Kategoriarkiv: skole

Starten på den længste sommerferie nogensinde | Verdens længste sommerferie #1

Hej verden.

I dag er jeg iført hat, da jeg følte en trang til det, og eftersom at jeg blev enig med mig selv om, at det ville være underligt at tage min studenterhue på, blev det til at jeg iførte mig denne stråhat. Derefter tog min bror og jeg i Kvickly, da vi følte for at markere det faktum, at vi begge har sommerferie nu. Vi købte sennep og jeg investerede i tre guldteskeer (der selvfølgelig ikke er lavet af guld), så jeg nu har fire af dem i alt. Det er muligvis den mest åndssvage og samtidig bedste investering, jeg har foretaget i nyere tid.

Jeg havde desuden store planer om at få læst en bog i dag, men det lykkedes ikke. Til gengæld fik jeg set størstedelen af en genudsendelse af Aftenshowet fra i går. Det er på mange måder et fuldstændig ligegyldigt program, og jeg lærte intet af at se det, men jeg har ferie, så det er ok.

Med andre ord er jeg et frit menneske de næste 11 uger (det er fandme lang tid), og så igen er jeg egentligt ikke et frit menneske, da jeg stadig er underlagt samfundets lov og orden, uanset om jeg har sommerferie eller ej. Men alligevel.

Jeg har fri, og jeg har gennemført det semester, som en masse folk siger er det hårdeste på bacheloruddannelsen. Det er lidt vildt. Dog skal man som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, så jeg må hellere lige vente et par uger og se, om jeg har bestået, før jeg bliver alt for højt på strå. Man ved jo aldrig.

Jeg føler en trang til, at dette indlæg skal omhandle noget dybt, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske, så her er et billede af nogle sten som jeg har tegnet på:

I morgen skal jeg til Tyskland med min bror, hvilket bliver interessant.

Jeg håber, at min kreativitet snart kommer i gang igen, så jeg kan skrive noget, der er lidt mere sindsoprivende end dette indlæg har været.

Hyg jer.

//A

 

Vi ses på den anden side

Hej verden.

Jeg har officielt fået læseferie nu, hvilket betyder, at virkeligheden har ramt mig. Jeg har hele semestret udskudt at læse en del tekster, fordi jeg vidste, at jeg ville få (næsten) tre ugers læseferie, og at jeg derfor godt ville kunne nå at læse det hele senere hen. Og det tidspunkt er så kommet nu – tidspunktet, hvor jeg skal læse alt det, jeg hidtil ikke har nået/ikke har taget mig tid til/ikke har kunnet koncentrere mig om at læse. Så jeg har lavet en liste over alt det, jeg skal have læst, og det er en rimeligt omfattende liste. Jeg tror nu nok, at jeg skal nå det, for nu har jeg sat mig for, at jeg vil det, men det indebærer, at jeg må vælge nogle ting fra i de kommende uger, hvis jeg skal kunne fokusere på at få udrettet noget/klare mig i præstationsræset. Så jeg er nået til den konklusion, at jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke skal bruge tid på at skrive blogindlæg og digte i den kommende periode – i hvert fald i 1-2 uger, for jeg har ikke tid til at distrahere mig selv med en masse filosofiske tanker og poetiske udskejelser lige pt. Det føles lidt trist, da jeg på mange måder er mere passioneret omkring min blog end at læse om multidimensionelle modeller om emotionsgenerering, men jeg tror, at det er det bedste. Jeg kan ikke alting på én gang, og at jeg må nedprioritere min poetiske side for en stund er egentligt ok, da jeg igennem dette semester har tilladt mig at bruge tid på min blog og de ting, der gør mig glad. Det betyder så, at jeg har mere at se til nu, end jeg ville have haft, hvis jeg allerede havde læst alt i stedet for at skrive om småkagerkærlighed og at hidse mig op over navnet på en bumsecreme. Men jeg fortryder intet. Livet er mere end eksamener og fancy akademiske udtryk, og jeg vil altid prioritere mig selv og min egen glæde højere end at læse pensum 100 % grundigt, hvis det sker på bekostning af mit eget psykiske velvære, for jeg bliver ikke en god psykolog af at være en perfektionist, der ikke giver mig selv plads til at gøre det, der gør mig glad.
Men i de kommende par uger vil jeg alligevel fokusere på at få læst så meget som muligt og få overblik over, hvad det egentligt er, at jeg har lært på dette semester – ikke kun fordi at eksamen nærmer sig, men ligeså meget fordi, at jeg ikke ønsker at spilde min tid – der er en grund til, at jeg har valgt dette studie, og jeg vil gerne have noget ud af det, nu hvor jeg har muligheden for det. Så nu er det slut med at udskyde læsningen og tid til at fokusere i stedet for. Jeg vil stadig gå ture ved stranden og gøre andre ting, der gør mig glad, men denne blog bliver nedprioriteret i de næste par uger, og det er en god ting, for det er ofte en god ting at få en pause.

Hyg jer – og husk solcremen!!!

 

//A

En af de gode dage – og lidt om virksomhedsteori

Hej verden.

Her er et billede af vindueskarmen i køkkenet, som det ikke rigtigt skal omhandle nu, men jeg synes, at den er æstetisk.

Jeg sidder endelig ned efter en meget lang dag – 12 timer ude i samfundet.

Det interessante er, at det har været en af de bedste dage længe, ligesom for nogle uger siden, hvor jeg var afsted i 15 timer. Det var dog lidt for meget, og jeg skulle bruge et par dage på at blive mig selv igen efter det (vi havde to forelæsninger den dag, 7 timer i alt indtil kl. 21 og jeg var desuden social hele dagen).
Men efter i dag føler jeg mig ikke helt lige så udmattet (hvis jeg gjorde, ville jeg nok ikke være vågen kl 23 for at skrive dette). Og det er rart.

Der har generelt været noget virkeligt rart over denne dag. Jeg startede dagen med at holde oplæg om en lidt svær tekst, der omhandlede en kritik af nogle neurovidenskabelige studier af den fri vilje (det var en fantastisk tekst, selvom den ikke lyder særligt sjov). Derefter arbejdede vi med virksomhedsteori (Leontjev, 2002 – Virksomhed, bevidsthed, personlighed) hvilket var hyggeligt, eftersom ingen rigtigt forstod noget. Det skabte en følelse af fællesskab og sammenhold, fordi vi sammen forsøgte at finde frem til, hvad helvede meningen er med teorien. Desuden spiste vi jordbærtærte, og jeg havde (som altid) en kop god kaffe med i mit termokrus. Det var bare rart og godt, og jeg deltog aktivt og følte for første gang i lang tid, at jeg var så godt forberedt som muligt. Så hurra for det.

Efter det var jeg hjemme hos en fra min studiegruppe, hvilket var hyggeligt som altid. Vi drak kaffe og snakkede om neuropsykologi, eftersom eksamen nærmer sig (25 dage). Efter lidt tid kom en af de andre fra vores hold/klasse over, og derefter døde koncentrationen ud og vi drak mere kaffe og snakkede om forskellige ting, og derefter tog vi til forelæsning.

Forelæseren var en vældig interessant type, som virkeligt ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus, hvis I skulle være i tvivl). Han snakkede om virksomhedsteori og kritiserede vores grundbog i kognitionspsykologi, fordi den giver ham kvalme og hænger ham langt ud af halsen. Det var meget ærligt sagt, og det kunne jeg godt lide, eftersom jeg godt kan følge hans begrundelse for at sige det. Han mener alt muligt, men kort sagt at den psykologiske forskning må foretages på en anden måde, hvis psykologien skal blive en rigtig videnskab.
Han snakkede desuden om, at han generelt kun er stødt på tyske lærebøger i kognitionspsykologi, der har været gode nok, og at det er ærgerligt, at så mange af os unge i dag ikke behersker det tyske sprog. Det har han sikkert ret i, men jeg har fandme ikke tid til at lære tysk igen på nuværende tidspunkt, det må vente til pensionsalderen (dvs. når jeg bliver 90 år).

