Kategoriarkiv: politik

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Hej verden.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag, og da alle sociale medier bugner med opdateringer som “glædelig Kampdag!” og “tillykke!” kommer jeg til at tænke på nogle ting, som jeg har et behov for at udtrykke.

Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, hvad denne dag betyder for mig personligt. Og jeg er sgu lidt i tvivl. For lige umiddelbart betyder den ikke noget specielt. Jeg skal ikke ud at demonstrere eller markere dagen på anden vis. Den eneste kamp jeg har udført har været at stå op klokken 6 og tage til forelæsning på uni på trods af forkølelse, men det har egentligt ikke rigtigt været en kamp, da jeg har haft en forrygende dag, der virkeligt har forbedret mit humør. Den næste kamp bliver kampen for/imod at tage et ekstra stykke chokoladekage.

Så nej, jeg bruger ikke rigtigt denne dag som en anledning til at tage nogle store kampe. Jeg gør egentligt bare det, jeg normalt ville gøre på en onsdag (dog har jeg brugt det som en undskyldning for at indtage Pepsi Max i hverdagen, og det er jo altid godt at have en anledning til at udføre mine dårlige vaner).

Jeg har hele dagen tænkt over, om jeg burde gøre et eller andet for at markere denne dag – om jeg burde sige “tillykke” til andre kvinder med kampdagen, eller demonstrere eller bare gøre et eller andet. For jeg ved jo godt, at der er en grund til at kampdagen er opstået og at den er blevet et internationalt fænomen. Jeg ved også godt, at der er mange steder i verden, hvor der langt fra er ligestilling. Bare se på USA, hvor det på mange punkter er ved at gå den helt forkerte vej, både når det kommer til kvinders rettigheder (fx rettigheden til fri abort) og minoritetsgruppers rettigheder, på trods af at USA er et vestligt land, som mange synes er vildt fedt. Mange andre steder i verden står det endnu værre til, og kvinder bliver udsat for tvangsægteskab (husk at der er forskel på arrangeret ægteskab og tvangsægteskab, et arrangeret ægteskab indebærer ikke som sådan tvang, og mange lever i gode arrangerede ægteskaber, et eksempel er forfatteren Aisha Saeed, der selv lever i et lykkeligt arrangeret ægteskab men kæmper imod tvangsægteskaber).

Så der er god grund til at have en dag, der sætter fokus på disse ting, og minder os om, at der stadig er meget at arbejde på.

Men hvad betyder denne internationale kampdag for mig? Det har jeg brugt lang tid på at fundere over, og jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg er nået frem til, selvom det er lidt angstprovokerende, ligesom da jeg skrev mit indlæg om feminisme. I bund og grund er jeg bare meget bevidst om, at jeg er en yderst priviligeret person (sådan oplever jeg det i hvert fald selv), og at jeg ikke føler, at jeg kan udtale på vegne af alle kvinder, og heller ikke prøver på det, men samtidig er bange for, at nogle opfatter det jeg skriver, som om, at jeg mener at det er gældende for hele verden, eller at jeg ikke anerkender problemerne. Eller at jeg er naiv og ikke ser virkeligheden i øjnene, hvis jeg bare ikke føler, at jeg har et behov for at gå på gaden og demonstrere i dag.

Når jeg tænker på, hvad denne dag har af betydning, så tænker jeg på en tid, der går forud for min egen. En tid, hvor der var nogle kvinder, der tog en stor kamp op for at opnå rettigheder, som vi i dagens Danmark ser som helt fundamentale (de fleste gør i hvert fald). – retten til at stemme til folketings- og kommunalvalg, retten til at arbejde, retten til fri abort – og så videre. Og det er en kamp, som jeg er utroligt glad for, at nogle andre har kæmpet – for det betyder, at jeg kan sidde her i dag, som kvinde i år 2017, med en kop te og skrive et debatterende blogindlæg imens jeg drikker en kop te og tænker på det, jeg har lært til dagens forelæsning på universitetet i dag. Det betyder, at jeg kan gå rundt på Kvindernes Internationale Kampdag og personligt føle, at det bare er en almindeligt god onsdag, hvor jeg føler mig glad og er sammen med nogle gode mennesker, der vil mig alt godt. Det betyder, at jeg faktisk ikke umiddelbart føler, at der er nogle kampe jeg er nødt til at tage for selv at blive retfærdigt behandlet – for jeg føler rent faktisk, at jeg bliver behandlet rigtigt godt. Jeg føler mig ikke undertrykt, og jeg har ikke en følelse af at blive set ned på, fordi jeg er kvinde.

Og det tænker jeg er et tegn på, at de kampe, som blev taget for 100 år siden, virkeligt har båret frugt – for hvis jeg kan sidde her og faktisk ikke føle, at mænd har det bedre end mig eller at nogen undertrykker mig, så er det at tegn på, at jeg bor i et godt samfund, hvor jeg får mulighed for at leve et godt liv. Og det er vel den slags der er værd at glædes over på en dag som denne – og imens jeg glædes over, at jeg har et godt liv, tænker jeg på alle de punkter, hvorpå verden stadig trænger til at blive forbedret – så alle i verden kan sidde med den samme følelse, som jeg selv sidder med lige nu; følelsen af at være fri og at have mulighed for at bestemme over mit eget liv. Følelsen af at blive hørt og at være en del af noget. Følelsen af at kunne være mig selv og blive accepteret for det.

For der er på mange områder stadig meget at kæmpe for, både herhjemme i Danmark og særligt i resten af verden. Fx er der stadig lang vej igen når det kommer til LGBT-befolkningens rettigheder, og meget af det skyldes uvidenhed i befolkningen, hvilket vi er nødt til at rette op på via oplysning. Der er fx  masser af mennesker, der intet har imod homoseksuelle og transkønnede, men faktisk ikke er klar over, at der særligt er mange transkønnede, der udsættes for diskrimination, vold m.m. og at det er et stort problem. Og derfor tænker de ikke over, at det er nødvendigt at kæmpe for det. Jeg tror mange af os har en tendens til at tænke, at i Danmark går det jo godt, så vi behøver ikke tænke så meget på det, for vi respekterer jo hinanden. Men det er desværre ikke altid tilfældet. Og den slags ting synes jeg, at vi skal tænke på i dag.

For selvom jeg sidder her og har det godt, så er det ikke noget, jeg nogensinde skal tage for givet, og jeg skal heller aldrig nogensinde tage for givet, at andre har det på samme måde. For det er der mange, der ikke har. Og bare fordi jeg personligt aldrig har følt mig undertrykt, så betyder det ikke, at ligestillingskampen er unødvendig eller overstået. For det bliver den først den dag, hvor vi alle først og fremmest begynder at se hinanden som mennesker. Mennesker, der har forskellige køn, etniciteter, religiøse baggrunde, you name it, og som stadig allesammen er lige meget værd. Mennesker, der alle skal behandles som mennesker, og som ikke fortjener at blive diskrimineret pga. deres kromosomsammensætning.

Og det er sgu noget af et projekt, hvis det skal lade sig gøre på verdensplan. Jeg gør mit for at sprede min holdning til folk, for jeg synes egentligt, at det er meget simpelt; vi skal bare behandle hinanden som mennesker, fordi vi alle er mennesker. Det er definitionen på feminisme/humanisme efter min opfattelse.

Så hvad handler denne dag egentligt om?

For mig handler den ikke om kønskvotering og at hade mænd og debat om ligeløn.
For mig handler det om at hylde, at vi i Danmark har et samfund, hvor både mænd og kvinder har så gode muligheder for at leve nogle gode og meningsfulde liv, hvor vi har en stor grad af frihed til selv at vælge, hvad vi gerne vil (jeg ved godt, at der findes folk i landet der har det rigtigt skidt, men på det overordnede plan har vi altså et godt samfund sammenlignet med så mange andre steder i verden, hvor det er noget værre pis).
Denne internationale kampdag handler for mig om at værdsætte de kampe, der blev taget forud for min egen tid, så jeg i dag kan nyde godt af at have stemmeret, så jeg kan stemme på Alternativet, og at have retten til fri abort hvis jeg skulle få et behov for at gøre brug af det på et tidspunkt. Jeg har ret til at få en uddannelse, og jeg går på et studie, hvor jeg lærer en masse brugbart om mig selv og andre mennesker og verden. Og det er gratis (og så er der i øvrigt 80 % kvinder på studiet, hvilket er en helt anden virkelighed end på universiteterne for 100 år siden).

Jeg nyder godt af ikke selv at skulle kæmpe for de rettigheder, for det giver mig en masse glæde i livet og et overskud til at tænke på, hvilke andre problemer der eksisterer i verden, som der kan arbejdes for. Det giver mig et overskud til at gøre de ting, der er meningsfyldte for mig, og det giver mig overskud til at debattere politik med mine forældre og blive hørt.
Og jeg er priviligeret at føle mig hørt, for hvis kvinderne havde følt sig hørt i 1910, hvor kampdagen opstod, ville den aldrig være opstået.

Jeg håber, at der i fremtiden er mange flere, der vil føle sig hørt. At vi vil bruge denne dag, og gerne alle andre dage, til at stoppe op og interessere os for hinanden i stedet for at opbygge mure af ubegrundede fordomme. At vi vil oplyse os selv og hinanden, så der ikke kan være nogen, der tvivler på, at vi allesammen først og fremmest er mennesker. 

