Kategoriarkiv: musik

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

2017 – en dramatisk beretning om det bedste år nogensinde

Hej verden.

I år er der sket nogle store, vigtige og betydningsfulde ting i mit liv. Men for en gangs skyld bliver jeg ikke i et forfærdeligt nostalgisk humør, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Jeg bliver derimod fyldt med taknemmelighed og glæde, og det er en anden følelse, end jeg plejer at have til nytår. Jeg plejer at reflektere så meget over det forgangne år, at jeg bliver i et meget melankolsk og trist humør, som fjerner al lyst til at fejre nytåret. Men sådan har jeg det ikke nu. For dette år har bestået af så mange gode, nye begyndelser, at jeg kun kan føle mig glad, når jeg ser tilbage på det. Jeg føler mig ikke trist over, at året er slut, for selvom det har været fyldt med store livsbegivenheder, så føles det som om, at det kun er begyndelsen på en fremtid, der bliver endnu bedre.
Det er nytårsaften om to dage, og selvom jeg ikke har lyst til at gå ud og holde en stor fest, så har jeg lyst til at holde en lille fest med mig selv lige nu og tænke tilbage på året, der er gået. Så her kommer en fortælling om et år i mit liv.

Året startede med at jeg havde min første 7-timers eksamen på uni, og derefter kunne nyde at have fri resten af januar. Der lå en del sne, og jeg startede min ferie med at ligge syg i et par dage. Jeg brugte også et par dage på at gå rundt og tro, at jeg var forelsket. Desuden læste jeg Svend Brinkmanns anden bog, og den blev jeg også lidt forelsket i.
Men når jeg tænker på januar, tænker jeg mest af alt på min ferie i sommerhuset med mig selv. Jeg var derude i over 14 dage, og selvom min familie kom og holdt mig med selskab i weekenderne, var jeg mere alene den måned, end jeg nogensinde har været før. Stranden og skoven var mine bedste venner, og jeg gik 12 km langs stranden næsten alle dagene, indtil jeg ødelagde mine fødder og fik en masse vabler til sidst. Jeg dansede rundt i stuen til høj musik af tvivlsom kvalitet (jeg hentyder til nedenstående sang), levede af pasta med salt, blomkål og gulerodsmuffins. Jeg betragtede mange kopper dampende varm kaffe, og jeg kæmpede med at lære at tænde op i brændeovnen. Jeg så SKAM, drak kamillete og spillede ukulele indtil kl. 3 om natten. Jeg spillede (og sang) ovenstående sang mange, mange gange, og nød at jeg ikke skulle bekymre mig om nogle naboer eller familiemedlemmer. Det lød helt sikkert ikke specielt godt, men det var ikke så vigtigt.
Januar var frihed. Og da januar var slut, var det sommerhuset, jeg var forelsket i. Uha, hvor jeg har fået mange følelser for det sted.

Andet semester på uni gik i gang, og jeg skulle lære om hjernens opbygning, neurotransmission, den menneskelige kognition og andre spændende, og lidt svære, ting. Starten var svær, og jeg følte mig stresset og overvældet mange gange i løbet af det semester. Men jeg klarede det, og jeg endte med at lære en masse. Senere fandt jeg ud af, at mange siger, at andet semester er det sværeste på psykologi, og det gjorde mig lidt glad os stolt. Jeg begyndte at føle, at jeg måske rent faktisk var kvalificeret til at studere psykologi, og det var en rar følelse.

I marts blev jeg 21, og jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg gerne ville flytte hjemmefra. Jeg følte, at jeg var klar til det, og jeg følte, at tiden var inde til det. Jeg elsker min familie, men jeg måtte til sidst erkende, at det var ret svært både at være universitetsstuderende og at bo hjemme (sammen med en lille hund, der er meget opmærksomhedskrævende). Jeg trængte til at føle, at jeg var et selvstændigt individ. Så jeg ledte efter lejligheder og endte med at få tilbudt den ideelle lejlighed. Den lå lige i det område, jeg længe havde ønsket at bo i, jeg havde råd til den, og den ville være helt nyrenoveret, når jeg flyttede ind. Jeg var ude at se den, og selvom hele området var én stor byggeplads, kunne jeg mærke med det samme, at det sted havde potentiale. Jeg mødte en flink ældre dame på 78, der boede lige ved siden af, og hun sagde, at hvis jeg fik lejligheden, så ville hun lave citronfromage til mig. Jeg takkede ja til lejligheden, men jeg turde ikke få alt for store forhåbninger, da jeg var nummer 11 i køen. Dagen efter modtog jeg en mail, hvori der stod, at lejligheden var min, hvis jeg fortsat var interesseret. Jeg blev meget, meget glad (og ja, det hele endte med, at jeg fik citronfromage).

Jeg glædede mig sådan til at flytte, men det var også en underlig tanke. Jeg havde kun boet ét sted hele mit liv, og nu skulle jeg forlade det. Jeg havde det lidt dårligt på min hunds vegne, da vi altid har haft en tæt relation, lige siden den var en lille, ny hvalp (fordi jeg arbejdede hjemmefra hele det første år af dens liv). Når jeg så ind i dens store hundeøjne, føltes det en smule ambivalent. Derfor gav jeg den ekstra meget opmærksomhed i min sidste tid som hjemmeboende. Jeg opbyggede en tradition med at spille og synge “Leavning On A Jetplane” for den hver aften, inden den skulle sove (det lyder fjollet, men den blev urolig inden den skulle sove, og jeg fandt ud af, at jeg kunne synge den i søvn). Det er den eneste sang jeg kan spille og synge, hvor det lyder nogenlunde (inden I bliver alt for nysgerrige vil jeg lige informere om, at jeg kun synger for hunde, ikke for mennesker). Det blev dog også til nogle gamle danske viser, bl.a. nationalsangen samt nogle mere traditionelle godnatsange. Jeg forsøgte mig også med digtoplæsninger, men de havde ikke en ligeså god effekt på hundens angstniveau.

Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Det endte med at strække sig over mange dage, da håndværkerne lige skulle færdiggøre de sidste ting, før jeg kunne flytte rigtigt ind. Så der var god tid til at tage i IKEA og diverse andre steder for at købe alt det, jeg manglede til lejligheden. Det var noget af et arrangement, men jeg klarede mig igennem det hele, takket være min søde, hjælpsomme familie (og en utroligt stor trailer).


Jeg flyttede rigtigt ind i lejligheden d. 7. juli, og jeg brugte det meste af min tid på at bære rundt på tomme papkasser og andet emballage fra alle mine nyindkøbte møbler. Det var noget af et arrangement. Midt i al flytterodet var jeg på en meget vellykket date (selvom jeg kom 5-10 minutter for sent, da jeg havde undervurderet mængden af papkasser, jeg skulle bære ud af lejligheden). Det var en interessant oplevelse, da jeg meget hurtigt fik en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Vi gik rundt i Randers og da jeg vurderede, at han virkede som en tillidsvækkende type, inviterede jeg ham ind i mit flytterod. Timerne gik, og vi snakkede om alverdens ting og hørte musik. Han skiftede strengene på min forsømte guitar, og jeg varmede nogle meget triste rester af et måltid, jeg havde serveret for min familie den forgangne dag (pasta blandet med en pose frosne grøntsager). Jeg pakkede vist også nogle flyttekasser med bøger ud. Jeg så på ham, imens han koncentrerede sig om at genoplive min guitar, og jeg tænkte, at dette liv egentlig er meget smukt.
Og sådan mødte jeg mødte S.


Det var en god sommer, og jeg nød min frihed. Jeg brugte timevis på at sidde og drikke kaffe og slappe af i lejligheden. Desuden holdt jeg housewarming for min familie, og alt var så godt og rart og hyggeligt. Jeg var også en del i sommerhuset den måned. Solen skinnede og alle var glade, og jeg husker hvordan jeg gik op i skoven om aftenen, hvor jeg satte mig under det store flotte træ for at ringe til S (man er nødt til at gå op i skoven for at få en ordentlig mobilforbindelse derude). Jeg husker, at det føltes som om, at alting gav mening, og at jeg havde taget mange store skridt i den helt rigtige retning. Og så endda på ret kort tid.

Det blev august, og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen på en regnvejrsdag. Imens introducerede S mig for ovenstående sang, og nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på regnvejr, vindueskarme og kærlighed.

Jeg levede uden et køle-fryseskab i halvanden måned, men endelig kom dagen, hvor jeg fik det. Det blev leveret af en mand ved navn John, og alt var godt. Samme aften svarede jeg “ja tak”, da S spurgte, om vi skulle være kærester. Det var en af de bedre dage. August var en smuk måned (hvis man ser bort fra, at det var der Randers Ugen foregik. Et skrækkeligt arrangement).

Tiden gik, og et nyt semester gik i gang. Min nyforelskede hjerne havde nogle vanskeligheder med at koncentrere sig om at lære om børns udvikling, men med tiden lærte jeg at prioritere min tid lidt bedre, så der både var tid og overskud til kærlighed og læsning. Jeg fik en ny yndlingssang, og jeg begyndte ligeså langsomt at føle, at mit liv stabiliserede sig lidt. Der var sket så mange store omvæltninger på samme tid, og det tog mig nogle måneder at vænne mig rigtigt til det hele. Jeg boede for mig selv nu, men jeg havde jo stadig min familie i den anden ende af byen, og jeg havde sommerhuset, og ikke mindst S. Det betød, og betyder stadig, at jeg måtte rejse meget rundt mellem forskellige steder. Men jeg endte alligevel med at finde hjem midt i det hele, og min lejlighed udviklede sig til at blive et sted, hvor jeg føler mig glad og tryg. Både når jeg er alene og sammen med folk, jeg holder af. Og det har givet mig meget ro i sindet.

Jeg har lært at bo alene. Mit selvstændighedsprojekt er lykkedes. I morgen er det et halvt år siden, at jeg fik nøglen til lejligheden. Og selvom det ikke udelukkende har været en dans på roser, så er jeg uendeligt glad for, at jeg tog beslutningen om at flytte for mig selv. For det har været det helt rigtige at gøre, og det har været det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Det gør mig bare glad indeni, at jeg nu har fået bevist overfor mig selv, at jeg kan holde styr på mit eget liv, og ikke mindst at jeg kan nyde mit eget selskab.
Men jeg har også lært, at jeg ikke ønsker at bo alene hele mit liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til, som det forholder sig nu. Men lige nu er det det helt rigtige for mig, og det gør mig glad indeni, at jeg har et hjem, der er mit helt eget. Her kan min indre egoist få lov at tage over, og det tror jeg faktisk er godt for mig lige pt.

