Kategoriarkiv: planer

Fysisk udmattelse og voldsom glæde 

Hej verden.


Der er godt nok sket meget i denne uge, og det er kun onsdag middag på nuværende tidspunkt. Dog er jeg på vej ud i sommerhuset, hvor jeg skal være i fem dage, og jeg kan forestille mig, at der ikke kommer til at ske helt ligeså meget, hvilket bliver godt. 

Jeg gider ikke at skrive om alt det, jeg har oplevet de seneste par dage, så I får kun det relevante at vide, hvilket I nok vil sætte pris på. 


Først og fremmest: jeg skal flytte! Jeg fik at vide igår, at jeg har fået den lejlighed, jeg vildt gerne ville have, og selvom det nu er et døgn siden, føles det stadig som om, at jeg ikke helt forstår det endnu. Jeg skal lige have det processeret, og det har jeg ikke helt haft mulighed for endnu, eftersom jeg ikke har været alene på noget tidspunkt det seneste døgn. Så nu skal jeg ud i sommerhuset og indtage noget noget broccoli broccoli soya/rismælk (som jeg netop har fundet ud af, at Netto sælger for 10 kr pr styk, hvilket er en virkeligt fantastisk ting, jeg er helt oppe at køre over det (eller også er jeg bare overtræt, eftersom jeg stort set ikke har sovet i nat a diverse grunde). Jeg tror også, at jeg vil tillade mig at indtage noget Pepsi Max, for nu er der for en gangs skyld noget at fejre, så det er ok at genoptage mit misbrug (selvom man vel ikke kan genoptage noget, der aldrig har været afsluttet).


Men ja, jeg skal flytte, og jeg har det virkeligt godt med det. Det føles som det helt rigtige tidspunkt (det er d. 1/7 og det er perfekt, da jeg så kan bruge min tre måneder lange sommerferie på at tage i IKEA 50 gange) og jeg er glad. Det er i Dronningborg, og der har jeg i lang tid ønsket mig at komme til at bo, fordi jeg synes, at der er hyggeligt. Teknisk set ligger det længere væk fra Aarhus end min nuværende bopæl gør, men det gør mig ingenting. Det er så tæt på Randers centrum at jeg kan gå eller cykle derned, og tage bussen derfra, så det bliver ikke som sådan mere besværligt, det kommer bare til at tage 10 minutter mere hver vej. Og det er intet problem, jeg rejser gerne i timevis for at komme hen til steder, jeg holder af. Jeg kan virkeligt se mig selv blive glad for at bo i lejligheden, og derfor er transporttiden intet problem. 

Nåh, hvad er der mere at sige? Der er sikkert noget, jeg har glemt at nævne, men den sidste rest af min energi blev brugt på at slæbe tre liter rismælk, soyamælk, diverse grøntsager og noget nyt smart keramik, jeg netop har købt i Aarhus (fordi jeg ligeså godt kunne tage i Bruuns Galleri i stedet for bare at stå og vente på bussen i en time). 

Jeg føler, at det går godt for mig for tiden. Jeg får muligvis ikke læst ligeså meget, som jeg gerne skulle ifølge planen, men jeg har det godt og jeg er social og jeg føler, at jeg er på vej i den helt rigtige retning. Jeg føler, at jeg stoler på mig selv, og at gør nogle gode ting for tiden. Det er meget rart. 

Jeg var i øvrigt til en virkeligt underlig forelæsning i formiddags. Forelæseren var endnu engang ham, der ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus) og som har en kat, der hedder Wolfgang. Det startede med, at han afspillede en sang af The Rolling Stones, og derefter spillede han Nicki Minaj for os, uden at forklare, hvorfor han gjorde det. Derefter gik han igang med undervisningen, der handlede om “perceptuelle aktiviteter”, og jeg forstod virkeligt ikke meget af det. Den manglende nattesøvn gjorde i hvert fald ikke noget godt, lad os sige det sådan. På et tidspunkt fik han os til at lave en øvelse, hvor vi allesammen skulle lukke øjnene i fem minutter. Han kaldte det en “introspektiv fænomenologisk undersøgelse”, hvilket egentligt bare vil sige en undersøgelse af, hvad folk oplever inde i sig selv, når de lukker øjnene. Så ja. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dette til i det virkelige liv, men jeg tænker, at det handler om at det, vi ser, er et resultat af vores aktive handling, hvor vi perciperer verden og bruger dette til at navigere i miljøet. 

Det gav nok ikke nogen mening, men jeg er også ved at falde i søvn, hvilket er noget skidt, da jeg snart skal af bussen. 


Nåh. Hyg jer. 

//A 

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

Tralalala

Hej verden.

Det er sent (dvs. at klokken snart er over 22, hvilket er sent taget i betragtning af, at jeg skal op kl. 6 i morgen og på ingen måde er på vej i seng nu), men alligevel vil jeg skrive et indlæg, da jeg føler, at der er for meget at sige til intet at skrive.

Som jeg efterhånden har nævnt 50000 gange på det seneste, så går det sgu godt for tiden (hvilket er grunden til, at dette indlæg hedder “Tralalala”, da det er sådan det lyder indeni mit hoved på de gode dage) (det lyder foruroligende, men I ved forhåbentlig, hvad jeg mener). Jeg har det bare godt med alting for tiden, og jeg føler, at alt giver mening.

“Hvorfor går det så godt? Er der noget, du holder hemmeligt for os??? Er du forelsket i nogen?? Eller har du vundet en stor sum penge? FORTÆL OS ALT!!!!” udbryder I allesammen, fordi mit liv er så spændende, at alt I vil er at vide mere om mig og om, hvad jeg foretager mig (eller noget).