Nåh, men nu tilbage til pointen med dette indlæg: i dag var en god dag. Og jeg er glad for de gode dage. De gode dage kommer ikke dårligt tilbage, og selvom den kommende eksamensperiode bliver en smule krævende og hård, så er jeg stadigvæk bare glad for, at jeg har haft en god dag. For jeg har brug for de gode dage. Det kan jeg mærke på en dag som denne. Selvom det kræver de sidste rester af min energi at deltage i alle disse ting, så giver det mig også meget godt, da det medfører at jeg har en følelse af, at jeg rent faktisk lærer ting og gør ting sammen med folk, i stedet for bare at sidde og være stresset over alt det, jeg skal have læst. Og det er meget rart (til en afveksling). Det gør mig glad at føle, at jeg deltager, og at jeg er en del af andet end mit eget hoved engang imellem.

Jeg tror det hele for mig handler om at finde balancen mellem både at have tid til at lære på min egen og mest optimale måde, og samtidig have et overskud til at deltage i ting, hvor jeg får snakket om det, jeg lærer, og bliver mindet om, at det ikke kun er mig, der føler mig presset til tider/det meste af tiden. Der er noget befriende over at blive mindet om, at alle andre egentligt er i samme situation, selvom jeg nogen gange kan have en tendens til at tro, at folk har vildt meget styr på alting.

Men vi er i det her sammen. Det hele. Både på studiet og i livet generelt, er vi jo allesammen i det her sammen, og det skal vi minde os selv om i stedet for at blive så individualistiske, at vi glemmer, at der eksisterer nogen andre udenfor os selv.

Hvis jeg skulle opsummere, hvad jeg tænker om denne dag og livet generelt i et digt på fire linjer (jeg kan ikke huske, om det hedder strofer eller vers, da det vist er omvendt når det kommer til digte, men det er ligemeget), så kan det siges meget simpelt:

jeg tror måske jeg ved 
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted 
er vi sammen om det her 

 

Jeg håber, at du – hvor end du er, og hvem end du er – også oplever følelsen af, at du er i det, du er i (uddannelse, livet generelt m.m.) sammen med mange/alle andre. At du ved at det, du synes er svært, nærmest altid er noget, alle andre også finder svært på et eller andet plan. Og at det handler om at hjælpe hinanden igennem alt det, ingen forstår, og at forsøge at sætte sig ind i, hvorfor folk reagerer forskelligt på de samme ting. For bare fordi vi udsættes for det samme, og skal igennem det samme (pensum, livet osv.) betyder det ikke, at vi er ens, eller at vi har de samme måder at opnå vores mål på. Og det er der egentlig noget smukt over. Der er altid et subjektivt aspekt inde over, og derfor opfatter vi ting forskelligt og handler forskelligt for at opnå vores mål.
På en måde handler dette egentlig om virksomhedsteorien af Leontjev, da den netop er baseret på, at vi er subjekter, der interagerer med objekter i omverdenen, hvilket sker igennem vores virksomhed – og virksomheden er det, der forbinder os med verden, og gør os i stand til at få realiseret vores motiver. Og alt dette kan kun ske, fordi mennesket har en samfundsmæssighed – en evne til at samarbejde med andre om at udføre bestemte operationer igennem bestemte handlinger, der opfylder vores mål, og som er en del af vores samlede virksomhed – en virksomhed, der kun eksisterer, fordi vi er en del af noget mere, end os selv. Virksomheden er aktivitet, der er genstands- og målrettet, og det er den fordi vi er en del af noget større, end os selv. Hvis der ikke fandtes en kollektiv virksomhed, som vi var en del af, ville vi ikke have vores egen virksomhed, for vi ville ikke have nogen måde hvorpå vi kunne realisere vores motiver – vi ville ikke have mulighederne for at gøre det uden et samfund og relationer til andre i samfundet.

Dette giver muligvis ingen mening for folk, der ikke kender til virksomhedsteorien, og klokken nærmer sig 24, og måske giver det ikke mening for mig i morgen, men det tror jeg. Måske. Min pointe er i hvert fald, at vi mennesker er mere end os selv, og at vi ikke ville være de samme, hvis der ikke fandtes andre end os selv.

Vi er en del af noget. Og det skal vi huske.

(Selvom jeg i morgen ser frem til at bruge dagen for mig selv og drikke kaffe i stilhed)

(Et symbol på, hvor træt jeg egentligt er, selvom jeg lader som noget andet)

Hyg jer.

//A

Tralalala

Hej verden.

Det er sent (dvs. at klokken snart er over 22, hvilket er sent taget i betragtning af, at jeg skal op kl. 6 i morgen og på ingen måde er på vej i seng nu), men alligevel vil jeg skrive et indlæg, da jeg føler, at der er for meget at sige til intet at skrive.

Som jeg efterhånden har nævnt 50000 gange på det seneste, så går det sgu godt for tiden (hvilket er grunden til, at dette indlæg hedder “Tralalala”, da det er sådan det lyder indeni mit hoved på de gode dage) (det lyder foruroligende, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener). Jeg har det bare godt med alting for tiden, og jeg føler, at alt giver mening.

“Hvorfor går det så godt? Er der noget, du holder hemmeligt for os??? Er du forelsket i nogen?? Eller har du vundet en stor sum penge? FORTÆL OS ALT!!!!” udbryder I allesammen, fordi mit liv er så spændende, at alt I vil er at vide mere om mig og om, hvad jeg foretager mig (eller noget).

Men nej, jeg er ikke forelsket i nogen, jeg har ikke vundet i lotto (da jeg ikke spiller lotto), og som sådan er alting, som det hele tiden har været. Og på samme tid føles det som om, at alt er noget helt andet, end det nogensinde har været før.

Generelt føles denne tid som en periode i mit liv, hvor jeg lærer en masse om mig selv og andre folk, verden og livet. Jeg er tilpas meget udenfor min komfortzone i mange situationer, og tilpas meget indenfor den på andre tidspunkter. Men min komfortzone har også udvidet sig en hel del sammenlignet med for bare et halvt år siden, og sammenlignet med for et år siden, føler jeg, at der er sket virkeligt meget. For præcis et år siden var jeg ude at flyve for første gang i historien, og jeg ved ikke hvorfor, men det var som om, at det satte gang i en masse ting. Det gjorde det nok i virkeligheden ikke, men det er sådan jeg tænker på det.

Nåh, men det kunne jeg skrive 50 sider om, så det vil jeg ikke køre yderligere rundt i. I forhold til nutiden, som vi befinder os i nu, har jeg en god følelse indeni, og jeg føler for første gang i over et halvt år, at jeg er “faldet til” i min hverdag, og i alt det, jeg er igang med. Jeg føler, at jeg kan følge med (hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke er bagud med læsningen, men det tager jeg ikke så tungt, da jeg er nået til den konklusion, at jeg aldrig kan gennemføre dette studie, hvis jeg er forfærdelig mod mig selv og tror, at jeg skal have læst alting 100 % perfekt for at gøre det “godt nok”. Men jeg gider ikke mere af den slags pis, for det handler om min læring og om at blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, og det gør jeg ikke ved at være en perfektionist der læser 12 timer om dagen og ikke snakker med folk eller har tid til mig selv). Jeg har ikke den triste følelse af at være “bagud” i forhold til andre, både i livet, på studiet og på en masse måder, for jeg har det bare godt med at være mig, så jeg føler ikke det store behov for at sammenligne mig selv med andre. Desuden kan jeg bare godt lide folk omkring mig, og jeg føler, at jeg er mig selv i andres selskab (dog ikke i alles), at jeg siger min mening, er et godt menneske, og så er jeg nået frem til, at jeg også selv mener, at jeg er cool (hvad det så end skal betyde, men jeg blev kaldt cool i sidste uge, og det har jeg valgt at tage til mig (jeg blev også kaldt en “sjuft” hvilket betyder en umoralsk person, men det er en anden snak).
Med andre ord, så har jeg det godt med mig selv.
Er det tilladt at skrive det, eller kommer hele internettet efter mig nu og kalder mig en selvcentreret egoist? Hvem ved.

