle måneder. Og det var også meget godt, for betød at jeg lærte hvor rart det kan være at tage i skoven alene, bare med mig selv og en hund.

Jeg er stadig træt, men det skyldes mere de store mængder af snot, der befinder sig i mit hoved. Jeg har også gang i en del ting for tiden, men jeg føler ikke, at det er i en overvældende grad, for jeg har trods alt tid til at tage på skovtur og lave uproduktive ting. Jeg lærer alt muligt i min hverdag, og jeg har det godt, og jeg kan godt lide den retning, min blog har bevæget sig i det seneste halve år. Jeg kan godt lide den retning, jeg er på vej i.

Og om et halvt år vil mit kommende september-jeg måske tage på en ny skovtur og se tilbage på denne tid og tænke “ihh altså, du vidste jo ingenting, hvor havde du meget at lære”. Sådan vil det nok blive ved, hvilket er godt, da det betyder, at jeg lærer, og at jeg reflekterer over tingene. Men bare fordi jeg lærer og bliver klogere på mig selv og andre, betyder det ikke, at alt jeg tænkte og følte dengang bare skal negliceres. Det vil altid være gyldige tanker, følelser og meninger, og jeg skal ikke glemme de ting. For nogen gange kan man lære meget af sit tidligere jeg ved at huske tilbage på, hvad der gav mening dengang, og tænke på, om det stadig giver mening nu. Var det nogle bedre skovture, jeg var på dengang, eller er det i virkeligheden nye skovture til nye skove, jeg ønsker mig?

Hvem ved.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er med dette, udover at tiden går og at jeg er glad for tingenes tilstand, selvom tingenes tilstand er dynamisk og i en konstant udvikling. Eller noget i den stil.

Farvel.

//A

der var engang

 

der var engang

hvor hun gik i et med væggene

og så ind i fjerne øjne

der kiggede den anden vej

hun spurgte sig selv

hvorfor er jeg ikke glad

men hun kunne ikke se skoven

for bare træer

der var engang

hvor hun forelskede sig

i alle andre

end sig selv

hun så efter alle dem

der aldrig spurgte

om hun var glad

der var engang

hvor hun troede

at hun altid ville fryse

at hendes sjæl var frosset ned

og at hun havde brug for dem

til at tø den op

for hun troede ikke

at hun selv kunne nå derind

 der var en dag

hvor hun gik en anden vej

og mødte et træ

hun satte sig under det

for her var der læ

her kunne hun se alt

skoven

stranden

røg fra skorstenen

på naboens hus

hun mærkede solen sige farvel

på en sensommerdag

og omgivet af grønne blade

sagde hun til sig selv

jeg vil aldrig mere tilbage

så hun fløj afsted

med de faldne blade

hun sagde farvel

til alle dem

der ikke skulle med

for de tog varmen fra hende

og skruede hendes stemme ned

hun fandt hjem

i en by af stjerner

og hun ved nu

at hun har hjemme

i sig selv

hun forelskede sig

i alle de smilende øjne

og hun sang højt og klart

med åbne vinduer

for hun havde lært

at skrue op for sig selv

en dag

når tiden kommer

vil hun se ind i nye øjne

og finde endnu et hjem

men indtil da

vil hun svømme videre

imod strømmen

dykke ned på bunden

og se alt det

ingen før har set

der var engang

hvor hun troede

at hun gik i et med væggene

hvis hun slog blikket ned

når nogen så hende i øjnene

men nu skruer hun op for farverne

hver dag

når solen står op

hun ser alle de lysende øjne

der smiler til hende

fra den anden side af gaden

hun synger på cykelstien

og hun ved at hendes stemme

aldrig kan skrues ned

af andre end hende selv