Kategoriarkiv: psykologi

Vi ses på den anden side

Hej verden.

Jeg har officielt fået læseferie nu, hvilket betyder, at virkeligheden har ramt mig. Jeg har hele semestret udskudt at læse en del tekster, fordi jeg vidste, at jeg ville få (næsten) tre ugers læseferie, og at jeg derfor godt ville kunne nå at læse det hele senere hen. Og det tidspunkt er så kommet nu – tidspunktet, hvor jeg skal læse alt det, jeg hidtil ikke har nået/ikke har taget mig tid til/ikke har kunnet koncentrere mig om at læse. Så jeg har lavet en liste over alt det, jeg skal have læst, og det er en rimeligt omfattende liste. Jeg tror nu nok, at jeg skal nå det, for nu har jeg sat mig for, at jeg vil det, men det indebærer, at jeg må vælge nogle ting fra i de kommende uger, hvis jeg skal kunne fokusere på at få udrettet noget/klare mig i præstationsræset. Så jeg er nået til den konklusion, at jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke skal bruge tid på at skrive blogindlæg og digte i den kommende periode – i hvert fald i 1-2 uger, for jeg har ikke tid til at distrahere mig selv med en masse filosofiske tanker og poetiske udskejelser lige pt. Det føles lidt trist, da jeg på mange måder er mere passioneret omkring min blog end at læse om multidimensionelle modeller om emotionsgenerering, men jeg tror, at det er det bedste. Jeg kan ikke alting på én gang, og at jeg må nedprioritere min poetiske side for en stund er egentligt ok, da jeg igennem dette semester har tilladt mig at bruge tid på min blog og de ting, der gør mig glad. Det betyder så, at jeg har mere at se til nu, end jeg ville have haft, hvis jeg allerede havde læst alt i stedet for at skrive om småkagerkærlighed og at hidse mig op over navnet på en bumsecreme. Men jeg fortryder intet. Livet er mere end eksamener og fancy akademiske udtryk, og jeg vil altid prioritere mig selv og min egen glæde højere end at læse pensum 100 % grundigt, hvis det sker på bekostning af mit eget psykiske velvære, for jeg bliver ikke en god psykolog af at være en perfektionist, der ikke giver mig selv plads til at gøre det, der gør mig glad.
Men i de kommende par uger vil jeg alligevel fokusere på at få læst så meget som muligt og få overblik over, hvad det egentligt er, at jeg har lært på dette semester – ikke kun fordi at eksamen nærmer sig, men ligeså meget fordi, at jeg ikke ønsker at spilde min tid – der er en grund til, at jeg har valgt dette studie, og jeg vil gerne have noget ud af det, nu hvor jeg har muligheden for det. Så nu er det slut med at udskyde læsningen og tid til at fokusere i stedet for. Jeg vil stadig gå ture ved stranden og gøre andre ting, der gør mig glad, men denne blog bliver nedprioriteret i de næste par uger, og det er en god ting, for det er ofte en god ting at få en pause.

Hyg jer – og husk solcremen!!!

 

//A

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A

 

idealjeg | et digt om alt det, der ikke er mig

jeg lytter til fransk musik
og jeg læser les misèrables
for min egen fornøjelses skyld
jeg sluger de lange romaner
men jeg læser også alle andre genrer
jeg læser på flere forskellige sprog
for oversættelser er ikke gode nok til mig
se mig
jeg er interessant
jeg er sofistikeret
mit studie er spændende og eftertragtet
så det gør mig vigtig
se her
hvor spændende det er
se hvor lange sætninger
jeg kan danne
tilmed elsker jeg alle fag
jeg er god til alting
jeg kan lære det hele
både dansk og kemi og historie
jeg ved alt
så bare spørg mig
jeg har svaret
og ved du hvad
jeg er også sjov
jeg er hysterisk morsom
og alle flokkes om mig
jeg holder af at læse digte og bøger
som ingen forstår
jeg bruger rismælk i min kaffe
for plantemælk skader ingen
og kartonen er så æstetisk
jeg spiser chiagrød
som ikke rigtigt er en grød
men det er super sundt
chiaslim er godt for din tarm
jeg går også på café
jeg sidder ved åen
og spiser noget smart
som ingen helt ved hvad er
se hvor spændende jeg er
se mig
jeg er en kunstnerisk type
der maler i fritiden
jeg maler til langt ud på natten
jeg hører gammel musik
og synger med
jeg synger utroligt godt
du skulle bare vide
se mig
jeg er spændende
jeg er sjov og jeg har tilmed en frisure
der passer til min ansigtsform
og ved du hvad
jeg klipper mig selv
og jeg er aldrig sur
jeg får det bedste ud af alting
og jeg lever i nuet
jeg holder mig i form
og følger med i politik
jeg har en nuanceret holdning til alting
og alle beundrer
at jeg har ordet i min magt
men hvad nu
hvis jeg ikke kan lide fransk musik
hvad nu
hvis det tog mit et halvt år
at læse den skide lange bog
der hang mig ud af halsen
hvad nu
hvis jeg synes plantemælk er for dyrt
hvad nu
hvis jeg ikke gider
at holde mig i form
og hvad nu
hvis jeg er skide sur
og synger af helvede til
hver anden dag
hvad så
hvis jeg bare vil drikke kaffe
indtage småkager
og spise pølser med kartoffelsalat til aftensmad
hvad så

Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er

Hej verden.

I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)

Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.

Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler

(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)

-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)

Sådan gør du:

  1. Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
  2. Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
  3. Mål smør, sukker og sirup af.
  4. Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
  5. Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
  6. Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
  7. Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
  8. Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
  9. Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
  10. Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
  11. Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
  12. Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
  13. Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
  14. Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
  15. Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
  16. Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
  17. Bag alle kagerne.
  18. De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
  19. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  20. Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
  21. Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
  22. Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.

Det var det.

Hyg jer.

//A

 

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

En af de gode dage – og lidt om virksomhedsteori

Hej verden.

Her er et billede af vindueskarmen i køkkenet, som det ikke rigtigt skal omhandle nu, men jeg synes, at den er æstetisk.

Jeg sidder endelig ned efter en meget lang dag – 12 timer ude i samfundet.

Det interessante er, at det har været en af de bedste dage længe, ligesom for nogle uger siden, hvor jeg var afsted i 15 timer. Det var dog lidt for meget, og jeg skulle bruge et par dage på at blive mig selv igen efter det (vi havde to forelæsninger den dag, 7 timer i alt indtil kl. 21 og jeg var desuden social hele dagen).
Men efter i dag føler jeg mig ikke helt lige så udmattet (hvis jeg gjorde, ville jeg nok ikke være vågen kl 23 for at skrive dette). Og det er rart.

Der har generelt været noget virkeligt rart over denne dag. Jeg startede dagen med at holde oplæg om en lidt svær tekst, der omhandlede en kritik af nogle neurovidenskabelige studier af den fri vilje (det var en fantastisk tekst, selvom den ikke lyder særligt sjov). Derefter arbejdede vi med virksomhedsteori (Leontjev, 2002 – Virksomhed, bevidsthed, personlighed) hvilket var hyggeligt, eftersom ingen rigtigt forstod noget. Det skabte en følelse af fællesskab og sammenhold, fordi vi sammen forsøgte at finde frem til, hvad helvede meningen er med teorien. Desuden spiste vi jordbærtærte, og jeg havde (som altid) en kop god kaffe med i mit termokrus. Det var bare rart og godt, og jeg deltog aktivt og følte for første gang i lang tid, at jeg var så godt forberedt som muligt. Så hurra for det.

Efter det var jeg hjemme hos en fra min studiegruppe, hvilket var hyggeligt som altid. Vi drak kaffe og snakkede om neuropsykologi, eftersom eksamen nærmer sig (25 dage). Efter lidt tid kom en af de andre fra vores hold/klasse over, og derefter døde koncentrationen ud og vi drak mere kaffe og snakkede om forskellige ting, og derefter tog vi til forelæsning.

Forelæseren var en vældig interessant type, som virkeligt ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus, hvis I skulle være i tvivl). Han snakkede om virksomhedsteori og kritiserede vores grundbog i kognitionspsykologi, fordi den giver ham kvalme og hænger ham langt ud af halsen. Det var meget ærligt sagt, og det kunne jeg godt lide, eftersom jeg godt kan følge hans begrundelse for at sige det. Han mener alt muligt, men kort sagt at den psykologiske forskning må foretages på en anden måde, hvis psykologien skal blive en rigtig videnskab.
Han snakkede desuden om, at han generelt kun er stødt på tyske lærebøger i kognitionspsykologi, der har været gode nok, og at det er ærgerligt, at så mange af os unge i dag ikke behersker det tyske sprog. Det har han sikkert ret i, men jeg har fandme ikke tid til at lære tysk igen på nuværende tidspunkt, det må vente til pensionsalderen (dvs. når jeg bliver 90 år).