Nåh, men nu hvor jeg er igang med at være selvcentreret, så kan jeg også afsløre, hvad jeg lavede i dag.

“Uhhhh” tænker I alle så, og med god grund. For jeg var nemlig ude at se på en lejlighed!

(Det er ikke et godt billede, men det er et bevis på, at jeg har været i en lejlighed med altan, og at der i øvrigt er et køleskab).

Det er på ingen måde sikkert, at jeg får lejligheden, så lad være med at tro alt muligt, når I læser dette. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle nævne det, for det kan jo ikke skade at nævne det. Det var en god oplevelse at se stedet, og det er på mange måder den ideelle lejlighed for mig, og det står jeg gerne ved, uanset om jeg får den eller ej. Jeg vælger i denne situation at tro på skæbnen, hvilket jeg normalt ikke gør, men jeg tænker, at det er fordelagtigt, da jeg så slipper for at bekymre mig for, om jeg får den eller ej: hvis det er det rigtige sted for mig og det rigtige tidspunkt for mig at flytte, så får jeg den, og hvis jeg ikke får den, så er det bare et tegn på, at jeg finder noget andet på et andet tidspunkt. Det er ikke jordens undergang, og uanset hvad kan jeg lære af det. Generelt tror jeg, at det er med lejligheder som det er med kærlighed; den første lejlighed du ser, giver dig en følelse af stor begejstring, også selvom køkkenet ser ud til at være fra 50’erne og du nærmest skal stå ovenpå toilettet for at tage et bad. Du tænker bare, at det er skide fedt fordi den er stor (og billig) og ser pæn ud og har vinduer med en god udsigt til grønne områder og andet spændende.

Men ligesom med den første kærlighed (eller de første mange af slagsen, afhængig af held og selvindsigt), så ved du reelt ikke, om det skal være jer to, når du ser lejligheden første gang. Eller om lejligheden overhovedet vil have dig. Det finder du ud af med tiden, og du kan ikke på det tidspunkt vide, hvorvidt du om nogle år (eller måneder/uger/dage) ikke synes, at det er det fedeste sted alligevel, fordi køkkenbordet er lidt for lavt og der ikke er så mange stikkontakter. Du ved ikke, om de ting kommer til at irritere dig grænseløst, men lige pt. tænker du, at det da ikke bliver noget problem, da der findes forlængerledninger.

Det kan hurtigt ende meget galt at sammenligne en bolig med kærlighed, men min pointe er, at jeg godt er klar over, at jeg måske er en smule forblændet nu og at jeg godt ved, at det ikke er det perfekte sted. Men jeg ser nogle muligheder i stedet (og det er som sagt biligt og stort ift. prisen), og jeg føler mig allerede ret entusiastisk omkring det. Det er selvfølgelig farligt, eftersom det kan ende i ulykkelig ugengældt kærlighed, men det går nok, for på et tidspunkt finder jeg en anden lejlighed at kaste alle mine store følelser over på.

(Der er en altan og det hele, uhh, og der er også et komfur og et stort vindue i køkkenet).

Så det er spændende. Jeg skal nok informere jer, hvis jeg får at vide, at jeg har fået den, og nok også, hvis jeg ikke får den. Men jeg tager det egentligt meget roligt, da jeg har en følelse af, at det er helt fint uanset hvad der sker. Jeg hader jo heldigvis ikke at bo hjemme, og jeg er ikke tvunget til at flytte på et bestemt tidspunkt, så det er rart.

Jeg skal også lige huske at nævne, at det er i Randers (nærmere bestemt Dronningborg-området) tæt på centrum, og altså IKKE i Aarhus, hvis nogle skulle tro det (det er en vigtig detalje, men det siger lidt sig selv, da jeg aldrig ville have råd til at bo i en lejlighed på 40 kvm for mig selv i Aarhus, medmindre jeg ønsker at gældsætte mig massivt i en ung alder (hvilket jeg ikke gør)).

Men det skal blive interessant. En anden ting jeg lavede i dag var at være sammen med min studiegruppe, drikke kaffe og snakke om hjernens anatomi, placeboeffekter og smertefysiologi. Det var sgu meget hyggeligt.

Apropos kærlighed, så er her et dårligt billede af Lars-Kirsten og Birthe-Orla (jeg føler, at Orla klinger bedre end Torben). De er endelig flyttet sammen, og jeg kan afsløre, at deres parforhold går fantastisk. De er virkeligt lykkelige og de er enige politisk og på det menneskelige plan. De elsker desuden begge to at rejse og de har mange andre fælles interesser. Er det ikke smukt?

Så kom det alligevel til at handle lidt om forelskelse – kaktus-kærlighed og en potentiel kommende forelskelse i en lejlighed. Så kom ikke og sig, at I ikke fik nogle spændende detaljer!
Men det gode ved at blive forelsket i en lejlighed fremfor et menneske, er desuden, at jeg kan gøre hvad jeg vil med den, så længe jeg ikke river væggene ned, og sådan er det jo ikke med en person, da man ikke skal forsøge at ændre på andre mennesker, og slet ikke dem, man er forelsket i (og slet ikke rive deres vægge ned, det er ikke pænt gjort).

Jeg er sgu træt, og jeg ved ikke, om dette indlæg gav mening, men jeg har hygget mig med at skrive det.

I må have det godt og huske, at livet er godt, hvis man har en god udsigt og gode støvler. Mere kræves ikke.

Hyg jer.

//A

Hjernens opbygning | Hvad fanden skal jeg bruge dette til? #1

Hej verden.

Hvis man kender mig (og lytter til hvad jeg siger), så vil man vide, at jeg har faget neuropsykologi i dette semester, og at det betyder, at jeg har gang i et længerevarende projekt, hvor jeg forsøger at lære at forstå hjernens opbygning så hurtigt og samtidig så grundigt som muligt. Det er dog som om, at mine 20 siders noter med forklaringer på en masse smarte latinske udtryk, ikke rigtigt er blevet lagret i min langtidshukommelse. Derfor vil jeg nu forsøge at fremme læringsprocessen ved at skrive dette indlæg, der handler om hjernens opbygning, da det forhåbentligt kan resultere i, at jeg kommer til at kunne huske stoffet bedre, og at der måske er folk ude i verden, der kan lære noget af det.
Jeg har desuden besluttet, at jeg ligeså godt kan udnytte muligheden til at gøre det til en serie af indlæg, der alle kommer til at handle om forskellige psykologiske emner. Idéen til det udspringer af, at jeg har indset, at jeg er nødt til at minde mig selv om, hvad jeg kan bruge alt det, jeg lærer til, for ellers føles det ret meningsløst at læse 150-200 sider om ugen. Hvis jeg skal forblive motiveret, er jeg nødt til at føle, at jeg er i stand til at videreformidle det, jeg har lært, og forklare det så alle andre også kan forstå det og måske bruge det til noget. For hvad skulle meningen være med at studere psykologi, hvis jeg bare holder det, jeg lærer, inde i mit eget hoved?

