Kategoriarkiv: regnvejr
jeg skal afsted
den eneste sandhed
jeg kendte til
var dig
du var regnen
mod ruderne
på en efterårsdag
men jeg kender dig ikke mere
jeg ser ud
og jeg ser mig selv
nede på gaden
refleksioner fra dengang
regnen holdt mig fast
jeg troede engang
at jeg var som regnen
men det var jo ikke mig
der kølede verden ned
jeg kender dig ikke mere
så nu cykler jeg
i regn og slud
i solskin og fuglesang
dag og nat
altid en ny vej
for jeg skal ud
jeg smiler til alle
og ingen forsinker mig
jeg synger på cykelstien
og bremser ikke længere
på vej ned ad bakkerne
for jeg skal afsted
jeg husker
da vi dansede på roser
indtil regnen tog over
og sommeren blev væk
du spurgte
om jeg ville danse videre i regnen
men dine sko blev våde
og du måtte afsted
du skulle bare vide
nu danser jeg selv
mod nord
De sidste sommerdage
Hej verden.
I min tidligere yndlingsbog (en af de mange), er der en person, der er dødeligt syg, og som slutningen nærmer sig, får han det kun værre og værre og alt er noget pis. Men en dag vågner han op, og har det mindre forfærdeligt end normalt uden at det giver mening. Ingen forstår det, og ved ikke hvad de skal tro, for det er jo dumt at få for høje forhåbninger til noget som helst i den situation. Han ved det ikke selv, men den dag ender med at blive “Den Sidste Gode Dag”, inden det for alvor begynder at gå ned ad bakke og aldrig op ad igen. Otte dage senere dør han af kræft.
Men han bruger den sidste gode dag på at være sammen med de mennesker han holder af og at gøre en af de ting, han gerne vil nå, inden det er slut. Hans stemme lyder normal igen, og hans øjne lyser af liv. For sidste gang, inden det så er slut.
(Jeg følte for at starte dette indlæg på en dramatisk måde).
Sådan er det også med sommeren. Det var helt ad helvede til i en lang periode (jeg synes egentlig, at det var en fantastisk sommer, men det var måske af andre grunde end vejret), og nu hvor vi alle ved, at det er slut og det i teorien er efterår, kommer der så en/flere gode dage, der virker som sommerdage, selvom de ikke er det. Vi tør ikke at forvente noget af bare frygt for at blive skuffede, men alligevel tager vi shorts på/undlader at have bukser på. Vi bruger pauserne i skolen/på arbejdet til at skynde os ud for at mærke solens stråler mod vores hud og visualisere, at vi sidder på en sydhavsø med en fancy drink og høje palmer omkring os, med udsigt til det azurblå hav, som solen reflekteres i, imens vi ikke har andre bekymringer, end om vi skal have pizza eller en meget stor bøf til aftensmad.
På dage som disse, når man lige at tænke, at alt er godt, og at det varer for evigt, for man kan slet ikke forestille sig, at solen om en måned begynder altid at gå ned klokken 17 eller før, og at der går over et halvt år, før man igen kan sidde udenfor om aftenen og spise. Vi ved alle godt, at sommeren er igang med at dø (for i år), og at denne dag med stor sandsynlighed har været den sidste “sommerdag” for nu, og vi kan mærke, at det hurtigere bliver koldt om aftenen, og at vi skal sige farvel, men selvom vi ved det, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke vil være i sorg, når solen er dækket af skyer og det regner, hagler og sner så meget, at vi er sikre på, at den aldrig kommer tilbage igen.
(Et forsøg på dramatisk billedsprog).
Problemet med Den Sidste Gode Dag er, at vi aldrig kan være sikre på, hvornår den kommer/om den overhovedet kommer. Så hvad kan man lære af det?
