Kategoriarkiv: nej

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Start med dig selv

Hej verden.

I denne uge har Aalborg været vært for arrangementet Tall Ship Races. Dette indebærer, at en masse skibe er kommet til byen, og at der har været flere hundredetusinder gæster til arrangementet. Det hele kulminerede sent i går aftes med Danmarkshistoriens hidtil største fyrværkerishow – et vanvittigt arrangement, som var utroligt smukt, særligt fordi det var akkompagneret af musik, så fyrværkeriet på utrolig vis passede til musikken. Det var en vild oplevelse – og der var rigtigt, rigtigt mange mennesker, der var mødt op for at se showet, som varede en halv time, Vi stod tæt pakket på havnen og op ad byens gader for at kunne være der allesammen, og det er altid interessant at iagttage, hvad der sker, når så mange mennesker er samlet. Det er som om, at de regler, vil følger til daglig, bliver ophævet, og at det pludselig er tilladt at skubbe til folk, så man kan komme hurtigt hen til sin bil og komme hjem, når man har set det, man ville. Vi glemmer hensynet til hinanden, måske fordi vi ikke kan overskue at forholde os til den store menneskemængde, og derfor bliver vi nogle egoister. Det kom også til udtryk på en meget forstyrrende måde under selve fyrværkerishowet. Lige så snart det startede, begyndte folk at række deres arme i vejret for at optage videoer med deres smartphones. Et fuldstændig vanvittigt socialt fænomen – primært fordi vi jo alle ved, at det IKKE bliver en god optagelse, og at den på ingen måde kan måle sig med den virkelige oplevelse. Desuden vidner det om, at vi alle er så optagede af at skulle dokumentere det, vi oplever, at vi faktisk helt glemmer at være til stede, fordi vi har travlt med at tage billeder og videoer – hvilket er ufatteligt trist og spild af liv! Men mest af alt synes jeg smartphone-fænomenet fik mig til at føle, at jeg stod i en flok af egoister. Folk virkede slet ikke til at tænke på, at der stod flere hundrede mennesker bag ved dem, som også gerne ville se showet, og som måske ikke lige syntes det var super fedt, at se på en masse smartphones i stedet for det reelle show. Det gjorde mig virkeligt irriteret, og jeg følte en vis håbløshed på menneskehedens vegne. Desuden begyndte jeg at lægge mærke til, da vi skulle gå hjem derfra, hvor mange tomme ølkrus og andet skrald der lå rundt omkring på havnen. Og det er jo ikke noget nyt. Er vi i virkeligheden bare en stor flok egoister, der ikke kan finde ud af at tænke på andre? Er vi dårligt opdragede, eller skyldes det en lidt for slap kultur, og at vi har det lidt for godt her i landet? Hvorfor opfører vi os ikke mere respektfuldt i offentligheden?

Der er talrige eksempler på arrangementer, hvor folk virkeligt smider skrald og ikke selv rydder op bagefter. For eksempel er der Aalborg Karneval, hvor hele byen fyldes med affald, tomme/knuste glasflasker og tonsvis af plastic, der bare ligger og flyder – “for der kommer nogen og rydder op efter os i morgen”. Der er Roskilde Festival, og festivaler generelt, hvor folk lever i bunker af affald og tis og emballage fra alt muligt halløj. Det får bare lov at ligge og flyde, og når festivalen er slut lader de fleste deres telte stå og tager kun deres vigtige personlige ejendele med hjem. Og så er der kanel-traditionen, som resulterer i at der ligger kanel i enorme mængder på gadehjørnerne – hvilket i øvrigt er den mest åndssvage tradition, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan VIRKELIG ikke se, hvordan det skulle være “en sjov tradition”, og særligt ikke, når det indebærer at binde folk til en lygtepæl mod deres vilje. Men det må de selvfølgelig selv om – det er bare ikke ok, at det skal gå udover byen og alle os andre, at de skal have denne sjove kaneltradition. Hvis man vil hælde kanel på sine venner i det offentlige rum, så må man for fanden da også sørge for at få ryddet op efter sig selv igen. Det kan aldrig blive nogle andres ansvar – men det bliver det jo så alligevel, fordi folk bare lader kanelen ligge. Det gør mig så HIDSIG (hej, jeg har et stort temperament, selvom jeg måske på overfladen fremstår mild og venlig).