Og hvis vi begynder at se hinanden som tilhørende kategorien mennesker, fremfor at have vores køn eller etnicitet som det, vi primært identificerer os med, så tror jeg, at mange kampe kunne vindes på en meget simpel måde. Så kunne vi allesammen se det som en helt naturlig ting, at vi alle skal have de samme rettigheder – fordi vi er mennesker.

Hvor fanden vil du hen med dette idealistiske pis, Frøken Thylkjær? Hvad mener du egentligt om denne kampdag?

Det skal jeg sige jer: med alt dette vil jeg sige, at Kvindernes Internationale Kampdag for mig handler om ikke at fokusere helt vildt meget på, at jeg er kvinde, men derimod at jeg er et menneske, og at alle andre også er det. Jeg har det fint med at være kvinde, intet problem i det, men jeg synes ikke denne dag kun skal være for kvinder, jeg synes nærmere, at den skal være for alle. For ligestillingskampen og kampen om, at alle skal behandles godt, handler ikke bare om kvinder, og det er ikke kun kvinder der skal tage kampen. Det er jo os alle sammen. Alle der er mennesker skal gøre noget, hvis vi skal have et lige samfund. Og det er noget vi skal huske hver dag, ikke bare i dag. Desuden ligger der nogle ret negative konnotationer i et ord som “ligestillingskamp“, for ligestilling er jo først reel, når man ikke skal kæmpe mod hinanden – en krig er aldrig lige. Så hvis vi skal have ligestilling skal vi ikke gå i krig mod hinanden, og vi skal ikke udnævne kvindekønnet som det, der skal tage kampene selv. Vi skal derimod se på det store billede og fokusere på at alle skal have de samme rettigheder, for det er jo i vores alles interesse, at alle borgere i dette land bliver behandlet som ligeværdige individer. Er det ikke? Hvorfor skulle mandlige pædagoger fx ikke have de samme rettigheder som de kvindelige?

Hvad skal vi egentligt bruge kvindernes internationale kampdag til?

Vi skal bruge den som et minde om en tid, hvor de fundamentale rettigheder og værdier vores samfund er bygget op på, ikke var fundamentale. En tid, hvor der virkeligt blev taget nogle kampe. Og så skal vi lade os inspirere af det og huske på, at vi er heldige, at vi i dagens Danmark har det ret godt – sammenlignet med mange andre steder i verden og tidligere tider. Jeg synes altså, at vi har det ret godt i dag, og jeg synes ikke, at det at være kvinde er en forfærdelig ting. Og måske er det i virkeligheden derfor, at denne kampdag stadig eksisterer – for at minde os om, at vi egentlig har det meget godt nu og at vi har sindssygt mange muligheder – og at det er op til os selv at gribe se muligheder, hvis vi vil ændre på nogle ting. At vi skal værdsætte vores muligheder og vores rettigheder og ikke tage dem for givet – og at vi skal udnytte dem fuldt ud. Der kommer intet ud af at blive siddende og vente på, at nogle andre får gode ting til at ske i ens liv – man må selv tage kampen op. Og for nogle er der mange bump på vejen og for andre er der færre, men det handler om at gå videre og huske på, hvad man kæmper for.

Med andre ord, så er dette for mig en dag, hvor jeg ser indad og faktisk føler mig ret glad og priviligeret. Men det er også en dag, hvor jeg ser udad, og ser alle de smilende og smukke mennesker, der også er en del af verden. Og det er vel endnu en sejr, at der er lige mange kvinder og mænd jeg ser til daglig, der smiler og ser glade og frie ud.
Sådan har jeg det nu de fleste dage. Jeg føler mig heldig langt de fleste dage, og jeg ser masser af pæne, intelligente og smilende mennesker langt de fleste dage. Hurra for det.
Og så er der alle dem, jeg ikke ser, fordi jeg ikke er de steder i verden, hvor det går rigtigt skidt. Men dem tænker jeg også på i dag. Og så tænker jeg på, at der er håb. For hvis jeg kan have det så godt, så bør der være håb for, at verdenssituationen også kan blive forbedret. Det håber jeg sgu, for jeg synes, at alle fortjener at opleve følelsen af at være heldige. Indtil den dag, er der ikke andet for end at tage de kampe, vi hver især kan tage, og støtte op om dem, der må tage nogle ekstra store kampe helt selv – for hvis der ikke er nogen, der selv tør at gøre noget, så sker der ingenting. Og det skal vi huske.

Det er et godt liv. Jeg håber, at jeg ikke har gjort nogen sure med dette indlæg, men det er et udtryk for mine egne tanker og følelser, ikke andet end det. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af andre end mig selv, og jeg håber derfor ikke, at nogen opfatter dette som om, at jeg siger, at der ikke er brug for ligestilling. Jeg føler bare, at jeg personligt ER ligestillet. Og det kan vel kun være en god ting, at jeg føler det, også selvom der som sagt er virkeligt mange i verden, der ikke føler det samme.

Jeg tror på, at jeg kan gøre det jeg vil i mit liv og at mit køn på ingen måde står i vejen for det. Og det er sgu da smukt, er det ikke?

Hyg jer.

//A

Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

Hej verden.

I disse dage bliver en masse mennesker studenter (hurra og tillykke til alle), og desuden er det i dag to uger siden, at jeg selv blev færdig. Det er en positiv tid for mange mennesker, og det gør mig i godt humør at se folk, der nu kan ånde lettet op og kan fejre, at 2-3 (eller flere) års skolegang/hårdt arbejde nu er overstået. Jeg synes, at det er en god tid.
I medierne kan vi læse artikler om studenter, der er blevet “superstudenter”, dvs. dem, der udelukkende har fået topkarakterer. Det synes jeg sådan set ikke er et problem i sig selv, da de har arbejdet hårdt for det og fortjener at blive hyldet for deres indsats. Det problematiske er, at medierne med disse artikler, hvor fokus ligger på studentens karaktergennemsnit, efter min mening, får det til at fremstå som en stor konkurrence fremfor en glædelig begivenhed. En konkurrence der kun handler om, hvem der formår at få det højeste gennemsnit og at sprænge skalaen i højeste grad. Det synes jeg er ærgerligt, og også ret dehumaniserende – det bliver karaktererne, der får mest opmærksomhed, fremfor arbejdsindsatsen eller personens historie, personlighed eller interesser. Desuden burde begrebet “superstudent” ikke blive brugt, da det indikerer, at nogle er blevet “mere” student end nogle andre er, hvilket er dybt åndssvagt og unødvendigt.

Efter min mening, får det det hele til at fremstå enormt unuanceret, når man ikke graver lidt dybere ned og forsøger at fremstille superstudenterne som de komplekse mennesker, de trods alt er. De er ikke overmennesker, eller bedre/dårligere end nogle andre er. De har deres egne problemer, interesser og tanker, og deres karaktergennemsnit afspejler langt fra, hvem de er.
Det tror jeg ville være med til at nuancere debatten om superstudenterne – en debat, der, efter min opfattelse, er alt for negativ. Det kan diskuteres, om det skyldes janteloven, misundelse eller noget helt tredje, at mange folk kommer med negative kommentarer, når de læser om en ny superstudent. Jeg har fx set følgende kommentarer blive brugt ret ofte:

  • “Tilykke til (indsæt navn), men hvorfor hører vi ikke noget mere om dem, der ikke har et højt snit, men som har kæmpet endnu hårdere bare for at bestå?”
  • “Verden kan ikke bruge 12-tals-piger til noget, det er vigtigere at kunne tænke kreativt end at kunne hele pensum udenad”.
  • “Ja, det er da meget flot, men lad os nu se, hvordan han/hun klarer det ude i det virkelige liv”.
  • “Jeg synes nu, at sociale færdigheder er vigtigere end evnen til at få høje karakterer, hvorfor bliver man ikke bedømt på, om man er et godt menneske i stedet”

(Ja, jeg begik den fejl at læse nogle kommentarspor på Facebook, det kommer der aldrig noget godt ud af).
For det første vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er fuldstændig enig i, at medierne også brude fokusere på dem, der ikke har tårnhøje snit eller 6 A-fag. Det ville generelt være interessant med nogle mere dybdeborende artikler, hvor det handlede om mere end bare tal. Fx kan det undre mig, at der stort set ikke bliver snakket om folk, der har færdiggjort en erhvervsuddannelse. Jeg kan ikke helt se den gode grund til, at man undlader at fokusere på dem. Ingen uddannelse er bedre/finere end en anden.
MEN, det er ikke enten/eller, efter min mening. Det, at der bliver skrevet om superstudenterne, udelukker ikke, at man også skriver om andre end dem. Der foregår så lidt i dette land, at det da burde være muligt at fortælle om flere forskellige slags mennesker og ikke kun den gruppe, der på papiret har “klaret sig bedst”. Jeg går ind for, at alle historier er lige vigtige at høre om, og derfor er der ikke nogen, der skal vælges fra af den ene eller anden grund.