Men nej, jeg er ikke forelsket i nogen, jeg har ikke vundet i lotto (da jeg ikke spiller lotto), og som sådan er alting, som det hele tiden har været. Og på samme tid føles det som om, at alt er noget helt andet, end det nogensinde har været før.

Generelt føles denne tid som en periode i mit liv, hvor jeg lærer en masse om mig selv og andre folk, verden og livet. Jeg er tilpas meget udenfor min komfortzone i mange situationer, og tilpas meget indenfor den på andre tidspunkter. Men min komfortzone har også udvidet sig en hel del sammenlignet med for bare et halvt år siden, og sammenlignet med for et år siden, føler jeg, at der er sket virkeligt meget. For præcis et år siden var jeg ude at flyve for første gang i historien, og jeg ved ikke hvorfor, men det var som om, at det satte gang i en masse ting. Det gjorde det nok i virkeligheden ikke, men det er sådan jeg tænker på det.

Nåh, men det kunne jeg skrive 50 sider om, så det vil jeg ikke køre yderligere rundt i. I forhold til nutiden, som vi befinder os i nu, har jeg en god følelse indeni, og jeg føler for første gang i over et halvt år, at jeg er “faldet til” i min hverdag, og i alt det, jeg er igang med. Jeg føler, at jeg kan følge med (hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke er bagud med læsningen, men det tager jeg ikke så tungt, da jeg er nået til den konklusion, at jeg aldrig kan gennemføre dette studie, hvis jeg er forfærdelig mod mig selv og tror, at jeg skal have læst alting 100 % perfekt for at gøre det “godt nok”. Men jeg gider ikke mere af den slags pis, for det handler om min læring og om at blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, og det gør jeg ikke ved at være en perfektionist der læser 12 timer om dagen og ikke snakker med folk eller har tid til mig selv). Jeg har ikke den triste følelse af at være “bagud” i forhold til andre, både i livet, på studiet og på en masse måder, for jeg har det bare godt med at være mig, så jeg føler ikke det store behov for at sammenligne mig selv med andre. Desuden kan jeg bare godt lide folk omkring mig, og jeg føler, at jeg er mig selv i andres selskab (dog ikke i alles), at jeg siger min mening, er et godt menneske, og så er jeg nået frem til, at jeg også selv mener, at jeg er cool (hvad det så end skal betyde, men jeg blev kaldt cool i sidste uge, og det har jeg valgt at tage til mig (jeg blev også kaldt en “sjuft” hvilket betyder en umoralsk person, men det er en anden snak).
Med andre ord, så har jeg det godt med mig selv.
Er det tilladt at skrive det, eller kommer hele internettet efter mig nu og kalder mig en selvcentreret egoist? Hvem ved.

Nåh, men nu hvor jeg er igang med at være selvcentreret, så kan jeg også afsløre, hvad jeg lavede i dag.

“Uhhhh” tænker I alle så, og med god grund. For jeg var nemlig ude at se på en lejlighed!

(Det er ikke et godt billede, men det er et bevis på, at jeg har været i en lejlighed med altan, og at der i øvrigt er et køleskab).

Det er på ingen måde sikkert, at jeg får lejligheden, så lad være med at tro alt muligt, når I læser dette. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle nævne det, for det kan jo ikke skade at nævne det. Det var en god oplevelse at se stedet, og det er på mange måder den ideelle lejlighed for mig, og det står jeg gerne ved, uanset om jeg får den eller ej. Jeg vælger i denne situation at tro på skæbnen, hvilket jeg normalt ikke gør, men jeg tænker, at det er fordelagtigt, da jeg så slipper for at bekymre mig for, om jeg får den eller ej: hvis det er det rigtige sted for mig og det rigtige tidspunkt for mig at flytte, så får jeg den, og hvis jeg ikke får den, så er det bare et tegn på, at jeg finder noget andet på et andet tidspunkt. Det er ikke jordens undergang, og uanset hvad kan jeg lære af det. Generelt tror jeg, at det er med lejligheder som det er med kærlighed; den første lejlighed du ser, giver dig en følelse af stor begejstring, også selvom køkkenet ser ud til at være fra 50’erne og du nærmest skal stå ovenpå toilettet for at tage et bad. Du tænker bare, at det er skide fedt fordi den er stor (og billig) og ser pæn ud og har vinduer med en god udsigt til grønne områder og andet spændende.

Men ligesom med den første kærlighed (eller de første mange af slagsen, afhængig af held og selvindsigt), så ved du reelt ikke, om det skal være jer to, når du ser lejligheden første gang. Eller om lejligheden overhovedet vil have dig. Det finder du ud af med tiden, og du kan ikke på det tidspunkt vide, hvorvidt du om nogle år (eller måneder/uger/dage) ikke synes, at det er det fedeste sted alligevel, fordi køkkenbordet er lidt for lavt og der ikke er så mange stikkontakter. Du ved ikke, om de ting kommer til at irritere dig grænseløst, men lige pt. tænker du, at det da ikke bliver noget problem, da der findes forlængerledninger.