Det ved jeg ikke. Måske, at det handler om at nyde det imens man kan, og ikke tænke for meget på, at bladene snart falder af træerne, og at vejene snart vil være dækket af et tykt lag sne/brunt sjask, der bliver liggende indtil marts og ser træls ud. Måske handler det bare om at nyde det imens man har det og gøre de ting, man ikke fik gjort i løbet af den “rigtige” sommer (som fx at sidde ude og få noget sol, jeg brugte primært sommeren på at sidde under halvtaget og betragte/lytte til slagregnen der blev ved og ved). Og måske handler det bare om at huske de øjeblikke, hvor man ønsker, at tiden vil gå i stå, og man ikke skal andet end bare at have det godt og gøre det man har lyst til. For det er de øjeblikke, og mindet derom, der får os igennem vinteren og de svære, mørke tider.
Eller noget i den stil.
Jeg har nydt denne uges gode vejr. Det har givet mig mere energi at få sollys, og det har mindet mig om sommeren, som var lang og god og begivenhedsrig (og samtidig meget kedelig i perioder). En sommer, jeg husker for cykelturene til de små byer tæt på sommerhuset og for oplevelserne i lokalområdet sammen med min familie. En sommer, jeg husker for alt det, jeg fik malet, både billeder og fodlister, og den musik, som vi hørte dag ud og dag ind (primært The Beatles), fordi jeg insisterede på, at vi ikke skulle høre Radio Alfa (en forfærdelig kanal). En sommer, jeg husker for de sidste rigtige arbejdsdage og at føle mig gammel og på vej mod noget nyt. En sommer, der startede med, at jeg afsluttede en uddannelse, og sluttede med, at jeg startede på en ny uddannelse (for at gøre det rigtigt forvirrende). En sommer, der fik mig til at føle, at jeg er på vej i den rigtige retning.
2016 er et af de bedre år.
Hyg jer.
//A
“Hej med dig, er du klar over, at du kommer i helvede”?
Hej verden.
Jeg er overstimuleret og har fire fabler på tæerne, to på hver fod. Jeg har en teori om, at jeg går forkert, da jeg ofte får vabler, altid på de yderste tæer. Eller også skyldes det bare, at det er en skidt idé at bruge to dage i træk på at gå 10-13 kilometer begge dage inde i storbyer. Hvem ved.
Jeg var i Aalborg med min bror i mandags for at komme på et eventyr. Vi kan godt lide at tage toget forskellige steder hen fordi det er fedt at man må spise i toget, og at det ofte føles som om, at toget svæver.
Alt i alt, tror jeg vi gik 13 km mandag (jeg nægter at downloade en app som fx Endomondo der præcist kan måle det, da det tager det sjove ud af det at være på tur + jeg er bange for, at jeg vil komme til at slå resultatet op på min Facebook-profil). Vi så masser af spændende ting, som jeg ikke har tænkt mig at beskrive detaljeret i dette indlæg, da det ikke er det, som det skal handle om lige nu.
Tirsdag var vi så i Vejle, og det var ikke nogen specielt smuk oplevelse. Det var ikke Vejles skyld, men nærmere det faktum at det regnede, og at vores sind (og mine fødder og ben) var overstimulerede.
“Du burde da have regnet ud, at det var en skidt idé at tage på to lange ture to dage i træk” siger alle så.
Ja, det var jeg dybest set også godt klar over, men mandag og tirsdag var de eneste dage vi havde mulighed for at komme på tur, da jeg for en måned siden sagde ja til at arbejde onsdag til lørdag i ferien, fordi jeg havde glemt alt om, at uge 42 var en ferieuge. Sådan er det jo i dette travle samfund.
Jeg fortryder ikke at vi tog afsted, for vi har nu fået set alle mulige seværdigheder (dvs. Aalborg Universitet, Aalborg Bibliotek, Vejle Bibliotek, diverse friluftsbutikker og alt muligt andet), vi har fået købt alle julegaver, og jeg har fået en ny vindtæt regnjakke der var dyrere end nogen jakke jeg nogensinde har haft, selvom den var sat ned med 50 %. Og jeg gik ikke i panik på noget tidspunkt, selvom der var mennesker og biler over alt. Det var ret overraskende, da det normalt sker når jeg er i en storby.
