Kategoriarkiv: samfund

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

det eneste vi vil

her sidder vi
og kigger den anden vej
når de kommer for tæt på
vi presses sammen
og slår blikket ned
for bagagen fylder det hele
og vi har kun plads til os selv
her står vi
og vender ryggen til
når vi ser ind i øjne
der tilhører andre end os selv
vi løber den anden vej
låser vores døre
når det eneste vi vil
er at høre til
her løber vi rundt
og tror at vi er øer
for sten har aldrig ondt
vi er frosne pakker smør
der vil realisere os selv
vi gør det vi tror vi bør
for sådan er det vel at være til
her går vi rundt og tror
at vi finder os selv
i hinanden
men når nætterne er lange
og regnen banker på
når vi ryster og er bange
har vi kun os selv
at varme os på
her ligger vi på langs
og ryster af kulde
vi husker dengang
med alt det vi skulle
vi drømmer om sydhavsøer
og skilsmisser i massevis
en dag bliver vi skøre
for kærligheden har en pris
her sidder vi og tror
at det skal rime
hvis succesen skal være stor
vi lærte os selv at mime
og glemte at vi har ord
så vi vælter ind i en stime
og sammen synger vi i kor
for vi er en lavine
her på denne jord

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A