Kategoriarkiv: noveller

Lykønskninger | en novelle

Hun tænkte på havet. Havet kunne være så meget, den ene dag blikstille og den næste vildt og voldsomt. Havet er sit eget, det kan ingen bestemme over, det vidste hun. Men det var længe siden, at hun sidst havde set havet, hun kunne faktisk ikke huske datoen, og der var noget helt forfærdeligt over det, det var som om, at hun manglede sig selv.

Hun ville så meget. Hver dag fandt hun på nye projekter, og hver dag gik hun i stå, hun vidste ikke, hvordan hun skulle få noget færdiggjort. Det hun skulle hang ikke sammen med det, hun ville, og hun vidste godt, at hun indtog for meget kaffe i forhold til, hvad hun burde. Hun vidste også godt, at hun ikke burde definere sig selv som en passioneret cyklist, når alt hun tænkte på, når hun cyklede hjem i modvind hver eftermiddag, var hvor meget hun hadede at cykle, at det virkeligt gjorde hende sur og træt helt ind til sjælen.

Hun så på sig selv. Hver gang hun så ind i sine egne øjne i spejlet, så hun noget, hun ikke før havde set. Noget hun ikke genkendte, noget ukendt og uudforsket. Hun så hvordan dagene nærmede sig, hvordan tiden forsvandt, uden at hun nogensinde havde haft den. Om nogle dage ville hun fylde 21 år, og hun vidste ikke, om det betød, at hun skulle sige goddag eller farvel. Nogle dage vidste hun slet ikke, hvem hun var, så hun var ikke helt klar over, hvad der var at sige farvel til, for man kunne vel ikke sige farvel til noget, der aldrig rigtigt var der i længere tid af gangen, det ville være underligt, det tænkte hun meget på.

Alle hun kendte, der ikke var i 20’erne længere, sagde, at det var den værste periode i livet, at 30’erne og 40’erne var meget bedre. De sagde, at 20’erne var en tid fyldt med forvirring og ængstelse, en tid hvor alle prøver at finde sig selv men ikke ved, hvor de skal lede, så de leder alle det forkerte sted og ofte det samme sted. Først senere i livet kom roen, der hvor man virkeligt fandt sig selv og kunne slappe af, bare hvile i sig selv og sin færdigudviklede identitet.

Men hvis dette var den værste alder for et menneske, var det mon så godt eller dårligt, at hun nu bevægede sig et år længere ind i perioden, det vidste hun simpelthen ikke. Men fejres skulle det uanset hvad, der ville være op til flere slags kage og en ret med oksekød i den ene eller anden form om aftenen. Der ville være smil og lykønskninger og forsøg på at være lykkelig for en dag, og hun håbede, at det ville lykkes hende at være glad og takke dem, der sagde tillykke, uden at tænke for meget på, hvad der var at lykønske med.

Hun kunne godt mærke, at hun var blevet væk fra sig selv igen, men det var også noget tid siden, at hun sidst havde været ved vandet. Der fandt hun sig selv nogle måneder tidligere, så mon ikke det kunne ske én gang til. Hun lagde store planer, hun ville tage afsted den næste morgen og tage kaffen med til stranden. Så ville hun sidde og trække vejret og mærke roen indeni, for den måtte stadig være der, det blev den nødt til. Hun måtte tro på, at roen ville komme tilbage, at hun kunne få fornemmelsen af at have styr på sig selv igen.
Om aftenen ville hun koge pasta og høre det musik, hun hørte dengang, og hun ville synge med og gøre alt det, hun gjorde dengang, alt det, der gjorde hende glad. Hun ville slukke for sin hjerne og lade som om, at hun havde alt det, hun nogensinde kunne få brug for.

Dagen efter ville hun tage kaffen med til havet igen, og hun ville sidde det samme sted som alle de foregående gange, og hun ville trække vejret helt ind for så at puste ud igen og gentage proceduren så mange gange, som det nu var nødvendigt. Hun ville dreje hovedet til venstre og tænke på de sommerdage, hvor alting virkede som starten på nye eventyr, der aldrig skulle slutte, og hun ville dreje hovedet til højre og blive mindet om de vinterdage, hvor hun selv skrev eventyrene. De dage, hvor slutningen altid var lykkelig, selvom hun var den eneste medvirkende. Dagene, hvor vinden skubbede hende hjem, imens hun gik på stranden og skulle anstrenge sig for ikke at bryde ud i grin. Dagene, hvor tiden føltes uendelig og hun glemte alt om, at hun ikke kunne blive der for altid. Dagene, hvor hun troede på, at solen ville skinne for altid, og at regnen aldrig ville gøre hende gennemblødt igen.