Det har fået mig til at indse, at livet som turist er ret krævende. Ikke, at jeg ikke var klar over det i forvejen, men jeg blev mindet om, at virkeligheden ikke altid er som man planlægger den til at være. Jeg har altid haft en tendens til at overvurdere mig selv og sige ja til alt muligt, som jeg ender med ikke at kunne klare, så jeg ender op med at være helt vildt stresset og have det dårligt + at have dårlig samvittighed. Hvorfor er det egentlig sådan, tænker jeg tit, og jeg er ikke helt nået frem til grunden, men jeg tror, at det primært skyldes mit idealjeg. Altså de idealer jeg har for, hvad jeg gerne vil, hvordan jeg vil gøre det, og hvordan det hele skal forløbe.
Problemet med det er, at jeg tit glemmer at høre hvad mit jeg mener om de ting, som mit idealjeg/overjeg gerne vil have mig til. Det var fx det der skete, dengang jeg tog med til København på studietur, selvom jeg dybest set godt vidste, at det ikke ville være optimalt for mig at tage med. Jeg gjorde det fordi, at jeg tænkte “Alle andre er på studietur med deres klasser, dette er den eneste chance jeg får i løbet af HF, så jeg gør det”, og så fordi, at jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne klare det. Det lykkedes så ikke helt som jeg havde tænkt mig, men i stedet kom der det ud af det, at jeg indså, at jeg ikke gider at tvinge mig selv igennem ting bare for at leve op til et eller andet. Det er umiddelbart heller ikke noget jeg gør ret ofte, da jeg selv synes, at jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er. Men nogen gange er det virkelig en kompliceret ting at finde ud af, om noget er godt at gøre eller ej.
For eksempel har jeg meldt mig til studiepraktik på Litteraturhistorie (Aarhus Universitet) i næste uge. Det har jeg primært gjort for at finde ud af, om det er den uddannelse jeg skal tage, men også for at komme ud af “komfort-zonen”. Jeg ved dog, at jeg højst sandsynligt vil føle mig en smule stresset i situationen, da jeg synes Aarhus indeholder for mange mennesker, cykler, biler og busser, og at det betyder, at jeg skal forholde mig til en masse nye mennesker og indtryk. Men jeg er overbevist om, at det er en vigtig ting at gøre, da jeg har lyst til at gøre det, og ikke gør det fordi jeg føler, at jeg skal. Det er dér hele forskellen ligger. Jeg tror på, at det er godt at presse sig selv til at gøre nogle ting, som man gerne vil, også selvom man er lidt bange for det. Det er godt at være ude af komfortzonen nogen gange, men det er efter min overbevisning bedst, at jeg tilbringer det meste af min tid med noget jeg føler mig tryg ved, da jeg ellers ikke har det godt. Det ville ikke sige, at jeg kun skal gøre de ting jeg er tryg ved, nej, men at jeg skal passe på med ikke at opføre mig som om, at jeg er en meget ekstrovert person, der altid har brug for eventyr, for det er jeg ikke. Jeg kan let blive overvældet af alle mulige ting, og selvom jeg elsker at være på eventyr ind i mellem, ligesom jeg har været de sidste to dage, så elsker jeg endnu mere at komme hjem igen og tænke “Nææh, sikke en god tur, nu kan jeg slappe af”.