Desuden er jeg træt af, at vi ikke bare kan glæde os på hinandens vegne, uanset hvad, og lade være med at sammenligne os selv med andre, eller sammenligne andre med andre (det er mystisk formuleret men ja). Vi er alle sammen komplekse mennesker med hver vores historie, og vi har hvert vores udgangspunkt. Det er ikke en lige kamp, og derfor giver det heller ikke mening fx at sammenligne sit eget karaktergennemsnit med nogle andres. For når alt kommer til alt, så har karakterer kun den værdi, vi tillægger dem. Ligesom penge, der også kun er noget værd, fordi vi som samfund har besluttet, at det er sådan, det er. Efter min opfattelse er det ikke karakteren, der burde fokuseres på, men mere hvad den symboliserer eller betyder for den enkelte person. Bare fordi, at nogle får 12, betyder det ikke, at man er “dårlig/mindre succesfuld”, hvis man får 02, 4 eller hvilken som helst anden karakter. Det er meget mere komplekst end det, og det skal vi huske på. Det er ikke så sort/hvidt, som det kan fremstå som. Når alt kommer til alt, giver karakterer ikke (nødvendigvis) en indikation af, hvor meget man har lært eller hvad man kan – det afhænger af så mange ting – hvilket emne man trækker, ens mentale tilstand på eksamensdagen, ens grad af selvtillid, lærer, censor, hvordan man arbejder, når man er under pres – og måske også en lille portion held. Der er så mange skjulte variabler, og derfor skal karakterer ikke ses for andet, end det de er.

Hvis fokus lå på den enkelte som person og dennes indsats, læring og GLÆDE/tilfredshed frem for hvilke karakterer, personen er endt med at få, så tror jeg, at det ville blive meget lettere for alle at eksistere. Så kunne vi alle ånde lettet op, stoppe med at sammenligne os selv med andre, og ikke skulle høre på andre folk, der sammenligner os med nogle andre, der slet ikke har samme udgangspunkt som os selv.

IMG_9634

Grunden til, at jeg synes, at denne tid er så positiv, er at vi samles om at fejre, at nogen har ydet en indsats og har gennemført noget, der har været udfordrende, lærerigt og udviklende. Det er ikke en fejring af karakterer, det er en fejring, og en anerkendelse, af folks arbejdsindsats, som har ført til, at de har lært nye ting og nu skal videre i livet.

Alle, der gør hvad de kan, og yder en indsats, fortjener at blive hyldet for det. Kort sagt.

Ja, jeg har selv opnået at få et højt gennemsnit. Det har krævet hårdt arbejde, og jeg er ikke kommet sovende til det. Men mit gennemsnit definerer ikke, hvem jeg er som menneske. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er en trist eksistens, der kun bruger mit liv på skolen og at lære alt udenad og er ligeglad med folk omkring mig. Mit gennemsnit definerer mig ikke, og det ved folk omkring mig godt (forhåbentlig). At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg har dårlig selvtillid og derfor føler, at jeg er nødt til at lære hele pensum udenad, for at kunne få anerkendelse og få det bedre med mig selv. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er ude af stand til at tænke kreativt og finde på idéer. Det betyder heller ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og er vildt resultatorienteret.

Jeg er mere end mit karaktergennemsnit.
Jeg har det ikke bedre med mig selv nu, fordi jeg har fået en masse 12-taller. Grunden til, at jeg føler mig glad og tilfreds nu, er ikke mit gennemsnit i sig selv, men derimod det, som det symboliserer: at jeg har klaret det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt. At jeg har haft muligheden for at lære en masse ting, lære mange forskellige gode mennesker at kende, og har haft en hverdag som jeg har været glad for. At jeg har fået så mange gode og lærerige oplevelser, og at jeg desuden har fået det bedre fysisk, end jeg har haft det nogensinde før.
Jeg har udviklet mig på mange punkter, og jeg har fået en meget større tro på, at jeg kan det, jeg vil. Jeg har fået bevist både overfor mig selv og andre, at det er muligt at kæmpe sig op til overfladen igen, selvom der er udfordringer på vejen.
De ting har jeg i tankerne, når jeg tænker på mit samlede gennemsnit, og at jeg nu er student.

DSC_0874

Jeg håber, at alle bliver fejret godt, at alle er stolte af dem selv, og at alle husker, at deres karaktergennemsnit ikke afspejler, hvem de er som personer. At det ikke er andet, end det, man selv gør det til – men at det er ok at lægge en stor betydning i det, uanset om det er et- eller tocifret. Vi har alle lige meget ret til at være stolte af os selv, og det bør vi alle være – og desuden huske at være stolte af hinanden og fokusere på det, der virkeligt betyder noget.

 

Dette indlæg endte med at blive mere dybt end jeg havde forventet, jeg tror, at det er nok for nu.

Hyg jer

/A

Verden er ikke ideel

Vi lever ikke i en ideel verden.

For mange mennesker behandler hinanden, dyrene og naturen dårligt. For mange behandler dem selv dårligt. For mange bliver behandlet som om, at de ingen rettigheder har, og at de ikke er ligeså meget værd, som andre. Nogle har ingen rettigheder. Regeringen skærer i kontanthjælpen og sætter afgiften på de dyreste biler ned. Flygtninge virker ikke til at være velkomne i Danmark, hvor størstedelen af befolkningen ikke virker til at kunne forstå, at der er mennesker, der har større problemer end dem selv. De rigeste danskere bliver rigere imens de fattige bliver fattigere. Vores samfund som ( jeg troede) er baseret på lighed, demokrati og fællesskab bliver mere og mere opdelt. Os og dem. Indvandrere og “danskere”. Sorte og hvide, religiøse og ateister, blå og røde, rige og fattige. Sjællændere vs. jyder og fynboer, mand vs. kvinde.

Vi lever i en verden, hvor terror er en reel trussel. Hvem ved, hvor det næste angreb finder sted og hvornår? Hvad skal vi frygte og ikke mindst hvem skal vi frygte? Hvordan skal vi stå sammen mod terror, når vi bliver ved med at bilde os selv ind, at dem, der ikke ligner os selv (enten udenpå eller indeni) er vores fjender? Hvordan skal Danmark, og resten af verden, kunne bestå, når vi mennesker bruger vores tid på at danne fjendebilleder og frygte for vores fremtid, i stedet for at være der for andre mennesker, der har brug for os?

Hvis vi skal have det godt, så skal vi tænke på andre end os selv. Hvis vi skal stå sammen, så skal vi indse, at vores forskelligheder kan føre til noget godt. Vi skal indse, at der ikke er nogen grund til at frygte dem, vi ikke kender. Vi skal tro på at bedste i andre mennesker, for ellers bliver det en kold verden at leve i.

Verden er ikke ideel. Men det betyder ikke, at jeg skal gå rundt og være i dårligt humør for altid. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre på alting, og at der altid vil være uretfærdighed til. Men jeg har et ansvar for at gøre hvad jeg kan, for at gøre verden til et godt sted for mig selv og andre at være, og hvis det skal ske, så skal jeg starte med mig selv. Hvad kan jeg gøre, for at gøre bare noget af verden til et bedre sted?

Jeg kan bruge tid på de mennesker, der gør mig i godt humør, så jeg forhåbentlig kan hjælpe med at gøre dem i godt humør også.

Jeg kan gøre de ting, der gør mig glad. Læse, skrive, gå ture med Kalle, føle at jeg udretter noget, lære nye ting, bage, spille guitar, spise julekager.

Jeg kan gøre ting, der gør andre glade, for så bliver jeg også selv glad. (Det siger alle jo, men det er sandt).

Jeg kan sige nej til de ting, jeg ikke har lyst til, så der er mere tid til det, jeg har lyst til.

Hvis jeg gør verden til et godt sted for mig selv at være, så er det et godt udgangspunkt for, at jeg også kan gøre verden god for andre. Hvis jeg er deprimeret og intet overskud har, er der i hvert fald ikke noget, som bliver bedre.

wpid-wp-1439390692698.jpeg

(Meningen med livet er små hundehvalpe).

Jeg vil holde fast i min tro på, at alle mennesker er lige meget værd og at vi alle fortjener at blive behandlet ens.

Jeg kan holde fast i mine holdninger og undgå at blive en sur, kynisk gammel person der lever i frygt for, at der skal ske et eller andet og derfor lytter for meget til, hvad Ekstrabladet skriver.

Jeg kan holde fast i, at alle har ret til at blive behandlet godt uanset hudfarve, religion/mangel på samme, påklædning, politisk synspunkt. Hvis vi alle respekterer hinandens holdninger er der ingen grund til at noget skulle blive et problem.

Jeg tror på det gode i mennesket, og det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Jeg vil fokusere på de mennesker, der kan lide andre, og som forstår, at alt ikke handler om dem selv.

Jeg vil respektere andres holdninger (men også tillade mig selv at tænke, at nogen mennesker bare er ignorante, og at de ikke ved, hvad de snakker om. Ikke at jeg nødvendigvis ved, hvad jeg snakker om, men jeg prøver som udgangspunkt at undgå at udtale mig om ting, jeg ikke er tilstrækkeligt informeret om).

Jeg vil blive bedre til at undgå at starte diskussioner med mennesker, som jeg aldrig bliver enig med alligevel, men jeg vil stå fast ved min mening uanset hvad.

 

Verden er ikke ideel, og det bliver den aldrig, og på en eller anden måde, så er jeg nødt til at erkende det. Jeg må erkende, at jeg aldrig kommer til at leve i en verden, hvor alt er godt og fantastisk, men at jeg alligevel har været så heldig at blive født i et godt land, hvor der stadig er gode mennesker tilbage, og hvor jeg har mulighed for at gøre en forskel. Måske kommer jeg ikke til at ændre verden eller opfinde noget, men det betyder ikke, at jeg ikke kan gøre verden bare en lille smule bedre. Både for mig selv og andre.

 

Hvad gør du for at håndtere vores ikke-ideelle verden, og hvad gør du for at gøre verden lidt bedre?

/A

Økonomi vs. mennesker

“Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker. De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her”. 

