Hej verden.
Jeg er overstimuleret og har fire fabler på tæerne, to på hver fod. Jeg har en teori om, at jeg går forkert, da jeg ofte får vabler, altid på de yderste tæer. Eller også skyldes det bare, at det er en skidt idé at bruge to dage i træk på at gå 10-13 kilometer begge dage inde i storbyer. Hvem ved.
Jeg var i Aalborg med min bror i mandags for at komme på et eventyr. Vi kan godt lide at tage toget forskellige steder hen fordi det er fedt at man må spise i toget, og at det ofte føles som om, at toget svæver.
Alt i alt, tror jeg vi gik 13 km mandag (jeg nægter at downloade en app som fx Endomondo der præcist kan måle det, da det tager det sjove ud af det at være på tur + jeg er bange for, at jeg vil komme til at slå resultatet op på min Facebook-profil). Vi så masser af spændende ting, som jeg ikke har tænkt mig at beskrive detaljeret i dette indlæg, da det ikke er det, som det skal handle om lige nu.
Tirsdag var vi så i Vejle, og det var ikke nogen specielt smuk oplevelse. Det var ikke Vejles skyld, men nærmere det faktum at det regnede, og at vores sind (og mine fødder og ben) var overstimulerede.
“Du burde da have regnet ud, at det var en skidt idé at tage på to lange ture to dage i træk” siger alle så.
Ja, det var jeg dybest set også godt klar over, men mandag og tirsdag var de eneste dage vi havde mulighed for at komme på tur, da jeg for en måned siden sagde ja til at arbejde onsdag til lørdag i ferien, fordi jeg havde glemt alt om, at uge 42 var en ferieuge. Sådan er det jo i dette travle samfund.
Jeg fortryder ikke at vi tog afsted, for vi har nu fået set alle mulige seværdigheder (dvs. Aalborg Universitet, Aalborg Bibliotek, Vejle Bibliotek, diverse friluftsbutikker og alt muligt andet), vi har fået købt alle julegaver, og jeg har fået en ny vindtæt regnjakke der var dyrere end nogen jakke jeg nogensinde har haft, selvom den var sat ned med 50 %. Og jeg gik ikke i panik på noget tidspunkt, selvom der var mennesker og biler over alt. Det var ret overraskende, da det normalt sker når jeg er i en storby.
Det har fået mig til at indse, at livet som turist er ret krævende. Ikke, at jeg ikke var klar over det i forvejen, men jeg blev mindet om, at virkeligheden ikke altid er som man planlægger den til at være. Jeg har altid haft en tendens til at overvurdere mig selv og sige ja til alt muligt, som jeg ender med ikke at kunne klare, så jeg ender op med at være helt vildt stresset og have det dårligt + at have dårlig samvittighed. Hvorfor er det egentlig sådan, tænker jeg tit, og jeg er ikke helt nået frem til grunden, men jeg tror, at det primært skyldes mit idealjeg. Altså de idealer jeg har for, hvad jeg gerne vil, hvordan jeg vil gøre det, og hvordan det hele skal forløbe.
Problemet med det er, at jeg tit glemmer at høre hvad mit jeg mener om de ting, som mit idealjeg/overjeg gerne vil have mig til. Det var fx det der skete, dengang jeg tog med til København på studietur, selvom jeg dybest set godt vidste, at det ikke ville være optimalt for mig at tage med. Jeg gjorde det fordi, at jeg tænkte “Alle andre er på studietur med deres klasser, dette er den eneste chance jeg får i løbet af HF, så jeg gør det”, og så fordi, at jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne klare det. Det lykkedes så ikke helt som jeg havde tænkt mig, men i stedet kom der det ud af det, at jeg indså, at jeg ikke gider at tvinge mig selv igennem ting bare for at leve op til et eller andet. Det er umiddelbart heller ikke noget jeg gør ret ofte, da jeg selv synes, at jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er. Men nogen gange er det virkelig en kompliceret ting at finde ud af, om noget er godt at gøre eller ej.