(Uni på en vinterdag, næh hvor flot)

Men nu ikke mere snak og sjov, for nu bliver det alvorligt:

Ovenstående er en hjemmelavet model over hjernen set fra venstre side. Forrest (i det pink område) er pandelappen, frontal lobe, placeret. Ved siden af (i det blå område) ses isselappen, parietal lobe, mod højre (det lilla område) ses nakkelappen, occipital lobe, og herunder ses lillehjernen (cerebellum) og rygmarven (spinal cord). Til sammen udgør de fire lapper hjernebarken, cerebral cortex, som er det yderste lag, der beskytter de strukturer, der ligger gemt indenunder.
Pandelappen/frontallappen er vigtig for vores bevægelser og for kognition (tankeprocesser, følelser, indlæring mv.) på højt niveau. Isselappen modtager sensorisk information, og er vigtig for den såkaldte spatiale kognition, og altså vores fornemmelse for rum. Tindingelappen er derimod ansvarlig for lugtesansens, læring, hukommelse og lydindtryk, og hvis denne del af hjernen beskadiges vil det kunne ødelægge hørelsen. Til sidst er der nakkelappen, der modtager og processerer information fra øjnene og dermed er ansvarlig for synet.

Men før jeg forklarer yderligere om hjernens opbygning, opdelinger og disses funktioner, vil jeg forklare, hvad hjernen består af på celleniveau, da udgangspunktet for at forstå helheden er at have en forståelse for de enkelte dele.

Neuroner og synapser

Hjernen består af neuroner (et smart ord for hjerneceller/nerveceller). Det anslås, at den typiske menneskehjerne indeholder 80-90 billioner neuroner (en billion er tusinde milliarder, så det er en hel del). En neuron kan betragtes som en utroligt lille informations-processerings-enhed, der modtager input fra andre neuroner og bearbejder disse, hvorefter den processerede information sendes videre til andre neuroner.

Hver neuron har altså information i sig, som den ønsker at sende videre til andre neuroner, så det kan blive sendt til den rigtige del af hjernen, hvor det kan processeres. Derfor er der nødt til at være forbindelser imellem neuronerne, så de kan kommunikere med hinanden (denne kommunikation kaldes neurotransmission). Neuronforbindelser kaldes synapser, og er små mellemrum, der er mellem neuronerne, hvor neuronerne har kontakt til de omkringliggende neuroner. Eftersom der er 80-90 billioner neuroner i hjernen er der endnu flere synapser, faktisk op til tusinde billioner. Synapserne består af en presynaptisk membran, en synaptisk kløft og en postsynaptisk membran. Den presynaptiske membran transmitterer information ved at udløse en neurotransmitter til den synaptiske kløft, der er mellemrummet mellem to neuroner. Denne neurotransmitter indeholder et stof, der bidrager til kommunikation mellem neuronerne. Elektrisk aktivitet i den presynaptiske membran får neurotransmitteren til at blive udløst til den synaptiske kløft, og her bevæger den sig så over, indtil den når til de postsynaptiske receptorer, der står for at indfange og reagere på neurotransmitterens indhold. Det vil sige, at neurotransmitteren i sig selv aldrig kommer helt ind til den postsynaptiske membran, da den blot binder sig til receptorerne og derefter bliver udstødt igen, når den postsynaptiske membran har afgivet et svar og sendt det afsted (det er egentligt trist, men sådan er det at være en neurotransmitter).

Forskellige typer af neuroner og bestanddele

Neuronerne består af flere forskellige organeller, og hvis man har haft biologi for nylig vil man muligvis kunne huske, hvad mitokondrier, ribosomer og cellekerner er for noget. Hvis ikke kan jeg afsløre, at cellekernen er det sted i cellen, der indeholder generne/arvematerialet i form af DNA, imens mitokondrierne står for at producere energi i hver celle og ribosomerne står for proteinsyntesen, hvor information fra cellekernen bliver omsat til proteiner, der skal bruges i cellen.

Desuden har neuronerne fire strukturelle opdelinger, der hver er specialiseret i en form for informationsprocessering:

  1. Cellelegemet (soma), der indeholder cellekernen (nucleus). Den fungerer som en intergrationszone, hvor den information, neuronen modtager, bliver bearbejdet.
  2. Dendritter – disse modtager input i form af impulser fra andre neuroner, og derfor kaldes de også input zonen. Dendritterne er arrangeret som forgreninger, der udspringer fra cellelegemet, og som ligner træer lidt, hvilket er praktisk, da de dermed kan have flere kontaktpunkter med andre neuroner (dvs. flere synapser).
  3. Axoner – disse står for at bære informationer/impulser fra neuronens soma og ud (dette hedder anterograd (fremadrettet) transport), og axonerne kaldes derfor overføringszonen. Hver axon forgrener sig i underordnede axoner (axon collaterals). Axonerne står også for den retrograde transport, hvilket modsat den anterograde, vil sige en tilbagerettet axontransport, der bærer materiale langvejs fra og tilbage til cellelegemet.
  4. Axonpoler/terminaler – disse er små specialiserede “buler”, der sidder for enden af alle de underordnede axoner. Dette kaldes output zonen, fordi de står for at transmittere neuronens aktivitet på tværs af synapserne og videre til andre celler

Med andre ord, så foregår der en hel del transport til og fra neuronernes cellelegemer, neuronerne imellem og på både korte og lange afstande. Derfor er der brug for alle disse bestanddele.

Der findes flere forskellige former for neuroner, der har forskellige funktioner i kroppen, der som følge heraf har dendritter og axoner med forskellige størrelser og længder, alt afhængig af, hvilken form for informationsprocessering de skal udføre. Der findes bl.a. motorneuroner, der står for at styre bevægelserne, og som har lange axoner, der rækker ud til musklernes synapser og får dem til at trække sig sammen og på den måde reagere på hjernens kommandoer. Der findes også sensoriske neuroner, der står for at bære information fra det perifere nervesystem og tilbage til rygmarven og hjernen (centralnervesystemet/CNS). Det er altså neuroner, der fx detekterer lyd eller lys, og som skal videregive disse impulser til CNS.

Dog er langt de fleste af hjernens neuroner interneuroner, der bare står for at modtage informationer og sende disse videre til andre neuroner. Disse har korte axoner, fordi de ikke skal transportere impulser over lange afstande, da de bare kan videregive dem til de neuroner, som de ligger afstandsmæssigt tæt på. Derfor kan de siges at være de mest funktionelle neuroner.

Neuronerne har altså en stor diversitet, da de kan have mange former og størrelser. Det er ligesom den menneskelige population; nogle har meget store og lange kroppe, andre har brede og korte kroppe og andre har korte og smalle kroppe (og andre variationer er også mulige). Ingen af disse typer kan siges at være bedre end de andre, da det alt sammen afhænger af, hvilken funktion de hver især har. Fx er det fordelagtigt, at de neuroner, der forbinder rygmarven med resten af kroppen, har axoner, der kan være over en meter lange, da de skal transportere neuronens elektriske signaler væk fra cellelegemet og ud til fx hånden. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis axonen var en millimeter lang. På den anden side er det mere adaptivt/fordelagtigt, at neuroner der ligger tæt op ad mange andre neuroner, har korte axoner, da de ikke skal transportere de elektriske signaler særligt langt. Det ville desuden blive noget værre rod, hvis alle neuronerne havde lange axoner, da de bare ville vikle sig sammen og alt ville blive træls. Neuronerne har forskellige opgaver og derfor er det praktisk, at de kan variere i størrelse og form.