 

Dette citat er fra Marie Krarups artikel, som har startet (endnu) en længerevarende og meget psykisk opslidende diskussion i vores hjem. Nu vil jeg ikke udlevere nogen personligt, men vi er ret uenige herhjemme.
Jeg synes det er til at KASTE OP OVER når folk mener, at menneskesyn og politisk ideologi kan adskilles. Marie Krarup mener, at hendes næste ikke er den syriske flygtning, fordi hun ikke kan se dem og de ikke er tæt på hende – derfor mener hun ikke, at hun behøver at forholde sig til dem. Hun siger ordret: “Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Jeg har SÅ svært ved at se, hvordan vi i Danmark kan have den holdning, at vi skal passe på vores eget lille land, så det ikke “bliver smadret af fremmede mennesker vi ikke kender”. Uhhh, hvor er det synd for vores børn, hvis vi giver plads til nogle mennesker der er flygtet, tænk at de sådan kommer her og tager af vores skattekroner. Nåh, er de i fare for at blive slået ihjel i deres hjemlande? Skidt pyt, jeg skal ud og lave mad til børnene, for det er næstekærlighed!!!!

NEJ!!!!!

AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg er så træt…. Så træt af at høre om danskere, (som har ALT hvad de har brug for og mere til) der mener, at Danmark er truet pga. flygtningesituationen, og at vi ikke kan hjælpe hele verden, og at vi nu også må tænke på, hvad der er bedst for os selv, hvis vi vil sikre landets fremtid.
Vi kan godt blive enige om, at vi ikke kan hjælpe hele verden. Men vi kan alle gøre vores, for at gøre verden til et bedre sted. Jeg mener, at ressourcestærke lande som Danmark, hvor det grundlæggende går fantastisk, bør tage sin del af de flygtninge, der kommer til Europa. Alle lande skal hjælpe til, men i et land som Danmark, hvor vi har god mulighed for at hjælpe, så synes jeg, at vi skal tage en ekstra del på os. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan hjælpe en stor del mennesker – og det mener jeg er noget af det vigtigste, et samfund kan gøre. Det er sådan et samfund jeg gerne vil leve i. Et samfund hvor vi hjælper dem, der virkelig er på spanden og er i krise – indtil de kommer på benene igen/der bliver sikkert i deres hjemlande. Vi skal hjælpe alle dem som vi kan, efter min mening. Det er meget interessant, at så mange danskere betragter sig selv som kristne, men alligevel mener, at de selv kan bestemme, hvad næstekærlighed er. At så mange mener, at man ikke behøver at vise næstekærlighed for andre end en selv og de mennesker der bor fem meter fra en, og at nogle, Marie Krarup herunder, finder det “ulækkert” at man vælger at hjælpe mennesker i Syrien frem for at lave mad til sine børn. Hvis jeg nogensinde fik børn, så ville jeg se det som en vigtig opgave at vise dem, at man skal tænke på andre end sig selv, og at det er bedre at give noget til andre, frem for at tage det hele selv. En af de syv dødssynder er jo som bekendt grådighed, så hvis man ser sig selv som kristen, så burde det være en selvfølge, at man gav til andre og ikke tænkte på sig selv først.
Jeg er selv ateist, så det er ikke engang fordi at jeg har stærke religiøse værdier, der giver mig en følelse af, at jeg er nødt til at hjælpe. Nej, det er sådan set bare sund fornuft og de personlige værdier, som jeg selv har valgt at have – at alle mennesker er lige meget værd, og at jeg ikke er bedre end nogle andre eller har ret til mere, bare fordi jeg har været heldig at blive født som hvid i et godt land som Danmark. Jeg synes at alle skal hjælpes, og at vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem vi kan. Desuden mener jeg, at forskellighed i et samfund er opskriften på en masse gode ting, hvis vi alle kan respektere hinanden (hvilket mange etniske danskere har problemer med, som jeg ser det). Jeg prøver selv stærkt på ikke at generalisere og tegne fjendebilleder, og jeg bliver utroligt trist, når nogle har politiske holdninger der er totalt gennemsyrede af os/dem mentalitet og en frygt for det ukendte.

For at vende tilbage til det med næstekærligheden, så vil jeg nævne, at jeg ikke prøver at sige, at nogle er forkerte kristne, hvis de ikke går ind for den præcise definition af næstekærlighed. Religion er noget man skal gøre op med sig selv og ingen kan sige, hvad der er rigtigt og forkert at tro på, men jeg synes alligevel at det er interessant at se på, hvad næstekærlighed egentlig er iflg. Jesus/Biblen/hvem der nu ellers fandt på det, da de fleste danskere betegner sig selv som værende kristne, og at man derfor skulle tro, at deres religiøse syn kunne ses i deres politiske holdninger også.

Følgende definition på næstekærlighed har jeg fra folkekirken.dk:

“I kristendommen er der i virkeligheden kun ét bud, nemlig: Det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.”

Se, det er jo meget interessant. Du skal være god mod alle, også dem du ikke bryder dig om.
Nogle vil sikkert sige, “Ej men der står jo kun ‘hvert mennesker der krydser vores vej’, og de syriske flygtninge krydser ikke min vej, så jeg har intet ansvar”. Men nu skal vi lige huske, at Biblen er skrevet i en tid, hvor det tog betydeligt længere at rejse igennem verden og der heller ikke fandtes sociale medier, der kunne oplyse os om, hvordan resten af verden havde det. Dermed mener jeg, at næstekærlighed vil sige, at du skal være god mod, og hjælpe, dem der har det svært, også hvis de ikke er dine naboer. I dag har vi nødhjælpsorganisationer osv., som muliggør det for os som mennesker, at hjælpe folk i lande hvor der sker katastrofer af den ene eller anden art, og det er en fantastisk ting. Og med den mulighed kommer også et ansvar, synes jeg. Hvis man har rigeligt med penge, så er der INGEN god grund til ikke at vise næstekærlighed overfor de mennesker, som bor lidt længere væk end på den anden side af vejen.
En anden ting vi også skal huske, er at næstekærlighed også er andet end økonomisk støtte – det er mindst lige så meget den måde, som vi behandler andre på, og taler om andre på, synes jeg. Hvis du vil være god mod din næste, så har du et åbent sind og behandler andre ligeså godt, som du selv vil behandles. Uanset hudfarve, etnicitet og kulturelle forskelle.
Næstekærlighed er at tro på det gode i mennesket – det er at tro på, at den hjælp man kan give en anden, gør en forskel, og at vi sammen kan lave et bedre samfund, hvis vi hjælper hinanden og er åbne.

Nej, jeg er ikke kristen, men jeg tror på næstekærligheden – den beskriver i hvert fald meget godt, hvordan jeg selv ser på mennesker og verden i det hele taget. Jeg tror på det gode i folk. Jeg har ikke lyst til at leve i en kold verden, hvor vi lukker andre ude, for at koncentrere os om vores økonomi og vores skattelettelser.
Ligesom at jeg ikke vil leve i et land, hvor Livslinjen holder lukket om natten, så vil jeg heller ikke leve i et land, hvor grænserne bliver lukkede, fordi vi ikke lige føler, at vi kan hjælpe flere, uden at det kommer til at gå ud over os selv.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor økonomi kommer før mennesker.
Det er en forfærdeligt kedelig tendens her i Vesten, at vi lægger så meget værdi i penge fremfor sociale relationer og venlighed. Vi gør alt op i penge fremfor indre lykke, og hvis der ikke er en økonomisk gevinst, så gider vi ikke at deltage.

Jeg er fandme træt af det, og jeg håber godt nok, at det kommer til at ændre sig i en bedre retning med tiden, men jeg har mine bange anelser. Jeg håber for alt i verden ikke, at vi ender op med at blive en nation af selvhøjtidelige nationalister, som mener, at vi er bedre kristne/mennesker ved at lave sovs og kartofler til familien, fremfor at hjælpe dem, som virkelig har brug for det.
Vi taler om “Mig, mig, mig” generationen, men for mig at se virker det til, at en ret stor del af Danmarks befolkning er en del af den generation uafhængig af alder. Vi vil alle have først og det vigtigste er, at der er til os selv og vores nærmeste og så kan resten sgu være lige meget. Det er os der er i centrum, det er vores fremtid det gælder… Tænk på de kommende børnebørn i stedet for resten af verden osv.

Jeg er så træt af egoistiske mennesker – og ja, jeg står gerne ved, at jeg mener, at det er egoistisk at bilde sig selv ind, at vi som danskere ikke behøver at tage et ansvar og gøre noget for de alt for mange mennesker, der lige nu er på flugt. Det er naivt at tro, at det gælder alt eller intet – “vi kan ikke hjælpe alle, så derfor kan vi ligeså godt lade være”. Den holdning synes jeg skræmmende mange virker til at have, og det gør mig virkeligt ked af det.
Det gør mig ikke bare sur, men det gør mig oprigtigt trist, og jeg har lyst til at græde over det.