For eksempel har jeg meldt mig til studiepraktik på Litteraturhistorie (Aarhus Universitet) i næste uge. Det har jeg primært gjort for at finde ud af, om det er den uddannelse jeg skal tage, men også for at komme ud af “komfort-zonen”. Jeg ved dog, at jeg højst sandsynligt vil føle mig en smule stresset i situationen, da jeg synes Aarhus indeholder for mange mennesker, cykler, biler og busser, og at det betyder, at jeg skal forholde mig til en masse nye mennesker og indtryk. Men jeg er overbevist om, at det er en vigtig ting at gøre, da jeg har lyst til at gøre det, og ikke gør det fordi jeg føler, at jeg skal. Det er dér hele forskellen ligger. Jeg tror på, at det er godt at presse sig selv til at gøre nogle ting, som man gerne vil, også selvom man er lidt bange for det. Det er godt at være ude af komfortzonen nogen gange, men det er efter min overbevisning bedst, at jeg tilbringer det meste af min tid med noget jeg føler mig tryg ved, da jeg ellers ikke har det godt. Det ville ikke sige, at jeg kun skal gøre de ting jeg er tryg ved, nej, men at jeg skal passe på med ikke at opføre mig som om, at jeg er en meget ekstrovert person, der altid har brug for eventyr, for det er jeg ikke. Jeg kan let blive overvældet af alle mulige ting, og selvom jeg elsker at være på eventyr ind i mellem, ligesom jeg har været de sidste to dage, så elsker jeg endnu mere at komme hjem igen og tænke “Nææh, sikke en god tur, nu kan jeg slappe af”.
Problemet er så, at det kan være satans svært at finde ud af, hvornår jeg rent faktisk selv VIL ting, og hvornår jeg gerne vil noget, fordi jeg føler, at det vil være det rigtige at gøre/fordi en masse andre mener, at det vil være godt. Fx. da jeg startede på gymnasiet, havde jeg ikke gennemtænkt det ordentligt og endte op med at gøre det fordi jeg gerne vil gøre det samme som mine venner, og fordi jeg helbredsmæssigt havde det så godt, at det ikke virkede helt umuligt. Jeg tror dog ikke, at jeg ville have ændret på det, hvis jeg kunne i dag, da det var en nødvendig ting for mig at lære – at jeg aldrig skal gøre noget, bare fordi det er det flokken gør, da jeg oftest bliver gladest for at gøre det, som flokken ikke gør. Fx da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, selvom alle andre i klassen blev det. Den beslutning er jeg stadig voldsomt glad for i dag.
(SE det ligner et slot men det er et hus!!! (Jeg ved godt, at man ikke må tage billeder af andres huse, men jeg fortæller jer ikke hvor det ligger, så jeg tvivler på, at I kan bruge det til noget, men kontakt mig hvis I føler jer stødt over at jeg kan finde på at lægge sådan et billede ind eller andet))
Nåh, men nu skal det ikke alt sammen handle om mig. Eller jo, det skal det, men tilbage til pointen; jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, om jeg gør noget for min egen skyld eller fordi jeg føler, at det ville være smart/sofistikeret/godt/interessant/beundringsværdigt/fancy hvis jeg gjorde et eller andet. Fx overvejer jeg at læse litteraturhistorie, men jeg kan ikke finde ud af, om det er noget jeg mest af alt har lyst til, fordi jeg godt kan lide tanken om at gå rundt og sige “Hej, jeg læser litteraturhistorie” til folk, fordi jeg synes det lyder smart og passer til den person, jeg selv mener at jeg er (i hvert fald pt.). Endnu en ting er hele dilemmaet med, om jeg skal tage ud at rejse eller ikke. For nogle uger siden var jeg overbevist om, at jeg ville ud på en form for rejse, fordi jeg havde brugt en hel dag på at se rejsevideoer på YouTube med folk der sagde alt muligt om, at det var det bedste i verden og at man aldrig ville kende sig selv, hvis man ikke havde rejst.