Problemet er så, at det kan være satans svært at finde ud af, hvornår jeg rent faktisk selv VIL ting, og hvornår jeg gerne vil noget, fordi jeg føler, at det vil være det rigtige at gøre/fordi en masse andre mener, at det vil være godt. Fx. da jeg startede på gymnasiet, havde jeg ikke gennemtænkt det ordentligt og endte op med at gøre det fordi jeg gerne vil gøre det samme som mine venner, og fordi jeg helbredsmæssigt havde det så godt, at det ikke virkede helt umuligt. Jeg tror dog ikke, at jeg ville have ændret på det, hvis jeg kunne i dag, da det var en nødvendig ting for mig at lære – at jeg aldrig skal gøre noget, bare fordi det er det flokken gør, da jeg oftest bliver gladest for at gøre det, som flokken ikke gør. Fx da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, selvom alle andre i klassen blev det. Den beslutning er jeg stadig voldsomt glad for i dag.
(SE det ligner et slot men det er et hus!!! (Jeg ved godt, at man ikke må tage billeder af andres huse, men jeg fortæller jer ikke hvor det ligger, så jeg tvivler på, at I kan bruge det til noget, men kontakt mig hvis I føler jer stødt over at jeg kan finde på at lægge sådan et billede ind eller andet))
Nåh, men nu skal det ikke alt sammen handle om mig. Eller jo, det skal det, men tilbage til pointen; jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, om jeg gør noget for min egen skyld eller fordi jeg føler, at det ville være smart/sofistikeret/godt/interessant/beundringsværdigt/fancy hvis jeg gjorde et eller andet. Fx overvejer jeg at læse litteraturhistorie, men jeg kan ikke finde ud af, om det er noget jeg mest af alt har lyst til, fordi jeg godt kan lide tanken om at gå rundt og sige “Hej, jeg læser litteraturhistorie” til folk, fordi jeg synes det lyder smart og passer til den person, jeg selv mener at jeg er (i hvert fald pt.). Endnu en ting er hele dilemmaet med, om jeg skal tage ud at rejse eller ikke. For nogle uger siden var jeg overbevist om, at jeg ville ud på en form for rejse, fordi jeg havde brugt en hel dag på at se rejsevideoer på YouTube med folk der sagde alt muligt om, at det var det bedste i verden og at man aldrig ville kende sig selv, hvis man ikke havde rejst.
Dette er til en vis grad rigtigt, og til en vis grad en stor gang pis. For det første, kan jeg ikke bruge det til noget som helst, at nogle andre siger, at noget er “det rigtige” at gøre, da jeg ikke er dem, og de ikke er mig, og derfor ikke ved, hvad der er rigtigt for mig. For det andet, så har folk forskellige måder at “finde sig selv” på. Nogle gør det ved at dyrke ekstremsport og rejse, andre gør det ved tegne/male, og nogle gør det ved at læse og forsøge at se det gode i menneskeheden (det er det jeg prøver på). Selvfølgelig går jeg ind for, at man også skal se verden, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil lære mig selv bedre at kende ved at tage til Asien i seks måneder alene. Ja, jeg ville komme ud af “komfortzonen” men ville jeg blive lykkelig? Det tror jeg umiddelbart ikke. Der er intet galt med Asien, men jeg tror ikke på det med, at man tager et fjernt sted hen for at finde sig selv. Jeg forstår, hvorfor man kan have en trang til at komme væk og opleve noget, og sådan har jeg det også selv nogen gange, men jeg har samtidig lært mange gange, at “nissen/aben/papegøjen flytter med”, uanset hvor langt du rejser væk. Hvis du flygter fra dine problemer, så vil de følge med dig, også selvom du tror, at du kan efterlade dem derhjemme. Jeg tror ikke på, at man kan løse noget ved at rejse til Asien, med mindre der er tale om et udslæt etc., da jeg har hørt, at de er skide gode til at behandle diverse sygdomme med alternativ medicin/urter derovre.
Men min pointe er, at jeg realistisk set ikke tror, at det vil være en fantastisk oplevelse for mig at tage på en lang udlandsrejse alene. Nu har jeg været på relativt mange ferier og ture, og jeg ved, at jeg altid er fuldstændig udkørt, hvis vi har lavet aktiviteter to hele dage i træk, ligesom jeg har de sidste to dage. Jeg har brug for relativt meget afslapningstid for ikke at blive sindssyg, og jeg synes det er utroligt krævende at rejse, selvom det selvfølgelig også er godt at se nye ting.