Men jeg vil ikke lade negativiteten vinde – jeg ved, at der findes utroligt mange gode mennesker ude i verden, og jeg ved, at mange gør hvad de kan for at hjælpe. Det så jeg fx i søndags, da jeg samlede ind for Røde Kors. Selvom omkring halvdelen ikke åbnede dørene/ikke ønskede at give et bidrag, så blev jeg mødt af en masse glade mennesker, som udtrykte taknemlighed over, at jeg samlede ind og ønskede mig en god tur. Og i banken hvor pengene skulle afleveres blev jeg mødt af en kø der gik langt ud på gaden. Det tog mig en time at få afleveret pengene, fordi der var så mange indsamlere. Og det var fantastisk. Det var en af de eneste gange, hvor jeg rent faktisk er blevet glad af at stå i en utroligt lang kø.
Jeg samlede lidt over 900 kroner ind, så det var jo ikke det store, kunne man tænke. Men så kom jeg hjem og hørte resultatet for hele indsamlingen – 25,5 millioner kroner var der blevet samlet ind i hele Danmark.
Det er et symbol på, hvordan de små ting gør en forskel. Et symbol på, at man ved at bruge tre-fire timer af sin søndag, kan gøre så enorm en forskel, hvis bare man løfter i flok. Jeg synes sgu det er smukt, og selvom jeg blev mødt af mange der sagde “nej tak”, så er det langt fra sidste gang, at jeg samler ind for Røde Kors. Det er det mindste jeg kan gøre, og jeg gør det med glæde.
Der er så mange måder hvorpå vi hver især kan hjælpe, og der er ikke nogen måde der er mere “rigtig” end andre – det handler om, at følge den følelse man har indeni, og den lyst som – de fleste heldigvis – har til at hjælpe. Om man så er udsendt for Læger Uden Grænser, er besøgsven, er indsamler eller lektiehjælper, så gør det alt sammen en forskel, og det er sådan et land, som jeg gerne vil bo i. Et land hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer på forhånd.
Jeg tror på, at et land der er opbygget omkring den glæde der er ved, at kunne hjælpe andre og selv få hjælp når man er i nød, er opskriften på et velfungerende land. Så kan man tale nok så meget om økonomi og statistik, men hvis vi behandler hinanden godt og alle bidrager til at vi kan have det godt sammen, så er jeg sgu ret ligeglad med, om jeg skal betale 60 % i skat og ikke har råd til den nyeste iPhone 6S deluxe, eller hvad de hedder nu til dags.
Hvis jeg skulle tage valget mellem penge og mennesker, så ved jeg godt hvad jeg ville vælge – hvad ville du?

Generelle overvejelser om livet osv.

Hej verden. Min hjerne koger over. Men på den gode måde. Her er en liste over alt (næsten) hvad jeg har tænkt over de seneste par dage:

  1. Børne-litteratur. Hvorfor har jeg været i bogopsætter i snart 3 ½ år og ALDRIG stødt på en bog der handler om homoseksualitet/transeksualitet/noget andet end heste, kærester og venindedrama/’uhh min familie er så pinlig’-historier? HVORFOR?!
  2. Hvem er jeg? Er jeg den jeg gerne vil være, og hvis jeg er, hvordan bliver jeg så ved med det? Hvordan sikrer jeg mig, at jeg ikke glemmer, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil? Hvad kan jeg gøre for at være sikker på, at jeg gør hvad jeg vil i mit liv og ikke ender op som en samfundsslave der gør alt det som jeg tror, at jeg bør gøre, men egentlig ikke har lyst til?
  3. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Her er alle dem jeg ser som muligheder pt: Engelsk, Litteraturhistorie, Psykologi, Filosofi, Lingvistik, Journalistik, Dansk, Fiskehandleruddannelsen (man skal aldrig sige aldrig).
  4. Hvor skal jeg bo? Skal jeg blive boende i Randers? (Ja). Er jeg en taber hvis jeg bliver boende i Randers? Bliver jeg træt af at pendle til Aarhus hver dag i 5-6 år? Hvad nu hvis jeg indser, at jeg hader Aarhus og får stress af at være der hver dag? Hvad nu hvis jeg vælger den forkerte uddannelse? Hvad nu hvis jeg aldrig får et godt arbejde? Hvad nu hvis mit liv går rigtig dårligt?
  5. Er mit liv interessant nok? Gør jeg de ting, som jeg gerne vil?
  6. Er jeg interessant nok? Er jeg selv-centreret hvis jeg mener, at jeg selv er interessant?
  7. Burde jeg få en anden frisure?
  8. Hvilken ansigtsform har jeg, og har det overhovedet nogen relevans?
  9. Hvorfor har så mange kvinder det dårligt med sig selv og deres udseende? Er det pga. kønsforskelle og i så fald er det de biologiske eller samfundsskabte faktorer der spiller ind?
  10. Burde jeg tage på en længerevarende udlandsrejse alene som en del i find-mig-selv-processen? Eller er det nok med en togtur alene til Aalborg/København/en éndagstur generelt?
  11. Hvordan ved jeg, om jeg er et selvstændigt individ?
  12. Er det sikkert at tage toget til Malmö eller skal jeg forvente at blive beskudt?
  13. Hvorfor er så mange mennesker imod flygtningen i Danmark når de selv har det så godt, at de har tid til at bekymre sig om ting, der ikke engang vedrører dem selv?
  14. Hvad er meningen med livet?
  15. Vil der komme robotter med kunstig menneskelig intelligens i fremtiden? Hvilke problemer vil det medføre og hvilke fordele? Er der nogen som helst måde vi kan undgå at jorden ender med at blive et forfærdeligt sted hvor den rigeste fjerdedel af befolkningen ejer alt og resten har det forfærdeligt? (Det er allerede ved at ske).
  16. Bananmuffins smager godt.
  17. Vi har en rotte i haven, som vi har døbt Rotte-Per. Jeg ved ikke hvor den er lige nu, og det er som en dårlig gemmeleg.
  18. Biblioteket er et smukt sted, og jeg kan ikke lide mennesker der kritiserer biblioteket og/eller bibliotekarer.
  19. Det er et godt liv
  20. Hvorfor sker der altid noget dårligt når jeg netop har tænkt “Hurra alt er godt”?
  21. Hvorfor er mennesker så forskellige og samtidige så ens?

 

Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

Kønsneutralitet. Et interessant ord. ‘Køn’ indikerer at det – indlysende nok – handler om køn. ‘Neutralitet’ betyder derimod, at man forholder sig neutralt til noget. Altså at det hverken er det ene eller det andet. Du er neutral i en krig og holder dig derfor lidt i baggrunden. At være neutral kan vel også betyde ikke at tage stilling, eller bare at stå midt i mellem at være for og imod. Så ordet ‘kønsneutralitet’ giver ikke ret meget mening – der er to køn, som skal være neutrale, det vil sige, at de hverken må være det ene eller det andet. Men hvis det skal ske, skal vi så ikke have afskaffet ordet ‘køn’? For det er et jo et udtryk for, at der er forskel på mennesker, og at vi ikke bare er én slags.

Sådan kan man vælge at se på det. Indtil for nylig havde jeg den holdning, at kønsneutralitet var åndssvagt og unødvendigt, og jeg kunne ikke tage det seriøst, at de fx i svenske børnehaver er begyndt at tiltale alle som ‘hen’ i stedet for han og hun. Jeg mente, at det løste et problem, der ikke havde brug for at blive løst.

Sjovt nok, så skyldtes denne holdning én ting: uvidenhed.
Det startede med, at jeg her på det sidste har læst mange bøger med temaet LGBT =(lesbian, gay, bisexual, transgender). Altså bøger der omhandler folk, der har en anden seksualitet, end den der bliver set som den ‘normale/mest almindelige’ form for seksualitet; heteroseksualitet. Generelt elsker jeg bøger, der omhandler folk, der falder uden for det ‘normale’, og kæmper for at turde at være sig selv i en verden, hvor der er frygteligt mange fordomme overfor dem, der er anderledes.
Og når det kommer til seksualitet og køn, så er der mange fordomme og stereotypiske forestillinger, uanset hvor udviklet et land vi mener at vi bord i. Og i resten af verden står det endnu værre til mange steder.
Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke forstår, hvorfor folk bliver behandlet anderledes pga. de forskellige labels man kan sætte på dem. Fx hvis du er homoseksuel er det en meget større ting for omverdenen end det er hvis man er heteroseksuel. Der er ingen heteroseksuelle, der skal springe ud og fortælle deres familie og venner, at de er tiltrukket af det modsatte køn. Men når man er homoseksuel er det en helt vildt stor ting og mange bliver udstødt af deres familie når de springer ud, fordi de af en eller anden grund mener, at det har en betydning.
Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor betyder det noget, hvilken seksualitet nogen har? De er jo stadig den samme person. At man er tiltrukket af sit eget køn betyder ikke rigtigt andet end at man er tiltrukket af sit eget køn. Det er bare folk, der lægger en masse betydning i det, og det skaber åndssvage fordomme, og det er skide uretfærdigt over for dem, der er homoseksuelle.

Et af mine yndlingscitater fra min yndlings LGBT bog (Simon vs The Homo Sapiens Agenda) summerer egentlig det hele meget godt op:

“Don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default?”

Tænk lige over det.
Der er ingen god grund til at det skal være som det er så mange steder i verden. Der er ingen logisk grund til at behandle homoseksuelle den mindste smule anderledes. “Der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn” vil nogen sige, men REND OG HOP! Det er meget muligt at der skal det, men det handler først og fremmest om at gøre det man selv har lyst til frem for at få børn med en person man ikke er tiltrukket af. Jeg kan virkelig ikke se hvad grunden er til at homoseksualitet/biseksualitet/transkønnethed skal tabuiseres, for selvom der måske samlet set er flere mennesker, der er heteroseksuelle, så betyder det ikke, at de er mere “rigtige”, bare fordi, at de er en større gruppe.

Nåh, men det er det gode ved bøger; de får en til at tænke. De har i hvert fald fået mig til at tænke meget mere over dette emne end jeg før har gjort.