Hjernens plasticitet

Noget andet, der er praktisk, kaldes neurogenesis. Det vil sige, at nye neuroner dannes i hjernen. Dette sker både rent udviklingsmæssigt hos børn for at muliggøre, at hjernen kan færdigudvikles, og det sker hos voksne, dog ikke i samme grad, da neurogenesis generelt aftager med alderen. I den voksne hjerne opstår neuronerne to steder i hjernen; i en del af hippocampus, der som bekendt er vigtig for læring og hukommelse, og i striatum, der er en del af forhjernen, der er væsentlig for belønningssystemet. Man kan selv gøre meget for at fremme neurogenesis-processerne i sin hjerne: helt overordnet fører læring til, at der i højere grad dannes nye hjerneceller, og dette er sådan set meget logisk. Men andre ting som fx den mad, man spiser, madens konsistens og ens stressniveau kan enten fremme eller hæmme neurogenesis. Dette er interessant, da det sådan set vil sige, at vi påvirker vores hjerner med den livsstil, vi fører.

Et andet begreb, der beskriver hvordan vores hjerner påvirkes af vores levevis, handler om neuroplasticitet. Dette henviser ikke til, at der dannes nye neuroner, men derimod at forbindelserne mellem neuronerne ændres, som følge af vores adfærd og stimuli fra omgivelserne. Dette foregår i praksis ved, at synapserne (mødepunkterne ml. neuronernes forgreninger) kan forsvinde eller opstå nye steder, som respons på en ændret synaptisk aktivitet. Denne forhøjede synaptiske aktivitet i bestemte netværk/nervebaner fører til kraftigere signaler, der fører til flere neuroner og dermed også flere synapser og forbindelser. Hjernen indretter sig dermed efter, hvordan vi bruger den. Neuroplasticiteten er altså nervesystemets evne til at ændre sig som respons på menneskets omgivelser og indkommende stimuli herfra. Derfor er der noget om snakken, når man siger, at hjernen bliver bedre af at blive brugt, og at den ligesom en muskel kræver træning, hvis den skal blive bedre og stærkere.

Hjernen set indefra (tværsnit)

Ovenfor ses endnu en hjemmelavet model af hjernen (encephalon på latin), som her er set indefra i et tværsnit, der viser de forskellige strukturer, der findes under hjernebarken.

Generelt kan det siges, at hjernen er opdelt i forhjernen, midthjernen og baghjernen, hvilket ovenstående model (som jeg har tegnet af efter, selvom jeg ikke har brugt de samme farver) viser på en meget fin måde. Desuden er der to hjernehalvdele, der begge er identiske, og på ovenstående model ses den højre hjernehalvdel.
Hele det blå område udgør storhjernen (cerebrum), der indeholder hjernebarken (cerebral cortex), der er hjernens yderste del, der er opdelt i de to hjernehalvdele og de fire lapper, som nævnt ovenfor. Neuronerne i hjernebarken er opdelt i seks lag i et væv, der kaldes neocortex, som jeg vender tilbage til senere. Det er i hjernebarken at de “højere kognitive funktioner” styres, og desuden gør hjernebarken os i stand til at være bevidste.  Hjernebarken er altså rimeligt vigtig, kort sagt.

En vigtig del af storhjernen, der befinder sig i forhjernen, er det limbiske system, der er et MEGET vigtigt system, og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Det limbiske system

Det limbiske system er utroligt vigtigt for vores hukommelse, læring, instinktive adfærd og den emotionelle processering. Det er et udspredt område af nuclei (samlinger af neuroner) i hjernen, som tilsammen danner et netværk, og det er udviklingsmæssigt et af hjernens ældste områder. Det består af amygdala, der er en samling af neuroner, der er placeret i den mediale tindingelap, hvilket vil sige sådan ca. lige midt i hjernen, sagt på en mere upræcis måde. Amygdala styrer lugtesansen fordi området for de olfaktoriske sanser (lugtesansen) er placeret her, ligesom amygdala også står for regulation af, respons på og behandling af emotioner (et smart ord for følelser).

Det limbiske system indeholder desuden hippocampus, som er vældigt vigtig for vores indlæring, hukommelse og særligt evnen til at danne episodiske og selvbiografiske erindringer (altså at huske personlige begivenheder med større eller mindre personlig signifikans). Desuden spiller hippocampus ind for vores orienteringsevne (så når jeg farer vild gang på gang forskellige steder i Aarhus, er det altså specielt hippocampus, der er ansvarlig for dette). Begynder man at lide af Alzheimers er det i hippocampus, at de første ændringer kan ses.

To andre vigtige dele af det limbiske system er hypothalamus og thalamus. Hypothalamus ligger under thalamus og står for hormonregulering og regulation af sult, tørst, temperatur, vrede, frygt, seksuel adfærd og stofskifte. Den regulerer altså mange funktioner i kroppen og har derfor mange nerveforbindelser (dvs. neuroner og synapser). Generelt er hypothalamus den del af hjernen, der står for at reagere hormonalt på menneskets oplevelser, og derfor er den vigtig for vores valg og beslutningstagen. Desuden styrer hypothalamus hypofysen, der er den lille røde klump, der ligger nedenunder det karrygule område på figuren, som står for at producere og regulere hormoner, og som desuden har en tæt forbindelse til den primitive hjerne (den ældste del af hjernen), hvilket gør at den kan udøve stor kontrol over kroppens andre organer.
Ovenover hypothalamus, imellem midthjernen og hjernebarken, er thalamus som sagt placeret, og den står for at fordele og videresende information, i form af sensoriske og motoriske signaler, til resten af cortex. Desuden er bevidstheden placeret her (mere eller mindre).

Desuden findes hjernebjælken, corpus callosum, og ovenpå denne ligger cingulate gyrus, der også er en del af det limbiske system, og som er vigtig for dirigeringen af vores opmærksomhed. Den er placeret midt i hjernebarken og modtager input fra thalamus og neocortex (der ligger ovenpå det limbiske system), og sender output til den limbiske cortex, der omgiver det limbiske system.

Hypothalamus og andre limbiske strukturer, der ligger tæt på hjernens base, kobles til amygdala via såkaldte stria terminalerJeg kan umiddelbart intet huske om disse, men i mine noter har jeg skrevet at de: “deltager i det vi er meget motiverede for, fx sex og trusler, og står for at integrere hormonelle signaler”. Så det er jo interessant.

Diverse andre vigtige strukturer i hjernen

Under det limbiske system ligger krybdyrhjernen, der er den del af hjernen, der evolutionært set er blevet udviklet tidligst, og som derfor ligner dyrenes hjerner meget. Det skal dog ikke forstås sådan, at menneskets krybdyrhjerne er identisk med krybdyrenes hjerne, da de har udviklet sig i to forskellige retninger rent evolutionært.

En anden vigtig del af hjernen sidder i baghjernen og kaldes hjernestammen. Den forbinder cerebrum og cerebellum (stor- og lillehjernen) med rygmarven (som leder sensoriske informationer fra kroppen til hjernen og motoriske signaler fra hjernen til kroppen) hvorfor den er en vigtig del af CNS (centralnervesystemet). Den styrer nogle livsnødvendige funktioner såsom regulering af åndedræt og kredsløb. Hjernestammen består af medulla (den forlængede rygmarv, der er det nederste af hjernestammen), som er forbundet til hjernebroen (pons), der er en bro mellem storhjernens to hjernehalvdele, der desuden er vigtig for finmotorikken. Ovenover hjernebroen findes midthjernen, der er vigtig for sensoriske og motoriske indtryk. Desuden indeholder den øvre del af midthjernen de såkaldte øvre og nedre colliculus, der står for hhv. at modtage syns- og lydindtryk. Desuden indeholder midthjernen to vigtige motoriske centre, der hedder substantia nigra, som indeholder neuroner, der udløser neurotransmitteren dopamin, der er vigtig for vores fysiske og psykiske funktioner, indlæringsevne, hukommelse mv, og den røde nucleus, der kommunikerer med motorneuronerne i rygmarven, som er vigtige for vores bevægelser.