Mange siger, at et sabbatår er den eneste mulighed man får for at komme ud at rejse inden det går løs med universitetet/andet, børn, barselsorlov, huskøb, børnepasning, pension, alderdom osv., men det NÆGTER jeg at lade mig styre af. Nu jeg tænker over det, er det en forfærdeligt deprimerende måde at leve sit liv på. “Jeg må hellere gøre dette nu imens jeg kan, inden jeg skal bruge hele mit liv på andre ting, og dermed ikke får tid til at gøre det jeg vil”. For det første er der ingen der skal fortælle mig, at jeg skal skynde mig at tage en uddannelse og få børn samtidig (Nej, alle “Knald for Danmark” kampagnerne virker ikke på mig), og jeg gider heller ikke at gå en fremtid i møde, hvor jeg aldrig kan gøre de ting jeg har lyst til og tage på en rejse, hvis jeg vil. Hvis jeg vil rejse til Asien når jeg er 35, så gør jeg FANDME det!
Det at rejse burde være noget man gør udelukkende af lyst, men jeg tror det er ved at udvikle sig til at blive noget, som mange føler, at de bør gøre, for at blive gode samfundsborgere. Det at rejse er blevet et symbol på, at du er rigtigt voksen og ansvarlig og at man er “færdig” til at komme ud i verden. “Du er ung og frisk, du skal da ud at opleve verden imens du kan!!” siger alle til familiefesterne, imens man selv nikker og tænker “Ja, det er vel det jeg skal, tænk hvis jeg bliver smasket ned af en bus om et år, og jeg aldrig fik set Østrig først”. Sådan tænker jeg ikke selv, da jeg allerede har set Østrig, men jeg tænker over, at jeg egentlig skulle skamme mig, at jeg mener, at det er et reelt problem, at jeg ikke ved, om jeg skal tage ud at rejse eller ej, og at jeg har ti forskellige uddannelser jeg kunne se mig selv tage, fordi jeg synes de er interessante. Jeg er så satans priviligeret og jeg kan alt muligt, og så er det et problem?
Så kommer den dårlige samvittighed og alle “jeg burde” tankerne – hvis jeg har tiden til det, burde jeg så ikke tage et år til Afrika og arbejde frivilligt i fattige områder? Skylder jeg ikke andre mennesker at tænke lidt på dem i stedet for mig selv? Hvad er jeg egentlig for et menneske? Jeg kommer aldrig i himlen, når jeg ikke gør flere uselviske gode gerninger.
At jeg ikke kommer i himlen blev jeg bekræftet i igår, da vi mødte nogle religiøse mennesker på gågaden i Vejle.
“Må vi stille jer et lidt underligt spørgsmål?” sagde de.
“Ja”, sagde jeg, imens jeg tænkte på, om det mon var noget der handlede om toiletvaner eller noget andet, og om jeg mon ville komme på forsiden af Vejle Folkeblad.
“Har I nogle smerter nogen steder i kroppen?” sagde den mandlige af dem så.
Jeg havde voldsomt ondt i benene og fødderne, så derfor sagde jeg “Næh, jeg har det faktisk rigtig godt!”
“Det var da dejligt for dig!” sagde den kvindelige, som havde hypnotiserende øjne. Det føltes som om, at min sjæl blev suget lidt ud, når jeg så hende i øjnene.
“Nåh, men det er fordi, at vi har gode erfaringer med, at helbrede folk for deres smerter her midt på gaden. Det er Jesu’ kraft vi bruger til at helbrede folk med, og alle oplever en øjeblikkelig lindring eller en total eliminering af smerterne” sagde den mandlige.
