Kategoriarkiv: på eventyr

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

15. januar 2016 | Tilbage Til Fortiden #5

Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg har en god følelse omkring fremtiden (i hvert fald lige nu i dette øjeblik), og det er rart. 

Har været i Aarhus i dag, var til kontrol på Hovedpine-klinikken for sidste gang!! Jeg er nu et frit menneske!

Var også i Bruuns Galleri fordi jeg tænkte, at det ville være en god udfordring at komme derind. Det gik godt, jeg var i Søstrene Grene og boghandlen. Jeg købte nogle pensler, en ræv til Kalle, nogle postkort og tre små poser Haribo slik (vampyrer og spejlæg). 

Jeg købte fire bøger: “The Hobbit” af J. R. R Tolkien, “Hard Times” af Charles Dickens, “Alice in Wonderland” af Lewis Caroll og “Treasure Island” af Robert Louis Stevensson. Det var en succes. Jeg gik omkring 10 km og var med X-bussen, hvilket var en fornøjelse. 

I onsdags var jeg til kemi på skolen, hvilket også gik godt. Jeg har besluttet mig for, at jeg godt kan lide kemi, og at jeg vil arbejde hårdt på at lære så meget som muligt.

I morgen skal jeg lave resten af en aflevering og holde filmaften med Iris – med pizza og popcorn. Det er et godt liv. Jeg så også Irene i sidste uge, vi var sammen i et par timer på biblioteket. Jeg kender nogle gode folk.

Slut.

/A

3. februar 2016 | Tilbage Til Fortiden #4

Hej verden.

Her er 4. del af min dagsbogs-serie. I dag skal vi præcist to år tilbage i tiden, nemlig til den 3. februar 2016. Det var på mange måder en helt anden tid, sammenlignet med hvordan mit liv er nu, og det er ret underligt at se tilbage på. På den ene side føler jeg, at jeg kan huske meget tydeligt, hvordan det var at være mig dengang, og på den anden side kan jeg også se, at der er nogle ting, jeg har glemt. Men som jeg ved nu, takket være faget kognitionspsykologi på uni, så er hukommelsen ikke til at stole på, da vi kun husker de vigtigste ting og derefter fylder de tomme huller ud med det, vi går ud fra skete. Minderne er ikke en kopi af, hvad der skete, men vores egen fortolkning af, hvad der skete. Og derfor kan minder ændre sig med tiden.

Men ikke så meget snak – nu til sagen:

3/2-16

Jeg skal til Spanien!! I denne måned!!

Det er meget spontant, men jeg ved, at det er vigtigt at gribe muligheden, når man har den. 

Jeg skal på forretningsrejse med far, dog er der ingen forretning i det for mig, kun rejse, så det er win-win. Det har forbedret mit humør markant at få det planlagt, det er ret tydeligt, at jeg har brug for, at der sker noget mere i hverdagen, så det kommer der til nu.

Generelt kommer der til at ske mange ting i februar. 
Jeg skal indtil videre (udover arbejde) :

-Besøge Iris på lørdag

-På Borgerservice fredag

-Give 20 bøger til Irene i næste uge

-Fejre min brors fødselsdag d. 10.

-På miniferie hos bedstemor og bedstefar d. 15-16.

-Til åbent hus på AU (psykologi) d. 26.

-Til Spanien d. 27. februar til 5. marts. En hel uge!!

 

Det bliver underligt at skulle være væk fra Kalle en hel uge, det er ikke sket før, dog bliver det godt for os begge to, da vi er begyndt at danne en usund symbiose, som vi lever i. Vi er for afhængige af hinanden, vi må finde os selv, så vi kan se med et fornyet sind på situationen. 

Desuden er jeg nået frem til, at jeg vil melde mig fra engelsk A, da jeg ikke føler, at det gør noget godt for mig længere. Jeg kan godt lide engelsk, og jeg er god til det, men jeg føler mig fastlåst, når jeg skal lave fire lange afleveringer om ugen. Jeg ønsker en større frihed nu, også da jeg højst sandsynligt søger ind på universitetet til sommer. 
Jeg vil gerne have mere tid til at gøre det, jeg vil, og så vil det give mig mulighed for lettere at tage på arbejde, hvis der er nogle af de andre, der er syge og ikke kan komme osv. Desuden vil jeg gerne kunne tage på flere ture og opleve mere end jeg gør lige nu. Jeg vil gerne opleve noget mere end bare at være herhjemme og lave det samme hver dag.

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A

 

 

det handler om mere end mig – et digt | Tilbage Til Naturen #15

i dag har jeg bagt boller
at bage er alt jeg vil
jeg falder ikke tilbage i gamle roller
for jeg er jo kun mig selv
//
jeg har siddet og observeret
og mærket hvor træt jeg er
jeg har følt mig lidt irriteret
for det var jo ikke meningen
at det skulle være sådan her
//
i morgen vil jeg vaske op
og fjerne sporene jeg har sat
jeg bor i en udmattet krop
mon ikke jeg sover godt i nat
//
jeg er mere end mine relationer
for jeg har det jo sjovt og godt
jeg finder på nye kreationer
og så er udsigten tilmed flot
//
jeg er mere end min hverdag
og jeg er mere end stedet jeg bor
lige her er det jo ingen sag
at huske hvad jeg tror
//
mon ikke det er et klogt træk
at lære at blive sin egen ven
jeg skulle bare lidt væk
men snart er jeg hos dig igen
//
jeg holder af at gå rundt alene
men det handler om mere end mig
jeg tror i det store hele
at jeg helst vil akkompagneres af dig
//
jeg havde brug for at tage afsted
men om et par dage vender jeg atter hjem
for selvom her er ro og fred
er det jo dig der skubber mig frem

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.