Kategoriarkiv: på eventyr

Tak

Hej verden.

Jeg sidder i lejligheden for mig selv. Mørket er for længst faldet på, og jeg er blevet færdig med dagens læsning. Jeg har lige færdiggjort et digt, som jeg har arbejdet på i mange dage (men det er for pladderromantisk til at blive offentliggjort på nuværende tidspunkt), og jeg sidder og betragter Lars-Kirsten og Birthe-Torben, der er blevet iklædt en lyskæde i årstidens anledning.

Jeg føler en voldsom grad taknemmelighed for tiden. Jeg værdsætter virkeligt mit liv, og de mennesker, der er en del af det. Jeg værdsætter mig selv, og jeg værdsætter, at jeg formår at få så meget godt ud af mit liv i stedet for at gå rundt og stresse, som jeg gjorde for en måned siden. Jeg tror, at noget af det, der har gjort den største forskel for mig i den seneste tid, og som har gjort, at jeg er begyndt at stresse meget mindre, er at jeg er blevet markant bedre til at sige, hvad jeg føler. Jeg er blevet mere ærlig, og som jeg nævnte i forrige indlæg, så er jeg i gang med at lære vigtigheden af at være ærlig. Det er en læringsproces, og det kan faktisk være ret ubehageligt at være ærlig, for det øger helt sikkert stressniveauet for en stund. Du blotter din sjæl, når du lægger dine tanker og følelser frem. Og du kan ikke gøre andet end at stole på, at dine medmennesker vil holde din sjæl i deres hænder, kærtegne den blidt og vente på at høre, hvad du har at fortælle om.


Men når du har gjort det nogle gange, bliver det lettere og lettere (medmindre du har nogle forfærdelige mennesker i dit liv, der ikke lytter til dig – i så fald skal du finde nogle bedre mennesker, før du lader dem holde din sjæl i deres hænder).
Og en dag opdager du, at du har følt dig glad og let hele dagen, og du indser, at det nok er fordi, at du været dig selv og sagt hvad du følte og tænkte. For du har været omgivet af de mennesker, du elsker allermest i denne verden, og du har smilet og grinet hysterisk og sagt, at du var for træt til at gå i Netto. Du har set dine kære i øjnene og takket universet for deres eksistens. Og du har set dig selv i øjnene, og takket dig selv for, at du fylder dit liv med de rigtige ting.

Sådan en dag havde jeg igår. Jeg havde ikke forventet det, da jeg væltede ud af sengen klokken 6 om morgenen og skyndte mig afsted mod uni kl. 6.50. Jeg troede bare, at jeg skulle have en almindelig tirsdag. Men så fik jeg uventet besøg af S, da jeg var kommet hjem fra forelæsningen først på eftermiddagen, og vi snakkede om demens og savant syndromet og basser (ikke morgenbasser). Og så gik vi i Netto og brugte lang tid på at beslutte, om vi skulle købe rødbeder eller ej. Vi drak kaffe, og tiden forsvandt, og solen skinnede, og livet var smukt. Sidst på eftermiddagen kom min familie (inkl. Kalle) på besøg, og så bestilte vi pizza og havde det sjovt og godt allesammen. Det havde jeg i hvert fald. Jeg sad og tænkte, at det er et godt og smukt liv. Og senere på aftenen blev det endnu smukkere, da S og jeg spillede Scrabble og han formåede at skrive ordet “sjuft” (et af mine yndlingsord).
Det var bare sådan en dag, som jeg kan leve højt på i lang tid, og som jeg ønsker mig mange, mange flere af.


Og der har været virkeligt mange gode dage på det seneste. Dage, som jeg vil huske i lang tid, og som jeg varmer mig på her i novemberkulden (jeg prøver at spare på varmen, så radiatoren er kold). Men jeg føler faktisk slet ikke, at november har kølet mig ned. Det er jo en smuk måned. Der har været så mange flotte, lyse dage, og der har været så meget kærlighed at finde i diverse afkroge. Der har været personlige overvindelser, en masse nye oplevelser, brætspil, forelæsninger, togture, enorme studiebøger, kanelsnegle, madrester fra fryseren og (utroligt hyggelige) svigerforældre. Og tør hud har der også været.

Luften er blevet koldere, og årstiden er blevet en anden, og det er ikke sommer længere. Men det er en god ting. For livet er godt lige nu. Dagene går, og jeg får læst og engageret mig i forelæsningerne, og for hver dag der går, kommer jeg tættere på mit mål (at blive et bedre menneske, der kan hjælpe mig selv og andre til at få det bedre og komme igennem svære ting). Jeg er blevet bedre til at arbejde effektivt, og dermed kan jeg også bedre holde fri med god samvittighed, og hvor er det rart. I weekenden skal jeg ud i sommerhuset med min familie, og jeg har ikke været derude i to måneder, og det er vist aldrig sket før, at der er gået så lang tid. Jeg skal til stranden, og jeg skal trække vejret, og jeg skal drikke kaffe.