“Hm hm. Spændende. Men det er ikke rigtigt nødvendigt, vi er ikke interesserede, ellers tak” sagde jeg.
“Helt ok, ellers må I prikke os på skulderen næste gang i har nogle smerter” sagde han.
Jeg smilede og nikkede, hvad kan man ellers gøre. Jeg tager fandme ikke til Vejle næste gang jeg har nogle smerter, det kan jeg godt afsløre.
“Er I kristne?” sagde den kvindelige så.
Så starter en fem timer lang diskussion, tænkte jeg, imens jeg hurtigt udtænkte et svar der hverken var fordømmende eller belærende.
“Jeg er ateist, men jeg synes de fleste religioner indeholder nogle gode ting, for eksempel har kristendommen da nogle fine værdier på nogle punkter. Men jeg har personligt ikke brug for en religion, da jeg synes det er bedre selv at kunne bestemme mine værdier”.
Deres ansigter blev ikke glade.
“Okay. Men det vi er her for, er at oplyse folk om, at selvom de tror, at de nok skal komme i himlen selvom de ikke er kristne, så siger Evangeliet altså noget andet om den sag. Man er nødt til at bekende sig til den kristne tro for at komme i himlen” sagde den kvindelige og gav os to visitkort med teksten “www.OplevJesus.dk” påtrykt.
“Prøv at læs lidt inde på denne side, jeg er sikker på, at det vil være en øjenåbner for dig/jer” sagde hun.
“Nåh, ok, ja, tak”, sagde vi så.
“Ha’ en GOD dag!” sagde de så og gik.
“Puha, hold da op, det må jeg nok sige” sagde vi derefter til hinanden.
(Min bror sagde umiddelbart næsten intet til dem udover “Hmmm”, “Næææh” og “Hej” til dem, da han kom i en form for choktilstand hvor han var overbevist om, at de ville forsøge at suge ham ind i en syg sekt og at der ville være stearinlys og en kirkekasse der vil have ens penge andet ubehageligt).
Jeg skulle nok have informeret dem om, at jeg faktisk ikke gider at i himlen, da videnskaben siger, at man vil fryse ihjel indenfor et par sekunder oppe i himlen, fordi der blæser så sindssygt meget og der er voldsomt mange minusgrader. Min bror og jeg blev enige om, at vi personligt foretrækker at blive sendt videre over i en portal, der fungerer ligesom ét stort hoppeland, bortset fra, at der ingen skrigende børn er, og at de eneste mennesker der må være der er os, Pelle, vores kat og til den tid også Kalle, og at andre skal være nogle meget specielle mennesker for at de må komme ind. Desuden skal der være én hel hoppepude pr. person, så man skal aldrig stå og vente eller passe på at man ikke hopper ind i nogle andre, da man er ejer af sin egen hoppepude. Mormonerne tror på, at de hver især får deres egen planet, jeg tror på hoppepuder til alle. Og/eller trampoliner i stedet. Desuden skal der være lasagne/noget godt til aftensmad HVER dag og ikke sådan noget irriterende mad som fx kalkunlår eller for tynd sovs.
Så konklusionen er, at jeg ikke har tænkt mig at blive kristen for at komme i himlen, da der er for mange mennesker der, og at jeg ikke gider at leve mit liv efter nogle andres regler, bare for at kunne komme op i 50 minusgrader og høre nogle engle spille på harper dagen lang i al evighed.
Jeg må holde fast i den anarkistiske tankegang og huske mig selv på, at der ikke er nogen der skal bestemme over mig, for når alt kommer til alt, er jeg den, som kender mig selv bedst (udover Google og min computer, selvfølgelig).
Slut.
Regnvejr, café og biblioteket
Hej verden.
Lige nu sidder jeg på biblioteket, hvor jeg lige er ankommet efter en relativt nederen cykeltur i regnvejr fra skolen og hertil. Nu er der vand overalt, og jeg beder til de højere magter om, at jeg ikke bliver ramt af endnu en forkølelse. Det ville være rart.