Nåh, men nu tilbage til pointen med dette indlæg: i dag var en god dag. Og jeg er glad for de gode dage. De gode dage kommer ikke dårligt tilbage, og selvom den kommende eksamensperiode bliver en smule krævende og hård, så er jeg stadigvæk bare glad for, at jeg har haft en god dag. For jeg har brug for de gode dage. Det kan jeg mærke på en dag som denne. Selvom det kræver de sidste rester af min energi at deltage i alle disse ting, så giver det mig også meget godt, da det medfører at jeg har en følelse af, at jeg rent faktisk lærer ting og gør ting sammen med folk, i stedet for bare at sidde og være stresset over alt det, jeg skal have læst. Og det er meget rart (til en afveksling). Det gør mig glad at føle, at jeg deltager, og at jeg er en del af andet end mit eget hoved engang imellem.

Jeg tror det hele for mig handler om at finde balancen mellem både at have tid til at lære på min egen og mest optimale måde, og samtidig have et overskud til at deltage i ting, hvor jeg får snakket om det, jeg lærer, og bliver mindet om, at det ikke kun er mig, der føler mig presset til tider/det meste af tiden. Der er noget befriende over at blive mindet om, at alle andre egentligt er i samme situation, selvom jeg nogen gange kan have en tendens til at tro, at folk har vildt meget styr på alting.

Men vi er i det her sammen. Det hele. Både på studiet og i livet generelt, er vi jo allesammen i det her sammen, og det skal vi minde os selv om i stedet for at blive så individualistiske, at vi glemmer, at der eksisterer nogen andre udenfor os selv.

Hvis jeg skulle opsummere, hvad jeg tænker om denne dag og livet generelt i et digt på fire linjer (jeg kan ikke huske, om det hedder strofer eller vers, da det vist er omvendt når det kommer til digte, men det er ligemeget), så kan det siges meget simpelt:

jeg tror måske jeg ved 
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted 
er vi sammen om det her 

 

Jeg håber, at du – hvor end du er, og hvem end du er – også oplever følelsen af, at du er i det, du er i (uddannelse, livet generelt m.m.) sammen med mange/alle andre. At du ved at det, du synes er svært, nærmest altid er noget, alle andre også finder svært på et eller andet plan. Og at det handler om at hjælpe hinanden igennem alt det, ingen forstår, og at forsøge at sætte sig ind i, hvorfor folk reagerer forskelligt på de samme ting. For bare fordi vi udsættes for det samme, og skal igennem det samme (pensum, livet osv.) betyder det ikke, at vi er ens, eller at vi har de samme måder at opnå vores mål på. Og det er der egentlig noget smukt over. Der er altid et subjektivt aspekt inde over, og derfor opfatter vi ting forskelligt og handler forskelligt for at opnå vores mål.
På en måde handler dette egentlig om virksomhedsteorien af Leontjev, da den netop er baseret på, at vi er subjekter, der interagerer med objekter i omverdenen, hvilket sker igennem vores virksomhed – og virksomheden er det, der forbinder os med verden, og gør os i stand til at få realiseret vores motiver. Og alt dette kan kun ske, fordi mennesket har en samfundsmæssighed – en evne til at samarbejde med andre om at udføre bestemte operationer igennem bestemte handlinger, der opfylder vores mål, og som er en del af vores samlede virksomhed – en virksomhed, der kun eksisterer, fordi vi er en del af noget mere, end os selv. Virksomheden er aktivitet, der er genstands- og målrettet, og det er den fordi vi er en del af noget større, end os selv. Hvis der ikke fandtes en kollektiv virksomhed, som vi var en del af, ville vi ikke have vores egen virksomhed, for vi ville ikke have nogen måde hvorpå vi kunne realisere vores motiver – vi ville ikke have mulighederne for at gøre det uden et samfund og relationer til andre i samfundet.

Dette giver muligvis ingen mening for folk, der ikke kender til virksomhedsteorien, og klokken nærmer sig 24, og måske giver det ikke mening for mig i morgen, men det tror jeg. Måske. Min pointe er i hvert fald, at vi mennesker er mere end os selv, og at vi ikke ville være de samme, hvis der ikke fandtes andre end os selv.

Vi er en del af noget. Og det skal vi huske.

(Selvom jeg i morgen ser frem til at bruge dagen for mig selv og drikke kaffe i stilhed)

(Et symbol på, hvor træt jeg egentligt er, selvom jeg lader som noget andet)

Hyg jer.

//A

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

Tralalala

Hej verden.

