Kategoriarkiv: nytår

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

Alt jeg vil | Tilbage Til Naturen #10

Hej verden.

Nu er det midnat igen (suk), så dette indlæg bliver ikke ligeså omfattende, som det kunne være blevet, da jeg som tidligere nævnt er igang med at få vendt min døgnrytme om til det bedre. Jeg er begyndt først at stå op klokken 10, og det går simpelthen ikke, det er alt for sent. Så nu vil jeg kort opsummere, hvad jeg er nået frem til, at jeg vil (jeg tvivler på, at det bliver kort, men jeg vil forsøge). Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette IKKE er nytårsforsætter, bare så der ikke er nogen, der skulle tro det (jeg hader det koncept).
Uhh og dette indlæg vil også være fyldt med gamle billeder, da det er sjovt.


(Mont Blanc, Frankrig, sommeren 2012).

Jeg vil leve et liv, hvor jeg har havet og skoven tæt på, så jeg kan trække vejret frit.

Jeg vil ikke sammenligne mig selv med andre, og jeg vil sige fra, hvis andre sammenligner mig med andre, eller sammenligner andre med hinanden (en forvirrende sætning).

Jeg vil finde ud af, om det er muligt at bage en god gulerodskage, der ikke består af 50 % smør.

Jeg vil være taknemmelig for alle de minder, jeg er lavet af, og alt det, jeg har lært.

(2010)

Jeg vil værdsætte de rigtige mennesker og aldrig tage dem for givet.

Jeg vil være mig uden nogensinde at føle, at jeg skal undskylde for det.

Jeg vil træffe beslutninger og stå ved dem.

Jeg vil grine.

Jeg vil høre høj musik og synge med.

Jeg vil være stille.

Jeg vil lade mig selv føle det, jeg føler, og jeg vil lade mig selv udtrykke det.

Jeg vil danse imens jeg koger pasta.

Jeg vil se sæson 4 af SKAM (hvilket er en umulighed indtil på et tidspunkt i foråret).

(Undertegnede der skriver på Randis fod, 2013)

Jeg vil tro på det bedste i andre mennesker, og jeg vil forsøge at grave det bedste frem fra folks indre, hvis de ikke selv viser det (det lyder skummelt, men det er midnat, hvad forventer I).

Jeg vil bruge min tid sammen med de mennesker, der aldrig får mig til at tvivle på, om de overhovedet værdsætter mit selskab.

Jeg vil værdsætte tiden, jeg har for mig selv, og jeg vil værdsætte tiden, jeg bruger sammen med andre.

Jeg vil spørge folk, hvordan de har det.

(Et sted i Tyskland, sommeren 2012)

Jeg vil tage på eventyr, også i hverdagen.

Jeg vil være i sommerhuset så meget som muligt.

Jeg vil huske, at jeg er den eneste, jeg altid skal leve sammen med.

Jeg vil gøre det, der gør mig glad og som er meningsfyldt at gøre for mig, uanset om nogle andre synes, at jeg hellere skulle gøre noget andet.

Jeg vil lære om hjernens opbygning og finde en måde, hvorpå jeg kan memorere hvad nucleus accumbens er (så vidt jeg har forstået, er det hjernens belønningscenter) samt andre smarte neuropsykologiske begreber.

(Berlin 2012, jeg hyggede mig).

Jeg vil gøre det, jeg har lyst til at gøre, og ikke gøre noget fordi jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det.

Jeg vil skrive, og jeg vil blive ved, for det er det jeg skal og vil og er nødt til at gøre. For min egen skyld.

Jeg vil gå ture på stranden og i skoven, både med mig selv og andre folk (medmindre de går virkeligt langsomt, så bliver jeg hidsig).

(2006, tror jeg)

Jeg vil lære at lave den perfekte pasta carbonara.

Jeg vil underholde mig selv, og jeg vil grine af mig selv.

Jeg vil give slip på dem og det, der får mig til at føle, at jeg bare er den næste i rækken.

Jeg vil ikke føle mig presset til at gøre ting, fordi jeg føler, at jeg er “bagud” – at der hele tiden er noget, jeg mangler, for at kunne være med i præstationsræset. For jeg gider ikke at være med i præstationsræset. Jeg vil hellere sidde lige her. Lidt endnu.