Jeg skal arbejde om en halv time, så jeg håber lidt, at jeg når at tørre inden, hvis jeg bare sidder meget stille. Men det sker nok ikke.
Fredag er en god dag, fordi jeg møder kl. 11, og kun har to samfundsfagstimer. Det var faktisk meget hyggeligt i dag. Samfundsfag kunne godt gå hen og blive det bedste fag i år, eftersom vores lærer er awesome. Han bruger en masse smarte udtryk, og er ikke specielt lærer-agtig. Han siger tit “grineren” og i pausen da jeg og en anden sad og så sjove videoer på YouTube, begyndte han at nævne diverse videoer han mente vi skulle se. Det var interessant.
Så jeg er meget positivt indstillet overfor samfundsfag. (Ikke kun pga. sjove videoer selvfølgelig).
Jeg ved ikke hvordan jeg vender dette billede om når jeg allerede har sat det ind i indlægget, så screw it. Men dette viser den fancy aftensmad som jeg lavede til mig selv i går da jeg kom hjem fra arbejde. (Det er en omelet, hvis nogen skulle være i tvivl). Jeg blandede spinat i, og det blev relativt godt. Ikke helt så godt som den jeg lavede i sidste uge, men tæt på. Jeg har generelt blandet spinat i mange ting denne uge. (Der er virkelig sket spændende ting, kan jeg sige jer).
I onsdags var jeg på Café Kræs med Randi og Bokka. (Jeg har rent faktisk et liv, uha). Det var også hyggeligt. Jeg valgte at bestille hvad de på menukortet kaldte en “kold snack kurv” men som i virkeligheden var en tallerken i stedet for en kurv. Dette havde jeg dog regnet ud, da jeg godt kunne tænke mig frem til, at det ville være en lorteidé at putte grøntsager og pesto i en kurv.
Jeg tror ikke der er så frygteligt meget mere at sige, udover at jeg for nogle sekunder siden så min forhenværende tysklærer (en af de mange tysklærere jeg har haft igennem tiderne) gå igennem Børnebiblioteket. Det er faktisk ret ligegyldigt, eftersom han ikke kan huske mig, så jeg ved ikke, hvorfor jeg nævner det i dette indlæg.
Desuden kan jeg informere jer om, at nu hvor jeg har siddet ned i en halv time, er mine bukser stadig ikke på magisk vis tørret og nået tilbage til den oprindelige tilstand.
Og, så tror jeg desuden at jeg snart bliver nødt til at tage en drastisk beslutning, og klippe/file mine negle af (altså ikke helt af, men næsten), eftersom de er blevet så lange at det er begyndt at blive helt skørt og relativt irriterende. Problemet er lidt, at jeg ikke føler for at gøre det, samtidig med at jeg ved, at det vil være mere praktisk. Det er et åndssvagt problem, og jeg dømmer lidt mig selv når min hjerne laver den slags ligegyldige ting til et problem.
Nåh. Nu må jeg hellere rejse mig op, og arbejde i to timer, så jeg kan få fri og komme hjem igen.
Hyg jer.
/A
Spontan glæde
Jeg vågnede kl. 8 i den tro, at jeg skulle ud af døren 2 ½ time senere (hvilket vil sige præcis det tidspunkt som dette indlæg er skrevet på). Så kiggede jeg på min telefon, og så at jeg havde fået en sms fra skolen. Først troede jeg, at det var matematik-Kirsten, fordi hun havde sagt noget om, at hun ville sende en sms til os omkring et eller andet fancy software-halløj som jeg ikke kan huske hvad var. Nåh, men det viste sig, at det ikke var matematik-Kirsten, men derimod en meget mere interessant besked, omhandlende at samfundsfag er aflyst i dag pga. sygdom, hvilket vil sige, at jeg har fri HELE DAGEN!!!