Jeg kan virkeligt godt lide min lejlighed. Og jeg kan også virkelig godt lide Randers. Jeg nyder at bo her. Men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg skal blive her for altid. Særligt ikke efter at jeg for et par dage siden fik at vide, at min husleje stiger ret meget til april. Det var en ret frustrerende nyhed, da jeg egentlig ikke kommer til at have råd til at bo her, medmindre jeg skærer en del ned på nogle andre udgifter.

Jeg kunne afslutte denne fortælling om det forgangne år med frustration og afmagt over, at jeg må erkende, at jeg på et tidspunkt måske er tvunget til at flytte fra dette sted, der er begyndt at føles som mit sted. Jeg kunne skrive om, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle pakke alle mine ting ned igen, og jeg kunne skrive om, at min 78-årige, flinke, skønne nabo har sagt til mig, at jeg ikke må flytte, fordi hun holder sådan af det gode naboskab.
Men det vil jeg ikke. For hvis der er noget jeg har lært i år, så er det, at der er mange flere muligheder for min fremtid, end jeg selv lige har tænkt over, og at mulighederne har det med at vise sig, når tidspunktet er rigtigt. Og at bo her er ikke den eneste mulighed jeg har for en god og tryg fremtid. Jeg træder ud ad dette år med en følelse af, at verden ligger for mine fødder. Jeg kan se nu, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg kan bo i Randers, studere i Aarhus og have en kæreste i Aalborg. På én gang, uden at noget af det er endt i flammer. Og det har fået mig til at indse, at mulighederne ligger åbne for mig i fremtiden. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, og jeg kan ikke forudsige noget. Jeg kan ikke kontrollere alting, og det skal jeg heller ikke. For jeg ved, og jeg tror på, at det hele nok skal ende godt.

Og hvis det ikke er en god slutning, så ved jeg ikke, hvad en god slutning er.

2017 har været et godt og smukt år, og jeg føler, at jeg har fået alt det ud af det, som jeg overhovedet har kunnet. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har været til hiphop-koncert og nydt det (det lød overraskende godt, men det er nok ikke helt objektivt vurderet, eftersom jeg er stormende forelsket i bassisten). Jeg har også lært at spille backgammon, og jeg har lært at lave en fremragende kartoffelsuppe og verdens bedste lasagne. Desuden har jeg lært om alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Og så har jeg lært, at jeg hellere vil skrive digte og blogindlæg end at læse op til eksamen (hovsa).

Farvel og tak, 2017. Du var god for mig, men vi må begge to videre nu.  2018 kommer snart og banker på, og jeg skal lige nå at støvsuge gangen først. Så tak for din tid, og alt det, du gav mig mulighed for at lære. Og tak for al kærligheden – både til hunde, mennesker og vindueskarme.

//A

 

 

du var min yndlingssang

i en længere periode
jeg syntes om din klang
du var den flotteste node
 //
men du gjorde mig ynkelig
og til sidst måtte jeg videre
jeg har fundet en ny sang
som jeg synes er meget bedre
//
du giver mig alle svarene
når jeg spørger dig hvorfor
jeg vil lytte til dig altid
og værdsætte hvert et ord
 //
jeg skriver om dig
i hundredevis af kladehæfter
jeg takker universet
for at jeg lærte at høre efter

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

Mine yndlingssange og andet pladder

Hej verden.

Det er snart et år siden, at jeg sidst skrev et indlæg om mine yndlingssange, men listen endte med at indeholde 40 sange, og det blev ret omfattende, så nu har jeg lavet en ny og opdateret liste.

Med andre ord, dette indlæg er totalt ligegyldigt og ændrer på ingen måde verdenssituationen, og omhandler ingen af de ting, jeg virkeligt gerne vil skrive om, men jeg føler for at skrive et eller andet, og min hjerne koger over, hvis jeg skal udtænke noget dybt og eksistentialistisk. Jeg kunne også skrive et indlæg om, hvordan jeg har det, men det bliver for trist, da jeg føler mig ret stresset og ikke er i den “wuhuu, livet er en fest, jeg elsker alt og alle” tilstand, som jeg var i størstedelen af februar. Men det er ok. Jeg kan ikke føle euforisk lykke hele tiden, og det ved jeg jo godt, og jeg ved også godt, at der ikke er noget at sige til, at jeg føler et stigende pres, eftersom jeg skal læse 250-300 sider om ugen i flere uger i træk i den kommende tid, og dermed ender med at skulle tilføje flere tekster til “dette har jeg ikke læst ordentligt endnu” listen. Jeg kunne også skrive om, hvor underligt det føles, at jeg for tre dage siden var til en lang forelæsning om angst og stress, og at det på ingen måde betyder, at jeg har lært hvordan jeg selv kan undgå at føle mig stresset. Bare fordi jeg ved, hvad der sker i min hjerne, når min puls bliver høj og jeg bliver bange for, om jeg kan klare alt det, jeg skal, betyder det ikke, at jeg stopper med at have det som jeg har det.

Men det gider jeg ikke at dvæle ved nu. Måske en anden dag. I stedet vil jeg skrive dette indlæg færdigt, få noget søvn og være tilfreds med mig selv, fordi jeg prøver. Jeg prøver at gøre det jeg gerne vil, og jeg prøver at udfordre mig selv og gøre ting. Jeg prøver at føre samtaler med folk, selvom der er store menneskemængder omkring mig, og jeg ikke rigtigt kan høre, hvad jeg selv tænker. Jeg prøver at læse alt det jeg kan, og jeg prøver at være god ved mig selv.  Jeg prøver at være et godt menneske, og jeg prøver at gå med Kalle så meget som muligt og at være et godt menneske. Jeg prøver. Og det er godt nok.

