Kategoriarkiv: psykologi

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

Vi ses på den anden side

Hej verden.

Jeg har officielt fået læseferie nu, hvilket betyder, at virkeligheden har ramt mig. Jeg har hele semestret udskudt at læse en del tekster, fordi jeg vidste, at jeg ville få (næsten) tre ugers læseferie, og at jeg derfor godt ville kunne nå at læse det hele senere hen. Og det tidspunkt er så kommet nu – tidspunktet, hvor jeg skal læse alt det, jeg hidtil ikke har nået/ikke har taget mig tid til/ikke har kunnet koncentrere mig om at læse. Så jeg har lavet en liste over alt det, jeg skal have læst, og det er en rimeligt omfattende liste. Jeg tror nu nok, at jeg skal nå det, for nu har jeg sat mig for, at jeg vil det, men det indebærer, at jeg må vælge nogle ting fra i de kommende uger, hvis jeg skal kunne fokusere på at få udrettet noget/klare mig i præstationsræset. Så jeg er nået til den konklusion, at jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke skal bruge tid på at skrive blogindlæg og digte i den kommende periode – i hvert fald i 1-2 uger, for jeg har ikke tid til at distrahere mig selv med en masse filosofiske tanker og poetiske udskejelser lige pt. Det føles lidt trist, da jeg på mange måder er mere passioneret omkring min blog end at læse om multidimensionelle modeller om emotionsgenerering, men jeg tror, at det er det bedste. Jeg kan ikke alting på én gang, og at jeg må nedprioritere min poetiske side for en stund er egentligt ok, da jeg igennem dette semester har tilladt mig at bruge tid på min blog og de ting, der gør mig glad. Det betyder så, at jeg har mere at se til nu, end jeg ville have haft, hvis jeg allerede havde læst alt i stedet for at skrive om småkagerkærlighed og at hidse mig op over navnet på en bumsecreme. Men jeg fortryder intet. Livet er mere end eksamener og fancy akademiske udtryk, og jeg vil altid prioritere mig selv og min egen glæde højere end at læse pensum 100 % grundigt, hvis det sker på bekostning af mit eget psykiske velvære, for jeg bliver ikke en god psykolog af at være en perfektionist, der ikke giver mig selv plads til at gøre det, der gør mig glad.
Men i de kommende par uger vil jeg alligevel fokusere på at få læst så meget som muligt og få overblik over, hvad det egentligt er, at jeg har lært på dette semester – ikke kun fordi at eksamen nærmer sig, men ligeså meget fordi, at jeg ikke ønsker at spilde min tid – der er en grund til, at jeg har valgt dette studie, og jeg vil gerne have noget ud af det, nu hvor jeg har muligheden for det. Så nu er det slut med at udskyde læsningen og tid til at fokusere i stedet for. Jeg vil stadig gå ture ved stranden og gøre andre ting, der gør mig glad, men denne blog bliver nedprioriteret i de næste par uger, og det er en god ting, for det er ofte en god ting at få en pause.

Hyg jer – og husk solcremen!!!

 

//A

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A

 

idealjeg | et digt om alt det, der ikke er mig

jeg lytter til fransk musik
og jeg læser les misèrables
for min egen fornøjelses skyld
jeg sluger de lange romaner
men jeg læser også alle andre genrer
jeg læser på flere forskellige sprog
for oversættelser er ikke gode nok til mig
se mig
jeg er interessant
jeg er sofistikeret
mit studie er spændende og eftertragtet
så det gør mig vigtig
se her
hvor spændende det er
se hvor lange sætninger
jeg kan danne
tilmed elsker jeg alle fag
jeg er god til alting
jeg kan lære det hele
både dansk og kemi og historie
jeg ved alt
så bare spørg mig
jeg har svaret
og ved du hvad
jeg er også sjov
jeg er hysterisk morsom
og alle flokkes om mig
jeg holder af at læse digte og bøger
som ingen forstår
jeg bruger rismælk i min kaffe
for plantemælk skader ingen
og kartonen er så æstetisk
jeg spiser chiagrød
som ikke rigtigt er en grød
men det er super sundt
chiaslim er godt for din tarm
jeg går også på café
jeg sidder ved åen
og spiser noget smart
som ingen helt ved hvad er
se hvor spændende jeg er
se mig
jeg er en kunstnerisk type
der maler i fritiden
jeg maler til langt ud på natten
jeg hører gammel musik
og synger med
jeg synger utroligt godt
du skulle bare vide
se mig
jeg er spændende
jeg er sjov og jeg har tilmed en frisure
der passer til min ansigtsform
og ved du hvad
jeg klipper mig selv
og jeg er aldrig sur
jeg får det bedste ud af alting
og jeg lever i nuet
jeg holder mig i form
og følger med i politik
jeg har en nuanceret holdning til alting
og alle beundrer
at jeg har ordet i min magt
men hvad nu
hvis jeg ikke kan lide fransk musik
hvad nu
hvis det tog mit et halvt år
at læse den skide lange bog
der hang mig ud af halsen
hvad nu
hvis jeg synes plantemælk er for dyrt
hvad nu
hvis jeg ikke gider
at holde mig i form
og hvad nu
hvis jeg er skide sur
og synger af helvede til
hver anden dag
hvad så
hvis jeg bare vil drikke kaffe
indtage småkager
og spise pølser med kartoffelsalat til aftensmad
hvad så

Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er

Hej verden.

I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)

Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.

Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler

(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)

-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)

Sådan gør du:

  1. Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
  2. Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
  3. Mål smør, sukker og sirup af.
  4. Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
  5. Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
  6. Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
  7. Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
  8. Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
  9. Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
  10. Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
  11. Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
  12. Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
  13. Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
  14. Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
  15. Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
  16. Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
  17. Bag alle kagerne.
  18. De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
  19. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  20. Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
  21. Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
  22. Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.

Det var det.

Hyg jer.

//A

 

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A