Det kan hurtigt ende meget galt at sammenligne en bolig med kærlighed, men min pointe er, at jeg godt er klar over, at jeg måske er en smule forblændet nu og at jeg godt ved, at det ikke er det perfekte sted. Men jeg ser nogle muligheder i stedet (og det er som sagt biligt og stort ift. prisen), og jeg føler mig allerede ret entusiastisk omkring det. Det er selvfølgelig farligt, eftersom det kan ende i ulykkelig ugengældt kærlighed, men det går nok, for på et tidspunkt finder jeg en anden lejlighed at kaste alle mine store følelser over på.

(Der er en altan og det hele, uhh, og der er også et komfur og et stort vindue i køkkenet).

Så det er spændende. Jeg skal nok informere jer, hvis jeg får at vide, at jeg har fået den, og nok også, hvis jeg ikke får den. Men jeg tager det egentligt meget roligt, da jeg har en følelse af, at det er helt fint uanset hvad der sker. Jeg hader jo heldigvis ikke at bo hjemme, og jeg er ikke tvunget til at flytte på et bestemt tidspunkt, så det er rart.

Jeg skal også lige huske at nævne, at det er i Randers (nærmere bestemt Dronningborg-området) tæt på centrum, og altså IKKE i Aarhus, hvis nogle skulle tro det (det er en vigtig detalje, men det siger lidt sig selv, da jeg aldrig ville have råd til at bo i en lejlighed på 40 kvm for mig selv i Aarhus, medmindre jeg ønsker at gældsætte mig massivt i en ung alder (hvilket jeg ikke gør)).

Men det skal blive interessant. En anden ting jeg lavede i dag var at være sammen med min studiegruppe, drikke kaffe og snakke om hjernens anatomi, placeboeffekter og smertefysiologi. Det var sgu meget hyggeligt.

Apropos kærlighed, så er her et dårligt billede af Lars-Kirsten og Birthe-Orla (jeg føler, at Orla klinger bedre end Torben). De er endelig flyttet sammen, og jeg kan afsløre, at deres parforhold går fantastisk. De er virkeligt lykkelige og de er enige politisk og på det menneskelige plan. De elsker desuden begge to at rejse og de har mange andre fælles interesser. Er det ikke smukt?

Så kom det alligevel til at handle lidt om forelskelse – kaktus-kærlighed og en potentiel kommende forelskelse i en lejlighed. Så kom ikke og sig, at I ikke fik nogle spændende detaljer!
Men det gode ved at blive forelsket i en lejlighed fremfor et menneske, er desuden, at jeg kan gøre hvad jeg vil med den, så længe jeg ikke river væggene ned, og sådan er det jo ikke med en person, da man ikke skal forsøge at ændre på andre mennesker, og slet ikke dem, man er forelsket i (og slet ikke rive deres vægge ned, det er ikke pænt gjort).

Jeg er sgu træt, og jeg ved ikke, om dette indlæg gav mening, men jeg har hygget mig med at skrive det.

I må have det godt og huske, at livet er godt, hvis man har en god udsigt og gode støvler. Mere kræves ikke.

Hyg jer.

//A

Alt jeg vil | Tilbage Til Naturen #10

Hej verden.

Nu er det midnat igen (suk), så dette indlæg bliver ikke ligeså omfattende, som det kunne være blevet, da jeg som tidligere nævnt er igang med at få vendt min døgnrytme om til det bedre. Jeg er begyndt først at stå op klokken 10, og det går simpelthen ikke, det er alt for sent. Så nu vil jeg kort opsummere, hvad jeg er nået frem til, at jeg vil (jeg tvivler på, at det bliver kort, men jeg vil forsøge). Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette IKKE er nytårsforsætter, bare så der ikke er nogen, der skulle tro det (jeg hader det koncept).
Uhh og dette indlæg vil også være fyldt med gamle billeder, da det er sjovt.


(Mont Blanc, Frankrig, sommeren 2012).

Jeg vil leve et liv, hvor jeg har havet og skoven tæt på, så jeg kan trække vejret frit.

Jeg vil ikke sammenligne mig selv med andre, og jeg vil sige fra, hvis andre sammenligner mig med andre, eller sammenligner andre med hinanden (en forvirrende sætning).

Jeg vil finde ud af, om det er muligt at bage en god gulerodskage, der ikke består af 50 % smør.

Jeg vil være taknemmelig for alle de minder, jeg er lavet af, og alt det, jeg har lært.

(2010)

Jeg vil værdsætte de rigtige mennesker og aldrig tage dem for givet.

Jeg vil være mig uden nogensinde at føle, at jeg skal undskylde for det.

Jeg vil træffe beslutninger og stå ved dem.

Jeg vil grine.

Jeg vil høre høj musik og synge med.

Jeg vil være stille.

Jeg vil lade mig selv føle det, jeg føler, og jeg vil lade mig selv udtrykke det.

Jeg vil danse imens jeg koger pasta.

Jeg vil se sæson 4 af SKAM (hvilket er en umulighed indtil på et tidspunkt i foråret).

(Undertegnede der skriver på Randis fod, 2013)

Jeg vil tro på det bedste i andre mennesker, og jeg vil forsøge at grave det bedste frem fra folks indre, hvis de ikke selv viser det (det lyder skummelt, men det er midnat, hvad forventer I).

Jeg vil bruge min tid sammen med de mennesker, der aldrig får mig til at tvivle på, om de overhovedet værdsætter mit selskab.

Jeg vil værdsætte tiden, jeg har for mig selv, og jeg vil værdsætte tiden, jeg bruger sammen med andre.

Jeg vil spørge folk, hvordan de har det.

(Et sted i Tyskland, sommeren 2012)

Jeg vil tage på eventyr, også i hverdagen.

Jeg vil være i sommerhuset så meget som muligt.