Jeg føler ikke for at uddybe hvorfor jeg har valgt de enkelte sange, da bare tanken om det gør mig en smule hidsig. Det er ligesom at skulle uddybe, hvorfor mine yndlingsbøger er mine yndlingsbøger. Det kan ikke uddybes, for jeg kan aldrig skrive eller sige noget, der kan forklare det ordentligt. I bund og grund handler det om en subjektiv oplevelse, som jeg egentligt ikke føler for at dele med andre end mig selv. Men nu får I listen, og så kan I selv vurdere, om I får nogle gode subjektive oplevelser ud af at høre sangene, hvis I skulle have lyst til det. Det kan også være, at det bliver nogle dårlige oplevelser. Hvem ved.

Mine yndlingssange – en top 10 

1. Nothing But Thieves – Lover, Please Stay

2. Radiohead – Fake Plastic Trees

3. Pearl Jam – Black

4. Nirvana – The Man Who Sold The World

5. Rusty Clanton – Novels

6. Simon & Garfunkel – Kathy’s Song

7. Nephew – Wasted

8. Nils Bech – O Helga Natt

9. U2 – All I Want Is You

10. Alter Bridge – Watch Over You

 

Det var det. Der er ikke meget disko dasko over det, men det kan ikke komme som den store overraskelse. Selvom jeg til tider holder af ABBA, vil de aldrig nogensinde komme på listen over mine yndlingssange, af den simple grund, at ABBA ikke går ind i min sjæl.

Nåh.

I må hygge jer – husk at drikke te og at være gode ved jer selv! (eller lad være med at drikke te, hvis I ikke bryder jer om det)

//A

 

Et nostalgisk anfald og en ødelagt krop | Tilbage Til Naturen #7

Der er ikke noget galt med at have lyst til at flygte fra det hele engang imellem. Og det kan være godt at gøre det. Så længe du flygter med dig selv og ikke fra dig selv.

Det er en af de konklusioner, som jeg nåede frem til på dagens gåtur. En gåtur, der var en smule hård, da jeg dansede lidt for voldsomt igår. Jeg kan i hvert fald mærke i mine ben, at jeg nok har udsat dem for lige lovligt meget hopperi. Desuden har jeg også ødelagt mine fødder i løbet af ugen. Men det stoppede mig ikke i at gå 12-13 km for at købe mere frossen blomkål og nogle økologiske frilandsæg. Det har resulteret i, at jeg nu går rundt og siger “av, av, av” hver gang jeg skal tage et skridt. Så ja, projekt “Amanda Thylkjær ødelægger sin krop og indtager meget blomkål” går utroligt godt.

Men det var faktisk en virkeligt god tur, som var alle smerterne værd. Som min bedstefar altid siger: “Det skal arbejdes væk”.
Jeg fik hilst på nogle ældre mennesker og klaget over en prisfejl i brugsen (de havde fået mig til at betale 12 kroner for meget for det frosne blomkål, og det følte jeg ikke, at det var værd). Det er faktisk et udtryk for en stor personlig udvikling, vil jeg selv mene, da jeg normalt ikke pointerer det, hvis der er en fejl på bonen (et underligt ord at se på skrift). Måske er det et tegn på, at jeg er blevet voksen. Eller også er det et tegn på, at jeg har en meget lav indkomst, som jeg må værne om. Det går jo ikke at sløse alle pengene op på frossen blomkål (selvom jeg kunne komme i tanke om værre substanser).

Men se, det lykkedes mig at få lavet noget, der minder om et rigtigt måltid! Det bestod af blomkål, fuldkornspasta, tre tomater, halvandet æg, smør, salt, hvidløg og hvidløgspeber. Og så er det endda vegetarisk, uha.

I dag har jeg desuden lavet en koldthævet brøddej, der skal hæve i køleskabet til i morgen, og så har jeg været i bad hele to gange (og den ene gang var det med shampoo, uhh).

Jeg har også bagt én meget stor chokolade cookie, da jeg følte for at fejre det faktum, at jeg nu har æg i køleskabet og derfor kan bage alt muligt. Men eftersom jeg kun er én person, vurderede jeg, at det ville spare mig for en masse arbejde, hvis jeg bare lavede én stor kage i stedet for en masse mindre. Jeg har ikke taget nogle billeder af det færdige resultat, og jeg gider ikke at skrive nogen opskrift, men hvis jeg skulle lave en opskrift, ville jeg kalde den “Egoistkagen”. For der er noget egoistisk på den befriende måde over at tænde ovnen for at bage én småkage (som vel ikke er en småkage, når den er ligeså stor som en hånd). Dog er det ikke særlig miljøbevidst, hvilket ikke er så godt, eftersom jeg skulle forestille at være medlem af Alternativet og gå meget op i miljøet. Men jeg har ferie, så måske kan jeg bruge det som undskyldning for at leve i uoverensstemmelse med mine holdninger.