Jeg vil trække vejret. Jeg vil huske mig selv på, at jeg ikke er bagud med noget i mit liv, for jeg er jo lige her, og det er det eneste, jeg skal tænke på nogensinde. Hvor jeg er lige nu og om her er godt at være. Og lige nu er jeg et sted, hvor der er pænt og rart. Jeg mangler ingenting. Naturen er min stue, og væggene er lavet af meningsfuldhed. Vinduerne lader mig føle, at jeg er en del af alting, når jeg sidder her.
Jeg er alt andet end bagud.

//A

FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

jeg husker

jeg husker
da jeg tog afsted
og sagde farvel
en evig rejse mod noget
der aldrig før er set
alle de gange
jeg vinkede til mig selv
fandt jeg svar
eller blev jeg væk
jeg husker de øjne
jeg så verden med
de øjne
jeg har grinet til
de smil
jeg har gemt på
de kram
jeg aldrig får igen
jeg husker de bøger
jeg levede af
ordene der udgjorde mig
min sjæl er af papir
hvem siger
at alt skal råbes
for at blive hørt
jeg husker den frygt
der drev mig videre
en tro på noget
jeg ikke kan se
vinden
der bar mig hjem
en anden end før
altid den samme
jeg husker
da jeg fandt min sjæl
og glemte den i israel
den ligger nok
et sted i jerusalem
nedfrosset
venter på
at vi mødes igen
jeg husker formene
der støbte mig påny
rester fra andre
der havde valgt farverne selv
genbrugsmateriale
er det sådan her
i synes jeg skal forblive
jeg husker smilene
i gav mig den dag
offentlig anerkendelse
hurra
tillykke
du vandt præstationsræset
du kan alt
på papiret
så hvad vil du nu
fortæl os
om din fremtid
jeg husker

da vi dansede på roser
indtil regnen tog over
og sommeren blev væk
du spurgte
om jeg ville danse videre i regnen
men dine sko blev våde
og du måtte afsted
du skulle bare vide
nu danser jeg selv

jeg husker
da vi vendte ryggen til
vi så kun os selv
lyttede til alle andre
end hinanden
to
aldrig en
din ryg mod min
hård som sten
ar fra en anden tid
vi havde alle svarene
imellem os
men ledte det forkerte sted
jeg husker havet
gåturene i slagregn
før jeg opdagede
at du sakkede bagud
kom nu
følg med
jeg råbte
og du løb hjem
jeg husker
da jeg lod toget køre
og ikke løb med
hellere en prik i det fjerne
end et hul i min sjæl
hvorfor tror du
at jeg vinker til mig selv
jeg husker
de søvnløse nætter
et ønske
om mere end der var
et håb om det
der forblev en tanke
en tro på mere
end vi var
jeg husker
da vi tabte vores blade
brændte op
og  frøs til is
du fordampede
fra jordens overflade
ingen så
hvor du fløj hen
jeg husker skoven
der opslugte os
kolde novemberdage
en sol der brød frem
kan du ikke se
hvor heldige vi er
hvorfor ønske os mere
end vi har lige her
 
jeg husker
da vi dansede twist
og kastede med appelsinskaller
julelys i jeres øjne
grinene giver genlyd i stuen
flyver rundt under loftet
hvorfor tror du
jeg taler så lavt
jeg husker
da jeg sagde ja til mig selv
jeg er mere
end det jeg tænker
mere end det du så
vi ser ingenting
hvorfor tror du
vi glemmer os selv
jeg husker de ord
jeg ikke fik sagt
de dage
jeg intet så
næste år
ser jeg den anden vej
smiler til de øjne
jeg tog for givet
smiler
til mig selv
når julelysene slukkes
og ingen ser mig
i et stykke tid
jeg husker det
jeg lærte i år
alt det
jeg har smidt ud
solnedgangene
jeg forelskede mig i
alle dem
ingen kan se
alt det
der var noget
dem
der blev væk
men bare vent
næste år
smiler vi igen