Kategoriarkiv: samfund

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

Amanda Thylkjærs Nytårstale 2018 | et digt

et nyt år er i gang
og jeg vil gerne sige et par ord
jeg vil benytte anledningen
til at opfordre til
at vi alle finder ud af
om vi kan se os selv i øjnene
for hvis vi glemmer det
er vi allerede derude
hvor vi ikke kan bunde
vi må se på os selv
og sammenligne os med dem
vi var i går
ikke dem
nogle andre er i dag
vi må se på hinanden
og fjerne vores masker
ellers bliver det vanskeligt
nogensinde at finde ind
til det der er rigtigt
dronningen siger
at det hele handler om dem
der står os nær
jeg er ikke udpræget royalist
men den søde rare dronning
har altså en pointe
for vi kan ikke komme udenom
at mennesker har brug for mennesker
så det er nok meget godt
hvis vi husker hinanden
hov vent
jeg skal lige huske
at takke søens folk
godt nytår til jer
og godt nytår til alle andre
gud bevare
stillezonen i toget
gode højtalere
søde svigerforældre
kærligheden
og pasta med salt

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A