Kategoriarkiv: skam

Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Hej verden.

Klokken nærmer sig 24, og jeg er på vej hjem fra Fyn. Jeg har haft en virkeligt god dag, og jeg kunne skrive alt muligt, men eftersom jeg er træt og utilregnelig, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg holder af min familie og at jeg nyder at have tid til at snakke med mine familiemedlemmer om de ting, der betyder noget. Generelt elsker jeg dybe samtaler, da den slags virkeligt gør mig glad. Så tak til alle for en god dag, og tillykke til min farmor, der læser alle mine blogindlæg og digte, som bliver 67 om tre dage. Hun er frisk og en inspiration for os alle – og så laver hun en aldeles fremragende kaffe. Og hun har en pæn have og et hyggeligt kolonihavehus. (Min farfar eksisterer også, hvilket nok også lige skal nævnes. Han er også hyggelig).

Nåh, men det jeg egentlig ville skrive om, er det faktum, at jeg netop har set det sidste SKAM klip nogensinde. Jeg skal lige bruge et par uger på at bearbejde det hele, da jeg lige nu mangler ord, der kan beskrive mine følelser. Jeg er fyldt med så mange forskellige følelser, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op, men det er gode følelser, og selvom det hele minder mig lidt om den dag for fire år siden, hvor jeg dimitterede fra 10. klasse og indså, at jeg aldrig havde haft det så godt før, som jeg havde det skoleår, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, så er det her noget andet. Fuck, det var en lang sætning. Jeg beklager. Men det jeg forsøger at sige, er at jeg har en følelse af, at intet nogensinde bliver helt det samme igen. På en god måde.

Jeg flytter om fem døgn, og jeg er for tiden i gang med at pakke mit liv ned i flyttekasser fra Bauhaus. Det er fandme underligt, og det føles både surrealistisk og som det mest rigtige i verden. Det er nu, at det sker. Det er nu, at jeg træder ud i verden som min helt egen person, der selv skal betale vandregningen (og alt muligt andet). Og det er fandme underligt, for jeg føler rent faktisk, at det her er noget, jeg sagtens kan. Jeg føler, at det er rigtigt.

Konklusionen på alt dette er, at det er et godt liv, og at jeg føler, at mit liv pt kan beskrives ved en lineær funktion, der har en hældningskoefficient på over 1. (dvs. at det går godt)

Ja ok, dette er hvad der sker, når jeg skriver et blogindlæg efter kl. 24.

Nu vil jeg afslutte med et citat fra SKAM, for resterne af min værdighed er allerede langt væk.

#AltErLove

Hyg jer.

//A

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

idealjeg | et digt om alt det, der ikke er mig

jeg lytter til fransk musik
og jeg læser les misèrables
for min egen fornøjelses skyld
jeg sluger de lange romaner
men jeg læser også alle andre genrer
jeg læser på flere forskellige sprog
for oversættelser er ikke gode nok til mig
se mig
jeg er interessant
jeg er sofistikeret
mit studie er spændende og eftertragtet
så det gør mig vigtig
se her
hvor spændende det er
se hvor lange sætninger
jeg kan danne
tilmed elsker jeg alle fag
jeg er god til alting
jeg kan lære det hele
både dansk og kemi og historie
jeg ved alt
så bare spørg mig
jeg har svaret
og ved du hvad
jeg er også sjov
jeg er hysterisk morsom
og alle flokkes om mig
jeg holder af at læse digte og bøger
som ingen forstår
jeg bruger rismælk i min kaffe
for plantemælk skader ingen
og kartonen er så æstetisk
jeg spiser chiagrød
som ikke rigtigt er en grød
men det er super sundt
chiaslim er godt for din tarm
jeg går også på café
jeg sidder ved åen
og spiser noget smart
som ingen helt ved hvad er
se hvor spændende jeg er
se mig
jeg er en kunstnerisk type
der maler i fritiden
jeg maler til langt ud på natten
jeg hører gammel musik
og synger med
jeg synger utroligt godt
du skulle bare vide
se mig
jeg er spændende
jeg er sjov og jeg har tilmed en frisure
der passer til min ansigtsform
og ved du hvad
jeg klipper mig selv
og jeg er aldrig sur
jeg får det bedste ud af alting
og jeg lever i nuet
jeg holder mig i form
og følger med i politik
jeg har en nuanceret holdning til alting
og alle beundrer
at jeg har ordet i min magt
men hvad nu
hvis jeg ikke kan lide fransk musik
hvad nu
hvis det tog mit et halvt år
at læse den skide lange bog
der hang mig ud af halsen
hvad nu
hvis jeg synes plantemælk er for dyrt
hvad nu
hvis jeg ikke gider
at holde mig i form
og hvad nu
hvis jeg er skide sur
og synger af helvede til
hver anden dag
hvad så
hvis jeg bare vil drikke kaffe
indtage småkager
og spise pølser med kartoffelsalat til aftensmad
hvad så