Og noget andet, der virkelig også hidser mig op, er den ufattelige mængde af cigaretskodder, der ligger OVERALT. Uanset hvor du er, i en hvilken som helst by, kan du ikke gå én meter uden at blive mødt af mange, mange cigaretskodder, der er smidt på jorden. Det er som om, at vi har vedtaget, at det er ok, at det er sådan. At det er ok, at fortovene er fyldt med skodder, som kun bliver til flere og flere (og som kommunen så på et eller andet tidspunkt er nødt til at bruge ressourcer på at fjerne). Det er som om, at det er blevet ok at opføre sig som en mega egoist – særligt når vi færdes i større grupper, hvor det er normen at man smider skrald/skodder/kanel.

Jeg siger ikke, at de mennesker, der smider cigaretskodder og ikke tænker på at få ryddet op efter sig til festivalen/havnefesten/kanelbadet er dårlige mennesker – for jeg kender og holder stærkt af masser af folk, der gør netop disse ting. Men jeg synes sgu, at det er for slapt. Og det giver mig lyst til at give folk, og menneskeheden i det hele taget, en ordentlig gang voksen-skæld-ud. Jeg har lyst til at være en sur mor, der fortæller børnene, at jeg er SKUFFET og at de FOR FANDEN bare har at begynde at opføre sig pænt med det vuns!!

Start med dig selv

Det, at jeg hidser mig op, kommer dog ikke til at have nogen som helst forandrende effekt på andre menneskers adfærd. MEN! Det betyder ikke, at jeg intet kan gøre, eller at jeg skal stoppe med at gå op i, at vi skal rydde op efter os selv og ikke kaste rundt med alt muligt pis og lort. For det jeg kan gøre, er nemlig at starte med mig selv. Jeg kan starte med at sørge for, at jeg rydder ordentligt op efter mig selv, og at jeg ikke selv bidrager til at gøre problemet værre. Og så kan jeg gå skridtet videre og begynde at tage ansvar for det skrald, jeg møder på min vej. Et tomt ølkrus, en McDonalds pose, der ligger og flyder, en glasflaske, der ligger på gaden. Jeg kan samle affaldet op og smide det ud i den nærmeste skraldespand. Det er i hvert fald meget mere produktivt end bare at hidse mig op over, at det ligger der. Og nej, det er ikke min opgave at rydde op efter andre, men hvis skraldet ligger på gaden, og jeg gerne vil have det væk, hvorfor skulle jeg så ikke fjerne det? Jeg har to velfungerende arme, og jeg kan ligeså godt fjerne affaldet, for hvem skal ellers gøre det? Kommunen? Hmm, kunne det ikke være fedt, hvis kommunen kunne bruge sine ressourcer på andre og vigtigere ting end at samle skrald op fra dovne borgere? Det synes jeg. Og derfor må jeg påtage mig ansvaret, når jeg ser noget skrald, der ligger og flyder.

Det er videnskabeligt bevist, at folk er mere tilbøjelige til selv at smide skrald, hvis der i forvejen ligger skrald et sted. “De andre gjorde det, så jeg må også”. Vi lægger ansvaret over på nogle andre og bilder os selv ind, at vi ikke gør noget forkert, for hvilken forskel gør det, at vi lige smider et tomt plastickrus, når der i forvejen ligger en dynge af skrald.
Netop af denne grund er det meget effektivt at samle det skrald op, man ser på gaden – for hvis det får lov at blive liggende, bliver det bare til mere og mere og mere. Når et område er rent og pænt, er det mindre sandsynligt, at man vil smide sit skrald der – og derfor giver det for eksempel rigtig god mening, når der en gang årligt er Affaldsindsamling, hvor folk mødes overalt i landet og samler skrald ind.

En selvforstærkende effekt

Du må selv starte med at være et godt eksempel, hvis du ønsker at en forandring skal ske i verden. Det hjælper ikke noget bare at skælde ud, som jeg selv har en tendens til. Du må tage ansvar for dig selv og derefter tage ansvar for det skrald, du møder på din vej, og som du ikke ønsker at se på. Du kan ikke bare vente på, at nogle andre fjerner det. Det hele starter med dig selv – og det bliver meget nemmere for dig at eksistere, hvis du selv påtager dig et ansvar. Først og fremmest for dig selv – for hvis alle mennesker gjorde det, ville vi nok ikke have problemer med skrald i naturen. Men det gode, der desuden kan ske, ved at du rydder op efter dig selv, og samler skrald op, der ligger og flyder på fortovet, er at andre mennesker ser det og bliver inspireret til at gøre det samme. Vi mennesker er jo sociale dyr, og når vi ser nogen gøre noget, kan vi få lyst til selv at gøre det samme – hvis man ser rigtigt mange smide skrald i offentlige skraldespande, vil man også selv være mere tilbøjelig til at gøre det. For så bliver det en normal ting at gøre. Vi lærer ved at imitere hinandens handlinger, og dette er vigtigt at huske på i en situation, hvor man ønsker at folk skal smide deres skrald i skraldespandene. Vi gør allesammen en forskel, når vi smider vores skrald ud, eller skrald vi finder på gaden, for jo flere der gør det, jo flere vil begynde at gøre det. En selvforstærkende effekt, som er værd at huske på. Ikke kun i forhold til skrald, men også i forhold til alt muligt andet, man synes er et problem i samfundet. Min ven Iris samt min bror er begge to utroligt gode til at tage ansvar for at smide det skrald ud, som ligger og flyder på gaden. Og det bedste ved det er, at det er naturligt for dem at gøre det. Det er ikke fordi de ønsker at fremstå som gode mennesker, der redder planeten. Det er bare fordi, at de ikke synes, at der skal ligge skrald på gaden.