Det, der fik mig til at indse, hvorfor kønsneutralitet faktisk er en nødvendighed, var en middle grade bog jeg læste omhandlende en 12-årig transkønnet pige (Grayson), som altid har vidst, at hun var født i den forkerte krop, og aldrig har følt sig hjemme i det køn hun biologisk er født med. Hun har altid følt sig som en pige, men det er der ikke rigtigt nogen der forstår. Hendes forældre døde, da hun var 2-3 år gammel og siden har hun boet hos sin onkel og tante. De har godt fornemmet, at hun var anderledes men de mente, at det bare var en fase som hun skulle igennem for senere at kunne blive ‘normal’.
Det kan godt være, at Grayson er en fiktiv 12-årig, men da jeg læste bogen kunne jeg virkeligt mærke sådan rigtigt, hvor tabuiseret et emne transkønnethed er, og hvor langt ude det er, at det er blevet sådan. Der er INTET galt med Grayson – hun er bare en pige der er født med en drengekrop. Hvorfor skal hun have det dårligt med sig selv pga. det? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR behandler så mange mennesker transkønnede som om, at de er mindre værd, eller at de har mentale problemer, der burde behandles, så de kan blive ‘normale’? Jeg forstår det ikke. Jeg har altid gået stærkt ind for at alle fortjener en lige behandling, men efter jeg læste “Gracefully Grayson”, indså jeg, hvor lang vej der er igen, før det kommer til at ske i den rigtige verden. Det er som om, at mennesket har et behov for at have nogen at se ned på, og det bliver altid minoriteterne som transkønnede, bøsser, lesbiske… sorte mennesker.. jøder… arbejdsløse..
HVORFOR?!?!!

Jeg vil have et samfund hvor alle er lige!!
Da jeg for en uge siden så en dokumentar omkring kønsneutralitet i børnehaver, blev min horisont endnu engang udvidet. Det er længe siden, at jeg selv har gået i børnehave, så jeg har ikke tænkt så meget over, hvor stor forskel, der faktisk bliver gjort på kønnene allerede fra 3-års alderen (og før det også). Pigerne er dem, der leger med dukker og går i lyserøde kjoler og leger stille følsomme lege (jeg var aldrig en af dem, og jeg følte mig underlig, fordi jeg ikke kunne lide lyserød og at lege far, mor og børn). Drengene er dem der slås med sværd og skjolde i skoven og er hårde og brutale og ikke udviser følelser.
Der var så en børnehave hvor de skulle eksperimentere med at gøre kønnene mere neutrale. Dette gik ikke helt så let, men det var mest af alt fordi, at nogle af pædagogerne havde svært ved at håndtere det. Børnene var egentlig ligeglade. For eksempel var der en pædagog, der en dag spurgte drengene om de ville have lagt neglelak og klæde sig ud i kjoler (imens pigerne ikke var der). Dette endte de med at have det rigtig sjovt med, og der var ingen der sagde ting som “OMG du har en lyserød kjole på, er du bøsse/trans?!”, for de var 4-5 år gamle og havde endnu ikke internaliseret de kønsstereotyper, der hersker i samfundet. Jeg synes, at det var et smukt eksempel på, hvad køn egentlig betyder. For ja, det er en biologisk ting. Der ER forskelle på kønnene – i en eller anden grad. Men jeg tror mest af alt, at den store forskel skyldes den måde drenge og piger opdrages på. Piger bliver fortalt, at de skal være søde og stille; drengene at de skal forsvare sig selv og have gå på mod. Men drenge kan også være følsomme og stille, og piger kan være udadreagerende og højtråbende og fodbold-elskende. Og alt midt imellem. Mange børn føler ikke, at de passer ind i de stereotypiske forestillinger om, hvordan man skal være som henholdsvis dreng og pige.

Og det er derfor, at vi skal have kønsneutralitet. For at der er plads til alle, og at ingen føler sig forkerte, fordi de som drenge kan lide “pigeting” og omvendt.
Og så synes jeg, at vi skal have revideret, hvad vi definerer som pige og drengeting, og hvad grundene er hertil. Fx har vi på biblioteket en afdeling af bøger der hedder ‘Mest for piger’ og ‘mest for drenge’. Pigebøgerne handler om kærlighed, venindedramaer og heste. Drengebøgerne handler om fodbold, at tage på eventyr/løbe væk hjemmefra, taekwondo/anden sport.
Jeg har nu i tre år blindt accepteret, at det bare er sådan, bøgerne står, men i dag kom jeg til at se på de to hylder, og jeg kunne pludselig slet ikke forstå meningen med det. Hvorfor ikke bare lave en afdeling der hedder “fodbold/sport” og en anden der hedder “kærlighed”, og så måske en der hedder “venskab”? Kan alle ikke have lyst til at læse om kærlighed, venskab og sport? Og hvorfor skal piger vænnes til, at den litteratur der er skrevet til dem, handler 90 % om kærlighed og veninder og heste og 10 % om ALT andet i livet? Hvorfor ikke tage nogle andre emner op også? Og hvorfor må drenge ikke have lyst til at læse om mere følsomme ting end fodbold?

Det synes jeg, at vi alle skal tænke lidt over. Jeg tror, at jeg har tænkt mig at forsøge at løse det ved at blive børnebogsforfatter, og skrive bøger til ALLE børn der handler om rigtige emner som ikke er så sort/hvide, som jeg mener meget børnelitteratur er i dag. Ja, jeg ved godt at mange 6-årige drenge gerne vil læse om fodbold, men det betyder fandme ikke, at der ikke skal være andre emner end det at læse om. “Litteraturen former mennesket” kunne man sige, og det gælder også for børn, så hvorfor ikke skrive børnebøger med indhold som alle kan læse? Hvorfor lave opdelinger så tidligt i et menneskes liv? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig været specielt begejstret for at læse om kærlighed og venindedramaer, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når jeg næsten ikke kunne finde bøger, der handlede om andet dengang, hvor vi blev tvunget på skolebiblioteket for at finde læsebøger. (Jeg kunne dog heller ikke lide at læse om fodbold). Men hvorfor skulle jeg i en alder af 8-9 år føle mig forkert, fordi jeg ikke gad at læse om de typiske “pigeting”?
Vi skal nemlig huske, at hver gang vi dømmer, hvad der er normalt og unormalt, så går det rigtig hårdt udover dem, som føler sig unormale. Så hvis du er en pige født i en drengs krop og du i forvejen har det forfærdeligt hårdt med at skulle håndtere det ELLER du bare godt kan lide at læse om tøj og mode, hvorfor skal du så være tvunget til at gå over til pigebøgerne for at finde en bog du kan lide? Hvorfor kan bøgerne ikke bare stå så alle må låne dem uanset køn? Og hvem vurderer at de bøger er ‘mest for piger’? Hvem bestemmer det?

Jeg vil egentlig ikke have en reel neutralitet, for jeg kan godt lide at mennesker er forskellige. Vi skal hylde forskellighederne og ikke pakke dem væk. Det er nemlig en helt forkert måde at angribe det på. Det er godt at vi har forskellige køn. Det, jeg godt kunne tænke mig er, at man forholder sig neutralt til hvilket køn/seksuel orientering folk har og lader være med at dømme dem for det. For helt ærligt. hvorfor er det så skide vigtigt? Hvorfor har det en betydning overhovedet?

Jeg vil slutte dette indlæg af med budskabet om at ALLE har ret til at være dem de er, også selvom der er nogle mennesker, der stadig har en forældet idé om, hvad der er ‘rigtigt og forkert’ når det kommer til køn, seksualitet og generelt ens personlighed.

Slut.

/A

Valg 2015 – da DF sejrede og menneskesynet blev glemt

I går, 18. juni 2015, er en dag, som kommer til at stå klar i min hukommelse i lang, lang tid. Jeg gik på sommerferie med endnu et 12-tal, og skulle vigtigst af alt stemme til Folketingsvalget for første gang. Da jeg havde sat mit kryds og afleverede sedlen, følte jeg, at jeg blev hørt. At jeg havde en indflydelse, som jeg ikke før har haft mulighed for at få.
På valgstedet strømmede det ind med mennesker, og på vejene cyklede/gik folk i store flokke for at komme op at stemme sammen. Det føltes som om, at vi havde et fællesskab i form af demokratiet, og jeg tænkte: “Det er et godt land, vi lever i”.

Denne gode følelse blev dog hurtigt erstattet af fortvivlelse, afmagt og frustration, da vi senere på aftenen på TV kunne følge de foreløbige resultater af stemmeoptællingen.
Dansk Folkeparti stod efter kort tid til at få 40 mandater ifølge prognoserne. Da jeg bevidst ikke har fulgt med i meningsmålingerne i løbet af valgkampen, kom dette som et chok for mig. Jeg har tydeligvis været alt for godtroende. Min største frygt var, at blå blok ville vinde valget, og jeg havde ikke tænkt på, at det i virkeligheden kunne ende meget værre end det:

Dansk Folkeparti er nu Danmarks andet største parti med 21,1 % af stemmerne og svimlende 37 mandater. De har fået 926.000 stemmer.

Da klokken blev 23 og sejren begyndte at være sikker, gik der mange følelser igennem mig. Jeg tænkte på en af mine bedste venner og hendes familie, som kom til Danmark som flygtninge for 10 år siden. De er de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt, og de behandler mig, og alle andre, som om, at de er en del af familien. Mennesker som dem gør mig glad. Jeg tænkte på alle de søde og rare folk der er kommet til Danmark, som jeg har mødt i skolen, og når jeg arbejder på biblioteket. Mennesker, der knokler mere end de fleste danskere, for at klare sig godt.
“Hvad vil de føle, når de vågner imorgen og hører valgresultatet?”, tænkte jeg.