Dette er til en vis grad rigtigt, og til en vis grad en stor gang pis. For det første, kan jeg ikke bruge det til noget som helst, at nogle andre siger, at noget er “det rigtige” at gøre, da jeg ikke er dem, og de ikke er mig, og derfor ikke ved, hvad der er rigtigt for mig. For det andet, så har folk forskellige måder at “finde sig selv” på. Nogle gør det ved at dyrke ekstremsport og rejse, andre gør det ved tegne/male, og nogle gør det ved at læse og forsøge at se det gode i menneskeheden (det er det jeg prøver på). Selvfølgelig går jeg ind for, at man også skal se verden, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil lære mig selv bedre at kende ved at tage til Asien i seks måneder alene. Ja, jeg ville komme ud af “komfortzonen” men ville jeg blive lykkelig? Det tror jeg umiddelbart ikke. Der er intet galt med Asien, men jeg tror ikke på det med, at man tager et fjernt sted hen for at finde sig selv. Jeg forstår, hvorfor man kan have en trang til at komme væk og opleve noget, og sådan har jeg det også selv nogen gange, men jeg har samtidig lært mange gange, at “nissen/aben/papegøjen flytter med”, uanset hvor langt du rejser væk. Hvis du flygter fra dine problemer, så vil de følge med dig, også selvom du tror, at du kan efterlade dem derhjemme. Jeg tror ikke på, at man kan løse noget ved at rejse til Asien, med mindre der er tale om et udslæt etc., da jeg har hørt, at de er skide gode til at behandle diverse sygdomme med alternativ medicin/urter derovre.
Men min pointe er, at jeg realistisk set ikke tror, at det vil være en fantastisk oplevelse for mig at tage på en lang udlandsrejse alene. Nu har jeg været på relativt mange ferier og ture, og jeg ved, at jeg altid er fuldstændig udkørt, hvis vi har lavet aktiviteter to hele dage i træk, ligesom jeg har de sidste to dage. Jeg har brug for relativt meget afslapningstid for ikke at blive sindssyg, og jeg synes det er utroligt krævende at rejse, selvom det selvfølgelig også er godt at se nye ting.
Mange siger, at et sabbatår er den eneste mulighed man får for at komme ud at rejse inden det går løs med universitetet/andet, børn, barselsorlov, huskøb, børnepasning, pension, alderdom osv., men det NÆGTER jeg at lade mig styre af. Nu jeg tænker over det, er det en forfærdeligt deprimerende måde at leve sit liv på. “Jeg må hellere gøre dette nu imens jeg kan, inden jeg skal bruge hele mit liv på andre ting, og dermed ikke får tid til at gøre det jeg vil”. For det første er der ingen der skal fortælle mig, at jeg skal skynde mig at tage en uddannelse og få børn samtidig (Nej, alle “Knald for Danmark” kampagnerne virker ikke på mig), og jeg gider heller ikke at gå en fremtid i møde, hvor jeg aldrig kan gøre de ting jeg har lyst til og tage på en rejse, hvis jeg vil. Hvis jeg vil rejse til Asien når jeg er 35, så gør jeg FANDME det!
Det at rejse burde være noget man gør udelukkende af lyst, men jeg tror det er ved at udvikle sig til at blive noget, som mange føler, at de bør gøre, for at blive gode samfundsborgere. Det at rejse er blevet et symbol på, at du er rigtigt voksen og ansvarlig og at man er “færdig” til at komme ud i verden. “Du er ung og frisk, du skal da ud at opleve verden imens du kan!!” siger alle til familiefesterne, imens man selv nikker og tænker “Ja, det er vel det jeg skal, tænk hvis jeg bliver smasket ned af en bus om et år, og jeg aldrig fik set Østrig først”. Sådan tænker jeg ikke selv, da jeg allerede har set Østrig, men jeg tænker over, at jeg egentlig skulle skamme mig, at jeg mener, at det er et reelt problem, at jeg ikke ved, om jeg skal tage ud at rejse eller ej, og at jeg har ti forskellige uddannelser jeg kunne se mig selv tage, fordi jeg synes de er interessante. Jeg er så satans priviligeret og jeg kan alt muligt, og så er det et problem?
Så kommer den dårlige samvittighed og alle “jeg burde” tankerne – hvis jeg har tiden til det, burde jeg så ikke tage et år til Afrika og arbejde frivilligt i fattige områder? Skylder jeg ikke andre mennesker at tænke lidt på dem i stedet for mig selv? Hvad er jeg egentlig for et menneske? Jeg kommer aldrig i himlen, når jeg ikke gør flere uselviske gode gerninger.
At jeg ikke kommer i himlen blev jeg bekræftet i igår, da vi mødte nogle religiøse mennesker på gågaden i Vejle.
“Må vi stille jer et lidt underligt spørgsmål?” sagde de.
“Ja”, sagde jeg, imens jeg tænkte på, om det mon var noget der handlede om toiletvaner eller noget andet, og om jeg mon ville komme på forsiden af Vejle Folkeblad.