Så start med dig selv, og sørg for, at du opfører dig på den måde, som du ønsker at alle andre også skal opføre sig på – og du er godt på vej til at bidrage til en forandring til det bedre. Det vil jeg i hvert fald prøve at huske mig selv på at gøre.

Hyg jer – og lad være med at smide jeres skrald på gaden, medmindre i ønsker at vores smukke land skal blive en stor losseplads.

Hilsen A (den sure mor)

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

det er ikke sådan jeg vil være | et digt om eksamen

Hej verden.
Det nedenstående digt skrev jeg onsdag aften, på tredjedagen af min fire-dages eksamen i arbejds- og organisationspsykologi. Det var nogle hårde dage, og jeg følte ikke den store glæde ved at skrive den opgave. Det overraskede mig, at oplevelsen var sådan, da jeg igennem hele semestret har tænkt, at det ville blive hyggeligt og spændende. Og det var det da også på nogle tidspunkter. Men generelt var det ikke specielt rart. Hvorfor ikke? Først og fremmest, fordi jeg ikke har prøvet at have en firedages eksamen før, og at det var ret hårdt og udmattende at skulle arbejde koncentreret i så mange dage i træk. For det andet, fordi jeg var ramt af perfektionisme. Jeg ville rigtigt gerne gøre det godt, men det var som om, at jeg havde glemt, hvorfor jeg gerne ville gøre det godt. Og så bidrog det bare til, at jeg følte mig presset uden at vide hvad det var, jeg følte mig presset over. For i virkeligheden handlede det nok ikke så meget om selve opgaven, men mere om alt muligt andet.
S spurgte mig i dag, hvad mit mål er for det kommende semester (fordi vi snakkede om at sætte forskellige mål i livet osv).  Og der slog det mig, at jeg i lang tid ikke har tænkt på, hvad mit overordnede mål med at læse psykologi er. Jeg plejede at sige, at mit mål var at blive et bedre menneske, så jeg ville blive i stand til at hjælpe andre. Men det har jeg helt glemt at huske mig selv på, og særligt i denne eksamensperiode. Jeg har bare tænkt, at jeg skulle præstere, men jeg har ikke helt tænkt på hvorfor. Og det er ikke smart, hvis man som jeg har tendenser til at være en selvkritisk perfektionist.
 
Dette digt er en opsang til mig selv, og til alle andre der kæmper med perfektionistiske tendenser. Det må stoppe her. I stedet for at lade os styre af en uopnåelig illusion om, at det perfekte er det ideelle, så skal vi huske på, hvad måle egentligt er med det vi gør. Hvis mit mål er at lære noget, så jeg kan blive et bedre menneske og derigennem blive i stand til at hjælpe andre bedst muligt, så giver det ikke mening, at jeg føler mig presset til at skulle lave en perfekt eksamensopgave. For en perfekt opgave siger ikke nødvendigvis noget om det udbytte, jeg har haft af faget, og hvad jeg tager med mig videre rent menneskeligt. Og det er heller ikke mig, der definerer, hvad en perfekt opgave er. Så hvorfor ikke bare lade mig selv være interesseret og lave noget, jeg selv synes er en god besvarelse, og så tro på mine egne evner?
Jeg kan ikke gøre det om nu, men jeg kan lære af det her til næste gang. Om ikke andet har dette medført, at jeg nu kan huske, hvad mit mål er. Og når jeg husker på det, så bliver det nærmest ligegyldigt, om jeg fik 4 eller 10 for min statistik eksamen – for det udbytte, jeg har haft af det fag, og den glæde jeg har haft med at lære det og overkomme en masse udfordringer, kan ikke gøres til et tal.
Held og lykke med eksamen til alle jer, der stadig er i gang med ræset – og husk på, at det er fint at stræbe efter at yde sit bedste, hvis bare det er af de rigtige grunde – og hvis bare man husker, at det ikke kun handler om karakterer og perfekte præstationer, men mere om alt muligt andet.
//A
 