Desuden er der lillehjernen, cerebellum, der er placeret bagerst i hjernen under nakkelappen (occipital lobe), og er forbundet til cerebrum via hjernebroen, der ligger nedenunder den. Cerebellum står for at koordinere vores bevægelser og “udglatte” dem så de bliver mere sammenhængende. Den har desuden en funktion for bestemte kognitive aspekter (hvad det så end er) og nogle former for læring.

(Et forfærdeligt madbillede fra i sommer, som jeg føler for at sætte ind, selvom det ingen relevans har, andet end at det minder mig om et fremragende måltid).

Ventrikelsystemet

Hjernen flyder rundt i såkaldt hjernerygmarvsvæske, cerebrospinal fluid (CSF), hvilket er utroligt praktisk, da det beskytter den mod stød, at den ikke bare ligger og kan trille rundt indeni hovedet, når vi fx bukker os ned. Derudover er det via CSF at bestemte materialer kan udveksles, hvilket fx er næringstoffer mellem blodkarrene og hjernevævet. CSF dannes af choroid plexus, og består af filtreret blod. Det lyder ikke så rart, men det er funktionelt.

Og nu, hvor jeg har forklaret hvad CSF er, kan jeg næsten ikke komme udenom at forklare det ventrikulære system. Det er et system, der er forbundet med rygmarven, og som består af nogle hulrum (ventrikler) i CNS, der indeholder CSF væsken. Det består af fire ventrikler, hvoraf de to af disse ventrikler (de laterale ventrikler) er placeret i siden af hver sin hjernehalvdel, og går ud i alle fire lapper. Disse to ventrikler er omgivet af choroid plexus, der som sagt danner CSF.
Ventrikelsystemet fungerer således, at CSF flyder fra de laterale (sideliggende) ventrikler og hen til den tredje ventrikel, der er placeret i midthjernen. Herfra fortsætter det ad en “smal gang” hen til den fjerde ventrikel, som ligger mellem cerebellum (lillehjernen) og pons (hjernebroen). Under cerebellum findes tre små åbninger, hvoraf CSF kan slippe ud af det ventrikulære system og cirkulere op over hjernens ydre overflade og rygmarven. Herefter absorberes CSF tilbage i cirkulationssystemet igennem nogle store vener, der er placeret nedenunder kraniets top. Og så kan processen ellers fortsætte for evigt. Er det ikke smukt?

Hvad fanden skal jeg bruge dette til?

Det skal jeg sige dig! Du/vi skal bruge dette til at få en større forståelse for, hvad der er grundlaget for vores tanker, følelser, reaktioner og adfærd. For vores adfærd og kognitive evner kan i høj grad siges at være et resultat af, hvor funktionelle forbindelserne er imellem de forskellige hjerneområder, og hvor effektiv en kommunikation der er mellem de forskellige bestanddele, heriblandt neuronerne, der er små og uendeligt mange, og som hele hjernen er udgjort af. Der er næsten 100 BILLIONER neuroner, og ja, det er fandme mange. Men selvom vi fødes med så mange hjerneceller, kan vi som nævnt også selv påvirke forekomsten af nye neuroner, og vi kan påvirke de synaptiske forbindelser mellem de forskellige neuroner, ved at træne vores hjerner, så forbindelserne styrkes og antallet af dem forøges, så der kan sendes kraftigere signaler igennem dem. Vores adfærd og vores omgivelser har en betydning for vores hjerners opbygning, og selvom der ikke som sådan er kommet nogle nye strukturer til i mange, mange år, og vi har de samme hjerner, som de havde i stenalderen, er hjernen altså stadig i stand til at udvikle sig pga. sin neuroplasticitet, så vi dermed kan tilpasse os vores omgivelser. Det er fandme praktisk.
Hjernen er utroligt kompleks, og jeg kunne have lavet et indlæg på 300 sider og stadig ikke have forklaret alting grundigt nok. Men dette var en form for introduktion til hjernens opbygning, og selvom intentionen primært var at skrive dette for min egen lærings skyld, håber jeg, at nogle af jer kunne bruge det til noget og måske endda lære noget af det. Skriv en kommentar, hvis du har læst det hele (så giver jeg et stykke virtuel kage) og lad mig vide, om du forstod det eller om det hele var en stor gang pis. Og hvis du er en person, der allerede ved en masse om hjernen, så lad mig også vide, om det var en stor gang pis, eller om det var ok.

Hyg jer – og husk cykelhjelmen, for hjernen er for vigtig til at du kan tåle at få den ødelagt!

//A

Gode dage kommer ikke dårligt tilbage

Hej verden.

Jeg går ud fra, at titlen på dette indlæg tiltrækker jer, fordi den rimer. Man må jo tage diverse virkemidler i brug for at få læsere.

Jeg har haft en relativt indholdsrig uge, hvor det hele generelt bare er gået godt. Det har været en utroligt positiv uge, og jeg har haft nogle lange men virkeligt gode dage på uni. Jeg føler, at det er lykkedes mig at være en god studerende, og jeg har fået ros for en skriftlig opgave, som jeg arbejdede på hele weekenden, holdt oplæg, været social, været til et vildt fedt foredrag, gået utroligt mange kilometer og været tilstede til al undervisningen (i hvert fald fysisk), og så føler jeg desuden, at jeg har været et godt menneske. Jeg har fået snakket med masser af folk, og jeg har spurgt dem om, hvordan de havde det, jeg har grinet og været glad, og så gav jeg kaffe til en fra min studiegruppe, hvilket vakte en enorm glæde (det var onsdag morgen kl. 9, så det giver mening). Desuden var der en anden fra min studiegruppe, som sagde “Tak fordi du er så cool” til mig den anden dag, og det var nok dagens (muligvis ugens) højdepunkt. Generelt har jeg bare følt mig ovenpå siden sidste uge, hvilket er interessant, da det er længe siden, at jeg sidst har haft det sådan i en længere periode.

Dette betyder ikke, at jeg har fået læst hele ugens pensum, for det har jeg ikke, da jeg har været nødt til at prioritere. Men jeg har lært en hel del, og jeg har deltaget og jeg har NYDT at gøre alt det, jeg har gjort i denne uge. Det er først nu, at jeg for alvor har en følelse af, at jeg har valgt det rigtige studie, og at jeg er lige der, hvor jeg skal være. Og det er sgu rart. Dermed ikke sagt, at det er let og ikke-krævende, nærmere tværtimod. Der er alt muligt, jeg skal, og jeg er i teorien bagud og jeg har en hel del om hjernen, jeg skal have læst og lært i denne weekend, hvis jeg skal kunne leve op til de smarte forsker-typers forventninger. Men jeg har det fint med det. For jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at mit fokus skal være på at lære noget, jeg kan bruge til noget, fremfor at skulle gøre alt til perfektion og leve op til alle forventninger. Jeg bliver jo ikke en god psykolog bare fordi, at jeg bruger al min livsenergi på at forsøge at leve op til læringsmålene – jeg bliver derimod en god psykolog, hvis jeg fokuserer på at lære noget, som jeg kan bruge til at forstå mennesker bedre og selv blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, både nu og i fremtiden.