Når hun kom hjem ville hun færdiggøre alle sine projekter og krydse op til flere punkter af på sin liste. Hun ville ånde lettet op og være glad for sig selv og sin egen indsats, hun ville drikke kaffe med god samvittighed og føle sig som en del af noget mere end sit eget hoved. Så ville hun skrive et digt, der virkeligt kunne videreformidle den stemning, hun havde indeni, og hun ville for en gangs skyld føle, at hun kunne udtrykke sig selv uden at måtte give op og gå i seng og ligge søvnløs med et frustreret sind, der ikke engang kan forstå sig selv.

Når mørket faldt på, ville hun koge pasta og se på solnedgangen, imens hun sang med på alle de sange, der gik ind i hendes sjæl, alle de sange, som ingen andre helt forstod hvorfor hun holdt så meget af. Dagen efter ville hun gentage proceduren, og hun ville smile dagen lang og få dybe rynker i en meget ung alder, og hun ville hvile i sig selv og smile videre, selv når regnen kom tilbage og sommeren virkede til at være aflyst igen i år. Hun ville være et filter, ikke en svamp, og hun ville skrive lange breve til alle dem, hun holdt af, også selvom hun havde glemt at fortælle dem det i meget lang tid. Hun ville tænde op i brændeovnen og måske, en dag, når hun havde fået ordnet alt det, der stod på listen, ville hun invitere gæster til kaffe og kringle, det kunne være en god anledning til at få prøvet kræfter med en wienerdej, mon ikke det ville blive en succes. Men indtil da ville hun blive siddende lidt endnu og høre flammernes knitren, se sit eget spejlbillede i vinduerne og se ind i sine egne øjne, der ville være alt andet end ukendte, for hun var nået langt og hun var ikke længere en fremmed for sig selv. I hvert fald ikke den dag.

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.

Æblesæson

Hej verden.

Her kommer en novelle, jeg skrev for et år siden, og som jeg netop har redigeret, da jeg egentlig meget godt kan lide den.
Hyg jer.

//A

DSC_0987

 

Hun havde sat sig for at bage en æblekage, det var jo æblesæson.
En rigtig æblekage, som hendes bedstemor altid havde lavet den. Hun elskede at bage den æblekage, specielt fordi den ikke skulle bages i ovnen eller bages i det hele taget.
Det eneste, der blev krævet af hende var en skål, æblemos, æblekagerasp og fløde. Alt sammen nede fra brugsen. Hjemlig hygge med kun tre ingredienser.
I dagens anledning havde hun glemt at købe æblekagerasp. Hvordan det kunne lade sig gøre, begreb hun ikke. Hun rodede skabe og skuffer igennem. Tænk sig at glemme et af hovedelementerne, en af de helt essentielle ingredienser. Verden var af lave.
I skabet fandt hun krukken med den almindelige rasp, det burde da kunne fungere med den. Når hun tænkte over det, kunne hun egentlig ikke komme i tanke om, hvad den store forskel skulle være på de to typer rasp. Var det ikke bare den samme type, rasp var vel nu og engang rasp. Hun blev enig med sig selv om, at det nok var med æblekagerasp som det var med lørdagskylling. I bund og grund var det en helt almindelig kylling, der lige så godt kunne have heddet tirsdagskylling, og den kunne også spises om mandagen.
Der var ingen grund til at rette sig efter den slags markedsføringsteknikker, det var der i hvert fald ikke, den holdning stod hun fast på.