jeg sprænger i luften
når jeg undertrykker min kreativitet
der er så meget at skrive om
så meget
jeg har gjort og set
 //
jeg vil have friheden tilbage
og det får jeg snart igen
lige om lidt er det overstået
semestrets sidste eksamen
 //
jeg holder af mit studie
men jeg har fået nok af det her
det får mig somme tider til at glemme
hvor meget jeg er værd
 //
jeg vil gerne præstere
men jeg vil helst ikke indrømme det
jeg vil gerne imponere
men det er ikke særligt let
 //
jeg spørger mig selv
hvad jeg prøver på at opnå
når det jeg egentligt vil
er at lære at forstå
 //
jeg plejede at elske eksamen
for det gjorde mig så selvtilfreds
jeg vil have det sådan igen
i stedet for at føle dette pres
 //
jeg er enten for perfektionistisk
eller alt for ligeglad
der må være en bedre metode
end at lære det hele udenad
 //
perfektionisme dræber kreativiteten
og den ødelægger al glæde
jeg er nok ikke den eneste på planeten
der bare har lyst til at græde
 //
jeg bliver så træt
når jeg tvivler på mig selv
jeg kunne sove hele dagen
men det er ikke hvad jeg vil
 //
det må fandme være nok
jeg gider ikke have det sådan her
fra nu af hører perfektionismen op
for det er ikke sådan jeg vil være
 //
en lang eksamen har jeg skrevet
og nu er der meget jeg vil
at gå en lang tur ved havet
er lige hvad jeg trænger til

black friday

her hvor du står
blandt svedende mennesker
bliver du i tvivl om
hvad det egentligt er
du tilsyneladende længes efter
//
du står i en kø
som du selv har lavet
og du råber til dig selv
at du stadig vil mene
at du er nogenlunde begavet
//
du har ikke været i bad
og du vil egentligt bare hjem
men du skal lige observere
om der er noget spændende
der her på stedet sker
//
du drikker aldrig alkohol
så du køber nogle whiskeyglas
for de er ret æstetiske
sikke et tilbud
og i dit køkkenskab har du plads
//
vi ser ikke på hinanden
for vi har tilbud i vores øjne
livet virker simpelt
når vi glemmer at huske
at vi bygger vores liv
på vores egne løgne
//
så køb din stegepande
og skynd dig hjem i seng
i morgen er dette overstået
og du kan glæde dig til
at kunne ånde frit igen

se dig selv i øjnene

du snakker og snakker

men du siger ikke noget 

hvordan kan det være 

at du ikke kan komme på noget 

du flytter og flytter

men du bliver aldrig helt tilfreds 

hvordan kan det være 

at du aldrig kommer ordentligt på plads 

du tænker og tænker 

men siger ingenting 

hvordan kan det være 

når dit hoved rummer alverdens ting 

du løber og løber

men du kommer ingen vegne

det er i grunden underligt

at det kan blive ved med at regne

du smiler og smiler 

men kan ikke holde til mere 

så se dig selv i øjnene 

før problemerne bliver til flere 

vi er gode mennesker

vi er alle individer
der går sammen hver for sig
det hænder til tider
at jeg prøver at løbe en anden vej
vi er alle unikke
der findes kun en af hver
med kunstige smil og frosne blikke
lad os forblive som vi er
vi er alle lige
det råber vi til hinanden
og ingen må sige
at virkeligheden er en anden
vi er gode mennesker
der sigter efter
at spise en plantebaseret kost
vi alle reglerne kender
og vi undgår selvfølgelig
at spise kød og ost
vi tænker på vores miljø
og tager kraftigt afstand fra plasticposer
vi spiser grønne blade og solsikkefrø
imens vi os selv og hinanden roser
vi løber forvildede rundt
og giver os selv stress
hvem har bildt os ind
at det kan være sundt
at leve under dette pres

en skygge af mig selv

jeg smelter udover køkkengulvet
for jeg gør mig selv så træt
bevar mig vel
jeg glæder mig til
at jeg i morgen er mere let
//
jeg ved jo godt
hvad det er jeg vil
men i dag er jeg blot
en skygge af mig selv
//
dine øjne skal jeg huske på
når dagene bliver for lange
når tiden bare skal gå
og når mit indre er en slange
//
jeg er et ocean af stjerner
og nu vil jeg børste tænder
for natten alle pletterne fjerner
og når jeg vågner
er jeg igen en vinder