Kort sagt, så føler jeg, at det går godt. Og jeg føler mig som et vildt positiv menneske, der godt kan lide verden. Jeg tror faktisk også, at jeg føler mig en smule cool (hvad det så end er). Og det er sgu meget rart. Det er underligt, for når jeg er inde i sådan en periode, som de seneste to uger har været, så føler jeg på en måde, at jeg skal starte forfra med at lære mig selv at kende. For lige pludselig er det nogle andre ting, der gør mig glad, end det var i januar.
Lige pludseligt nyder jeg at være ude i samfundet mange dage i træk og at snakke med folk, hvor jeg i januar nød bare at være i naturen og primært snakke med mig selv. Jeg sang imens jeg kogte pasta, og nu synger jeg i mit hoved, imens jeg transporterer mig selv til/fra Aarhus. Jeg nød at sidde i stuen i sommerhuset og se på sneen, der faldt. Nu nyder jeg (næsten) at sidde på bagerste række i auditoriet og se sneen falde i uniparken.
Jeg fandt mig selv på stranden, og nu finder jeg mig selv alle steder.
Og lige nu er der ikke noget af det, der føles bedre end det andet. Lige nu føler jeg den samme glæde over at være “tilbage i samfundet” som jeg følte i januar, da jeg havde ferie og følte, at jeg kunne gøre alt det, jeg gerne ville. Lige nu føler jeg en nærmest ustyrlig glæde over det, som jeg i januar var glad for at have en pause fra.

Måske ligger den største værdi i virkeligheden i dette paradoks – for det minder mig om, at jeg både kan finde mig selv, når jeg er alene, og når jeg er i andres selskab. At der ikke kun er ét sted, hvor jeg kan have det godt og være glad, og at jeg ikke altid har de samme behov. At jeg både har brug for mig selv og for andre mennesker.

“Problemet” er, at jeg er en person, der føler alting meget stærkt. Så når noget er positivt, føler jeg mig fyldt op af positivitet, og det er som om, at min sjæl er lavet af solstråler og alt muligt godt. Jeg bliver ofte meget overvældet, hvis jeg oplever mange gode ting på én gang, men på samme tid bliver jeg også meget entusiastisk, og får lyst til at gøre endnu flere af de ting, fx at lave en masse sociale aftaler og at tage til flere frivillige foredrag osv. Ligesom jeg i januar bare havde lyst til mere social isolation i naturen, fordi det gav mig energi på det tidspunkt. Men problemet opstår, fordi det på et tidspunkt bliver for meget, uanset om jeg er for meget alene eller for meget sammen med folk. Hvis der ikke er en balance mellem de to ting, kommer jeg i ubalance, og så bliver jeg endnu mere overvældet og højst sandsynligt en smule stresset. Og det er også selvom, at jeg nyder det jeg laver, og har det godt med de folk, jeg er sammen med. Lige pludselig flyder bægeret bare over, og så føles det hele pludselig ikke længere som om, at min sjæl er lavet af solstråler. Heller ikke selvom, at jeg har gjort nogle ting, der har givet mig den følelse. Det var lidt det, der skete for mig i starten af første semester, hvor jeg havde gang i alt for mange ting på én gang, fordi jeg følte mig entusiastisk omkring det hele og ikke havde lyst til at vælge noget af det fra. Jeg kan mærke, at jeg er lidt bange for, at det hele skal gentage sig. At jeg bliver så begejstret for alting, at jeg siger ja til alt for meget, og at jeg glemmer mig selv på vejen, og skal bruge flere måneder på at finde mig selv igen.

Hvordan sikrer jeg, at der er balance i mit liv, så jeg hverken siger ja/nej til for meget eller for lidt? Hvordan kan jeg vide, hvornår jeg skal stoppe op og tage en fridag, hvor jeg afholder et Harry Potter maraton (dvs. at se mindst to af filmene i træk) med mig selv, og hvornår jeg hellere skal tage ud i verden og være sammen med mennesker? Og hvornår skal jeg hellere læse og nedprioritere alt andet? Hvorfor er der ikke nogen, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre?

Det er der en vældig god grund til, og det er, at jeg er her for at lære. Jeg er her for at lære om mig selv og om andre mennesker, og det er alle andre også. Men ingen er ens, og ingen lærer på præcis samme måde, så derfor er der ikke andre end mig selv, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad det er, jeg skal lære om mig selv, så ved jeg, at jeg vil lære det, jeg har brug for, af de beslutninger jeg træffer. Uanset om jeg senere finder ud af, at jeg måske hellere skulle have gjort noget andet, så lærer jeg. Hvis jeg aldrig tør at gøre noget, aldrig tør løbe en risiko eller gå en anden vej, end jeg før har gået, så kommer jeg jo aldrig nogen vegne, for så lærer jeg ingenting. Så kunne jeg sidde med en kop kamillete i sommerhuset hver eneste dag og ikke kunne høre andet end min egen puls, imens jeg kunne tænke på, hvor langt væk jeg var fra alt og alle.
Men det har jeg ikke lyst til. For hvis jeg altid er langt væk fra alt og alle, mister det sin værdi. Ligesom det kan miste sin værdi at være sammen med mennesker, hvis det sker alt for ofte. Der er ikke noget sjovt ved at have for meget af noget, for som sagt, så er balance det essentielle. Det er sjovere at sidde med en kop kamillete i sommerhuset, når jeg også har været ude i samfundet og har været en del af noget mere, end bare mine egne tanker.

Jeg var i øvrigt meget bange for, om det ville dræbe min kreativitet at skulle starte op på uni igen, da jeg tænkte, at jeg umuligt ville kunne have tid og overskud til at skrive digte eller blogindlæg, og at jeg nok ikke ville føle mig inspireret til det. Men sådan har det langt fra været de seneste par uger. Jeg har ikke haft vildt meget tid, men til gengæld er jeg blevet fyldt med masser af ny inspiration, og jeg har fået lyst til at skrive om nogle andre ting, end jeg havde i sidste måned (selvom det ikke er en stor forandring, jeg kører stadig i det eksistentialistiske dødstema, og så meget andet). Og det er endnu et bevis på, at jeg har brug for andet end bare mit eget selskab, hvis jeg skal gøre en forskel i verden.

Som Jan Tønnesvang sagde det i sin tale til studiestarten i august: “Det handler om at melde sig ind”. At melde sig ind i studiet, det sociale fællesskab, foredragene, studiegrupperne. Og i livet generelt (i hvert fald som jeg vælger at forstå det).
Så nu vil jeg melde mig ind i mit eget liv og tage mine egne beslutninger og lære af dem. Jeg vil sikkert sige ja til for mange ting og andre gange sige nej til for mange ting, og så vil jeg lære af det, og så vil det hele ske en gang til. Og det er sgu smukt. Tror jeg.

Nu er det midnat, og jeg må tage ansvar for mit eget liv og dermed min søvn, så farvel.

Hyg jer – og husk hue, vanter og de gode støvler, for godt fodtøj er fundamentet for et godt liv, særligt i disse dage med glatte sne- og isbeklædte (det er muligvis ikke et ord) veje.

//A

 

 

Gode dage, genforeninger og duftlys uden duft

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har lært en masse i løbet af denne uge. Også selvom det kun er torsdag på nuværende tidspunkt. Det skyldes nok, at jeg rent faktisk har været ude i samfundet alle dage i denne uge, og at jeg har været social (chokafsløring). Og det har været fænomenalt.

Jeg har snakket virkeligt meget i denne uge, nok mere end jeg sammenlagt snakkede i januar (da alle de samtaler, jeg har haft med mig selv, ikke rigtigt tæller med i regnskabet). Og selvom jeg holder af stilhed, så holder jeg samtidig af at blive mindet om, at jeg også kan være det modsatte af stille. 