Jeg vil huske, at jeg er den eneste, jeg altid skal leve sammen med.

Jeg vil gøre det, der gør mig glad og som er meningsfyldt at gøre for mig, uanset om nogle andre synes, at jeg hellere skulle gøre noget andet.

Jeg vil lære om hjernens opbygning og finde en måde, hvorpå jeg kan memorere hvad nucleus accumbens er (så vidt jeg har forstået, er det hjernens belønningscenter) samt andre smarte neuropsykologiske begreber.

(Berlin 2012, jeg hyggede mig).

Jeg vil gøre det, jeg har lyst til at gøre, og ikke gøre noget fordi jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det.

Jeg vil skrive, og jeg vil blive ved, for det er det jeg skal og vil og er nødt til at gøre. For min egen skyld.

Jeg vil gå ture på stranden og i skoven, både med mig selv og andre folk (medmindre de går virkeligt langsomt, så bliver jeg hidsig).

(2006, tror jeg)

Jeg vil lære at lave den perfekte pasta carbonara.

Jeg vil underholde mig selv, og jeg vil grine af mig selv.

Jeg vil give slip på dem og det, der får mig til at føle, at jeg bare er den næste i rækken.

Jeg vil ikke føle mig presset til at gøre ting, fordi jeg føler, at jeg er “bagud” – at der hele tiden er noget, jeg mangler, for at kunne være med i præstationsræset. For jeg gider ikke at være med i præstationsræset. Jeg vil hellere sidde lige her. Lidt endnu.

Jeg vil trække vejret. Jeg vil huske mig selv på, at jeg ikke er bagud med noget i mit liv, for jeg er jo lige her, og det er det eneste, jeg skal tænke på nogensinde. Hvor jeg er lige nu og om her er godt at være. Og lige nu er jeg et sted, hvor der er pænt og rart. Jeg mangler ingenting. Naturen er min stue, og væggene er lavet af meningsfuldhed. Vinduerne lader mig føle, at jeg er en del af alting, når jeg sidder her.
Jeg er alt andet end bagud.

//A

Et tilbageblik | Tilbage Til Naturen #9

Hej verden.

Jeg havde store planer om at ville skrive et langt og dybt indlæg om psykiatriske diagnoser og diagnosers stigende betydning i samfundet, men selvom jeg har haft lyst til at skrive om det i et halvt år, og endelig har tid til det nu, så føler jeg mig ikke rigtigt i humør til det. Så derfor har jeg valgt at bruge min tid på noget mere konstruktivt; nemlig at dvæle ved fortiden.

Min familie mener, at sommerhuset skal være utroligt varmt, og disse høje sydlandske temperaturer gør mig hidsig. Så for at distrahere mig selv fra at blive sur, har jeg valgt at se tilbage på nogle af alle mine mange gamle dokumenter, hvori jeg har skrevet om alt muligt tilfældigt igennem tiden.

Blandt andet har jeg et dokument, jeg lavede da jeg gik på mit andet år af HF (2014/15, mit mest sociale år, hvor jeg hang ud med rygerne), hvori jeg har skrevet en masse ting ned, som folk på skolen har sagt til mig, eller bare har sagt, imens jeg har været til stede. Det lyder måske lidt skummelt at skrive ned, hvad folk siger, men jeg hyggede mig med det dengang, og det er meget underholdende at se tilbage på nu. Nogle eksempler:

Hold kæft hvor jeg elsker at ryge!” – sagt af min tidligere samfundsfagslærer, en tirsdag morgen kl. 8.00, som det første da han kom ind i lokalet (iført headset og en fancy hat, han var 26 og mere ungdommelig end jeg nogensinde har været).

Velkommen til geografi på denne onsdag morgen – faget som alle elsker” – sagt af Geografi-Michael (han var meget begejstret for geografi og vandløb. Desuden havde han utroligt langt hår og var fra Aalborg. Ham glemmer jeg ikke).

Mennesket er slet ikke skabt til at spise kød. Vi skal spise grøntsager, nødder og frugt!”
15 sekunder efter: “Nåh vi ses, jeg skal lige ud at ryge” – en anonymiseret person.

“Jeg er bare blevet mega fanget af sådan en serie, der handler om nogen, der sparer sammen til at åbne en cupcake-forretning” (sagt til mig af et dengang 20-årigt hankønsvæsen).

“What! Jeg har altid troet, at Jussi Adler Olsen var en kvinde!”

“Jeg har salt i alle kropsåbninger” (sagt af den samme person en vintermorgen).

“Jeg ville ønske, at jeg også kunne arve tøj af mine familiemedlemmer. Men min ene fætter er gangster, og den anden er bare helt væk, så jeg kan ikke rigtigt arve tøj fra nogen af dem” (sagt af den samme person, en dag hvor vi diskuterede hvor vores tøj var fra (man må jo være kreativ, når man på et tidspunkt løber tør for relevante samtaleemner)).

Person 1 til mig: “Person 2 og jeg blev enige om, at du står øverst på vores virtuelle liste over mennesker, vi godt kan lide”.
Person 2 til mig dagen efter: “Det, vi rent faktisk blev enige om, var at du er den person, vi helst ville tilbringe livet med, hvis vi skulle vælge én fra skolen – altså udover vores kemilærer”
(Person 1 og 2 var nogle af dem, jeg snakkede mest med på HF, údover Iris, og de var nogle vildt hyggelige mennesker, men da jeg ikke har set dem i over halvandet år, har jeg anonymiseret dem for en sikkerheds skyld) (De havde en kemilærer, der hed Karsten, som de var meget betagede af, selvom jeg aldrig helt forstod hvorfor).