Det er sent (dvs. at klokken snart er over 22, hvilket er sent taget i betragtning af, at jeg skal op kl. 6 i morgen og på ingen måde er på vej i seng nu), men alligevel vil jeg skrive et indlæg, da jeg føler, at der er for meget at sige til intet at skrive.

Som jeg efterhånden har nævnt 50000 gange på det seneste, så går det sgu godt for tiden (hvilket er grunden til, at dette indlæg hedder “Tralalala”, da det er sådan det lyder indeni mit hoved på de gode dage) (det lyder foruroligende, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener). Jeg har det bare godt med alting for tiden, og jeg føler, at alt giver mening.

“Hvorfor går det så godt? Er der noget, du holder hemmeligt for os??? Er du forelsket i nogen?? Eller har du vundet en stor sum penge? FORTÆL OS ALT!!!!” udbryder I allesammen, fordi mit liv er så spændende, at alt I vil er at vide mere om mig og om, hvad jeg foretager mig (eller noget).

Men nej, jeg er ikke forelsket i nogen, jeg har ikke vundet i lotto (da jeg ikke spiller lotto), og som sådan er alting, som det hele tiden har været. Og på samme tid føles det som om, at alt er noget helt andet, end det nogensinde har været før.

Generelt føles denne tid som en periode i mit liv, hvor jeg lærer en masse om mig selv og andre folk, verden og livet. Jeg er tilpas meget udenfor min komfortzone i mange situationer, og tilpas meget indenfor den på andre tidspunkter. Men min komfortzone har også udvidet sig en hel del sammenlignet med for bare et halvt år siden, og sammenlignet med for et år siden, føler jeg, at der er sket virkeligt meget. For præcis et år siden var jeg ude at flyve for første gang i historien, og jeg ved ikke hvorfor, men det var som om, at det satte gang i en masse ting. Det gjorde det nok i virkeligheden ikke, men det er sådan jeg tænker på det.

Nåh, men det kunne jeg skrive 50 sider om, så det vil jeg ikke køre yderligere rundt i. I forhold til nutiden, som vi befinder os i nu, har jeg en god følelse indeni, og jeg føler for første gang i over et halvt år, at jeg er “faldet til” i min hverdag, og i alt det, jeg er igang med. Jeg føler, at jeg kan følge med (hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke er bagud med læsningen, men det tager jeg ikke så tungt, da jeg er nået til den konklusion, at jeg aldrig kan gennemføre dette studie, hvis jeg er forfærdelig mod mig selv og tror, at jeg skal have læst alting 100 % perfekt for at gøre det “godt nok”. Men jeg gider ikke mere af den slags pis, for det handler om min læring og om at blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, og det gør jeg ikke ved at være en perfektionist der læser 12 timer om dagen og ikke snakker med folk eller har tid til mig selv). Jeg har ikke den triste følelse af at være “bagud” i forhold til andre, både i livet, på studiet og på en masse måder, for jeg har det bare godt med at være mig, så jeg føler ikke det store behov for at sammenligne mig selv med andre. Desuden kan jeg bare godt lide folk omkring mig, og jeg føler, at jeg er mig selv i andres selskab (dog ikke i alles), at jeg siger min mening, er et godt menneske, og så er jeg nået frem til, at jeg også selv mener, at jeg er cool (hvad det så end skal betyde, men jeg blev kaldt cool i sidste uge, og det har jeg valgt at tage til mig (jeg blev også kaldt en “sjuft” hvilket betyder en umoralsk person, men det er en anden snak).
Med andre ord, så har jeg det godt med mig selv.
Er det tilladt at skrive det, eller kommer hele internettet efter mig nu og kalder mig en selvcentreret egoist? Hvem ved.

Nåh, men nu hvor jeg er igang med at være selvcentreret, så kan jeg også afsløre, hvad jeg lavede i dag.

“Uhhhh” tænker I alle så, og med god grund. For jeg var nemlig ude at se på en lejlighed!

(Det er ikke et godt billede, men det er et bevis på, at jeg har været i en lejlighed med altan, og at der i øvrigt er et køleskab).

