Kategoriarkiv: samfund

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

En snak om alkohol #2 | Iris

Hej verden.

Her kommer andet indlæg i min serie om alkohol. Det er skrevet af min gode ven Iris, som er et af mine yndlingsmennesker. Jeg håber, at I finder hendes ord ligeså interessante, som jeg gør. 

  1. Hvordan er dit forhold til alkohol? Hvorfor drikker du (ikke) og hvordan har du det med det?

Jeg har et anstrengt forhold til alkohol og derfor drikker jeg ikke, da jeg er bekymret for hvordan jeg vil være over for andre hvis jeg er under indflydelse, for hvis jeg ikke siger det når jeg ikke er fuld så er der er god chance for at det ikke er noget der bør siges.

Der er en forskel på at drikke og være fuld, men da jeg i forvejen ikke er god til at styre mig selv, vil jeg være tilbøjelig til at ende som en alkoholiker, og det er der vel ingen der ønsker at blive?

Jeg har det det helt fint med ikke at drikke, selvom der en gang i mellem kan være en spændende drik man tænker man skal prøve, hvor man derefter bliver skuffet når man opdager at den har alkohol i den. Jeg kan dog godt finde på at smage folks drinks (med lov), og har endnu ikke fundet noget godt i det.

  1. Hvis du ikke drikker, hvordan har du det med at være sammen med folk, der drikker?

Jeg prøver at undgå det, da jeg ikke rigtig kender nogen som kan drikke uden at ende fuld. Det jeg oplever ofte sker når folk er fulde er at de går fra at være et ansvarligt voksent/ungt menneske til at blive meget store, små børn, som ofte ikke kan finde ud af hvad der er ok at gøre og udsætte andre for. Samt dem der gentager sig selv i alt evighed er vildt irriterende at være omkring. Til min nieces barnedåb endte en af gæsterne med at blive så fuld at hun fik voldsomme humør svingninger som betød at hun var over kærlig og derfor kyssede mig, slikkede min søsters bror ned af halsen fra øret samt mere, for derefter at bryde tudende sammen. Det var noget af en dag, det skal dog siges, jeg aldrig har oplevet hende gøre det samme igen.

Der er folk jeg kan være sammen med selvom alkohol er involveret, men det kommer virkelig an på hvad formålet med sammenkomsten er, hvis det handler om at drikke sig i hegnet, så vil jeg ikke være der. Men hvis det bare er en gruppe hyggelig afslappet mennesker gør det mig ikke noget.

  1. Er der noget du føler, at du ikke kan deltage i, fordi du ikke drikker? Får det dig til at undgå bestemte situationer, hvor alkohol er involveret?

De fleste folk ved godt at jeg ikke drikker og jeg har kun sagt nej til situationer hvor formålet er druk, eller vin og tapas. For det meste er de folk jeg omkring helt ok med at jeg ikke drikker og jeg har endda deltaget i to druk spil, hvor jeg har fået lov til at drikke vand eller sodavand i stedet, som ikke har været et problem for hyggen.

  1. Har du nogensinde følt dig presset til at drikke alkohol, og hvordan har du i så fald håndteret det? Eller følt, at du var udenfor, fordi du ikke drikker?

I 7 klasse hvor unge ofte begynder at gå i byen og drikke, var jeg ret deprimeret og havde derfor skubbet mig selv ud af min klasse. Dem jeg hang ud med var klassen under mig og var en lille gruppe af folk, der havde noget af den samme holdning som jeg selv med alkohol, så det var ikke noget jeg er blevet udfordret med. Det tætteste jeg er kommet på sådan en situation er nok velkomstdrikken til alle de der familiefester ,og den ene gang min mor prøvede at være fortaler for at alkohol ikke var så slemt da i små mængder gjorde det bare en mere afslappet. I fest situationer er det bare øv, og man må så bare vente på at maden kommer så man kan få noget at drikke. Min mors forsøg mislykkedes, da jeg ikke ser nogen grund til at begynde at drikke, jeg kan hygge mig på sukker.

  1. Selvom du ikke selv drikker alkohol, kan du så forstå dem, der gør? Og hvorfor tror du, at de gør det?

Jeg kan godt forstå det, som min mor siger er det et redskab til at gøre situationen mere behagelig, så man kan nyde den, især når man måske er lidt ængstelig. Der er også noget af det som sikkert smager godt og de derfor indtager det af den grund. Men i bund og grund er det vel på grund af den afslappende følelse som umiddelbart opstår, som jeg tror folk jagter.

  1. Har du et godt råd til mig og andre, som har et anstrengt forhold til alkohol? Hvad kan jeg gøre for at kunne være mere afslappet, når folk omkring mig drikker?

Jeg tror det i bund og grund handler om hvem det er, Jeg kan ikke slappe ordentlig af når jeg er sammen med mine forældre når de drikker, har drukket, da jeg ikke ved hvor jeg har dem og det gør mig ufattelig usikker. Jeg kan godt være sammen med min ven Julie da hun er en kærlig person og jeg holder nok af hende til at accepterer hende sådan samt jeg derefter kan små drille hende med de dumme ting hun gjorde som hun ikke altid kan huske XD.

Som sådan har jeg ikke nogen gode råd, men jeg vil nok mene at man skal gøre det man har det bedst med det, så hvis det er at sige; ”jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig, men alkohol siger mig intet, så vi ses en anden dag” så må det være det. Det betyder ikke at man ikke kan ændre mening, men det betyder heller ikke at man behøver at ændre mening.

Jeg finder alkohol unødvendigt og det har ikke ændret sig 🙂

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

Amanda Thylkjærs Nytårstale 2018 | et digt

et nyt år er i gang
og jeg vil gerne sige et par ord
jeg vil benytte anledningen
til at opfordre til
at vi alle finder ud af
om vi kan se os selv i øjnene
for hvis vi glemmer det
er vi allerede derude
hvor vi ikke kan bunde
vi må se på os selv
og sammenligne os med dem
vi var i går
ikke dem
nogle andre er i dag
vi må se på hinanden
og fjerne vores masker
ellers bliver det vanskeligt
nogensinde at finde ind
til det der er rigtigt
dronningen siger
at det hele handler om dem
der står os nær
jeg er ikke udpræget royalist
men den søde rare dronning
har altså en pointe
for vi kan ikke komme udenom
at mennesker har brug for mennesker
så det er nok meget godt
hvis vi husker hinanden
hov vent
jeg skal lige huske
at takke søens folk
godt nytår til jer
og godt nytår til alle andre
gud bevare
stillezonen i toget
gode højtalere
søde svigerforældre
kærligheden
og pasta med salt

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A