Desuden skete der noget uventet i dag, som gjorde mig lidt glad indeni. Der er ingen grund til at nævne navne, men jeg modtog en besked fra en person, der har været ret vigtig for mig, men som jeg ikke har haft specielt meget kontakt med i et stykke tid. Det var en meget hyggelig overraskelse, mest af alt fordi, at det bare er vildt rart at vide, at jeg ikke er blevet glemt. Det er ikke fordi, at jeg forventer, at jeg gør så lidt indtryk på folk, at de bare glemmer mig fra den ene dag til den anden. Men der er en forskel på ikke at blive glemt og på rent faktisk at blive husket.
Det er rart at vide, at folk husker mig, selvom de ikke rigtigt er en del af mit liv mere. Og så er det rart, når nogen spørger, hvordan jeg har det, fordi de rent faktisk er interesserede i at vide, om jeg har det godt. Det er lidt forfærdeligt, at det kan være en skelsættende begivenhed, at der er en person, der spørger, hvordan jeg har det. Men det var det, og det minder mig om, at jeg også selv skal huske at spørge folk, hvordan de har det (hvilket jeg synes, at jeg er relativt god til, men jeg kan stadig forbedre mig).

Udover at vi skrev frem og tilbage om, hvordan vi har det og så videre, diskuterede vi også, hvad vi havde fået til aftensmad. Og det var der noget ret hyggeligt over. Det lyder måske ikke særligt sindsoprivende, og det var det heller ikke, men det er bare rart at kunne snakke om den slags. Det er så simpelt og hverdagsagtigt, og det mindede mig om hvor ofte jeg tidligere har snakket om mad med den pågældende person. Det var hyggeligt at blive mindet om det og for en stund glemme alt om, hvor længe det er siden, at vi sidst har snakket om den slags.

Jeg tror, at min pointe med alt dette er, at jeg godt kan lide at blive husket, og at det gør mig glad at kunne snakke med folk, jeg ikke har set i lang tid, om hvad vi hver især har fået til aftensmad. Det er nogle gange de mest simple ting, det i virkeligheden handler om. I bund og grund illustrerer det vel vigtigheden af at huske hinanden. At minde folk om, at vi stadig går op i, hvordan de har det, selvom vi sjældent har kontakt til dem, af den ene eller anden grund. Det er da hyggeligt.
Det er lidt den samme følelse, som jeg beskriver i dette indlæg (der bærer præg af, at det er fra september sidste år, og at jeg var utroligt lalleglad og fløj rundt på lyserøde skyer, da jeg skrev det). Det beskriver den gode følelse af at “reconnecte” (eller “genetablere forbindelsen”) med folk, der kendte mig engang. Og glæden ved at føle, for en stund, at alt er, som det altid har været.

Selvfølgelig førte alle disse overvejelser til, at der blev sat et større nostalgisk anfald igang, da jeg kom til at tænke på, hvor meget der er sket i mit liv bare indenfor det seneste år (ja, igen er jeg egocentrisk og snakker kun og mig selv og mit eget liv, men I kan ikke forvente andet med den titel min blog har).

Jeg har ikke fået lavet mit “det lærte jeg i 2016 indlæg” færdigt, og jeg tror måske aldrig, at jeg gør det. Men hvis jeg meget kort skulle definere 2016, set fra mit eget egocentriske synspunkt, så var det “året hvor jeg gjorde ting”/”året, hvor jeg gjorde alt muligt nyt uden at vide, hvordan jeg skulle gøre og endte med at lære en masse om mig selv”.
For der skete SÅ meget. Jeg har ikke tænkt mig at nævne det hele. Jeg gider faktisk ikke at nævne noget, for klokken er 1 om natten, og hvis I har læst min blog i et stykke tid ved I allerede langt det meste. Og resten gider jeg alligevel ikke at dele med internettet (uhh se mig og mit hemmelige liv).

Jeg endte op med at sidde og se mine billeder fra januar 2016 igennem, og det var interessant, da det mindede mig om, at der var meget der var anderledes for et år siden. For eksempel havde vi ikke sommerhuset. Til gengæld var mit hår meget længere og Kalle var meget mindre:

(Dens høje niveau af glæde på ovenstående billede skyldes, at den lige havde parret sig med et tæppe. Det er ikke bare fordi, at den er en sød lille hundehvalp, og slet ikke, når den parrer sig med tæppet, så bliver der fandme gået til den).

(Dette billede er præcis et år gammelt i dag. Det er nok kun mig selv, der synes, at det er en vigtig detalje, men som sagt, så er jeg igang med et nostalgisk anfald)

Og nu hvor jeg er igang med nostalgien, så er det også på tide at dette billede ser dagens lys (selvom det er fra juli 2015, men det gør det ikke mindre godt). Jeg havde en sjov ferie (i Norge, selvfølgelig).

I morgen (dvs. i dag, da klokken nu er halv to) kommer min familie herud igen, hvilket vil sige, at mit isolations-projekt snart er slut. Og at jeg ikke længere kan synge opera, imens jeg koger pasta. Eller høre forfærdelige sange helt vildt højt, som jeg alligevel elsker,  imens jeg koger pasta/vasker op/bager boller/you name it.  Eller spille ukulele til klokken to (jeg har en fornemmelse af, at jeg vil blive ret upopulær hvis jeg gør det, imens andre forsøger at sove).

Lige nu hører jeg fx denne sang:

Som i virkeligheden er en helt forfærdelig sang, som giver mig lyst til at kaste lidt op, når jeg lytter for meget til teksten. Men melodien er god og selvom den har en åndssvag tekst, så holder jeg meget af at synge med på den imens jeg koger pasta.