Tak. Jeg ved ikke, hvem jeg takker (jeg er jo ateist), men bare tak for alle disse gode dage, og tak for, at jeg kan have alle disse meningsfulde ting i mit liv.

Hvad er du taknemmelig for?

//A

 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

jeg prøver at se vigtig ud


jeg læser og læser
imens jeg transporterer mig selv
her det hverken regner eller blæser
det er vel nok et heldjeg prøver at se vigtig ud
mit pendlerliv er interessant
jeg kan sagtens koncentrere mig her
det lover jeg er sandtjeg ser frem til
at jeg snart er fremme
for i dine øjne
er jeg altid hjemme

Noget om ærlighed (og gadesælgere)

Hej verden.

Lige for tiden synes jeg, at det i høj grad går op for mig, hvor vigtigt ærlighed er. Og ikke bare hvor vigtigt det er, men også hvad det i grunden er.

Ærlighed er ikke, som jeg i lang tid fejlagtigt har været under opfattelse af, at du skal fortælle den fulde sandhed til alt og alle hele tiden. Jeg tror mere, at ærlighed handler om, at du ikke skal holde noget inde, som gerne vil ud. Hvis du kan mærke, at der er noget du ønsker at udtrykke, og hvis du bliver ved med at tænke på det igen og igen uden at gøre noget ved det, så er du ikke ærlig. Hverken overfor dig selv eller folk omkring dig. Og du gør egentligt bare dig selv en bjørnetjeneste, fordi du bidrager til at styrke din fejlagtige opfattelse af, at der er nogle ting, du bare skal holde for dig selv, så andre ikke kommer til at tænke dårligt om dig. Du bidrager til, at du bliver mere fokuseret på dit idealjeg frem for om dit reelle jeg har det godt. Og det er generelt bare en skidt ting.

Men hvordan gør man så? Hvordan er man ærlig? Og kan man være ærlig uden at være irriterende?

Jeg synes efterhånden, at jeg har været i en del situationer i den seneste tid, hvor jeg er endt med at indse, at den letteste løsning på alle de potentielle problemer, sådan set bare er at være ærlig. Ikke at ærlighed i sig selv kan løse alle problemer, men det kan i hvert fald bidrage til, at du ikke skaber flere problemer for dig selv, fordi du går rundt og ikke siger, hvad du føler. Og ofte forsvinder problemerne i takt med at du italesætter dem. Problemerne kommer til at fylde mindre, ligeså snart at du erkender dem, både overfor dig selv og andre.

Men når du er ærlig betyder det samtidig også, at du risikerer noget. For hvis du er ærlig omkring hvad du føler/tænker/ønsker, så betyder det også, at du kan blive skuffet og såret, hvis andre mennesker ikke kan give dig det, du ønsker dig. Et eksempel fra den virkelige verden:

Amanda Thylkjær, 18 år, er af en eller anden grund ret betaget af et hankønsvæsen, som hun går i skole med. Dette står på i et år, indtil hun vælger at være ærlig omkring det, hvilket selvfølgelig sker via en sms på en tilfældig torsdag eftermiddag. Amanda Thylkjær, 18 år, skriver noget med “jeg kan ret godt lide dig, hvis du ikke har opdaget det endnu”, og har en puls, der stiger og stiger, imens hun venter på svar.
“Tak og i lige måde, jeg kan også godt lide dig, men kun som ven :)”.
Amanda Thylkjær, 18 år, lægger sig på sofaen og begraver sig under tre tæpper, imens hun tænker, at hun aldrig skulle have sagt noget, og at hun nu aldrig kan se sig selv eller det pågældende hankønsvæsen i øjnene igen uden at dø af skamfuldhed.

Jeg kan afsløre, at Amanda Thylkjær, 18 år, meget hurtigt indså, at hun godt kunne se sig selv i øjnene, for selvom hun ikke havde fået det, hun ønskede, så havde hun udtrykt sig selv og fået et ærligt svar, som hun kunne bruge til noget, i stedet for at gå rundt og drive sig selv til vanvid i endnu længere tid og holde sine følelser inde. Og den eneste grund til, at hun overhovedet lærte noget af hele den situation, var at hun var ærlig.

Ærlighed kan føre de smukkeste ting med sig. Et andet eksempel fra det virkelige liv:
Amanda Thylkjær, 21 år, har mødt sit livs kærlighed. Når hun ser på ham, tænker hun, at hvis han var et digt, så ville han være et meget smukt og dybt et af slagsen. Sådan et, der rimer på den helt rigtige måde.
Men Amanda Thylkjær, 21 år, indser i denne forbindelse, at der nogle gange kan ske det i livet, at ens udkårne har en seng, der er træls. Sådan en seng, der måske var ok en gang for mange år siden, men som med tiden bare er blevet hård og irriterende. Dette går Amanda Thylkjær, 21 år, rundt og er bevidst om i nogle måneder. Hun kommer med nogle små hentydninger, og kan godt finde på at sige, at hun sover bedst i sin egen seng. Men en dag sker det så, at hun glemmer at censurere sig selv, og derfor siger hun noget i retning af: “din seng er lidt træls, den er meget hård”. Og parforholdet overlever, selvom ærligheden indebar at kritisere en seng. Der går yderligere nogle måneder, og for at gøre en lang historie kort, så ender det med, at Amanda Thylkjær, 21 år, med sin hudløse ærlighed har fået sin udkårne til at indse, at hans seng faktisk er ret hård at ligge på. Så de bruger en af deres fridage på at tage i IKEA for at købe en topmadras. Dette lykkes, og de transporterer topmadrassen med hjem i bussen og det er et værre arrangement, men det hele ender lykkeligt med en forbedret søvnkvalitet for begge parter. Alt sammen pga. ærlighed omkring sengens hårdhed.
Og uanset hvad udfaldet af din ærlighed bliver, så lærer du af det, og folk omkring dig lærer noget om dig og muligvis også om sig selv, når du er ærlig omkring, hvordan du føler/tænker om noget, som du er involveret i.