“Hvad er en anal-fabet?” -Iris til mig i historietimen.

“Det ser virkelig kedeligt ud, det du har siddet og lavet de sidste 2 timer” -Iris til mig, da vi havde fritimer.

“Din madpakke minder mig om fuglefoder” – Iris til mig, dengang jeg havde min helseperiode, hvor jeg levede af hjemmebagte kerneknækbrød, glutenfrit brød, mandler og bananer.


(Efteråret 2014).

Det var en hyggelig tid (altså ikke pga. de glutenfri brød, det var ret trist, men HF tiden generelt). Åh, jeg kunne skrive 300 sider om, hvorfor HF er så godt et sted. Men det skal jeg nok undlade at gøre.

(Åh, matematik C er noget jeg savner).

(Særligt fordi vores matematiklærer altid lavede en smiley, når vi havde klaret det godt. Det kunne de godt lade sig inspirere af på uni, jeg har brug for at modtage anerkendelse i form af smileys).

For to år siden lavede jeg en liste, over de ting, jeg gerne ville nå at gøre inden år 2020.

Den har det kreative navn “ting jeg skal gøre inden 2020”, og her er de ting, som jeg har fået gjort (til en vis grad).

  1. Lave frivilligt arbejde i en længere periode
  2. Leve minimalistisk
  3. Rejse ud i verden alene 
  4. Flytte hjemmefra
  5. 5. Tage til USA
  6. Sige min mening til folk der smider skrald, bare én gang.
  7. Arbejde hårdt for det og komme ind på Journalisthøjskolen.
  8. Blive venner med en nordmand eller en person med en form for norsk afstamning.
  9. Læse Les Miserables (1200 sider)
  10. Læse Pride and Prejudice
  11. Eje 200 bøger
  12. Tage til Vejle
  13. Skrive et læserbrev/kronik/debatindlæg i en af de store aviser (ikke bare Randers Amtsavis)
  14. Tage billeder igen.
  15. Være i Norge.
  16. Tage toget alene igen
  17. Holde kontakt med Iris
  18. Skrive.

Jeg har opnået 13 ud af de 18 ting, hvilket sådan set er meget fint, taget i betragtning af, at jeg ikke længere ønsker at komme til USA, læse Pride and Prejudice (jeg har forsøgt, og jeg synes, at den er opreklameret) og heller ikke umiddelbart ønsker at komme ind på Journalisthøjskolen.
Det er meget underholdende at blive mindet om, hvad jeg ønskede mig dengang, selvom der er noget forfærdeligt over at have haft det som et af mine livsmål at tage til Vejle. For siden da har jeg været i Vejle 4-5 gange, og det er umiddelbart ikke et revolutionerende sted, selvom der da er meget hyggeligt.

Dog minder dette mig om, hvorfor jeg hader at sætte sådan nogle mål op for mig selv, da jeg nu kan have det dårligt med mig selv over, at jeg stadig ikke har lavet frivilligt arbejde i en længere periode, ikke er flyttet hjemmefra og heller ikke har fået skrevet et læserbrev til en af de større aviser (eller det har jeg teknisk set, men det blev afvist, da det var for langt, så det tæller ikke).
Men når alt kommer til alt, handler det jo ikke om, at jeg skal have gjort en masse ting, bare fordi mit 18-årige jeg skrev det ned på en liste engang. Hvis jeg ikke længere har et ønske om at gøre alle de ting og ikke føler mig passioneret omkring det, hvorfor skulle jeg så gøre det?

Nu er jeg i et underligt nostalgisk humør, så nu vil jeg distrahere mig selv fra det ved at være hvor jeg er, i stedet for at være i fortiden og fremtiden. Hvordan man så end gør det.

Hyg jer.

//A

 

Nattetanker | Tilbage Til Naturen #8

Hej verden.

Det er over midnat, og jeg har en masse idéer til alt muligt, jeg gerne vil skrive. Som man siger, så er det altid efter midnat, at alle de fremragende idéer opstår (eller omvendt, afhængig af hvem man er).

Mit isolationsprojekt er afsluttet, eftersom min familie inkl. Kalle nu også er kommet ud i sommerhuset. Det er meget fint og hyggeligt at se dem igen, men jeg kunne sagtens have været alene en uge endnu uden at det ville have gjort mig noget. Dog må jeg se virkeligheden i øjnene og erkende, at det snart er tid til at vænne tilbage til civilisationen igen. Jeg har en blandet følelse omkring det. På den ene side kan jeg mærke på mig selv, at jeg har det meget bedre indeni, når jeg er herude og har rolige og æstetiske omgivelser samt havudsigt. Men på den anden side kan jeg også godt lide tanken om at skulle igang med hverdagen igen, da jeg egentlig meget godt kan lide min hverdag.
Uanset hvad er der bare noget rart over at vide, at jeg har dette sted at flygte til, når jeg har brug for det. Det giver mig en følelse af at være utroligt priviligeret og heldig.

Jeg kunne godt tænke mig at finde en måde hvorpå jeg kan kombinere hverdagen og sommerhuset, da jeg føler, at jeg både kan slappe mere af herude og fokusere bedre, end jeg kan derhjemme. Generelt har jeg det bare bedre herude og føler mig mere fri og glad. Jeg kan mærke hvordan jeg har det på en helt anden måde, og jeg føler for første gang i et stykke tid, at jeg virkeligt er i mit rette element. Dette skyldes muligvis, at jeg har ferie, men alligevel er der bare noget specielt og roligt over atmosfæren herude, hvilket tiltaler min sjæl. Og det har jeg ikke lyst til at give slip på.