Jeg holder også af at lytte til denne, særligt imens jeg går på stranden, så jeg rigtigt kan føle mig dybsindig:

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg også holder meget af at drikke kamillete midt om natten. Det føles lidt rebelsk, så det er nok derfor, at jeg godt kan lide det (jeg har muligvis en anden opfattelse end så mange andre af hvad der er rebelsk at gøre/indtage midt om natten).

Nåh.

Det bliver ikke ved med at gå, det her. Jeg må tage ansvar for mig selv og gå i seng inden klokken bliver to (hvilket er om 12 minutter, så jeg skal skynde mig).

Hyg jer.

//A

Sang, dans og hvidløg | Tilbage Til Naturen #6

Hej verden.

I dag nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at synes, at jeg ikke er et særligt interessant selskab længere. Måske fordi, at jeg brugte en time i formiddags på at se bagevideoer. Dér fik jeg nok af mig selv. Så jeg blev rastløst og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå en tur i brugsen, men det følte jeg ikke rigtigt for, da jeg ikke kunne komme i tanke om, hvad jeg mangler. Jeg har mandariner, tomater og rugbrød, så jeg kan klare mig.
Først valgte jeg at læse i min bog om placeboeffekter, da jeg ved, at mit fremtidige jeg (dvs. mig om to uger) vil takke mig for det, hvis det for en gangs skyld lykkes mig at komme foran. På et tidspunkt imens jeg var ved at læse, fik jeg lyst til at danse rundt i stuen, så det gjorde jeg, og det kom der blandt andet dette ud af:

Jeg føler ikke, at der er så meget at tilføje, det hele taler lidt for sig selv.
Og dette er det ultimative bevis på, at jeg ikke er en særligt finkulturel type, for jeg tror ikke, at de finkulturelle typer danser på den måde og slet ikke til Nickelback. Men det kan være lige meget, det er vel tilladt at være en blandet type, der både holder af Nickelback, Nephew, norsk opera og digtsamlinger. Og hvidløg.

Efter at have danset rundt i stuen i noget tid læste jeg noget mere og lavede derefter aftensmad. Jeg fik pasta med hvidløg og tomater, og det var simpelt og godt. Jeg tilsatte rigelige mængder hvidløg, da jeg ligeså godt kan udnytte det faktum, at der er 1 ½ dag til, at der er mennesker, der får mulighed for at lægge mærke til min ånde. Det gav mig en følelse af frihed, og det mindede mig om, hvor priviligeret jeg er for tiden. Jeg kan spise alt det hvidløg, jeg har lyst til, jeg har intet arbejde, jeg har ferie, jeg har det godt og jeg har havet og skoven tæt på.
På den anden side kan man også sige, at dette projekt, som jeg er igang med (Tilbage Til Naturen) ikke er andet end en gang egoistisk pladder, for ved at isolere mig selv i et sommerhus og indtage store mængder hvidløg, gør jeg intet for at gøre en forskel for andre mennesker. Det handler egentligt bare om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg burde have dårlig samvittighed over det, men det har jeg ikke. Og selvfølgelig burde jeg ikke det. Det er vel ikke mere egoistisk end det er at tage til Indien for at finde sig selv, som så mange gør for tiden. Det er vel lige så fint at tage til Djursland og finde sig selv.

Efter aftensmaden øvede jeg mig på min ukulele i så lang tid, at det nu er over midnat (det går ikke for godt med at få vendt om på min døgnrytme, det går faktisk kun i den forkerte retning).

Jeg øver mig specielt på at forsøge at spille og synge denne sang:

Og det hygger jeg mig gevaldigt med, eftersom her ingen mennesker er til at høre det. Desuden er den sang nok den mest desperate sang, jeg nogensinde har hørt, og jeg ELSKER det. For det er ikke en irriterende desperation på en træls måde, som det er tilfældet med mange sange; det er desperation i sin reneste og klareste form. Det er så fint og ærligt og MENNESKELIGT.
Den minder mig om den dag, hvor min gamle hund blev aflivet. Det var den ultimative “jeg vil aldrig mere andet i verden end at græde på køkkengulvet” følelse. En virkeligt desperat følelse af at ville alt andet end at acceptere virkeligheden og det faktum, at jeg havde mistet noget, jeg aldrig ville få tilbage.
Og jeg synes, at den sang formår at indfange følelsen af at sidde på et koldt køkkengulv og føle, at man har mistet en del af sig selv, som man aldrig får igen. Følelsen af at have investeret en del af sin sjæl i noget/nogen. Og det er vel i bund og grund noget af det smukkeste ved mennesket; dets evne til at investere små stykker af sin sjæl i andre mennesker. Evnen til at holde af andre og at holde af dyr og verden omkring sig, og evnen til at elske betingelsesløst.

(Hvis ikke, jeg skulle sætte ovenstående billede ind nu, hvornår skulle jeg så gøre det?)

Nåh. Men faktum er, at klokken nu er halv to, og at jeg stadig ikke har vasket op. Jeg har faktisk ikke vasket op siden mandag aften. Jeg er blevet en af de der slappe typer, der intet gør, fordi der ikke er nogen til at overvåge mig. Til gengæld er jeg vågen hele natten, har åben ild i stuen (dvs. to stearinlys) og lever af pasta.

Konklusionen på denne dag, er at jeg egentligt er et meget fint selskab, og at jeg er god til at underholde mig selv. Nogen gange kræver det bare lige en dans i stuen, til musik af tvivlsom kvalitet, at finde meningen med alting. Eller noget i den stil.