Når alt kommer til alt, handler det om, at du skal kunne se dig selv i øjnene. Du skal også kunne se andre i øjnene, men det kan du alligevel ikke helt, hvis du ikke engang kan stå inde for dig selv. Så du må se på dig selv og finde ud af, om du siger det, du føler. Og hvis du ikke gør det, må du overveje, hvad det er, du er bange for at miste ved det. For du kan miste noget. Hvis du fx er ærlig overfor en ven omkring, hvordan du inderst inde har lyst til at holde sommerferie, så kan det betyde, at I må erkende, at I er nødt til at aflyse jeres fælles tur til Bali, som I havde planlagt og glædet jer til. For hvis du ikke har lyst til at bruge din ferie på Bali, så hjælper det ikke noget, at du lader som om, at du gerne vil det, for det får ingen noget ud af. Det er bare at leve et halvt liv, hvor nogle andre er instruktøren. Hvis du vil skrive din egen rolle, så må du være ærlig. Også selvom det kræver, at du risikerer lidt.

Ærlighed kan være gavnligt i mange situationer. For eksempel håndterede jeg i dag en gadesælger-situation ved brug af ærlighed. En yngre mand stirrede målrettet på mig og sagde “jeg har lige et spørgsmål til dig”, hvortil jeg i forbifarten svarede “jeg skal til tandlægen lige om lidt, så det går desværre nok ikke” imens jeg smilede på en overskudsagtig måde. For jeg vandt over den gadesælger. Jeg slap for at blive udsat for at høre på hans pladder, og grunden til at jeg slap for det, var at jeg var ærlig. For jeg skulle til tandlægen. Jeg skulle egentligt ikke skynde mig specielt meget, men jeg løj ikke, for jeg sagde jo bare, at jeg skulle til tændlægen. Og det virkede.

Så lad det blive konklusionen på denne samling af ord, som man, i disse moderne tider, også kan kalde et blogindlæg. Jeg håber, at nogen ude i verden kunne bruge dette til noget – om ikke andet bare til at distrahere jer selv fra efterårsmørket og kulden. Det er et godt og smukt liv, og selvom det betyder, at jeg ikke fik nået al dagens læsning, så er jeg glad for, at jeg tog mig tiden til at skrive dette og blive mindet om, at livet er godt og smukt. Og især når man er ærlig.

Hyg jer.

//A

 

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

jeg leder blandt stjerner

når alting forsvinder 

vil jeg blot svæve afsted 

imens alt det jeg kender 

ikke længere varer ved 

//

jeg løber rundt og vil det hele 

men jeg vil allerhelst hjem i seng 

mine tanker ønsker jeg at dele 

så hvorfor siger jeg ingenting 

//

jeg er en del af et samfund

der konstant gør mig træt

men mon ikke det hele

med tiden bliver mere let

//

jeg leder blandt stjerner

og finder ej mig selv

men mon ikke denne tilværelse

vil arte sig alligevel

//

måske er jeg en muslingeskal

men jeg er stærkere end jeg tror 

jeg kan ikke klare det hele 

men nu kan jeg se 

at jeg formår at sætte spor 

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A

 

vi vil erobre verden

 
de grønne blade falmer
og jeg falmer ligeså
hvis bare jeg kunne huske
hvad det er
jeg så længe
har siddet og ventet på
de røde blade falder
og jeg falder med dem ned
for jeg føler mig som en anden
og nu må jeg varme mig
på et nyt
og koldere sted
der var engang
hvor jeg ledte efter universer
der aldrig var til mig
men nu kan jeg se
at det hele
sådan set
bare handler om du og jeg
nu skriver jeg historien
og jeg gentager for mig selv
at sommeren vil komme igen
for solen følger med dig
og du ved vel nok
at du er min allerbedste ven
jeg har feber
og jeg smitter alle dem
som jeg holder allermest af
i skal vide
at jeg ej begriber
hvad denne plage
mon er forårsaget af
 jeg ligger lige her
og livet er gået i stå
jeg savner dagene der er gået
og smilene jeg dengang så
men jeg ved jo godt
at der vil komme nye eventyr
vi vil erobre verden
vi er trods alt intelligente dyr

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A