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

det eneste vi vil

her sidder vi
og kigger den anden vej
når de kommer for tæt på
vi presses sammen
og slår blikket ned
for bagagen fylder det hele
og vi har kun plads til os selv
her står vi
og vender ryggen til
når vi ser ind i øjne
der tilhører andre end os selv
vi løber den anden vej
låser vores døre
når det eneste vi vil
er at høre til
her løber vi rundt
og tror at vi er øer
for sten har aldrig ondt
vi er frosne pakker smør
der vil realisere os selv
vi gør det vi tror vi bør
for sådan er det vel at være til
her går vi rundt og tror
at vi finder os selv
i hinanden
men når nætterne er lange
og regnen banker på
når vi ryster og er bange
har vi kun os selv
at varme os på
her ligger vi på langs
og ryster af kulde
vi husker dengang
med alt det vi skulle
vi drømmer om sydhavsøer
og skilsmisser i massevis
en dag bliver vi skøre
for kærligheden har en pris
her sidder vi og tror
at det skal rime
hvis succesen skal være stor
vi lærte os selv at mime
og glemte at vi har ord
så vi vælter ind i en stime
og sammen synger vi i kor
for vi er en lavine
her på denne jord

der var engang

 

der var engang

hvor hun gik i et med væggene

og så ind i fjerne øjne

der kiggede den anden vej

hun spurgte sig selv

hvorfor er jeg ikke glad

men hun kunne ikke se skoven

for bare træer

der var engang

hvor hun forelskede sig

i alle andre

end sig selv

hun så efter alle dem

der aldrig spurgte

om hun var glad

der var engang

hvor hun troede

at hun altid ville fryse

at hendes sjæl var frosset ned

og at hun havde brug for dem

til at tø den op

for hun troede ikke

at hun selv kunne nå derind

 der var en dag

hvor hun gik en anden vej

og mødte et træ

hun satte sig under det

for her var der læ

her kunne hun se alt

skoven

stranden

røg fra skorstenen

på naboens hus

hun mærkede solen sige farvel

på en sensommerdag

og omgivet af grønne blade

sagde hun til sig selv

jeg vil aldrig mere tilbage

så hun fløj afsted

med de faldne blade

hun sagde farvel

til alle dem

der ikke skulle med

for de tog varmen fra hende

og skruede hendes stemme ned

hun fandt hjem

i en by af stjerner

og hun ved nu

at hun har hjemme

i sig selv

hun forelskede sig

i alle de smilende øjne

og hun sang højt og klart

med åbne vinduer

for hun havde lært

at skrue op for sig selv

en dag

når tiden kommer

vil hun se ind i nye øjne

og finde endnu et hjem

men indtil da

vil hun svømme videre

imod strømmen

dykke ned på bunden

og se alt det

ingen før har set

der var engang

hvor hun troede

at hun gik i et med væggene

hvis hun slog blikket ned

når nogen så hende i øjnene

men nu skruer hun op for farverne

hver dag

når solen står op

hun ser alle de lysende øjne

der smiler til hende

fra den anden side af gaden

hun synger på cykelstien

og hun ved at hendes stemme

aldrig kan skrues ned

af andre end hende selv

Hvis dette var en madblog – en opskrift på vegetariske, laktosefri, smørfri og næsten sunde pandekager

Hej verden.

Dette er indlæg nr. 200 på denne blog, og jeg har besluttet at bruge det på noget så meningsfuldt som at bringe en opskrift på pandekager. Dette skyldes primært, at jeg forsøger at indfange læsere, da jeg ved, at folk strømmer til, hvis man skriver et indlæg, der indeholder en masse ord om, hvad der ikke er i maden, men at den alligevel smager godt.

Så hvis du leder efter den perfekte opskrift på pandekager, så er du kommet til det helt rette sted!!

 

Eller nok nærmere det helt forkerte sted, eftersom jeg selv har opfundet disse pandekager og ikke har skrevet ned, hvad jeg har brugt af de forskellige ting. Men det skal ikke være en hindring, det kan derimod være en opfordring til, at I alle begynder at tænke lidt selv og får en føling med dejen, eller hvad de smarte typer plejer at sige. De smarte typer har nemlig aldrig brug for en udførlig opskrift, og det har du heller ikke!