Jeg er udmattet. Jeg gør mig selv utroligt træt. Jeg ved ikke, om det er et dårlig tegn.

Farvel.

Hyg jer.

//A

En spontan fridag

Hej verden.

Her er nogle tilståelser:

-Jeg har ikke læst noget studierelevant siden tirsdag (til gengæld har jeg genlæst nogle noveller af Helle Helle af den simple grund, at jeg elsker Helle Helle).

-Jeg har indtaget enorme mængder af småkager i denne uge dette år.

-Jeg er forelsket i vores nye højtaler fra B&O. Den højtaler har fået mig til at indse glæden ved god lyd. Det er ikke til at forklare, hvis man ikke har oplevet det selv. Hvis jeg nogensinde skulle indgå i et ægteskab, så skulle det fandme være med den højtaler – vi fuldender hinanden.

dsc_0101.jpg

-Jeg har (stadig) et voldsomt misbrug af Pepsi Max (hvilket jeg holder hemmeligt for alle dem, der ikke tilhører den inderste omgangskreds).

-Jeg har en hemmelig svaghed for Nickelback, og det har jeg haft i mange år. Jeg vil gå så langt som at sige, at der er flere af deres sange, som jeg elsker, selvom jeg normalt ikke indrømmer det (da jeg forsøger at fremstå mere sofistikeret, end jeg er). (Dog er der også nogle af deres sange, der er langt ude og har forfærdelige tekster, og så er der selvfølgelig dem, der er gode på trods af, at de har forfærdelige tekster).

-Jeg er begyndt at gense Friends for 11. gang (sådan cirka). Også selvom jeg altid siger til folk, at jeg ikke ser tv-serier.

-Jeg kan meget bedre lide Randers end Aarhus (hvilket jeg ikke snakker for højt om, når jeg er på uni). (Selvom jeg godt kan lide Trøjborg og er misundelig på en fra 3. semester, der har en virkeligt pænt indrettet lejlighed der).

-Jeg vil hellere skrive digte end jobansøgninger. Hvis det fortsætter sådan, kan jeg måske gøre mig forhåbninger om at blive rig efter min død.

-I dag skulle både min far og jeg læse til eksamen, så i stedet for at gøre det, tog vi ind til byen og købte nisser og julepynt til sommerhuset, chokolade og gaver, spiste frokost et fancy sted og drak kaffe.

Og jeg har det FANTASTISK med det hele!! (Også mit hemmelige misbrug, det gør mig glad).

dsc_0045.jpg

Jeg har holdt to spontane fridage både igår og idag. Ikke fordi det stod i min kalender, og heller ikke fordi, at jeg er ved at gå ned med stress eller fordi, at jeg synes, mit studie er kedeligt. Hvorfor så, hvorfor, FORTÆL OS HVORFOR, tænker den engagerede læser. Og jeg skal sige jer hvorfor:

Fordi jeg havde LYST til at holde fri – i går da jeg stod op, kunne jeg bare mærke, at jeg havde lyst til at bruge en time (dvs. to timer) på at spise morgenmad og høre musik og drikke te. Derefter havde jeg lyst til at gå en tur, og så havde jeg lyst til at støvsuge huset, imens jeg hørte høj musik og nød det faktum, at ingen var hjemme. Så pakkede jeg gaver ind i tre timer og følte mig en smule forræderisk, da jeg teknisk set er imod gavepapir (jeg plejer at bruge avispapir eller indkøbsposer, det er jo ikke for ingenting, at jeg er medlem af Alternativet). Men i år følte jeg for at skade miljøet og bruge 10-15 meter gavepapir på at pakke alt muligt ind, som jeg har købt til folk. Og resultatet gjorde min indre æstetiker lykkelig.

img_20161202_183216.jpg
(Hej, jeg går ind for minimalisme og genbrug, i hvert fald det meste af året).
Hele indpaknings-seancen mindede mig om, hvor fantastisk jeg er til at købe julegaver (ja, nu roser jeg mig selv IGEN) og hvor hyggeligt det er. Jeg foretog dog nogle mindre omjusteringer, da jeg havde lagt store planer for tre måneder siden, som jeg ikke føler for at føre ud i livet nu, selvom det kunne have været underholdende. Men det er meget bedre, som det er nu.

dsc_0123.jpg

I dag havde jeg som sagt tænkt mig, at jeg skulle læse, men så annoncerede min far, at han skulle ind til byen, og så fik jeg lyst til at tage med, da jeg føler, at det er længe siden, at vi reelt har lavet noget sammen. Og nogen gange er et eventyr i Randers C alt det, et menneske har brug for (det var ikke et af de mest sindsoprivende eventyr, men alligevel; det involverede god kaffe og spaghetti carbonara, der rent faktisk var lavet på den RIGTIGE måde, uha).