Jeg og sommerhuset har nu haft en masse kvalitetstid sammen, kun os to, og vi har opdaget, at vi er gode for hinanden. Jeg har støvsuget og bagt boller, pølsehorn og gulerodskage og dermed fået det til at dufte mere behageligt. Og som tak har sommerhuset fundet sig i al min sang, musik og dans indtil sent på natten. Jeg tror faktisk, at sommerhuset har nydt det ligeså meget, som jeg selv har.
Jeg har været på lange gåture, og når jeg er vendt tilbage, øm, træt og ødelagt, har sommerhuset været der til at varme mig op og gøre mig glad i sjælen med sine æstetiske vindueskarme og panoramavinduer.


Og nu hvor jeg snart skal forlade det hele, kan jeg mærke, at det ikke føles som om, at jeg skal hjem. For jeg er allerede hjemme.

Med andre ord; jeg er blevet forelsket i sommerhuset. På den alvorlige måde.
På “hold nu kæft hvor er du pæn, hyggelig og forstående, vil du drikke kaffe med mig for evigt” måden.
Jeg har fået store følelser for dette sted, og nu vil jeg hverken give slip på det eller dele det med andre. Jeg vil have det for mig selv og blive gammel med det. Jeg vil skrive sange og digte om det. Jeg vil aldrig give slip og gå videre.

Så ja, jeg er igang med at forsøge at udtænke en måde, hvorpå jeg kan bruge så meget tid som muligt sammen med sommerhuset (jeg burde nok stoppe med at omtale det som om, at det er en person, men det er sjovt).

Der er op til flere mulige løsninger:

  1. Jeg kan nøjes med at være her i weekenderne.
  2. Jeg kan gå all-in og forsøge at bo herude fast, hvilket harmonerer virkeligt dårligt med den detalje, at jeg skulle forestille at gå på uni, og at jeg derfor ville skulle bruge fire timer dagligt på transport tre gange om ugen. Men hvis det virkeligt er kærlighed imellem sommerhuset og jeg, er det så ikke det værd?

Jeg kan godt selv se, hvor langt ude det lyder, at jeg er igang med at udtænke en plan for, hvordan jeg kan få en endnu længere transporttid ind i min hverdag, og jeg ved også, at mit fremtidige jeg vil se tilbage på dette indlæg og tænke “åh, hvor var du naiv og urealistisk dengang”. Og ja, det er jeg højst sandsynligt. Men med dette indlæg kan jeg forhåbentlig også minde mit fremtidige jeg om, at jeg har mulighed for at gøre det, jeg gerne vil, hvis bare jeg er villig til at tænke lidt kreativt. Og at jeg skal kæmpe for det, jeg elsker og som giver mig en følelse af at være hel. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at få så mange af de gode følelser, som jeg har følt, imens jeg har været herude, med ind i min hverdag også. Og jeg skal huske på, hvor stor en forskel det gør for mig at have naturen omkring mig. For jeg har en tendens til at glemme det, når jeg kommer til andre omgivelser, og først når jeg kommer tilbage igen kan jeg mærke, at det jo er her, jeg har det allerbedst.

Jeg er forelsket i det her sted. Og det vil jeg altid være, uanset om mine urealistiske halve fremtidsplaner nogensinde bliver til noget eller ej. Måske er dette bare en vinterromance, og måske skal sommerhuset og jeg ikke blive gamle sammen eller se på alle solnedgangene imens vi drikker kamillete. Men én ting er sikkert, og det er, at dette sted har mindet mig om, hvordan det føles at finde hjem.

Hurra for alting.

Hyg jer.

//A

 

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A

 

hvis jeg bliver væk

dsc_4850.jpg
jeg sletter alle sporene
visker os ud
men kuglepen kan ikke fjernes
uden brug af stærkere midler
fra nu af
skriver jeg kun med blyant
hvad tænkte jeg på dengang
dsc_4787.jpg
jeg så et lys i det fjerne
og gav slip
ingen af os
hører til her
flyv nu hjem
til dig selv
for ord
er ikke nok for dig
hvorfor tror du
at vi lukker øjnene
når solen står op
img_20161022_201824.jpg
giv mig tid
vil det mon hjælpe
at få en ny frisure
en drastisk forandring
en flugt fra alt det
der ikke er mig
giv mig tid
img_20161018_163424.jpg
tiden løber ud
jeg vil bare holde fri
er det for meget at bede om
vær nu stille
så jeg kan høre mine tanker
nytåret
kan rende mig
dsc_0396.jpg
jeg løber
kommer aldrig i mål
tusinde stemmer
kun en krop
hvordan melder man sig ud
af dette arrangement
i løber for stærkt
jeg kan ikke følge med
hvornår
må jeg være mig selv
14550943_10210559373885647_457629687_o
planer
en kalender
udfyldt af andre
giv mig bare en dag
til at sortere min hjerne
måske finder jeg noget
der kan sælges videre
på søndag
går jeg på lossepladsen
14550646_10210559376405710_1418705112_o
jeg flygter
i tankerne
til en træhytte i fjeldet
bjergtoppene lyser verden op
herfra kan jeg se alt
her kan jeg få luft
klipperne
er mine bedste venner
de forsvinder først
når jeg rejser hjem img_0100
jeg bestiger alle bjerge
dag og nat
med det rigtige fodtøj
kan man komme langt
se nu
jeg har styr på mit liv
i timevis går jeg
op og ned
hvem skulle tro
at jeg er mig
dsc_0407.jpg
december
er du overhovedet glad
tag nu hjem
til dig selv
året forsvinder
du må væk
lov mig at holde en ferie
uden fløde
til næste år
ses vi vel igen
husk mit navn
jeg skriver det i sneen
hvis jeg bliver væk