Jeg skammer mig over at 21,1 % af mine stemmeberettigede medborgere støtter et parti, der ikke vil give mennesker som dem en chance i Danmark. Jeg er så ked af, at vi har udviklet os i den retning. Jeg er ked af, at 926.000 danskere mener, at det ikke er alle, som fortjener en chance.

Fra DFs principprogram: “Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil derfor ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet”.

Èn ting er, at et parti der ikke interesserer sig for finanspolitik og ikke er glade for at tage ansvar, når det virkelig gælder, nu har 37 mandater i Folketinget og uden tvivl udgør en stor trussel. En anden ting, som påvirker mig endnu mere, er, at de har så stor en opbakning hos befolkningen. For det her handler ikke ‘bare’ om ens politiske holdning – det handler om menneskesyn. Det handler om, hvorvidt vi tror på, at man fortjener en chance uanset hudfarve og religion. Det handler om at indse, at vi ALLE er mennesker – og at man ikke er mere værd, eller har mere ret til at eksistere, fordi man er hvid i huden og har danske rødder 1000 år tilbage.

926.000 mennesker har stemt på et parti, der mener, at dyrevelfærd og opretholdelse af Folkekirken er vigtigere end mennesker – i hvert fald de mennesker, der ikke passer ind i deres billede af, hvordan den gennemsnitlige gode danske borger ser ud.
Danmark er nu et land for pensionisterne og dyrene, men ifølge DFs principprogram også  “svagt stillede” – bare kun dem, der er født i Danmark.
Der skal være sovs og kartofler og tarteletter til alle danskere, og staten skal give de ældre en bedre pleje. Alle skal have ret til Folkepension uanset hvor velhavende de er, og de ældre og svage (indfødte) danskere skal ikke mangle noget. De skal kunne leve i et trygt og homogent samfund hvor alle ligner dem selv, og alle har den samme kultur og snævertsynede syn på verden. Vi skal meldes ud af EU og leve i fred og harmoni med kaffe og kage og Dannebrogsflag over alt i landskabet – hvor pengene skal komme fra, ved ingen.

 

Lukker vi folk med andre kulturer og baggrunde ude, kommer vi til at miste SÅ meget. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle skal være ens. Jeg går ikke ind for, at vi alle skal være ens.
Danmark skal være et land, hvor vi kan respektere hinanden på trods af kulturelle forskelle. Vi skal stille de samme krav til alle – uanset hudfarve og religion. Vi løser ikke verdens problemer ved at lukke os inde i os selv og lukke grænserne. Danmark er en del af verden, og på et eller andet tidspunkt er man nødt til at indse, at vi dermed har et ansvar. Bare fordi vi er heldige at bo i et land hvor vi har så mange rettigheder og så stor en frihed, betyder det ikke, at vi kan være ligeglade med alle dem, der ikke har de samme privilegier.

Så når jeg siger, at jeg er ked af det og bekymret, tænker jeg ikke på mig selv. Jeg er godt stillet. Den nye magtfordeling kommer ikke til at gå ud over mig personligt – det kommer til at gå ud over alle dem, der i forvejen har det sværere end de fleste andre og kæmper for at klare sig. Det kommer til at gå ud over dynamikken i vores samfund, hvis det kun skal bestå af hvide danskere.

Hvis den danske kultur (og hvad er den danske kultur egentlig?) er truet af den grund, at der i dag findes mange forskellige kulturer i Danmark, så er den danske kultur nok ikke ret stærk. Hvis den ødelægges så snart vi skal forholde os til nogen, der er anderledes end os selv, så skal vi måske se indad fremfor udad. Det er fx ikke muslimernes skyld, at mange danskere (inkl. undetegnede) melder sig ud af Folkekirken. Det er ikke muslimernes skyld, at nogle danskere bliver buddhister. Det er ikke muslimernes skyld, at mange danskere bliver vegetarer og undgår kød, hermed også svinekød.
Verden er under forandring og det samme gælder for Danmark og de danske værdier.

Dansk Folkeparti går ind for et trygt retssamfund med en bevarelse af den danske kultur – men jeg føler mig mere utryg nu, end nogensinde før. Hvis jeg var indvandrer ville jeg ikke føle mig velkommen i et land som dette. Og det værste er, at det jo netop er Dansk Folkepartis hensigt – at signalere, at det langt fra er alle, vi mener, er gode nok til at komme ind i Danmark.

“Du skal behandle andre som du selv vil behandles”. Jeg troede, at vi alle var blevet lært det som små, men Folketingsvalget 2015 har lært mig, at det langt fra er alle, der tror på det i dag.

Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 2: “Det er indvandrenes skyld”

Igennem de seneste par år har jeg og nogle personer i min omgangskreds (som jeg har valgt at anonymisere for at beskytte dem mod samfundet) konstant diskuteret vores syn på udlændingepolitik. Denne diskussion er altid meget højlydt og det ender for det meste meget dårligt.
Jeg vil ikke udtale mig om, hvad de præcist mener, da det så vil komme til at lyde som om, at jeg kender en person der er racist, hvilket jeg egentlig ikke gør, selvom det nogen gange virker sådan. Men problemet her er ikke racisme, det er fordomsfuldhed og sort-hvid kassetænkning, hvilket jeg mener, er et generelt problem i dag. Og ikke kun i dag. Det er ikke noget nyt, overhovedet. Folk har altid søgt efter fjender, syndebukke de kunne give skylden. Nazismen er en glimrende eksempel på hvor galt det kan gå, hvis de rigtige (som så er forkerte) metoder og magtmidler tages i brug.

Jeg siger ikke, at folk i dag allesammen er ved at udvikle en ny form for nazisme, nej, jeg mener bare, at vi skal huske at lære af historien. Så da jeg i vores ophedede diskussion hørte ordene: “Det er ikke alle der skal lukkes ind i Danmark. Jeg tror på et homogent samfund hvor vi alle er enige om, hvor vi vil hen med det hele og ikke er for forskellige”, så er der et sted indeni mig, hvor det føles helt forkert.
For har vi set gode eksempler på at såkaldte “homogene samfund” har fungeret godt? Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad der skulle være godt ved et homogent samfund. Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, hvor alle er ens. Det er nok noget af det værste jeg kan forestille mig.

“Jamen, statistikkerne siger altså, at der er bestemte grupper af indvandrere fra bestemte lande, som er en meget stor udgift for samfundet”. Nåh nåh, siger statistikkerne det? Hvorfor er det et argument for ikke at lukke folk ind i Danmark?
Kald mig naiv, jeg er ligeglad, men hvorfor skal vi ikke lukke folk ind, bare fordi der er problemer med nogle af dem? Kunne det måske tænkes, at vi kunne gøre mere for integrationen af disse ‘problematiske indvandrere’? Man kan vælge at se på problemet på to måder:

1: Indvandrere kommer til Danmark for at udnytte vores system og de interesserer sig ikke for det danske samfund og er egentlig bare til besvær, eller 2: problemerne med at mange indvandrere ikke har jobs og er på offentlig understøttelse er et samfundsproblem som vi som nation skal tage ansvar for. Vi løser det ikke ved at smide dem ud af landet.
For hvem skal så gøre noget ved problemet? Hvis vi lukker grænserne, hvor skal flygtningene så tage hen? Hvad hvis alle de andre lande også vælger at lukke af, hvem gør så noget?
Vi glemmer at tænke på, at indvandrere er mennesker. Flygtninge fra Somalia og Syrien er mennesker. De er ligeså meget værd som du og jeg er. At man kommer fra Afrika/Mellemøsten er ikke ensbetydende med, at man kommer til Danmark for at udnytte systemet. Jeg har set SÅ mange eksempler på det modsatte. Fx har jeg en ven der er kommet til Danmark fra Congo med sin familie for ca. 10 år siden. Hun går på gymnasiet og arbejder virkelig hårdt for at klare sig godt, hvilket hun også gør. Hun har 4 søskende der går i skole og hendes forældre har begge to arbejde. Desuden laver hendes mor frivilligt arbejde for kvinder i nød. Og oveni det er de uden tvivl de venligste og sødeste mennesker jeg nogensinde er stødt på. Hver gang jeg møder dem bliver de oprigtigt glade for at se mig, og de har behandlet mig som om, at jeg var en gammel ven af familien lige fra første gang jeg mødte dem. De interesserer sig for det danske samfund, og de har gjort så meget, for at blive en del af det. De er nogle virkeligt behagelige mennesker, og de er et eksempel på en meget vellykket integration.
Jeg vil ikke bo i et samfund, hvor der ikke er plads til dem, bare fordi de er fra Afrika, og nogle (nævner ingen navne) mener, at et homogent samfund vil være at foretrække. For hvis vi skal have et homogent samfund, hvor der kun er plads til de succesfulde mennesker, så er vi nødt til at lukke alle dem ude, der kommer fra lande, som vi regner med vil give os problemer. Og hvor dybere kan vi synke end det?

Det er SÅ let at skyde skylden på indvandrene. Det er så let at mene, at de er grunden til Danmarks økonomiske problemer. Alt for let. Det er det samme med kontanthjælpsmodtagerne. Der bliver generaliseret så sindssygt meget at det gør helt ondt at tænke på.