Der skal være tid til at tage på eventyr i hverdagen (selvom det teknisk set er lørdag). For hvis jeg skal have det godt, har jeg langt om længe indset og fået implementeret, at det er nødvendigt at tage på eventyr i hverdagen nogen gange. Og andre gange er det nødvendigt bare at gøre ingenting – jeg har brug for de dage, hvor jeg ikke skal forlade huset (medmindre jeg har lyst) og bare kan være mig selv uden at skulle forholde mig til tusinde forskellige mennesker. Jeg har brug for at tage mig tiden til at trække vejret og mærke efter, om jeg har det godt, og om jeg bruger min tid på det rigtige. Og det kræver, at jeg er i stand til at træde et skridt tilbage og ikke løbe rundt og have travlt hele tiden. Det indså jeg på den brutale måde, da det ellers netop havde været min taktik de første 5-6 uger på uni. Der var SÅ meget, jeg ikke vidste i august (og der er stadig meget, jeg ikke ved). Nu har jeg lært, at der ikke kommer noget godt ud af at tro, at jeg skal alting på én gang. Og jeg har fået sagt farvel til de ting, der stressede mig mere, end de gavnede.

img_20161203_165057.jpg

Jeg prioriterer anderledes nu. I de seneste 6-7 uger har jeg prioriteret mig selv højere end de fleste andre ting. Det har betydet, at jeg endelig er begyndt at føle, at jeg kan følge med i mit eget liv, hvilket er en fantastisk følelse. Det betyder også, at jeg oftere oplever flow og tager mig selv i at tænke/sige “uhhhh, det er skide fedt at lære om den integrative begrebsramme, hurra”. Og at jeg føler, at jeg faktisk har overskud til det, jeg er igang med, hvilket er virkeligt rart.

Min pointe er, at jeg er nødt til at prioritere mig selv højere end mit studie, for hvis jeg nedprioriterer mig selv, ender jeg med at blive en forfærdelig studerende, der hverken er glad eller i flow. Og hvordan fanden skal jeg blive en god psykolog, hvis jeg nedprioriterer mig selv?

dsc_0133.jpg
Det hele er en balancegang, men jeg vil personligt hellere have det godt indeni, have tid til at se på solnedgangene og høre musik, der gør min sjæl glad, end jeg vil have perfekte noter til alle tekster på pensum. For ellers glemmer jeg mig selv, og hvis jeg glemmer mig selv, kan jeg jo ikke hjælpe andre med at finde sig selv.

Jeg vil have tid til at gøre det, jeg har lyst til at gøre, og jeg vil lade mig selv være til stede i det, jeg gør, imens jeg gør det.

Jeg vil have tid til at føle mig fri. Og jeg gider slet ikke at tænke over, om jeg har tid, for det er jeg nødt til at have tid til.

dsc_0084.jpg

En af grundene til, at jeg elskede november så meget var, at jeg for første gang siden august begyndte at føle, at jeg har fået balance i mit liv igen. November vil jeg huske for at være måneden, hvor jeg for alvor sagde farvel og tak til det, der ikke gav mig god energi, og i stedet tog mig tid til at gøre det, der gør mig glad.
Jeg vil huske november for solnedgangene, de kolde solskinsdage, gåturene med mig selv og Kalle, skoven, cykelturene hjem i slagregn, at drikke lakridste og at deltage i diverse sociale arrangementer og rent faktisk have overskud til det.

Jeg vil huske november som en måned, hvor jeg begyndte at sige ja til de rigtige ting.

Og hvem ved, hvad jeg vil huske december for.

dsc_0080.jpg

Nu skal vi fejre det faktum, at min bror har skudt tre edderfugle i dag, da han var på havjagt. Dvs. at vi skal spise aftensmad (færdigtformede hakkebøffer med bløde løg) foran fjernsynet imens vi ser Rambo (man må jo udnytte de muligheder man har til at se voldelige film af tvivlsom kvalitet)

Rettelse: Vi valgte at se julekalender i stedet for (også af tvivlsom kvalitet), da min bror mente, at han havde oplevet tilstrækkeligt med skuddramaer for i dag.

Hyg jer.

/A

Hov, vent, her er nogle gode sange:

frosne minder

frosne minder
bananmuffins
gamle venner
fra en svunden tid
jeg lagde dem på køkkenbordet
der bliver de liggende
til de mugner
venner kommer og går
kan ikke huske
hvem jeg var
da de blev til
jeg giver slip
på jer
og det vi var
dengang bladene
endnu var grønne
dsc_0069.jpg
du faldt
som bladene på vejen
du blev alt det
der ikke var dig
kender dig ikke mere
hvem kender vi overhovedet
når det kommer til stykket
næste gang
ser jeg mig bedre for
du så altid
i den modsatte retning
dsc_0032.jpg
forelsket i en højtaler
og et nyt træ
jeg finder mig ikke i mere dårlig lyd
fra nu af
er kun den bedste udsigt god nok
du stod i vejen for alt det
jeg ikke kunne se
lyset kom tilbage
her kommer solen
tænk
at verden kan lyde sådan her
20161129_200042.jpg
en skovtur
med mig selv
og en hund
træet stod stadig
i luften
svævede minderne
fra den dag
hvor bladene skiftede farve
skoven husker alt
img_0412
jeg løb den anden vej
farvel kære træ
i solens retning
gider ikke
gå den samme vej igen
der findes andre træer
bedre udsigt
løb videre
eller stå fast
hvor du stod
vil du altid stå
img_0417
dsc_0089.jpg
tærter
grønkål
til afkøling udenfor
jeg tør flere minder op
lægger dem på køkkenbordet
har ikke brug for dem mere
de lå i vejen
for det
der er godt
hvor gør man af det
ingen kan se
dsc_0012.jpg
spørg mig om alt
jeg kan give dig svarene
hvis du lytter længe nok
lov mig
at du er en anden
for det er jeg
dsc_0014.jpg
jeg er en fryser
med fornyet plads
og lungekapacitet
må på indkøb i morgen
jeg kan rumme noget nyt
tænk sig
at kunne lukkes igen