Jeg holder også af at blive mindet om, hvor befriende det føles at genforenes eller reconnecte, som de smarte typer siger, med folk jeg ikke har set i noget tid. Det er nu sket to gange i denne uge med to forskellige personer, og det har været lige, hvad jeg har haft brug for. Der er et eller andet over det, der gør mig enormt glad og lettet indeni. I januar og indtil starten af februar, var jeg så meget i min egen verden, og fokuserede så meget på at have nok i mit eget selskab, at jeg lidt endte med at glemme, at jeg faktisk virkeligt godt kan lide andre mennesker, og at jeg virkeligt kan nyde folks selskab – når jeg er i det rigtige selskab, vel at mærke. Og i de seneste dage er det igen gået op for mig, at jeg fandme er nødt til at bruge mere tid sammen med de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis uden på noget tidspunkt at tænke “hvad skal jeg sige”.  De mennesker, der har kendt den 16-17 årige version af mig, og som ved, hvem jeg er. De mennesker, der bliver ved med at kunne huske mit had til storcentre og forkortelsen “remo” (eller mayo, det er lige så irriterende). De mennesker, der rent faktisk går op i, hvordan jeg har det, og spørger ind til det og lytter. Dem, der får mig til at se på klokken og ønske, at tiden gik langsommere. Og dem, som minder mig om, at jeg har formået at sætte aftryk, og ikke bliver glemt, uanset hvor mange måneder der går.

Det at genforenes med folk, føles lidt som den dag, hvor jeg ryddede op og fandt 100 kroner, som jeg havde glemt, at jeg havde lagt i en æske et år tidligere. For selvom relationen har ligget i en æske i et stykke tid, har den jo været der hele tiden, og har været indenfor rækkevidde, selvom jeg ikke har kunnet se den. Og jeg har i perioder glemt alt om indholdet af den æske, og glemt alt om, hvor fedt det er at finde 100 kroner. Men jeg har samtidig tænkt på, hvor fedt det kunne være at finde 100 kroner. Og så sker det en dag, og jeg bliver altid overrasket over, hvor fantastisk det føles, at få 100 kroner af mit fortidige jeg.

Med andre ord, så elsker jeg at se folk, som jeg holder af, igen, når jeg ikke har set dem længe, for det minder mig om, hvem jeg er, hvem jeg var, og hvem jeg ønsker at blive. Og nogen gange er det bare en enorm befrielse at omgås folk, der kender mig, så alt ikke hele tiden er nyt og forvirrende.


(Ja, jeg bruger blandt andet min fritid på at spille og synge “Leaving on a Jetplane” og optage det (fordi det er den eneste sang, jeg kan spille/synge, uden at mindst en af delene lyder forfærdeligt. Men jeg har ikke tænkt mig at dele det med internettet)).


(En beskedudveksling, jeg havde med min bror tidligere i dag – han er i Norge lige pt.)

Desuden holder jeg også af at blive mindet om, at jeg elsker Queen, og særligt denne sang:

Og lige for tiden er jeg også fan af denne sang, den har noget desperat over sig på en god måde:

Jeg købte nogle duftlys i tirsdags, og jeg tror muligvis, at det var en forfærdelig investering, eftersom de ikke har duftet på noget tidspunkt. Måske skyldes det, at rummet jeg sidder i, er for stort, og duften derfor spredes til så stort et areal, at den udtyndes, og jeg derfor ingen duftindtryk modtager. Eller noget i den stil.

Jeg har også fået kringle i denne uge, og fundet ud af, hvor Institut for Fysik ligger. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Desuden har jeg anskaffet mig en ny hue, i håbet om at komme til at ligne en af dem fra SKAM, men jeg ligner mere en kriminel eller bare en, der har skumle planer.

Jeg har også købt fire nye krus hos forskellige keramikere i Ebeltoft, og det gør mig glad indeni.

Og jeg har været på uni og lært ting og for en gangs skyld begyndt at få følelsen af, at jeg nok skal klare alting og at jeg godt kan finde ud af at være studerende. Og at jeg faktisk godt kan lide det.

Jeg har både fundet mig selv i solnedgangene, og jeg har fundet mig selv i andre mennesker. Desuden fandt jeg lige før mig selv i en kop pebermynte-te.

Jeg synes faktisk, at det er et godt liv. Og jeg er virkeligt glad for, at jeg bliver ved med at lære.

Hyg jer – og husk at bruge jeres tid sammen med dem, der giver jer en følelse af, at I aldrig har været alene.

//A

Diverse tilfældigheder

Hej verden.

Jeg var egentligt igang med at læse om den fokuserede visuelle og auditive opmærksomhed, men så distraherede Kalle mig, og nu er jeg igang med fem forskellige digte, og så arbejder jeg på et større og HEMMELIGT projekt (jeg holder det udelukkende hemmeligt, fordi jeg forsøger at fremstå interessant). Dog kan jeg afsløre, at projektets arbejdstitel er “Passionsprojektet”, hvilket er et åndssvagt navn (jeg fandt på det kl. halv to en torsdag nat, og der virkede det som et meget underholdende navn). Dog arbejder jeg ikke så meget på det lige pt pga. uni, men det er meget rart at kunne bruge det til at distrahere mig selv, når jeg føler mig stresset/presset.

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg (stadig) er en kendis:

Takket være en af de mange Ida’er jeg kender, fandt jeg meget tilfældigt ud af, at Randers HF & VUC bruger mig som gratis reklame for dem selv og deres åbent hus arrangement. Det gør mig dog ingenting, eftersom jeg kunne snakke i timevis om, hvor fantastisk et sted HF er. Åh, HF. Jeg savner HF. Suk.
Jeg er kun glad for det, hvis mit ansigt kan bruges til at få en masse 14-årige til at tænke “nææh se, en glad person, jeg vil også være glad, lad mig vælge HF” (selvom det nok ikke helt fungerer sådan).
Desuden nævnte min bror (som går på HF nu), at der hænger et billede af mig og ham ved hovedindgangen, så alle mulige fra hans klasse havde genkendt ham og sagt “ved du godt, at du hænger oppe ved indgangen”, hvilket han ikke vidste på det tidspunkt. Så vi forfølges begge af fortiden, og det vil nok fortsætte i nogle år endnu.

Det var altså en god dag med voldsomme mængder opmærksomhed. Det var den første (og nok den eneste) gang i mit liv, hvor jeg har nydt at få opmærksomhed fra så mange folk på én gang. Alt ved den dag var bare fænomenalt. Særligt den fladmaste jordbærkage og vores kødfest om aftenen i sommerhuset.

Den dag var jeg nok i det bedste humør jeg nogensinde har været i hele mit liv, da der var så meget at være glad for, og fordi det føltes som om, at jeg kunne overvinde alting. Som om, at alle de gode ting ville komme til mig i fremtiden. Og så havde jeg for første (og højst sandsynligt sidste) gang en følelse af at have vundet i præstationsræset. Det er ret trist, men det føltes sgu meget godt. Det er en følelse, jeg på ingen måder har haft siden den dag, så det var rart at opleve det bare en enkelt gang. En enkelt dag, hvor jeg ikke havde nogle problemer med at fejre mig selv, eftersom det for første gang føltes som om, at der virkeligt var noget at fejre. Så jeg badede mig i opmærksomhed og endte med at være fuldstændig udmattet i flere dage bagefter (særligt fordi jeg ikke kunne sove om natten, fordi jeg var så glad).

Men det er en svunden tid nu, og om nogle måneder er det et år siden. Det føles underligt. Den dag var den hidtil bedste i mit liv, så hvis mit liv var en graf, ville den falde drastisk efter den dag.

Så her er mit liv som graf:

Hvor y-aksen angiver “succes i livet” viser x-aksen tiden.

Nåh, nu må det være nok. Jeg ved ikke, hvad pointen er med dette, men det kan I jo selv tænke jer frem til.

Hyg jer – og husk vanterne.

//A

Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A