Så her er en form for opskrift (jeg ved ikke hvorfor)

(Er det ikke æstetisk?)

Amanda Thylkjærs unavngivne – og tilfældigvis laktosefri, smørfri og kødfri – pandekager:

(Til 1 person eller muligvis kun ½ hvis vedkommende er meget sulten. Der kan måske også være til 2 personer, hvis de er den slags typer, der ikke spiser ret meget)

Dette skal du bruge (hvis du har lyst):

-½ banan (eller en hel, hvis du er en rigtig helsetype)

-Risdrik (eller alm. mælk eller vand, afhængig af om du er veganer eller laktoseintolerant eller bare er fint på den)

-Noget hvedemel

-En håndfuld havregryn eller noget i den stil

-2 æg

-Noget kokosolie (eller smør efter behov, hvis du ikke er helsetypen)

-Vaniljesukker

-Kanel efter behov/personlige præferencer

-Bagepulver

-Lidt sukker (dette kan også udelades, hvis du er helsetypen, der er imod tilsat sukker)

Sådan skal du gøre (der er dog ingen tvang, jeg vil på det kraftigste opfordre til, at du bare følger dine impulser og ikke lader dig styre af, hvad jeg siger, at du skal):

-Find en skål, der hverken er for stor eller for lille.

-Find en pande, der fungerer og ikke er træls.

-Find alle de ovenstående ting og stil dem forskellige steder i køkkenet, så du skal løbe rundt efter hvert element, når du skal bruge det.

-Smelt noget kokosolie på panden.

-Slå to æg ud i den netop fundne skål.

-Find et piskeris (eller brug en gaffel, hvis du ikke ejer et sådant).

-Pisk æggene med lidt sukker, du bestemmer selv hvor meget sukker og hvor længe, du ønsker at piske.

-Tilføj noget vaniljesukker og bagepulver (jeg hældte det bare direkte ned i dejen fra bøtterne, det er altid anbefalelsesværdigt).

-Tilføj evt. kanel hvis du er den friske type.

-Skru ned for kokosolien, den er nok smeltet nu, og du ønsker ikke, at den skal blive alt for varm.

-Hæld nogle havregryn ned i det hele.

-Hæld lidt mel ned i.

-Rør rundt.

-Hæld kokosolien i.

-Rør rundt (men ikke for meget)

-Hæld noget risdrik i lidt efter lidt (ikke det hele på én gang, så kommer der klumper i, og klumper er af en eller anden grund ikke socialt acceptable i dette samfund)

-Smelt lidt mere kokosolie til stegning.

-Skær bananen over i to. Mos den ene halvdel og hæld den i dejen (eller lad være med at mose den, så får du bare et underligt resultat)

-Hæld noget af dejen på den opvarmede pande (brug evt. en form for ske, da det kan blive meget voldsomt, hvis du hælder direkte fra skålen, men prøv endelig hvis du tør)

-Vend pandekagerne når der dannes bobler i midten af dem og de ser ud til at trænge til at blive vendt.

-Steg dem helst ved middelvarme (så kan du jo tænke lidt over, hvad middelvarme er)

-Bliv ved indtil du ikke har mere dej.

-Anret pandekagerne. Du bestemmer selv hvordan du vil gøre, men jeg synes da, at du skal anvende den halve banan, du alligevel har liggende på køkkenbordet, for hvad skulle du ellers bruge den til? Den er jo nok ikke særligt spændende at spise i morgen. Så brug den! Skær den ud i nogle smarte skiver og gør et eller andet.

-Indtag pandekagerne imens du får en kop kaffe og ser et af dine yndlingsafsnit af SKAM for femte gang (dette trin er påkrævet, det er den vigtigste del af processen)

-Husk at vaske op efter dig selv (og evt. vaske dig selv, når du er igang) og tørre mel op fra gulvet/bordet/din krop.

Hvis dette var en madblog, ville alle indlæg være sådan her, og jeg tror at det er godt, at det ikke er tilfældet. Og hvis dette var en madblog, ville jeg skrive endnu et indlæg omhandlede ovenstående aftensmåltid, som jeg lavede til min familie i dag. Men det gider jeg ikke, også selvom det var et utroligt vellykket måltid.

Hyg jer.

//A

 

 

 

Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A

 

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).