Hun havde glemt om bedstemor også plejede at komme rasp i bunden af skålen før laget med æblemos. Hvordan plejede det nu at se ud, hun kunne slet ikke se det for sit indre øje. Hun hældte al æblemosen i på én gang og huskede, at der skulle have været rasp imellem lagene, sådan plejede det jo at være. Hun hældte noget ud på toppen og rørte det rundt i mosen med en pastaske. Det burde give nogenlunde samme resultat, smagen ville vel blive den samme, det var hun ret sikker på.
Så skulle fløden piskes. Hun indså efter store overvejelser, at hun ikke havde noget piskeris, hvor det var blevet af måtte guderne vide. Hun hældte en halv liter fløde ned i en plasticpose. Hun holdt fast om den og begyndte at ryste den, og så var der pludselig fløde på både loft, gulv og hænder, hun skulle have taget det forklæde på, der var jo en grund til, at hun havde fået det i julegave dengang. Men det tørrede vel på et tidspunkt, det var alt hun havde at håbe på, tro kan flytte bjerge, som man siger.
Hun bandt omhyggeligt en knude på posen og placerede den sirligt på bordet, hvilede hænderne lidt, tørrede fløde af ansigtet, hendes hår blev vådere og vådere, flere flødeuheld var hun uinteresseret i.
Så skulle der rystes. Hun rystede og rystede, hun forestillede sig at være med i et orkester bestående af mindst hundrede mennesker, der stod og rystede store indkøbsposer nede fra brugsen med flere liter fløde i. Det gav en god lyd, den var beroligende. Hun glemte helt, at hun eksisterede et kort øjeblik, hun stod med lukkede øjne og rystede posen indtil den gode lyd forsvandt. Da hun så vendte tilbage til virkeligheden så hun, at fløden var helt fast, den var i den grad til den overpiskede side. Hvis hun havde været med i Den Store Bagedyst ville Mette Blomsterberg helt afgjort have skreget af hende for at være så uopmærksom, når hun arbejdede med fløde. Sikke et jammerligt resultat, hvor skulle du skamme dig, det er fandme en ommer, det ville Mette sige. Det var et spørgsmål om sekunder, når man rystede fløde, det kunne gå galt så hurtigt, man kunne miste alt det, man sekunder inden havde værdsat så meget og glædet sig over. Man kunne aldrig være sikker på udfaldet, selv de mest rutinerede bagere kunne fejle når det kom til flødepiskning, det var sikkert også sket for Mette selv, hun tiede bare stille med det.
Man var nødt til at have en vis disciplin, hvis man ville lykkes med sin fløde, hun var ikke helt sikker på, at hun havde de personlighedstræk, det krævede.
Det var vel et spørgsmål om øvelse og tilvænning, ligesom at cykle og lære at bruge internettet, hun ejede hverken cykel eller computer.

Da det kom til stykket, var fløden ikke så mislykket, som hun først havde troet, kun det i kanterne var ikke som det skulle være, men ingen er perfekte, hun skulle ikke have så store forventninger til sig selv, det havde hendes mor altid sagt. Hun skrabede de små smørstykker op med en ske og lagde dem til side. Resten af fløden, det der ikke var blevet hårdt, var blevet meget flydende. Det var interessant hvordan fløde på den måde kunne skifte konsistens så hurtigt og så konsekvent. Der var ingen vej tilbage, når man først havde rystet smør. En tilstandsforms ændring i praksis, det var jo hverdagskemi hun stod med her. Meget af væsken trak ned i æblemosen, de flotte lag forsvandt. Det hele var en stor blanding af rasp, æblemos, fløde og kernemælk fra den kærning af smør, som hun lige havde foretaget, helt umotiveret. Spændende som man fik noget helt andet, end man havde bedt om, dagen kunne udvikle sig i en helt andet retning end forventet.
Hun kunne ikke huske, om æblekagen skulle i køleskabet, hun var bange for, at det ville få hele massen til at stivne, så hun lod den stå på bordet.
Hun gik tilbage i stuen, hvor fjernsynet var i fuld gang med at vise et program om blåhvaler, det blev afbrudt hvert tolvte minut af reklamer, der varede præcis fjorten minutter. Måske hun skulle anskaffe sig det strygejern, kvinden i reklamen havde erhvervet sig, hun fortalte i flere minutter om hendes forøgede livskvalitet, nu kunne hun klare strygearbejdet meget hurtigere og havde fået fornyet tid og energi til at tage sig af familien.
Et juleønske.
Hun ventede på gæsterne, hun ventede i timevis.
Hun måtte have glemt at invitere dem, hun kunne slet ikke huske, hvem der skulle komme. Måske var de forulykket på vejen, man hørte jo så meget, om det der skete ude på den vej.
Æblekagen var ellers blevet så god, det var en skam, at de ikke fik den at smage.
Hun smurte sig en krydderbolle med det smør, hun selv havde produceret. Tænk sig, et uventet hjemmemejeri.
I morgen ville hun tørre fløde af loftet og ringe til det nummer, hun stadig kunne huske, æblekagen måtte ikke gå til spilde.