Ja, der vil altid være problemer, når flere kulturer skal leve sammen og enes. Men jeg vil ikke bo i et land, hvor der ikke er plads til forskellighed, og hvor vi ikke giver hinanden en chance. Jeg tror på mennesker, ikke statistikker. Bare fordi nogle tal siger, at nogle befolkningsgrupper er mere på overførselsindkomster end andre, betyder det ikke, at vi har ret til at dehumanisere de mennesker. De er ikke mindre værd fordi de har en anden kultur. De fortjener en chance, og at blive behandlet ordentligt.
Hvis vi vil ændre på problemerne, må vi starte med at se på os selv og tænke over, hvad vi kan gøre anderledes for at få integrationen på gled. For det er altså ikke så skide let at komme til et fuldstændig fremmed land som flygtning, skulle lære et nyt sprog og få et arbejde, når ingen tror på, at du kan eller vil. Det kan godt være at det ikke er helt vildt tydeligt, men der er stadig racisme og forskelsbehandling i Danmark. Du bliver dømt på din hudfarve og din baggrund.  Og hvis du hedder Ali og søger en igeniør-stilling, så vil jeg vove at påstå at der er mindst 70 % sandsynlighed for, at Niels får jobbet i stedet, selvom Ali måske endda viser sig at være mere kvalificeret.
Hvis vi vil have at folk skal lære at tale dansk og at de skal integreres, så skal virksomhederne ansætte de folk. Vi skal snakke med de folk. Vi skal tage et ansvar og hjælpe dem til at blive en del af samfundet i stedet for at se ned på dem og dømme dem på deres nationalitet.

Vi lever i et godt land, og hvis vi ikke tager ansvar, hvem skal så? Er vi virkeligt blevet så egocentriske i Danmark at vi ikke kan forholde os til andre kulturer?

Vi er en del af verden – og der er problemer ude i verden. Problemer, som vi i Danmark efter al sandsynlighed aldrig nogensinde vil komme til at stå overfor. Det er let at glemme, at der er en grund til at folk er som de er. At det danske samfund måske ikke er så skide åbent og fantastisk venligt som vi går rundt og tror. Og at det kan være en meget, meget stor opgave at forsøge at blive en del af det. Skal vi bare lukke folk ude, fordi de kommer fra et andet sted end vi selv gør? Verden har problemer – folk har problemer. Har vi ikke et ansvar for at hjælpe de mennesker?
For er det statistikkerne det handler om? Eller er det mennesker det handler om?

Hvorfor ikke se det gode i mennesker? Hvorfor ikke forsøge at lære noget af andre kulturer?
Vi behøver ikke at være enige om alt – men så længe vi husker at behandle hinanden ordentligt, kan der så ikke være plads til os alle?
Jeg vil ikke leve i et homogent samfund, for det jeg har lært allermest af, er at møde mennesker som er anderledes end mig selv. Fx har jeg mødt en masse forskellige typer på HF. Enlige unge mødre, indvandrere, rygere, emo-punkere, kemi-nørder, folk der går til rollespil, tidligere satanister. HF er ikke et homogent samfund. Men det er alligevel i det miljø jeg har lært mest, både om mig selv og andre. Og det ville jeg aldrig nogensinde have lyst til at være foruden.

Det er så let at give andre skylden – men tænk dig lige om næste gang inden du lader kassetænkningen og fordommene få magten.

Alt hvad der er galt med nutidens samfund – del 1: politik

Hej verden.

Om en uge er der Folketingsvalg. Det betyder, at jeg skal stemme for første gang. Det betyder også, at jeg skal finde ud af, hvem jeg skal stemme på. “Ihh, hvor spændende, Amanda! Du er voksen og myndig og skal nu træde ind i det smukkeste fællesskab af dem alle; demokratiet! Er det ikke smukt?”
Jo, det er smukt. Vi kan godt blive enige om, at demokratiet er en af de bedre opfindelser der er kommet ud af denne verden. Men noget der ikke er specielt smukt, er politik.
Nærmere bestemt, politikere/folk der udtaler sig om sine holdninger, og måden det gøres på.

Jeg har helt bevidst set ingen af de tusindevis af debatprogrammer der bliver sendt i denne tid, hvor politikere fra forskellige partier skal ‘duellere’ mod hinanden imens en eller anden tv-vært afbryder dem hvert 10. sekund, og de bruger resten af tiden på at stå og forsøge at overdøve hinanden, så ingen til sidst kan høre noget af, hvad der bliver sagt.
For hvad bliver der egentlig sagt? En masse ord, der ikke rigtigt har noget indhold. 90 % af hvad (stort set ALLE politikere nu til dags, med undtagelse af nogle enkelte) har intet at gøre med deres EGEN politik. Det er mudderkastning og “åh, det var rød/blå bloks skyld det hele, tænk nu på den gang hvor S lovede en masse ting som de ikke overholdt, tænk på dengang hvor Helle Thorning sagde det og det, hun er en uansvarlig statsminister, vi tror ikke på at hun bør lede dette land længere, stem på os i stedet”.

Den politiske debat i dag handler alt for meget om, hvad alle de andre har gjort galt, og alt for lidt om, hvad personen/partiet gerne vil ændre ved verden, og hvad de tror på. Fokus bliver flyttet væk fra ideologierne og hen til enkeltsagerne, og ligegyldige detaljer kommer til at fylde alt for meget i debatten. Og som det ofte sker i nutidens samfund, så bliver det derfor dem der råber højest, som bliver hørt.
Det politiske budskab kommer i anden række, og hvis du ikke råber op og kan komme med masser af grunde til, at dine politiske modstandere er forfærdelige løgnere der aldrig har gjort noget rigtigt politisk, så bliver du slet ikke hørt.

Hvor blev den gode kommunikation af? Hvornår glemte vi, at demokratiet ikke handler om at pille de andre ned, og vinde stemmer på bekostning af de andre partiers fejl?

Hvorfor tager den danske presse sig ikke sammen og skriver nogle objektive artikler om de forskellige partiers reelle meninger, så folk kan beslutte sig på et ordentligt grundlag? Hvorfor stiller journalisterne altid de samme ligegyldige spørgsmål? Hvorfor er det altid det negative der bliver fokuseret på?

For det er nok i virkeligheden grundproblemet med den politiske debat i dag; den er for negativ. Vi hører ALTID om alle de store problemer, som Danmark åbenbart har. Der er alt muligt galt. For mange er på kontanthjælp, der er ikke nok arbejdspladser, der er for mange ældre mennesker, fødselsraten er for lav, folkeskoler må lukkes, der er for mange indvandrere der spiser vores citronmåner, citronmånerne bliver måske afskaffet helt fordi de indeholder kunstige farvestoffer, EU har for meget magt, vi skal arbejde mere, vi har stress, vi skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, miljøet har det skidt, vi har stadig ikke nok økonomisk vækst…….
Der er SÅ meget fokus på problemerne ift. de gode ting. For hvis vi lige trækker vejret, tager det roligt og falder lidt ned, så har vi altså ikke særligt store problemer i Danmark. Vi bor i et land, hvor vi har det rigtig godt. Der vil altid være problemer, og man vil altid kunne fokusere på dem. Men hvorfor ikke bare acceptere, at vi ikke kan få et perfekt samfund? Hvorfor have en politisk debat centraliseret omkring negative ting, som ikke er nogens skyld? Hvorfor ikke bare indse at der altid vil være ting der kan forbedres, og i stedet fokusere på, hvad vi gør rigtigt og hvad der går godt?
Jeg forstår ikke, hvordan nogen skal få det bedre, når debatten er så pessimistisk indrettet.
Det er som om, at alle søger efter nogen, som de kan give skylden. Nogen, der kan være syndebuk.

“Det er indvandrenes skyld”

“Det er SR regeringens skyld”

“Det er EU’s skyld”

“Det er de andres skyld, at vi har problemer”.

NEJ det er ikke!!!

Det er ingens skyld!

Ja, nogle politikere har igennem tiden opført sig uansvarligt, jeg nævner ikke navne, men HVAD SÅ?! Hvad får vi ud af at blive ved med at tæske rundt i det samme 10 år i træk? Hvorfor ikke komme VIDERE og fokusere på de (mange) ting, som rent faktisk går godt? Hvorfor er vi ved at udvikle os til en nation af selvoptagede fordomsfulde individer, der elsker at give andre skylden så vi har noget at være vrede over?

Politikerne kan begå fejl. Du kan selv begå fejl. Andre mennesker kan begå fejl. Nogle udnytter systemet og laver intet.
Men det betyder ikke, at vi kun har problemer. Det betyder ikke, at vi skal råbe og skrige af de andre, fordi de mener noget andet end os selv, eller at verden er et forfærdeligt sted.

Jeg håber, at debatten vil ændre sig i fremtiden og komme til at handle om det, som den egentlig burde have handlet om hele tiden. Jeg håber, at menneskeheden med tiden vil blive bedre til bare at acceptere, at vi ikke alle kan være enige, og så komme videre i stedet for at blive ved med at diskutere det samme igen og igen. For vi bliver aldrig enige. Og hvis vi var det, så ville det blive en meget kedelig verden.

Når jeg sætter mit kryds næste torsdag, så bliver det gjort ud fra grundige undersøgelser af de forskellige partiers partiprogrammer, ikke ud fra de ting de hver især har skændtes om i et duel-program på TV 2.
For dem der råber højest har ikke nødvendigvis ret. Langt fra.