Det er på ingen måde sikkert, at jeg får lejligheden, så lad være med at tro alt muligt, når I læser dette. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle nævne det, for det kan jo ikke skade at nævne det. Det var en god oplevelse at se stedet, og det er på mange måder den ideelle lejlighed for mig, og det står jeg gerne ved, uanset om jeg får den eller ej. Jeg vælger i denne situation at tro på skæbnen, hvilket jeg normalt ikke gør, men jeg tænker, at det er fordelagtigt, da jeg så slipper for at bekymre mig for, om jeg får den eller ej: hvis det er det rigtige sted for mig og det rigtige tidspunkt for mig at flytte, så får jeg den, og hvis jeg ikke får den, så er det bare et tegn på, at jeg finder noget andet på et andet tidspunkt. Det er ikke jordens undergang, og uanset hvad kan jeg lære af det. Generelt tror jeg, at det er med lejligheder som det er med kærlighed; den første lejlighed du ser, giver dig en følelse af stor begejstring, også selvom køkkenet ser ud til at være fra 50’erne og du nærmest skal stå ovenpå toilettet for at tage et bad. Du tænker bare, at det er skide fedt fordi den er stor (og billig) og ser pæn ud og har vinduer med en god udsigt til grønne områder og andet spændende.

Men ligesom med den første kærlighed (eller de første mange af slagsen, afhængig af held og selvindsigt), så ved du reelt ikke, om det skal være jer to, når du ser lejligheden første gang. Eller om lejligheden overhovedet vil have dig. Det finder du ud af med tiden, og du kan ikke på det tidspunkt vide, hvorvidt du om nogle år (eller måneder/uger/dage) ikke synes, at det er det fedeste sted alligevel, fordi køkkenbordet er lidt for lavt og der ikke er så mange stikkontakter. Du ved ikke, om de ting kommer til at irritere dig grænseløst, men lige pt. tænker du, at det da ikke bliver noget problem, da der findes forlængerledninger.

Det kan hurtigt ende meget galt at sammenligne en bolig med kærlighed, men min pointe er, at jeg godt er klar over, at jeg måske er en smule forblændet nu og at jeg godt ved, at det ikke er det perfekte sted. Men jeg ser nogle muligheder i stedet (og det er som sagt biligt og stort ift. prisen), og jeg føler mig allerede ret entusiastisk omkring det. Det er selvfølgelig farligt, eftersom det kan ende i ulykkelig ugengældt kærlighed, men det går nok, for på et tidspunkt finder jeg en anden lejlighed at kaste alle mine store følelser over på.

(Der er en altan og det hele, uhh, og der er også et komfur og et stort vindue i køkkenet).

Så det er spændende. Jeg skal nok informere jer, hvis jeg får at vide, at jeg har fået den, og nok også, hvis jeg ikke får den. Men jeg tager det egentligt meget roligt, da jeg har en følelse af, at det er helt fint uanset hvad der sker. Jeg hader jo heldigvis ikke at bo hjemme, og jeg er ikke tvunget til at flytte på et bestemt tidspunkt, så det er rart.

Jeg skal også lige huske at nævne, at det er i Randers (nærmere bestemt Dronningborg-området) tæt på centrum, og altså IKKE i Aarhus, hvis nogle skulle tro det (det er en vigtig detalje, men det siger lidt sig selv, da jeg aldrig ville have råd til at bo i en lejlighed på 40 kvm for mig selv i Aarhus, medmindre jeg ønsker at gældsætte mig massivt i en ung alder (hvilket jeg ikke gør)).

Men det skal blive interessant. En anden ting jeg lavede i dag var at være sammen med min studiegruppe, drikke kaffe og snakke om hjernens anatomi, placeboeffekter og smertefysiologi. Det var sgu meget hyggeligt.

Apropos kærlighed, så er her et dårligt billede af Lars-Kirsten og Birthe-Orla (jeg føler, at Orla klinger bedre end Torben). De er endelig flyttet sammen, og jeg kan afsløre, at deres parforhold går fantastisk. De er virkeligt lykkelige og de er enige politisk og på det menneskelige plan. De elsker desuden begge to at rejse og de har mange andre fælles interesser. Er det ikke smukt?

Så kom det alligevel til at handle lidt om forelskelse – kaktus-kærlighed og en potentiel kommende forelskelse i en lejlighed. Så kom ikke og sig, at I ikke fik nogle spændende detaljer!
Men det gode ved at blive forelsket i en lejlighed fremfor et menneske, er desuden, at jeg kan gøre hvad jeg vil med den, så længe jeg ikke river væggene ned, og sådan er det jo ikke med en person, da man ikke skal forsøge at ændre på andre mennesker, og slet ikke dem, man er forelsket i (og slet ikke rive deres vægge ned, det er ikke pænt gjort).

Jeg er sgu træt, og jeg ved ikke, om dette indlæg gav mening, men jeg har hygget mig med at skrive det.

I må have det godt og huske, at livet er godt, hvis man har en god udsigt og gode støvler. Mere kræves ikke.

Hyg jer.

//A