“Har I nogle smerter nogen steder i kroppen?” sagde den mandlige af dem så.
Jeg havde voldsomt ondt i benene og fødderne, så derfor sagde jeg “Næh, jeg har det faktisk rigtig godt!”
“Det var da dejligt for dig!” sagde den kvindelige, som havde hypnotiserende øjne. Det føltes som om, at min sjæl blev suget lidt ud, når jeg så hende i øjnene.
“Nåh, men det er fordi, at vi har gode erfaringer med, at helbrede folk for deres smerter her midt på gaden. Det er Jesu’ kraft vi bruger til at helbrede folk med, og alle oplever en øjeblikkelig lindring eller en total eliminering af smerterne” sagde den mandlige.
“Hm hm. Spændende. Men det er ikke rigtigt nødvendigt, vi er ikke interesserede, ellers tak” sagde jeg.
“Helt ok, ellers må I prikke os på skulderen næste gang i har nogle smerter” sagde han.
Jeg smilede og nikkede, hvad kan man ellers gøre. Jeg tager fandme ikke til Vejle næste gang jeg har nogle smerter, det kan jeg godt afsløre.
“Er I kristne?” sagde den kvindelige så.
Så starter en fem timer lang diskussion, tænkte jeg, imens jeg hurtigt udtænkte et svar der hverken var fordømmende eller belærende.
“Jeg er ateist, men jeg synes de fleste religioner indeholder nogle gode ting, for eksempel har kristendommen da nogle fine værdier på nogle punkter. Men jeg har personligt ikke brug for en religion, da jeg synes det er bedre selv at kunne bestemme mine værdier”.
Deres ansigter blev ikke glade.
“Okay. Men det vi er her for, er at oplyse folk om, at selvom de tror, at de nok skal komme i himlen selvom de ikke er kristne, så siger Evangeliet altså noget andet om den sag. Man er nødt til at bekende sig til den kristne tro for at komme i himlen” sagde den kvindelige og gav os to visitkort med teksten “www.OplevJesus.dk” påtrykt.
“Prøv at læs lidt inde på denne side, jeg er sikker på, at det vil være en øjenåbner for dig/jer” sagde hun.
“Nåh, ok, ja, tak”, sagde vi så.
“Ha’ en GOD dag!” sagde de så og gik.
“Puha, hold da op, det må jeg nok sige” sagde vi derefter til hinanden.
(Min bror sagde umiddelbart næsten intet til dem udover “Hmmm”, “Næææh” og “Hej” til dem, da han kom i en form for choktilstand hvor han var overbevist om, at de ville forsøge at suge ham ind i en syg sekt og at der ville være stearinlys og en kirkekasse der vil have ens penge andet ubehageligt).
Jeg skulle nok have informeret dem om, at jeg faktisk ikke gider at i himlen, da videnskaben siger, at man vil fryse ihjel indenfor et par sekunder oppe i himlen, fordi der blæser så sindssygt meget og der er voldsomt mange minusgrader. Min bror og jeg blev enige om, at vi personligt foretrækker at blive sendt videre over i en portal, der fungerer ligesom ét stort hoppeland, bortset fra, at der ingen skrigende børn er, og at de eneste mennesker der må være der er os, Pelle, vores kat og til den tid også Kalle, og at andre skal være nogle meget specielle mennesker for at de må komme ind. Desuden skal der være én hel hoppepude pr. person, så man skal aldrig stå og vente eller passe på at man ikke hopper ind i nogle andre, da man er ejer af sin egen hoppepude. Mormonerne tror på, at de hver især får deres egen planet, jeg tror på hoppepuder til alle. Og/eller trampoliner i stedet. Desuden skal der være lasagne/noget godt til aftensmad HVER dag og ikke sådan noget irriterende mad som fx kalkunlår eller for tynd sovs.
Så konklusionen er, at jeg ikke har tænkt mig at blive kristen for at komme i himlen, da der er for mange mennesker der, og at jeg ikke gider at leve mit liv efter nogle andres regler, bare for at kunne komme op i 50 minusgrader og høre nogle engle spille på harper dagen lang i al evighed.
Jeg må holde fast i den anarkistiske tankegang og huske mig selv på, at der ikke er nogen der skal bestemme over mig, for når alt kommer til alt, er jeg den, som kender mig selv bedst (udover Google og min computer, selvfølgelig).
Slut.