Nye tider

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har en masse at skrive om, så dette indlæg bliver nok en blanding af alt muligt + en masse tilfældige billeder. Jeg er i dag i et lettere sentimentalt humør for første gang hidtil i november, men det er egentlig ikke et problem, så længe jeg får udtrykt mine tanker.

dsc_0506.jpg

Kalle og jeg var ude at gå en lang tur (4 km) i søndags, hvilket var virkeligt godt. Det var en af de bedste gåture, jeg har været på i nyere tid. Jeg hørte musik og gik hurtigt og havde det generelt bare fantastisk. Det var både godt for krop og sind, som man siger (hvis der stadig er nogen, der siger det). Jeg havde en følelse af frihed og uafhængighed, og det var fandme rart.

dsc_0449.jpg

Jeg har desuden investeret i tre nye krus fra to af mine yndlingskeramikere (jeg har mange yndlingskeramikere), og jeg har også investeret i et hus:

dsc_0453.jpg

Det var sat ned med 70 %, så jeg fik det til 25 kroner, og så er det endda fra Nordjylland.

dsc_0455.jpg

Jeg er desuden blevet et nyt menneske, der nu kan lide lakridste, så det er blevet et symbol på min nye identitet.

dsc_0448.jpg

Jeg har forelsket mig i nye solnedgange, også dem, jeg kom lidt for sent til at opleve i fuld længde.

dsc_0434.jpg

Jeg føler, at alt er nyt, inkl. mig selv. Men i virkeligheden er alt, som det hele tiden har været.

img_0173

Det er bare årstiderne, der skifter.

img_0319

Og det gør de altid, når jeg mindst venter det.

img_0021

Da jeg tog ovenstående billede for halvandet år siden, var intet, som det er nu.
Der var grønt over det hele, blade på træerne og jeg havde ingen idé om, hvor mørkt og tåget, der ville blive, når sommeren sluttede nogle måneder senere.
Jeg går stadig det samme sted, på det samme græs, næsten hver dag. Jeg er stadig mig, jeg har det samme navn og den samme familie, den samme telefon og det samme hus. Men nu ser jeg verden med andre øjne.

img_0201

Der var så meget, jeg ikke havde lært dengang. Så mange, jeg ikke havde mødt endnu. Solnedgange, jeg ikke havde set og øjne, jeg ikke havde kigget ind i. Følelser, jeg aldrig havde følt og sangtekster, jeg endnu ikke kendte betydningen af. Digte, jeg endnu ikke turde skrive eller udgive. Grin, jeg aldrig havde hørt og smil, jeg aldrig havde set. Sange, jeg aldrig havde sunget og beslutninger, jeg ikke havde truffet.
dsc_0534.jpg
Jeg går stadig det samme sted. Med en ny hund. Med nye sko, nye tanker, en ny frisure, en ny stil, ny musik, nye meninger og ny viden. Nye forpligtelser.
Jeg har prøvet at gå andre veje, men jeg kommer altid tilbage igen. Jeg vil altid komme tilbage igen. Men en dag vil jeg måske glemme at gøre det, fordi jeg finder en ny vej. Og hvem er jeg så? Vil jeg glemme mig selv, den jeg er nu, og vil jeg lære, at jeg tog fejl?

img_0350

img_0019

img_0314

At blive voksen handler om andet end at ordne opvasken selv.
At blive voksen er ikke noget, der sker, fordi du flytter hjemmefra.
At blive voksen er ikke noget, du selv vælger.

Du bliver voksen i det øjeblik, du ser og mærker din hunds sidste åndedrag.
Du bliver voksen i det øjeblik, du ser din far grave et dybt hul i haven under det store træ, og når din mor lukker for papkassen, efter at have lagt et tæppe, nogle godbidder og jeres afskedsbreve derned.
Du bliver voksen, når hullet er fyldt med jord igen, og du i flere dage ikke kan tænke på andet, end de manglende lyde af hundepoter på gulvet.
Når du opdager, at alle er alene i deres sorg, og at det eneste, I kan gøre, er at være alene sammen.

Du bliver voksen, når du opdager, at din første kærlighed ikke varer for evigt, og du ser toget køre afsted for sidste gang.

Du bliver voksen den dag, det går op for dig, at dit 16-årige jeg ikke vidste alting.

Du bliver voksen den dag du erkender, at dine venner ikke er de samme, som de var før.

Du bliver voksen, når du indser, at du ikke kan løse eller påtage dig andre menneskers problemer.

Du bliver voksen, når du lærer, at flertallet ikke altid har ret og at det ikke er alle, der vil hinanden det bedste.

Du bliver voksen, når du hver dag husker dig selv på, at det at savne nogen, ikke er ensbetydende med, at du har brug for dem, eller at de skal være en del af dit liv.

Du bliver voksen, når du lærer, at den, du er vigtigst for, er dig selv.
At den eneste, der altid vil være der for dig, er dig selv, og at den eneste, der kan gøre dig glad, er dig selv.

img_0098

Du bliver voksen, når du en dag går en tur med din nye hund, smiler og tænker “her er godt nok flot, hvor er jeg heldig”, og når du opdager, at du kan føle dig lykkelig uden det, og uden dem, du troede, at du havde brug for.

“At blive voksen handler om at lære at trøste sig selv, for der er ikke længere andre, der kan gøre det for dig”. Det sagde en psykolog til mig for et år siden, og hver dag siden har jeg lært, hvor rigtigt det er.

At blive voksen er noget, der sker mere end én gang. Hver gang jeg må give slip på noget, jeg havde forestillet mig skulle ske, og hver gang jeg må sige farvel igen. Hver gang jeg siger til mig selv, at jeg fortjener at være glad og at fylde mit liv med gode ting og gode mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Hver gang jeg må erkende, at jeg ikke får noget tilbage ved at dvæle ved minderne om det. Hver dag, når jeg vågner og beslutter mig for at give slip og gå videre.

dsc_0347.jpg

Men selvom jeg fortsætter med at blive voksen, betyder det ikke, at mit ni-årige jeg ikke længere er en del af mig. Det betyder ikke, at jeg skal ignorere mit 16-årige jeg, der med sin unge og naive stemme fortæller mig, at jeg ikke skal give op, når det kommer til det og dem, jeg elsker. For mig 16-årige jeg vidste nogle ting, jeg ikke tænker ligeså meget på nu. Mit 16-årige jeg så mulighederne i alting og ikke begrænsningerne. Mit ni-årige jeg havde nok i de lange sommeraftener, hvor vi hoppede på trampolin og spiste is og min største udfordring var at blive ligeså god til at sjippe, som de andre i klassen var.

img_0174

At blive voksen er ikke ensbetydende med, at jeg vil glemme de ideologier, mit 20-årige jeg troede på, eller at jeg vil glemme den musik, der engang gik direkte i min sjæl. Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at ønske mig rulleskøjter i julegave, stoppe med at se Pippi Langstrømpe og Flyvende Farmor eller stoppe med at foretrække kartoffelsalat med grillpølser frem for en fem retters menu på en gourmetrestaurant.
img_0190
De ting, der har betydet noget for mig, og har været en del af mig, vil altid være en del af mig. De minder, jeg har indeni mig, vil altid være der og ingen kan tage dem fra mig. Det, jeg lærte, vil jeg altid kunne bruge til noget, og hvem ved, om jeg en dag kan bruge det til at hjælpe andre. Det, jeg følte engang, var aldrig spildt, og intet af det, jeg har gjort, har været fejltagelser. Jeg har gjort alt det, der skulle til, for at jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag, og det har jeg kun mig selv at takke for.

img_0101

Da jeg var ude at gå den anden dag, indså jeg, at det bliver ved sådan her. Jeg vil fortsætte med at blive en anden, og jeg vil fortsætte med at begå fejl og lære af dem. Jeg vil fortsætte med at tænke tilbage på de gode minder med et smil, og jeg vil fortsætte med at savne dem, der ikke længere er her på samme måde, som de før var.
Jeg vil gå ud i verden og forelske mig i nye sange, solnedgange, øjne og smil. Jeg vil opbygge et liv, jeg tror er det rigtige, og jeg vil miste det hele. Jeg vil sige farvel igen og igen, og jeg vil hver gang tro, at jeg ikke kan klare at gøre det en gang til. Jeg vil finde ud af, at fuglene bliver ved med at synge, og at alle ar heler, hvis jeg giver dem tid og luft og ikke kradser sårskorperne af, hver gang, de er ved at hele.
Jeg vil blive ved med tro på, at jeg vil have de samme venner for evigt, og jeg vil blive ved med at savne dem, der skulle i en anden retning, end jeg selv skulle.

dsc_0480.jpg

Det eneste, der er sikkert, er at alting har en slutning og at intet er sikkert. Det eneste, der er sikkert, er at livet er uforudsigeligt.

Og at blive voksen handler om at omfavne den uforudsigelighed. At gribe de muligheder, jeg får, uden tanke for, om det vil ende i sorg i sidste ende, for det vil det på den ene eller anden måde altid ende med alligevel. Uanset om jeg følger mit hjerte eller ikke tør at prøve, vil jeg aldrig kunne undgå at føle sorg igen, for det er hvad der sker, når man elsker noget, har en passion, og investerer sig selv i det.
Nogle dage vil jeg føle mig tom indeni, og andre dage vil jeg føle mig på toppen af verden. Nogle dage vil jeg synes, at jeg synger fantastisk, og andre dage, vil jeg have lyst til at gå i hi og gemme mig til årstiderne skifter igen. Jeg vil tænke “fra nu af, bliver alle dage gode, jeg vil aldrig blive trist og nostalgisk igen”, og jeg vil tænke “åh nej, nu skete det igen, hvornår lærer jeg at stoppe det”.

Jeg vil aldrig nå til en stabil grad af vedvarende lykke. Det vil ingen. Men jeg vil leve, og jeg vil lytte til mig selv og huske at tænde lyset i mørket. For når alt kommer til alt, så ligger nøglen til glæden indeni os selv, og det er kun en selv, der kan finde ud af, hvor den ligger. Måske finder du den, når du mindst forventer det, og måske vil du ligge den et nyt sted, og glemme hvor du gemte den.

image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg

Og det er ok. Det hele er ok. De dårlige dage vil blive til gode dage, og du vil opdage, at solnedgangene kan være meget smukkere i november, end du opdagede året tidligere.

Det er et godt liv og glædelig jul.

//A